Zofrost 18.03.2018 22:07
Sted: Atillianslægtens borg

Sneen lå som en hvid dyne over borgen. Himlen var grå og store snefnug faldt ned fra de tunge skyer. Ganske stille og fredeligt, men Morpheus følte intet af den fred, vejret bragte med sig. Han stod og så ud af et af vinduerne i den store sal i hans hjem, Atillian-slægtens borg, der lå i den nordlige del af Krystallandet. Ikke den største bygning, men stor nok til den knapt så rige og rimeligt lille slægt. Der pludseligt var blevet et individ større.
De grå-grønne øjne stirrede tomt frem for sig, som han spekulerede på hændelserne på Dianthos. Hvordan Karkhos havde banket ham og hvordan hans far havde valgt at straffe det. Overraskelsen, det kvalmende chok, over at finde ud af, at han havde en søster. At Karkhos havde hjulpet hans mor med at stikke af fra hans voldelige far, fordi den gamle soldat og hans mor havde været forelsket. Det liv, han havde haft og kunne have haft.

Det var efterhånden en måned siden, at han var kommet tilbage til borgen. De var rejst et par dage efter hans halvt mislykkedes forsøg på at tæve førnævnte søster ihjel. Nogen havde stoppet ham, slået ham ud. Han vidste ikke hvem, men gyden havde været tom, da han vågnede op med blod i håret og en knaldende hovedpine efter slaget. Det var ikke noget, han havde fortalt sin far, da han kom hjem. Af omveje fandt han ud af, at hans søster havde overlevet. Desværre.

Morpheus’ forhold til sin far havde aldrig været godt, men siden Karkhos’ mange afsløringer, var det kun blevet værre. Meget værre, hvilket Ciprian ikke helt virkede til at være klar over. Eller tage sig af. Morpheus derimod kogte af iskold vrede, hver gang han så manden og det havde været en meget lang måned herhjemme i hans selskab. Han følte sig fanget. Ensom. Hans eneste støtte havde valgt at forlade ham, og selvom han hadede den gamle mand for at ødelægge det hele, savnede han ham overraskende meget. Soldaten havde været som en far for ham, siden han var seks, og han havde grædt mere end én gang over at have mistet ham. Han var så splittet i sine følelser, at han havde opgivet at tænke mere over det. Savn, had og en følelse af fortabelse. Han vidste ikke, hvor han havde sig selv henne, og han følte sig ikke længere hjemme i sit barndomshjem. Hvad han skulle gøre nu, vidste han ikke.

Lyden af den store dobbeltdør ind til salen, der blev skubbet op, trak ham ud af sine tunge tanker og han drejede sig for at se sin far komme ind. Dørene blev lukket igen af et par vagter, der stod på den anden side. Morpheus havde været alene og nu var han alene med sin far. Kvalmen, skabt af vrede og had, begyndte at melde sig og han gjorde mine til at gå, da hans faders kraftige stemme rungede i den tomme sal.
”Morpheus. Bliv.” Det lød næsten som en kommando til en hund og Morpheus knyttede sine kraftige hænder og vendte sig i mod ham. Den ældre mand satte sig på den tunge stol, han havde fået placeret i den fjerne ende af rummet. En trone til en mand med magt. Pompøst, men passende for mandens egocentrerede personlighed. Morpheus kunne brække sig. I stedet sank han en enkelt gang, inden han trådte nogle skridt nærmere. Tavst. Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Hans far lænede sig tilbage og betragtede ham med øjne uden kærlighed.
”Jeg tror, at det er på tide, at vi taler lidt om, hvad der er sket. Og fremtiden.”
Morpheus spændte op i kæben for et øjeblik og han kunne mærke sit hjerte sætte farten op.
”Jeg ved ikke, hvad der er at tale om. Karkhos…” Morpheus nåede ikke at afslutte den påbegyndte sætning, inden Ciprian hamrede en næve i stolens solide armlæn.
”Karkhos er en illoyal, svag mand, jeg skulle have henrettet på stedet, så snart han lagde øjnene på din mor! Jeg skulle have vidst, at jeg ikke kunne stole på ham! Jeg vidste, at din mor var en billig hore, men…”
Vreden væltede op i Morpheus, brændte sig vej igennem hans hals og han kunne ikke stoppe sig selv i at afbryde sin far.
”Nej! Jeg nægter at tro dig!” Han hvæste det ud og trådte endnu tættere på den større mand. Hans ansigt fortrukket i vrede. ”Karkhos sagde, at han aldrig rørte mor. Du lyver. Du har løjet om alt. Om mor. Om Jocasta.”
Hans ord fik den ældre mand til i et ryk at rejse sig og gå hen til ham. Alt i Morpheus skreg efter at bakke væk, men han blev stående. Han ville ikke lade sig kue af den mand, der havde skræmt ham hele hans liv. Ikke mere.
Straffen kom hårdt og kontant, et slag med bagsiden af en flad hånd. Hårdt nok til at sende Morpheus’ hoved til siden og smagen af blod væltede op i hans mund, som der gik hul på hans kind.
”Du skuffer mig, Morpheus.” Ciprian betragtede sin søn lidt, stadig uden ene eneste varm følelse i sit udtryk. Ordene stak Morpheus i brystet. Skuffet. Havde hans far ikke altid været det?
”Det er min skyld. Jeg skulle aldrig have ladet Karkhos træne dig. Han er for svag. Han har gjort dig svag. Ham og din mor. Jeg kan se hende alt for tydeligt i dig.” Et udtryk af afsky gled over den ældre mands ansigt, inden han vendte ryggen til ham og gik tilbage mod stolen.

Morpheus hjerne var tom, lyden af hans hjertes banken overdøvede alt sammen med vreden. Hadet. Det iskolde had, der fik ham til at føle sig sat uden for sin krop. Langsomt rakte han ned og trak kniven fra sit bælte. Knugede den i sin hånd. Det var som om, at han var holdt op med at trække vejret, da han tog det første langsomme skridt efter sin far. Et skridt, der blev til flere.
”Nej… du er svag. Det er din skyld. Det hele. Alt.” Det lød slet ikke som hans egen stemme, og han følte næsten ikke, at det var hans egen hånd, der rakte ud, greb farens skulder og drejede ham rundt. Følelsen af kniven, der gik igennem skind, stof og kød, skrabede mod knoglerne og gled ind i kroppen på den store mand, var uvirkelig. Selv ikke det varme blod, der begyndte at løbe ud over hans hånd, føltes som en del af virkeligheden. Mandens ansigt viste ingen smerte, bare overraskelse, som han stirrede på sin søn.
”Det er dig, der har ødelagt det hele.” Morpheus fulgte med, da benene gav efter på manden og han langsomt gled ned på gulvet. Morpheus satte sig på hug ved ham, stadig med et godt greb i kniven.

Trods sine voldelige tendenser, havde Morpheus aldrig dræbt nogen før. Hvorfor kunne han ikke sige, men måske havde han ikke haft modet til det. Men manden under han var døende og Morpheus følte en sær fascination over det igennem det kolde had, der stadig fik ham til at føle sig… uvirkelig. Han kunne ikke slippe sin fars øjne med sine egne.
”Jeg har altid hadet dig. Jeg ville ønske, at Karkhos var min far.” Dæmpet hviskede han det frem, inden han lagde endnu mere vægt på kniven og den ældre mand tog sit sidste åndedrag.

Der blev stille. Langsomt kom Morpheus på benene, lod kniven sidde i. Vaklede bakkede han tilbage til stolen og lod sig dumpe ned i det. Kvalmen var væk, men han rystede over hele kroppen af adrenalin. Den blodige hånd støttede hans hoved som han satte sig til at stirre tomt ud i luften. Det første stykke tid, var der bare tomt i hans hoved. Men langsomt begyndte tankerne at vende tilbage. Hvad så nu? Han havde slået sin far ihjel. En tanke, der burde bringe ham gru, men som bare gav ham en flad fornemmelse. Hans far var død. Han var nu arving til titlen. Han var… Lord. Tanken synkede ind og fæstnede sig. Lord Morpheus Atillian. Med soldater og et len at styre. Måske han skulle rydde op først. Finde ud af, hvem der ville være tro mod ham og hvem der skulle væk.
Han sad længe med det tomme blik ud i rummet, inden han rettede sig op og råbte efter vagten. 


Forandringer var på vej.