Solen havde lige fundet sit sted på himlen denne morgen, og dens stråler var stadig unge, nye, denne morgen. I disse første stråler på dagen lå hun, en "ung" kvinde på kanten til dødens kløft, hendes ben hang ud i dybet mens resten af hende hvilet på kløftens top. Et varmt smil og et glad blik var rettet imod himlen. Lige som solens varme begyndte at opvarme kløftens kant begyndte kvinden glad at synge, og som sangen spredte i luften omkring hende forsvandt solens varmen og en kold tåge udbredte over jorden, sne og is begyndte at falde i luften. Stemmen var glad, lys men selv om det var en krystaliskansk sang, var der tydelig præg af de dæmonisk rødder i kvidens udtalelse.
"Blomster i vår,
milde violer i grønsværets skød
smilende spår:
Sejre vil livet, hvor solen frembrød!
Løfterne mange
lyder i kvidrende sange."
Lyd den lyse stemme, som nu var gemt i kulden, sangen blev afbrudt så snart første vers ramte dens slutning, og et glad suk forlod kvinden som kulden og solens varme kæmpede for området. Et glad afslappet suk forlod tågen, som solen igen kæmpede sig igennem tågen. de to farvet øjne blev lukket, som hun nydt følelsen af temperatuens skiftede igen. Her lå hun glad, afslappet, og studeret sine ar på hendes hænder, 'De ryster stadig' tænkte hun kort. Kort sad hun i mindet hvor hendes ar forekom, følelsen af tænderne gik igennem både hendes hud og knogler - fik hendes til at bide tænderne sammen. 'Mhm! stadig det vær', lyd hendes indre kort som hun nikkede bekræftende til sig selv.

Lunan nød altid at besøge dødens kløft. Den var en evig påmindelse om verdens forandrelighed, og at selv de mest faste ting, som jorden under deres fødder, kunne skifte og ændre sig. Selv dæmoner, som endeløse væsner, var ikke sikre for forandringens luner. Lunan selv havde mærket forandring i sit liv, så voldsomt som havde jorden kløvet sig under den blå dæmons fødder, og efterladt intet helt det sammen. Næsten intet. 
For selv i en så forandrelig verden, var der visse konstanter, en tanke Lunan havde draget megen styrke fra den seneste tid.

Mogensolen over Dødens kløft var et syn for sig, men der var noget denne morgen, der forstyrrede det ellers fredfyldte indtryk. Toner ekkoede gennem den stille luft, som iskolde dråber fra en skyfri sommerhimmel. Melodien blev kastet mellem kløftens sider, og tog ny form, som den ebbede og flød som tidevandet.
Det tog ikke Lunan længe at finde kilden til forstyrrelsen. En utrolig lokal tågebanke veg for solens lys, og afslørede en skikkelse på kløftens kant.

Pludselig blev solen blokeret for den Rim-syngende dæmon, og en kvalmende sky af duft lagde sig over hende. Tung parfume blandet med vandpiperøgs sødme, med en kant af bitre kaffebønner.
Metallisk kliren fulgte, som en bevægelse fik utallige armbånd til at danse mod hinanden, akkompagneret af en vislende lyd, som stoffer af forskellige tekstur og kvalitet blev grebet af vinden, og lagde sig definerende omkring den blå dæmons krop.

"Du er vist langt hjemmefra" lød en dæmpet, tænksom stemme, der var svær at placere. Der var noget ved hele den Blå Dæmons natur, der gjorde den udefinerbar androgyn.

//Lunan har også dødssyndernes nye aura, men siden jeg teknisk set ikke har fået den skrevet ind i profilen og godkendt, må du spille på den om du vil xD //

Lige som alt var bedst, lige som hun var mest afslappet, alene, i fred, uden behov for holde mund for at passe på andre, endelig! Alle disse behagelige tanker forsvandt i samme sekund, og ikke kun det! en ubehagelig stank af parfume, og en person dukkede frem ud af intet! Opias øjne blev blev slået op, og stirret op på skikkelsen. I de næste få sekunder, skete to ting, først begyndte hendes mund at åbne sig i et forsøg på udtrykke det chok Opia følte men lige så hurtigt som munden åbnede sig, flyttede Opia sin ene håndflader over for at tvinge munden lukket igen. Nogle få flere sekunder passere hvor kvinden tydeligt forsøgte at slappe af, og blot stirret op imod personen og for hvert sekund blev hendes øjne smallere og smallere og i samme sekunder var det tydeligt at utilfredsheden voksede i hende. Hånden blev langsomt fjernet fra munden som et dybt suk forlod hende, og et drillene smil dukkede frem. "Du er godt nok morsom hva? Sagde hun irretable, lige så snart sukket havde forladt hende, og med disse ord blev tågen fornyet, som en kold vind spredte sig fra hende og både sne og is begyndte at falde i luften.

I ly af tågen satte hun sig forsigtigt op, og lod sit blik flade imod kløften. vent, tænkte hun kort og lod sit blik falde over skuldren og på stikkelsen, Det...nej, det kan ike passe... forsatte hendes tanker som hun lod blikket falde tilbage på kløften. "Jeg er ikke den eneste er jeg? lyd det fra hende igen, ganske vis som før forlod en kulde hende, men i en noget kun mildere form end de tidligere ord. hendes ben blev krysset og den ene hånd begyndte at finde hendes taske for at en notes bog frem.
Nok alene tid for idag?

Kvinden der lå for Lunans fødder holdt sig for munden, som var Lunans blotte tilstedeværelse gift i luften. Udtrykket på den blå dæmons ansigt gik fra roligt overlegen, til mere forvirret, som de smalle øjenbryn kravlede længere og længere sammen og op.
Kvindens smalle øjne og dækkede mund blev afløst af et drillende smil, og blev mødt med et næsten velmenende smil, inden hendes ord lød, og fyldte luften med frost. Lunans lag af klæder holdt den værste kulde på afstand, men skiftet var pludseligt nok til at få Lunan til at trække hoved en anelse til sig, for i stedet at se op, mod de faldende snefnug.
Forundret rakte Lunan en hånd ud, og lod et par fnug falde på håndfladen. "Det er et talent jeg har" lød svaret blot fraværende, opmærksomheden på det unikke vejr fænomen et øjeblik længere, inden de røde øjne igen blev rettet mod kvinden.

"Det er ret så unik en evne" tænkte den blå dæmon højt. Unik, og brugbar. Lunan ignorerede hendes spørgmål, til gengæld for sit eget "Sig mig, hvem er du?"

//Tænker vi finder på noget nyt og cool hvis du kommer tilbage engang :D //