Marcel farede aldrig vild i skoven, ikke rigtigt. Alligevel var han faret vild i dag, på den måde at han ikke tænkte over, hvor langt ind i Lindeskoven han havde bevæget sig.

Det var tidligt om morgenen. Duggen lå stadig tungt på skovbunden og Marcels brune læderstøvler havde heldigvis holdt hans fødder tørre. Et sted langt ude bag træerne var solen lige ved at stå op, men her, dybt inde i skoven, kunne man kun se de varme orange stråler på de øverste blade. Nede ved skovbunden var der stadig gråt og koldt, og Marcel havde både trøje og jakke på, da han satte sig på hug for at plukke urter. 

Morgenmynten blomstrede kun på dette tidspunkt af dagen og Marcel ville gerne have så mange som muligt af dem, så han kunne sælge dem videre til Caelon. Han havde ikke tænkt på at han, i sin jagt efter den, havde bevæget sig langt længere ind på elvernes territorium end han normalt gjorde, og hans opmærksomhed var også fuldstændig rettet mod jorden i koncentration i hans jagt efter flere af urterne.

Renaél hadede at stå tidligt op. Det var det værste. Men mesteren i healerhuset havde strengt pointeret, at eftersom Renaél var kommet til at ødelægge den sidste beholdning af Morgenmynte, var det kun mere end passende, at han sørgede for at skaffe noget mere. Selv om han nødig ville indrømme det, var Renaél en smule bange for healermesteren, så han makkede ret, stod tidligt op og var nu på vej gennem Lindeskoven, utilfreds mumlende for sig selv.

Hvordan så den møgplante overhovedet ud? Den lugtede af mynte, så meget vidste han, men var det nu blå eller lilla blomster, den havde? .. han var ikke helt sikker. Irriteret lod han en hånd glide gennem det blonde hår, så op mod himlen, hvor de tidligere solstråler skinnede ned gennem trækronerne og traskede videre med sin lille urtetaske over skulderen.

Pludselig fik han øje på en anden person, der var på vej direkte i hans retning. Vedkommende gik med blikket mod jorden, og Renaél opdagede til sin rædsel, at der ikke så ud til at være tale om en elver. Et menneske!? På vores område! Han rankede sig lidt og forsøgte at se bredere ud, end han var, inden han med (det han selv synes var) en dyb røst råbte: "Hvad laver du her!?" Han skulle nok vise den menneskeknægt, at han ikke var velkommen!

Marcel så med et ryk op, da der blev råbt af ham. Han havde ikke regnet med at støde ind i nogen, men han havde jo heller ikke regnet med at forvilde sig så langt ind i skoven som han havde gjort.

Synet af personen der havde råbt gjorde ikke Marcels mindre anspændt. En elver. De brød sig sjældent om ham ved første øjekast. Han lod blikket glide over den her elver og tog sig god tid til at svare ham. Han så ung ud, men kunne sikkert nemt være hundrede gange ældre end Marcel var. Og så havde han en urtetaske ved sin side.

"Det samme som dig, ser det ud til," svarede han på elvisk - med intentioner om at mindske afstanden imellem dem, selvom han oftest kom til at virke arrogant når han brød ind i deres kultur og sprog. Det var han klar over, men ligeglad med. De fleste elvere lod til at være tusinde gange mere arrogante end Marcel nogensinde kunne blive, selv hvis han prøvede.

"Morgenmynte?" Spurgte han og fremviste sin egen lille buket af urterne med de blå blomster.

Det var ikke første gang Renaél var stødt på et menneske i Lindeskoven. Nogle gange kom de lige lovlig tæt på elvernes bebyggelser, og det kunne hurtigt bringe dem i problemer. Fortællingerne om skovelverne antydede, at det ikke var altid, at menneskerne nogensinde blev set igen - men den slags vidste Renaél ikke meget om. Det var blot hans indtryk, at de ikke var velkomne - og af god grund! Mennesker var fredsforstyrrere, der ikke kunne behandle deres omgivelser ordentligt.

Dette menneske var - i modsætning til de fleste andre - dog i stand til at tale elvisk. Renaél betragtede fyren en smule vagtsomt - hvor havde han dog lært deres sprog? Han virkede meget ung og hans udsdeende så lidt for primitivt ud til, at man kunne antage han var en af de adelige, der havde studeret sprog.
Synet af morgenmynten afbrød dog hurtigt hans spekulationer, og han trådte hurtigt et skridt frem, rækkende hånden ud: "Den har du plukket på vores områder! Giv mig den." Sagde han kommanderende. Hvor heldig kunne man være! Nu slap han selv for at plukke noget..

Marcel trådte instinktivt et skridt bagud, i takt med at elveren trådte frem mod ham. Han tog blikket fra elveren, for han anså ham trods alt ikke som en stor nok trussel til at holde øjnene på ham, og skævede i stedet ned til urterne. Han overvejede et øjeblik bare at give ham dem - det ville være den nemme vej ud, og han ville ikke have nogen fjender. Især ikke blandt sine naboer.

"Nej," svarede han i stedet og overraskede sig selv ved det. Han var slået tilbage til krystaliansk, mest fordi han ikke anede noget om hvordan man bandede på elvisk, og han fortsatte knap så pænt; "Pis af. Det er mine, jeg plukkede dem." Marcels far, og til tider også farens venner, havde advaret Marcel om at mennesker ikke var vellidte blandt de fleste elvere, at de elvere han kendte var ualmindeligt forstående overfor menneskers ofte stupide opførsel, og at spændingerne imellem de to racer var på sit højeste nu, men Marcel havde ikke selv nogen erfaring med diplomati eller elvisk kultur, og han havde besluttet sig for at han hellere ville slås mod den her elver end at overgive sine urter.

Renaéls slanke elverhånder fingererede ved urteposen, der sad i bæltet - klar til at tage imod morgenmynten. Men menneskeknægten skulle selvfølgelig vise sig at være af den uforskammede slags! Renaél begyndte at få en lidt lyserød farve i kinderne - hvad bildte han sig ind! Det var elvernes område dette her - så var det også deres planter!

"Nåh, så meget elvisk kunne du alligevel heller ikke." Kommenterede han - på elvisk. Han slap sit tag i urteposen og tog endnu et skridt frem mod mennesket, mens han skød brystet frem. Det så ikke så faretruende ud, for Renaél var en spinkelt bygget fyr - lige som de fleste elvere. Han bemærkede dog med en vis tilfredsstillelse, at han var højere end mennesket.
"Men denne del af skoven til hører elverfolket!" Sagde han på krystalisiansk. "Så hit med dem!" Han havde faktisk, når det kom til stykket ikke helt styr på, hvilke områder der var betegnet som elvernes, og hvilke, der ikke var. Men menneskeknægten var helt sikkert kommet for tæt på grænsen!

Marcel var god til elvisk. God, af en ung, uuddannet knægt at være. Men dét han tydeligst selv kunne se, var hans fejl og mangler. Så da elveren kommenterede på hans elviske, skammede Marcel sig straks, og skammen ledte direkte til vrede. Det blev kun værre da elveren slog over på krystalisiansk, som om Marcel var for dum til at forstå fyrens elviske.

"Jeg har lige så meget ret til at være her, som du har!" svarede han, stadig på krystalisiansk, fordi elvisk ville gøre ham alt for nervøs. Han havde overvejet at give urterne til elveren, men fyrens arrogance og generelle overlegenhed gav kun Marcel lyst til at være på tværs. Han så ikke hvor ung fyren var, for en elver at være, han så kun en jævnaldrende, der troede at han var bedre end ham.

"Hvis du vil have dem, må du komme og tage dem, dit langørede æsel," opfordrede han, lidt højere, og gik truende et skridt tættere på elveren - så truende, som han nu kunne, når han stadig ikke havde sluppet urterne med de små blomster, eller trukket et våben, og når han oven i købet var lavere. I det mindste var han mere solid, ikke så spinkel, men det var også alt han havde på sin side indtil videre.

Det var med en vis tilfredshed, Renaél så menneskeknægten blive vred. Det tydede på, at han havde ramt rigtigt med noget, og han fnøs hånligt, da fyren havde den frækhed at påstå, at han havde lige så meget ret til at være her som en elver! Hvad bildte han sig ind..
"Langørede æsel". Fornærmelsen fik en svag, lyserød farve af vrede til at stige op i kinderne på Renaél, og det var lige før han var fristet til at forsøge at tage urterne med magt. Det var dog ikke gået hans næse forbi, at knægten så ud til at være lidt bredere bygget end ham - og selv om Renaél gjorde noget ud af at træne sin krop, så var det udelukkende for udseendets skyld. Han kunne slet ikke finde ud af at slås!

"Typisk mennesker at ville slås om alting!" Fnøs han derfor i stedet og lagde armene over kors. "Har din mor ikke lært dig at være lidt mere civiliseret!?" 

Det slog klik for Marcel det øjeblik elveren nævnte hans mor og øjeblikket efter at fyren rapkæftet havde omtalt hende, buldrede Marcels krop direkte ind i hans, skulder mod bryst, så de begge væltede ned i græsset, Marcel øverst.
Morgenmynten var helt glemt, tabt ved siden af dem.

“Tag det i dig,” snerrede han, imens han kæmpede for at få fat i fyrens hænder - Marcel skulle ikke dø her, fordi en eller anden fej elver stak en dolk i ham, i hvad der tydeligvis bare var en slåskamp.

Renaél nåede knap nok at opfatte, hvad der skete. Pludselig var menneskemanden lige oppe i ansigtet på ham, og den noget tungere fyr fik ham hurtigt væltet om kuld. Han ramlede ned i skovbunden, mennesket var oven på - alt for tæt på ham. Han begyndte at slå ud efter ham med hænderne. "Flyt.. dig!" Hvæsede han ud mellem sine sammenbidte tænder. 

En lille del af Renaél var gået i panik. Han kunne ikke finde ud af at slås - og han var alene ude i skoven med mennesket. Det kunne hurtigt gå meget galt, tænkte han, som han mærkede fyren tage fat i sine hænder. 

Det blev meget hurtigt tydeligt for Marcel, at elveren ikke var vant til at kæmpe, men det fik ham ikke til at være sødere ved ham. Det fik ham kun til at være endnu vredere over at fyren havde turde fornærme ham og hans familie, når han ikke havde noget at have det i.

Med et godt greb om elverens hænder, holdt han dem nede imod jorden over fyrens hoved og sad, lænet fremover på ham, med sit ansigt godt 30 centimeter fra hans.

"Jeg flytter mig ikke, før du undskylder! Undskylder og - og indrømmer, at mennesker er bedre end elvere!" Sagde han med et løft med hagen, en direkte udfordring. Han vidste godt, at sandsynligheden for at en elver nogensinde ville indrømme sådan noget var forsvindende lille, og især en stadig langøre som ham under Marcel, men han var nødt til at prøve alligevel. Også selvom han selv elskede elvere og deres kultur, så højt at han frivilligt havde studeret deres sprog og opholdt sig så tæt på deres land som muligt. 

Renaél havde aldrig nogensinde før været så tæt på et menneske - ikke et af hankøn, vel og mærke, medmindre man talte mødet med Fabian med. Sidstnævnte forsøgte Renaél dog at udslette fuldstændig fra hukommelsen. Den hurtige overmanding i skovbunden fik ham til at føle sig ydmyget - selv om det var typisk, at menneskemænd besad mere fysisk styrke, forventede man stadig af en elver, at han kunne klare sig i en sådan situation. Renaél kunne ikke klare sig. Vægten fra mennesket trykkede ham ned i græsset og mandens ansigt var alt for tæt på. Han skar tænder.

"Glem det!" Halvråbte han ind i hovedet på ham. Ikke tale om, om han ville undskylde. Det var mennesket, der var indtrængeren! Han kunne bare have givet Renaél planterne og skrubbet ud. Vreden vældede op i den unge elver og fik ham til at gøre noget meget dumt: han spyttede efter mennesket.

Marcel klemte hårdere om elverens håndled, da han fik et svar, der ikke passede ham overhovedet. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre ved det - han kunne ikke slå til ham uden at slippe ham og vidste ikke hvordan han ellers skulle få en undskyldning ud af ham.
En våd klat ramte ham i ansigtet og et øjeblik sad han i chok, indtil det gik op for ham, hvad der var sket. Langsomt og med kontrolleret vrede strammede han grebet om elverens håndled og samlede grebet om dem i én hånd, inden han flyttede sin ledige hånd op til sit ansigt og kørte den over spyttet, som troede han ikke på, hvad der var sket, før han rørte ved det.

"Din selvfede nar," råbte Marcel pludseligt, hans vrede blusset op ved følelsen, og uden at tænke sig om slap han elverens hænder, for i stedet at slå ham med flad hånd over kinden. På trods af sit temperament kunne Marcel ikke få sig selv til at slå ham med knyttet hånd - den spinkle elverdreng lå trods alt stort set hjælpeløst under ham og det gjorde Marcel overmodig.

Vægten fra menneskeknægten og hans styrker, som langt oversteg Renaéls, begyndte langsomt at få elverens vrede til at gå over i frygt. Han var alene herude - og menneskeknægten var stærk nok til at slå ham ihjel, hvis han ville. Eller værre: gøre permanent skade på Renaéls ansigt. Tanken fik en kold følelse til at brede sig i brystet på den unge elver - kunne han vende tilbage til Elverly, hvis han var blevet gennemtæsket af en simpel menneskedreng?

Slaget stak, og Renaéls hænder, der nu var frie, røg automatisk op til kinden i stedet for at gøre noget fornuftigt - som at hjælpe med at få vredet sig fri.. Hans slanke fingre gled hen over den hastigt rødmende hud: phew, der var nok ikke tale om permanent skade..
Han tog en dyb indånding og så op på menneskeknægten, vreden over at han havde vovet at lægge hånd på Renaél stadig ulmende, men følelsen af hjælpeløshed og frygt for, hvad den anden kunne gøre ved ham, var mere presserende: "Giv slip nu.. Du tager dine ligegyldige planter, hvis du så gerne vil have dem, og jeg vender tilbage til Elverly. Du vover ikke at slå mig igen!" Han gjorde sig umage for at få sin stemme til at lyde so rolig og autoritær, som han kunne, men det forhindrede den ikke i at ryste en smule..

Marcel så ned på den kønne ungelver i fuldstændig chok, da fyren ikke gjorde andet end at tage sig til kinden. Havde han aldrig været i et slagsmål før? Rullet rundt på græsset, slået på sine brødre og skreget af sine søstre? Marcel havde da lært lidt om at slås, på den der måde hvor det ikke var rigtigt seriøst, men man bare skulle bevise, hvem der bestemte. Der var ingen, der havde trukket et våben endnu, og Marcel forstod ikke, hvorfor elveren hverken forsvarede sig selv eller slog tilbage.
Underligere endnu, så lød han som om han troede, at han kunne bestemme over Marcel. Hvad var han, en eller anden elvisk prins?! Han lød sådan, sådan som han kastede ordrer om sig, på trods af sin tydelige frygt.

På trods af måden den kønne elver beordrede Marcel omkring, helt uden noget at have det i, kunne han ikke lade være med at få ondt af ham, så han tog en dyb indånding, lagde en hånd under elverens hage og brugte sin evne på ham. Hans mål var at berolige ham, ved at sænke hans hjerterytme, men ville elveren ikke beroliges, kunne det lige så godt føles som om han blev bedøvet mod sin vilje. For ikke at gøre det alt for tydeligt, at han brugte sin evne på ham, besluttede Marcel sig for at sige noget, der også var beroligende. Hvis han var heldig, ville elveren blive beroliget af hans ord, eller tro, at det var dem der beroligede ham.

"Jeg gør dig ikke noget." Han så ham i øjnene imens han sagde det, men han lettede sig ikke fra ham endnu. "Jeg slipper dig om lidt, lille prins, og hvis du angriber mig igen, så vil du fortryde det. Men du kan frit løbe hjem til din mor og sladre til hende. Jeg lover dig, at vi aldrig ses igen."

Det var et svært løfte at holde, for selvom skoven var stor, så lykkedes det på en eller anden måde altid Marcel at ende ved en elvergrænse - men den løb jo også over det hele! Men Marcel var ikke typen, der gik vildt meget op i sine løfter og hvad var sandsynligheden for at han ville støde ind i lige præcis denne elver igen også?

"Er det en aftale?"

Til at starte med antog Renaél det tydelige chok malet i menneskedrengens ansigt, som værende et tegn på, at han endelig var ved at finde noget passende respekt for en elver af Lindeskoven. Godt. Jo hurtigere han gjorde, som Renaél sagde, jo hurtigere kunne Renaél vende tilbage til Elverly og lægge oplevelsen bag sig. Der var ikke en levende sjæl der måtte vide, at Renaél havde været ved at få tæsk af en snothvalp af et menneske..

Han ventede med hjertet bankende i brystet på, at knægten ville give slip på ham, men i stedet havde han den uforskammethed at lægge en hånd på Renaéls ansigt! Han løftede hånden for at slå ham væk, men med det samme bølgede en følelse af træhed ind over ham. Det begyndte langsomt at gå op for ham, at knægten brugte en eller anden form for magisk kraft, der fik Renaél til langsomt at blive bedøvet. Han hev under vejret under påvirkningen af magien.

"Stop! Hvad gør du ved mig?" Han forsøgte at stritte imod, men det gjorde bare fornemmelsen værre. Han så op på menneskeknægten, som stadig ikke havde flyttet sig fra ham. Ydmygelsen var næsten ikke til at holde ud.. Han gav ikke meget for menneskets ord. Når deres slags først var begyndt at gå rundt i skovene, skulle der mere til, før de holdt sig væk..

Marcel så til imens elverknægten forsøgte at slå hans hånd væk, men øjeblikket efter blot lod sin hånd falde ned på skovbunden igen. Måske hans evne havde virket lidt for godt. Selv imens han tænkte dét, slap han ikke elverens hage. Han var ulideligt køn. Så forfærdeligt køn, at Marcel havde lyst til at slå ham bare for dét. Faktisk - faktisk, så burde det være ulovligt at være så køn, besluttede han med sig selv.
Hans hjerte slog hårdt i brystet på ham, som han så den arrogante, lille Prins Lort an. 

"Sikrer mig, at du ikke dolker mig i ryggen, så snart jeg slipper dig," svarede han ærligt, selvom det ærgrede ham at hans evne ikke var virket efter hensigten. Han ville gerne have kunnet ført en samtale med Prins Lort uden at han var så ængstelig, selv hvis han ikke kunne slippe for hans arrogance.

Han sendte et sidste skud af sin evne over i elverprinsen, inden han greb sine urter og med et par hurtige bevægelser kom af ham og baglæns gik et par skridt væk fra ham, indtil han følte sig sikker. Han holdt fortsat øje med ham, selvom han vidste, at han burde stikke af. Elvere kunne ikke stoles på og selv den her ville uden tvivl hævne sig, hvis han fik chancen. 

Inde i sit hoved havde Renaél nærmest lyst til at le ad den håbløse situation. Hvordan skulle han dolke den store, stærke menneskeknægt - med sin lille urtekniv, som han aldrig havde lært at bruge som et våben? Ikke, at han havde tænkt sig at sige et ord om dét. Det var kun godt, at mennesket rent faktisk troede, at han ville være i stand til at gøre skade.. at han var blevet bundet til jorden med magi, var også en bedre historie at fortælle healermesteren senere. Han skulle bare sørge for at gøre mennesket som en mægtig farlig troldmand i historien..

Han lå og havde så ondt af sig selv, at det først efter et lille øjeblik gik op for ham, at knægten havde flyttet sig fra ham og var på vej væk. En pludselig panik greb ham igen - hvor længe ville denne her magi påvirke ham? Hvad nu hvis der kom andre, farlige væsner forbi, mens han lå her?
Han løftede svagt den ene hånd, vinkende i retning af mennesket: "Kan jeg.. rejse mig?" Spurgte han dumt. Det var ikke så meget et spørgsmål der gik på, om han måtte, men om han ville være i stand til det.

Marcel så forundret på elveren, da han blev liggende på skovbunden. Hans evne havde gjort ham afslappet, som lå han under en varm dyne kun lige vågnet fra en behagelig drøm, eller som havde han drukket lidt for meget alkohol og havde svært ved at finde balancen når han skulle op af en stol, for evnen virkede lidt forskelligt fra person til person og forskelligt alt efter situationen han havde brugt den i, men den kunne ikke helt lamme offeret. 

"Har du.. brug for en hånd?" spurgte Marcel også bare tøvende, fordi han ikke tog det som et reelt spørgsmål om evne, men som tegn på at elveren måske stadig følte sig lidt for rundt på gulvet. Han ventede ikke på svar, men tog et par hurtige skridt hen til den smukke prinse-lignende elver og rakte en hånd frem med et bekymret ansigtsudtryk. Bekymret for om han havde været for hård ved ham og samtidig bekymret for, om elveren allerede nu var i gang med at udføre sin hævnplan og han lige var gået i hans fælde.

Renaél var slet ikke klar over, at magien der var blevet brugt på ham, ikke var så slem. Hans tanker fik ham til at tro det værste, og han lå derfor mere eller mindre som en kludedukke i skovbunden. Det gik først langsomt op for ham, at han faktisk godt kunne bevæge hånden og ved nærmere eftersyn også ben og fødder. Han fik sig kæmpet op på albuerne, små kviste og blade sad rundt omkring i hans halvlange, lyse hår, der på trods af sammenstødet med jorden havde en evne til altid at sidde perfekt om hans forfinede ansigt.

"Du skal ikke røre ved mig!" Udbrød han i et pludseligt nyt vredesudbrud. Han ignorerede den udstrakte hånd og begyndte i stedet selv at kæmpe sig på benene. Hvad i Zaladins navn bildte mennesket sig ind - først at hamre Renaél ned i jorden, gøre ham svag og derefter lade sig om, han gerne ville hjælpe! Troede han virkelig, at Renaél ville røre ved hans beskidte tyvegrabber?