En dæmon på flugt var et sølle syn, men Pan havde intet andet valg end at tage benene på nakken, og nu fandt han sig selv løbende stakåndet ned af en sidegade, der førte bort fra de tættere befolkede markedsområder. Først da han mente, at afstanden imellem ham og hans forfølger var stor nok til, at han var uden for fare, stoppede han op med ryggen trykket ind imod en halvmuren. Brystkassen hævedes og sænkedes i en hastig rytme, og på trods af hans forsøg på at påtage sig et neutralt ansigtsudtryk, stod han og så nok så skyldig ud. Det var i hvert fald, hvad de forbipasserende nysgerrige blikke fortalte ham.

De blå fingre lukkede sig om den lille håndfuld timian i hans skuldertaske, som han havde sat sit gode ry på spil for. Egentligt kunne han med lethed have skilt sig af med sin forfølger, men han havde ikke nænnet at lægge en hånd på den gamle kone, hvis køkkenhave han havde været på rov i, og havde derfor blot spillet med, da hun under rasende råb og skrig havde sendt ham på flugt fra sin ejendom.

”Har De set en blå dæmon passere forbi?”  Stemmen nåede ham fra den anden side af halvmuren, og hele hans krop stivnede. Den dybe røst tilhørte uden tvivl en byvagt, og det slog ham, at det måske alligevel ikke havde været rigtige valg at skåne den gamle kone, hvor nådigt og ualmindeligt godhjertet af ham det ellers havde syntes.

Det havde været en lang rejse fra Medanien, men nu var Theo endelig landet på markedspladsen i Dianthos. Rejsen havde føltes endnu længere, hvis det ikke havde været for hans hingst, Milo. Den sorte, magre hest havde helt sikkert taget det største af slæbet, med Theos oppakning. Den tunge taske, fyldt med lidt sovegrej og ekstra tæpper til de kolde nætter, var spændt fast til den slidte saddel, han havde lånt af sin chef på gården. Han var blevet sendt hertil af samme mand, for at handle forskellige urter. Hvorfor det lige skulle være herfra, og ikke fra Medanien, anede Theo intet om og han spurgte aldrig ind til disse ting, når han fik en direkte ordre. Han måtte lige tage et ekstra kig, som hans opmærksomhed kort blev lagt mod en blå mand ved halvmuren, som han forbipasserede den.

Det var et utroligt postyr han kom ind til på den travle markedsplads. Folk snakkede i krogene, nogle råbte. Han nåede ikke engang at få et overblik på hvad der foregik, før han blev stoppet af en byvagt. 
”Har De set en blå dæmon passere forbi?” Theo steg af hesten og tog fat i tøjlerne, som han stillede sig ved siden af dyrets hoved. Han måtte lige bruge et par sekunder på at tænke sig om, skulle lige til at afsløre dæmonen han havde set for få sekunder siden, men lod være. I stedet rystede han svagt på hovedet.
"Desværre ikke," svarede han med et smil. Byvagten så skuffet ud, men takkede for Theos hjælp, før han gik videre og spurgte flere om samme spørgsmål.

Theo vendte om igen og gik mod muren, hesten fulgte trop, selvom det ikke var et fast greb Theo havde om tøjlerne. Han lænede sig op af muren, på den modsatte side af hvor den blå dæmon havde søgt skjul.
"Hvis du ikke vil opdages, må du nok finde et bedre skjulested," lød det fra ham. Hans stemme var lav og blikket var rettet mod hans hest, så folk der gik i nærheden ville tro, at han talte til dyret, men kommentaren var rettet mod manden på den anden side af muren.

Medmindre den fremmede, der netop havde passeret forbi ham på en usædvanligt mager hest, var stokblind, spandt denne en løgn overfor den skuffede byvagt. Det var med hjertet siddende langt oppe i halsen, at Pan lyttede med, og han åndede lettet op, da hans skind var reddet.

Muligheden for at takke redningsmanden bød sig sekunder senere, da dennes stemme nåede ham fra den anden side af muren. Det var dog ingen takkebøn, der formede sig på Pans læber, da mandens åbenlyse konstatering faldt. Han måtte holde sig i skindet for ikke at svare igen med en sarkastisk kommentar, påmindende sig selv om, at den fremmede måske kunne blive hans redning atter en gang. Forsigtigt trak han sig selv op af muren med armene, så han kunne kigge ned på manden på den anden side. Synet af en sorthåret teenager mødte ham, og fyren slog ham som værende et menneske, men Pan havde for længst lært, at udseendet kunne nare.

”Du har måske et bedre forslag end her?” Hoverstadens utallige afkroge og skjulte veje var endnu uudforskede af dæmonen, der kun for nylig havde slået sig ned den lille butik i byens inderste gader. Vovede han sig først væk fra de vante områder, ville han sent finde hjem igen, og det hjalp næppe at flyve op for at danne sig et overblik over bybilledet, for han havde aldrig set Dianthos’ ovenfra før. Han hævede et øjenbryn.

Uden selv at være klar over det, hjalp hesten med at dæmpe svaret fra den fremmede, ved at pruste højlydt af kedsomhed. Med alle de lyde der brummede på pladsen, var det ikke til at foretrække, at blive stående i udkanten af det hele. Ørene vendte og drejede sig, som den prøvede at lytte til alt. Hovedet forsøgte febrilsk at følge med ørene, men det var umuligt og hesten så efterhånden mere og mere forvirret ud. Samtidig stod den og trippede, hvilket Theo vidste betød, at den var utålmodig. Han måtte tage bedre fat i tøjlerne, for at være sikker på, at nysgerrigheden ikke fik lov til at tage over, og Milo ville traske i en tilfældig retning.

Stemmen kom højere oppe fra end han havde regnet med, i stedet for direkte modsat af muren, men for ikke at vække opsigt for sværmen af byvagter, og alle andre der ledte efter dæmonen, lod Theo stadig blikket være fast rettet mod det forvirrede kræ.
"De små sidegader ville være nemmere at gemme sig i. Men først efter vagterne har søgt der," foreslog han som det første. Han lænede sig en anelse til siden, så han kunne få et hurtigt overblik over pladsen og hvor vagterne var på vej hen. De havde spredt sig godt ud over det hele og inden længe ville størstedelen være søgt igennem.
"Eller jeg kunne hjælpe min syge, gamle... onkel... lidt væk fra markedspladsen. Han er lidt følsom over for den skarpe sol, men jeg har heldigvis et tæppe med til ham." At gå i flere detaljer turde han ikke, for der var flere folk der gav ham et undrende blik idet de gik forbi, fordi han stod og talte til en hest. Han håbede bare på, at hans hentydning om at dæmonen kunne udgive sig for at være en tilfældig onkel, der blev holdt skjult af tæppet, var klar nok.

Det ville ikke være nødvendigt at komme længere væk, end til den anden side af bymuren. Der ville det være muligt at holde lidt lav profil, indtil byvagterne måtte opgive på deres søgning og muligvis ikke ville gøre større postyr ud af en simpel tyv.
"Men du må hellere vælge hurtigt, for der går ikke længe før de udvider søgeområdet," afsluttede han, skævede op mod toppen af muren, som han afventede et svar. Theo var ikke selv helt klar over hvorfor han hjalp, for han havde ikke tænkt videre over det, men kun handlet ud fra hvad han selv ville have ønsket, havde han stået på den anden side af muren i skjul.

At holde sig selv og sit temperament rolige og afdæmpede var bestemt ikke en af Nadirs stærke sider, men ikke desto mindre var det en form for rolle han havde været nødt til at påtage sig det sidste halvandet års tid hvor han havde fundet vejen tilbage til Dianthos. Byen der rummede af alt for mange tilhængere af Kiles Orden, og endnu værre; hans gamle ejere. Det var dog en nødvendighed for dæmonen, der efter længere tids observation af en tjenestepige på Paladset havde overtaget hendes feminine krop, og efterladt sin gamle krop i en gyde i byens slumkvarter. 

Der var et formål med vanviddet, en personlig opgave der skulle gennemføres, og tiden som den var det nu, var nok mere perfekt end nogen anden. Også selvom det betød at han for tiden måtte affinde sig med den blonde krop med håret samlet i en flettet knold i nakken. Som hun gik på markedspladsen, på jagt efter nogle stoffer og specifikke jordbær, var hun iklædt den sædvanlige uniform bestående af et skørt og en overdel,  der tilhører tjenestepiger på Paladset, med den lille, stadig voksende, hale gemt under skørtet og hornstumperne lykkelig skjult under hætten på en mudderbrun kappe som hun for nu var svøbt ind i. Selv hvis hætten skulle ryge ned havde han.. nej hun.. sikret sig at tage den gudsjammerlige hætte der tilhørte uniformen. 

Det mindste kunne hun bevæge sig mere frit omkring på markedspladsen. Troede hun.. En gruppe småbørn var kommet ud af en sidegade til markedspladsen, løbet lige ind foran hende  og havde fået dæmonen i menneskekroppen til at bakke bagud, lige ind i siden på rumpetten af en eller anden mørk mager krikke. " For fa... Se hvor I løber..!" Grebet om den tomme kurv i hendes hånd strammedes, fristet som Nadir var til at slynge den lige i nakken på en af ungerne så den kunne få mudderet at smage på.  Først da fik hun sendt et blik op på hesten og dens rytter, efter lige at have dannet bedre afstand til rumpen. Hun skulle ikke nyde noget af en hov i skridtet.. Eller brysterne for den sags skyld..! 


(( Tillod mig lige at slynge Nadir ind... Selvom det også var meget ristende med Celyon XDD Håber det er ok..? ))

”Din krikke virker lidt nervøs.”
Blikket blev fæstnet ved hesten, der lod til at virke utålmodig, og Pan sank sig selv ned igen. Hvis ikke han særprægede ydre fangede vagternes opmærksomhed i løbet af de næste par minutter, så skulle hesten da i hvert fald nok sikre, at de pådrog sig hele markedspladsens opmærksomhed. Forbipasserende var allerede begyndt at få hang for at træde forbi hesten med en halv meters afstand, for alle vidste, hvordan en nervøs hest kunne finde på at slå ud, og ingen ønskede at slutte deres dag på en hospitalsbriks som følge af en hov-til-ansigt ulykke.

Pan bed sig i indersiden af kinden, imens han tykkede på den fremmedes plan. ”Giv mig dit tæppe så,” faldt den endelige beslutning, idet han møvede sig hen til kanten af halvmuren og rakte hånden omkring hjørnet, så fyren kunne stikke ham sit tæppe. Det var et hak i værdigheden at udgive sig for at være et gammelt, svageligt menneske, men hvis han fortsat ønskede at have sin daglige gang i hovedstaden, kunne han ikke risikere at tilbringe en nat i arresten. ”Og… tak.” Ordet klingede uvant for hans ører, og det havde en underlig smag på tungespidsen. Han forstod endnu ikke, hvorfor den fremmede hjalp ham, men det var forhåbentligt et spørgsmål, han kunne få afklaret senere.

Redningsaktionen blev afbrudt af et frygteligt postyr på den anden side af halvmuren. Dæmonen havde ingen udsigt til scenariet, og efter et par utålmodige sekunder vovede han sig omkring muren, hurtigt indtagende en plads ved siden af sin redningsmand, så han i det mindste var en smule skjult bag hesten, om end dens magre bygning ikke tilbød megen skygge. Postyret viste sig at være blevet skabt af en kvinde, der af ukendte årsager var bakket ind i hesten. Pan bed tænderne sammen i irritation over at blive holdt hen af noget så fjollet som én, der åbenbart havde besvær med at se sig for.
"Du må hellere holde afstand, kvindemenneske. Hesten er gal. Jeg har lige set den bide to fingre af en byvagt," forsøgte han at genne hende bort.

Den sorte hest blev mere og mere utålmodig, alle lydene var heller ikke til at finde rundt i, når man var vant til at tilbringe det meste af tiden på en relativt stille gård. Den største larm der, var hunden der gøede, når fremmede folk, eller fuglene, kom for tæt på. Theo holdt mere ved i tøjlerne, sørgede for at holde hesten stille, hvis den blå dæmon skulle have en chance for at stige op.
"Selvfølgelig gør den det, folk larmer. Man skulle næsten tro, at der var blevet begået røveri et eller andet sted," svarede han, tydeligt ment ironisk, som han lo let. Det var en mindre diskret måde at sige, at dæmonen var til at bebrejde for dyrets urolige tilstand, selvom det måske ikke helt var sandt. Theo kunne bare ikke holde sig fra at svare således, når det nu var så nemt.

Theo strakte armen mod tasken, bandt snoren op og trak et tyndt tæppe op, lige så snart planen blev godkendt. Postyret med et par unger og en kvinde der råbte efter dem, fangede kort hans opmærksomhed, men ikke længe, for han var nødt til at holde fokus, hvis planen skulle fungere. Idet han skulle til at række tæppet til sin 'syge onkel', blev de afbrudt af samme kvinde, der havde været tvunget til at bakke direkte ind i hestens bagdel, for ikke at blive mejet ned af børn. Den magre hest fik noget af et chok og hoppede nogle skridt frem, dermed afslørede den blå dæmon, der stod skjult bag den, i stedet for bag muren. Heldigvis havde Theo et godt tag på hesten, så med en enkelt berøring mod den brystkasse, fik han straks beroliget den.

Et par byvagter i nærheden blev distraheret fra deres søgen, med alt det larm børn, kvinde og hest fik lavet. Theo måtte handle hurtigt, for ikke at lade dem få øje på tyven, men for ikke bare at kaste et tæppe over dæmonen, uden nogen tydelig grund, lavede han en halvdårlig efterligning af et fald og skubbede med vilje hårdt nok til dæmonen, for at få ham til at falde. Straks slap han tøjlerne, faldt selv på knæ og lagde tæppet beskyttende om sin gamle onkel, sørgede for at den også dækkede ansigtet.
"Åh nej, det er jeg virkelig ked af! Lad mig hjælpe dig op, kære onkel!" Sagde han hurtigt, højt nok til at byvagterne kunne høre det. Det hjalp tilsynladende, for de bakkede begge to af, da det så ud til at Theo havde styr på det. 

Theo lagde lidt vægt i, som han lænede sig lidt ind over dæmonen, for at få ham til at blive siddende på jorden lidt endnu. Han var nødt til at være sikker på, at kvinden ikke fattede mistanke og hvis hun havde regnet ud hvad der foregik, håbede han bare på, at hun ville spille med.
"Du må hellere lytte til min onkel, det er et nådesløst dyr," bakkede han dæmonens forklaring op, bare i tilfælde af, at damen ikke anede det mindste om hvad der egentlig foregik. I samme øjeblik flyttede hesten sig, for at stikke mulen hen til Theos hår og gumle i det. Den var tydeligvis tæt knyttet til sin ejer, men det irriterede Theo, da det bestemt ikke passede til den voldelige adfærd der ellers var blevet nævnt.

(Helt i orden! :3)

Nadir.. Nej, Nadia! hævede blikket over til dæmonen, hvis blå hud hun havde bemærket under rytterens ' falden af'. Hendes grå-blå øjne blev drejet over mod hestens mørke øjne, med et lille fnys, fulgt af et par klikken fra den korte, skjulte hale. Hun tog nogle skridt frem, for at få fat i hestens tøjler, for ligesom at fuldende det lille 'skuespil' for det uvelkommende publikum. " De må hellere passe på at han ikke stikker af... " Lød det påtaget bekymret fra hende. " ..Ellers kommer hverken De eller Deres onkel særlig langt. "
Grebet i tøjlerne var dog løst nok til at hun lod sig trække med hestens hoved ned til rytteren. Et ufeminint grynt kom fra hende. Hvis den hest var bidsk var det snarere efter godbidder og opmærksomhed end det var fordi den var ondsindet. 
" Bare rolig, jeg er hurtig på fødderne. " Blikket gled ned mod 'onkelen'. *Desuden er jeg nok mere nådesløs end den krikke: Hvis den bider skal jeg nok bide igen!*  Gled det gennem hendes tanker, men hun sagde det ikke højt.  
" Trafikken plejer at være bedre hen på aftenen eller i de tidlige morgenstunder.. Også der der er  færre vagter, eller de er mere halvplørede. Bare viden til en anden god gang. " Blikket vendte sig over imod byvagterne der  var begyndt at blive mere optaget af andre ting lod det til. Heldigvis, selvom han nu engang hellere ville stå ansigt til ansigt med byvagter end paladsvagter, der ville være større sandsynlighed for at han blev opdaget og stoppet tilbage ned i dybet under Paladset, eller værre endnu; tvunget til at tjene en af Lysets krigere. 
Hendes opmærksomhed gled tilbage til mændene og krikken. " Hvad bringer Jer her til Dianthos? Forrentning eller fornøjelse? Eller I bor her måske..?" Hun rakte tøjlerne tilbage ned mod rytteren.

”Åh, ha-ha. Morsomt.” Den sorthårede fyr kunne ikke se, hvordan Pan rullede med sine hvide øjne, men sarkasmen dryppede tyk af ordene, så det var godt det samme. Han satte dog pris på, at den fremmede ikke var helt humorforladt til forskel for et vist andet menneske, han var stødt på tidligere, som absolut ikke havde kunnet se det morsomme i at have en dæmon rendende rundt i sin køkkenhave.

”Pas på-…” Knapt havde han nået at advare sin redningsmand, der var ved at falde – hvad var der med folk i dag, som ikke kunne holde sig stående på deres to fødder? – og gribe fat i hans arm, før denne ramlede direkte ind i ham, og det endte med at være ham, der væltede til jorden. Irritationen nåede knap at gribe ham, før det dæmrede for ham, hvad den anden havde gang i. Prompte slugte han den lange række af skændselsord, der allerede lå klar på tungespidsen, og trak i stedet tæppet godt ned over panden. Stoffet bulede mærkværdigt ud i hans nakke, hvor de to store horn sad, men hvis nogen spurgte ind, kunne han forklare dem, at det blot var bylder. I så fald skulle de nok holde afstand, og bortforklaringen gav ham en oplagt undskyldning for ikke at vise sit ansigt. Ingen ved deres fulde fem ønskede at se et bebylderet fjæs.

Han lukkede en hånd om sin hale, så den ikke stak ud under tæppet, og skulle netop til at rejse sig, da han mærkede en vægt på sig. De hvide øjne skævede op imod rytteren, der i samme nu fik gennemgnasket sit hår af det såkaldte "nådesløse dyr". Dæmonen sukkede over hestens absolutte mangel på skuespillerevner, og hviskede et, "så nådesløs" til dens rytter.

Blikket landede på kvinden, der pludselig stillede lidt for mange spørgsmål. Hun ville vide, om de boede i byen, hvad hun så end ville stille op med den information. Pans øjne blev smalle under tæppet. ”Det er skam ren og skær fornøjelse. Kan du ikke se, hvordan vi hygger os?" At dømme efter hvor fornøjeligt et toneleje, han pådrog sig, ville ingen mistænke, at de var midt i en flugtplan. "Min nevø og jeg er blot på gennemrejse.”

Theo var stadig ikke helt sikker på, om den fremmede kvinde var klar over den egentlige situation, eller om hun oprigtigt nok bare forsøgte at hjælpe en gammel mand og hans nevø. Han måtte fortsætte skuespillet over for hende og smilede derfor venligt og nikkede let, da hun greb fat i tøjerne på det store dyr, så den ikke lige pludselig løb derfra.
"Mange tak, det er vældig sødt af dig," sagde han. Det venlige smil blev bredere i morskab, da hun forsikrede dem om, at hun sagtens ville kunne nå at flytte sig fra det brutale dyr. Han måtte dreje hovedet lidt væk, i et forsøg på at gemme det lidt for store smil væk, inden han fik det under kontrol igen.
"Oh, tak for tippet, det må vi da huske til næste gang." Næste gang vi planlægger en spontan flugttur, tænkte han, velvidende at chancen for at det skulle ske igen, var ret lille.

Det var et opgivende blik Theo sendte den gumlende hest, den kunne umuligt have haft dårligere timing. "Så nådeløs," hørte han og han kunne ikke holde et lille fnis tilbage. Han lagde en hånd mod mulen og puffede den væk fra sig hår, idet han rettede blikket mod dæmonen igen.
"Beklager, han må have glemt hvad jeg sagde til orienteringen, da jeg fortalte ham om denne her ekstremt, gennemtænkte plan," hviskede han flabet tilbage, holdt en hånd ved siden af munden, for at dæmpe sin hvisken så meget som muligt. Hvor meget han end ønskede det, kunne han ikke træne hesten til diverse flugtplaner. Endelig rettede Theo sig lidt op, fjernede dermed også den ekstra vægt han havde lagt over dæmonen. Skulle de undgå flere ulykker, var det nok bedst at komme diskret videre.

Theo nikkede let mod kvinden som tak, da han fik tøjlerne rakt tilbage.
"... Så hyggeligt," mumlede han efter sin onkels svar, det skulle være ment som bekræftelse af forklaringen og tonen blev holdt derefter, men fik man øje på hans morende ansigtsudtryk, ville man muligvis ane uråd. Han rejste sig halvt op, så han stadig kunne stå foroverbøjet og lade som om, at han ville hjælpe sin onkel op.
"Kom, onkel. Så skal jeg hjælpe dig op på hesten." Han var klar til at give en hestesko, et hjælpende skub, da stigebøjlerne var blevet fjernet, for bedre at få plads til oppakningen. "Pas nu på, at den ikke bider fingrene af dig på vejen," halvgrinede han kort efter. Det var egentlig ikke meningen at den kommentar skulle med, han kunne bare ikke lade være. Mens han gjorde klar til at hjælpe sin onkel op at stå, skævede han mod kvinden.
"Du kender vel ikke tilfældigvis den hurtigste vej ud af byen herfra?" Spurgte han. Theo havde været i Dianthos før, men de hurtigste veje havde han aldrig ledt efter, for det havde aldrig været nødvendigt at skynde sig. Derudover var det nok et halvt år siden, han sidst havde været her og han kunne ikke huske byen så godt som han gerne ville.

En gennemrejse der krævede at den påståede onkel pludselig blev tildækket, på trods af at han ikke virkede som en der lige var kommet ud fra helbredelseshuset.  Nadir rystede let på hovedet. Familie er hvad man gør det til. 
Hun placerede en hånd på hoften, uvant med den underlige knoglefremskydning selvom hun havde haft denne krop i et stykke tid efterhånden.. I det mindste var den ikke så svag overfor hans dæmoniske selv som den tidligere krop han havde besat havde været. Blikket gled mellem byvagterne og onklen der blev hjulpet op på hesten, uden helt at bemærke det store smil. Først da onklen blev hjulpet op og der blev spurgt om vej gled de lyse øjne op, forsøgte at danne sig et overblik mellem de mange boder og pøblen. Han sænkede stemmen lidt. " Jeg går ud fra at I vil undgå uniformerne bedst muligt?  For så skal i ikke tage mod sydporten, den vej er lige forbi hovedkvarteret.. " Hun pegede hen forbi en bod hvor en bager stod ved sin stand og solgte af goderne. " Det er  godt nok en smule længere, men hvis I følger den større veje dér, ud til hovedgadens kryds, derfra drejer i til venstre, mod nordporten. " Forsøgte hun at forklare så hjælpsomt som muligt.  Det var godt nok mere den mest direkte vej end det var den hurtigst vej hun forklarede. " Eller jeg kan hjælpe jer af sidegaderne for at undgå alt trafikken? " Foreslog hun. De fine folk på Paladset kunne velsagtes vendte et par timer endnu med deres forfinede stoffer og perfekte jordbær. 

Det var heldigt for Pan, at tæppet tillod ham at smile stort over redningsmandens ord, uden at nogen – og i særdeleshed den fremmede kvinde – ville bide mærke i, hvor fjoget han så ud midt i det, der vist skulle forestille at være en temmelig alvorlig situation. Han var trods alt en gammel onkel, der lige var væltet, og så vidt han havde erfaret, var aldrende mennesker umådeligt skrøbelige. Det havde hans mor i hvert fald været i sine sidste levende år.

”Heste er åbenbart ikke så intelligente, som jeg havde troet,” drillede han lavmælt rytteren, ordene dæmpet af det tætvævede tæppe. De skulle vist prise sig lykkelig for, at den nådesløse hest ikke var klog nok til at forstå, hvordan der blev talt om den lige foran dens mule, for så ville der snart blive kappet fingre.

Han overbeviste sig selv, at han stadig havde værdigheden i behold, da han lod sig hjælpe op på hesten. Det var dog med supplering af hans evne, at han lettede ganske let fra jorden og fandt vej op på dyrets ryg, så det var mest for synets skyld, at den anden mand hjalp ham. ”Hvis den gør det, bider jeg benet af den,” gav han igen i rent og skært dril, og tonelejet var ikke mere end en hævet hvisken, for det forekom ham ikke som en synderligt syg-og-gammel-onkel agtig ting at true med. Det var årevis siden, at han sidst havde fundet sig selv siddende på en hest, og ridning var en kunst, han aldrig rigtigt havde formået at mestre. Det var derfor med bøjet ryg, fingrene fumlende med tøjlerne og nervøsiteten for, at hesten pludselig ville gøre et hop siddende som en klump i halsen, at han forsøgte at finde sig til rette.

”Undgå uniformerne? Hvor har du dog det fra?” gjorde han et halvhjertet forsøg på at redde situationen, som kvinden tydeligvis havde formået at se direkte igennem. Da hun tilbød at være deres helt egen personlige guide, fangede Pans hvide blik tavst rytterens øjne som for at sige, at det var hans beslutning. Det var trods alt ham, der havde udtænkt flugtplanen, og det var højst sandsynligt ligeledes ham, der havde stort kendskab til byens mange gader. Hvis han mente, at kvindens plan var ringe, måtte Pan stole på ham.

Theo nikkede let, for at give dæmonen ret. Heste kunne være rigeligt intelligente, men sjældent i disse situationer. Efter kort overvejelse, kunne han dog ikke lade være med at smile lidt for sig selv.
"Men stadig klogere end mange mennesker," mumlede han. Han rømmede sig, fortrød straks at han ikke havde tænkt sig om, før den lidt spydige kommentar var røget ud, fordi det diskret afslørede at Theo ikke var menneske. Det var ikke en ting han delte med mange, ikke engang manden han arbejdede for. Han skubbede hurtigt emnet til side, håbede at dæmonen ikke bed mærke i detaljen. I stedet rettede han sin opmærksomhed mod bagerens bod, som kvinden pegede mod den. Han sukkede tungt, i processen i at udarbejde planen som de skulle videre, havde Theo glemt alt om, at han egentlig skulle have været forbi lige nøjagtig den bod, for at købe brød til dagen efter. Han havde stadig lidt i sin oppakning, så det måtte vel være tilstrækkeligt, indtil han kunne komme tilbage.

Til Theos lettelse, behøvede han ikke at lægge de mindste kræfter i, for at hjælpe sin onkel op på hestens ryg. Han brugte godt nok kroppen i sit arbejde hver dag, men muskler var bestemt ikke noget han kunne prale af at have, men under den løse skjorte, var det ikke til at se. Samtidig måtte han fundere lidt over kvinden tilbud. Hvis den hurtigste vej var gennem de mange sidegader, var det vel oplagt. På den anden side, var det måske mere opsigtsvækkende, nu hvor vagterne var midt i en eftersøgning. Han kunne heller ikke bruge for længe på at tænke, for det ville se mistænkeligt ud for den fremmede kvinde.
"Undgå uniformerne? Slet ikke! Kun for ikke at gå i vejen for dem, i deres vigtige arbejde," løj han, for det var meget nemmere at undskylde det hele med, at de helst ikke skulle stå i vejen for, at byvagterne kunne finde den usle tyv.
"Med det sagt, er sidegaderne nok bedst, hvis vi kan undgå trafikken," kom han frem til ikke lang tid efter, smilede så venligt han kunne til damen, for at vise sin taknemmelighed for hendes hjælp.

Da Theo ankom til markedspladsen tidligere, blev han stoppet af en vagt, der spurgte ham om han havde set en blå dæmon passere forbi. Samme vagt var nu på vej mod dem igen og han så en anelse skeptisk ud, som han nærmede sig.
"Undskyld mig, knægt. Ankom De ikke alene?" Brummede han mistroisk. Han havde vel sine grunde. Det var ikke hver dag en ung dreng kom ridende ind i byen, med så meget oppakning, bare for at samle en anden op. Theo kunne mærke hjertet banke hurtigere og hurtigere, i angst for ikke at finde en forklaring hurtigt nok.
"Øøh, jo! Jeg kom for at hente min gamle onkel. Han har brugt nogle dage på helbredelseshuset," røg det straks ud af ham, egentlig en okay løgn, når han ikke havde haft længere tid til at finde på den. Byvagten nikkede let, men så stadig ikke overbevist ud.
"Vi er midt i en eftersøgning, jeg er nødt til at tjekke alle," sagde han og Theo nikkede.
"Jeg forstår, De gør bare Deres arbejde," svarede han roligt, selvom han reelt var ved at gå lidt i panik.

Han lagde en hånd på siden af hesten, skubbede kort til den, så den tog et skridt til siden, lige så snart vagten skulle til at gå et skridt tættere på hestens nuværende rytter. Som Theo havde håbet, fik hesten trådt vagten over den ene fod, inden han nåede at tage det første skridt og der lød en irriteret lyd i smerte fra ham. Theo trak i tøjlerne, fik hurtigt flyttet hesten fra vagten, inden han flyttede sig hen og tog hjælpende fat under vagtens arm.
"Det må De virkelig undskylde!" Sagde han så undskyldende han kunne, i et forsøg på at distrahere vagten bare en lille smule.
"Fy! Slem hest!" Opdragede han på det uforstående dyr, som han kort vendte sig rundt og så mod dæmonen. Med et lille ryk på hovedet, gestikulerede han diskret til at han skulle sætte hesten i gang og begynde at komme væk derfra, han skulle nok finde dem. Han rettede sin fulde opmærksomhed mod vagten igen, der stod let foroverbøjet og kun hvilende på den ene fod, og ellers lænet lidt op ad Theo.
"Kom, nu skal jeg hjælpe Dem ned at sidde," sagde han, mens han begyndte at guide vagten væk fra dæmonen, hesten og kvinden.
"Men, jeg..!" Theo lod ikke vagten tale, før han afbrød: "Ja, jeg ved det godt. Det må virkelig gøre ondt. Jeg beklager virkelig meget, det er næsten ikke til at finde en ordentligt opdraget hest nu til dags! Ingen har tid til at træne dem længere..." "Det er virkelig ikke..." "... Det kender De vel alt til, de fleste byvagter har vel hest, ikke sandt? De er omtrent lige så besværlige at have med at gøre, som børn! Har De børn? Selvfølgelig har De det, så fin en mand kan da umuligt være alene...." Som Theo fik skubbet vagten længere mod de mange boder, blev hans stemme mere og mere dæmpet. Han gjorde hvad han kunne for at stille så mange spørgsmål som muligt, for ikke at give vagten en chance for at bede en anden om, at tjekke til hans gamle onkel. Han skævede engang imellem tilbage, for at være sikker på at dæmonen og kvinden kom væk. Han håbede bare ikke på at de rendte ind i flere problemer, før Theo fandt tilbage til dem igen.

Nadia betragtede 'onklen' der fumlede lidt med tøjlerne, tydeligt var han enten ikke vant til at ride eller også var han en dårlig rytter. Blikket gled videre over på hesten der, for nu i det mindste, ikke lod sig genere alt for meget af det. 
Hun tog sig ikke af det tunge suk der kom fra rytteren-på-jorden, nu var hun her, og kunne lige så godt få sig lidt underholdning med på vejen, der med garanti var bedre end at høre på tjenestefolkenes sladren om hvilke soldater og vagter eller unge adelsmænd de mente var lækre. Et kort fnys forlod hende, inden det blev erstattet af et sukkersødt smil '' Nååh ikke så meget... " Hun dæmpede stemmen og gik tættere på dem begge så de bedre kunne høre hendes dæmpede steme da hun fortsatte. " ...Andet end at jeg har mine store tvivl om jeres slægtsskab. Medmindre der tilfældigvis er kommet en afart af mennesker der har blå hud. " Hun fortrød ikke sit ordvalg, men tog et skridt tilbage og lod dem fordøje det indtil byvagten kom masende. Et småirriteret blik blev sendt den uniformerede mand. 
' Tjekke alle..' Sætningen rungede nærmest i hendes hoved mens endnu en række klik hørtes fra halen. Hun rakte metalt ud efter skyggerne, men kom ikke videre med det da rytteren-på-jorden lod til at få hesten til at bakke rundt så den trådte byvagten over foden. Et skadefro grin kom frem og blev hurtigt dækket af en hånd mens hun spærrede øjnene lidt mere op i et forsøg på at virke overrasket istedet for som en der nød at se byvagtens smerte. 
Et dække og distraktion lod det til at være da hun bemærkede den lille gestus. Hun vinkede let til rytteren om at følge hende, da hun selv satte i gang foran hesten, som et andet fører-menneske. Hun drejede hovedet et par gange, delvis for at sikre sig hvor rytteren-på-jorden var blevet af i mængden, og delvis for at sikre sig at 'onklen' kunne følge med. Normalt ville hun ikke være så behjælpelig, men hvem vidste, måske at hjælpe her kunne vise sig nyttigt for Nadirs egen plan i sidste ende...?
" Er De med..? " 

Havde redningsmanden ikke rømmet efter sin kommentar, havde Pan uden tvivl undladt at lægge noget i den, for der fandtes trods alt mennesker, der anså deres artsfæller som uintelligente. Nu blev de hvide øjne dog en anelse smallere, idet han så den anden an. Hvis han ikke var et menneske, hvad var han så? Dæmonen kunne kun gisne, men en svag gnist ved håbet om, at de måske kunne være af samme race begyndte at flimre i hans indre, og et lille smil fandt vej til hans buttede læber. Endnu flere spørgsmål meldte sig i rækken af ting, han skulle udspørge den fremmede om, når de fik en chance for at trække vejret.

Pan lod, som om han fnøs fornærmet af kvindens kommentar om hans hudfarve. ”Det er en sjælden sygdom, der får mig til at se sådan ud. Og må jeg så være fri – jeg går heller ikke rundt og påpeger alle dine fejl, gør jeg vel?” 

Det var noget nær umuligt ikke at give efter for nysgerrigheden og kigge op for at følge med i begivenhederne, da byvagten ankom, men han turde ikke risikere noget, og holdt derfor hovedet sænket med blikket rettet stift imod hestens man. Det gav et sæt i ham af forskrækkelse, da hesten pludselig trådte til siden, men at dømme efter den efterfølgende udveksling af ord var det åbenbart en del af planen.
Det eneste, han kunne se ud af øjenkrogen, var et udsnit af hestens hals og kvinden, der i samme nu vinkede af ham. Yderst forsigtigt sparkede han til det store dyr, så den begyndte at vade fremad i hælene på hende. 

"Ja. Så længe krikken vil lade mig, er jeg i hvert fald." Det ville se kønt ud, hvis hesten pludselig fik nok og begyndte at galopere i den stik modsatte retning. Det skulle i hvert nok fange byvagternes opmærksomhed. "Er du sikker på, at du har styr på vejen...?" tilføjede han usikkert.

Det var nærmest ren refleks, at Theo selv rykkede sig en anelse tættere på kvinden, da hun kom tættere på, så de stadig ville kunne høre hende. Han så lidt nysgerrig ud, lige indtil han hørte hvad hun sagde og så smækkede han blikket mod jorden. Okay, hun anede muligvis uråd. Ikke at det havde været specielt svært for hende, da hun mere eller mindre, havde været indblandet fra starten, selvom det ikke havde været planen. Han smilede skævt, skulle lige til at åbne munden for at komme med en eller anden undskyldning, men dæmonen kom ham i forkøbet. Heldigvis! For Theo brugte så meget energi på at holde vagterne lidt på afstand, så godt han nu kunne. Derefter kunne han også koncentrere sig om sin afledningsmanøvre.

Vagten, som Theo fik puffet tættere og tættere på de mange boder, prøvede flere gange at afbryde ham i sin knævren, men hver gang uden held, for Theo snakkede som han aldrig havde snakket før. De nærmede sig en mindre kro og Theo stilede straks mod den. Med den ringe fart de havde på, ville det jo tage en evighed at komme videre, men han var nødt til at spille sin rolle til ende, sørge for at vagten ikke ville sende nogle efter ham af ren mistanke for, at den unge mand pønsede på et eller andet.
"Kroen! Der er jeg sikker på, at de vil hjælpe Dem så meget de kan. Der kan De også sidde ned og få lidt ro. Det er heller ikke smart at arbejde så hårdt, med en skade. De må passe på Dem selv, måske lidt mad og drikke kan hjælpe Dem til at få det bedre.." Han fik det med vilje til at lyde meget værre, end det egentlig var. Det var trods alt kun en hest, der havde trådt ham over foden, noget Theo selv havde oplevet op til flere gange og som sagtens kunne gås væk. Han fik skubbet døren til kroen op og gennet vagten derind, placeret ham på den tætteste stol, før han nikkede kort i venlighed.
"Held og lykke!" Skyndte han sig at sige, før han straks smuttede ud af døren igen og efterlod en noget forvirret vagt i krostuen. Han satte halvt i løb, som han åndede helt lettet op og begyndte at bevæge sig tilbage mod de andre.

Theo kunne ikke undgå at mærke sveden, der løb langsomt ned ad ryggen. Han havde været så nervøs hele turen til kroen og var det sådan set stadig. Han så sig ofte over skulderen, for at være sikker på at han ikke blev forfulgt. Det så ikke sådan ud, men man kunne aldrig være for sikker. Nogle byvagter var snedigere end andre. Som han havde forventet, stod hesten ikke hvor han efterlod den, så han fortsatte lidt længere ned ad gaden, indtil hans blik faldt på dæmonen, der sad noget så akavet på dyret. Han satte farten lidt op, for at komme op på siden af det store dyr, hvor han tog let fat i tøjlerne.
"Utroligt at du er nået så langt, uden at han har forsøgt at bide tøjlerne fra dig," sagde han, smilede lidt for sig selv, for han valgte udelukkende kun at sige det, for at drille dæmonen, nu hvor det ikke var svært at se, at han ikke brugte meget tid på ridning. Han kunne vel lige så godt prøve at lette stemningen en lille smule, ikke kun for dæmonen, der var nødsaget til at flygte, men virkelig også for sig selv, så han ikke var helt så nervøs.

Rytteren-på-jordens reaktion var nu temmelig morsom, som at tage en møgunge i at stjæle fra småkagedåsen.. Ikke at hun ville forhindre en unge i det, for det betød typisk vrede forældre, og vrede var trods alt lidt hendes domæne. 
Hendes opmærksomhed gled tilbage mod den mistænkte dæmon-onkel. " Den må være ekstreeeeemt sjælden, for de eneste jeg har set med den tone hudfarve har enten været krystaldæmoner eller meget døde og gennembankede mennesker. "  Hun bed sig i underlæben, bandede tavst af sig selv, for hvor tit ville en tjenestepige fra paladset mon se gennembankede og døde mennesker, eller krystaldæmoner for den sags skyld? Hun havde i sine mange år i dæmonfængslet under Paladset aldrig oplevet at en eller anden nysgerrig tjener kom ned forbi, nej det var altid bevæbnede og beskyttede soldater, og en sjælden gang imellem en præst eller rigmand. "Nej, men jeg er  nu sikker på at De kunne finde nogen meget hurtigt. Det er ikke unormalt i Paladset at folk gør den slags. " Hun nejede kort. 

Vejen frem var tæt befolket, i det mindste indtil de slog et sving ned af en af sidegaderne. Hun vendte blikket bagud, lige tidsnok til at se Rytteren-på-benene, komme løbene op på siden af hesten. Hun sendte 'onklen' et smil. " Bare rolig, efter et par hundrede år i byen kender man dens veje og afkroge temmelig godt. " lød det afslappet i en let drillende tone, afventende hvordan de ville reagere.  

”Jeg er også døden nær,” forsikrede Pan den fremmede kvinde, idet hans bryn rynkedes og et umådeligt trist blik afsløredes under hættens kant. Til gengæld satte han ikke spørgsmålstegn ved hendes kenskab til hverken døde mennesker eller krystaldæmoner, for med den last, han bar rundt på, formodede han blot, at alle andre havde mindst lige så mange lig i skabet.

Hesten begyndte at slå utålmodigt med hovedet, uden tvivl som følge af Pans ikke særligt insisterende guiden af den, og som sendt fra himlen dukkede fyren fra før op tidsnok til at redde am fra at ende som det bidske bæsts aftenmåltid.
Pan fnøs af fyrens bemærkning. ”Jeg er faktisk en ganske udmærket rytter. Jeg forsøger blot at leve mig ind i rollen som-…” Løgnen blev afbrudt, da blikket i det samme gled over den kvinden, og han stivnede midt i en bevægelse. Der fik han vist talt over sig, men det var godt det samme, for hun havde for længst set igennem deres lille rollespil. ”… Lige meget,” tilføjede han med en mumlen og en skulen, der ikke rigtigt var rettet imod nogen bestemt.

Kvindens udtalelse fik straks Pan til at spærre de hvide øjne op i overraskelse. "Hundrede år? Jamen..." Han tav og bed sig i kinden, imens han overvejede sine ord. "Og du vover at dømme mig, når du ikke engang selv er et menneske." Øjnene blev smalle. Mon hun var en vampyr? Nej... Stanken af død hang ikke ved hende, som den havde gjort ved den sidste vampyr, han havde haft fornøjelse af at møde.

Som Theo kom løbende tilbage, nåede han lige at høre kommentaren fra den fremmede kvinde. - Kommentaren om et par hundrede år og han så mere overrasket ud, end han burde.
"Hundrede år..?" Lød det fra ham, i kor med dæmonen. Han rystede kort på hovedet og smilede skævt. Når man havde levet så mange år som Theo selv havde, burde det ikke være den mindste smule overraskende at rende ind i alt andet end mennesker. Det kom måske mere bag på ham, fordi han straks var gået ud fra, at kvinden var et helt almindeligt menneske, tjenestepige på paladset, hvis man dømte ud fra hendes uniform.
Hans blik gled op mod dæmonen på hesten og han trak let på skuldrene for at give ham ret. Og dog. Det var vel nemmere at dømme andre, når man selv havde udseendet af en der ville blive betragtet som ordinær så langt inde i byen.
Det skæve smil blev mere oprigtigt, for hvis kvinden var så vant i byen, ville der ikke gå længe, før de kom langt nok væk fra vagterne. Håbede han.

Theo kunne ikke holde en let latter tilbage over dæmonens ord. Stadig med et fast greb om tøjlerne, drejede han hovedet for at hæve et øjenbryn i morskab over ham. Han havde set mange forsøge sig i skuespillet om, at være usikker på ryggen af en hest, men det var aldrig et spil Theo var faldet for. Det bundede vel i hans egen erfaring, - næsten 1800 år med selv samme hest, dæmonen sad på nu.
"Bare rolig, om ikke så længe kan du få lov at sidde helt normalt," sagde han smilende, velvidende at det nok ikke ville komme til at ske.
Han skævede selv mod kvinden, da løgnen ikke blev færdiggjort.
"Jeg tror vi er afsløret," sagde han lavmælt, som han rettede blikket mod jorden igen og rømmede sig.

Theo valgte hurtigt at ændre retning af samtale, da han tog en dyb indånding og rystede kort på hovedet.
"Hvor langt er der til bymuren?" Spurgte han med en frisk tone. Han håbede fortsat på at der ikke var langt, men han ville hellere være sikker.

" Var De døden nær er  jeg sikker på at helbredelseshuset ville have beholdt Dem, og at De var blevet forment adgang til markedspladsen. " Så den blå blev ved at forsøge sit lille spil? Det skulle han da få lov til, men det blev ikke uden modspil. 
Blikket gled mod rytteren med tøjlerne. " Det kan sagtens ha været mere end det, jeg holder ikke styr på årene eller alderen. " Hun trak på skuldrene i en ligegyldig bevægelse, blikket gled hen mod bygningerne, derfra til folkene de passerede til himmelen. " Det er vel et par kilometer vil jeg skyde på... Ikke noget der tager længere end omkring 20 minutters frisk gang. " Blikket gled tilbage mod den blå dæmon,  søgte at danne øjenkontakt. 
Blev øjenkontakten dannet ville hun styrke sin Vredes-aura bare lidt mere, som for at understrege de ord der forlod kvindens læber. " Jeg dømmer hvem end det passer mig. Om det så passer dig eller ej.. "  Hun brød øjenkontakten igen, mens hun fik dæmret for sin vredes-aura igen, vidende at hvis den blev oppe omkring hende i for lang tid kunne det skabe et rent kaos omkring hende. Af samme grund tog hun nogle længere skridt og gik lidt til siden for at sikre sig at den lette, omend korte, ændring i hendes aura ikke fik gav hesten en pludselig lyst til at bide hende.