At begive sig afsted til Amazonitskovene havde ikke virket som den bedste ide til at starte med, men Alyndre havde sine grunde til at være der. Hun var på jagt efter noget helt specifikt træ til en bue, som hun havde fået en bestilling på. Det ville ikke blive nogen billig bue, og hun følte ikke at hun kunne sige til til sådan en mulighed. Så nu gik hun rundt i Amazonitskovene, godt på vagt, med en bue i hånden og pilene godt fastgjort på ryggen.
Hver gang hun hørte dem mindste lyd hævede hun hurtigt buen og rakte ud efter en af pilene. Hver gang viste det sig et være hendes fantasi der drev gæk med hende. Hun stoppede op og tog en dyb indånding. Hun blev nødt til at slappe af hvis hun ikke skulle ende med at bruge alle pilene på at slå et tilfældigt træ eller en busk ihjel. 

Sobeks store krop bevægede sig overraskende lydløst igennem skoven. Han var født og vokset op i en skov som denne og det var naturligt for ham at bevæge sig rundt, også selvom hans hylster var et af den større slags. Buen hang over hans ene skulder, det samme gjorde pilekoggeret, begge dele hjemmelavede. Faktisk var de fleste af hans ting hjemmelavede, den store jakke af sortfarvet læder med pelssiden vendt indad, så den var varm. De tykke bukser. Støvlerne havde han dog købt, da hans evner ikke strakte til at kunne lave dem i så god kvalitet som skomageren i den nærmeste lille by. Tørklædet om hans hals var også købt, at en sød lille syerske, også i byen. 

I dag var han på jagt efter aftensmaden. Først var han ude for at se til sine fælder. De to første havde ikke givet ham held endnu, men der plejede at være gået noget i den tredje. Buen havde han med, i tilfælde af at der kom noget større forbi, en hjort ville ikke være af vejen. 
Lige som han nærmede sig fælden, fangede han en bevægelse i mellem de bladløse træer og buske længere fremme. En person. Hurtigt flyttede han sig om bag et træ, så han kunne titte frem mod hvem end, der gik rundt i hans skov. En kvinde. Med en bue. Og hun virkede nervøs. Så tæt på Dunkelskoven var de heller ikke, at hun behøvedes at være så opmærksom på sine omgivelser, det var kun under fuldmåne, at skoven blev farlig. Mente Sobek, men han var heller ikke typen, der blev angrebet bare for at blive angrebet, han var stor og så ganske skræmmende ud.

Han blev stående et øjeblik og overvejede, hvad han skulle gøre. Hun var køn. Meget køn. Noget rørte sig i ham. Måske han skulle tage hende med hjem og se, hvad der skete ved det.
Langsomt trådte han frem fra træet og bevægede sig mod hende, frit og synligt, men stadig lidt så stille som en bjørn på jagt. Det var lige meget om han overraskede hende eller ej, han var sikker på, at han nok skulle få hende med, frivilligt eller ej. Hun var ikke så stor og ganske pænt bygget. Et menneske? Nok nærmere en elver, selvom hendes hår dækkede for hendes ører.

Alyndre kiggede op mod himlen. Hun ville helst ikke være i skoven når mørket faldt på. Hun tvivlede ikke et sekund på at hun sagtens kunne forsvare sig selv, men hun var også pinligt bevidst om at der var mange situationer, hvor hendes bue ikke ville kunne redde hende. 
Der var noget. En lyd. Denne gang var det ikke hendes fantasi. Hun drejede sig mod lyden, hævede buen og lagde en pil klar. Nogen kom gående imod hende. Et menneske? Det var ikke til at vide. Racen var også underordnet. Det var hans intentioner der var afgørende i denne situation. Hun sigtede på ham med buen og gjorde klar til at slippe pilen.
"Hvem er du?" spurgte hun. Noget af hendes usikkerhed var væk. Hun var en god bueskytte, og det ville på ingen måde være svært at plante en pil i manden som var på vej mod hende. 

Utrygheden skinnede ud af kvindfolket, der endeligt vendte sig mod ham og lagde en pil på buen, hvilket alligevel virkede til at berolige hende lidt. Enten var hun god med bue og pil eller også mente hun, at hun var. Hendes bevægelse fik ham til at gætte på det første.
Sobek løftede langsomt hænderne en smule for at vise, at han ikke havde onde hensigter. Det var en løgn, han vidste allerede nu, at hun ikke ville komme fra hans skov uskadt. Om det var hendes utryghed, der fik ham til at tænke på et dådyr, eller om det var hendes trussel med buen og pilen, det var ikke til at vide. Han spekulerede ikke over det selv.

"Jeg bor her. Mit navn er Sobek." Han gjorde, hvad han kunne for at se uskadelig ud, selvom det var svært, både på grund af hans mørke udseende, men også hans størrelse. Kroppen han havde valgt, kunne sagtens sammenlignes med en bjørn. Hvilket var en af grundende til, at han havde udvalgt sig den.
Han betragtede hende lidt, inden han sænkede hænderne igen, lige meget om hun havde sænket pilen igen eller ej.
"Er du faret vild? Det er en stor skov." Han havde i hvert fald ikke set hende før, hverken i skoven eller i de små landsbyer, der lå tættest på hans hjem.

Hans stemme var dyb og svagt brummende, men gik tydeligt igennem stammerne i skoven. De grå øjne sugede hendes udseende til sig, og han overvejede stadig om hun var elver eller menneske. Måske en halvelver. Hendes ører ville nok afsløre det, når han kom tæt nok på til at se det. Køn var hun, næsten for køn til at stå i mellem vintertræernes grå stammer. Ung og køn og sikkert ganske uskyldig. 
Tankerne kunne ikke læses i hans ansigt eller øjne, der bare virkede følelsestomme.

Alyndre tog sig et øjeblik til at studere manden ordentligt. Han fyldte godt i landskabet, det var der ikke nogen tvivl om. Hvis han havde onde hensigter, var der ingen tvivl om, at hun ikke ville have en chance mod ham. Hun var ganske svagt overvældet over hans størrelse, som på ingen måde fik ham til at virke mindre som en trussel. Men at han holdt hænderne op.. Det kunne kun tolkes som at han ikke ville hende noget ondt. For nu ville hun lade tvivlen komme ham til gode.
"Sobek.." gentog hun, mest for sig selv. "Hvad laver du her i skoven?".
Hun følte sig ikke umiddelbart truet af ham, nok tværtimod. Han havde intet gjort, som skulle gøre hende mistænksom. Hun ville helst ikke risikere at gøre ham sur ved at blive ved med at sigte på ham med buen, så hun lod den falde en smule, og slækkede grebet på buestrengen en smule.
"Jeg er buemager. Jeg leder efter noget specifikt træ til en bue som jeg har fået en bestilling på, og jeg fik at vide, at jeg kunne finde det her i skoven" Hun tøvede et øjeblik. "Mit navn er Alyndre" sagde hun endelig. Det virkede kun høfligt at præsentere sig, når nu hun havde fået hans navn at vide. 

Det så ud til, at Sobeks anstrengelse med at virke ufarlig virkede. Efter noget tøven sænkede hun buen en smule. Perfekt.
"Jeg er ude for at tømme mine fælder." Lettere godmodigt lod han hende udspørge ham, det havde trods alt et mål. Normalt ville han måske ikke have været så velvillig, men så igen, det var lidt svært at vide med den gamle dæmon. Han gjorde som det faldt ham ind.
Han nikkede med en let brummen, da hun sagde sit navn. Alyndre. Hans tunge bevægede sig kort inde i hans mund, næsten som om, at han smagte på det. Det navn ville han huske.

"Jeg er rimeligt godt kendt i skoven. Fortæl mig, hvad du leder efter og jeg vil se, om jeg kan kender et træ i nærheden." Ville han gøre det? Nej, han ville lede hende med tilbage til hans lille hus, hvor han ville... se, hvad der så skulle ske. Han havde allerede en lidt varm fornemmelse i maven ved tanken, men lod ikke sig selv forsvinde ind i den dagdrøm, lige nu stod hun foran ham og skulle lokkes ind i folden som en nervøs hest.
"Det er mere sikkert at følges med mig, der er mange farlige væsner i denne skov." Ord der måske virkede tomme, siden han ikke så ud til at have mere end buen og en stor jagtkniv på sig, hvilket for ham også var nok. Han nedlagde varulve med begge dele under fuldmåne og han havde endda sloges med bjørne mere end én gang i sin tid og kommet vindende ud af det.

Han var ude for at tømme sine fælder. Det lød jo egentlig sandsynligt nok. Alyndre tøvede et kort øjeblik men sænkede så endelig buen helt, og stak pilen tilbage i koggeret. Han virkede fredelig nok, og han havde velvilligt svaret på alle hendes spørgsmål. Hun havde ingen grund til at at være nervøs omkring ham, virkede det til.
"Jeg har fået at vide, at kun dødstræ vil være godt nok til den her specifikke bue" Nogle kunder kunne være så irriterende specifikke med hvad de ville have. Hun håbede blot på, at Sobek ville kunne hjælpe hende med at finde, hvad hun manglede.
Hun tøvede igen, da han sagde, at hun kunne følges med ham. Han var langt væk hjemmefra, og chancen for at der ville komme nogen forbi, hvis der skete noget, var lille. Hun sukkede kort af sig selv. Hun var blevet for forsigtig, der var ingen grund til at være så paranoid. Hun sendte ham et svagt smil.
"Hvis du fører an.." sagde hun og slog ud med den ene hånd.

Ikke en muskel rørte sig i Sobeks ansigt, da hun sænkede buen og lagde pilen væk. Men han smilede indvendigt, for det var lige som han gerne ville have det. Han gav hende et enkelt nik.
"Dødetræ. Det vokser i Dunkelskoven." Han vidste lige, hvilket træ, der blev snakket om. Gråt og med små tykke blade, men meget stærkt og flexibelt. En pinsel at fælde, men en god økse kunne nok gøre arbejdet, isæt til en enkelt gren eller to.
Ikke at han havde planer om at føre hende derhen, han ville i stedet lede hende til hytten. Så måtte de se, hvad der skulle ske efter det.

Han brummede og nikkede en anden vej end den de skulle.
"Jeg tømmer lige min fælde." Han gik forbi hende, tæt nok til at det var lige før han rørte ved hende. Lidt længere henne kunne han skimte en slap brun pelsklump. En kanin var gået i snaren og havde kvalt sig selv. Med øvede bevægelser gjorde han den fri, gjorde snaren klar igen og rettede sig så op.
"Denne vej." Det var ikke fordi, at han var den mest snakkende mand og han gik også i stilhed, som han ledte hende igennem skoven. Selvom han kun havde boet her i knap to år, kendte han den snart som sin egen baglomme. Det var sjældent, at han var hjemme om dagen, og selv om natten kunne man finde ham vandrende i mellem træerne. Han var vokset op i en skov som denne, havde tilbragt størstedelen af sit over 1800 år lange liv i skov, så han opførte sig som om, at han var et af skovens dyr. Stille, trods sin størrelse, årvågen og altid på udkig efter spiselige planter og dyr. Hvilket også viste sig, da han bukkede sig ned og plukkede et par sene svampe.

Alyndre nikkede kort til hans ord. Det gav mening at dødetræ ville vokse i Dunkelskoven. Hun fulgte roligt efter ham da han begyndte at gå, men hun sørgede for at holde en behørig afstand mellem dem. Han havde været for tæt på hende lige før, hun foretræk at have ham i hvert fald en armslængde fra sig.
Hun var noget mere afslappet ved hans tilstedeværelse nu, men hun holdt stadig buen knyttet i hånden, fremfor at sætte den på plads på ryggen. Hun vidste, at hun ikke ville kunne gøre noget med den afstand der var imellem dem, men buen gav hendes stadig en følelse af tryghed. Og så kunne man jo heller aldrig vide hvad der ellers lurede mellem skovens træer.
"Hvor langt er der? Jeg bliver snart nødt til at tage tilbage mod Dianthos" Sandheden var, at ligegyldigt hvor meget hun stolede på ham, ønskede hun ikke at gå rundt i skoven med ham, når det begyndte at blive mørkt.
Hun betragtede ham, lettere utålmodigt, mens han begyndte at stå og plukke svampe. Hun var efterhånden på det punkt, hvor hun egentligt bare gerne ville have fældet det træ, og så finde et sted hvor hun kunne tilbringe natten før hun vendte hjemad. 

"Der er ikke så langt," brummede han som svar på hendes utålmodighed og kom på benene igen. Nej, der var ikke så langt. Han ledte hende lidt i en bue uden om sit hjem, så de ville komme ind mod det forfra, så hestens fold ikke ville afsløre hans plan før tid. Hvorfor gjorde han sig det besvær at få hende til at gå derhen selv? Det var nemmere end at slå hende ud og slæbe hende, og han ville gerne have hende ved bevidsthed så meget af tiden som muligt. Lade hende selv gå i fælden, frivilligt. Eller så langt han kunne få hende til.

Da han vidste, at hans hytte ville være synlig om ikke mange skridt, stoppede han op og lod som om, at han havde fået øje på noget lidt længere til siden. Han pegede fremad.
"Jeg mener de første træer dukker op lidt længere fremme. Jeg skal lige se til endnu en fælde, du kan bare gå frem og se, om du kan se noget du kan bruge." Uden at vente på svar, drejede han af og gik lidt ind i mellem træerne. Efter at have sikret sig, at hun var gået videre, fulgte han efter hende, indtil hytten dukkede op foran dem. Lydløst bevægede han sig hurtigt helt op bag hende og lagde armene om hendes krop og arme for at holde hende fast. Han løftede hende uden problemer op fra jorden og begyndte at bære hende det sidste stykke.

Hun ville hurtigt finde ud af, at han var som en klippe, hun kunne sparke og skrige alt det hun ville, han reagerede ikke. Med skulderen skubbede han døren op og tog hende med ind i sit hjem. Selve hytten bestod af et enkelt rum, hvor blandt andet hans seng, et bord med et par stole og en kommode stod. Der var et stort ildsted, der også fungerede som køkken ved den ene væg. Alting, også hytten selv, var tydeligvis lavet af ham selv. En smule primitivt, men robust og praktisk. Hans hjem var minimalistisk, men trods det, virkede det en smule hyggeligt. 
Der var en anden dør i rummet, der ledte ud til tilbygningen.

Efter at have skubbet døren i med foden, slap han hende, men i samme bevægelse flåede han hendes pilekogger af, så hun ikke havde dem som våben.

Alyndre fulgte troligt hans anvisninger og fortsatte jagten på træet. Hun var ganske fint tilfreds med at han lod hende alene. Han standsede op, da en hytte dukkede op foran hende. Der var noget galt her. Hvorfor havde han ført hende til en hytte? Hun kunne mærke en kold følelse sprede sig fra brystet og ud i resten af kroppen. Hun havde begået en fejl inge  tvivl om det.
Hun rakte armen op for at gribe en pil i koggeret, men nåede ikke engang at få strejfe pilene, før der pludwelig blfv slået nogle arme omkring hende. Chokket fik hende til at stikke i et højt skrig.
Hun vred sig så godt hun kunne mens hun forsøgte at sparne ha  med benene, rive ham, hun forsøgte endda at bide ham, alt imens hun skreg fuldkommen hysterisk i håbet om, at nogen ville høre hende.
"Slip mig! Sæt mig ned" hun kæmpdde så voldsomt imod hun kunne, men til ingen nytte.
Da hun endelig blev sluppet tog en sig et gansne kort øjeblik til at sondere rummet. Hun var fanget, ingen tvivl om det.
Alt i hende skreg, at hun skulle springe på ham og forsøge at vælte ham i gulvet, men for en gangs skyld valgte hun at være fornuftig. Hun vidste at forsøget formentlig kunne ville gøre hendes situation værre. I stedet spændte hun op i kroppen, klar tim at stikke i løb ved den første mulig der viste sig.
"Hvad vil du med mig?"

Efter at have sluppet det skrigende pigebarn, blev Sobek stående, så han blokerede døren ud. Der var en anden vej ud, hvis man gik igennem den anden dør i rummet, men det var ikke et problem, da han hurtigere end hende ville kunne nå ydersiden af den udgang.
At hun havde reageret, som hun havde, bekymrede ham ikke, der var ikke nogen i mange kilometers afstand, medmindre nogen havde haft modet eller dumdristigheden til at bevæge sig ud i skoven. Han tvivlede, så han rettede al sin opmærksomhed mod hende. 
Varmen i hans mave tog til.

Hans ene mundvig trak let op ved hendes spørgsmål og han tog sin jakke af for at lade den falde på gulvet. Den ville bare være i vejen for hans planer med hende. 
"Hvad enhver mand som jeg vil med en smuk kvinde som dig." Han trådte hen i mod hende for at gribe fat i hende. Det var ikke ligefrem kvinder, eller mænd for den sags skyld, han var mest i nærheden af og at et så smukt eksemplar var dumpet direkte ned i skødet af ham, jamen det kunne han jo ikke andet end at udnytte. Havde han været en anden person, havde han måske forsøgt at charmere sig ind på hende, fået en romantisk aften ud af det. Men først og fremmest havde Sobek ingen medfølelse for andre væsner. Han vidste ikke, hvordan man socialiserede sig på noget god måde. Og han havde simpelthen ikke tålmodigheden. Der stod noget, han ville have, lige foran ham, så han tog det.

Så han trådte frem, dobbelt så stor som hende, og var klar til at få det ud af hende, han ønskede sig.

Alyndres øjne undersøgte rummet i en forrygende fart. Der var ikke nogen tvivl om, at det var umuligt at komme gennem døren, som han stod foran, lige gyldigt hvor meget hun så end kæmpede. Der var en anden dør. Men hvad var chancen for at hun kunne nå igennem det? Og hvor førte den overhovedet hen? Den kunne lige så vel ende i en blindgyde.
Hans smil fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen. Alt der fik ham til at smile, kunne kun betyde dårligt nyt for hende.
Hans ord fik hendes krop til at blive fuldkommen kold, og truede med at læse den fast i panik. Hun kunne mærke frygten dække hendes tanker som en mørk sky. Der var ingen tvivl om hvad han mente. Hun kunne ikke lade det ske igen, hun havde lovet sig selv, at det aldrig skulle ske igen.
Ud. Hun var nødt til at komme ud, mens hendes krop stadig lystrede hende, uanset hvad det ville koste hende. Med en kraftanstrengelse der næsten føltes uvirkelig kastede hun sig selv mod døren, som ikke var blokeret. Det var ligegyldigt hvad der var på den anden side, det kunne kun være bedre end hvad der ventede hende i dette rum. 

Hun blev ikke stående, men det havde han nu heller ikke regnet med. Heller ikke selvom at hun lignede en, der havde set sin egen død komme. Hun gjorde et udfald mod den anden dør. Der var ikke ret mange skridt mellem den og hoveddøren, så Sobek besluttede sig for at fange hende, inden hun nåede igennem den. Den store mand kunne bevæge sig overraskende hurtigt, han var ren muskel, så hun ville kun lige nå at gribe fat i håndtaget, før han var over hende. Bogstavligt talt, som han med sin krop masede hende ind i mod den solide trædør. De store hænder greb ud efter hendes håndled og hold dem ind i mod døren.

Provokerende skubbede han næsen ind i hendes hår og snuste højlydt ind, mens han skubbede sit underliv mod hende.
"Det er uhøfligt at gå uden at have fået lov." Hurtigt lænede han sig lidt tilbage og snurrede hende rundt, så hun var vendt i mod ham. Uden besvær samlede han hendes håndled i en af hans, så han havde en hånd fri. Fri til at blive kørt ned over hendes krop, så han kunne mærke hendes former og bløde kød under tøjet. 
De grå øjne stirrede ind i hendes i søgen efter... ja, hvad end hun følte. Frygt, afsky, vrede. Han var ligeglad, han ville bare have noget fra hende. Hans store hånd endte på hendes ene bryst, hvilket han klemte hårdt. Det var ikke meningen, at det skulle være behageligt for hende.
"Det hele er meget nemmere, hvis du ikke kæmper i mod." Han lænede sig lidt frem, så han kunne tale dæmpet mod hendes øre. "Men det er sjovere, hvis du gør."

Hun blev ikke stående, men det havde han nu heller ikke regnet med. Heller ikke selvom at hun lignede en, der havde set sin egen død komme. Hun gjorde et udfald mod den anden dør. Der var ikke ret mange skridt mellem den og hoveddøren, så Sobek besluttede sig for at fange hende, inden hun nåede igennem den. Den store mand kunne bevæge sig overraskende hurtigt, han var ren muskel, så hun ville kun lige nå at gribe fat i håndtaget, før han var over hende. Bogstavligt talt, som han med sin krop masede hende ind i mod den solide trædør. De store hænder greb ud efter hendes håndled og hold dem ind i mod døren.

Provokerende skubbede han næsen ind i hendes hår og snuste højlydt ind, mens han skubbede sit underliv mod hende.
"Det er uhøfligt at gå uden at have fået lov." Hurtigt lænede han sig lidt tilbage og snurrede hende rundt, så hun var vendt i mod ham. Uden besvær samlede han hendes håndled i en af hans, så han havde en hånd fri. Fri til at blive kørt ned over hendes krop, så han kunne mærke hendes former og bløde kød under tøjet. 
De grå øjne stirrede ind i hendes i søgen efter... ja, hvad end hun følte. Frygt, afsky, vrede. Han var ligeglad, han ville bare have noget fra hende. Hans store hånd endte på hendes ene bryst, hvilket han klemte hårdt. Det var ikke meningen, at det skulle være behageligt for hende.
"Det hele er meget nemmere, hvis du ikke kæmper i mod." Han lænede sig lidt frem, så han kunne tale dæmpet mod hendes øre. "Men det er sjovere, hvis du gør."

Et kort gliemt af håb nåede at lyse op i hende, da hendes fingre strejfede dørhåndtaget, kun for at blive knust da han atter var over hende. Hun skreg frustreret, og forsgte at vride sig fri, men han holdt hende for godt fast.
"Nej" hviskede hun næsten lydløst ,da hun mærkede, at han pressede sit underliv mod hende.
Hånden der kørte ned over he des krop efterlod nærmest et brændende spor. Hendes følelser kæmpede inde i hendes hoved. Hun var vred, rasende faktisk. Hun følte en ufattelig afsky ved ham, og hun havde lyst til at græde over hele situationen. Men mest fyldte frygten. Den alt domineremde frygt, som hele tiden truede med at knække hende.
Et lav klynk fandt vej over hendes læber, da hans hånd fandt hendes bryst. Hun klemte øjnene i, og prøvede atter at vriste sig fri.
"Lad mig gå" bad hun lavt.
Hele situationen føltes håbløs. Hvad kunne hun gøre? Hun kunne ikke give op, måtte ikke give op. Men hun kunne på ingen måde se, hvordan hun kunne forhindre ham i at gøre, hvad han tydeligvis havde sat sig for.

Han elskede at se følelserne i hende, se hvordan de kæmpede om pladsen. Og da hun ynkeligt bad ham om at lade hende gå, gled hans hånd fra hendes bryst op til hendes hals, højt nok op til, at hans tommelfinger kort kunne kærtegne hendes kind.
"Nej." Det ene ord blev næsten lidenskabeligt hvisket og han kunne mærke følelsen af magt suse igennem sig. Hun var hans. Hun vidste det og han vidste det, hvilket tændte ham ubeskriveligt meget. Magt. Han elskede det. 
Og han tog mere af den, som hans hånd lukkede sig om hendes hals og afskar hende fra at trække vejret. Den ultimative magt, at have en anden persons liv i sine hænder. 

Han skubbede sit underliv mod hende igen, bulen i hans bukser var hård, og hans vejrtrækning var efterhånden blevet en smule tung. Næsten glubsk betragtede han hende kæmpe efter vejret, hørte hende gispe og mærkede hendes krop bevæge sig i mod hans. Endeligt fandt han, at hun var i luftmangel nok og slap hendes hals. I stedet løftede han hende op og bar hende hen til det solide bord, der stod i rummet. Her lagde han hende på ryggen, inden han hårdt slog hende i ansigtet med en knyttet næve et par gange, bare for at få hende til at falde lidt til ro. Så han kunne arbejde.

Med ublide bevægelser hev han hendes bukser ned, indtil hendes støvler var i vejen. Dem fik han hurtigt pillet af hende og derefter hevet bukserne helt af. Herefter skubbede han sig ind i mellem hendes ben og hev lidt ned i sine egne bukser, så de ikke længere gemte hans ophidselse. Med et hårdt greb om hendes lår, trak han hende nærmere og med et grynt begyndte han at tilfredsstille sig selv uden at tænke på hende. Overhovedet. Fandt han hende for irriterende, slog han hende bare igen, men ikke noget, der bragte en stopper til hans mål.
Så han blev ved, indtil en hæs stønnen lød fra ham og han gjorde sig færdig i hende. Efter de sidste bevægelser, trak han sig tilbage og trak sine bukser på plads.

Hun kunne mærke hendes krop skælvede, som han bevægede hånden op ad hendes hals. Den efterlod stadig det forbandede brændene spor. Da hans hånd lukkede sig om hendes hals spærrede hun øjnene op. Hun gispede efter vejret, og hendes krop begyndte helt af sig selv at kæmpe for at komme fri, og genvinde muligheden for at trække vejret.
Hun mærkede, hvordan han atter pressede sit underliv ind mod hendes, men alt i hende var optaget af kampen om at kunne trække luft ind. Kanterne af hendes syn begyndte at blive sløret efterhånden som hendes krop begyndte at løbe tør for luft. Et sted bagerst i hendes bevidsthed var det en let tilfredsstillelse over, at han var ved at tage hendes liv fra hende. Det var uden tvivl det bedre alternativ for hende.
Da hun endelig fik mulighed for at trække luft ind igen, tog hun grådigt et par store mundfulde luft, kun for at lade det komme ud i angstfyldte skrig, da han bar hende hen til bordet. Hun kæmpede imod så godt hun kunne, det skulle ikke være nemt for ham. Slagene i ansigtet fik hende dog til at ligge stille.
Da han fik hevet hendes bukser af, gav hun op på at holde tårene tilbage, og det begyndte at trille ned af hendes kinder. På trods af hun langt fra var helt blottet, havde hun aldrig følt sig så nøgen.
Hun stak i endnu et skrig, da en alt for velkendt smerte skar igennem hende. Hans slag stoppede kortvarigt skrigende, men de begyndte hurtigt igen. Hendes tanker blev langsomt overtaget af en tung sky. Hun vidste, at det gjorde ondt, men det var som om, hun ikke rigtig følte det. Hun følte ingenting. Hun kunne høre sine egne skrig, men de lød fjerne i hendes øre.
Da han endelig trak sig væk fra hende, var hendes skrig gået over i en stille hulken. Hun følte sig.. tom. Så utroligt tom. Hun følte, at han havde taget noget fra hende. Men kunne man miste noget, man allerede havde mistet en gang? 
Hun gled langsomt ned på gulvet, ude af stand til at holde sin egen vægt oppe længere. 

At han havde ødelagt hende, var han ligeglad med. I Sobeks øjne var hun ikke mere end et værktøj, et værktøj med lav værdi med en brugbar funktion, der kunne erstattes. Hendes hulken rørte ham ikke, lige som hendes skrig ikke havde været andet end larm.
Han var tilfreds. For nu. For han var ikke færdig, langt fra. Nu havde han hende hos sig, hvilket skulle udnyttes. En af de store hænder rakte ud og greb hende i det lange hår, inden han brutalt begyndte at hive hende efter sig. Hen til døren, hun havde forsøgt at flygte ud af. Bag den var der et rum fyldt med skarpe genstande og et stort bord, tydeligvis lavet til at slagte og flå dyr på. Der var en dør i hver ende af rummet, den ene ledt ud og den anden førte ind til det næste rum, et rum fyldt op med pelse og andre animalske produkter. Ting han skulle bruge eller sælge. Midt i det ikke så store rum, stod der et bur. Det var højt nok til at selv Sobek kunne stå derinde, men ikke bredt eller langt nok til, at nogen over en satyrs størrelse kunne ligge udstrakt derinde.

Han hev buret åben og skubbede hende derind, inden han smækkede lågen og låste den. Nøglen hang han på et søm ved døren, inden han uden et ord lukkede døren og efterlod hende i mørket.
Over de næste par dage tog han hende ud af buret og brugte hende, som han ville. Hvorfor ikke, hun var jo intet. Han sørgede dog for at give hende mad og vand, hun skulle være vågen nok til at opleve det hele. Hun fik endda et skind, så hun kunne holde varmen derude i det kølige rum.

Det var tidlig morgen, da han kom ud i rummet igen for at hente hende. Med nøglen låste han buret op og rakte ind for at hive hende ud og trække hende med ind i stuen igen. På det lille kraftige bord stod der en skål med en tyk grød med flæsk og ved siden af et krus med en god kraftig mjød. Ublidt satte han hende ned i en stol, inden han selv satte sig på stolen overfor. Det var første gang, at han havde givet hende mad uden for buret og kvaliteten var også lidt bedre end det andet, hun havde fået. Med et følelsestomt og afventende blik, så han på hende.
Hendes bukser lå i øvrigt pænt foldet sammen på bordet også, sammen med hendes ting, han havde taget fra hende.

Ville hun mon få lov til at gå nu? Han havde brugt hende som han ville, der kunne ikke være mere at komme efter.
Hun begyndte atter at skrige, da han greb fat i hendes hår og hev hende afsted. Hvor førte han hende hen? Han havde jo fået hvad han ville!
Da hun så buret forsøgte hun at sætte hælene i og kæmpe sig fra af hans greb. Men det eneste det resulterede i var e n brændene smerte i hendes hovedbund.
Hun gled ned af burets tremmer indtil hun ramte bunden. Hun stirrede ud i mørket på det punkt, hvor hun bar overbevist om at nøglen måtte hænge. Hun blev siddende på den måde til hun var for udmattet til at holde øjnene åbne, og hun faldt i en dyb søvn plaget af mareridt om den situation hun nu var fanget i, blandet sammen med de faste mareridt som så ofte havde holdt hende vågen før.
De næste par gange hun blev hevet ud af buret, forsøgte hun stadig at kæmpe imod, og hun skreg stadig lige så højt. Men til sidst var der ikke flere kræfter, og der var ikke mere stemme til at skrige. Hun begyndte næsten at sætte pris på sit bur, det var trods alt det eneste sted hun havde nogenlunde fred for ham.

Da hun atter bldv hentet i buret krøb i sammen i hjørnet i et forsøg på at undgå ham. Hun var forberedt på at skulle igennem det samme helvede endnu engang. Derfor var hendes overraskelse også stor, da hun ublidt blev pæaceret ved at bord. Hun ømmede sig kort, hele hendes krop var et ømt helvede efter de seneste dages behandling.
Hun så på maden foran sig, og så så mistroisk på ham. Hvorfor den pludselige ændring? Hun overvejede at kort øjeblik at lade maden stø, men en mærkbar rumlen i hendes mave fik hendes til nærmest at kaste sig frådende over maden. Da hun var kommet igennen såvel grød som mjød så hun atter på ham.
"Tak" sagde hun lavt. Hun havde et spinkelt håb om, at han ville begynde at være blid mod hende, hvis hun opførte sig taknemmeligt.