Kiles Orden havde længe forsøgt at holde de forskellige mindre byer i Krystallandet under kontrol. En af disse var Lazura: fiskerbyen ved den eneorme Azursø, hvor Ordenen havde installeret adskillige medlemmer i byrådet. De var også gået i gang med at opføre et tempel for dødsgudinden, som byen tidligere havde manglet: "Naturligvis betaler Ordenen for omkostningerne ved opførslen af templet, og det er håbet, at flere indbyggere i Azurien vil vie deres liv til Gudinden." Lød det i brevet, som var blevet sendt af Ypperstepræsten fra Dianthos.

Men så var jagten på elverfolket sat ind, og Lazura med sin større befolkning af halvelvere og alliancer til bjergelverklanerne, stod nu i en splittet situation. To gange var der blevet sendt bevæbnede Ordensmedlemmer til Azurien for at jage efterlyste elvere - to gange var det lykkes byen at holde dem hen, mens elverne flygtede op i bjergene. Tredje gang var nok. Efter at Kiles Orden havde indført magiforbuddet i Dianthos, bestemte Leoric sig for at udsende en flok ordensmedlemmer til Lazura, for endnu en gang at forsøge at rense byen for elverfolk. Ved bygrænsen mødtes de af de lokale - mennesker, elvere og halvelvere - med buer, økser, høtyve og fakler i hænderne:

"Kiles Orden har for længe forsøgt at jage vores folk - I er ikke velkomne her. Smut tilbage til Dianthos!" Blev der råbt.

Et kort øjeblik så Ordensmedlemmerne ud til at overveje at gøre modstand - men så gav de op. Det lykkedes hurtigt landsbyboerne at runde de Ordensmedlemmer, der allerede befandt sig i byen, op og smide dem på porten. I stilhed så de til, mens de robeklædte skikkelser begyndte den lange vandretur tilbage mod Dianthos, hvor Ordenens farver stadig havde magt..

Alt var fryd og gammen i den store fiskerby Lazura, eller det var lige indtil Kiles Orden var kommet ind over, havde fået magt og jagtet elvere ud af Dianthos. Mange af dem var kommet til flodbyen, i håb om at starte nyt liv, stabilisere sig selv og komme ovenpå efter den jagt. Adrien kunne godt høre de mange råb fra hans hus " Igen?" mumlede han stille som han kastede et blik ud af et vindue, så de mange folk der efterhånden havde samlet sig ved porten. Havde Kile? Han rystede kort på hovedet. Hvorfor skulle Kiles Orden gide at komme helt til Lazura? En mand fra gaden kastede blikket op på Adrien og gav signal til han skulle komme med, forsvare Lazura... Adrien var på ingen måder voldelig, han var sjældent vred, men trods det skulle man bestemt ikke undervurdere ham.

Med et træk på skuldrene besluttede han sig alligevel for at se hvad det var der forgik og fulgte efter flokken af mennesker, elvere og halvelvere. Våben og fakler var der nok af, men han selv havde ikke våben med sig, han behøvede det ikke.. Hans blik faldt på de mange folk omkring ham og derefter på Ordens medlemmerne. Kiles orden.... De var her.. En svag brummen kom fra han som han så hvordan dette muligvis eskalerede, men til alles overraskelse vendte ordens medlemmerne om og begyndte vandringen tilbage mod Dianthos. Et skævt smil kom frem på Adrien's læber og han grinede. Tænk sig at der ikke skulle mere til end en blandet flok med våben til... Og man havde ellers hørt Kiles Orden kunne tage hvad de ville, men ikke denne gang... men måske næste gang, hvisnde da i så fald kom igen... Adrien trak igen på skuldrene og sukkede lettere opgivende inden han vendte snuden hjem igen... Nærmest forberedt på at Kiles Orden før eller senere ville vende tilbage og folk i Lazura ville gå til vold for at løse deres 'problem'...

Endelig havde de sidste brikker fundet deres plads, små frø plantet i folks sind. Frø med et ønske om frihed, at kunne gøre som de altid havde, at ikke lade sig styre af folk udefra. Det havde taget Valkar mange aftaler, at trække i de rette tråde, og ikke mindst med hjælp fra Kiles Orden selv. Deres tilsyneladende spontane vendetta mod alle elvere, hjalp kun med at underminere deres egen autoritet i og udenfor Dianthos mure. Men nu, nu var hans frø spiret, folket havde samlet sig og var rede til at vende ordenen ryggen. 

Ordnen de havde i sandhed samlet landet, de havde stået som værn mod plagerne. Men nu var det tid for nogen at stå som værn mod Kiles Orden, og han havde i sinde at være Azuriens værn. 
Azurien kunne sætte deres lid til Opalslottets herrer, for han var blandt dem som de sendte ordnen hjem. Klædt til kamp i skindendepladerustning, sværd ved hans side. Ingen skulle rører hans folk så længe han valgte at beskytte dem.
Tidsnok skulle de betale deres gæld tilbage til ham.
Tidsnok ville han stå som det lys der samlede dem, og det mørke der ville fjerne deres fjender.
Tidsnok ville han stå som deres herrer, som den herrer de af egen fri vilje havde valgt at følge.

Det var længe siden Netrish havde kunne stå, med oprejst pande og bære sin egen vilje. Men hendes tid i lænker var ovre, og nu stod hun ved Valkars side, ikke af tvang men af sin frie vilje. Hun var som en skygge af ham, som hun igen bar Kiles farver. Hendes brystplade var sværtet sort, og den røde kappe bølgede svagt i vinden.

Til trods for hendes tro og de farver hun bar, var hun ikke blandt de ordensmedlemmer der blev ledt fra byen, men tværtimod blandt de elvere der sendte dem på porten. Rustningen og sværdet ved hendes side havde vist sig en glimrende motivator til at forlade byen i god ro og orden, for de der kunne have tænkt sig at sætte sig imod beboernes ønsker. 

Netrish havde vekslet et par ord med Valkar, for at lade ham kende sine intentioner, inden hun havde bevæget sig mod det halv-færdige Kiletemple. Der var lokale der fulgte hende, på afstand, stadig usikker på om de burde smide hende ud sammen med de andre. Netrish lod dem. For nu ville det kun tjene hendes sag, og sikre der var flere folk, flere øre, der kunne lytte til hendes ord.

På tærsklen til Kiles temple stoppede hun. Den stoiske elver bukkede nakken og hviskede en bøn til dødens Gudinde, til hendes halv-færdige temple, inden Netrish vendte sig mod byen og talte, men høj og klar stemme.
"Borgere af Lazura, tilflyttere og flygtninge! I dag har i sat foden i, og jagtet de der ville jagte jer, på porten. Men vid, at selvom i har taget det første skridt på vejen til at tilbageerobre jeres liv, er Kile stadig her, hos jer. Ordenen har misbrugt Gudindens navn og gerning, de har udnyttet jeres tro og forvrænget Kiles bud til deres egne, magtbegærlige formål. Men Orden er IKKE Kiles folk, og forkastelsen af dem, betyder ikke forkastelse af Gudinden!
Kile Våger stadig over jer, gode folk, og hendes favn bliver jer ikke nægtet, men kommer til alle, når tiden oprinder. Hun er her stadig, og hun vil stadig lytte til jeres bønner, høre jeres nød og lindre jeres smerte. For hendes favn er intet at frygte. Døden kommer til os alle, så frygt den ej, men lev jeres liv med styrke, lev jeres liv med glæde, så i kan gå til hende uden tvivl og uden fortrydelse når tiden oprinder!"

Sasha boede ikke nede i Lazura. Det var sikre for hende at hun boede op langs floderne, men det betød ikke at hun ikke kunne se byen fra hvor hun boede.
Hun havde det stadig ikke helt godt efter hendes tur til Aquarin. Hendes ben føltes tørre og værre en normalvis, og derfor havde hun ikke været med sin far til de daglige gøremål. Hendes far var også nede i byen, da Kiles Orden kom. Sasha sad ved en af floderne og så ned på dem. Hun havde hørt dem snakke om at de ville jage dem væk igen, men alligevel overraskede det hende.
Hun kunne se de to store flokke og væsner på hver deres side, og hun var bange for at der skulle ske noget med dem hun holdt af, men det så bare ud som om at Ordenen gik. Lettelse gik igennem hende, og hendes øjne fulgte dem vade tilbage ud, væk fra byen igen. Hun håbede ikke at de ville komme og genere dem igen, men hun ville også ønske at hun kunne hjælpe byen med at forsvare sig selv hvis det endelig kom til det.