Det er sen eftermiddag, og vi befinder os på den travle markedsplads i de centrum af Dianthos.
Vejret er kun en anelse kølig, men ville føles koldere, hvis ikke bygninger, udendørsbål og folket i Dianthos varmede området op. Himlen er dækket af gråhvide skyer, men der falder ingen regn.

Den unge kvinde, Lysithea, havde brugt den sidste måned på at vandre fra Medanien til hovedstaden, Dianthos.
Under vandringen havde hun været omhyggelig med at bede til Chance, i håbet om at have heldet med sig – og det virkede til at gudinden måtte have hørt hendes bøn, for under vandringen var Lys stødt på nogle folk, som havde kørt deres hestevogn ned i noget mudder, så den sad fast.
Det så ud til at de havde arbejdet på at få hestevognen skubbet ud af mudderet i noget tid, for de havde løsnet hestene fra hestevognen, for at sikre sig at hestene ikke selv endte med at sidde fast.

Fordi solen var ved at gå ned, havde det været nemt for Lysithea at få sneget sig ind på hestene, som ikke var under særlig opsyn fra ejerne.
Hun var stukket af på den ene, mens den anden loyalt var fulgt efter sin ’’ven’’. Lys havde nu to heste, og det havde været umuligt for hestevognsfolkene at følge med hende.

Ud over disse to heste, havde hun også bragt nogle tyvekoster med sig til Dianthos, men intet af stor værdi. Det der så mest værdifuldt ud, var en amulet med Isaris hellige symbol – en gylden sol med en stjerne i midten. Alt andet var ragelse, men hun håbede på at det var ragelse, der kunne bruges.

Indtil videre havde der ikke været det store held. Nu stod hun her med to heste, en Isari amulet og noget ragelse, og vinkede folk hen til sig, i håb om at hun ville fange nogens interesse.

Det var eftermiddag, og Dura patruljerede rundt på markedspladsen. Eller patruljerede var måske så meget sagt, for hun var egentlig ikke på arbejde lige nu. Hun havde fri. Desuden var hun byvagt, og skulle holde øje med folk der kom ind og ud, ikke folk som allerede var inde. Det gav i hvert fald ikke helt så stor mening, hendes arbejdsbeskrivelse taget i betragtning, men ærlig talt: hvornår havde Dura sidst bekymret sig om KUN at lave det, som hun skulle? Hun lavede mange forskellige ting, også ting som måske ikke var hendes at lave.

Hun rullede øjne af Kaptajnen for byvagterne, som havde det med at råbe lidt af hende, når hun stak næsen i ting, som ikke vedkom hende. Og det gjorde hun tit. Desuden var hun en ork, eller well halv-ork, og hun havde næse for drama, slåskamp og blodbad. Hun kunne lugte på miles afstand, skulle der ske noget, som kunne have hendes interesse.

Som hun bevægede sig gennem markedspladsen, faldt hendes øjne på en ung kvinde. Hun stod med to heste, som bestemt ikke lignede rideheste, men det var ikke det der fangede hendes blik. Det var det faktum, at hun havde mudder på benene. Hvor mon det var kommet fra? Hvis hun havde været til hest? Det pirrede Duras nysgerrighed, hvorfor hun gik hen til kvinden, med svagger i sin gang.

"Hey," sagde hun og betragtede den ene hest. Den lignede ikke en typisk ridehest, som hun allerede havde noteret sig, men den virkede stærk, og kunne måske bruges som Duras nye ridehest. Der skulle trods alt noget hest til, til at bære Dura. Hun var jo ikke halv-ork for ingenting.

"Sælger du de to der?" Hun pegede på hestene.