Det var en tidlig morgen for ca. 10 år siden at Rakshasa mødte Isen Claes for første gang. Han var stadig en ung knægt dengang. Fuld af liv, og klar på at gøre noget med sit liv. Et liv der var blevet meget kort hvis ikke Rakshasa var grebet ind. Selv den dag i dag kunne hun ikke forklare hvad der havde fået hende til at gøre det. Men hun reddede hans liv. I sidste øjeblik greb hun fat i ham, som han var ved at falde ned i Dødens Kløft, og hjalp ham op.

Rakshasa var sikker på at dette var det sidste møde hun nogensinde ville have med denne Isen. Faktisk glemte hun ham næsten. Der var så mange ubetydelige mennesker hun stødte på, alligevel var hun overrasket da han pludselig kaldt hende ud midt i en folkemængde. Som om at han havde et øje for hvor hun var.
Denne gang var det sværere bare at forlade ham, som han gik og snakkede med hende, og hun følte for en gangs skyld et lille smil komme frem. Han var mærkelig, men lystig. Et lys i det ellers mørke liv som Rakshasa levede.
De sagde eventuelt farvel, men det var som om at Rakshasas hjerte ikke føltes ligeså tungt mere, og det var en ting der forsatte. Landet havde aldrig været mindre, end nu. Nogen gange føltes det for en gammel dæmon som Rakshasa, at han var rundt om hvert et hjørne. De stødte i hvert fald på hinanden et par gange om året.

En dag begyndte han at snakke om en organisation. Hviskerne. Han havde set hvad Rakshasa kunne. Blive et med mængden, lyve som ingen anden, og så endda iklæde sig andres ansigter. Hun var som skabt til jobbet, men Rakshasa sagde nej. Igennem flere år. Der var intet at gøre, Rakshasa kunne ikke se det interessante eller sjove i at være en del af sådan en organisation. At være fanget af reglerne.
Det var ikke fordi at Isen virkelig tog det som et nej, og over de næste par år mødte Rakshasa da også nogle af dem, og hun lærte om jobbet, selvom hun ikke officielt var en del. Det gik aldrig rigtig op for Rakshasa hvorfor Isen gjorde det, og hvor vigtig en person han i virkeligheden er. Ikke før det var for sent i hvert fald.

Det var aften. Hende og Isen sad omkring et lejrbål. De snakkede let og Rakshasa hyggede sig faktisk. Hun følte sig godt tilpas og kunne mærke hjertet banke i hendes bryst som hun sad ved siden af Isen, med skulderne presset sammen.
De hørte derfor ikke nogen ankomme, og da den første pil ramte Isens skulder var det allerede ved at være forsent. For selvom Rakshasa havde ansigtet til at klare sig, og for at jage dem væk, så var Isen stadig døende.

”Rak…shasa… kom her,” hviskede han og Rakshasa gik over og tog ham i sine arme. Hun kunne praktisk talt mærke hvordan tårerne var begyndt at komme op. En underlig følelse for hende, som hun ellers aldrig havde følt noget for nogen. Det var ikke en del af det at være dæmon.
”Vil du ikke nok passe på Hviskerne. Tag mit sted. Vær mig. Jeg ved du kan,” hviskede han og kiggede op på den bemaskede person. Aldrig havde han faktisk set Rakshasas sande ansigt, og dette øjeblik ville Rakshasa ønske hun kunne huske hvilket et der var hendes. Hvilket der var det første af de mange ansigter, så hun kunne vise ham det.
”Jeg er ikke skabt til det,” svarede Rakshasa tilbage og tårerne trillede nu ned af masken hun bar. En simpel hvid maske. Der var intet andet på den. Fuldstændig tom.
”Du er lige netop skabt til det. Jeg tror på dig… Vær Hviskeren!” svarede han og langsomt lukkede han øjnene i. Dog inden de blev lukket helt i, smilede han let og sagde som det allersidste. ”Jeg har skrevet breve til dig… de ligger…” Et host. ”De ligger i min taske… Et par til dig… og et… et hvis de opdager du ikke er mig… hvor jeg forklarer alting.” Ligeså stille døde åndedrættet ud i Isen og Rakshasa sad tilbage, med klæder der var tilsølet i blod og en livsløskrop i sine arme.

Det tog hende timer før at hun bevægede sig væk fra sit sted, men langsomt begyndte hun at læse brevene han havde skrevet til hende over tiden. Det var som om at han havde vidst at han snart skulle dø. Han sagde det ikke noget sted, men det var som om at det sprang op i øjnene, når hun endelig læste det. Han forklarede om organisationen, hvem hviskeren var. Hvem de vigtige folk hun ikke havde mødt var. Alt der gjorde at hun var klar over hvad hun gik ind til.
Til sidst var der blot brevet om hans forklaring til dem tilbage. Hun kiggede længe på brevet før at hun med rystende ben rejste sig og begyndte at bevæge sig øst på. På vejen måtte hun finde en ny krop, og noget ordentlig tøj. Noget der mere passede til Isen. Og så…. Så måtte hun være klar til at tage det job som han havde haft. Det var trods alt hans sidste ønske, og Rakshasa kunne ikke vende et blindt øje til det.