Sofus blev rød langt opover begge øre da han så Rofies dårligt skjulte fnis, og gentog sin imitation af en skildpadde. Hans blik var stift ned mod maden, som han skovlede den ene skefuld ind efter den anden.
Sofus kunne godt blive en lille smule jaloux på Shiro. Et ordenligt, varmt bad lød som en velsignelse fra guderne selv, men han kunne også godt se at Shiro virkelig godt kunne bruge det. Han lignede lidt noget katten havde slæbt med ind.

"Hun vIRker flink nok" mumlede Sofus, men selv den lavere tale holdt ikke hans stemme fra at knække igen. Han skævede lidt over på Shiro "Det var IK helt hvad jeg havde forventet, MEn hey, du fik sTAdig et sted at være!" prøvede han optimistisk, men bravardoen gik lidt af den, med de gentagende knæk. Det var ikke hvad han havde forventet, men det var da meget godt alligevel!

Sofus kunne dog ikke lade være med at vende blikket mod Rofie "Tror du.. SåDAn.. det bliver mærkeligt nu din mOR er her?" spurgte han lidt akavet. I alt den tid de havde været sammen, havde de ikke rigtig haft voksne der holdt øje med dem, og en del af Sofus var lettet. Det var en del ansvar løftet fra deres skuldre. Men en anden del af ham frygtede også de restrektioner der ville følge med.

Måske Shiro bare havde været heldig ikke at have ramt en forvandlingen så hans stemme begyndte at knække, men Sofus havde tydeligvis ikke været ligeså heldig, og selv Shiro havde svært ved at gemme smilet der kom af at høre Sofus' meget knækkede stemme.

"Jeg syner hun virker fantastisk," kom det grinende fra Shiro. Der var nok altid noget der havde savnet en mor figur, og at hun så var lidt småpinlig overfor sin dreng... pige?.. Det var jo bare en del af det, og det var ikke som om at det gik udover ham selv. Det var jo Rofie og Sofus der var et par, så de ville nok mærke det meste af det på dem.
"Og jeg er glad for at hun ikke havde noget imod at jeg er her," bare tanken om at skulle ud på gaden igen var egentlig forfærdelig nu når han endelig havde mærket noget varm mad i maven igen, og følelsen af ikke at sidde i isnende kulde.

Han lod dog blot til at følge med i.... kærestesnakken mellem Sofus og Rofie. Bekymringerne om Telma der nu pludselig var hjemme, ikke at Shiro kunne forstille sig hvor forskelligt det måtte være.

Rofie trak lidt på skuldrene og smilede lidt. Hendes mor var som sådan fin nok, hun var lidt formeget ind i mellem syntes hun selv, men hun var heller ikke i tvivl om at hendes mor elskede hende og ville gøre alt for at passe på hendes børn. 
"Jeg er nu også glad for at hun gav jer lov til at blive her" ellers skulle hun nok have fået fortalt hvor tingene stod! De havde været igennem for meget til bare at lade en sur mor sende dem på gaden.

Rofie sendte Sofus et smil "Nah, jeg tror at det nok skal være fint, mine søskende kommer dog nok til at stille dig et hav af spørgsmål" Hun drejede hovedet kort over mod Shiro "De kommer nok også til at spørge dig om en masse"  før hun vendte sig tilbage mod sin kæreste. "Hvis det nu bliver for træls så har lidt øvelse i at stikke af hjemme fra" tilføjede hun med et skulder træk. Hun havde ikke lyst til at stikke af igen, for lige nu var tanken om at kunne være en nogenlunde normal teenager virkelig rar.

Sofus kunne ikke andet end smile skævt ved Rofies kommentar om at løbe hjemmefra. "Og jeg bliver bedRe for hvert minut der går!" grinede han, men det var som om smilet ikke helt nåde de blå øjne. Den Sofie der var stukket af fra Azurien for at finde eventyr og sene sengetider i Dianthos havde været dum og naiv. Sofus var flere år klogere, og selvom han nægtede at indrømme det, så savnede han sin mor, ja han savnede hele sin familie!

Hurtigt rejste han sig op, og greb sin tomme tallerken "Jeg sER lige om din mor skal bruge hjælp!" erklærede han hurtigt, inden han stak af mod køkkenet. Skønt Sofie normalt var et bundløst hul når det kom til mad, en ting der kun var blevet værre efter hun var blevet til en ham, gik Sofus ikke efter en ekstra potion i dag, men gik direkte ud for at hjælpe Telma med at trække vand til Shiros bad.
Han havde akut fået brug for at tænke på noget andet, og hårdt arbejde var godt til det formål.

Tanken om at skulle svare på en masse ubehagelige spørgsmål, fik Shiro til at ryste lidt på hovedet. Det havde han ikke lyst til. Han havde ikke engang tænkt over en dækhistorie, nu når han ikke kunne være Shireen Reier mere. Mest af alt fordi folk ikke troede på det, og fordi han var blevet smidt ud af sit hjem. Den næste kommentar fik ikke Shiro til at få det bedre. Hans mave lavede knuder på sig selv, og han kiggede ned i den tomme tallerken.
Rofie vidste selvfølgelig ikke hvad der var sket. Sofus kendte jo kun det mest basale af det, men Shiro havde heller ikke lyst til at snakke om det, ikke rigtig. Han var jo ikke løbet væk hjemmefra, men måske var det det bedste dække han kunne gå med for nu, indtil han fandt ud af sin situation, og om han nogensinde ville blive Shireen igen?

Et svagt grin kom fra Shiro. Det var svært at holde facaden oppe, og løgnene, når man stadig ikke følte man havde en plads i verden. Tingene var blevet væsentlig mere omtumlet end de havde været før i tiden. ”Ja, det har du ret i,” sagde han, og rejste sig endelig fra bordet igen, og kiggede over mod Rofie. Havde de to af dem nogensinde været alene i rum sammen? Shiro kunne i hvert fald ikke erindre det. Sofus havde altid været der.

Rofie skævede lidt efter Sofus der lidt brat smuttede, det var nok noget hun burde spørge ind til, men de havde også lidt en gæst hun ikke bare kunne efterlade alene i krostuen. "Åh og bare rolig, det er ikke noget farligt spørger om, mere om du har en kæreste eller sådan nogle ting" smilede hun opmuntrende. 
Egentlig vidste hun ikke ret meget om Shiro, eller Shireen for den sags skyld, det havde mere været Sofus der kendte ham. Det havde vidst været noget med at de havde mødtes lidt tilfældigt i byen eller sådan noget.

Rofies hænder knugede sig lidt sammen om en fold i kjolen, det her føltes lige pludselig virkelig akavet. "Såå øøhh, hvad vil du egentlig helst kaldes?" fik hun spurgt forsigtigt, hun ville virkelig gerne undgå at den anden teenager følte sig uvelkommen. "Jeg tror at det nok skal blive hyggeligt at have dig boende her også!" skyndte hun sig at tilføje. Yup, det føltes stadig akavet.

Det fik Shiro til at få det en anelse bedre. Han havde aldrig været tæt på at få en kæreste, og det tætteste han havde haft på en forelskelse var på Juno. Heldigvis kort i en kort periode og nu når han tænkte på det, fik det ham blot til at ryste på hovedet. Juno's filosofi havde været forfærdelig. Alle blev voksne, og nogen voksne var i bund og grund okay.
"Ah, det er lidt nemmere at forholde sig til," indrømmede han også. Han havde været bange for at det ville være spørgsmål om hans ophav.

"Øøhmm... Shiro er fint, så lang tid... vi ikke har fundet på en kur til det her," nævnte han og pegede lidt akavet på sin egen krop, der var ranglet, akavet og som han stadig ikke følte sig tilpas i.
"Jeg øøhmm... går ud fra at Rofie er navnet du foretrækker... for nu?.. siden Sofie... Sofus nævnte det?" spurgte han mindst ligeså akavet.
Man kunne næsten se hvordan hans krop halvt også var på vej ud af døren, og havlt blev nødt til at blive, fordi han ikke vidste hvordan han skulle undslippe Rofies selskab, men samtidig var han ikke sikker på at det var så høfligt at forsøge at undslippe, bare fordi de to af dem aldrig havde brugt tid sammen.

Rofie smilede lidt skævt til Shiro som han så ud til at tage det lidt mere afslappet, egentlig når hun tænkte tilbage så kunne hun ikke huske at have set Shiro afslappet sådan rigtigt. Måske det bare var sådan han var? Hun håbede i hvert fald at han kunne finde lidt på det Halve Svin.

"Ah, ja det giver god mening" nikkede hun lidt og så ned af sig selv, det var ikke ligefrem en fest hun havde haft med sin krop. ISÆR det her måneblods noget der ville ramme ligesom at alle kom hjem. Nogen gange havde guderne en elendig form for humor.
"Det er bare lidt lettere, det er ikke alle jeg har lyst til at fortælle historien om hvordan jeg blev til en pige" sukkede hun kort.
Lyden af en dør der gik fik hende tilbage til nuet. "Det er nok min mor der er klar med dit bad" lød det med et smil "Jeg ser frem til at lære dig bedre et kende!" nikkede hun og vendte snuden op mod sit værelse, der kunne have ondt af sig selv, for det gjorde stadig ret ondt.

Ganske som Rofie forudsagde, gik der ikke mere end et øjeblik før Telma stak hoved ud fra baglokalet igen. "Så er dit bad klar lille skat!" kaldte hun varmt "Du kan bare komme med her, igennem køkkenet" tilføjede hun, med en hidkaldende gestus, og holdt døren åben for Shiro.

Køkkenet var stort, men ikke tomt. Ved et bord stod Sofus og hakkede et eller andet, albue ved albue med en lidt yngre pige, der var spinkel af bygning, og havde udprægede spidse øre, men ellers samme hårfarve som Telma. Ud fra de hakkende lyde, havde elverpigen noget bedre styr på det, end Sofus.

Telma ledte dog Shiro videre, ind i et tilstødende lokale. Her stod tre store badekar, adskilt af stof-skærme for en smule privatliv. Et af karrene var fyldt op, og varm damp steg op fra det. Ved siden af, på et lille bord, lå rene klæder til at tørre sig af med, en vaskeklud, en svamp og en god klump sæbe, der duftede frisk og behageligt. "Såådan, alt skulle være klar til dig. Hvis du mangler noget, så kalder du bare kære, oh, og du skal ikke tænke på tiden, vandet bliver ikke koldt lige med det samme" klukkede hun muntert. Der var cirkler indlagt i gulvet, og Telma brugt dem til at holde badene varme så længe det var nødvendigt. "Jeg skal nok kalde en halv times tid inden aftensmaden, oh, og komme ind med noget rent tøj til dig selvfølgelig!" pludrede hun videre.

Shiro nikkede til Rofie. "Jeg har det på samme måde," indrømmede han. Især når man tænkte på ophavet han kom fra. Det var nok nemmere, hvis ingen vidste hvem han egentlig rigtig havde været, nu når han var blevet smidt ud.
"I lige måde," sagde han også, selvom han tvivlede på at de to af dem ville bruge meget tid alene sammen. Det havde bare altid været nemmere for Shiro sammen med Sofus, men det var jo ikke som om at han ikke kunne lide Rofie. Det var bare.... lidt mærkeligt.

Shiro vendte sit blik mod døren, hvor Telma kom ud, og forsigtigt trådte han nærmere Telma for at følge hende med ud til badelokalet. Det sad lidt underligt for ham at blive kaldt 'lille skat', men han nævnte det ikke. Han var en anelse bange for at fornærme Telma og dermed blive smidt ud og så tilbage på gaden igen.

Han sendte et kort smil mod Sofus, som de gik igennem køkkenet, før de nåede til lokalet med badekarrene. Det var intet som hvad han var vant til, men lige nu havde et bad aldrig set mere tiltrækkende ud.
"Tak, jeg ved ikke hvad jeg skal sige," sagde han, og endelig kiggede han op på Telma med et oprigtigt smil. Der var stadig en tydelig usikkerhed i ham, som han holdt fast i sin ene arm. Hvis det her var hvordan Telma altid var overfor sine børn, så var Rofie i hvert fald en heldig en.

Sofus gengældte Shiros gestus med et halvt vink, men nåde ikke mere før han fik et dask mod armen, og blev gennet tilbage i fokus med sit arbejde. Tilsyneladende var alle i familien ikke lige så stille og rolige som Rofie.

Telma lukkede døren til køkkenet bag Shiro, så de kunne få lidt ro. Hendes smil var varmt og velkomende "Jamen jeg tror ikke der er mere at sige end det kære" klukkede hun varmt "Et høfligt tak er så rigeligt" forsikrede hun Shiro, og lagde en varm hånd på drengens skulder.

"Det har været hårde tider for mange af os, og jeg er kun glad for at kunne hjælpe en ven af mine børn" Telma gav Shiros skulder et klem inden hun slap ham igen.

"Så nyd badet lille skat! Og brug endelig rigeligt af sæben, og så skal jeg nok sørger for du kommer op igen, i tid til aftensmaden" klukkede hun, inden hun blinkede med det ene øje af ham, og forsvandt tilbage i køkkenet, så han kunne afklæde sig i fred.

Det var som om at Shiro aldrig nogensinde ville kunne gengælde alt hvad de mange folk i byen havde gjort for ham. Rottebanden havde hjulpet med den ensomhed og håbløshed han havde følt i starten af sine teenageår, og så Sofus, Rofie og nu Telma der var villige til at tage ham ind, uden spørgsmålstegn, om hvem han var og hvorfor han var her. Selvom Sofus måske havde en ide.

”Jeg…” igen ville Shiro gerne sige noget, men ordene var der ikke, og i stedet for kom der et taknemmeligt smil over Shiro’s læber, og øjne der så ud til at skulle til at spilde tårer. Dagen havde været en anelse overvældende, og Shiro var glad som han fik lov til at være alene i badelokalet.

Forsigtigt tog han klæderne af sin krop. De var sølle, og småklamme, men det var ikke koldt uden dem på, da rummet var varmet op af det dampende varme kar. Han tog først noget af vandet for at vaske det værste skidt af, inden han hoppede op i karet, og lod det gennemvarme ham, og fjerne alt skidtet der nærmest virkede til at have groet sig fast på ham.

For første gang i lang tid, så virkede det til at tingene nok skulle gå.