Et skrig fyldte skoven og fik sorte kraver der befandt sig i træernes top til at lette forskrækket. Maya havde ikke været klar over at hun indeholdte så høj lyd og at hendes lunger kunne skabe denne kraft, før det takkede metal lukkede sig brutalt om hendes ankel. Smerten var gennemtrækkende og fik den tynde pige til at knække sammen og række ud efter det iskolde metal der havde trukket mos og grene med sig op, som fælden klappede. Blodet løb klamt, klistret og varmt ned af benet og farvede hendes brune fingre, det grå metal og den grønbrune jord under hende på ganske kort tid, og blev ikke mindre som Maya instinktivt begyndte at slide i lænken, for at trække foden til sig, der i stedet medførte at de skarpe tænder gled længere ind.

Hun banede panisk over sin egen dumhed. Hvorfor havde hun ikke set den? Hendes liv afhang af ørvågenhed, og så gik hun i noget så simpelt som en bjørnefælde?! Fribrilsk forsøgte hun at trække metalkæberne fra hinanden, med store kraftanstrengelser, ujævn vejrtrækning og støn af smerte. Den fjernede sig en smule fra det sårbare kød, men smerten ilten til det friske kødsår gav, gjorde at hendes fingre gled og fælden pressede sig tilbage ind og fik Maya til at hive ynkeligt efter vejret.
I stedet fjernede hun fokus til at hive i kæden der var banket i jorden med en solid jernpæn, så det store dyr, fælden havde været tiltænkt ikke bare kunne løbe sin vej igen.

Til sidst endte det med at hun var dumpet ned på røven, snøftende i sin vejrtrækning og med tåre i øjnende. Smerten var ulidelig, men så længe hun sad stille, var det ikke så slemt. Ikke nok med smerten, var det også uretfærdigheden der slog til. Hun snøftede en smule kraftigt og tørrede sig under næsen med en blodig hånd, i et forsøg på at fjerne både snot og tåre der havde fundet vejen frem til den synlige verden.

Kronos var faret vild. Eller, det er svært at fare vild, hvis man ikke har en destination? Men han var blevet væk fra sit menneske og havde egentligt ikke styr på, hvornår han sidst havde set ham. Men det gjorde ikke noget lige nu. Der var ikke alt for mange mennesker i dette område og han havde fået lov til at gå rimeligt uforstyrret rundt i markerne i denne lune del af Krystallandet. Der var endda mange af de der underlige dyr, der gik for sig selv og som var rimeligt lette at fange, så han sultede ikke. Faktisk kunne han godt lide at være her og han tullede bare rundt på udforskning af området. Måske mennesket fandt ham igen, som han plejede?

På et tidspunkt var han kommet til en skov, en der heldigvis var fyldt med store træer, så han ikke havde så svært ved at komme rundt. Her brugte han et par dage, hvor han sov, lyttede til fuglene og betragtede de fremmede omgivelser. Alt sammen meget fredeligt, indtil den friske formiddagsluft blev forstyrret af et skingert skrig. Et skrig af smerte. Kronos rejste sig op og forsøgte at få øje på, hvad der havde lavet den lyd, men han kunne ikke se noget. Han blev stående lidt og overvejede langsomt, om han skulle gå efter lyden eller bare fortsætte sin dag, men inden han nåede at spekulere færdigt, var han allerede nede på alle fire igen og den store krop masede sig igennem træerne i retning af skriget. Det gik ikke sindssygt hurtigt, selvom han sagtens kunne, det var som om, at når han ikke lige kunne se det, så var det måske ikke så vigtigt?

Endeligt nåede han frem til en lille lysning, hvor der sad et menneske - et lille bitte menneske - og virkede til at være den, der havde lavet det høje udbrud af smerte. Kronos var ikke den, der tænke særligt langt, faktisk var det med at tænke ikke rigtigt hans stærke side. Så at tænke, at dette lille menneske ville blive skrækslagent for ham, når han bare kom væltende ud i mellem to træer, det skete ikke rigtigt. Jorden gungrede lidt under ham, som hans store næver blev sat ned i græsset og hans tunge krop blev flyttet ud på det åbne stykke. Uden hast. De meget blå øjne var nysgerrigt rettet mod mennesket, som han nærmede sig for at se, hvad pokker der var gået galt og hvorfor hun havde ondt.

Den snøftende og urolige vejrtrækning af ynkelige lyde holdte brat op, som jorden gav efter under hende, afslørede at noget var på vej. og det var ikke noget lille der gik imod hende. Hun løftede sine øjne og de stærke grønne øjne lyste af frygt for hvad det kunne være. Maya var hvad hun selv ville kategorisere som et stærkt menneske, der tog mere eller mindre alting i stiv arm. Alt det røg ud af vinduet som man sad som et dyr i en fælde, hvor noget som hun var sikker på blev hendes morder kom med afsindigt tunge skridt. Hvad der kom frem i lysningen fik hende og til at kaste sig tilbage og skrige på ny. Et skrig der startede som forskrækkelse og i stedet blev erstattet af smerte, i det de hårde jerntænder gled ned af hendes bløde brune hud, efterlod sig dybere sår der strak sig ned af benet, det stykke hun havde revet sig. Hun var fanget.

Fribrilsk forsøgte hun at åbne fælden igen, uden at fjerne blikket fra det store voldsomme væsen, der langsomt kom tættere på. Maya var ikke sikker på om dens langsomme gang var nogen beroligelse! Faktisk følte hun mere at tingen trak tiden ud. Det store voldsomme dyr der kunne knuse hende alt for nemt til at hun kunne få bare en smule ro i kroppen. "Kom nu kom nu kom nu kom nu!" messede hun hurtigt, lavmælt og ikke mindst skingert, som hun sled til hendes fingre også begyndte at bløde af det skarpe metal hun forgæves forsøgte at skille fra hiannden. Til sidst blev det for meget til hun kunne stå så sårbart til, og de blodige hænder blev løftet, halv skærmende, som den varme ild selvantændte og klæbrede sig omkring hænderne. Ild der blev skudt afsted en smule kejtet, men stadig med kurs mod udyret.

Mennesket begyndte at skrige igen, så snart den fik øje på Kronos og det fik ham til at stoppe lidt op. Frygten forstod han. Den skingre lyd af frygt og smerte, sammen med blodet, han pludseligt kunne se, fik først et jagtinstinkt frem i ham og hans spidse tænder blev blottet og han knurrede lidt forvirret. Det blev slet ikke bedre, da ilden pludseligt opstod. Ild. En ting han først havde stiftet bekendtskab med, efter han havde lært mennesket at kende. Han vidste ild gjorde ondt, for han havde selvfølgelig skulle stikke hånden ind i bålet i et forsøg på at fange de flotte flammer. Hvilket han så havde lært var dumt. Så han havde holdt god afstand til alt det farlige ild siden, selvom mennesket holdt på at sætte gang i et bål hver aften for at lave sin mad og holde sig varm.

Men denne gang var det ikke ild i et bål. Det var ild på det lille menneskes hænder, ild der startede op ud af ingenting og pludseligt blev sendt af sted mod ham. Hurtigt kastede han sig tilbage med en bange lyd og frygt i øjnene. Mennesket kunne kaste med ild! Han var lige ved at vende om og stikke af, men han nåede kun lige ud mellem træerne, inden hans hjerne endeligt kom så langt til at huske, hvad han havde set. Mennesket havde blødt, fordi hun sad fast i noget, der så ret uhyggeligt ud. Han havde set fælder før, fælder mennesket havde vist dem på deres vandring. Netop for at Kronos selv ikke skulle gå i en, for det kunne han sagtens have gjort. Ingen havde sat fælder op i de bjerge, hvor han kom fra. 

Tøvende vendte han om og bevægede sig hen til kanten af lysningen. Det store hovedet flyttede usikkert på sig, som han så fra menneskets ben til hendes farlige hænder. Han ville ikke brændes. Den ene store næve blev løftet fra jorden og en pegefinger foldede sig ud for at pege på fælden. 
"Hjrrllp..." Den grove stemme, der tydeligvis ikke var lavet til at tale, fik frempresset noget, der næsten ikke var et ord og han virrede med hovedet, inden han koncentreret prøvede igen. Det var længe siden, han sidst havde sagt noget.
"Hjrææælp-eh." Det var bedre, det lød mere som den lyd, han havde i hovedet. Hånden blev sænket igen og han så afventende på hende. Hans kropssprog var nedtonet og han virkede mest som en sten, som han stod der og så på hende. Man skulle dog ikke tage fejl, han var klar til enten at flygte eller gå til angreb, hvis situationen bød det. Men han ville gerne hjælpe mennesket, det så ud til at gøre ondt. Og det skulle det ikke.

Den lette knurren hjalp ikke tilnærmelsesvis på Mayas panik. Hun sled i lænken og lagde alle kræfter i, i et sidste forsøg på at få pælen op af jorden, så hun ikke var tvunget til at blive det samme sted. Overlevelsesinstinktet slog til, og adrenalinen pumpede i kroppen på hende. Men dyret farede ikke hen imod hende. Faktisk så det ud til at det blev mere bange og forfærdet som Maya holdte sine flammende hænder op for sig. Den.. Den var bange for ild! En lyd af befrielse flød over hendes læber, som kroppen faldte en smule mere sammen af den lettelse. Så længe hun havde ild, ville den nok ikke angribe hende! Spørgemålet var dog hvor længe hun kunne holde de knitrende flamemr ved lige. Men den stoppede alligevel op, ikke bange nok til at flygte langt væk fra hende som en forskræmt hund. Men Maya virkede mindre panisk, nu hun vidste hun havde det våben ved hånden. Den eneste hjælp mod den ukendte.

Maya spændte op igen som tingen løftede sin store næve og pegede hen imod hende. Mere specifikt mod hendes fod, og den djævelskab af en fælde der stadig pressede ind i huden. Hun kiggede flygtigt ned et kort sekund og stirrede derefter forvirret på dyret. Prøvede den at tale? Hun sank en klump i halsen og lod sine hænder falde ganske ganske let, så hendes ansigt igen var synligt.

Hendes hænder og håndled var stadig omgivet af den varme ild, der ikke brændte hende, men hun kastede det ikke længere afsted ud i ingenting. Det tog hårdere på kræfterne at gøre, og dem havde hun i forvejen ikke for mange af. Hun stirrede på den nu tavse skabning, forventede næsten at mere kom frem. Men kun den gebrokne udtalelse af et ord hun syntes at genkende, men havde svært ved at forstå hvorfor lige sådan en skabning skulle tilbyde. "Hjælpe?" prøvede hun spørgene, mens hun lukkede sine hænder sammen. Ilden var ikke særlig stor nu, men stadig til stede. Som en forsikring om at hun havde et forsvar lidt endnu. Maya var skeptisk overfor alle og enhver, men hun måtte indrømme at den så ud til at have en størrelse der kunne bidrage til at få hende fri af fælden. Nu hun ikke selv syntes at kunne få det gjort. Tanken at forbløde herude, huede jo heller ikke. "Vil du... hjælpe mig?"

Om mennesket havde forstået Kronos' ord, var lidt usikkert, som hun var længe om at reagere. Skulle han gøre noget igen? Inden han behøvede at tage en beslutning, skete der endeligt noget, som hun gentog det ord, han netop havde sagt. Hjælpe! Det store hoved begyndte at bevæge sig op og ned i en forsigtig nikken. Igen noget han havde lært af menneske-manden. Op-ned betød ja og side-side betød nej. En lærdom der havde været ganske brugbar, som det blot lagde endnu mere til hans kropssprog, han så naturligt brugte til at kommunikere med. Og disse tobenede blege væsner og dem der lignede, forstod det. Op-ned var et ja. Han ville hjælpe.

Det lille menneske stillede et spørgsmål, som Kronos godt forstod. Han var blevet god til at forstå det underlige sprog, som mennesker talte, han var bare ikke ret god til selv at tale det. Både fordi hans stemmebånd ikke var vant til alle de fine lyde og stavelser, men også fordi sætninger var svære at sætte sammen for ham. 
Trods ilden var hans tålmodighed ved at løbe lidt ud, så i stedet for at nikke igen, begyndte han at bevæge lidt på sig. Forsigtigt gik han nogle skridt til siden, rundt om hende, så han ikke var så tæt på hendes hænder, men nærmere hendes ben, der var fanget. De blå øjne gled fra hendes ben til hendes hænder og tilbage igen flere gange, men han tog modet til sig og tog de sidste store skridt hen til hende. Så småt. Langsomt sænkede han overkroppen støttet af de store arme, for at kunne se nærmere på det stykke metal, der havde fat i mennesket. Dette førte ham også betydeligt tættere på de farlige hænder med ild og han stirrede først lidt på hende, inden han endeligt koncentrerede sig om hendes ben.

Blodet løb og metallet havde godt fat i kødet. Et stik af medfølelse løb igennem ham og han dumpede ned på knæ, for at kunne bruge begge sine hænder. Forsigtigt, meget mere forsigtigt end man måske kunne forestille sig så store hænder være, tog han fat om fælden. Hans fingre på tykkelse med hendes underben. Mennesket havde vist ham, hvordan man åbnede disse mekaniske ting og det kom ham til gode nu, for hvis ikke havde han nok aldrig selv fundet ud af det. De to kæbelignende ting skulle hives fra hinanden. Så det gjorde han. Uden problemer, den lille mekaniske var intet i mod hans styrke. Men stadig forsigtigt, som tænderne hang fast i menneskets ben.
Så snart benet ikke sad i fælden mere, så han lidt nysgerrigt på metallet, indtil han slap den ene kæbedel og den klappede sammen foran ansigtet på ham. Med et vredt grynt brugte han begge hænder til at klemme metallet skævt, hive den sølle metalpæl op af jorden og kaste begge dele over skulderen, så det fløj ind i skoven, hvor grene knækkede, fugle skældte ud og det sidste dump lød, da fælden ramte jorden. Grimme ting.

Det var svært at være indbydende overfor væsnet. Faktisk var Maya overhovedet ikke sikker på hvad det egentlig var, men som den nikkede med hovedet, gjorde hun langsomt det samme, stadig påvirket af den paniske tilstand og den store smerte. Okay, den ville hjælpe. Hun kom med en lys, ynkelig lyd, i det væsnet gik tættere på, men gjorde ikke antræk til at flytte sig. Det ville ikke hjælpe noget som helst alligevel, når det kom til stykket. Andet end mere blodtab.
Faktisk var Maya også begyndt at se alt for bleg ud, i forhold til den varme brune huds normale glød. Hendes hænder fastholdte den varme ild, som væsnet kom tæt på, men den var mere dulmende end åben ild på et bål ville være. Alligevel kunne hun godt se at den var skeptisk, måske endda bange for det stadig. Maya kunne ikke slippe den sidste del af sin beskyttelse, og lod det i stedet tage den tid det nu tog, så hun kunne fastholde den varme fornemmelse.

Mayas grønne øjne stirrede ned i de blå, lod sig overbevise om at væsnet ikke ville skade hende. Men rent faktisk hjælpe til og få hende fri. Hun sagde ingenting, kroppen rystede en smule af adrenalin men ellers sad hun stille. Stirrede på ham først og derefter ned på hænderne som nærmede sig metalkæben.

Maya pressede tænderne sammen, som fingrene bare tog fat i metallet. Bare den simple bevægelse sendte smerte igennem kroppen på hende, og fik vejrtrækningen til at blive ustabil.
Da kæberne begyndte at blive trukket fra hinanden, ganske forsigtigt, var Mayas ansigt fuldstændig forstrukket i smerte, forfulgt af den skingre ynkelige lyd der pipende kom fra hendes læber, og hænder der pressede sig så hårdt sammen at ilden blev kvalt. Så snart metalkæben havde sluppet hendes hud nok til at hun kunne trække benet til sig, var det præcis det hun gjorde, og skubbede sig en halv meter baglæns, før hun lod benet blive slapt igen. hendes nu slukkede hænder rystede, som hun forsigtigt rakte ned, uden at røre sine egne dybe blødende sår. Det svigede og dunkede som en i helvedet. Maya snøftede og forsøgte at finde redde i sine egne tanker med hvad hun nu skulle gøre! blødningen skulle i hvert fald stoppes. "...t..tak.." kom der snøftende fra hende, inden hun nervøst rakte ned i sin skuldertaske og fandt noget lasset stof frem, meget langsomt som hun nærmest forsøgte at udsætte det uundgåelige. Selvom benet stadig dunkede af smerte, følte hun sig også mere afslappet.. Hun var sluppet fri fra lænken og metalkæben der kunne flænse mere hud af. Det var hun i hvert fald taknemmelig for.

At pille fælden af benet havde tydeligvis gjort ondt på det lille menneske og Kronos så bekymret på hende. Der var alt for meget blod, det vidste han sådan rent instinktivt. Små væsner indholdt ikke så meget af den røde væske og kunne ikke tåle at miste så meget. Hans blik fulgte hendes bevægelser, som hun fandt noget stof frem fra sin taske. Stof var heller ikke noget, han havde kendt til, før han havde mødt de første påklædte væsner. På en måde forstod han godt meningen med det, for det varmede, men at have det på bare for at gemme sig væk, det forstod han ikke. Tydeligvis som han selv stod der uden en trevl på kroppen, hvilket ikke var spor forkert, siden han var mere dyr end tænkende væsen.

Han forstod, at hun ville pakke sit ben ind i de små trævler og der kom et svagt fnys fra ham af misbilligelse. Uden at tænke nærmere over det, som ilden var væk og mennesket virkede så ynkeligt, kom han på benene - og uden at spørge om lov, samlede han hende op. Hun var hverken tungere eller større end at han kunne bære hende på en arm. Hendes taske blev samlet op mellem to fingre og smidt i hendes skød, inden han vendte om og bar hende med ind i skoven, gående på tre ben, så hun svævede ikke alt for langt over jorden. Han havde ikke så meget ved hende, som han havde placeret hende sådan, at hun mest sad i hans albueled, så hvis hun ville ned, kunne hun forsøge at springe. Han ville ikke stoppe hende, selvom han uden tvivl ville tænke, at hun var dum.

Kronos' blik gled over skovbunden i søgen efter noget bestemt. Nok kendte han ikke til lægekundskaben eller healere, men hans flok havde overlevet alligevel med en anden form for viden. Naturmedicin. Om de planter han kendte fra bjerget også var her, vidste han ikke, men han mente nu at have set noget... jo, dér! En grøn plante fangede hans opmærksomhed og han plukkede den. Det var ikke nok, så han gav planten til pigen uden at tænke nærmere over det og fortsatte sin færd. Efter nogle minutter plukkede han nummer tre og besluttede sig for, at det måtte være nok. Med en dæmpet lyd satte han sig ned med ryggen op af en stort træ, der knirkede lidt faretruende. Forsigtigt satte han mennesket ned på sine krydsede ben og tog planterne fra hende. Det store gab gik op og de røg ind med rødder og det hele. De smagte bittert, som han tyggede dem til grød. Alt sammen med de blå, stadig venlige øjne rettet mod mennesket. Og endeligt spyttede han den nu ret klamme klump ud, for at putte den på hendes ben. Stadig med uendeligt blide bevægelser dækkede han sårene med den tilsavlede plantegrød, noget der sikkert ville svide i vildskab. Se, det var bedre end et par laser stof. Selvom Kronos ikke vidste hvordan og hvad planterne egentligt var, havde de i vildtroldeflokken altid brugt dem, når de var kommet til skade. De stoppede blødninger og trods savlet, gik der sjældent betændelse i sårene bagefter. Glad over at have gjort noget godt så han afventende på mennesket, som om han forventede at hun sprang ham om halsen i glæde.

Maya kom med et lille forskrækket op, ved fnyset der forlod det store væsen og hendes øjne var tæt på at springe ud af kranet i det han samlede hende op, som var hun blot en lille kvist på jorden. Ikke at det blev gjort voldsomt, tvært imod, men Maya havde aldrig følt sig mindre, og mere skrøbelig end hun gjorde lige nu. Hun krummede sig sammen, men gjorde alligevel ikke antræk til at forsøge at hoppe ned eller stikke af. Hendes ben ville alligevel ikke kunne holde vægten og med garenti gøre mere skade end gavn. Alligevel kunne hun ikke lade være med at tænke, hvor tæt døden efterhånden måtte være på hende. Men afkræftelsen havde sin indvirkning. Hun lukkede armene omkring tasken hun fik smidt i skødet, som en beskyttende pude nærmest, i et forsøg på at berolige sig selv.

Som hun fik stukket nummer to plante i hånden, blev hendes blik mere undrende. Hun strak sig en smule for bedre at kunne se hvad han egentlig havde gang i. Mayas blik var undrende, men hun var stadig helt stille. Afventende. Lige nu ville nok ikke være en god ide at være hendes normale højlydte jeg. Ikke overfor så stort et væsen, der trods venligheden stadig kunne kvase hende nemt som ingenting. Specielt i denne tilstand.

At komme ned og sidde stille igen fik Maya til at sukke træt. Benet kunne slappe af igen, og blev ikke strukket eller bevæget på nogen måde i denne tilstand. Hvilket var ubeskrivelig rart. Hun spejdede op til væsnet som træ, blade og rod blev gennemtygget. Det var dog alt andet end et roligt udtryk der kom over hendes ansigt som grøden blev spyttet ud og proppet på hendes ben. "Hvad i?!" Hendes ansigt var malet med foragt for den tilsavlede grød, men blev erstattet af et klages udbrud som det begydnte at svige. Hendes negle pressede sig ind i den slidte taskes læder og ben tænderne sammen, mens hun ganske lavmælt bandede på bedste menneskemaner.. Ord som slet ikke hørte sig til. Hun havde også ganske forsigtigt i ren refleks forsøgt at trække benet til sig, men havde opgivet i det smerten var for voldsom.
Maya trak vejret stødt og stirrede ned på benet, dækket ind i den grønbrune masse, og var ikke sikker på om hun skulle grine eller græde. Hun forstod sig ikke på healene planter eller naturmedicin af nogen art. Hun var opvokset i en stendækket storby. Maya skævede op til de blå afventende og venlige øjne. Et eller andet var i hvert fald forventet af hende. "øhm... tak?" kom der usikkert fra hende som hun begyndte at blinke mere og mere. Alt stressen, smerten og adrenalinen havde taget sit tag. og nu, nu hvor adrenalinen tog af, blev hun træt.

Maya lænede sig ind mod væsnet bryst og armhule, søgende trykhed hun ikke var helt sikker på hvor hun skulle finde, som den dunkende fornemmelse begyndte at stilne af. Hvis det var meningen at hun skulle dø lige om hjørnet, ville hun foretrække ikke at være ved bevidstheden når det skete...

Kronos lyttede til de uforståelige ord, som mennesket spyttede ud. Nok forstod han ikke rigtigt bandeord, men han forstod nok deres mening - det gjorde ondt, men ikke mere ondt end at man kunne blive vred på smerten. Godt nok. Så var det, som det skulle være. Og hun sagde tak. Egentligt ikke noget han som sådan havde forventet, det var mest noget han havde lært af manden. At man sagde tak, når man fik noget. I Kronos' flok var det bare en del af det at være, at man var taknemmelig for det man fik af andre og ordet "tak" kunne ikke rigtigt oversættes til vildtroldsk. Meningen bag gav ikke så meget mening for ham heller, men han forstod nu godt, hvad det skulle bruges til.

Hele den store krop stivnede let, som mennesket lænede sig ind i mod ham. Hvad var det? Hvad skulle han gøre nu? Hvorfor skete det? Men han gjorde ikke noget for at flytte hende, men blev siddende. Forsøgte at finde ud af, hvad han skulle gøre. Og siden han ikke rigtigt kunne finde ud af det, blev han bare siddende med hende, en smule stift, men ikke uvillig til at sidde der og lade mennesket slappe af. Hun var nok træt, han viste selv godt hvor træt man blev, når man mistede alt for meget blod.
Så han sad bare der og holdt let ved hende, mens han lod blikket glide over naturen omkring ham. Han var fredelig. Heldigt for mennesket, for hvis det havde været enhver anden fra hans flok, var hun højest sandsynligt bare være blevet set som let bytte og havde endt sine dage i maven på en vildtrold. Men Kronos anså ikke mennesker som bytte. Han spiste med glæde dyr, men der var noget over mennesker og alle de racer, der mindede om, som gjorde, at han ikke så dem som noget, man skulle spise. De havde våben, byggede huse og havde en helt anden måde at leve på. 
Selvfølgelig havde han smagt menneskekød. Man skulle ikke gøre ham vred.

Tiden gik og det var lige før, at han faldt i søvn. Med et grynt vækkede han sig selv. Han var tørstig. Forsigtigt tog han ved mennesket og kom op at stå på tre ben igen. Det var nemmere at gå på to, men træerne havde en træls højde og han ville bare hænge i grenene med sine horn, så han foretrak at gå på tre ben.
Han havde set en sø ikke så langt væk tidligere og uden slinger i valsen fandt han tilbage til den. Endeligt satte han mennesket helt ned på jorden, hvorefter han gik lidt ud i søen og sænkede sin overkrop ned for at drikke. Det tog lidt tid, som der var plads til en del liter i den store krop, men endeligt rettede han sig op, vendte rundt og gik tilbage til det lille menneske, som han stoppede op foran og så ned på. Det dryppede med vand fra hans græs-agtige skæg, mens han så nysgerrigt ned på hende.

Det var heller ikke de mest intelligente ord der kom ud af hendes mund i den voldsomme banden hun lod komme over sine læber, i det den klamme substans blev klasket omkring hendes stakkels ankel. Hun var stadig ikke helt sikker på om hun skulle grine eller græde over hele situationen, men blodtabet syntes at havde haft en stor effekt på pigebarnet, der langt mere afslørede sin egentlige alder end hvis hun havde været sin sædvanlige ”friske” jeg. Hvilket resulterede i at hun søgte varmen ved at ligge sig ind til den store kolos. Hvis han ville hende til livs var det nok allerede sket, så hvad var skaden i det? Hun bemærkede ikke at han stivnede, eftersom hun knap lukkede øjnende i, før hun ikke længere var ved bevidstheden. Muligvis en kombination af at falde i søvn og besvime af udmattelse.

Maya vågnede ikke som væsnet rejste sig, ej heller som hun blev sat ned, eller nærmere lagt ned på græsset, og sov ganske tungt videre. Normalvis sov Maya overhovedet ikke tungt. Hun havde levet hele sit liv med et øje åbent på alle tider af døgnet, for ikke at ende i kløerne på byvagter eller kriminelle mider. Men der var hun som regel også frisk. Lige nu var hun tung, ør og udmattet. Det var først da vand dryppede ned på hendes ansigt at der begyndte at komme trækninger. Hun kneb øjnende lidt sammen, bevægede sig lidt og fik dem til sidst åbnet og så op på det voldsomme, men dog nysgerrige ansigt. Noget af hende havde lyst til at lukke øjnende igen og glemme det hun lige havde set. Men vandet var alligevel for distraherende. Hun tørrede sig over ansigtet med hånden og puffede let til hans hage. ”Du drypper” kom der lidt morgengroggen fra pigebarnet, men hun var ikke ligefrem uvenlig. Hun var faktisk, som et barn, hvilket sjældent skete, men ømheden havde gjort sit. Så hun havde et lille dovent smil på læben imens hun rettede sig op i en siddende stilling, og skar kun ansigt engang imellem som hun kom til at flytte anklen. Gad vide hvor lang tid det tog om at heale.

Menneskepigen sov tungt. Det var måske ikke så overraskende, den havde mistet meget blod. Kronos lænede sig lidt nærmere ned mod den sovende pige for at kunne se hende ordentligt. Mennesker fascinerede ham stadig. Så små og svage, men alligevel var de den dominerende race i dette land. Hvordan kunne det lade sig gøre? Ikke at dette lille menneske virkede specielt farligt eller dominerende, trods ilden hun så mystisk kunne fremmane fra sine hænder. Lige nu virkede hun bare som en sovende unge.

Langsomt kom der liv i mennesket, hvilket dog ikke fik Kronos til at flytte sig. Det der med grænser var ikke han stærke side. Det var først, da hun skubbede til ham, at han medgørligt trak hovedet til tilbage, så han ikke dryppede vand på hende. Lidt tungt fik han sat sig på jorden ved siden af mennesket. Solen nærmede sig snart horisonten, men der var stadig lyst nok omkring dem. Uden at tænke nærmere over det, regnede han med, at pigen ville gøre som Asher altid gjorde - samle brænde, finde noget at spise og lave lejr for natten. Lige nu tænkte han ikke så meget over, at hun var kommet til skade og nok ikke ligefrem ville rende rundt på den skadede ankel. Bladmassen han havde lavet til hende, ville kun stoppe blødningen og forhindre betændelse, ikke få såret til at hele hurtigere. Så meget kunne han nu heller ikke.

Det var heller ikke fordi, at han tænkte, at hun ville have ham til at gå. Hendes afslappede og naturlige reaktion på hans ansigts nærhed fik ham til at reagere på samme måde. Afslappet og naturligt, som var hun hans ven.
Det gik op for ham, at han ikke havde fortalt hende sit navn. Eller hun hendes. Med hovedet let på skrå løftede han en hånd og prikkede sig selv i brystkassen med en finger.
”Kroonoooos.” Hans o’er var lidt langtrukne, men de fleste plejede nu nok at kunne fange hans navn. Også selvom alt hvad han sagde lød mere som en knurrende brummen end decideret tale, som evolutionen havde besluttet, at haleløse vildtrolde ikke havde behov for at kunne tale. Med et spørgende udtryk rettede han fingeren mod hende. Hvad var hendes navn?

Det kunne også ganske simpelt være at hun ikke var helt vågen endnu. Kræfterne var begrænsede, så frygten havde lagt sig på hylden, så længe hun ikke kunne se en direkte fare. Noget en stor vildtrold måske burde være sprunget frem til at være, men Mayas logik fortalte hende, at der lige nu ikke var noget at være bange for på den front. Ville den angribe hende, var det allerede sket! Tvært imod havde den hjulpet hende og stoppet den massive blødning, der stadig havde sit præg af at gøre den brune hud bleg.

Maya rørte sig helt bestemt ikke ud af flækken, som trolden havde trukket sit store ansigt til sig igen. Maya havde ganske simpelt slet ikke lyst til at flytte sig! Bare tanken om at røre på sig så anklen eventuelt blev stødt eller bare. Rørte sig! Var nok til at hun sad bumstille, og kun fokuserede på at kigge en smule dovent fremfor sig, og begynde at lade tankerne vågne. Det var ikke ligefremt tidligt på dagen mere, og hun ville havde brug for at sted at finde ly, eller frembringe noget varme. Et let fnys af morskab forlod hende. Varme. Ja, den del havde hun vidst allerede styr på.

Maya kiggede op på det noget mystiske og fremmedartede ansigt og kropsbevægelser som den pegede på sig selv og kom med en brummende knurren, eller hvad det nu skulle forestille sig at være, der udformede noget Maya gættede på var et ord. Eller faktisk, mere specifikt dens navn. ”Kronos” svarede hun tilbage, naturligt mere menneskelig i sin udtalelse, selvom hun forsøgte at inkluderer noget af den brummende vending. Ikke at det var nemt.
Hun kiggede ned på den brede finger der pegede imod hende selv og op på hans ansigt igen. ”Maya” det var i hvert fald ikke svært at regne ud. Det føltes på en gang vildt underligt, men alligevel også ganske trykhedsdannende nu at vide hvad væsnet hed. Og at den havde en forstand der var mere end æd og sove. Selvfølgelig havde Kronos allerede bevidst at der foregik mere bag den tykke pandeskal end overlevelse, men jo mere menneskeligt det blev, men det lille menneske også mere sikker på hvor dybt eller stabilt hun var havnet.

Den store trold nikkede ivrigt som hun udtalte hans navn. Det var cirka sådan Asher sagde det, så det lød meget rigtigt. Så snart hun gjorde tegn til at sige sit navn blev han koncentreret og lyttede grundigt efter. Maya. Han tyggede lidt på det, inden han åbnede munden og forsøgte med udtalen.
”Maahaa.” Nej, det lød ikke helt rigtigt. Han kneb øjnene sammen og prøvede igen. ”Ma-aa.” Lidt spørgende så han på hende, men ville nok ikke kunne komme nærmere end det. Så han var tilfreds.

Mennesket så stadig træt og bleg ud og så ikke ud til at ville noget lige nu, så det ville Kronos heller ikke. Han var efterhånden ved at blive en smule sulten. Det krævede, at han gik på jagt. Eller fiskede. Hans blik gled kort til søen. Der var nok mange fisk i den store sø. Blikket gled tilbage mod pigen igen. Hun var nok også snart sulten. Asher var altid sulten på den her tid af dagen. Noget Kronos havde fundet ud af var, at mennesker spiste på bestemte tidspunkter og ikke, når de havde lyst. Hvilket var sært. Nysgerrigt lænede han sig lidt frem og snuste ind. Nej, han kunne ikke lugte mad. Havde hun ikke noget mad? Så måtte hun da helt sikkert være sulten.

Pludseligt rejste han sig op og vadede ud i søen igen. Fisk var sådan nogle små ting, der var svære at fange. Han havde set mennesker bruge net, hvilket var smart, men sådan noget havde han ikke. Han var lidt mere… larmende. Han rejste sig og gik længere ud, så han var i vand til livet. Derefter stod han stille et øjeblik med blikket i vandet. Lidt efter flyttede han sig og stod stille igen. Og pludseligt klaskede han sine store hænder i vandet. Hårdt og gentagne gange. Vandet stod om ørerne på ham og lyden af de hårde hænder mod vandet rungede om dem. Så snart han stoppede, kørte han hænderne igennem vandet og lukkede dem.

Tilfreds gik han op på land igen og hen til mennesket, som han stoppede op foran, stående i sine fire meters høje. Herefter løftede han hænderne og åbnede dem, så det regnede med fisk ned foran pigen. Både store og små. Ikke at Kronos kunne tælle dem, men der var da en ti stykker. Et par af dem sprællede slattent, resten lå bare og gispede, lammede efter trykbølgerne i vandet, som hans store hænder havde lavet. Kronos blottede sine tænder i et lydløst, tilfredst grin. Der var mad!

Maya grinede lavmælt. Ja, det lød jo næsten rigtigt. Det var i hvert fald tæt nok på til at hun kunne forstå at det var hendes navn som han udtalte. Måske var det selve y lyden der ikke rigtig hørte sig til i væsnets sprog. Det lød generelt rimelig underligt, men tættere på end hvad hun nok til at starte med havde regnet med.

Hun kiggede dovent efter det store væsen som han gik ud i vandet og hoppede forskrækket som han smækkede sine store arme ned i vandoverfladen med et overordentligt højt plask. Hoppet af forskrækkelse medførte at hun trak benet til sig med en smerteforvrængelse i ansigtet, og brugte derefter tid på at slappe af igen, i et forsøg på at undgå alt for høj dunken i foden.

Maya sukkede dybt som Kronos kom tilbage med favnen fyldt med fisk. Hun kiggede overrasket og imponeret op. Det var alligevel en solid håndfuld han havde anskaffet sig, og hun tvang sig selv til ikke at flytte sig ide fiskene regnede ned på jorden overfor hende. Hun kiggede på dem og derefter op på det brede tilfredse grin der pyntede hans.. unormale ansigt.. "Øhm.." Hun ragte forsigtigt en hånd ud og fik fat om halen på en af de slimede fisk, der mere eller mindre var slået fuldstændig ud, og kiggede på den. "Okay.. øh" hun kunne ikke bare sådan spise rå fisk! Specielt ikke med.. indvolde og skæld og klamhed. Maya kunne god li fisk, alt hvad der kunne spises kunne hun li, men rå frisk.. Det var egentlig først her at tanken slog hende! Hun kunne jo selv varme den! Nok med lidt besvær, men stadig.

Med en ret veltrænnet bevægelse og et hårdt greb i fiskens hale, slyngede hun den i en buge for at ramme en sten ved siden af, mens hun stadig holdte fast. Hun slog et par gange, indtil fisken var død og dermed ikke længere skrællede. Hun foretrak at maden var død! inden hun spiste noget som helst. Derefter fandt hun en kniv frem fra tasken. En lille, men skarp en og begyndte at skrabe skæl af, ligeglad med at hendes fingre blev tilsnavsede. "Tak.. Forresten" hun kiggede op på det store væsen, som forhåbentlig også ville spise noget! Hun kunne ikke spise det bjerg selv i hvert fald! En fisk var vidst nok.

Først så det ud til, at mennesket ikke kunne finde ud af, hvad hun skulle gøre ved fisken, men endeligt klaskede hun den i jorden. Kronos var tilfreds, han havde fodret mennesket! Han greb selv en fisk og stak den i munden som den var - halvlevende og rå. Uden videre begyndte han at tygge på den, ligeglad med skæl og ben og lidt efter sank han den. Nam nam. Han kunne godt lide fisk. Men hans favorit var stadig de der små hårløse runde dyr, der kom med sådan en sjov hylende lyd, når man samlede dem op, og som han kun havde set i nærheden af mennesker. De var rimeligt nemme at fange (måske fordi de altid var hegnet ind) og havde en smag, han godt kunne lide. Asher skældte dog altid ud på ham, når han spiste dem.

Han rakte ud for at tage en fisk mere, da han kom til at kigge lidt mere nærværende på hendes arbejde med at rense fisken. Og så hendes ben. Og så hvor langt nede solen efterhånden var. Med en brummen stoppede han en fisk i munden og gnaskede på den, mens han rejste sig og gik ind i skoven. Asher havde fortalt ham om brænde og hvordan man fandt det bedste, så i stedet for bare at gribe det nærmeste træ og tage det med tilbage, udvalgte han nogle grene og småtterier, ting der åbenbart var gode at brænde. Man kunne tydeligt se på ham, at det ikke interesserede ham, men menneskepigen skulle have bål. Så meget vidste han da alligevel om de små væsners overlevelse.

Så han gik tilbage til hende, smed bunken ved hendes side og greb så en fisk mere. De var begyndt at live lidt op og han greb et par stykker af dem, som var ved at hoppe for langt væk. Tungt satte han sig samme sted som før og proppede endnu en fisk i munden. Han ville ikke blive voldsomt mæt, men det var okay. Han havde spist godt det sidste stykke tid, som det vrimlede med hjorte i den lille skov.
Nysgerrigt betragtede han pigen. Han ville ønske, at han kunne snakke med hende, men hans sprog var ikke ret godt og selvom han forstod en del, kunne han ikke snakke tilbage igen. Så der var ikke så meget andet for end at æde endnu en fisk og se, hvor mange hun ville have og om der var mere han kunne gøre for hende lige nu.

Den primitive måde at spise fisk på fik en grimasse fra Maya, der var en blanding af kvalme og accept. Hun skulle ikke diktere hvordan han spiste, men at se den halvlevende fiske spjætte i kæften af det store dyr, fik det et øjeblik til at vende sig i maven på Maya der tvang blikket ned på sin egen døde fisk hun fortsatte med at skrabe skællet af, men langt større præcision end før. Da hun var færdig med det, vendte hun fisken med bugen i vejret, skar den op og udviste talent for i hvert fald at havde udført det arbejde før. Hun var ligeglad med indvolde og blodet, som hun skrabede indvoldene ud af fisken med sine hænder og lod det falde ned på jorden ved siden af sig, skar lidt med kniven og lukkede derefter fisken igen.

Det var her at Kronos var kommet tilbage igen, efter at havde rejst sig for at finde noget. Eller hvad han nu end skulle. Hun kom med et forskrækket op, skar en grimasse af smerte, og vendte hovedet som det store dyr smed brænde ved siden af hende, og fik hende til at tage en dyb indånding af forskrækkelse.
En smule kejtet kom hun op på hug og samlede træet i en bunke, velvidende hvad det skulle bruges til. Hun havde ikke noget at tænde med, men med tanke på hvad hun selv var i stand til var det heller ikke ndøvendigt. Hun lod ilden omslutte sin hånd, som hun tændte brændet, og fjernede den først da der var gang i træet og det ikke så ud til at slukke igen. ”Du ved meget om at varte mennesker op, Kronos.. ” kommenterede hun, løftede blikket og kiggede på ham, efter at havde spiddet fisken med en gren og lagt den ind i flammerne.

Mens fisken blev tilberedt i ilden kiggede hun undrende og nysgerrigt på ham. ”Kan du tale?” mere end med navnet hun havde fået af ham naturligvis. Han virkede ikke særlig snaksagelig, men han virkede heller ikke fjentlig. Ikke mere i hvert fald, men det var også mere hendes eget førstehåndsindtryk. Han så ikke ligefrem venlig ud hvis man ikke havde tilbragt tid med kreaturet.

Kronos betragtede hende, som hun kom op at sidde og begyndte at arrangere grenene på en bestemt og velkendt måde. Han havde set Asher gøre det utallige gange, men han ville aldrig selv kunne få det til at fungere. Ikke med de små pinde og hans store hænder. Og han havde aldrig haft brug for ild før, så hvorfor skulle han også begynde på det nu? Der var varmt nok hernede i dette flade land, han havde ikke behov for mere varme.
Endnu en fisk forsvandt ned i gabet på ham og han gumlede tilfreds. Lige dele nysgerrig og lige dele skræmt så han hende stikke hånden ind i træet og sætte ild til det. Hvis han ikke havde set hende tænde ilden i sine hænder før, var han nok flygtet, men nu blev han siddende og så fascineret på det. Kun afbrudt af hendes stemme, der bare fik ham til at trække på skuldrene med en brummen og smide endnu en fisk i munden.

Hendes spørgsmål fik ham til at gå i stå med tyggeriet for et øjeblik, inden han skyndte sig at sluge fisken. Kunne han tale? Det var et svært spørgsmål med et komplekst svar, som han ikke kunne give hende. Han kunne tale i den forstand, at han mentalt forstod teknikken bag, men hans krop ikke var bygget til det. Så han forsøgte først med et ord, som han fik presset ud af halsen på sig selv.
”Liiihht.” Men det var ikke fyldestgørende og hans ansigt fortrak sig i utilfredshed. Derefter pegede han på sin hals og rystede på hovedet, hvorefter han pegede på sit hoved og nikkede. Gad vide om det var til at forstå? Han kunne nok ikke gøre det så meget bedre end det, så han tog den sidste fisk og rakte den spørgende frem mod hende. Skulle hun have mere?

Maya kiggede på det store væsen, der brummede og så ud til at kæmpe med at få lydende ud på den rigtige måde. Ordet der kom lød heller ikke rigtigt, men Maya havde efterhånden kommunikeret med så mange forskellige accenter, at hun forstod meningen. lidt. Ja, det måtte hun nok indrømme at det var. Det var svært at finde ud af hvordan man skulle kommunikere med et væsen der ikke kunne tale på samme måde som hun selv, og han så heller ikke ud til at være tilfreds med det.
Hun var tavs lidt tid, som han pegede fra hovedet og halsen og henholdvis nikkede og rystede på hovedet. Maya tog en dyb indånding og nikkede langsomt. "Du kan tænkte det, men.. ikke sige det?" hun regnede med at hun havde ramt rigtigt, for han lod jo til at forstå hende uden problemer.

Maya vendte med lidt besvær pinden der holdte fisken over ilden. Den var snart færdig, til at hun kunne spise. Det gode væsen, rakte en ny fisk frem imod hende. Maya rystede let på hovedet. Det var begrænset hvor meget hun kunne spise i forhold til hans store væsen. "Spis du bare" Svarede hun smilende, som hun tog sin egen fisk af varmen og fandt en måde at spise den. Man kom langt med fingrene.

Resten af tiden, gik på at forsøge at finde en måde at kommunikere på. Maya gav ikke op sådan lige uden videre, og de skulle jo forsøge at få tiden til at gå med et eller anden, så længe hun ikke selv kunne gå, og helt ærligt ikke havde lyst til at forsøge sig alene uden forsvar eller beskyttelse, når hun haltede sådan rundt. Men sårene var begyndt at lukke sig sammen, og Maya var i stand til lettere at støtte. Det var med blandet følelse, at tiden nærmede sig. Tiden til igen at gå hvert til sit.

Hun forstod! Glad nikkede Kronos løs, som hun sagde det, han forsøgte at forklare. Han forstod det meste af, hvad der blev sagt, men han kunne ikke selv sige det. Meget tilfreds med, at hun forstod det, proppede han fisken i munden og gumlede den i sig. Duften af stegt fisk havde bredt sig og han var lige ved at overveje at fiske igen, men fandt sig selv for doven. Så han blev siddende og betragtede hende spise.

---

Dagene gik og Kronos passede godt på pigen. Sørgede for at hun fik mad og kunne holde sig varm. Man skulle måske ikke ligefrem tro, at en så stor og brutalt udseende trold, var god til den slags, men han havde hjertet med sig. Han havde dog ikke tålmodighed til at blive boende ved søen, så han slæbte hende med videre ud i verden. Fangede mad til sig selv og delte med hende. Hun virkede meget ivrig efter at kunne snakke med ham og han viste sig at være rimeligt god til tegnsprog, mest fordi det lidt var en del af hans sprog i forvejen, men også fordi han kommunikerede med Asher på den måde.

Som tiden gik kunne mennesket gå mere og mere selv, men Kronos tænkte ikke så langt, at hun snart ville videre uden ham. Han var et kortsigtet væsen og fokuserede højest enkelte dage frem, så mens han var sammen med hende, jamen så var det sådan, hans liv var.

Solen vækkede ham, som den skinnede ned i mellem træerne og ind i hans øjne. Der var koldt, næsten så koldt, at han kunne se sin egen ånde. De var gået nord på og vinteren havde taget godt fat i selv den lunere del af Krystallandet. Ikke at det rørte Kronos, han kom fra bjerge i den nordlige del, hvor alt over ti grader var varmt. Lidt forsigtigt løftede han hovedet for at se ned på mennesket, der stadig sov, krøllet sammen mod hans mave. Nå, ja, så var der ikke mulighed for at bevæge sig lige nu, så han lagde hovedet ned og så søvnigt frem for sig. Gad vide, om Asher snart fandt ham igen?