Sted: En kro i Skumringskvarteret,
Tid: En ikke så sen aften
Vejr: Blæsende og råkoldt, men tørt

Ved første øjekast kunne det godt se ud som om, at Randall sad og sov, placeret ved det lille bord med fødderne smækket op på en stol og et afslappet udtryk i ansigtet. Men det gjorde han ikke. Han havde lige spist en god portion aftensmad og sad nu bare med halvt lukkede øjne og nød varmen, larmen og stemningen i kroen. Der var ikke mange steder, han følte sig mere hjemme end på en kro fyldt med mere eller mindre fulde væsner og med en krus med mere eller mindre god øl i hånden. Han havde udført et job et par dage før og øllen i hans hånd var af den bedre slags.

At se Randall så afslappet og så endda alene var ikke helt normalt, men han havde virkeligt forsøgt at gøre livet bedre for sig selv, som den gamle gråhårede byvagt havde forsøgt at overtale ham til, og det havde overraskende nok virket. Han havde det bedre. Han havde stadig lidt problemer med at sove på grund af de diffuse mareridt og nogle dage var stadig hårde at komme igennem, men han var tilbage på sporet. Han spiste, sov og havde fundet den ubetingede glæde ved kvindfolk igen. Og hans arbejde lykkedes mere end det mislykkedes, hvilket var godt, for det var ved Zaladin dyrt at holde en bare nogenlunde selvforkælende livsstil!

Nej, så lige nu brugte han et øjeblik på at nyde sin fyldte mave og halvt følge med i de samtaler, han kunne høre. Når kruset var tomt, ville han få det fyldt op og derefter finde sig en gruppe af væsner at glide ind i, som havde han moret sig med dem hele aftenen. Det burde ikke være så svært, kroen var fyldt overraskende godt op og det eneste bord, der så ud til at have pladser tilbage, var det han sad ved, som ingen havde udset ham som aftenens underholdning. Han så nu ellers tilforladelig nok ud som han sad der i sin røde læderjakke med et svagt smil på det snuskede (og overraskende rene) ansigt. Kniven på ryggen havde han efterladt på det værelse, han havde købt sig til for natten, så det var kun sværdet ved hans side, der fortalte, at han ikke var helt fredelig. Men et sværd var vel ikke så unormalt i en kro i byens mest farlige kvarter.

Juno var netop trådt ind af døren på en kro, ikke så langt fra huset, hvor han havde aftalt at mødes med Hector. Han vidste godt, at han var her mindst en time for tidligt, men han havde ikke kunnet holde ud at være andre steder lige nu.
Hector var begyndt at opfylde nogle af hans pligter som leder af banden, tog sig mere af børnene og skræmte andre væk fra deres territorium og Juno var tilfreds med at se, at banden ikke led under at han havde fået et rigtigt arbejde. Godt nok havde de en fast og bedre indtægt nu, men det ville alt sammen være for ingenting, hvis de mistede territorium og respekt. Så Juno var stolt af Hector. Og ville gerne have ham for sig selv for at fortælle og vise ham det.

Men lige nu skulle han bare have en øl til sig selv og et sted at sidde. Da han først have en øl i hånden, gik det op for ham at der kun var et sted han rigtigt kunne sidde, især hvis han håbede på også at få en plads til Hector senere, og han gik derhen uden tøven, selvom det også betød at han slog sig ned ved samme bord som en gammel, garvet mand.
Manden så rolig og venlig nok ud, men Juno havde det stadig rimelig anstrengt med fremmede, voksne mænd, og han nikkede til ham som hilsen, inden han lod blikket glide dømmende over ham. Han bar et våben, men det gjorde de fleste i skumringskvarteret, inklusiv Juno, omend det bare var en dolk.

"Har du en god aften, gammel mand?" spurgte Juno med et smil i mandens retning, der på ingen måde nåede hans øjne. Han var skeptisk og forsøgte kun at berolige sig selv ved at snakke med ham, han havde ingen ide om at ville være venlig.

Døren gik op og en ung gut med et lyst hår kom ind. Randall fulgte ham dovent med øjnene, mens han gik op til baren, inden han flyttede blikket ud i rummet igen. Der var vist ikke noget at komme efter der.
Men lidt efter satte knejten sig ved hans bord og spurgte om han havde haft en god aften. Gamle. Randall flyttede ikke på sig, da han svarede.
"Joh, den har da været ganske afslappet, men den bliver sgu nok lidt trist, hvis du kalder mig gammel igen." Man kunne godt høre humoren bag den falske fornærmelse, han lagde for dagen. Han var hamrende ligeglad, men han havde alligevel lidt en morsomhed ved, at ingen vidste, hvor gammel han egentligt var, så når folk kaldte hans 35-årige kadaver gammelt, så kunne han ikke andet end reagere på det.

Han lod blikket glide over drengen. Han så træt ud. Smadret, faktisk. Han lignede en, der kunne bruge et lille grin og lidt glemsel om sine trængsler.
Så Randall trak sine ben til sig og lænede sig frem, så hans albuer hvilede på bordet foran ham. De grå øjne gled op og så nu åbenlyst på Juno.
"Du ligner en, jeg engang kendte. Ja, du har et øre for meget, men han havde det samme gule hår. Og hvordan havde han så mistet øret? Jo, det skal jeg fortælle dig!" Han drak en tår af sit øl og vinkede så af krofatter for at få et mere, inden han vendte tilbage til Juno.

"Han havde mødt den her søde pige, sådan en med nogle ordentlige patter og en god røv med noget at gribe i, problemet var bare, at hun var en adeligs datter og han var en fattig stodder af en lejesoldat. Men hun fik ham alligevel smuglet med ind på deres gård og med i sengehalmen. Vilde ting foregik der, noget du absolut ikke er gammel nok til at høre om." Han grinede sigende, løftede sit nye krus i en skålende bevægelse og fortalte så videre. "Bedst som de var i gang, kom faren ved zaladin sgu hjem, så den gæve lejesoldat måtte flygte uden støvler og med bukserne nede om røven ud af vinduet. Han fandt sig det nærmeste og bedste gemmested - blandt svinene i svinestien! Så bedst som han sad der og gemte sig, med et svin, der møssede ham lidt på kinden, mærkede han pludseligt den her vilde smerte på siden af hovedet. Svinet havde sgu bidt hans øre af! Det fik ham jo til at skråle op, så lidt efter stod adelsmanden der. Det var ikke noget, han kom leve... helskindet ud af!" Han slog en latter op.

At historien var om ham selv og at han var sluttet af med et sværd igennem brystkassen, det var ikke så vigtigt. Historien var stadig sjov. Han kunne kun grine af, at et lortesvin havde ædt hans øre. Han blinkede til Juno og drak en god slurk, tør i halsen af at have fortalt. Om knejten var interesseret i historier var lige meget. Så skulle han have sat sig ved et andet bord.

Juno trak smilende på skuldrene, da manden lod til at blive fornærmet over at blive omtalt som gammel. Han måtte jo være omkring dobbelt så gammel som Juno var, så gammel var han da for Juno at se, men det var også fedt at se, at han havde sat sig til bords med én med humor, og Juno slappede straks lidt mere af.

Han hævede et øjenbryn, da en fortælling fulgte kort efter. Han var, som med alt voksne mænd prøvede at bilde ham ind, skeptisk til at starte med, men han lænede sig frem over bordet, opmærksom og med et bredt smil i hovedet, da der blev nævnt bryster i historien. 

Han grinede lavmælt undervejs i historien, men brød ud i højlydt, helhjertet latter, da den nåede sin slutning.

"Jeg er overrasket over at se at du har begge dine ører i behold efter den historie," svarede han, stadig med et smil over sine læber. Manden lignede jo for fanden typen, der ikke havde nogle kvaler ved at snige sig ind i en adelig kvindens sengekammer. 

Han rakte en hånd frem, tilbydende en hilsen; "Juno. Alle mine bedste historier handler om at lave krystaller, er jeg bange for." Ikke at han egentlig beklagede den mindste smule - krystaller var altid et godt emne. 

Det var dejligt at se, at knægten så ud til at more sig over historien, så var Randall ganske tilfreds. Det var det, den var til for! At få nogen til at grine og more sig.
Hans ører? Randall sendte ham et meget kort mistroisk blik, men valgte at springe den kommentar over. Selvom historien omhandlede ham, havde han ikke fortalt den sådan, netop fordi den indholdt hans eneste rigtige hemmelighed - hans udødelighed. Så han sendte ham bare et grin, inden han drak en tår mere.

Han lænede sig dog glædeligt frem og greb den andens hånd og gav den et fast tryk.
"Randall, men kald mig bare Randy!" Han trak på skuldrene og løftede et øjenbryn. "Og historier om krystaller kan man altid bruge, måske andre kan få gode idéer! Nu skal du høre den seneste måde, jeg skaffede mig en bunke krystaller, ja, jeg er sgu stadig ved at drikke dem op!" Han løftede kruset som bevis, inden han begynde at fortælle.

"Det er en ret sjov historie! Der kom den her lille rigmandsknægt ind på en kro, og det første han gør er at begynde at provokere mig. Men altså, som den gentleman jeg er, inviterer jeg ham jo ned til mit bord, så vi kan drikke vores forskelle væk. Han viser sig så at være lige så højrøvet som først antaget, du ved, "ih, jeg har masser af penge og jeg er mere end alle jer andre, jeg kan endda drikke mere end dig"." Randall talte i en høj tone, da han imiterede drengens ord, og viftede lidt med en hånd for at vise, hvor fisfornem ungen havde været. 
"Det viste sig, at han var ret nem at drikke under bordet, selvfølgelig, han var bare en lille unge med en guldske i røven. Du skulle have set ham, da hans krop gav op. Hvid som en lagen. Han fløj nærmest ud af bagdøren for at spy al den gode øl op igen!" Han slog en latter op og lavede ansigtsudtryk, inden han fortsatte. "Som den næstekærlige mand, jeg nu er, tog jeg ham med op på værelset og smed ham i seng, så jeg næste dag kunne gå hjem til hans familie og sige, at jeg havde fundet deres dreng. Og at jeg selvfølgelig ønskede mig en findeløn. De fik lidt tid til at få den skrabet sammen, hvilket ikke burde være et problem for en møgrig familie som dem, så jeg gik tilbage for at se til den stakkels tømmermændsramte unge." Han satte et surt udtryk op. "Tror du så ikke, at han forsøgte at slå mig ned med sengevarmeren - sådan en slår sgu hårdt! - så jeg endte med at give ham en røvfuld. Det trængte han sgu til! Og så begyndte den ellers så hårdkogte unge at tude efter sin moarh!" Han efterlignede de klagende lyde lidt og lo af det.

"Men han kom sikkert tilbage til sin far og jeg fik min findeløn. Krystaller er jo ikke ligefrem det, Pyralis står og mangler, vel?" Han blinkede til Juno og rakte ud efter sit krus igen med en latter.

Junos interesse havde været fanget tidligere, men den var der kun i endnu højere grad, da Randall tilbød at fortælle ham om, hvordan han selv havde fået hænderne i krystaller. Den slags historier kunne han altid godt bruge, om ikke så fordi Randall så ud til selv at nyde at fortælle historier, og hvis manden bare fik nok indenbords og blev optaget nok af sin egen historie, så kunne Juno nemt, selv uden at være ædru, få sine fingre i Randalls krystaller helt uden at nogen opdagede det. Han plejede ikke at stjæle fra dem han drak med, men han kunne heller ikke modstå et nemt bytte og des mere Randall drak, des nemmere blev han i Junos øjne.

På trods af sine planer om at stjæle fra Randall, blev Juno lidt opslugt af historien. Han morede sig gevaldigt over Randalls gengivelse af rigmandsungen, som Juno tydeligt kunne forestille sig, og han grinede med Randall undervejs i historien så mange gange, at han nær opgav at stjæle fra ham, bare fordi han sgu var så hyggelig. Juno ville aldrig selv kidnappe nogen. Der var for meget besvær i det, for stor en frygt for at blive genkendt eller meldt til byvagterne - han ville ikke have sit ansigt mere kendt hos dem end hos nødvendigt, for han havde ingen planer om nogensinde at forlade Dianthos, så han holdt sig til småkriminelle jobs.

Han brød ud i endnu højere latter, da Randall fortalte hvordan han var blevet slået med sengevarmeren, men latteren stivnede lidt af, da Randall fortalte at han havde givet ungen en røvfuld. Juno havde det stramt med mænd der slog børn og selvom Randall sgu virkede som en god nok fyr, så kunne Juno ikke bare grine det væk, slet ikke da han fortalte at ungen var begyndt at græde og kalde efter sin mor. Han kunne ikke lade være med at forestille sig, hvordan han ville have det, hvis det var en af børnene i banden, der kaldte efter ham. Han havde aldrig slået nogen af børnene i banden - troet med at smide dem ud, eller smidt dem ud, men aldrig løftet en hånd overfor dem. De eneste undtagelser var dem, der var lige så stærke som ham selv. En fair kamp. Med Hector, for eksempel. 

Han var lettet, da historien endte efter det, lykkeligt for alle parter - Randall med sin findeløn, knægten med sine forældre. 'Pyralis'. Randall nåede knap at færdiggøre sin sætning, for Juno havde pludselig forstået hvem historien handlede om og sekundet senere havde han kastet sig ind over bordet, begge deres glas væltet på gulvet, imens Juno tumlede ind i Randall, indtil de begge var på gulvet, der var søbet ind i øl.

"Det er min lillebror, dit røvhul!" Skreg Juno, imens han med knyttede næver sigtet mod Randalls ansigt, hals og mave, gav slip på det raseri han pludselig havde. 

Randall havde haft en god lytter i knægten, og havde hygget sig gevaldigt med at fortælle historien. Det var ikke altid, at folk var lige gode til at lægge en øre til og forstå, hvornår der skulle grines, men det kunne knægten her. Det gjorde det til en fornøjelse at fortælle!

Randall nåede ikke at få fat i sit krus, før den lyshårede unge mand som en vildmand kastede sig ind over bordet, væltede deres drikkevarer og fik Randall revet ud af stolen og ned på gulvet. De første to slag ramte hårdt, inden Randall fik samlet sig nok til at løfte hænderne for at forsvare sig selv, men slagene flyttede sig bare længere ned. Noget havde sagt knæk i hans ansigt og blodet løb varmt fra hans næse. Selvfølgelig havde han brækket hans næse. Det skete bare altid. Det gjorde ondt, men han havde efterhånden prøvet det så mange gange, at han kunne ignorere det.

Hvad ved Zaladin! Hvad skal det nu til for?!” Hvad havde han nu gjort?! Det gjorde sgu da ondt at blive slået sådan på! Men alligevel var hans første reaktion ikke at slå igen, hvilket de fleste nok fandt lidt sært. Det gjorde han også selv, men han gad ikke stille spørgsmål ved sine egne handlinger.

Lillebror?! Hvordan kunne det være knægtens lillebror?!
”Hvordan ved Zaldins rådne nossepose skulle jeg vide det?” Endeligt kom der kamp i Randall, ikke om han ville have tæv for at have kidnappet nogen lille prins af en rigmandsunge. Han slog hårdt og kontant ud efter Junos hoved, mere end én gang, hvis det var det, der skulle til. Og så snart han fik muligheden, skubbede han ham om på ryggen og satte sig oven på ham med hænderne om hans håndled og et forvirret udtryk i det blødende ansigt. Hans næse sad en smule skævt og føltes som et glødende stykke kul, men det måtte han tage sig af senere. Han stirrede vredt og forvirret ned på knægten under ham.
”Du ligner ikke ligefrem en Pyralis, er det ikke dig, der har en tyvebande nede i Skumringskvarteret?!” Randy havde øret mod jorden og mere styr på tingene end de fleste nok ville tro.

Juno brugte ikke energi på at svare Randalls to første spørgsmål. Alt han kunne tænke på var Mars. Mars, der blev kidnappet, Mars der fik en røvhul af Randall, Mars, der græd og kaldte efter sin mor. Han skulle have været der til at beskytte ham - han skulle have ladet det vide ude i byen at Mars var under hans beskyttelse, at man ikke skulle røre ved Pyralis-drengen medmindre man ledte efter tæv.

Juno fik chancen for at sige dét tidligere end han havde håbet, da han fik en knytnæve i hovedet og derefter endnu én. Han slap Randall et øjeblik, kun for at beskytte sit ansigt, og øjeblikket efter lå han på gulvet med Randalls vægt over sig. Frygt spredte sig som en løbeild igennem hans krop, men tanken om Mars holdt ham fra at gå helt i baglås. Det lykkedes ham at hive og slide i Randalls greb om hans håndled og han kæmpede også under ham, selvom han ikke kunne gøre meget under Randalls vægt. 

"Rottebanden er min!" Det var en bekræftelse, men det lød mere som en trussel. En svag én, hvis man kendte til dens medlemmer, men de skulle nok kunne rode godt og grundigt med enhver - Randalls pung ville aldrig være sikker igen. Hvis han var ekstra uheldig, ville en eller anden vigtig rigmands pung blive fundet på ham af en byvagt. "Og Pyralis knægten er min lillebror. Jeg gav ham væk som lille fordi vores mor er en beskidt narkohore!" 

Gispene kunne høres selv over deres slagsmål. Selv på et snavset værtshus som dette, var det åbenbart ikke måden man snakkede om sin mor på, heller ikke selvom det var sandheden. Juno var ligeglad, ligesom han var ligeglad med at de andre gæster nu vidste hvem han var og hvem hans mor var. Der var allerede for mange der vidste dét. "Flyt dig fra mig!" Han hvæsede det sidste, men lå mere stille nu. Randall kunne flytte sig fra ham uden at frygte at få tænderne slået ud, men han skulle ikke tro at Juno var færdig med at true ham. 

Var det frygt, Randall kort skimtede i drengens udtryk? Ikke at han skulle bekymre sig, Randall havde nok ikke noget i mod at banke folk halvt fordærvede eller slå folk ihjel, men det var der ikke ligefrem grund til nu. Han var en ret rimelig mand, og et par slag og en brækket næse behøvede ikke at ende ud i et forsøg på en større omgang tæv. Det kom lidt an på modstanderen og Randall havde allerede besluttet sig for, at han kunne lide Juno.
men han slap ham ikke, blev siddende på ham for at holde ham i ro, mens knægten fik spyttet det ud, han skulle spytte ud.

"Rottebanden, det var det, den hed," mumlede han kort for sig selv. En flok mødunger som alle de andre, uden tvivl. Han havde ikke helt styr på, hvilke børn, der hørte til hvor, de voksede op så hurtigt. Dog vidste han nogenlunde hvem, der stod for de små bander. Det var godt at vide, når man havde brug for en unge til at lave en opgave for sig. Men han havde vist aldrig haft noget med Juno at gøre for...
Hans tanker blev afbrudt, da knægten under ham skrålede op om sin hore af en mor. 
"Nå nå, talt pænt om din gamle dame. Selvom hun er en beskidt narkohore." Randall var ret ligeglad, hans egen mor betød ikke så meget for ham. Det ville ikke være første gang, at nogen havde prøvet at fornærme ham ved at svine hans mor til, og han bare havde slået en latter op og givet dem ret. Men hun havde også været død i nogle år efterhånden, regnede han da stærkt med. Slidt ned af hårdt arbejde og børnefødsler. 

Han kneb øjnene lidt sammen og så ned på Juno.
"Er du færdig med at te dig og slå på gamle stoddere, eller skal vi blive siddende her lidt endnu?" Han nikkede op mod bordet. "Du kunne også give mig en ny øl og fortælle mig noget mere om din mor, Pyralis og din lillebror, og så kan jeg forklare dig lidt nærmere, hvorfor din bror fortjente en røvfuld. For det gjorde han. Og det gør du også, men jeg giver dig ikke en, hvis du opfører dig ordentligt." han forsøgte at lyde voksen og alvorlig, hvilket lykkedes overraskende godt. Og selvom han lød lidt brysk, var der også noget venligt over ham. han havde selv haft en del småsøskende, så han kunne godt relatere. Mente han i hver fald.

Juno rynkede kun på næsen, da Randall bad ham om at snakke pænt om sin mor. Han havde aldrig og ville aldrig snakke pænt om hende. Det eneste pæne hun nogensinde havde gjort var at bringe Mars til verden. Mars, som Randall havde vovet at give en røvfuld.

"Jeg er færdig med at slå på dig," erklærede Juno med en lavmælt snerren. Færdig med at te sig? Måske ikke. Det ville heller ikke blive sidste gang han slog en gammel stodder, men han var færdig for nu. I det mindste så Randalls ansigt forfærdeligt ud. Han fortjente den brækkede næse og mere til.

"Jeg kan give dig min mors bordel og adresse, hvis det er dét du vil have. Flyt dig så." Hans stemme knækkede til sidst, men han snakkede så lavmælt, at der heldigvis ikke burde være andre end Randall der kunne høre det. Han kunne ikke holde ud at blive holdt nede eller at blive holdt fast overhovedet og Randall gjorde begge dele. Juno kunne lugte og føle ham, og selvom Randall på ingen måde var mere beskidt end Juno eller de gadeunger han normalt rendte rundt med, så fik han det fysisk dårligt af det. Der var intet, der kunne minde ham om Thanos, som en tung mandekrop imod sin. Ikke engang Giles ville kunne slippe af sted med det, men han holdt sig heldigvis også kun til korte, overfladiske berøringer. Dem kunne Juno sagtens håndtere efterhånden. 

Selv hvis Randall flyttede sig, ville Juno ikke kunne komme på benene med det samme. Han var svimmel af frygt og hele hans krop føltes svag.

"Godt," svarede Randall. om han troede på, at knægten var færdig med at slå, det vidste han ikke helt, men det var da en start. Så længe han ikke slog ham på næsen igen, så skulle det nok gå. Hele hans ansigt føltes som om, at nogen havde smidt en skovlfuld brændende kul i hovedet af ham, og han glædede sig allerede til at skubbe næsen på plads igen, det hjalp altid lidt på det.

Hans øjenbryn blev skudt i vejret, da drengen tilbød ham navnet på bordellet og en adresse til det også, så han kunne finde hans horemor. Den unge mand kunne da slet ikke lide sin mor, hvis han ligefrem kastede hende i hovedet af en type som Randy. 
"Ellers tak," mumlede han, og flyttede sig så fra ham. Det var ikke gået ham forbi, at Junos stemme var knækket. Han kunne åbenbart ikke lide at ligge nederst. Det kunne der være mange grunde til, så det spekulerede Randy ikke nærmere over, andet han han noterede det et eller andet sted i baghovedet. 

Drengen kom ikke på benene med det samme og det endte med, at Randall rakte en hånd ned til ham for at hjælpe ham op.
"Der er ingen grund til at blive liggende der, kom så op med dig. Så sørgeligt er det heller ikke at blive besejret af Randall Kraglin!" Det sidste var tydeligvis sagt i sjov. 
Hvis Juno tog hans hånd, ville han trække ham på benene og derefter råbe efter krofatter om en klud og to nye krus øl! Derefter rejse han sin stol op og smed sig i den, inden han tog ved sin næse og med en klam knækkende lyd samme den på plads igen.
"Fy for Zaladins rådne tånegle." Han skar ansigt af Juno. "Du skulle også lige brække den?"

"Det er ellers en god måde at få syfilis, hvis man har lyst til dét." Juno svarede ham med fuldstændig pokeransigt. Så vidt han vidste havde hans mor ingen sygdomme, men hun kunne lige så godt have dem alle sammen. Det vidste han ikke nok om hende til. Han vidste at hun havde nok med kunder, så sandsynligheden for at hun havde et eller andet var jo høj nok.

Juno slog Randalls hånd væk, da han fik den tilbudt. Aldrig i livet om han ville lade den nar hjælpe sig op. Han gjorde dog ingen indvendinger, da han var kommet på benene og Randall kaldte efter nye øl til dem. Det eneste der ærgrede ham ved slåskampen var, at øllene var gået til spilde. Det var fint nok at han ikke havde vundet kampen. Hvis han havde, havde han risikeret at slå Randall ihjel i vrede.

"Du kidnappede min lillebror," snerrede han, da Randall brokkede sig over sin brækkede næse. Det var vist en passende nok straf. Så satte han sig ned og betalte krofatter, da manden kom med deres øl. 

Det var lige før, at Randy havde slået en høj latter op ved knægtens ord, men han mumlede i stedet lidt for sig selv.
”Ellers tak, det har jeg prøvet, det var ikke skide sjovt.” Han havde efterhånden prøvet det hele. Det var ikke altid de pæneste damer, han endte i høet med, faktisk var det mest rundetrunterne, og de fangede jo lidt af hvert. Men han var hurtigt til at komme af med det hele igen, enten via en healer eller fordi han skiftede sin krop ud med en ny. Til al held havde han været nogenlunde velfungerende, da han blev forbandet, det ville være surt at vågne op med en brækket arm eller en omgang syfilis hver gang.

Han tog det ikke som en personlig fornærmelse, at Juno ikke ville tage hans hånd, han trak i stedet bare ligegyldigt på skuldrene.
Til hans fornøjelse betalte drengen for kanden med øl. Gratis øl sagde han aldrig nej til! Slet ikke, når det var som betaling for den blodtud han lige nu havde. Han holdt ærmet op til næsen og kastede et blik på det. Det så heldigvis ud til, at det var en kort omgang blod.

”Det kunne jeg ved Zaladin sgu da ikke vide! Og det er da ikke min skyld, at han selv lagde op til det. Han kom brasende, ind, svingede rundt med alle sine krystaller og opførte sig som kong Phaliph i egen høje person. Havde jeg ikke snuppet guldgåsen, så var der sgu en anden der havde, og tro mig, der var ikke nogen på kroen, der ville have lagt ham i en god seng og lade ham sove den store brandert ud, han ret hurtigt fik drukket sig til! Jeg var faktisk ganske sød og rar ved ham!” Han slog let ud med den ene hånd, den anden var ved at løfte kruset til hans mund. Man blev da også så skide tør i munden af alt det snakkeri. Efter at have drukket en tår så han på Juno igen.
”Hvis du er hans bror, så burde du lære ham lidt om, hvor man ikke tager hen og opfører sig som en idiot her i byen.”

Juno kneb skeptisk øjnene sammen, da Randall begyndte at fortælle historien om, hvorfor Mars selv havde været ude om at blive kidnappet. Det var lige før han godt kunne forstå ham, selvom det var Mars, Mars, det mest værdifulde i Junos liv, Mars, som han ville give alle sine rigdomme for, Mars, som han havde opgivet, bare så drengen kunne få det liv i luksus han fortjente.

Juno sukkede og gned en hånd over sine øjne. Det var røvirriterende, men Randall havde ret. "Hvis ikke du havde røvet ham, så havde jeg sgu nok også," mumlede han. Han kidnappede ikke børn, eller nogen i det hele taget, men snuppet krystallerne ud af deres lommer havde han sgu gjort rigeligt med gange. Det var lettere at tage krystaller fra børn end det var at tage slik fra dem.

"Ser jeg ud som om vi er vokset op sammen?" spurgte Juno, men lidt mere opgivende end noget som helst andet. "Jeg forestillede mig, at han ville have det bedre, hvis jeg holdt mig ude af hans liv." Juno lænede sig tilbage i stolen og tog en tår af sin egen øl. "Jeg vidste ikke, at rige forældre ikke lærer dig en skid om.. de vigtige ting. Ser ud som om jeg selv bliver nødt til at hive fat i ham." Juno kunne stadig ikke helt tro det - ikke nok med at Mars var blevet kidnappet, den lille røvbanan havde ikke fortalt ham noget om det! 

Randy stillede kruset fra sig og bankede det yderste af hånden i bordet.
”Der kan du selv se, så der er ikke nogen grund til at brække næser på fredelige stoddere!” Han var egentligt ikke vred over at Juno havde overfaldet ham, den slags skete. Der skulle mere til at pisse Randall af, der var en overraskende rolig mand, når det kom til stykket. Han lod sig heller ikke specielt let fornærme. Og lige nu var der øl på bordet, og selvom hans næse gjorde ondt, var verden ikke så dårligt et sted alligevel.

”Nej, du ligner mere noget, der kommer fra rendestenen.” Det var ikke sagt som en fornærmelse, især ikke siden at Randy nok så endnu værre ud. Hvilket ikke rørte ham en bønne. De grå øjne så lidt undersøgende på Juno, som han snakkede om sin lillebror. Han var ikke helt sikker på, at han var med på, hvad der blev snakket om, andet end at den ene knægt var rig og den anden ikke var det.
”Det vil nok være en god idé, hvis han ikke lærte noget af rø… den oplevelse.”

Randall drak en tår mere og virkede lidt tænksom, inden han så lidt nysgerrigt på den lyshårede knægt.
”Hvordan kan det være, at han har rige forældre og du tydeligvis ikke har, sådan som du taler om din mor. Jeg er nysgerrig, hvordan hænger det sammen? Jeg har slet ikke hørt noget om, at Rottebandens lille leder skulle have en bror.” Uden at ændre udtryk afslørede han, at han vidste hvem Juno var. Det lyse hår og navnet fik det til at give sig selv. De fleste ville nok ikke tænke om Randy, at han fulgte med i noget som helst, men han sugede gerne oplysninger til sig som en svamp. Man kunne aldrig vide, hvornår små, ligegyldige detaljer i en fuldemandssnak kunne have betydning for et stykke arbejde eller en indtjening.

Juno tog det ikke som en fornærmelse, at han lignede noget der kom fra rendestenen. For det første var det sandt og for det andet, var det også det look han gik efter. Han var nemmere at overse sådan. Tværtimod var han blevet sur, hvis Randy havde påstået at han lignede en lille rigmandsunge ligesom Mars. Han var langt fra den verden nu.

Juno skulle lige til at svare på Randys spørgsmål, da hans bemærkning om rottebanden ramte ham. Han sad, målløs, og stirrede på manden foran sig i flere sekunder, mere og mere skeptisk, inden han endelig lukkede munden.

"Det er ikke godt, med mit erhverv, at blive genkendt i gaderne så let..." mumlede han og sad lidt uroligt på sin stol. Han kunne lave sit udseende om. Noget af det med lidt besvær, men sin hårfarve og øjenfarve uden besvær. Det måtte dog blive senere, for lige nu var han jo alligevel blevet genkendt.

"Jeg gav Mars væk til en bedre familie, da han var lille. Vores far var skredet, vores mor kunne ikke passe på ham, og jeg havde travlt. Med banden." Juno trak på skuldrene, men han var på ingen måde lige så afslappet omkring emnet som han udgav sig for at være.

Først opdagede Randy ikke drengens reaktion på hans ord, men det gik alligevel op for ham, da han var ved at løfte kruset mod sin mund. Bevægelsen stoppede og han så lidt på ham, inden han sænkede det igen. 
"Hør, lad være med at tage det så tungt. Jeg ved somme tider lidt mere end den almene befolkning. Holder øret til jorden og den slags. Jeg kunne kun gætte hvem du er, fordi jeg går lidt op i den slags. Med det jeg render rundt og laver, er den slags viden krystaller værd." Bogstavligt talt. Han sendte knægten et blink og et beroligende smil, inden han tog sig den tår øl, han var blevet afbrudt i.

Den lille historie om Junos baggrund var på den ene side intetsigende og på den anden side fortalte den oceaner. Det tragiske i den rørte ikke Randall, livet var lort, sådan var det bare. Så han lagede hovedet lidt på skrå og så lidt på Juno, inden han trak på skuldrene.
"Jamen så har Mars jo været heldig. En skam han er sådan en lille møgunge." Trods den dunkende næse, var Randall ikke sen til at sige sin negative mening om ungen. Det var jo sandt. Den tid han havde tilbragt med ham, før under og efter branderten, han selv havde været skyld i, havde han kun oplevet en lille dum unge, der troede han var bedre end alle andre og som tydeligvis ikke havde nogen jordforbindelse hvad angik realiteterne. 

Juno så skeptisk Randall an, da manden med et helt seriøst ansigtsudtryk sad og trøstede ham. Juno var lige på grænsen til at bede ham om at pisse af. Han ville ikke have en eller anden mands beroligelse eller anerkendelse. Tværtimod hadede han at få den, lige præcis fordi han vidste, at det var dét han havde brug for. Lige siden hans far havde forladt ham, havde en af Junos svagheder været mænd, der var ældre end ham, klogere end ham, rigere end ham. Nogen, der kunne lades som om de var en erstatning for den mand, der aldrig havde givet Juno andet end bank og problemer. Selv Vargas var kommet under huden på ham. Når den slags mænd først begyndte at rose eller trøste ham, begyndte han ubevidst at idolisere dem og tilgive dem for alt det andet lort de udsatte ham for. Da Randall smilede til ham, havde Juno lige så meget lyst til at slå ham igen, som han havde lyst til at købe ham endnu en øl. Det var en meget forvirrende følelse, og selvom han var vred, kunne han heller ikke se Randall i øjnene. 

Junos spændinger blev opløst, da Randall nævnte Mars, og han brød straks ud i latter. "Han er lidt en møgunge," gav han ham ret. "Han tror han ejer hele verden. Han flirter endda med min kæreste." Det var nemt at snakke med Randall, nemt at åbne op for ham.

Heldigvis for Randall, vidste han ikke, hvad der gik igennem Junos hoved. Havde han vidst det, var han bakket ud hurtigere end han kunne tømme sit krus. Han havde ikke trøstet ham, han havde beroliget ham, og mest for sin egen skyld, siden det ikke ligefrem var god stemning at sidde ved bord med en, der lignede en, der havde fået at vide, at deres næse sad forkert i deres ansigt. Nej, det var sgu ikke for at være sød. Og han var på ingen måde ved at forsøge at lege faderskikkelse. Ville han være far, fandt han nogle af alle de bastardunger, han sikkert havde fået lavet i de sidste 50 år. Dem ville han helst ikke vide noget om.

Han brummede lidt af latter, da Juno sagde, at hans lillebror havde lagt an på hans kæreste.
"Ja, det har jeg ikke svært ved at forestille mig." Nej, det ville slet ikke overraske ham, hvis den lille lort forsøgte at snuppe andres kærester for næsen af dem. Det var nok meget godt, at Randy havde siddet alene ved bordet den aften, ellers havde Mars fået røvfulden midt i krostuen. Ingen forsøgte at stjæle hans kvinde!

Han lænede sig godt tilbage i stolen og forsøgte at få luft igennem næsen, men gav ret hurtigt op. Den var for hævet. Suk. Det var altid hans næse, det gik ud over. Nå ja, det var vel bedre end hans kugler. Havde Juno losset til dem, havde han ved Zaladin også fået en røvfuld.
"Nå, hvordan går det ellers med at være en børnebande i byen? Sker der noget spændende for tiden?" Han var oprigtigt interesseret, selvom spørgsmålet kom ud en smule løst. Det var altid godt at følge med i, hvad der skete rundt omkring.

Juno trak på skuldrene og lænede sig tilbage i stolen ved Randalls spørgsmål. Det var svært at svare på. Der skete så mange ting hele tiden. Nogle af dem specifikke for børnebanden, men det meste af hvad der vedrørte byen, vedrørte også dem på en eller anden måde.

"En lille territorie-konflikt," endte han med at svare. Det var et sikkert svar. Det afslørede ikke for meget, men var heller ikke afvisende. Hvis nu han fortalte Randall noget spændende, kunne det jo være at Randall også selv havde noget at dele. "En anden bande, der tror, at de kan jage på vores område, bare fordi Hector og jeg har været væk et par måneder. Det er ikke 'spændende', det er bare lidt røv pludselig at skulle holde øje med både byvagter og andre bander."