Sted: Markedspladsen i Dianthos.
Tid: Lige over middag.
Vejr: Skyfri himmel men ret så blæsende.

Der var mange mennesker på markedspladsen. Selvom der var en rimelig kraftig vind, havde foråret i den grad været skyld i, at folk kom mere ud og handlede. Ved flere af boderne var der lange køer, og handelsfolkene havde alle rygende travlt. Det var mange steder svært at komme igennem den kæmpestore menneskemængde. Flere steder asede og masede folk også for at komme forbi hinanden, og der var lettere kaos over det hele. Det foregik dog i en generel munter tone, og der var ikke rigtigt nogle, der kom op at toppes med hinanden. Det kunne dog også skyldes byvagternes og præsternes tilstedeværelse.

Alicia havde fået midlertidigt fri et par timer. Hendes sværd trængte i den grad til at blive slebet. Det var ikke misligholdt, men flere træningssessioner havde gjort bladet temmelig sløvt efterhånden, så nu havde hun besluttet sig for at det skulle gøres. Det gik ikke at have et sløvt sværd med på vagt.

Pt. blev det båret i en fuldskede ved hendes venstre hofte. Hun havde smidt byvagtsuniformen, og hun kunne ses i en hvid trøje med vige ærmer, der dog blev holdt stramt ved underarmene af hendes armskinner. Hertil havde hun et par sorte, lettere tætsiddende bukser på, der var stukket ned i hendes mørkebrune, langskaftede læderstøvler. Håret var sat op i en hestehale for at holde styr på det i vinden, og hendes tre piercinger i hvert øre var tydelige at se, som de glimtede i solens lys.

Hun stoppede op ved en bod, hvis skilt havde et logo med en hammer og ambolt. Der var ikke nogle væsner lige her, men det var nok heller ikke så tit igen, at der var behov for en smed. De fleste havde nok at lave, men de fleste bestillinger til smeden kom generelt fra lysets hær og bygarden, gik Alicia ud fra. Der kunne selvfølgelig være nogle, der gerne ville have et sværd eller have lavet hestesko, men hun gik ikke ud fra, at det var så ofte igen, det skete. Døren stod åben, så hun bankede forsigtigt på, inden hun gik ind. "Goddag? Jeg søger en smed?" sagde hun højt, som hun trådte ind over dørtærsklen. Det tog hende et øjeblik at vende sig til halvmørket, så i et godt stykke tid kunne hun ikke rigtigt se andet end mørke.

Smedjen bestod af at forrum hvor han mødte kunderne. Smedjen lå i baglokalet, og bygningen havde en baggård, der var åben for elementerne. Forrummet havde det typiske udseende af en dårligt vedligeholdt butiksfront - der var en skranke af træ, og på væggen hang der nogle enkelte våben og skjolde. Langs den ene væg havde Shrade opstillet en række stativer med rustninger på, for at give et eksempel på hvad Shrade kunne gøre. Rustningerne var unægteligt hans specialitet. På trods af deres kedeligt praktiske udseende var det tekniske mirakler af overlappende plader og låsemekanismer. Hans evne gjorde det nemt for ham at udforme stålet præcis som han ville have det.
Rustningerne var naturligvis ikke til salg. De var eksempler på hvad han kunne gøre, men han arbejdede udelukkende udfra bestillinger.

Det var sjældent at Shrade fik gæster, og endnu mere sjældent at han fik kunder, i hvert fald i sin kapacitet som smed. Som regel kom folk kun for at leje ham som muskelkraft, og smedjen havde fået et ry for at være et samlingssted for folk på kanten af loven. Han fik kun få kunder interesseret i hans smedekunst, og derfor havde han ladet forrummet gå i forfald. Støv samlede sig på de fleste overflader, og det var længe siden at noget af metallet var blevet poleret.

Shrade befandt sig i baglokalet, hvor han gjorde klar til at banke urenhederne ud af noget metal, så han kunne arbejde med det. Ved lyden af stemmen lagde han den massive hammer til side. Han åbnede døren til forrummet, og dukkede hovedet idet han trådte igennem.
Shrades størrelse var et imponerende skue under normale omstændigheder, men lokalets størrelse fik ham til at ligne en kæmpe. Han tårnede over selv de højeste personer, og hans massive muskler og bredde skuldre gjorde, at han næsten havde kropsmasse som to personer. Når man regnede vægten af den hjemmelavede pladerustning, han aldrig var foruden, var det intet under at brædderne knagede under hans fødder. Hans blik faldt på kvinden, der havde gået ind i hans butik. Han erindrede at han havde set hende før, et eller andet sted, men kunne ikke sætte en finger på hvor. I stilheden kunne man tydeligt høre den hvæsende lyd af hans åndedræt.
"Ja?" sagde han anspændt. Han var ikke god til fremmede, mindst af alt kvinder. Hans stemme var lysere end hans størrelse ville have angivet, og han var permanent hæs.

Alicia fik store øjne, da en kæmpe af et... menneske? trådte igennem døren til baglokalet. Hun var tydeligt overrasket over mandens excentriske udseende. Han var dækket fra top til tå i pladerustning, og den så temmelig avanceret ud. Han var alt andet, end hun havde forventet. Hun løftede blikket, da han trods alt var 1½ højere end hende ca. og hun sendte ham et lidt forsigtigt smil. "Undskyld hvis jeg trænger mig på. Jeg kan komme igen på et andet tidspunkt, hvis det ikke passer?" spurgte hun høfligt men lettere ydmygt. Tonelejet i hans stemme, havde fået det til at lyde som om, hun havde afbrudt ham i noget meget vigtigt. Hun bemærkede den hæse stemme og den rallende vejrtrækning, men hun nævnte det ikke. Det var ikke ligefrem sådan noget, man spurgte ind til, når man lige havde mødtes første gang.

"Jeg kom forbi for at få mit sværd slebet" sagde hun undskyldende, for hun var stadig overbevist om, at hun havde forstyrret ham. Dog kunne hun ikke lade være med at lade blikket glide rundt i rummet, og hun lagde især mærke til rustningerne. "Har De lavet dem?" spurgte hun og pegede på rustningerne, der hang på den ene væg. Hun havde aldrig set sådanne rustninger før, og hun var tydeligt imponeret over hans håndværk. Hun glemte helt, at hun faktisk fandt ham en kende skræmmende, og hendes blik skiftede til at være tydeligt nysgerrig, som hendes blik gled videre rundt i rummet.

De fleste reagere på samme måde når de så Shrade for første gang, og det var kun i de færreste tilfælde at det ændrede sig. Han var vant til at blive betragtet med ærefrygt, og han så ingen grund til at rette det førstehåndsindtryk. Det hjalp i hans andet erhverv, hvor afskrækkelse var halvdelen af jobbet. Det var derudover svært at udtrykke menneskelighed når ens ansigt var dækket, selvom han mistænkte at det ville være vanskeligere for ham hvis det ikke var.
Han fik som regel ikke forespørgsler for noget så småt som en våbenslibning, da hans rate var for høj til de fleste. Den bedste forklaring var at hun ikke havde hørt om ham, eller ikke indså hvem han var. Ikke at det gjorde ham noget - hendes forespørgsel lød nem, og da han ikke havde nogen bestillinger, vær arbejdet kærkomment. Han ville endda give hende en rabat, så at prisen var på niveau med hvad hun ville betale hos en almindelig smed.
"Må jeg se dit sværd?" spurgte han professionelt, før han lod sig tænke over hendes spørgsmål til rustningerne. "Lavet ude bagved, hver og en. Leder du efter en rustning?" Han var allerede begyndt at overveje hvordan han ville gå til værks. At lave rustninger til kvinder kunne være en udfordring, da deres typisk slankere kroppe gjorde det svært at opnå dækning uden at det skete på bekostning af mobilitet. Han håbede at hun sagde ja. Han foretrak smedearbejdet fremfor det som muskelmand, og hans penge var begyndt at løbe tør. Udgangsforbuddet havde ramt ham hårdt.

Alicia flyttede sit blik tilbage på kæmpen, da denne spurgte, om han måtte se sværdet. Hun trådte et par skridt tættere på ham, så hun var inden for rækkevidde af ham. Med en erfaren mine trak hun sværdet ud ad skeden og rakte det til ham med håndtaget først. Det var tydeligt, at hun passede på det. Der var ikke en plet af nogen art at finde på det, og stålet skinnede ligeså blankt, som da hun havde købt det i sin tid. Det var dog tydeligt, at det var brugt; klingen var synligt sløv, og den havde nogle små hakker hist og her, men ikke noget, hun ikke havde set, der kunne rettes op på.

"Jeg har ikke rigtig overvejet det før. Jeg er ikke kriger af lyset eller noget, så jeg ved ikke, om det er noget, jeg får brug for. Men jeg er gevaldigt imponeret over Deres arbejde. Jeg har aldrig set sådan en kvalitet før" svarede hun tydeligt benovet. Hun havde en hvis øje for kvalitet. Ikke noget der kunne måle sig på et professionelt niveau, men hun var ret god til at greje kvaliteten af ting, især våben. Hun havde trods alt brugt en del tid på at researche, hvad der bedst kunne betale sig for hende, da hun skulle starte i bygarden.

Da hun havde afleveret sværdet, begyndte hun igen at gå rundt i forretningen. Det blev hurtigt tydeligt for hende, at det ikke kun var rustningerne, der var exceptionelle, det var våbnene og skjoldene i den grad også. "De er virkelig dygtig" sagde hun mere henvendt til sig selv end til ham, men hun sænkede ikke stemmen eller noget, så det var højst sandsynligt, at han nok hørte det alligevel.

Han drejede sig for at se på hende, mens han overvejede om hun var oprigtig. Det var sjældent at kunderne reelt kiggede på hans arbejde. Normalt var det selvoptagede småadelige, der ikke havde råd til de etablerede smedje eller kriminelle der besøgte hans butik, og det var ikke grupper kendt for deres øje for smedekunst. Tavsheden strakte sig som han genovervejede hende. "Tak," sagde han endeligt, om hvem som kendte Shrade ville vide at hans stemme var taknemlig, selvom det var svært at høre gennem de smalle spalter i hans hjelm.
Han skar en grimasse ved udseendet af klingen. Nok havde hun gjort sit for at holde våbnet vedlige, men det skar stadig i Shrades hjerte at se et våben i mindre end perfekt stand. Han lagdet på skranken foran sig. Efter at have læsnet en spænde midt på hans underarm, hev han først den øvre og derefter den nedre del af handsken af, og lagde dem på bordet ved siden af sig. Kvinden blev mødt af et sært syn - hvor man ville forvente at se hans fingre og hånd, var der istedet en konstruktion af læder og stål, der bedst kan beskrives som en handske af læder, hvor den fjerne halvdel af hans hånd var dækket af solidt stål. Solidt stål, der langsomt bøjede sig til bladet af sværdet og kærligt strøg dets overflade.
Shrade tog en dyb indånding og tvang sin puls til at falde, indtil han kunne mærke stålet i sværdet. Våbnet var af en hvis kvalitet, hvis ikke en kende uinspireret. Han vendte sig mod kvinden.
"Jeg kan skærpe det for 3 krystaller." Prisen var høj, men da smedearbejde var i høj forespørgsel var priserne steget voldsomt på det seneste. "Jeg kan skræddersy en rustning efter dit behov, det behøver ikke være en fuld-plade. Samme gælder et våben, hvis du er interesseret i en opgradering. Du finder ikke bedre smedekunst i byen."
Han begyndte at sænke blikket mod sværdet, men løftede det da han kom i tanke om vigtig detalje. "Ethvert køb kommer med gratis vedligeholdelse." Det var nemt for Shrade at udbedre skader, og tilbuddet gav ham en fordel over hans konkurrenter. Han havde desuden svært ved at give slip på sine skabninger, vidende at en mindre egnet smed skulle forstå og arbejde med hans design.

Alicia gik stadig rundt i sine egne tanker, som hun nysgerrigt sugede alt ind med blikket. Det var længe siden, hun havde været i en smedje, og hun følte sig lige nu som et lille barn i en slikbutik. Hun var dog sikker på, at hun nok ikke havde nok penge. Hun fik en rimelig god hyre, syntes hun selv, og hun var god til at spare, men rustninger var dyre. Meget dyre. Hun kiggede dog over på ham, da han gav hende prisen for at slibe det, og hun nikkede som svar. Hun rakte om i tasken, hun havde på bæltet og fremdrog en lille læderpung. Hun fiskede tre krystaller op og lagde dem på bordet til ham. Det var her hun fik øje på hans hånd. Der var ikke et væmmelsesudtryk i hendes ansigt, men hun så aldeles overrasket ud. Hun sagde dog ikke noget, da hun ikke havde lyst til at bombardere manden med spørgsmål. Hun ville ikke virke uhøflig. Hun så dog op på hans hjem - hun kunne ikke se hans øjne, så han måtte nøjes med, at hun kiggede efter hans ansigt - da han gav sit tilbud, og hun så ud til kraftigt at overveje det. Det var virkelig god kvalitet. "Hvad ville det komme til at koste? Og ville rustningen blive meget tung?" Hun havde aldrig gået med en, og hendes styrke var som sådan ikke noget at råbe hurra for. Hun var ikke svag, men hun var bestemt heller ikke stærk i forhold til så mange andre. Hun overvejede dog, om ikke en fuldplade alligevel kunne hjælpe hende, når hun var på vagt? Det kunne det vel. Desuden var det et godt tilbud, at hun fik gratis vedligeholdelse. Selvom hun var ret sikker på, at det var af egoistiske grunde og ikke for hendes skyld. Hun kunne godt forstå, hvis han ikke ville have andre til at lægge sine hænder på hans kreationer. "Ville De kunne lave et sværd magen til det, jeg har i forvejen? Jeg har haft det længe, og jeg har vænnet mig til vægten og måden at håndtere det på, så jeg ville helst ikke skifte for meget stil" sagde hun og sendte ham et smil. Hun var ret sikker på at med hans evner, ville det nok ikke være det store problem at fremstille. Det største problem ville for hende være at finde pengene, hvis det var alt for dyrt.

Shrades rustninger var hverken specielt kendte og han kunne sikkert tjene langt mere, hvis han lærte at udsmykke dem, men som landet var lå hans udstyr i den lavere ende af middel, men livsgarantien hævede prisen en kende. Han løftede tænksom den afhandskede hånd og kløede sig på brystet, tilsyneladende igennem jernet der dækkede hans overkrop. Den skrabende lyd var høj og ubehagelig, men Shrade havde vænnet sig til den i sådan grad at han ikke tænkte over det.
Med den anden hånd løftede han hendes sværd, og begyndte langsomt at glide en finger over æggen af sværdet, mens han tænkte. Hvor hans finger havde været var klingen synligt skarp, og når han fornemmede et hak under stålprotessen, hvillede hans finger længere, for at udbedre skaden. Det ville tage nogle minutter at skærpe begge sidder.
"5 safir, for sværdet." Det var begrænset hvor meget bedre han kunne gøre sværdet, hvis hun ønskede et der var magen til. Personligt ville han foretrække hvis balancen lå anderledes, men han gættede ikke på at hun var videre stærk. "Rustningen afhænger af hvor let den skal være, hvor meget den skal dække og hvad du skal forsvare dig mod," alt sammen detaljer de ville kunne arbejde på, hvis hun var interesseret i at bestille en. "Jeg gætter på at det ville koste dig. . . Omkring 3 diamanter." Prisen var høj, men med materialer og hans tid skabte det ikke et stort overskud. Ulempen ved hans indviklede designs var hvor meget arbejde det krævede fra hans side, for den tætsiddende rustning kunne nemt forårsage skader på folk med tyndere hud end hans egen.

Alicia skar en grimasse, da hun hørte lyden af metal mod metal, og det rendte hende koldt ned ad ryggen i en kuldegysning. Hun kunne virkelig ikke døje den lyd. Hun kommenterede dog ikke på det. Da hun vendte blikket mod ham, som han svarede og så, at sværdet allerede var delvist skarpt igen, så hun noget overrasket ud. Hun havde aldrig set sådan en evne før. Hun blev dog rusket ud af sin overraskelse, da hun hørte prisen på tingene. Det var til at leve med. Det var i den høje ende, men det var fuldt forventet med hans kvalitet. Hun betragtede ham dog lidt, inden hun svarede. Han var altså en lidt underlig fætter. "I så fald skal jeg i banken først, for så mange krystaller har jeg ikke på mig" svarede hun lettere undskyldende. Det var tydeligt i form af hendes tøj, at hun på ingen måde var adelig. Hun havde dog en god opsparing, og det ville ikke tage alt for meget af den. Hun vidste godt, at det begrænsede hans udfoldelsesmuligheder en del, at hun ønskede et sværd magen til, men på den anden side hvis han kunne lave det i et bedre og mere holdbart materiale, ville det have en hel masse at sige.

Alicia så lidt tænksomt på manden. "Det kunne faktisk godt være, at jeg skulle investere i en fuldplade. Dog uden hjelm. Jeg er byvagt, så den skal kunne tage lidt af hvert. Dog ville det være rart, hvis den ikke var alt for tung. Jeg er ikke så robust bygget" sagde hun og hentydede til sin figur, der var til den slanke side. Hun kunne godt slå en proper næve, og hun var bestemt ikke en svækling, men hun kunne nok ikke måle sig med hans styrke. Alt var relativt, men i forhold til et almindeligt menneske, var hun faktisk temmelig stærk.

En byvagt? Under hjelmen løftede han et øjenbryn - Eller rettere, havde en muskelspasme hvor hans øjenbryn burde have været. Det gik op for ham hvor han havde set hende før. Han havde gjort en indsats for at lære alle byvagternes ansigter at kende, så han kunne genkende en hvis han så den - en indsats han måtte anerkende kunne være gået bedre. Det kunne være brugbart at have en ven blandt byvagterne, specielt i hans verden. Om ikke andet gav det en hvis form for sikkerhed med henhold til betalingen. Dagene med korrupt vagtstab lod til at høre byens fortid til. Da sværdet var skærpet færdigt, lagde han det på skranken foran sig. Efter at have stoppet krystallerne i in inderlomme i stoffet, der han om hans rustning, trådte han ind midt på gulvet, hvert skridt bevidnede hans massive vægt. Han tårnede over hende, og tænkte ikke for første gang at hun måtte være modig, for ikke at løbe skrigende bort. 
"Du kan betale mig næste uge, når du kommer til den første prøvning." Det skadede ikke at være storsindet, og han havde allerede det metal han skulle bruge, så han havde ingen indkøb. Han sank på et knæ, og forsøgte at indikere til hende at hun skulle løfte en arm. Fra en anden inderlomme hev han et målereb ud, med knuder i nøjagtigt målt afstand fra hinanden. For at lave et udkast til en rustning, måtte han have nøjagtige mål. Efter det ville det tage nogle sessioner med tilpasning, før den var færdig.
"Det letteste jeg kan anbefale vil kunne stoppe et sværdhug, men vil bøje, så du er nød til at komme tilbage for at holde det ved lige. Hvis jeg nøjes med dækning på kritiske områder, kan det halvere vægten, men så er du kun beskyttet fra dødelige eller funktionsnedsættende skader." Han kiggede tænksomt på hende, hvilket hun naturligvis ikke kunne se. "Er du venstre- eller højrehåndet?"

Alicia fortrak ikke en mine, som han kom tættere på. Hun var dog nødt til at lægge hovedet en anelse tilbage for at kunne kigge på hjelmen, der var et hoved over hende. Hun nikkede til hans svar. "Jeg sørger for at have dem med" svarede hun med et nik og sendte ham et smil. Hun fandt ham som sådan ikke skræmmende længere, for han havde allerede bevist, at han ikke havde i sinde at gøre hende noget. Hvilket nok heller ikke ville være så hensigtsmæssigt, eftersom hun var en betalende kunde.

Hun løftede armen, da hun kunne se, at han gjorde tegn til det, og hun nikkede hen ad vejen, som han fortalte hende om mulighederne. "Helst ikke så den buler. Hvis De kan lave den som andre på ca. 20 til 25 kg vil det være fint. Hvis De kan gøre den lettere uden at gå på kompromis med sikkerheden eller kvaliteten, betaler jeg Dem gerne for det" svarede hun venligt, som hun lod ham måle hende. Gennemsnitsvægten på en rustning var (så vidt hun vidste) på et sted mellem 20-30 kg for en mand og lidt mindre for en kvinde, så hvis han kunne lave den i den vægtklasse ville det ikke tynge hende for meget ned. Desuden ville det være langt nemmere at forsvare sig i forhold til sværdet og armskinnerne. Det kunne faktisk være... "Med den grad af beskyttelse ville det så være muligt for Dem også at lave et langsværd?" spurgte hun nysgerrigt. Hun ville med glæde betale for dette også.

Ved hans spørgsmål om hendes sværdside, så hun lidt tænksom ud. "Jeg bruger oftest højre, men jeg er lige god med begge hænder."

Han løftede atter et øjenbryn i overraskelse. Sikke en sær dag det havde udviklet sig til at være. Hans eneste mål havde været at raffinere noget jern, så det var klar til brug senere, og nu hvor han ved at blive komisseret til en fuldpladerustning af en person, der tilsyneladende havde flere penge i opsparing end han havde haft gennem sit liv. Selvom det nok mest var hans egen skyld - som et medlem af Rutilus Taurus havde han gjort en dyd i ikke at plyndre, hvilket han stillet ham betydeligt fattigere end de øvrige medlemmer.
"Med 25kg kan jeg lave dig et middelmådigt sæt krigsrustning, men hvis ikke du står til at skulle i krig vil jeg anbefale mindre. Hvis du skal gå i rustningen hele dagen, og stadig skal kunne bevæge dig hurtigt, vil jeg anbefale noget mindre. Et trick," han begyndte at måle hendes armlængde, hofte og side, men stoppede sig selv inden han startede hendes bustemål. Han lavede sjældent rustninger til kvinder, og blufærdighed faldt ikke Shrade naturligt. "Må jeg?" spurgte han bruskt, og hans tvivlsomme bevægelser måtte have gjort det klart hvad han manglede at måle.
"Et trick jeg har set, er at have tykkere rustning på den ikke-våbenføre arm, da man sjældent behøver forsvare sig med sin sværdarm." Han studerede hendes ansigt, for at bedømme hvor høj en pris han kunne sætte, og måtte anerkende at han ingen idé havde om hvor meget hun kunne være værd.
"For 10 diamanter kan jeg anskaffe mig nogle dyrere metaller, nok til at lave begge sværd og rustningen. Så kan jeg lave en dækkende rustning der burde veje mindre end 20, der skulle kunne modstå de værste slag." Så stort et antal diamanter var uhørt, i hans hoved. Men det ville give ham mulighed for at lave legeringer af højkvalitetsmetaller. Ikke engang hans egen rustning bestod af metal af den kvalitet.

Alicia lyttede interesseret til hans råd om, hvad hun skulle vælge. Nej hun stod ikke ligefrem til at skulle i krig. Hun sendte ham et smil. "Nej det er noget, jeg skal kunne bruge komfortabelt i min dagligdag" svarede hun, som hun slog blikket hen på ham. Hans spørgsmål fik hende først til at hæve et bryn. Hun var ikke ligefrem vant til at blive spurgt om lov, når hun skulle måles, men hun nikkede som svar og lod ham forklare videre. Hun brød sig bestemt ikke om den høje pris. Hun havde ganske vist en opsparing, men så mange krystaller ville efterlade den næsten tom, og det havde hun ikke ligefrem lyst til. Hun så lidt tænksom ud. "Når De siger 'middelmådig', hvad mener De så? For hvis det er som Deres andre rustninger, er det ganske glimrende. Jeg har aldrig set sådan et håndværk før" svarede hun, og hendes stemme var igen overlæsset med ærefrygt. "Så mange penge har jeg desværre ikke. Men hvis De kan lave den mindre, så vægten bliver tilforladelig, er det også okay. De er eksperten, så jeg lytter til Deres anbefalinger" svarede hun. Hun ville ikke have, at han følte, at hun bare ville have trumfet sit eget igennem. Umiddelbart lød det dog som om, at tilgangen med at lave en rustning, der dækkede vitale dele ville være at foretrække, for det ville give et modt mix af både beskyttelse og mobilitet, og hun var trods alt ikke helt fremmed for skader. Desuden ville det stadig være langt bedre, end det ingenting hun i forvejen havde.
Som han målte hende, vendte og drejede hun sig, så han bedst muligt kunne komme til. Hun var ikke ligefrem blufærdig, så hun havde ikke så mange hæmninger med at lade ham måle, hvor han ville. Det var noget andet, hvis han begyndte at tage på hende, men han havde holdt det på et professionelt niveau indtil videre, så det var hun ikke ligefrem nervøs for.

Shrade kunne ikke lade være med at smile som hun prydede hans håndværk med ros. De fleste der så hans design syntes at de var for anderledes til at kunne være effektivt, men hun var tilsyneladende ikke en af de. Da han blev færdig med at tage de sidste mål, rettede han sig op og gik om bag skranken. Fra under disken trak han et stykke papir og en kulstift frem, og skrev hendes mål ned. Hans skrift var bred og barnlig - et resultat af ikke at have fingerfærdigheden til at skrive afslappet.
"Med 'middelmådig' snakker jeg om hvor godt den beskytter. En fuld krigsrustning ville kunne stoppe de fleste langsværd, og mindske slaget af større våben som stidsøkser eller slagsværd." Han løftede hovedet på kiggede på hende gennem spalterne i hans hjelm. "Våben du næppe stødder på så ofte i byen. Jeg ville anbefale en tætsiddende rustning, der dækker de vitale kropsdele. Den vil beskytte godt mod knive og sværd, og redde dit liv hvis du bliver angrebet med noget større. Selvom du så nok skal have den repareret efter det. Men husk," han løftede en finger og pegede på sig selv. "At du får det gratis." 
Hans hånd gled med til sin mave og tog fat om stoffet, der dækkede hans egen rustning. Med en rolig bevægelse løftede han op, så hun kunne se hans beskyttelse bedre. Hele hans overkrop var dækket af overlappende pladder, der sad helt tæt til hudden - nærmest som et ekstra lag hud. Måden de overlappede og blev holdt sammen på, gjorde at man kunne se Shrades vejrtrækning. "En fordel ved mit design er at det giver god beskyttelse, uden at påvirke smidigheden i samme grad som andre rustninger. Ulempen er at det tager længere tid at tage på. Jeg kan lave dig et fuldt sæt, der dækker de vigtige områder af stål for 5 diamanter. Og så er begge sværd med i prisen." På trods af at det stadig var mange penge, fandt Shrade det mere end rimeligt - Der skulle mere tilpasning til for at lave sådan en rustning, der gjorde brug af hans design i så stor stil.
"Åh - og vægten vil ikke være det store problem. 10kg vil redde dit liv fra et sværdhug, 15 fra en økse, 20 fra en lanse." Det sidste tilføjede han som en eftertanke.

Alicia forstod at værdsætte godt håndværk. Nej hun var langt fra professionel, men det hun havde set af mandens rustninger, havde absolut ikke skuffet. Det gav exceptionel beskyttelse, hvilket var det vigtigste lige i den her situation. En god smed var i stand til at mixe komfort og beskyttelse perfekt, og at manden 'skræddersyede' rustningen, talte sit tydelige sprog om, at han havde knækket koden. Eller i al fald var kommet væsentligt tættere på end så mange andre.
Hun lyttede interesseret til hans forslag, og hun kunne sagtens se pointerne. Det var blandt andet derfor, hun var glad for at være gået til en, der ikke bare stillede sig op og spurgte 'hvad vil du have?' men rent faktisk gav råd om, hvad der ville være bedst til situationen. Det gjorde, at hun følte sig langt mere tryg ved at handle hos ham end så mange andre, fordi hun var sikker på, at hun fik det helt rigtige. Hun sendte ham et smil og nikkede. "Bare rolig. Jeg er sikker på, der kommer tidspunkter, hvor jeg kan sætte Dem i arbejde" sagde hun lettere drillende og rettede igen blikket mod hjelmen.
Hun kiggede nysgerrigt, som han flyttede stoffet, så hun kunne se rustningen under, hvilket blot fik hende til at måbe overrasket. Inden hun havde set sig om, havde hun allerede løftet hånden for at mærke på den, men da hun blev opmærksom på det, lod hun hånden hænge i luften, inden hun igen slog blikket op på hjelmen. "Må jeg?" spurgte hun og hentydede tydeligt til, om hun måtte røre ved hans rustning. Minen sagde dog også, at hun sagtens ville kunne forstå det, hvis han ikke ønskede det. Det var hans håndværk, og hun kunne godt forstå, at han ikke ønskede, at andre pillede ved det.
Hun lyttede igen til, da han uddybede om hans design, og hun nikkede lidt for sig selv. Smidighed var aldeles at foretrække. At den kom til at tage længere tid at tage på, var vel bare et spørgsmål om tilvænning? Prisen var også ganske tilforladelig, når man tænkte på, hvad manden skulle bruge af tid på det. Hun nikkede nu mere bestemt til ham. "Det er en aftale" sagde hun. "Jeg sørger for at have krystallerne med til næste session." Hun holdt altid ord, og hun var ovenikøbet klar til at skrive under, hvis det var det, han ønskede.
Da han begyndte at remse vægtklasserne op, smilede hun igen til ham. "At kunne stoppe en økse ville aldeles være fint. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke støder på så mange lanser. Desuden ville sådan en nok alligevel være at foretrække at undvige" svarede hun. Selv hvis rustningen holdt, var det ikke ligefrem sikkert, at hendes indvolde ville holde til slaget, så det var altid at foretrække at undvige de store hammere og køller, fordi de var designet til at skade modstanderen igennem rustningen.

Shrade var nød til at overveje hvorvidt han ville lade hende røre hans rustning eller ej. Pladerne var i direkte kontakt med hans hud, hvilket betød at han ville kunne være hendes berøring gennem metallet. Men hun indså det ikke, og som nævnt tidligere havde han ikke det store problem med blufærdighed. Han nikkede som svar.
Han kunne ikke lade være med at smile da aftalen faldt i hus. Han foretrak smedearbejde fremfor de småkriminelle jobs han ellers tog for at få brød på bordet, og enhver undskyldning for at kunne afvise dem på grundlag af at have en bestilling var grund til at fejre. Hans udseende udadtil ændrede sig naturligvis ikke, og alt hun ville se var den samme stoiske jernkæmpe.
"Det er en aftale! Jeg går i gang med det samme, så hvis du kommer tilbage ved samme tid næste uge, kan jeg lave de første tilpasninger. Du burde kunne tage rustningen med dig i slutningen af næste uge, og sværdene vil tage en uge længere." Selvom hans udseende var uændret - eller måske netop derfor - lød hans stemme langt mere entusiastisk. Det var tydeligt at høre hvor meget han så frem til at arbejde på hendes udstyr. 
"Har du et design i mente?" spurgte han pludseligt, som en eftertanke. Design havde aldrig været hans stærke side, så selv hvis hun havde en klar idé til et mønster, ville det muligvis tage en uges tid ekstra før rustningen var færdig. Prisen var stadig fornuftig for dem begge, så han så ingen grund til at forsøge at ændre i aftalen, hvis hun ønskede at få et design tilføjet.

Alicia lod blidt sine fingre glide over de forskellige lag af metal for at undersøge det. Hendes øjne var rettet intensivt mod hans rustning, og blikket fulgte fingrene, der nysgerrigt blev ved med at undersøge den en rum tid. Igen kunne hun ikke lade være med at beundre hans håndværk. Det var virkelig virkelig godt lavet. "Det er virkelig godt lavet" komplimenterede hun for Aladrios ved hvilken gang. Det intense blik var samtidig fuld af ærefrygt, da hun trak hånden til sig.

Alicia så lidt tænksom ud, da han spurgte til design, men i sidste ende rystede hun på hovedet. "Ikke rigtigt. Jeg vil lade Dem have den kunstneriske frihed" svarede hun med et smil.
Hun nikkede til at komme tilbage ugen efter. "Jeg er super spændt" svarede hun, og hun kunne på ingen måde styre sin entusiasme.

Alicia vendte tilbage til smedjen præcis en uge efter, men det var noget tidligere. Hun havde i mellemtiden nået at forlade bygarden på grund af henrettelsen, der var sket et par dage forinden.
Tøjet havde ikke ændret sig meget; trøjen havde skiftet farve til en mørkerød, men den var stadig temmelig løstsiddende. Bukserne var ligeledes stadig tætsiddende, men de var lysebrune. I den ene hånd havde hun en læderpung, der raslede i takt med hendes armbevægelser.

Hun bankede igen på døren, inden hun trådte ind. Denne gang sagde hun ikke noget men gav sig bare til at vente, hvis han ikke var i forretningen.

Shrade kunne finde på intet mere at sige, og lod tøjet falde så det igen dækkede hans rustning. Som hun gjorde mine til at forlade butikken gik han om bag skranken. "Næste uge, samme tid." Gentog han, for ekstra effekt. Det kribblede i ham for at komme i gang med arbejdet, og han kunne næsten ikke vente til at hun forlod butikken. Han sagde intet som hun stod i døren, men vinkede hende på vej.

Ugen efter befandt han sig atter i smedjen, hvor han var ved at færdiggøre de sidste dele af den læderharnisk som rustningen til dels skulle monteres på. Rustningen var blevet glimrende, og hang på et stativ ved siden af ham. Overfladen var endnu ikke poleret, og havde derfor et udseende af støbejern, men han ville arbejde på de finere detaljer når rustningen passede. Sværdene var han endnu ikke begyndt på.
Lyden af en kunde, der trådte ind i butikken, bragte ham modvilligt ud af hans trance. Han færdiggjorde sit arbejde inden han trådte ind i butikken. Først i det øjeblik gik det op for ham at han havde glemt at spørge til hendes navn. "Du er lidt tidligt på den." Med alle de ting, der var sket på det seneste var han ikke overrasket. Han havde fået flere ordre den sidste uge end han normalt gjorde på en måned, og af samme grund så butikken mere forladt ud end den gjorde sidst hun besøgte, da han havde solgt store dele af det inventar han havde hængende på væggene. 
"Rustningen er klar til at blive tilpasset." Han slyngede en hånd over skulderen, og indikerede med sin tommelfinger at den var inde bagved. "Kom med mig." Hun skulle have læderharnisken på først, og selvom han ikke havde tænkt sig at være tilstede mens hun tog den på, var han nød til at instruere hende i hvordan man fik den på ordentligt.

Alicia havde bemærket at butikken virkede mere tom, men det havde alligevel ikke forhindret hende i at snuse lidt rundt blandt de ting, der stadig var der. Hun var lige så betaget af det, som første gang hun trådte ind her. Hun blev dog stoppet af stemmen, der talte til hende, og hun vendte blikket mod den nu velkendte hjelm. "Jaa, jeg havde ikke rigtigt noget at lave, så jeg tænkte, at jeg ligeså godt kunne komme forbi lidt tidligere. Jeg håber ikke, det gør noget?" spurgte hun med et svagt smil. Hun fik dog svar, da hun blev bedt om at følge med, og hun gik med ham med et tydeligt nysgerrigt ansigtsudtryk. Hun så lidt spørgende på ham, da hun fik øje på læderharnisken. Hun blev dog distraheret, da hun fik øje på metallet ved siden af, og hun stod bare og stirrede på den med let åben mund.

Hun ruskede sig selv ud af sin trance, inden hun vendte sig mod manden igen. "Jeg er forresten Alicia. Og her er betalingen" sagde hun og rakte armen med læderpungen mod ham. Hun havde fået vekslet sine krystaller til fem diamanter, fordi det var langt nemmere at slæbe på, end hvis det havde været jader e. lign.
Hun betragtede manden lidt, inden hun spurgte: "Såå jeg går ud fra, at De skal instruere mig i, hvordan jeg kommer i den?" Hun havde aldrig haft noget lignende en fuldplade på før, så hun havde absolut ingen anelse om, hvordan hun skulle komme i den.

Shrade tog imod krystaller og talte efter inden han stak dem ind under trøjen, og gemte pungen i et skjult rum han havde lavet i rustningen, og som han kunne lukke til. Pungens indhold var for værdifuldt til at han kunne risikere lommetyve, selv i sin egen butik. Der var krystaller nok til at forsyne ham med mad og sikre sig at butikken fortsat holdt åben i flere måneder. "Intet problem, jeg skulle alligevel bruge dig for at kunne fortsætte." Han gestikulerede mod harnisken. For sig selv var den ikke vanskelig at tage på, i hvert fald ikke før pladerne var blevet monteret. "Shrade." sagde han eftertænksomt, mens han overvejede hvordan det ville være bedst at begynde. Navnet var usædvanligt nok til at de færreste der regnede ud at det overhovedet var et navn i første forsøg. Forvirringen var normalt tydelig at se i folks ansigt, og som regel blandet med nok frygt til at de ikke turde spørge igen.
Han undlog at granske hendes ansigt, og knælede istedet ved siden af stativet. "Du skal stikke dine ben igennem her og her," sagde han roligt mens han pegede på to spænder brugt til holde rustningen på plads. "armene igennem her, hovedet igennem her." Harnisken holdt på læderstykker, der efter påførring ville dække omtrent halvdelen af hendes krop top til tå i læder, med undtagelse af hovedet. Det var tydeligt at se at læderet ikke var udskårret eller stykket sammen af en ekspert, da Shrade selv havde gjort arbejdet. Flere steder stak små jernkonstruktioner op af læderet - komplekse monteringsmekanismer dannet med Shrades manipulationsevne.
"Normalt ville jeg anbefale at have noget mere slidstærkt tøj på indenunder, så tag noget med næste gang." Han rejste sig, tog et skridt tilbage og ventede tålmoddigt til at hun havde fået harnisken på.