Hun måtte lægge en hånd imod den ru bark på det træ, der var hendes nærmest. Hendes blodsprængte grønne øjne begyndte at tage hendes omgivelser ind. Hvor var hun overhoved? Hvor længe havde hun løbet og flygtet. Benene under hende rystede og gjorde det klart, at de ikke kunne klare ret meget længere. Men hvem var denne kvinde, en del af lysets hær, så ivrig at flygte fra? Sig selv. Under plagerne hvor magien pludselig begyndte at opfører sig ude af kontrol, havde hun været skyld i flere uskyldiges liv var blevet taget. Det havde altid bare været en enkelt, mange gange ikke nogen af særlig stor betydning - som hendes overordnet havde udtrykt det. Det havde givet hende en forfærdelig knude i maven, der lavede en sur smag i munden. Hvordan kunne man kaste ligegyldige liv væk så ligegyldigt?
Hun lagde en hånd imod hendes side der begyndte at stikke voldsomt og bevægede sig op i de brændende lunger. Så var magien helt stoppet med at virke, en fantastisk tid for hende. Hun havde haft drømmeløse nætter. Selv da magien virkede igen, var det som om der var blevet lagt en dæmper på dem, eller at hun havde formået at genfinde en vis kontrol over dem. Og så - hun lukkede øjnene hårdt i, da hun så for sig hvordan fire af hendes kammerater der lå rundt omkring hende. Alle sammen dækket i blod, livløse øjne der kiggede op imod himlen. Det havde aldrig været hendes mening, men noget i drømmen havde skræmt hende og hun var endt med at begå mordet på fire af hendes medsoldater. Lige siden var hun løbet, ikke på grund af straffen der nok ventede hende. Men fra sin frygt omkring sig selv, hun kunne blandt andet ikke huske hvornår hun sidst havde sovet.
Hendes øre opfangede lyden af en rislen, vand måtte løbe ikke så langt derfra. Med usikre ben startede hun afsted, inden længe faldt hun udmattede på knæ foran det lille vandløb, og begyndte grådigt at drikke af det. Grundet hendes tilstand, havde hun ikke lagt mærke til grenen der knækkede i baggrunden, eller ruinerne der brød det ellers klippede terræn.

Krystallandet