Ask var ret overbevist om, at det var smedens egen skyld, at hans arbejdshest var stukket af. Han havde  nemlig for vane at drikke sig fuld om aftenen og glemme at binde tøjret ordenligt, så Ask gav ikke fem flade ører for den svada smeden gav arbejdsdrengen for at have ladet hesten stikke af i løbet af natten. Den stakkels dreng så ud, som om han var på grådens rand, og Ask måtte da også stille, men bestemt sige, at han nok skulle få hesten tilbage. Smeden turde ikke skælde ham ud, så han gryntede bare, at det manglede da også bare. Ask klappede arbejdsdrengen på hovedet og forsikrede ham, om at han nok skulle få hesten tilbage.

På trods af at han ikke var meget for at lade drengen være alene tilbage med smeden, mens Ask var på jagt (endnu en jagt!) efter hesten, så blev han nødt til det. En sort og stærk hest kunne løbe langt på en hel nat, og Ask havde ærligt talt ingen idé om, hvor han overhovedet skulle starte. Det tog dog heldigvis ikke langt tid med at spørge sig omkring, før Ask blev henvist til en dværg, der eftersigende skulle være meget dygtig til at opspore folk og fæ.

Dværgen, hvis navn han endnu ikke kendte, boede på en kro i byen i forbindelse med en anden opgave, åbenbart, men Ask håbede inderligt, at han også ville påtage sig denne her, for Ask anede ikke, hvordan han ellers skulle få opsnuset hesten. Hans egne evner indenfor det område var ikke meget at berette om.

Efter at have forhørt sig hos kromutter, fandt Ask frem til værelset, som dværgen boede på. Han tog en dyb indånding og bankede på.

Ferghus var i Lazura for at finde en kvinde, der havde forladt hus og hjem og ikke var til at finde. Manden var dybt bekymret, hun havde opført sig sært og selvom de fleste måske ville tro, at hun var stukket af fra ham, havde Ferghus fået en fornemmelse af, at manden vitterligt var bange. Så han havde sagt ja til at hjælpe og var taget med til Lazura, hvor han fra deres hjem havde fundet kvindens spor. Og han havde fundet hende, et stykke fra byen ved en sø, hvor hun havde fundet sig et sted at være alene. Ferg havde ikke blandet sig i hele situationen, kvinden var åbenbart ganske deprimeret, men havde hjulpet manden med at få hende sikkert hjem igen. Han var gået derfra med fornemmelsen af, at manden ville gøre alt, hvad han kunne for hende, og Ferg havde givet ham et par gode råd med på vejen, dog uden at afsløre, at han selv kendte til det sortsind, der kaldte på ens endeligt.

Det var blevet sent og han havde fået et værelse på kroen, hvor han havde overnattet. Dagen efter var han ikke taget hjem så snart solen stod op, som han ellers ville have gjort, men brugt noget af dagen i byen på at handle ind af ting, der var svære at få i den lille landsby, han boede ved. Noget nyt værktøj, en brændeøkse, da han havde foræret sin gode væk til en teenagepige uden våben, og den gamle var ikke så meget værd. Lidt andre småting blev også handlet og ponyens sadeltaske skulle nok blive fyldt op.

Endeligt var han tilbage på kroen, hvor han fik noget frokost og derefter gik op på værelset for at pakke og gøre klar til at tage hjem. Han foretrak at være hjemme, i sin egen ensomhed, sammen med sine dyr og skovens ro. Han kedede sig aldrig, fandt altid på noget at lave. Landsbyen var ikke langt væk og det skete ofte, at han spiste hos nogle af beboerne eller tog en aften på kroen, når han havde brug for selskab.
Det bankede på døren og han rynkede kort panden. Som altid, når han var i mere civiliserede omgivelser, begyndte hans vagtsomthed at stige - det kunne være nogen, der havde genkendt ham og ville ham ondt. Så han frigjorde den store kampøkse fra bæltet, inden han gik over for at åbne døren på klem og kigge ud. Der stod en mand, han kunne næsten kun være nordbo, udenfor.
"Hvad er der?" Ferg brummede afvisende af manden.

"Øh," sagde Ask dumt, da dværgen åbnede døren på klem, som om Ask ikke havde ventet at finde ham der. "Er du Ferghus Vragison, også kaldet Jordtygger?"

Ask smilede lidt nervøst til dværgen. Han havde skam mødt masser af dværge på sine rejser, men han synes godt nok, de alle havde en tendens til at være ret gnavne og hurtige til at gribe deres økser, så selvom Ask var et godt stykke højere end dværgen i døren, så var han alligevel lidt nervøs.

Manden på den anden side af døren, virkede ikke farlig, selvom han var stor. Der var noget over det nervøse smil og hans generelle udtryk, der fik Ferghus til at rette sig lidt op og sænke øksen, der stadig var gemt bag døren, lidt. Manden kendte hans navn, endda med det gamle tilnavn, hvilket både kunne tyde på, at han ville ham noget med arbejde, men det kunne stadig være af andre grunde, manden nu stod foran hans dør. Ferghus så overvejende på ham og bestemte sig til, at der nok ikke var nogen fare. Det fik ham dog ikke til at åbne døren mere eller lægge øksen væk.
"Jeg er Ferghus, ja." De stålgrå øjne hvilede fast på manden og der var stadig ingen venlighed at se på den ældre dværg. Ikke fordi, at han ikke indeni var ganske venlig og rar, men livet havde gemt det godt væk bag et gnavent ydre.

Hvad Ask ville kunne se af ham igennem sprækken i døren, ville ikke se ud af meget. En typisk lav dværg iklædt praktiske klæder, der passede sig til årstiden og det, at han var rejsende. Det mørkegrå hår var skrabet tilbage i en hestehale, det der nu var langt nok, og skægget var usædvanligt nok klippet kort. Det var nok tydeligt, at Ferghus brugte meget tid ude, som hans hud var solbrændt, trods at vinteren kun lige var ovre. 

"Det var bare, fordi, øh, jeg leder efter en hest," forklarede Ask til dværgen, der ikke virkede videre vrissen, men heller ikke ligefrem åben og imødekommende.

"Jeg kan betale," tilføjede han. "Den stak af i nat, så den er sikkert nem at finde for en fyr som dig."

Lidt smiger var aldrig af vejen, syntes Ask, og han smilede til dværgen. Han var mindre nervøs nu, hvor der ikke var en økse, der var forsøgt hugget i hans hoved eller knæ. Det var sket alt for ofte, når han havde haft med dværge at gøre før i tiden. Det kunne selvfølgelig være hans egen skyld, men Ask syntes nu selv, at han havde opført sig ordenligt. Men selvfølgelig vidste han ikke helt, hvad "ordenligt" betød i dværge øjne.

Så det var arbejde. En hest. Normalt ikke et problem for Ferghus, de efterlod normalt tydelige spor, dog havde de en tendens til ikke at følge en forudsigelig linje. Men nej, ikke et problem. Manden skyndte sig at tilføje, at han kunne betale. Om det var et forsøg på smiger, der fulgte, var lige meget, Ferghus reagerede ikke på den slags. I stedet brummede han overvejende. Skulle han tage jobbet? Han var ellers klar til at tage hjem, det ville uden tvivl betyde en overnatning mere. Hans blik hvilede lidt på manden, men han vidste allerede godt, at han ville sige ja. Nu var han her alligevel.

Så han tøvede kort, men åbnede så døren helt for at lade manden komme ind, hvis han ville. Ferg selv vendte rundt og satte øksen tilbage i bæltet, som han gik hen til sengen efter sin jakke.
"En hest er ikke et problem. Prisen kommer an på, hvad du kan betale." Der var ingen grund til en fast pris, han hjalp alt fra adelige til de helt fattige og han krævede aldrig mere end hvad folk havde råd til. Så adelige fik ofte lov til at betale lidt mere end andre. Nogle gange tog han intet for sin hjælp, men så betalte folk som de nu kunne. Om det var et måltid mad eller hjemmelavede hjælpemidler til hverdagen.

Han greb jakken og vendte sig mod manden igen. Lod blikket glide over ham, nu han ikke kiggede igennem en dør, var manden nemmere at vurdere.
"Heste er nemmere at indhente til hest. Har du en ekstra?" Hvis hesten var stukket af om natten, kunne den være nået langt og personligt havde han ikke tænkt sig at gå. Hans pony stod nede i stalden, klar til at tage videre.
Der var stadig intet venligt over Fergs stemme eller blik, men ud over at virke gnaven, var han ikke negativ. Det var bare hans personlighed.

"Æh," sagde Ask, efter han var fulgt ind i dværgens værelse med en lettet følelse. Selvom smeden ikke turde råbe af ham, så ville han nok ikke tøve med at fyre ham, hvis hesten ikke kom tilbage. Eller også ville han lade det gå ud over arbejdsdrengen, og så ville Ask være nødt til at stille sig i mellem dem, og det ville nok også få ham fyret. Hvis bare hesten kom hjem igen, ville alt blive godt.

"Jeg har ikke så mange penge," fortsatte han og kiggede sig omkring i værelset. "Jeg arbejder hos en smed, men jeg går ikke ud fra, at noget af det, vi laver, kan hamle op med dværge-lavet våben og værktøj. Jeg kan dog tilbyde dig nogle gode, store laks? Jeg er god til at fiske, og jeg kender et godt sted at få nogle fede laks på krogen! Så måske..."

Ask gravede ned i sin lomme og fik fat i et par krystaller, som han viste til Ferg.

"Hvis du nu får dem her, og så nogle laks?" tilbød han med et håbefuldt smil.

"Jeg har ikke nogen hest, men jeg kan sagtens gå!" tilføjede han.

Ferghus lyttede tålmodigt til menneskets ord om betaling og da han rakte krystallerne frem mod ham, rystede ham brummende på hovedet.
”Laks er fint, behold du dine penge.” Laks var ganske fint, alt efter hvor mange der var, kunne han afsætte dem i landsbyen. Og fisk var altid godt at spise. Ferghus kunne godt lide at få fisk med hjem fra Lazura, han havde også noget tørret af den i tasken, men frisk var helt klart bedre. Og det virkede ikke til, at manden havde mange penge, så fisk var fint.

Dog var det ikke ligefrem det meste tilfredse udtryk, der gled over dværgens ansigt, da han sagde, at han ikke havde en hest, men sagtens kunne gå. Det ville måske komme til at tage sin tid, alt efter hvor langt hesten var rendt. For et øjeblik var han ved at overveje, om han skulle tage Nille med eller om han skulle forsøge at følge med mandens lange ben. Det var en lidt svær beslutning, men et dæmpet suk lød fra ham og han kørte en hånd igennem sit pandehår for at skubbe det væk fra ansigtet.
”Fint, så går vi.” Bare hesten ikke var løbet så langt, at de ikke kunne nå tilbage til byen før mørket lagde sig. Ellers skulle de overnatte ude og Ferghus havde ikke tænkt sig at slæbe sin oppakning med.

Han så afventende på manden.
”Vis mig, hvor den sidst er set. Fortæl mig om den. Hvor stor er den, har den sko på, går den på en bestemt måde?” Han ventede på, at Ask gik ud af værelset, så Ferghus kunne følge efter og lukke og låse døren efter dem. Nede i krostuen var han omkring krofatter for at fortælle, at han ville have værelset til dagen efter og at hans pony blev i stalden. Derefter kunne han følge med den store mand ud i solen.

Ask var ærligt talt lettet over, at Ferghus var tilfreds med fisk, for krystallerne var hans eneste opsparing, og de skulle helst gemmes til en regnvejrsdag. Han ville gerne give dem for at arbejdsdrengen kunne beholde sin plads og ikke fik stryg af smeden, men hvis han kunne undgå det...

"Den var tøjret i stalden bag smedjen," fortalte Ask, mens de gik ned ad trapperne sammen og lidt efter ud af kroen. "Det er en stor arbejdshest, sådan en man knapt kan skræve over, så bred er den over ryggen. Den er rød med hvide sokker, og øh, den er vist lidt halvt på det ene bagben. Ikke noget, der generer den, men man kan se det, hvis man kigger efter.

Ask missede med øjnene i solen og skubbede sit halvlange, røde hår væk fra ansigtet. Han var stadig ikke helt vant til at opholde sig i direkte sol i længere tid. Det var først, da han havde forladt sin nordlige kystlandsby, at han rigtigt have oplevet sydsolen for alvor, og hans hud, som havde været bleg og næsten gennemsigtig det meste af hans liv, blve pludsleig dækket af fregner over det hele. Hans forældre ville sikkert ikke kunne kende ham, hvis de så ham nu.

Ferghus lyttede opmærksomt til mandens fortælling om hesten. En så stor en hest, der haltede let, ville ikke være svær at finde sporet af. Slet ikke når den var rendt af om natten, så var sporet frisk.
”Tøjret siger du? Den er ikke blevet stjålet?” Hvis den var, ændrede det lidt på tingene, det var ikke det samme at følge en løs hest eller en hest styret af et væsen. Da de kom ud af kroens dør, trak han jakken på. Der var ikke helt varmt nok til, at han kunne rende rundt kun iklædt sin kortærmede kofte. Ikke at han var en frossenpind, han var trods alt vokset op i Norden i dværgenes rige.

Smeden. Det vidste han, hvor var, han var ofte forbi flodbyen. Den lå ikke så langt fra hans hjem og arbejde eller indkøb fik ham regelmæssigt hertil. Så han drejede ned af gaden i forventning om at det mere langbenede menneske ved hans side fulgte med. Han satte sit eget tempo, lod sig ikke påvirke af, at den store mand nok gik hurtigere end ham. Han var en ældre dværg og gad ikke løbe af sted for at følge med folk med længere ben, så måtte de vente på ham.

Det var ikke fordi at han lagde op til samtale med mennesket. Ikke fordi han ikke ville som sådan, men Ferghus var bare en tavs dværg, der normalt ikke behøvede at sige noget, hvis der ikke var noget at sige. Noget der nok forstærkede det gnavne udtryk ved ham, hvilket ikke gjorde ham noget.

"Æh," sagde Ask og kløede sig lidt i det røde hår, mens han fulgte efter Ferghus. "Det er et godt spørgsmål. Altså, den kunne selvfølgelig være blevet stjålet, men der er nu ikke noget, der tyder på det. Ham, der tøjrede den, er ikke nødvendigvis kendt for at binde verdens strammeste knuder, så vi gik lidt ud fra, at den havde revet sig løs. Måske var der noget, der skræmte den? Den er ellers en ret rolig hest, ikke sådan bange af sig. Ellers ville det jo være en slet arbejdshest."

Det tog lidt tid, førend Ask fik indstillet sin gang til det rigtige tempo. Hans lange ben gjorde det svært at følge dværges stilfærdige og en kende langsomme tempo, og Ask var flere gange ved at snuble over sine egne fødder i forsøget. Det lykkedes dog til sidst, og han grinede halvforlegent ned til dværgen, der så halvgnaven ud som altid.

Ferghus brummede som svar til mandens lange snak om hesten og omstændighederne. Han havde mødt smeden et par gange, købt af hans varer - selvom Ask troede, at Ferghus havde nok i det dværgeskabte, var sandheden, at han ingen forbindelse havde med Dragorn og han var ikke selv smed, men gammel minearbejder. Selvfølgelig købte han helst dværgejern og -stål, men det var nemmere at skaffe ting fra smedjerne i landsbyerne rundt om, hvor han boede.
Men smeden havde ikke givet Ferg et positivt indtryk, så hvis hesten blot var rendt ud af en knude, så ville det ikke undre ham.

At manden havde svært ved at få sine lange ben til at følge dværgens tempo blev ret hurtigt tydeligt og på den ene side morede det den gamle dværg, på den anden siden havde han mest lyst til at himle med øjnene og bruge øksen til at hive benene væk under ham. Mennesker. Og så sagde man, at dværge var klodsede.
Tavst fortsatte han i samme tempo og snart var de fremme ved smedjen. Den velkendte lugt af ild, brændt metal og varme stod ud fra stedet og som altid kunne han ikke lade være med at savne smedjerne i Dragorn, selvom det var omkring fyrre år siden, at han sidst havde lagt øjne på dem.
Han så op på den rødhårede mand med et afventende blik. Hvor skulle de hen?

Ask styrede dem rundt om smedjen og om til baghuset, hvor den lille stald var. Stald var måske så meget sagt... Det var nok mere et halvtag. Det var lige præcist stort nok til at dække en enkelt arbejdshest, men der var hverken hegn eller stakit til at holde hesten inde, hvis den fik revet sig løs fra fortøjringerne. Baggården var omkranset af et halvråddent plankeværk, men porten står altid åben, for der kommer hele tiden folk for at hente eller afgive bestillinger. Hvis hesten fik trukket sig løs fra knuden, kunne den spankulere direkte ud i friheden uden problemer.

Ask pegede over mod halvtaget og den store jernring, som hestens reb normalt var bundet til. Han havde selv undersøgt ringen, men der var intet, der tydede på, at rebet var skåret eller flået over, men det kunne selvfølgelig være, at Ferg kunne se noget, Ask ikke kunne.

Ferghus fulgte efter manden rundt om smedjen og om til gården. Stedet så noget ramponeret ud og den praktiske del af ham gøs lidt. Men han sagde intet, heller ikke, da han blev vist hvor hesten havde stået. Han kunne godt forstå, at den var gået, så snart den havde muligheden. Det var da et trist sted for en hest. 
Det virkede til, at mennesket forventede, at han undersøgte stedet nærmere, så det gjorde han. Gik derover og lod fingrene røre den store ring, der intet fortalte. Hans blik faldt til jorden og miskmasket af hovspor og fodspor. Han trådte ud fra under halvtaget og satte sig på hug. Med et lidt fraværende udtryk lod han fingrene glide hen over det hårdttrampede jord. Der var mange spor dette sted, men arbejdshesten var nem at skille ud. Med de korte negle skrabede han lidt og løftede så hånden for at gnide fingrene under næsen. Det var ikke nødvendigt at efterleve kaldenavnet "Jordtygger", det var ret nemt for ham at fange det mest friske spor fra den store hest. 

Han rejste sig og gik forbi mennesket og ud af gården. Så snart han var ude, drejede han til venstre, vejen der ledte ud fra landsbyen og ud i vildmarken uden nogen farbar vej.
"Den travede den vej. Ud mod den store sø." Han pegede i den retning, han nævnte. Trav. Så kunne den være kommet langt. Han holdt et suk tilbage og skævede mod menneskets lange ben. Han havde en fornemmelse af, at det ville blive en lang tur. Skulle han alligevel hente Nille og sin oppakning? Nej. En beslutning han fornemmede, at han nok skulle komme til at fortryde, men det måtte han tage, som det kom. Med et blik der sagde "kommer du?" begyndte han at gå efter det spor, der ikke var synligt, men som han vidste hvor var.

Ask så fascineret på, mens Ferghus undersøgte hestens lille fold. Han vidste ikke helt, hvad han havde forventet, men han var imponeret over, hvor sikker i sin sag Ferghus virkede. Sådan havde Ask det med jagt og fiskeri, men bestemt ikke med at spore dyr. Han kunne med nød og næppe sådan nogenlunde holde sig på et spor, men nogen stifinder blev han nok aldrig. Han var for distraheret af alt det, der skete omkring ham. Hvis han endelig skulle spore noget, så sporede han vildsvin eller bjørne for at nedlægge dem. En hest kunne han bestemt ikke finde.

Det gav et lille sæt i Ask, da dværgen pludselig så på ham, og han skyndte sig efter ham.

"Hvor har du lært at spore heste?" spurgte han oprigtigt nysgerrig, mens de gik. Han kunne godt fornemme, at Ferghus måske ikke var den mest snaksaglige dværg i verden, så Ask ville prøve at hjælpe ham lidt på vej.

Ferghus gik af sted i et hurtigere tempo end tidligere, nu havde de travlt og noget de skulle nå. Han ville helst finde den hest og nå tilbage inden mørkets frembrud, men han tvivlede lidt på, at det kunne lade sig gøre. Så skulle den ikke være løbet så langt. Hvem vidste, han kunne ikke se, hvor langt sporet var, bare at det gik i en bestemt retning. På et tidspunkt skulle han gentage seancen med sin evne, men lige nu vidste han, hvilken vej han skulle.

Mennesket løb op på siden af ham og Ferghus sendte ham et blik. 
"Det er en evne jeg har. Man kan sige, at jeg taler med jorden. Jeg spørger og den giver svar. For det meste." Det skete, at hans evne fejlede, for eksempel hvis der var for mange spor oven i hinanden. Eller hvis sporene var for gamle, så kunne jorden ikke længere fortælle ham noget.
Han kunne godt fornemme, at mennesket ønskede en samtale, hvilket fik ham til at sukke indvendigt. Han var ikke stærk i småsnakkeri, foretrak stilhed, men han kunne altid forsøge. De skulle trods alt bruge lidt tid sammen nu.
"Det er en evne, jeg har haft, siden jeg var barn." Og det var mange år siden.

"Fascinerende," mumlede Ask, mens han fulgte med Ferghus og lyttede til ham. Han klæede sig lidt i skægget. Gad vide om det var noget, han kunne lære...?

"Er det noget, du er født med?" spurgte han og skævede sidelæns til dværgen, mens de gik. Hvis Ferghus havde haft en læremester, ville Aske meget gerne have vedkommendes navn, så han måske kunne opsøge dem på et tidspunkt. Asks ivrighed for at lære nye ting var også oprindeligt grunden til, han forlod sin landsby og sin gud. Vidensindsamling havde aldrig været forbudt under Sol, og selvom det havde taget lidt overtalelse, så var hun gået med til, at han kunne forlade landsbyen på ubestemt tid, så længe han huskede, hvor han kom fra, samt at fortælle andre om sin gudinde.

Ask smilede lidt for sig selv ved minderne om sit  hjem.

Ferghus trak let på skuldrene til mandens spørgsmål.
”Er alle med evner ikke det?” Ikke et spørgsmål, han kunne svare på, men han havde vist endnu ikke mødt nogen, der ikke havde evnerne i kroppen til at starte med. Hvornår de så blev aktiveret, det varierede så til gengæld en del. Hans var startet rimeligt tideligt, heldigvis. Han havde haft brug for dem fra starten af.
Han førte dem fremad i et godt tempo, stadig med en god følelse af, hvilket vej de skulle. Byen stoppede hurtigt og i stedet førte han dem ind over et stort område med højt græs. Her kunne han lige så godt bruge øjnene som sin evne, noget at græsset havde ikke rejst sig endnu fra at være blevet trådt på af det tunge dyr. Men tegnene var næsten usynlige og han var alligevel glad for at have evnen at støtte sig til.

Han skævede til manden. Det store rødhårede menneske virkede lidt som en drømmer, men måske var det bare det udtryk han havde i ansigtet lige nu. I det mindste gav han ikke noget indtryk af at skulle være en dårlig person, selvom Ferg var påpasselig med ikke at dømme for hurtigt. Ind til videre have manden dog kun givet ham en lidt klodset, men godsindet fornemmelse.
”Kommer du fra Lazura?” Ferghus syntes ikke helt, at han passede ind udseendemæssigt, men han kunne tage fejl. Spørgsmålet var sådan set bare for at holde lidt gang i småsnakken - og det var lidt af en vane at finde ud af ting om folk. Man kunne aldrig vide, hvad man kunne bruge.

"Jeg?" Ask blev hevet ud af sine tanker af Ferghus' spørgsmål, og han smilede ned til den lille mand. "Nej, det kan man ikke sige. Jeg kommer fra Norðurljós. Det er en lille landsby helt oppe på nordkysten... En fiskerlandsby."

Han skulle til at fortælle videre om sin gudinde, og hvor god og retfærdig hun var, men han holdt igen. Han fik på en eller anden måde indtrykket, at den slags ikke var Ferghus' kop te. I hvert fald var det nok for tidligt at underholde med gudesnak på deres første dag. 

Norðurljós. Navnet var bekendt, men ikke nok til at Ferghus kunne sætte noget på det. Men han kendte heller ikke alle de små landsbyer i Norden, langt fra. Selvom Dragorn lå i Norden, var det ikke meget, han var kommet rundt deroppe og han var meget sjældent over grænsen, efter han ikke længere var velkommen hjemme. Der var for stor risiko for at støde på dværge, der ville kunne genkende ham. Nej, han blev bare længere mod syd, selvom han da somme tider tog sig selv i at drømme om de sneklædte bjerge, der omgav indgangen til Dragorn.

Noget i mandens stemme afslørede, at han ville sige noget mere, men lod være. Ferghus pressede ikke på, hvorfor skulle han?
”Så er du langt hjemmefra,” brummede dværgen og lod blikket glide over deres omgivelser. Man skulle være lidt forsigtig herude, det var ikke så længe siden, at han havde været med en gruppe, der var blevet angrebet af røvere. Det havde været meget mystisk, men han havde da fået lov til at møde Lysets General. Der først lagde ham i lænker og derefter tog ham ud af dem igen. En mand Ferghus kun kunne have respekt for.