Det var ikke ligefrem hver dag, at Lykke befandt sig i nærheden af Dianthos, eftersom hun absolut ikke var velkommen der. Alligevel havde hun taget chancen og havde fulgt landevejen et godt stykke deropad. Nu var hun et par kilometer fra byen, og hun overvejede kort, om hun burde gå derind. Ved nærmere eftertanke var det ikke sikkert at gøre det. Det ville være dumt at skabe unødigt røre, specielt når hun ikke havde en mission i byen, så planen var bare at fortsætte.

Det var en af de dage, hvor hun rent faktisk havde fri. Solen stod højt på himlen denne eftermiddag, men af og til dækkede en sky for den og afslørede den køligere del af foråret.

Tøjet var ikke videre fancy, og Lykke forsøgte for en gangs skyld ikke at skjule sine træk. Hun havde vingerne i ryggen, men hun forsøgte hverken at skjule sine horn, hove eller hale. Hun havde fri, og derfor anså hun det ikke for værende nødvendigt.

Mirabelle havde brugt en del tid på at rejse mellem Nordlandet og Dianthos på det seneste af flere grunde. Det ene var at der internt i familien havde opstået nogen problemer, især med hensyn til at dronningen virkede så aggressiv, meget ulig hende, og familien var noget splittet omkring hvordan de skulle gribe situationen an. På den anden side, så var Mirabelle ikke helt sikker på hendes egen position i det hele. Hun kunne ikke følge dronningen som det var, men samtidig var hendes job det eneste der havde guidet hende gennem tingene, så i stedet for havde hun taget lidt af en pause fra sine pligter. Familie problemer var altid en god undskyldning, især med en familie som hendes.

Det var på en af disse ture hun var idag, hun havde forladt byen, og havde bare taget det med ro af landevejen. Vejret var helt fantastisk, og siden Mirabelle var ude af sin uniform, og ikke havde synderlig travlt, var der ingen grund til at skynde sig.
Hun var ikke kommet specielt langt, før noget fangede hendes opmærksomhed, og hendes øjne lagde sig på en lidt for velkendt skikkelse, og hvis det så havde været en hun kunne lide. Nej, en kriger af Mørket, som hun havde krydset veje med lidt for ofte.
Hun lagde sin hånd på sit sværd, og for nu så situationen an. Hun havde ikke tænkt sig bare at ridde ind og prøve at fælde en dæmon uden grund, men samtidig var det en trussel for landet.

Lykke havde et stykke tid gået i sine egne tanker, da en skikkelse længere fremme fangede hendes opmærksomhed. Umiddelbart lignede det et menneske, men der var noget velkendt ved det hvide hår og holdningen. Desuden var denne klar til kamp, for hånden var på sværdet, hvilket ville sige, at hun enten kendte til Lykke, eller også var hun generelt på vagt over for dæmoner. Den mulige trussel fik Lykke til at stoppe. Nej, hun havde helt bestemt set hende før. De havde klasket hoveder flere gange. Dog så det ikke ud til, at kvinden var i uniform, men Lykke overvejede stadig, om hun burde udvise aggressiv adfærd. De var fjender til dagligt, og Lykke havde aldrig lagt skjul på, at hun absolut ikke brød sig om Lyset.

Prøvende trådte Lykke et par skridt tættere på kvinden, mens hun diskret spejdede rundt for at se, om der skulle være flere. Det så umiddelbart ud til, de var alene, så hun rettede blikket tilbage på kvinden. Med en lettere nysgerrig mine, lagde hun hovedet let på skrå, mens hun betragtede krigeren af Lyset. "Jamen goddag. Jeg går ikke ud fra, at vi bare lader hinanden passere på trods af, at ingen af os er i uniform idag?" Selvom det var formuleret som et spørgsmål, var der mere en konstaterende undertone i Lykkes stemme.

Forbandede dæmoner, Mirabelle havde bare vidst at de ville udvise aggressiv adfærd. At hun selv havde været klar til at kæmpe fra det øjeblik hun så dæmonen, var fuldstændig underordnet, og at dæmonen endnu ikke var gået til angreb. Men dæmonen hentydede at hun ville gå til angreb, hvilket var mere end nok for Mirabelle.

Mirabelle svang sig ned af sin hest, og med et øje på Lykke, tøjrede hun hesten til et træ i nærheden. Den ville udentvivl blive bange for når kampen ville bryde ud, men det var bedre at have den til bagefter, når hun skulle videre. For Mirabelle regnede med at hun ville gå helskindet herfra, og at Lykke ikke ville. Eller hun håbede det i hvert fald.
"Vi ved vidst begge to godt, at det er ikke noget vi bare kan gøre," svarede hun tilbage, og tog endelig sværdet op fra sin skede. Hun havde måske ikke nogen praktiske magiske evner til kamp når det kom til sig selv, men det betød ikke at hun ikke var god til det hun gjorde. Hun var praktisk talt vokset op med et sværd i sin hånd.

Lykke havde stadig hovedet på skrå, og halen var begyndt at svaje legesygt (i stil med en kat) bag hende. Smilet blev kun større over svaret, og da først hun så det blanke stål, lod hun huden "flippe" på begge underarme og hænder, hvilket også afslørede de lange kløer, hun fik, når hun rent faktisk gjorde klar til kamp. Hun havde dog ikke tænkt sig at lade... var det Mirabelle, hun hed? gå fri, selvom hun var gået med til ikke at kæmpe. Det var ikke ligefrem Lykkes stil at lade en fjende få en fridag, selv når hun selv havde fri.

"Det havde jeg egentlig heller ikke regnet med. Spørgsmålet var bare en formalitet" svarede hun ærligt, mens smilet blev bredere på hendes læber. Hun lod nu også halen skifte hud. Det syntes måske arrogant, at Lykke ikke fuldt ud lod huden skifte for at være så beskyttet som muligt, men det var egentlig mest for at lokke Mirabelle til at undervurdere hende.

Det ville være noget af en kedelig historie hvis Mirabelle endte med at dø her, i midten af ingenting, til en dæmon, som hun bare kunne have ignoreret og reddet videre. Men hvis det var sådan verden havde tænkt sig at Mirabelle skulle dø, så ville hun acceptere det, dog ikke uden kamp!

"En formalitet? Sjovt at det kommer fra et væsen så barbarisk som dig," kom det tilbage fra Mirabelle. I hendes øjne var dæmonerne primitive og barbariske. Ellers havde de jo ikke angrebet de andre forenede racer i et forsøg på at overtage magten. Der var en grund til at de var lukket væk i så lang tid.
Mirabelle trådte nærmere, forsigtigt, klar til at slå hvis Lykke skulle angribe først, men hun angreb ikke selv endnu. Hendes øjne studerede i stedet for Lykke. Armoren hun bar, og hvilken huller der måtte være i det, så hun kunne slå igennem det.

Lykke hævede et bryn over ordene. "Barbarisk? Jeg troede, I væsner var ærefulde og ikke synkede ned til at kalde jeres modstandere skældsord?" svarede hun, tydeligt upåvirket af fornærmelsen. Lykke var ikke ligefrem typen, der blev irriteret over, at hendes modstander fornærmede hende. Det var en almen taktik, der skulle få den anden til at miste fokus. Det havde Lykke ikke ligefrem tænkt sig at gøre. Nok var den anden ikke ridder endnu, men hun havde vist sig at være en formidabel modstander (for et menneske at være).

Lykke bar ikke rustning. Folk, der havde set hende i kamp, vidste, at hun forlagde sig på sin sorte, metallignende, skællede hud, hendes underarme, hænder og hale lige nu var dækket af, som forsvar. Det var en af hendes magiske evner, og selvom der var eksempler på, at huden var blevet brudt og havde givet hende sår, skulle der en del til. Mirabelle burde også vide, at Lykke var i stand til, at "skifte" huden på hele sin krop på nær naturlige åbninger som mund, øjne, ører og næsebor. Den bedste måde at trænge igennem det hårde ydre på ville være med et kraftigt stik. Lykke ville stadig kunne mærke slag osv., men med mindre det var fra en kølle eller et lignende våben, ville det ikke volde stor skade.

Lykke havde egentlig ikke noget imod, at hun bare blev observeret. Det tillod hende at gøre det samme for at studere, om Mirabelle havde nogle åbninger i sit forsvar. Hænderne var dog løftet, parat til at afværge et evt. udfald mod hende.

Mirabelle hævede blot et øjenbryn af sin modstander. "Det er vel ikke et skældsord, hvis det er sandheden," svarede hun tilbage. Til tider var hendes sindmeget snæversynet, og det var ikke første gang at hun var kommet med mindre racistiske udtalelser, men der var bare visse ting man endte med at tro, når man var født i den højere klasse.

Det var svært at bedømme om Mirabelle havde nogen mere åbenlyse huller i sit forsvar, som hun stadig så ud til at stå rimelig afslappet. Hun havde dog ikke fordelen ved at have naturlig armor, og uanset hvor hun ville blive ramt, ville hun nok blive ramt hårdere end Lykke. Mirabelle havde heller ikke fordelen af at have nogen offensive eller defensive magiske evner til sig selv, udover hvad hun var blevet skænket af Lyset. Hun fungerede bedre til at gøre folk omkring hende mere kraftfulde i deres magi. Det gjorde selvfølgelig bare at hun måtte træne hårdere med sit sværd.
"Vi behøver ikke at gøre det her. Jeg kunne bare tage dig som fange tilbage til Krystalpaladset," tilføjede hun så, og rettede sig lidt mere op, før at hun endelig begyndte at gå tættere på Lykke, ikke meget, men hun gjorde antegn til at der nok ikke ville gå lang tid før at de ville være igang med at kæmpe.

//Inaktiv