"NEJ! ULL!" En kvinde stemme lød mellem de spredte træer i nærheden af søen. En lyd af noget meget tungt der landede på jorden fik bladene til at ryste og en undskyldende piven fik en mild latter til at klinge. Mira var ude at træne med Ull hendes ulvehvalp der var halvanden meter i skulder højde. Hun havde fået den ide at han skulle lære at have saddel på så hun kunne ride på ham hvis behovet opstod. Den lege syge hvalp gjorde det dog til en svær opgave.
Mira var en ung kvinde midt i tyverne. Hun havde et bredt grin på læberne mens hun forsøgt at gøre gjorden på sadlen fast om ulvens bug. Ulven fornemmede tydeligt hendes munterhed og sprang ofte rundt i leg. Han snusede til sadlen og rystede sig så det kolde søvand der sad i hans pels stod til alle sider. Mira grinede fornøjet og satte sig i græsset.

"Du er umulig.. Ved du godt det?" Ulven puffede til hende med snuden og lagde sig ved hendes side før den gabte stort. Den rullede om på ryggen og hun kløede den på maven mens hun grinede. "ja ja... Du er skøn" Sagde hun så med en drillende tone og kastede et blik på sadlen. "Du har bare virkelig brug for noget træning.. Og måske en special lavet sadel" Hun lagde nakken tilbage og så på himlen, solen var mere end halvvejs og det ville være aften om få timer. Hun burde nok snart vende hjem, hendes far ventede hende sikkert.

James havde gået længe og anede ikke engang hvor han var kommet hen eller hvor han var. Det var et stykke tid siden han havde set Corrine som havde hjulpet ham med sit bid. Eller hun var jo besvimet så hun havde da hjulpet ham hen til den nærmeste by så han kunne få det tjekket. Skulderen var i bedring og biddet var næsten ikke til at se mere. Alligevel gik han stadig med en forbinding på skulderen i tilfældet af at det skulle bryde op eller noget helt andet. Ikke nok med at han havde set Corrine så havde han også mødt det hæslige kvindemenneske der havde gjort ham til varulv! Hvis han da overlevede. Han havde ingen ide om hvornår det var fuldmåne, og han havde virkelig heller ikke tid til at tænke over det. Han kunne jo dø ved fuldmåne eller han kunne overleve og blive forbandet resten af sit liv! Sikke et hærligt liv han ville få sig! NOT!
Hans lugte sans var blevet bedre og det var forfærdeligt, han kunne lugte alt hvad han ikke ville, det var ikke det der stod øverst på hans ønske liste. Næh hvis han bare kunne være som han hele tiden havde været så ville han være glad. Eller faktisk ikke han havde ikke været glad længe. Han var 37 og havde endnu ikke slået sig ned endnu. Alle han havde kendt snakkede han ikke med mere, og de havde sikkert allerede slået sig ned og fået familie, men ikke ham. Hans søster havde sikkert også slået sig ned med en eller anden mand han ikke engang kendte. Men hvorfor skulle han også lære ham at kende når han ikke engang havde set sin søster de sidste 10 år eller mere. Lige så hurtigt som hun var dukket op, lige så hurtigt var hun forsvundet igen.

James bevægede sig igennem buske og skove for at finde frem til noget at drikke og kunne pludselig lugte noget. Han tog en dybere indåndning for at finde ud af hvad det var. Han slog ørerne ud for at høre en stemme, en kvindelig stemme snakke med en eller anden. Han var i det mindste glad for at biddet han havde fået ikke havde ødelagt hans Audiokinise! Tydeligt var der en eller anden der havde brug for træning men hvem? Han tog en indåndning igen for at lokalisere hvilken retning det var, og for at finde ud af hvem eller hvad der skulle have træning. Da han ikke lige kunne genkende duften bevægede han sig tættere på lyden.
Han vendte blikket op imod himlen. Så var det snart aften, en aften mindre til at være normal eller til at leve. "Han sukkede kort og trådte på en gren som knækkede under hans fødder.

Ulven slikkede fraværende sine store poter mens Mira stirrede mod himlen og lod tankerne flyve frit. Hun spekulerede på hvor hun kunne få fat i en speciallavet sadel, om hun selv skulle til at lave den eller måske endda skulle bruge magi – en ting hun ikke mestrede. Det var bare ikke til at have den store ulv med inde i byerne. Tankerne kredsede om samme emne mens hun gabte og skulle til at læne sig tilbage.

Hun følte pludselig utryghed skylle ind over sig og vendte blikket mod ulven. Dens store øjne var rettet mod skovens træer og den snusede uroligt i luften som for at fange færden af noget. Det mentale bånd de delte tillod hende at fornemme dens følelser og omvendt. Mon ikke blot det var et vildt dyr på afveje tænkte hun og skulle til at lægge en beroligende hånd på ulvens hals da en lyd af en gren der knækkede nåede hendes øre.

Ulven fløj op med en voldsom knurren og pustede sig op. Mira kom også på benene men nåede ikke at stoppe ulven da den sprang frem mod et kradt. ”Ull!” Miras stemme var bekymret, som hun altid var når hun frygtede at han skræmte nogle. Mira burde måske være bange for hvad der lå på lur i skovbundens skygger men hun var mere urolig for hvad Ull ville gøre ved det. Hun samlede skørterne og løb hen til den massive skikkelse og satte en hånd i dens halsbånd. Ikke at hendes minimale skikkelse kunne holde den tonstunge ulv tilbage hvis den satte sig for at angribe, men fordi hendes berøring tillod hende mentalt at kommandere ulven til at stoppe.

”Hallo?” Hviskede hun og så nervøst mod stedet som Ull havde været så fikseret på. Hun så en skikkelse og bed tænderne sammen. ”Er du uskadt? – Ull kan godt være lidt overbeskyttende..” Hun forsøgte at være så venlig som muligt så hvad end der havde fanget Ulls opmærksomhed forstod at hun ikke ville dem noget ondt.

Efter den knækkede gren under hans føder havde han hørt en knurren og en duft der kom tættere og tættere på. En duft han havde stødt på før, men så alligevel ikke helt. Det var en duft af... Af.. Ja hvad var det egentlig? Det var ikke en varulv det var han sikker på. Nu skulle han bare finde ud af hvad det var duften kom fra. Da en stemme lød kiggede han lidt rundt og så på busken. Han var en lille smule forvirret og en lille smule omtåget af duften ikke blot fra en ting men hele to ting. Den ene var velkendt og den anden var en sødere duft. "Hallo??" kom det roligt fra ham og vendte sig lidt rundt for at finde ud af hvem der havde snakket til ham, eller var det til ham? Det kunne jo have været en anden, men nej det var det ikke lyden var alt for tæt på til at hans Audiokinise ville tage fejl. Faktisk tog den aldrig fejl og denne gang svigtede den slet ikke.

Han vendte blikket hen forbi busken og hørte en knurren og fandt en stemme. "Åh det er dig der lugter sådan." mumlede han mest for sig selv og anede faktisk ikke om hun kunne høre det, kunne hun det havde han et alvorligt forklarings problem! Han bevægede sig lidt frem og så hun stod med noget i den ene hånd eller retter holdt fast i noget. Han bevægede sig lidt længere frem og blev overvældet af duften fra ulven. "Yep det er helt klart den der lugter sådan." mumlede han for sig selv igen og var lige ved at tage sig til næsen, men lod hånden glide igennem sit hår i stedet for.

Stemmen lød igen og han kiggede på kvinden der stod med ulven i hånden. "Mig uskadt? Det kan man ikke sige, men ulven har ikke gjort mig noget." kom det roligt fra ham og vendte blikket ned imod ulven og så på hende igen. "Eller jeg mener. Jeg har det fint efter omstændighedderne" sagde han og klappede sig på højre skulder hvor han var blevet bidt for nogle snart 4 uger siden. Han vidste at tiden snart ville være fuldmåne, og så måtte man jo se om han overlevede denne forbandelse eller om han ville dø.

Mira rynkede brynene lidt over den mand der tonede frem. Hun kunne ikke helt placere sin uro men måske var det hans manglende reaktion på at blive angrebet af en ulv på størrelse med en pony – men hun lod tanken fare og forsøgte at slappe af, på den måde ville ulven også slappe af.
”Godt, han kan være lidt svær at styre” Sagde hun lettet da han konstaterede at ulven ikke havde rørt ham. Dog blev hun en anelse bekymret da hans ord sank lidt mere ind. Hans forsatte sætning fik hende til at træde et skridt frem. ”Efter omstændighederne? Har du brug for hjælp?” Spurgte hun uroligt men slap ikke taget i ulven.

Ull var dog ikke så nem at berolige denne gang. Mira viste det ikke, men lugten fra manden forvirrede den store ulv. Den kunne lugte mand, men også ulv og den var ikke tilfreds med det. Den knurrede forsat selvom at Mira flere gange bad den om at slappe af, den sænkede på intet tidspunkt børsterne og dens brune øjne var låst fast på manden foran dem.

Mira blev lidt irriteret og gav et kort ryk i halsbåndet på ulven men den fnøs bare af dem og stod fast og stærk, som et tydeligt tegn til manden så han ikke prøvede på noget. Mira var lidt urolig for mandens tilstand efter hans ord, og ville frygteligt gerne hjælpe ham hvis det var muligt.

James satte sig ned på hug og vurderede ulven på afstand. "Ja jeg lugter fælt og lidt lige som dig, det beklager jeg. Det var ikke min mening at skulle lugte sådan her." kom det fra ham i et blidt tonefald. Han ville ikke ikke skræmme ulven eller gøre den mere oprevet end hvad den allerede var. Man han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre for at komme på god fod med en der lugtede lidt lige som ham selv. Han rejste sig op og vurderede kvinden i et kort øjeblik. "Nå mig næh jeg skulle gerne klare mig, sådan indtil fuldmåne. Så må vi se om jeg klare mig." han nikkede lidt for sig selv og vendte blikket ned imod ulven igen og så op på hende. Det var et fantastisk syn at se en ulv og et menneske være så tætte på hinanden. Det var ikke noget man så tit. Faktisk havde han aldrig rigtig set det før, men der skulle være en første gang for alting.

Han satte sig ned på hug og studerede ulven igen der tydeligtvis var oprevet over et eller andet. "Bare rolig jeg gør ikke noget endnu. Eller ikke hvis jeg overlever i hvert fald." kom det fra ham stadig i et roligt tonefald i håb om at det afhjælp ulven i at tage det roligt. "Hvor har du fået ham fra?" spurgte han roligt og tog en dyb indånding for at ville genkende duften til en anden gang, eller hvis han mødte en anden ulv på et andet tidspunkt. Det var altid rart at vide hvad man stødte på selvom han kunne høre alt ting. Han vendte blikket op imod kvinden og sendte hende et venligt smil. "Hov undskyld mine manerer jeg hedder James." han var venlig og rakte en hånd ud imod kvinden, dog forsigtigt i tilfælde af at ulven ville bide efter ham eller rive ham. Eller hvad en ulv nu kunne finde på at gøre i den størelse.

Mira så skeptisk til da manden satte sig på hug foran ulven og hun skævede til Ull der så ned på James uden at bevæge en muskel. Hun valgte dog hurtigt at forsætte samtalen for ikke at lade sin uro påvirke det enorme væsen eller manden for meget. ”Undskyld hr, men jeg er bange for at jeg ikke helt forstår?” Hendes var måske klar og tydelig men man fornemmede både uroen og den enorme nysgerrighed der lå bag den.

Hendes blik vendte tilbage til Ull og hun rakte op og kløede ham bag øret med et smil. ”Jeg fik ham da han blev født, hans måtte desværre lade livet så jeg har opfostret ham hele hans liv. Han er stadig kun en stor teenager, men på grund af hans størrelse kan han ikke bare løbe frit” Hun havde det stadig enormt dårligt over hele episoden der ledte til at hun fik Ull, så hun forsøgte at slå det hen som ingen ting. ”Hans mor var ramt af en besværgelse der gjorde hende cirka to meter høj, så jeg frygter lidt hvor stor ham her bliver” Hun vendte blikket tilbage til manden og smilede sagte.

”Mit navn er Mira” Hun løsnede lidt op da han præsenterede sig og den værste angst fra Ulls reaktion havde lagt sig. Hun rakte ud og trykkede hans hånd, og Ull så til. Det lod også til at deres samtale og præsentation fik ham til at slappe lidt mere af, han sænkede børsterne og slikkede sig om snuden.

Et grin kom frem på James læber. Hun forstod ikke? Det var han bange for at han heller ikke selv gjorde, men hvordan kunne man sige det til en vildt fremmed. Det ville jo bare vær endnu en latterlig ting fra hans side af, når man ikke engang anede hvad der forgik med en selv. Han kiggede på Mira og kom med en latter igen. "Du skal ikke være ked af det, for jeg forstår det heller ikke selv desværre." det lød måske underligt i folks øre, men det var endnu mere underligt for James der ikke kunne forklare hvad der forgik, eller hvad der skete med ham. Det lå ikke til ham ikke at vide hvad der skete.

James lyttede til hendes ord og vendte blikket ned imod ulven og så på Mira igen. "Aha. Det må jeg nok sige. Interessant." kom det roligt fra ham og vendte blikket ned imod ulven igen. "Så han er forældreløs, og du har taget dig af ham. Meget interessant." måske han kunne lære lidt af ulven hvis han nu selv blev en form for ulv? Nej det var dumt, selvfølgelig kunne han ikke lærer noget af en ulv. En varulv og en ulv var ikke det samme og ville ikke blive det ville det?
Han fløjtede en gang da han hørte hendes ord. "To meter høj, det må jeg nok sige. Så kan jeg godt forstå at du frygter hvor stor han bliver. Hvad er han nu Halvanden meter høj, en meter?" han studerede højden på ulven i et stykke tid men opgav så at finde ud af hvor høj den var. For hvis den kun var en teenager så kunne den blive meget større endnu.

"Hyggeligt at møde dig Mira." han sendte hende et smil men havde hele tiden et øje på ulven. Det var et fascinerende og flot dyr. Et utroligt eksemplar han ikke så så tit. Han lagde mærke til hvordan den slappede mere af og børsterne blev lagt. Gad vide om han selv kom til at blive sådan eller om han overhovedet kunne styre sig selv hvis han overlevede dette bid.

Mira kunne ikke lade være med at lægge hovedet på sned ved hans ord. De fik virkelig nysgerrigheden til at brænde i hendes indre og hun kæmpede for at holde tand for tunge. Det var ikke pænt at udspørge folk, specielt ikke når man lige havde mødt dem. ”Er der noget jeg kan gøre?” Spurgte hun men hendes brune øjne afslørede tydeligt den brændende nysgerrighed.

”Knap halvanden i skulderhøjde” Svarede hun og så mod Ull, den store ulv mens hun tænkte. ”Han holder ikke hovedet stille længe nok til at jeg kan måle hans hovedhøjde men han kan næsten lægge hovedet på mit så der går ikke længe før han er over to tror jeg” Hun smilede til ulven der satte sig ned og vagtsomt betragtede de to mennesker.

”I lige måde James – må jeg spørger hvad du laver helt her ude?” Det var ingen synd at gå tur i skoven, men der var relativt langt til nærmeste landsby og Mira kendte kun til sin fars gård der lå lige i nærheden. Hun rakte ud og skubbede til Ulls snude og han fnøs af hendes hånd hvilket fik hende til at grine. Mira var en meget godmodig pige der næsten altid havde det sjovt – og selvom at hun var i selskab med fremmede var dette ingen undtagelse.

James trak lidt på skuldrene. Han vidste ikke engang om hun kunne gøre noget, han anede ikke engang om han selv kunne gøre noget. "Jeg ved det ikke..." startede han og tænkte tilbage på Miranda, det var en dyb men alligevel grov samtale. Et suk kom over hans læber idet han fortsatte. "Jeg mener. Jeg kan ikke engang gøre noget. Ikke ud over at se tiden an." han rystede lidt på hovedet og trak skuldrende op til ørerne et kort øjeblik . "Ak ja. Det går jo nok alt sammen alligevel." han nikkede lidt og sendte hende et smil.

Et fløjt kom over hans læber da han hørte højden på ulven. "Det må jeg nok sige." han fløjtede engang til. "To meter! Det må jeg nok sige. Stort kæledyr alligevel, men du ser jo ud til at kunne styre ham. Det er ret imponerende af et så stort et dyr at være." han kiggede ned på ulven og så op på hende igen. Han skulle lige til at fløjte igen men stoppede.

"Ja hvad laver jeg egentlig her ude?" han tænkte sig lidt om og kiggede rundt for at finde ud af hvor han egentlig var henne. Han kløede sig lidt i nakken og kiggede rundt en gang til for at nyde synet. "Jeg går egentlig bare rundt for at gå rundt. Man kan aldrig vide hvad der sker i den nærmeste fremtid. Så jeg må jo hellere nyde det jeg kan nyde." han nikkede lidt og sendte så et smil. Han anede faktisk ikke hvor han var henne helt præcis, og hvor den nærmeste by var. Nu havde hans skulder det jo fint. Så hvorfor ikke bare nyde synet i en skov som alligevel var så pæn som den var. Han kiggede lidt rundt og vendte blikket hen imod hende igen. "Hvad laver du egentlig selv her ude nu?" spurgte han stille.

Hun stod lidt og så temmelig forvirret ud men undlod at spørge mere ind til det. Det med at danse som katten om den varme grød gjorde hende utålmodig og hun valgt e derfor at lade være med at bore dybere i det, han havde tydeligvis ikke tænkt sig at gå i detaljer.
”Han er af en speciel race som laver et mentalt link med sin ejer – det gør det noget nemmere at styre ham” Svarede hun med et kort grin og så mod Ull der lod til at have droppet ideen om at James var en trussel og nu snusede i underskoven i stedet.

”Det lyder ikke helt godt?” Hans ord virkede en anelse melankolske og triste, og hun forstod det ikke helt. Hun ville virkelig gerne hjælpe ham men det var svært når hun ikke anede hvad der var galt. Hun rømmede sig kort og så mod Ull der så ud til at have glemt alt om at de to mennesker stadig var der. ”Jeg er ved at træne Ull til at kunne bære min vægt. Han er på størrelse med den pony jeg normalt ridder på så det ville være noget nemmere hvis det bare var ham.. Men han er stadig en teenager og det er lidt som om at han tror det hele er en leg” Sagde hun og selvom at hendes ord var lidt negative om ideen kunne hun ikke skjule det brede smil på hendes læber. Hun elskede den ulv, sådan var det bare og han kunne ikke gøre noget forkert i hendes øjne. 

James vidste godt at han ikke havde været lige frem, men han kunne ikke forklare noget han ikke selv vidste noget om. Hvordan skulle man forklare nogen at man ville blive varulv når man ikke engang anede hvad det ville sige at være varulv, eller hvad det gjorde ved en?
Han lyttede til hendes ord og nikkede lidt. "Det var smart tænkt, eller ikke tænkt men fundet på.. eller.." hvad var den rigtige sætning at bruge lige her? "Jeg mener det er da en genial race!" det lød måske helt forkert i hans hoved men han anede ikke hvad han ellers skulle sige til sådan en kommentar. Han havde godt nok selv spurgt, men han havde da ikke forventet sådan et svar.

"Godt? Næh det kan jeg ikke prale af. Det kan jeg jo takke det der sindsyge kvinde menneske fra." kom det en lille smule hårdt fra ham og rystede på hovedet. "Altså det er ikke alle kvinder der er sådan. Men hun bed mig og nu er jeg en.. en... en.. eller jeg er ikke en varulv endnu. Jeg ved jo ikke engang om jeg overlever. Jeg ved ikke om jeg dør ved fuldmåne. Eller om jeg er så heldig at have en forbandelse på mig resten af mit liv..." plaprede han og anede ikke om Mira overhovedet forstod hvad det var han sagde. Egentlig havde han ikke opfattet at han havde brugt så mange ord på en gang, det havde bare væltet ud af ham, men alligevel føltes det godt at få sagt til nogen han var varulv. Om han blev det eller ikke blev det. Bare det at have sagt det fik ham til at føle sig en lille smule levende.
Han kiggede lidt på ulven og så på Mira for at kigge på ulven igen. "Det kommer vidst til at tage lang tid at træne ham op til det, sådan som han ser ud." sagde han henvendt til at ulven bare gik og snusede i skoven. "Eller jeg mener at han ser mere nysgerrig ud end at være opsat på noget andet." kom det roligt fra ham og vendte blikket ned imod skovbunden.

Hun nikkede og så mod Ull der havde fundet sporet af et eller andet han forsøgte at opdrive, men som nok var langt væk allerede. ”Ja, det er en rigtig god race. Det har taget en del tid at vænne sig til, både for ham og for mig, men jeg ville ikke være det foruden” Et varmt smil spillede på hendes læber og det var tydeligt at hun var meget glad for ulven.

Mira vendte blikket tilbage på James da han talte igen og hun rynkede bekymret brynene. ”Bed dig? Hvem?” Hans ord om at være varulv fik hende til at se lidt urolig ud men da han nævnte hans mulige død af samme årsag fik hun straks det bekymrede blik igen. ”.. Er der ikke noget man kan gøre?” Hun viste at varulve var umådeligt farlige når de var transformerede, men at han lige frem kunne dø af det det havde hun ikke været klar over. ”Findes der ikke en.. modgift eller noget?” Hun var bestemt ikke velbevandret inden for alkymi og magi – hun var når alt kom til alt bare et almindeligt menneske i en verden fyldt med vidundere.  Hun bed tænderne sammen, hun ville inderligt gerne hjælpe ham. Hun forsøgte omgående at løbe en masse mulige senarier igennem i hovedet men ingen af hendes ideer kunne håndtere en stærk varulv. ”Kender du nogle der kan hjælpe dig?” Hun var nød til at spørge, hendes samvittighed tillod hende ikke andet.

Det var helt forvirrende da han skiftede emne igen, bekymringen for ham stak stadig dybt i hendes indre men hun vendte alligevel villigt blikket tilbage mod den store ulv. ”Det kommer til at tage meget lang tid ja..” svarede hun og synet af ulven fik et smil tilbage på hendes læber der før havde været smalle af bekymring. ”Han er stadig kun en stor unge, han vil bare ud og lege og opleve verden.. Alt andet er ikke relevant for ham i øjeblikket – ud over min sikkerhed tydeligvis” Sagde hun som hentydning til Ulls uro over James, tidligere.

James kiggede stadig overrasket på ulven, det var et fabel agtigt dyr. Det var utroligt at man kunne leve så tæt med en ulv. Eller det vil sige nu blev han jo nok selv en form for ulv så det kunne man vel. Men alligevel sådan en her ulv var helt sikkert ikke til at tage fejl af! Det var utroligt hvordan ulven og Mira levede side om side, og nærmest delte sjæl sammen. Det var smukt! Hvis han bare kunne leve så tæt med nogen så ville han da være glad! Han blinkede et par gange for at komme til sig selv igen. Han var bare så fascineret af det hele. "Jeg kan udmærket godt forstå dig. Det må være pragtfuldt at finde nogen at dele sit liv sammen med." for James delte de 2 en skæbne sammen, og kunne sikkert overkomme en del. Det var utroligt!

James så Mira's bekymrende mine og sendte hende et smil. Han åbnede munden for at skulle til at sige noget med Mira kom ham i forkøbet. Endnu engang skulle han lige til at sige noget, men da Mira fortsatte ventede han til hun var færdig. Hvor var hun dog egentlig venlig at spørge ind til hans bid og om der kunne gøres noget. De fleste ville vel bare løbe skrigende væk hvis de fik af vide man måske ville blive varulv. Han kiggede ned i jorden og roede lidt i jorden med spidsen af sin ene sko. Det var et svært emne at tale om som han ikke engang kunne kende svaret på. Der var så mange ting han ikke engang forstod ved at have denne her forbandelse hængene over hovedet.
Da Mira var færdig med sine spørgsmål kiggede han på hende og bed sig i læben. "Jeg ved ikke engang hvad hun hed. Men det var i Medanien, hun lever. Hun angreb bare helt uden jeg havde gjort noget." startede han og kiggede lidt væk. Nok var det ikke helt sandt, han havde vidst været lidt provokerende, men det havde jo ikke været med hans gode vilje, for det lå aldrig til ham at være sådan. Men når alt kom til alt havde han haft slået hul i hovedet, og hun havde været mindst lige så næsvis som han selv havde været. Så han kunne ikke bære hele skylden på sig selv! Han kiggede op og rystede så på hovedet til Mira. "Jeg tvivler på at der er noget der kan gøres. Jeg har spurgt de fleste steder og de sender mig væk med det samme. Jeg tror de er bange for hvad jeg kan finde på at gøre. Men jeg er ellers altid så fredelig.  Jeg gør aldrig nogen noget, jeg afskyr vold. Ikke engang mine evner bruger jeg til vold. Så en modgift er vidst langt væk. Det handler vel bare om at overleve hvis jeg kan overleve" et suk kom over hans læber. Han var for ung til det her, og han var ikke engang faldet til nogen steder. Hvorfor skulle han også altid bruge sit liv på at finde sin søster? "Jeg kender desværre ingen, jeg har prøvet at opsøge hende der bed mig, men uden held. Det er som om hun er sunket i jorden. Jeg mangler nogle svar på hvad det er der forgår" kom det roligt fra ham og kiggede væk fra Mira. Han kunne godt mærke at han var blevet en del sårret over at være blevet bidt. Men hvad kunne han gøre ved det?

Endnu engang viste det bare at James ikke vidste hvordan man agerede sig blandt mennesker sådan som han skiftede emne hele tiden. Det var bare en James ting. Han havde levet for længe alene til at kunne forstå hvordan det hele forgik at fører en samtale. "Jeg tror din beskytelse er mere vigtig end noget andet." kom det roligt fra ham og kom til at tænke på hvordan ulven havde stået og knurret i starten. "Jeg er sikker på han er mere opmærksom på dig end sine omgivelser. Eller det kunne jeg da forstille mig at han er." sagde han forsigtigt.[/b]

Det varmede Mira at James virkede til at være så betaget af Ull. Det store kræ modtog ofte kun frygtsomme blikke fra fremmede og det var godt at se at ikke hele verden var bange for ham og så ham som en trussel de helst var for uden.
Hendes blik blev en anelse sørgmodigt da han fortalte at han intet havde gjort for at modtage den forbandelse – intet andet end at eksistere. Hun mærkede følelsen af vrede over uretfærdigheden og Ull reagerede ved at knurre mens den så på hende. Hun trak vejret dybt og rystede svagt på hovedet til den. Ull forstod ikke menneskefølelserne som Mira følte så godt endnu, han reagerede på sine instinkter og når han følte vrede var det ikke naturligt bare at lade det passere – men han reagerede heldigvis godt og så bare dybt forvirret ud.

”Men…” Hun stoppede sig selv, mindede sig selv om at det slet ikke var hendes bord, ikke var noget hun kunne gøre noget ved. Hun ønskede bare så brændende at hjælpe ham, gøre noget for at gøre det hele nemmere. Mira kunne ingen former for magi, og hendes kendskab til planter var noget nært ikke eksisterende, så hun kunne ikke gøre hverken til eller fra. Dog kunne hun ikke lade være med at forsøge at finde en løsning. ”Mit kendskab til Varulve er.. Ja ikke eksisterende, du er den første jeg har mødt. Men min far har fortalt mig nogle historier. Jeg ved ikke hvad der kunne hjælpe… Selvom at jeg ville ønske at jeg gjorde..” Hun slog blikket ned og bed sig i læben. Det eneste hun kunne komme på var at han måtte være sikret når han var transformeret, spærret inde eller på anden måde gjort relativt harmløs. Det ville da give ham lidt mere tid til at finde en kur – eller en anden løsning.

Ull puffede til hende med snuden og hun rystede tankerne af sig. Ulven så mod James og vippede lidt med halen, han kunne uden tvivl mærke at Mira brændende ønskede at hjælpe manden, selvom at han sikkert ikke forstod hvorfor. ”Beskyttelse..” Gentog Mira og skulle lige sætte sig ind i hvad James havde sagt igen. ”Ja.. Ja det har du nok ret i” Svarede hun og smilede til Ulven der vippede lidt mere med halen.


//Beklager ventetiden, min Krea har været ret svær at få gang i.

James kunne ikke lade vær med at smil, hvorfor skulle man være bange for sådan et lege barn som Ull? Han var jo stadig teenager, det var vel lidt lige som Lysets ridder's drager. De var vel også skræmmende, men de havde vel også et liv, og ingen grund til at være bange for dem. Næh James var ikke bange for nogen, han havde endda prøvet at rede en døende drage for at nogen skulle slå den ihjel. Det var ikke lykkes så godt, men han havde da gjort sit bedste for at det ikke skulle ske.
Han holdte øje med Ull og alt hvad den gjorde, gad vide om han også kom til at gøre det.

James vendte blikket mod Mira da hun sagde et 'men' han kiggede lidt på hende og lagde hovedet lidt på skrå. Hvad ville hun sige? Da hun sagde hendes sætning kiggede han lidt ned i jorden. Ja hvad skulle han sige til det? Det var ikke lige frem nemt at være varulv åbenbart. Hvad skulle han gøre ved sig selv, hvad skulle han sige, og hvad skulle han gøre? Han anede det ærlig talt ikke. I stedet lænede han sig op af det nærmeste træ og lagde hænderne over kors. Et suk undslap hans læber og sagde så endelig. "Det er netop det der er problemet. Jeg aner ikke engang hvad det vil sige at være varulv. Jeg ved ikke engang hvad jeg kan finde på" han kiggede lidt op imod himlen og et suk undslap hans læber igen. Det var bare som om der var en masse muligheder for at gøre folk ondt, og det lå jo bare ikke til ham at være sådan. Nej tanken om hvad han kunne finde på gjorde ham faktisk dårlig. Ikke sådan dårligt men lidt fysisk dårligt kunne han godt få det.

James kiggede endelig op efter at have haft blikket vendt ned imod jorden. Han sendte hende et lille smil og sendte hende så et nik. Det var ikke noget bedre end han rent faktisk havde ret i det han sagde. Det var ikke lige frem fordi han havde ret i alt ting, men det var da rart bare en gang i mellem. Han fast holdte sit smil og kiggede der efter ned på Ull.

//Du skal ikke undskylde, ting tager tid, og når man ikke har krea så har man ikke krea, jeg tager det ikke så tungt ^^//

Hendes læber blev smallere og hun tænkte så det knagede. ”Så.. Hvor lang tid er der til næste fuldmåne? Måske kan du nå at finde et sted hvor du kan være i sikkerhed? Altså.. Et sted hvor du kan være låst inde mens du er transformeret så du ikke gør noget du ikke ønsker? Ville det give dig mere tid til at finde ud af en løsning?.. Ikke.. Ikke at jeg siger du skal være bag lås og slå jeg.. Forsøgte bare at finde en løsning der var sikker for både dig og resten af verden..” Hun sukkede af sig selv. Lavede en mental note om at man ikke skulle forstå at nogle blev spærret inde når man lige havde mødt dem.

”Jeg vil virkelig gerne hjælpe.. Jeg ved bare ikke hvad jeg kan gøre..” Hun så mod Ull der fornemmede hendes forvirring. Han pev lidt og skubbede med snuden mod hendes hånd. ”Det er okay” Mira rakte op og kløede ham let bag øret og Ulven lagde hovedet over hendes skulder mens den vippede lidt med halen. Det var ikke naturligt for ulve at logre som hunde gjorde det men han havde en tendens til at bevæge halen mere end almindelige ulve gjorde – nok et resultat af avl.

”Kender du nogle der har en krybe kælder eller andet underjordisk? Måske kunne du være der under transformationen hvis de sørgede for at spærre af så du ikke kunne bryde ud?” Hun havde ingen anelse om hvor stærke varulve var, om de kunne åbne døre eller ej. Hun smilede forsigtigt til ham.

James kiggede på Mira og han smilte til hende. Hun havde ret på sin vis. Han kunne jo bare finde en løsning, han vidste bare ikke hvad løsningen var. Måske var løsningen at låse sig inde et eller andet sted. Så var han da sikker på at der ikke ville ske noget. Han bed sig lidt i læben og kiggede ned i jorden. Han lagde armene over kors og kiggede så op på Mira. "Du har nok ret. Måske er det den eneste mulighed der er. Men jeg ved det ikke. Hvad hvis det ikke kan holde mig tilbage, jeg ved jo ikke hvad det gør ved mig, jeg ved ikke engang hvor stærk jeg bliver." han bed sig i læben igen og et suk kom frem på hans læber. Han kiggede lidt op imod himlen for at finde ud af hvornår det var fuldmåne. "Jeg vil tro at der er et par uger til det. Men jeg er slet ikke sikker mere." kom det roligt fra ham.
Var det virkelig sådan her det var? Han anede det ikke. Måske var det bare den eneste mulighed for ikke at gøre skade på nogen. Men hvem skulle sørger for at han blev i et bur, hvem var stærk nok hvis han slap ud?

"Du skal ikke være ked af det. Jeg ved ikke engang hvad jeg selv kan gøre. Men det kunne være en mulighed som du sagde at blive spærret inde. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skulle kunne blive der inde, eller hvem der kunne sørger for at jeg blev der. Jeg tror det vil være et stort arbejde." kom det roligt fra ham og lukkede øjne. Han bed sig i læben og kiggede ned i jorden.
Han kiggede lidt på Ull og sendte ulven et smil. Det var egentlig rart at være i nærheden af en der forstod ham bare en lille smule.

"Jeg kender ikke så mange mennesker, så jeg kender ikke engang sådan et sted. Eller jo jeg gjorde men det er for længst væk. Jeg kunne selvfølgelig tage hjem, der er så øde, men hvem ved hvad der vil ske når jeg er tranformeret til dette monster." et suk kom over hans læber igen og han kiggede på Mira.

Hun rakte instinktivt ud og lagde en hånd på hans skulder, hun hadede at se nogle have det skidt, specielt når hun intet kunne gøre for at hjælpe dem. ”Jeg ville ønske jeg kunne fixe det for dig” Sagde hun lavt. Hendes far ville aldrig tilgive hende for at slæbe en varulv med hjem, heller ikke selvom at deres kælderrum kun blev brugt til opbevaring af korn og afgrøder efter som der altid var koldt nede.

Det hele ville være lidt nemmere hvis hun viste hvor stærk han blev, hvis hun nu viste at han ikke ville kunne smadre døre eller jern barre. Men hvor stærke blev varulve? Hun havde ingen anelse.  ”.. Du kender mig nu” Sagde hun og smilede til ham da han sagde at han ikke kendte så mange. Hun havde mest af  alt lyst til at slæbe ham hjem, se om det gik eller ej. Men hun ville ikke udsætte sin familie eller Ull for fare, og hun var ret sikker på at det ville være farligt at have en varulv boende under huset.

”Hvad med fængslet? Tror du ikke de har en underjordisk celle af en art du kan låne?” Hendes ældste bror arbejdede som byvagt, og hun mente da at han havde nævnt nogle celler meget langt nede under byen. Eller også var det hendes fantasi, det kunne være svært at finde ud af hvad der var hvad.

Et smil landede på hans læber da hun lagde en hånd på hans skulder. Rent instinktivt lagde han en hånd på hendes og kiggede ned i jorden. "Efter sigende så er der intet der kan gøres for at hjælpe mig." kom det roligt fra ham og kiggede op på hende. Hvis der bare var en mulighed for at afhjælpe ham selv så havde han gjort det, men det var der ikke og det gjorde ikke sagen meget bedre.
Han tænkte tilbage på Miranda måske skulle han ikke have været så hård ved hende. Men så igen hvad skulle han ellers have gjort? Skulle han bare have ladet vær med at være sådan over for hende, for at se hvordan det så var gået? Hun havde bidt ham og det havde irriteret ham at han havde fået denne forbandelse.

Et smil kom frem på hans læber. Selv når han havde det svært og ikke vidste hvad han skulle tage sig til, så havde han alligevel træng til at smile. Det lå bare til ham at være så smilende. Han havde endnu ikke formået at være ked af det i alt den tid han havde levet. Nok var han 35 og der havde ikke været så mange problemer i hans liv før nu. Okey der var lige hans søster som åbenbart arbejde for en hun ikke kunne fortælle hvem var. "Hvor du sød... tak" kom det roligt fra ham og kiggede på hende. Det var måske ikke helt sådan ment men nu havde han sagt det

"Jeg tror den eneste rigtige måde at leve på er at leve afsidigt, hvor der ikke er nogen mennesker. Hvor jeg kan være mig selv. Men hvad for et liv ville det så være?" han kiggede lidt ned på Ull og fik helt ondt af sig selv. Hvis han bare kunne leve sådan som Ull gjorde. Have det godt hvor han var, og nyde livet mens man kunne. Det var altid det James havde gjort, men hvad havde det nyttet når man belv en varulv?