Sted: Et par dagsrejser fra foden af bjergene til Kzar Mora
Tid: Sen eftermiddag
Vejr: Pænt med sol og små skyer

Det var mange år siden, at Kaizler sidst havde været på disse kanter. Han holdt sig normalt meget langt væk fra Kzar Mora, men hans ben havde alligevel båret ham i denne retning. De mørke bjergtoppe kunne ses i horisonten, som han gik ind over en bakke dækket i langt grønt græs og farverige vilde blomster. Synet fik ham til at gyse, og han rettede i stedet blikket mod sit mål. Et gammelt hus, der lå i trægrænsen til et stykke skov. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde været forbi, men det måtte være mange år siden. Sidst havde alle fire vægge stået og kun noget af taget havde givet op. Denne gang var en gavl og stykket mellem gavlen og døren brast sammen. Taget var næsten helt væk, bortset fra lidt i den anden ende af huset. Det der engang havde været en gårdsplads var dækket af græs og man kunne slet ikke se tegn efter det skur, der engang havde stået ved siden af. 

Første gang han havde været der, havde røgen snoet sig op fra skorstenen, der havde været lys i de små glasløse vinduer og der havde stået en flot brun ko i folden sammen med et par får og nogle høns. Der havde boet nogle søde mennesker, der havde inviteret ham ind, en venligsindet rejsende, der havde brug for et måltid mad og et sted for natten. 
Da han var gået derfra nogle dage efter, var livet på gården slut. Han kunne ikke helt huske, hvad der var sket, men der havde været meget blod. 

Han var ikke spor forsigtig, som han nærmede sig, men da han trådte ind i mellem de mosbeklædte vægge, var det tydeligt at han ikke var den eneste, der brugte stedet til ly. Der var en tydelig sort plet, hvor der blev lavet bål og der lå endda et par efterladte ting i hjørnet. Men der var ingen nu og Kaizler var godt tilfreds. Så han smed sine ting under resterne af taget og satte sig så for at slappe lidt af. Han havde lidt kold hare med, som han med stor fornøjelse satte sig til at spise. Der var ikke noget, der hastede, det var ikke så sent på dagen endnu. 

Mens han sad og spiste, nynnede han lidt for sig selv, noget han blev ved med som han kom på benene. Måske det var en god idé at finde noget brænde. Og sætte nogle snarer, så der var mad til en anden gang. Så vidt han huskede, havde der været godt med vildt i skoven, så mon ikke, at han blev mæt igen inden så længe.
Han besluttede sig for at starte med brændet, så kunne han samtidigt se, om han kunne spotte nogle gode steder til snarerne, så han lod sine ting ligge og gik ud af hullet, hvor der engang havde været en dør, inden han begyndte at gå rundt om bygningen, stadig svagt nynnende på en sang, han fandt på for hver tone. 
Han følte sig i ganske godt humør, da han drejede rundt hjørnet for at bevæge sig ind i skoven.

En uniformeret kvinde fra Mørket tumlede ud af skovbrynet og stødte ind i Kaizler. Tøjet var flænset, håret viltert, og hun blødte allerede fra et par skrammer. Hastigt gav hun ham et skub for selv at komme videre, men hun snublede og endte med at rulle rundt på jorden. Inden hun nåede at komme op, kom hendes forfølger væltende ud fra skoven ligeledes, men fra en anden vinkel, så han ikke også væltede ind i Kaizler.
Han var høj og tynd, og uden at værdige den anden tilstedeværende et blik, kastede han sig over kvinden på jorden. Hun skreg arrigt, og han skreg igen, som han begravede sin kniv i hendes strube. Blodet sprøjtede op på hans tøj og ansigt, hvor det utrimmede, alt for lange skæg, tog imod væden og farvede de grå stænk røde. Hans tøj var beskidt og hærget og vidnede om flere uger brugt herude, tilsyneladende uden adgang til ordentlige vaskeforhold. Eller måske uden tid til dem?

Zahinael hadede at slå ihjel. Der kom aldrig noget godt ud af det, og det føltes som sådan et spild. Men når kvinden ikke havde villet lytte og var opsat på at fortsætte sin desertering, havde der ikke været andet for. Hun havde dog været lidt lettere på tå end han havde regnet med, og hun havde kørt flugten væsentligt længere, end han havde troet muligt. Han tørrede kniven af i hendes tøj, satte den i skeden og tørrede så sine hænder i den mest rene del af hendes tøj. En grimasse gled over hans ansigt, da hans hænder ikke blev mere rene af det. 
Hvor han dog hadede at være beskidt. 

Endeligt tog han sig tiden til at kigge på den fremmede, mens han rejste sig. Den yngre mand var... "Kaizler?"
Vantroen flød ud af Zahinaels stemme. Han havde ikke set den dæmon i godt og vel 700 år, og nu stod han lige foran ham - væsentligt pænere end ham lige nu faktisk. Nael gik halvt i stå, ventende på en eller anden respons. Sidst han havde set drengen, havde han efterladt ham hos en bekendt inden en opgave. Og da han kom tilbage, var hun død, og Kaizler borte. Hvad der var sket, havde altid været et myserium for ham. Han havde troet Kaizler død også, men nu stod han lige der, i fuldt kød og blod.

Han nåede knapt nok at registrere, at nogen væltede ud i mellem træerne, før personen - en kvinde - var stødt ind i ham og han væltede nogle skridt tilbage. Havde husets gamle mur ikke stået der, var han væltet, men hans ryg bankede ind i den, som hun skubbede ham væk og selv fortsatte fremad, men væltede op på jorden. Han nåede lige at glo på hende for et par sekunder, inden endnu en person kom styrtende ud fra skoven. Mørkets uniform var let at genkende på kvinden. Kaizler trådte et skridt væk fra dem, klar til at spæne om og hente sine ting, inden han meget hurtigt ville løbe derfra. Han skulle ikke blandes ind i noget med Mørket!

Men det glimt han fik af den anden persons ansigt fik ham til at fryse til stedet. Nej. Det kunne ikke passe. Blodet forsvandt fra hans ansigt og han følte sig pludseligt svimmel og dårlig. Som om alting foregik meget langsomt, så han manden kaste sig over kvinden og stikke en kniv i halsen af hende, så blodet sprøjtede ud. Selv bagfra kunne der ingen tvivl være for Kaizler, han havde trods alt brugt 200 år med ham. Med Nael. Det var Nael. 
Kaizler burde løbe som vinden, glemme sine ting og bare komme væk. Forsvinde. Inden Nael opdagede ham. Inden han vendte sig om og så ham. Men ikke en muskel rørte sig i Kaizler, det var lige før hans hjerte også gik i stå. Frygten fyldte ham som en kold bølge og kunne tydeligt ses i hans blå øjne.

Nej han løb ikke. Kunne ikke. Og endeligt vendte Nael sig om og fik øje på ham. Det ene ord, hans navn, Nael udtalte, fik sat gang i den blege, yngre dæmon. Et smil bredte sig på hans ansigt, et smil der på ingen måde nåede de rædselsslagne øjne. Så mange følelser væltede igennem ham, ikke bare negative, at han slog over på autopilot.
"Jamen, det er jo min gamle ven Nael. Tænk at møde dig her, jeg håbede, jeg mener, troede, du var død." Langsomt flyttede hans hånd sig til kniven i hans bælte. Og i et hurtig bevægelse kastede han sig desperat frem mod den ældre dæmon med kniven svingende i mod ham.

Det var halvhjertet. Kendte man Kaizlers evne til at bevæge sig hurtigere end andre, vidste man med det samme, at det var det mest halvhjertede forsøg han overhovedet kunne gøre. Men noget i han tvang ham til at forsøge at slå Nael ihjel, selvom han samtidigt ikke ville. Selvom der var gået 700 år, var han stadig knækket.

Zahinael reagerede i rent rutinemæssige instinkter. Han gav Kaizler et par sekunders forspring og vejede sine muligheder. Han kunne nå at trække sin kniv igen og lade den unge dæmon spidde sig selv på den. Han kunne endda nå at trække sit sværd med samme udfald. Eller bare brække nakken på ham. Han havde  ikke set Kaizler i 700 år, og drengen kunne være vokset ind i mer erfaring og flere kampevner end sidst. Han kunne jo vise sig en trussel...

Helt uden problemer greb Nael om Kaizlers hånd, vred kniven væk fra sig og truede i det med at brække håndleddet lidt for langt bagover. Han vendte sin krop med hans i den fremadgående retning, greb med sin anden hånd om hans skulder og tværede ham så baglæns ned i mudderet ved siden af den døde kvinde. 
Hans nysgerrighed var simpelthen for stor. Og selvom han ikke længere havde brug for en forsøgskanin til at udforske sin evne, så var der noget over at genfinde sit gamle legetøj, han havde troet var gået tabt. 
Hvis ikke han kunne vriste kniven fra hans fingre, ville han nøjes med at holde hånden fast mod jorden, som han satte sig overskrævs på Kaizlers mave og smilede bredt. 

"Det var præcis lige så inkompetent, som jeg husker," sagde han, mens noget manisk glimtede i hans øjne. Noget, han ikke havde følt længe. En trang til at høre de gamle støn. Sukkene. Skrigene. En fortid i leg og læring, som han havde glemt. Den virkede så fjernt fra ham nu, hvor han var overbebyrdet og overantrengt med arbejde op til over begge ører.
"Mhhn, du bliver nødt til at fortælle mig, hvad du har lavet alle disse år," fortsatte han, og hans stemme spandt af forventning og lyst og ... længsel. 

Det gik lige så dårligt som forventet. Som… håbet? Nael greb fat i Kaizler og splitsekunder senere bankede hans ryg mod jorden og han mistede pusten. Inden han kunne nå at gøre noget, sad Nael oven på ham. En fysisk følelse, der var alt for bekendt, selvom der var gået så mange år. Kniven faldt til jorden, da Kaizler slap den uden modstand. Han kæmpede ikke i mod, men lå anspændt under ham. Det var forfærdeligt at være så splittet i mellem at se den ældre dæmon død og samtidigt… noget i ham ville bare have Nael tilbage. Selv med alt det, han havde gjort ved ham.
Følelserne rasede i ham, mens han tungt hev vejret ned i lungerne igen og hans blik flakkede vildt for et øjeblik, inden Nael stemme fik det til at fæstne sig på hans ansigt.

Inkompetent. Nej, ikke mere. Han havde lært at slås, han havde lært at slå ihjel. Han var ikke den samme hjælpeløse Kaizler, som han havde været dengang. Men han kunne allerede mærke sig selv falde tilbage til dengang, mærke samme følelse af hjælpeløshed og afhængighed sprede sig i kroppen. Det var forfærdeligt. Det var ødelæggende. Det var… en lettelse.
Det maniske glimt i den ældre dæmons øjne fik små skarpe lyn af frygt til at glide op igennem hans krop. Han ville ikke, han kunne ikke, det måtte ikke ske. Men åh, forventningen begyndte også at bygge sig op i ham, som Naels stemme var fyldt med lyst og noget, der lød som længsel. Smerten. Lidelsen. Nydelsen. Hans ansigt trak sig kort sammen, næsten som om han ville græde. Men en skarp indånding fik det til at falde tilbage i de åbne, næsten nysgerrige folder, dog var smilet væk.

”Gemt mig for dig og nyt livet i frihed.” En halv sandhed, der gled fra ham i et tonefald, der skabte en næsten perfekt illusion om, at situationen ikke rørte ham. Men han øjne afslørede ham, som de til stadighed skiftede mellem at flakke og se mod hans ansigt, hele tiden fyldt op med skræk.
”Men det ser ud til, at det går mig bedre end dig, du har godt nok mistet lidt af din stil. Jeg havde nær ikke genkendt dig, din vildmand.” Han kunne ikke holde sin kæft. Det var ikke noget nyt. Jo, måske lidt for Nael, men hans mund havde haft travlt siden han vendte tilbage til livet. Et stort smil gled over hans ansigt og hans blik gled sigende ned over manden over sig. Tæt på så han endnu mere hærget ud. Hvad var der dog sket? Kaizler havde ingen anelse om, hvad der skete i Kzar Mora, og han var egentligt også ligeglad, så længe det ikke involverede ham.
Hans hjerte bankede hårdt i brystet af ham, og selvom han forsøgte, kunne han ikke slappe af i kroppen. Nael sad oven på ham. Hans mareridt var blevet til virkelighed. Men mareridt var også drømme, ikke?

"Der er sket meget i de år, Kaizler," medgav Nael med et skævt smil. Han kløede sig i det lange skæg. "Det her er dog nyligt og midlertidigt. Havde du ikke lige vist dig voldelig med den kniv der, havde jeg foreslået, at du tog dig af at befri mit ansigt for al den pels."
Han skubbede kniven uden for rækkevidde med den ene hånd - bare for en sikkerheds skyld.
"Måske jeg skulle minde dig om, hvor god vores år sammen var. Hvor brugbar, du var. Er du brugbar for nogen nu?" Naels ord blev sagt, mens en stor smertebobbel dukkede op i hans håndflade. 

Kaizler skulle da have en hjemkomstgave. Noget unikt, noget specielt til ham. Naels sidst nyeste opsamlede smerteinput. Det var fra hans besøg nordpå for et par måneder tilbage, hvor han havde mødt Sol og hendes evne til at klemme om andre væseners sjæle. Han havde bedt hende bruge evnen på ham, og han havde siden nydt at bruge hans opfattelse af den smerte på andre. Det var ikke så direkte smerte, som han ellers havde haft udsat Kaizler for, men han var selv vokset med årene. Blevet mere opmærksom på, at direkte smerte ikke altid var vejen frem. At der var mere til smerte end skrig...
Han lod boblen falde ned på Kaizlers brystkasse, hvor den gik i opløsning og sank ned mellem fibrene i hans tøj.

En nervøs fnisen kom fra Kaizler, da Nael kløede sig i skægget og snakkede om, at han kunne have hjulpet ham af med det. Hans blik flakkede igen, øjnene stadig store og skræmte, denne gang for at se efter kniven, der blev skubbet væk. Noget i ham skreg stadig efter at bruge den, men han gjorde ikke noget forsøg på at få fat i den. Han havde før forsøgt at gøre noget ved Nael og han huskede stadig, hvad der så var sket. Det havde han ikke lyst til at prøve igen. Og han ønskede ham alligevel ikke død. Ikke rigtigt. Det var bare ikke en tanke, han havde lyst til at dvæle ved.

Hans blik fokuserede med det samme på den grå boble, der dukkede op i Naels hånd. Hans ansigt fortrak sig og endeligt kom der bevægelse i hans krop, som han forsøgte at skubbe sig fri af manden over sig. Ikke vildt og voldeligt, men hans fødder lavede huller i jorden bag Nael og hans hænder skubbede fra jorden, men han kom ingen steder. Så mange kræfter lagde han heller ikke i.
"Hnnng." En lidt ynkelig lyd, som han så sig om efter en hjælp, der ikke var i nærheden, inden hans blik igen blev trukket hen til kuglen. "Jeg er kun brugbar for mig selv." Han stemme var lav og hæs, som han næsten bare svarede for at holde sig selv til virkeligheden. Hans hjerte havde sat farten endnu mere op og hans brystkasse hævede og sænkede sig tungt. Det var skræk og rædsel, men også... forventning. Han havde ledt efter en smerte som den, Nael kunne give ham, men havde sjældent fundet den. Og nu...

Kuglen faldt. Væsken trængte igennem hans tøj og ramte hans hud. I samme øjeblik trak hans krop sig en smule sammen og han gispede efter vejret. Det var ikke det samme, som førhen. Det var ikke vildt og intenst, men det blev det ikke mindre ubehageligt af. Han begyndte at vride sig, mens hans hænder åbnede og lukkede sig og han stadig trak vejret hårdt ind.
"Tihi, det kilder." Han forsøgte at lyde oprigtig, men hans stemme var klemt. 

Og så kom tårerne. Det var som om, at det først nu gik op for ham, hvad der var sket. Nael. Det var Nael. Manden der havde hjemsøgt ham i hans mareridt hver eneste nat de sidste 700 år. Han havde fundet ham, og nu var han tilbage i hans magt. Smerten. Frygten. Det hele kom tilbage og noget gik i stykker inden i Kaizler. Han begyndte at ryste, ikke på grund af ubehaget og smerten. Tårerne væltede ud og gled ned over hans solbrændte ansigt. Men han græd i stilhed, kun svagt gispende over, hvad end kuglen gjorde ved hans krop. På et tidspunkt lagde han en arm over sine øjne. Og sådan lå han og vred sig, indtil ubehaget begyndte at fortage sig. Langsomt blev han slap og hans vejrtrækning faldt lidt til ro.
Endeligt snøftede han hårdt ind og kørte ærmet over sit ansigt, inden han flyttede armen helt og så op på dæmonen over sig.
"Hvorfor slår du mig ikke bare ihjel?" Hans stemme var ukarakteristisk flad. Angsten var væk fra hans øjne.

Kaizlers reaktioner var skønne. Nael nød hans vriden under sig til fulde og en tilfreds, brummende lyd vribrerede gennem hans krop. Men så kom der ord ud af knægtens mund, og han sagde... At det kildede? Det kildede?! 
Nael rettede sig op med et forundret blik, og allerede inden han kunne nå at udtale spørgsmålet, der kom over hans læber, var Kaizler i tårer. Det var som om Kaizler gennemgik alle følelser i et splitsekundt, og det var en spændende veksling at følge, som han gik fra at lyde fornøjet, men presset, til at græde og klynke igen - men denne gang ikke på grund af smerten. 
Han virkede så skrøbelig. Egentlig havde han nok altid virket skrøbelig, men over årene havde Nael glemt mange af detaljerne og huskede mest Kaizlers skønne skrig og hvor meget, han havde fået ud af de år. Kaizler havde været formidabel til at besvare hans spørgsmål ....

"Sig mig, hvordan det føles," hviskede Nael ned i den yngre dæmons øre. 
Rummet omkring dem var oplyst af en olielampe i hvert hjørne, så Nael kunne se alt, hans lille legetøj gjorde, hver en bevægelse og hvert et vrid, selvom det var bælgmørkt i natten udenfor.
En seng stod i hjørnet, gardinerne var tykke og trukket for, og et par tæpper lå i hjørnet til Kaizler, når han engang fik lov til at sove. Disse dage rejste de sammen i mere forladte dele af landet, så efterladte huse efter krigens hærgen var ikke svære at finde. Hesten stod under et ødelagt halvtag udenfor i den stille regn, der så småt var ved at begynde. Et par fugtige pletter var ved at blive større i loftet over dem, og duften af fugt var ved at tage til omkring dem.
"Detaljerne, hvordan føles det helt ud i dine fingerspidser?" gentog den høje dæmon, bøjet indover den sammenkrøllede skikkelse, han lige havde smeltet en bobbel nedover.

"Hvorfor skulle jeg dog slå dig ihjel?" sprugte Nael retorisk og rakte en smudset hånd ned for at kærtegne Kaizlers kind og tørre tårer væk. "Du er det væsen i hele landet, der har hjulpet mig mest i hele mit liv, Kaizler. Jeg skylder dig alt, jeg har opnået."

Det var en underlig følelse, der gled igennem Kaizler, da Nael rakte ned og rørte ved ham. Nej, ikke en følelse, det var et stort rod af følelser. Det var et kærtegn, noget Kaizler ligefrem hungrede efter fra den ældre dæmon. Hans hud mod sin i en blid berøring, der næsten var... beroligende. Men samtidigt hadede han Nael. Hadede ham for, hvad han havde gjort ved ham, hvor meget, han havde ødelagt ham. Og så var der alle følelserne i mellem det. Vreden, længslen, afhængigheden, angsten.
Kaizler var ikke en mand i kontrol over sine følelser. Og næsten umærkeligt flyttede han hovedet ganske, ganske lidt i mod Naels hånd.

Ordene sendte et sug igennem ham, og han spærrede øjnene lidt op i overraskelse. Han... han havde hjulpet Nael. Han skyldte ham alt, hvad han havde opnået. Ordene væltede rundt i Kaizlers hoved, og han vidste slet ikke, hvordan han skulle reagere i nogle sekunder. Han havde hjulpet Nael. Han havde været dygtig. Han havde gjort det rigtigt...

Smerte. Hele hans verden var smerte igen, som Naels magi fik hans nerver til at gå amok og sendte hvide lyn til hans hjerne. Han lå krøllet sammen på gulvet i en eller anden forladt hytte, der havde set bedre dage. Han havde ikke rigtigt nogen fornemmelse af, hvor de var henne i verden. Hesten bar dem af sted, ham med ryggen til Nael, tæt på hans krop. Hans hænder var ofte bundet, som han til stadighed forsøgte at slippe væk. Han var ikke knækket endnu, havde sin frie vilje, ønsket om at være fri.
Men lige nu var der ikke andet end smerten. Frygten. En snert af had. Men mest smerte, der fyldte så meget, at han ikke registrerede andet. Før Nael hviskede i hans øre. Naels stemme trængte altid igennem.
Det varede et øjeblik, inden Kaizler fik trukket nok luft ned i lungerne til at kunne svare.
"Det gør ondt," klynkede han ynkeligt. En lyd kom fra ham, inden han højlydt trak luft ind igen og forsøgte at forklare, hvordan smerten føltes.
"Det brænder... men ikke som ild... men det brænder..." Gråden var tydelig i hans stemme, der blev presset ud mellem sammenbidt tænder. Han forsøgte at forklare. Hvis han ikke gjorde det godt nok, ville det bare fortsætte. Så han fik flere ord ud, mens alle muskler var spændt op og alting brændte.

Et smil dukkede op på hans ansigt, i kontrast til de tårer, der var løbet af hans ansigt. Et smil, der afslørede hans skæve tænder og fik hans ansigt til at lyse op.
"Åh, indrøm det bare. Du har savnet mig." Det var som om, at han ikke var bange for ham mere. Han havde overlevet smerten. Det var ikke så slemt. Det hele skulle nok gå. Ikke?
Inderst inde var han stadig bange. Men det behøvede han ikke at tænke på. Vel?

To personer i ét og samme blik. Det var lidt det, Nael så, når han mødte Kaizlers blik. Havde han fået splittet sindet på dæmonen ad i sin egen læringsproces? Der var noget fascinerende over tanken. Han vidste, at Kaizler var blevet knækket gennem årene, men dette? Dette var udvikling. Om det var fremgang eller tilbagegang, var Nael ikke sikker på, men der var sket noget med Kaizler de sidste 700 år, der vakte Naels nysgerrighed til at finde ud af mere om ham, og hvad han havde lavet. Hvordan han var sluppet væk. Hvordan hans sind havde overlevet uden den smerte, Nael uden tvivl havde gjort hans krop ulideligt afhængig af. Det havde været ved at starte dengang, huskede han. De første tegn på afhængighed havde været der, men Nael havde stadig været for uerfaren med sin evne til at lægge mærke til dem. Det var først langt senere, han havde opdaget, at det var det, han havde fået frem i sit lille legetøj.

"God dreng, sådan, godt Kaizler," hviskede Nael ind i den yngre dæmons øre. Han skulle ikke snydes for påskønnelsen for at gøre det godt. For al hans prøven på at stikke af, skulle Kaizler have det for sine ord - det var han den første forsøgskanin, der rigtig havde forstået. For de andre havde skrigene overtaget, og Nael havde ikke kunnet bruge deres udtalelser til noget brugbart. Deres kroppe var også bukket under for belastningen. Han havde hurtigt lært ikke at bruge mennesker. Udødeliges kroppe var mere hårdføre, og dæmoners kroppe især. Dertil havde Kaizler udvist formskiftende evner, så Nael havde antaget, at drengen kunne holde til lidt ekstra. Hvis han skar et horn af, virkede det til at han kunne gro det frem igen. 
Men det var nu ikke pointen. Pointen var at få ham til at føle det som om, han fik skåret hornet af. Føle smerten som Nael selv havde følt, intens og voldsom, uden faktisk at lide fysisk overlast. Beskrivelserne ville hjælpe ham med at finpudse sine teknikker og speciallave sine smertebobler til de specifikke formål, han ønskede.
"Føles det lige sådan, hvis vi centrerer smerten her?" spurgte han så og pressede en mindre, mere intens kugle mod Kaizlers ene fodsål, nøgen så han Nael nemmere kunne komme til.

Et skævt smil kom frem på Naels læber. 
"Ved du hvad, Kaizler, det har jeg," sagde han. "Jeg har savnet dig."
Han skubbede sig op at stå med en hånd på hver side af den mindre dæmon og rejste sig op. Så rakte han en hånd ned mod Kaizler. 
"Lad os dele et måltid. Jeg vil høre mere om, hvad du har foretaget dig alle disse år."
Det var ikke en forespørgsel.

Hvad Nael så på ham, når han kiggede på ham, det kunne Kaizler ikke regne ud. De blå øjne virkede blottet for andet end intelligens, og han huskede da, at han nogle gange havde tvivlet på, om Nael overhovedet kunne føle noget. Men han holdt samtidigt fast i de følelser, der tydeligt blev vist. Vreden, som den tydligste. Der måtte være følelser. Også positive følelser mod Kaizler. Andet kunne ikke passe. Ikke... ikke som... det havde været. Vel?

Smerten forsvandt langsomt, lod hans krop slappe af og lod ham trække vejret. Han ville græde, hulke, give udtryk for, hvor forfærdeligt det var, men der skete ikke noget. Det ville ikke hjælpe alligevel. Men forhåbentligt var det dét. Forhåbentligt var Nael færdig med at forsøge sig frem for nu.
Rosen, der blev hvisket ind i hans øre, sendte en kuldegysning igennem ham, og hans hud blev dækket af gåsehud. Noget i ham klamrede sig til den. Han havde brug for den, mere end han selv vidste. Han levede et forfærdeligt liv fyldt med smerte og Naels påskønnelse, hans... kærlighed... var det eneste, han havde. Han hadede ham for det. Følte sig beskidt hver gang han desperat tog i mod den.
Han var lige ved at håbe, at det var ovre, da Nael tog fat om hans ankel og løftede op i hans fod. Uforberedt fik smerten et skingert skrig ud af ham og han trak hårdt foden til sig, gispende af smerte. Tårerne begyndte at løbe, og han klynkede ynkeligt, inden han næsten panisk fik presset ord frem.
"N-nej, det er værre, det-det føles som..." Han gjorde det så godt han kunne. Det gjorde han virkeligt, i håb om at smerten ville stoppe.

Smilet på Kaizlers ansigt blev endnu større, og hans blå øjne virkede næsten til at ville poppe ud af hovedet på ham, da Nael sagde, at han havde savnet ham. På den ene side vidste han godt, at det var en løgn, på den anden side... han havde virkeligt savnet ham?!
Uden tøven greb han Naels hånd og kom på benene. Godt dækket i mudder på bagsiden.
"Ja. Det lyder som en god idé!" Han trådte over liget som var det der slet ikke, mens han mest for sig selv mumlede om, at der nok var mad nok til to. Uden at se, om Nael fulgte med, gik han rundt om huset og ind af den ødelagte dørindgang. Hans ting havde sjovt nok ikke flyttet sig nogle steder. Han begyndte at rode i tasken og hev en skindpose frem, hvor han opbevarede sin mad. Hans ansigtsudtryk virkede tomt, som han var forsvundet lidt ind i sit hoved, dog uden rigtigt at tænke på noget. Han kunne ikke overskue virkeligheden lige nu.

Med langsomte, afmålte skridt fulgte Nael efter Kaizler. Han greb den taske, kvinden havde haft over skulderen på vejen - der var sikkert også et par rationer i. Det efterladte hus var præcis lige så efterladt indeni som det havde set ud uden på. Mon Kaizler havde været her længe? Oppakningen, han fik et glimt af, tydede på det modsatte. Mens Kaizler rodede efter sin mad i tasken, hev Nael lidt halvvådt træ hen til det udbrædte bål. 
Hele tiden holdt han et halvt øje på Kaizler og lod ikke sine parader falde i tilfælde af, at han skulle prøve endnu et mordforsøg. Men noget sagde ham, at han ikke ville gøre et forsøg igen lige med det samme. 

Han smed kvindens taske på jorden foran sig og rodede den igennem for madrationer. Der var rigtigt nok en del, som han spredte ud på den udtrampede jord. Han huskede at dele sin mad med Kaizler, selv når fangsten ikke havde været stor og knapt nok havde været nok mad til én. Hans forsøgskanin skulle næres godt, så ofte havde han givet ham maden, hvis der var gået flere dage uden ordentlige jagtmuligheder. Nael havde kunnet klare sig bedre uden mad end Kaizler, så drænet og ødelagt, han tit havde været efter træningssessionerne. 

... Nael kastede sig over Kaizler. Knægten havde endnu engang næsten lykkedes i et flugtforsøg, men også kun det. Næsten. Rødderne brød den tørre jord, og han hamrede sig selv ned i Kaizlers krop for at fiksere ham. Snerrende og med spyt flyvende ud af munden, som han talte, råbte han ad Kaizler.
"Hvornår lærer du det? Du er min. Jeg ved, når du prøver på noget, og du slipper ikke af sted med det, Kaizler! Du vil altid være min!"
Hans stemme var forpustet efter jagten, og hans ben værkede efter den hurtige slutspurt, men alligevel fandt han kræfter til at finde en kugle frem. En kugle, der for en gangs skyld ikke behøvede en forklaring. Nael brugte den kun på Kaizler, når han havde være ulydig, og denne gang var smerten skruet helt op til det maksimale, Naels chakra kunne formå. Han tvang med ublide fingre kuglen ind i munden på den anden dæmon.

"Vil du ikke starte med at fortælle mig, hvordan du stadig er i live?" spurgte Nael og skubbede lidt rationer over til ham, mens han selv satte sig til rette i skrædderstilling. For nu var hans arbejde i Kzar Mora og invasionen glemt. Et par timer i selvskab med en gammel bekendt kunne han godt tillade sig. "Jeg fandt Erishans hus fyldt med blod og antog, I begge var omkommet under tragiske omstændigheder." 

Det var underligt at Nael var der. At det var så... hverdagsagtigt. Som var der ikke gået 700 år. Og så var det alligevel så anderledes. Mere som om, at de var gamle venner, der var mødtes og ikke en torturmester med hans offer. Kaizler vidste stadig ikke, hvordan han skulle tænke og agere, så for nu lod han bare tingene ske. På et tidspunkt fandt han nok ud af, hvad han ville med Nael. Eller også stak han bare af. Tanken sendte et iskoldt lyn igennem ham og han måtte næsten gispe efter vejret. Kunne han stikke af? Turde han stikke af?

Naels krop landede tungt oven på ham og Kaizler skreg i frygt og frustration, mens hans fingre gravede i jorden, som han forsøgte at komme væk fra den vrede dæmon oven på ham. Han havde været så tæt på! Han havde næsten kunne se sin egen frihed! Men han var tilbage i dæmonens kløer, og de blå øjne over ham og det forvredne ansigt lovede ham afstraffelse. Mere smerte. Meget mere smerte. 
Kaizler gispede desperat efter vejret, forpustet efter løbeturen og med et hjerte, der føltes som om, at det var ved at banke ud af brystet på ham. Han klynkede, ville tigge Nael om ikke at gøre det, men det blev kun til nogle sølle nej, næsten uhørlige i mellem hans vejrtrækninger. 
Ordene skar sig ind i ham. Han ville altid være Naels. Altid. Det gjorde næsten mere ondt end noget andet, men den indre smerte forsvandt i samme øjeblik den grålige kugle eksploderede i munden på ham.
Han huskede ikke så meget efter det, andet end ønsket om at dø.

Hans trøje var våd og beskidt. Uden at tænke nærmere over det, hev han den af og afslørede sin let solbrændte overkrop, der var dækket i ar. Små fine ar i pæne rækker op af hans arme, ned over hans bryst, side og lidt på hans mave. Der var også nogle større ar ind i mellem, tydeligvis fra kamp. Sværd, knive og andre skarpe genstande, folk havde brugt til at skade ham med. 
Men de små fine ar havde han uden tvivl lavet selv. Snit efter snit med sin kniv. Ikke så dybt, bare så blodet løb og han kunne mærke smerten. Nogle så meget gamle ud, og nogle så noget nyere ud. De sidste havde stadig skorpe på.

Han hev en anden trøje op af sin taske og begyndte at trække den over hovedet. Som han trak den over hovedet, kunne han ikke lade være med at smile til Nael. Uhyggeligt, på en eller anden måde.
"Siger det ikke sig selv? Jeg slog hende ihjel." Han trak trøjen helt ned, tog posen med maden og gik over og satte sig, hvor Nael havde gjort klar til, at han skulle sidde, som om han lige havde sagt, at det havde regnet lidt den dag.

"Hvordan?" lød det oprigtigt nysgerrige spørgsmål fra Nael. Der var ikke meget følelse gemt i spørgsmålet, men det var der sjældent i dæmonens sætninger. "Jeg ville ikke have troet, du kunne overmande hende."
Han studerede Kaizlers krop imens han talte. Det var så længe siden han havde set ham, og stadig føltes hans nærvær så bekendt, som havde de aldrig været adskilt. I alle de år havde Kaizler været en vigtig del af Naels magi, og det var ikke noget han bare sådan lige havde givet slip på - den følelse af et tæt bånd, omend påtvunget.

De hvide zebrastriber på den unge dæmons krop lyste op på hans hud, og Nael lagde hovedet lidt på skrå ved synet.
De mærker... Det var tydeligt mærker fra selvspåførte skader. Var Kaizlers sind virkelig bukket så meget under for torturen at han fik afløb for minderne gennem sådan noget? Nej vent... Det han havde sagt tidligere. Det kilder. Nød han det egentlig? Var han blevet afhængig af at føle den? 
Et lille smil kærtegnede Naels ene mundvig, mens han tyggede på et stykke tørret kød. Det kriblede i hans fingre efter at holde Kaizler nede og lade ham føle præcis hvor meget, han havde lært på syvhundrede år, men han holdt sig i skindet. For nu. Han ville vide lidt mere om Kaizler, hans flugt og hans gøremål nu til dags.

Nael havde brugt mange sene aftener på at sidde og betragte Kaizler. Hvordan han sov. Hvordan han mumlede i søvne. Drømte. Både gode og dårlige ting. Hvordan han nogle aftener bare blev helt stille efter for meget stimuli. Nogle gange ville han give ham bittesmå kugler på huden, mens han sov - ikke nok til at han vågnede - for at se, hvordan hans krop reagerede, når sindet var i drømmene. 
Imens kærtegnede han de lyse hårlokker, som han nødt at holde lange. I modsætning til hans egen uimponerende hårpragt, havde Kaizler det fineste hår, når det groede langt, og det var både tilfredsstillende at ae og praktisk at hive fat i.

Kaizler trak på den ene skulder og begyndte at åbne sig egen pose med mad. Der var ikke så meget, men han rakte nu alligevel det største ben fra en bålstegt fugl frem mod Nael.
"Det kan jeg ikke rigtigt huske." Det var ikke en decideret løgn, for han kunne faktisk ikke huske, hvad der var sket. Han havde været bundet og hun havde lagt sine hænder på ham, og det næste han kunne huske var hendes sønderflåede krop og en masse blod. At han godt vidste, hvordan han havde slået hende ihjel... det var ikke så svært at gætte. Tænder. Kløer. Vildskab. Et lille smil gled kort over hans ansigt ved tanken, inden han tog det andet stykke af fuglen, der var tilbage, og bed i det. 

Det var ikke et værdigt liv, at være Naels forsøgsdyr. Torturen brød Kaisler ned over tid, han gik fra at være den unge uskyldige dæmon, til at være knækket og ødelagt. Han var bange for Nael. Frygtede ham mere end han frygtede noget andet. Flugtforsøgene stoppede ret hurtigt. Alting blev værre, når han forsøgte.
Men nogle gange var der andet end frygt. Nael delte sin mad med ham, ja, han gav nogle gange Kaizler alt, der var. Det var sjældent Kaizler opdagede det, men han vidste det godt alligevel. Somme tider fangede han Nael i at kigge på ham med et blik, der var svært at tyde, men som havde noget i sig, der gav Kaizler nogle underlige følelser i maven. Og nogle gange, når han lod som om, at han sov, rørte Nael ved ham. Uden smerte. Nærmest blidt. Og de havde også deres nære fysiske stunder, noget Kaizler selv havde sat i gang i håb om at Nael ville glemme smerten. Og nogle gange virkede det også.
Kaizler blev afhængig af smerten. Men han blev også afhængig af de små ting, der ikke bare var tortur. Han blev afhængig af Nael.

Han tyggede ikke ordentligt af munden, før han skiftede emne. De blå øjne så nysgerrigt på Nael, noget der effektivt skjulte alt rodet i hans hoved. Følelser og tanker, han ikke kunne finde rundt i. Det var nemmere at åbne munden og distrahere sig selv og Nael.
"Så du er stadig ved Mørket, kan jeg regne ud? Hvordan går det?"

Kaizler virkede afvisende over for at svare på Naels spørgsmål, og det var næppe overraskende. Nael havde ikke ligefrem været blid ved Kaizler i de år, så flugten var sikkert noget af det eneste, Kaizler havde overhånden i. Og det kunne være, flugten i sig selv havde været at udnytte en svaghed i Naels foranstaltninger, som han ikke havde forudset ville blive benyttet. Måske ville han prøve det samme igen, hvis Nael tog ham med? 
Men han havde ikke tid til at tage drengen med, hvorend meget han havde lyst til det. Der var for meget i gærde her i Kzar Mora, og han havde brug for at vende tilbage til sine forpligtelser. Mødet med Kaizler var kommet bag på ham og afholdt ham fra at gå tilbage til arbejdet lige nu, men det lille pusterum ville ikke vare evigt. 

"Drik noget, Kaizler," lød Naels stemme, mens han pressede et glas mod Kaizlers tørre, sprunke læber. Han havde kørt drengen hårdt de sidste uger. Mange rideture, meget overnatning i det fri og lidt for lidt tid til at tage sig af hans krop mellem eksperimenterne.
Kaizler var blevet stille i løbet af dagene, og Nael var blevet bekymret for, om han var ved at give op. Nael var ikke klar til at skifte sin forsøgskanin ud lige nu - Kaizler havde været så god til at beskrive sine sanseindtryk, og at oplære en ny til den detaljegrad han efterhånden gav sine beskrivelser i, ville tage måneder. 
Nænsomt aede han Kaizlers beskidte kind. Selv var han optrent lige så beskidt, havdende været foruden rindende vand længe. Deres lejr nu var ved siden af en lille bæk, der klukkede behageligt i baggrunden. Nael gik ned til den og tilbage til Kaizler med en vædet klud, som han begyndte at vaske skidtet af hans ansigt med. 

"Ja, jeg er stadig hos Mørket," svarede Nael og tog imod samtaleændringen. Han kunne altid komme tilbage til flugten. Han tog imod kødet - stegt og ikke bare tørret, som han ellers havde spist. Det saftige kød var en kærkommen forandring for hans smagsløg, selvom det var koldt. "Uniform får jeg dog aldrig behov for for at vide, hvor jeg høre til."
Dengang han havde været med Kaizler, havde han også tjent Mørket, men mere i det små og ikke nær så officielt, som han gjorde nu. 

Overraskende nok spurgte Nael ikke nærmere ind til omstændighederne omkring den dag, Kaizler slap væk. Et eller andet stede havde han forventet, at den ældre dæmon ville tvinge det ud af ham. Hvorfor ikke? Han elskede jo at bringe ham smerte. Men nej, han tog i mod kødet og holdt sig til samtalen om hans plads ved Mørket. Det var lidt spøjst, for Kaizlers bud på Naels liv havde enten været Mørket eller døden. Intet andet ville have givet mening. Og han havde haft ret, tydeligvis. Selvom dæmonen lige havde slagtet en, der tydeligvis var i uniform. Kaizler vidste ikke hvorfor, men han betvivlede ikke Naels motiver eller rigtigheden i det, der var gjort. Hvis Nael slog nogen ihjel, var det fordi, at de skulle dø. Sådan var det.

Han tog endnu en bid af sit eget kød og blev ved med at stirre nysgerrigt på Nael. Han var stadig bange, stadig i vildrede, men der var også begyndt at snige sig noget andet ind. Noget, han hverken havde lyst til eller behov for at undersøge nærmere. Noget, der gav ham en let kvalme og en knude i maven, men også fik hans hjerte til at banke hårdere på en ikke-ubehaglig måde og fik ham til at føle sig stakåndet. Naels nærvær fik næsten luften til at brænde omkring ham. 
"Jeg ville ikke have gættet på det, hvis jeg ikke havde set dig brutalt myrde hende den anden. Det går ikke så godt for jer?" Hans tone var stadig let, som var det en helt normal samtale.

Det havde været en hård periode. De var hele tiden på farten, de sov ude og der var hverken mad eller vand nok. Nael brugte ham stadig som prøveklud, Kaizler havde haft en fornemmelse af, at det var for at få nogle frustrationer ud. Lige meget hvad, var det alt for hårdt for ham, og han var langsomt gledet længere og længere ind i sig selv, som hans krop begyndte at lukke ned og hans psyke ikke kunne tage mere. Det sidste døgn var forsvundet i en tåge, og han havde ingen anelse om, hvor de var.
Vandet ramte hans læber og hans krop reagerede promte og drak nogle hurtige, store slurke. Det gik for stærkt og han hostede, inden han slapt lænede sig tilbage mod træet. Pludseligt var der noget vådt og koldt mod hans ansigt og han fik forskrækket tvunget sine øjne op. Det var bare Nael. En svag klynkende lyd kom fra Kaizler og han forsøgte at drejede hovedet væk, men selv det havde han knapt nok hverken kræfter eller vilje til. Bevægelsen talte dog sit tydelige sprog, han ville ikke mere.

Åh hvor meget lille Kaizler ikke vidste. Nej, det gik overordnet set ikke så godt for Mørket lige nu. Lige nu. Men da kvinden ude i mudderet havde været den sidste dessertør på Zahinaels liste, var dette en fremragende dag for ham personligt.
Der voksede et smil frem på Naels læber, og han så op fra sit kødstykke. De isblå øjne mødte Kaizlers blik.
"En dessertør," svarede han. "Hun løb, Kaizler."

Nael lod sin hånd hvile på Kaizlers kind. Lod den kølige klud køre over hans svedige pande, mens han tyssede på ham.
"Det skal nok gå, bare drik," sagde han roligt. "Vi er fremme i overmorgen, så skal du ikke gå mere."
Han blev nødt til at hole lidt af gnisten ved lige i dæmonen for ikke at miste ham. Han ville ikke miste ham, ikke nu, ikke nogensinde. Han var blevet alt for værdigfuld for Zahinael.

Zahinaels stemme var blevet koldere nu. Det var som om temperaturen havde sænket sig et par grader i rummet, og man kunne næsten bilde sig ind, at der var frost i hans irisser.
Det usagte spørgsmål lå i luften mellem dem. Har du tænkt dig at løbe, Kaizler?
Zahinaels blik viste ikke særligt meget af hans intentioner, men det var nu tydeligt, at han ønskede at Kaizler blev lige hvor han var og ikke prøvede på noget. Forhåbentligt vidste han godt, hvad der ville ske, hvis han prøvede på noget.

Kaizler tog en god bid mere af kødet i sine hænder, der var ikke så meget, men med maden på jorden foran ham, ville han blive fint mæt. Som han sænkede benet, mødte hans blik Naels og alle hans muskler spændte op i hans krop. Ordene sendte en iskold bølge igennem ham, og smilet på hans ansigt falmede hurtigt. Angsten dukkede op i hans blik. Flugt. At løbe. Flakkende minder fra da han selv havde forsøgt at flygte fór igennem hans sind. Det var som om, at kødet i hans mund voksede og voksede og var umuligt at spise. Men langsomt fik ham tygget et par gange, og med besvær sank han mundfulden, inden han fik presset et smil tilbage på sine læber, et smil der ikke skjulte angsten i hans blik.

Venligheden i Naels stemme passede ikke med det, han havde gjort ved Kaizler de sidste dage, men han kunne ikke andet end at klamre sig til den. Klamre sig til den blide berøring. Han var så træt. Trætheden føltes altoverskyggende, og uden at han kunne gøre noget ved det, begyndte tårerne at trille fra hans øjne. Han lukkede dem for et øjeblik, men tvang dem så alligevel åbne for at se på den ældre dæmon.
"Hvorfor gør du det her ved mig?" Om det var torturen, venligheden eller noget af alt det andet, han bevidst eller ubevidst gjorde ved Kaizler, han mente, det måtte Nael selv finde ud af. 

"Det var da dumt gjort af hende, så var hun også selv ude om det." Han slikkede sig om munden, mest for at få fedtet fra kødet væk, men også fordi han var nervøs. Tanken fra tidligere om at han kunne stikke af, havde ikke helt forladt ham, men nu virkede den forkert. Selvfølgelig kunne han ikke stikke af fra Nael. Kunne han? Han havde gjort det én gang før, men der havde dæmonen heller ikke været i nærheden...
Pludseligt var han ikke sulten mere, faktisk fik han ret pludseligt kvalme. Han ville ikke løbe. Han burde, men han ville ikke. Det var som om, at noget var faldet på plads, i det øjeblik Nael havde tabt sin kugle på ham. Han vidste det bare ikke helt endnu.
"Det har konsekvenser at stikke af fra Nael." Han mumlede ordene frem for sig selv, mens hans blik var faldet til fuglebenet i sine hænder. Smilet sad stadig på hans ansigt, men så helt forkert ud, og hans blik var tomt.

Ja, det havde konsekvenser at løbe fra Nael. Og han havde ikke helt besluttet sig for, hvilke konsekvenser det ville få for Kaizler endnu. Lige nu fandt han sig selv bare nydende den angst, han kunne fremprovokere i knægtens blik bare med en sætning, et blik... Sin tilstedeværelse. 
Der var noget tilfredsstillende ved at have så meget magt over et andet væsen. At se et sind og en krop så splittet mellem flugt, frygt og malplacerede smil var noget af det bedste ved Naels evne. Eller nærmere evnens konsekvenser hvis brugt lidt for meget.
Han havde set fanger blive sådan her før, men ingen havde været helt ligeså påvirkede som Kaizler tydeligvis var. Nu var det også de færreste fanger der fik privilegiet af at have Nael for sig selv i 200 år.

"Vi er ved at bygge en ny verdensorden," svarede Nael og lod vandet rinde ned ad Kaizlers fedtede, beskidte hår. Det var næsten mere brunt end gyldent i den her tilstand. "Du er nøglen til at forstå mine evner til fulde. Der er ingen andre som dig, ingen der kan gøre det, du gør for os."
Der var lang vej endnu, hvis Mørket skulle sejre og vinde indpas i landet. Men Naels evner havde altid hjulpet på sådanne situationer, og de var meget værd i krig. Hvis han kunne udnytte det fulde potentiale, kunne han måske gøre mere. Han kendte sine prioriteter, selvom de måske ikke kendte ham endnu.

Zahinael rejste sig op. Ikke truende på nogen måde, ikke forhastet, men hans overdrevne højde tillage sådanne bevægelser en vis aggression, der fik de fleste til at reagere. Derfor var det også med hurtige skridt, Nael tilbagelagde afstanden mellem de to dæmoner, satte sig ned på hug og tog fat i Kaizlers hage. Overraskende blik. 
"Fortæl mig, hvordan du slog hende ihjel," sagde han og tvang ham til at se på sig. Denne gang var der noget der manglede i hans stemmeføring. Tålmodighed.