Vinteren havde efterhånden rigtig fået sat sig i Elverly, og derfor ville Caelon under normale omstændigheder også holde sig indenfor i sin meget varme hytte. Desværre var besøgene fra Kench holdt op og Caelon stod faktisk og manglede planterne ude i naturen. Siden der ikke var nogen han kunne sende ud og hente dem for ham, måtte han jo selv prøve at gøre det.
Han var dækket godt ind i klæder og alligevel følte han sig frossen helt ind i hans knogler. Han kunne på ingen måde holde varmen, og alligevel måtte han lidt mere. Så han forsøgte at lede efter planterne, og få lagt dem i hans lille taske, når han endelig fik fat i dem, dog ikke uden at hans hænder rystede.

Han vidste ærligtalt ikke hvad der var sket med Kench siden at hun havde forladt tilbage da han var syg. Han var heldigvis kommet sig over sygdommen, men det havde været mærkeligt at hun ikke længere kom forbi. De havde stået hinanden forholdsvis tæt, og til tider gik hans tanker stadig hen mod hende. Der var ikke nogen måde han kunne kommunikere med hende. Han havde været så vant til at hun bare kom forbi med jævne mellemrum, så der var ikke behovet for det. Men nu. Hun var forduftet og han kunne ærligtalt ikke selv huske særlig meget af hvad der var sket mens han lå syg i sin seng.
Et lille fnys lød fra ham, som han sparkede til en tilfældig sten som han forsatte med at gå og kigge efter nogle planter han kunne bruge. Hun havde vel allerede suppleret ham med mere end nok planter og det var nok bedre at der ikke var nogen omkring ham der vidste han var syg. Alvorlig syg.

Om det var genkendeligheden fra hendes egen magi som hun så i af kunne se sin egen ånde foran sig i en hvid røgsky, eller om det var planterne der var prydet med is og frost der kunne sammenlignes med ægte krystaller, hviste Kench ikke. Men på trods af den bidende kulde der bed hende i tæer og lemmer så var der et eller andet der var fredeligt og næsten velsignet ved en vindstille vinterdag, hvor enkelte snefnug banede vej ned imellem den tætte lindeskov.

Med sin sædvanlige rygsæk over skulderen havde Kench udstyrret sig med et halstørklæde der dækkede måde hals, skuldre og det meste af hendes nedre ansigt. Hendes ben og fødder var for en gangs skyld også tildækkede af nogle, tydeligt, selvsyede støvler der ikke var meget andet en skind improviseret til at passe omkring hendes tynde ben. Til sidst som skjold imod sneen holdt hun en bambus paraply over sig som havde fået sit helt eget lille dække af sne.

Hun var endelig nået til bækken hun søgte som faktisk ikke var tilfrosset helt igennem. man kunne så et par skridt ud på den usikre is, men i midten og under, løb vandet stadig med de vandplanter som kunne overleve vinteren. De vandplanter som Kench søgte.

Endelig var Caelon også selv kommet til bækken, men modsat Kench var han ikke villig til at proppe sine hænder i vandet, selvom hans tanker aldrig kom så langt, som han så en bekendt skikkelse. For et øjeblik glemte han endda kulden der sad i ham, for han havde ikke forventet at se hende herude, men her var hun. Men hun havde ellers ikke været her i evigheder. Var hun her for at besøge ham, eller var der noget andet. Han kunne ikke vide det, så i stedet for hævede han stemmen. Noget der ikke ligefrem skete ofte.

"Ireth," kaldte han, og begyndte at traske over mod hende. Sneen var heldigvis ikke alt for tyk endnu, ellers var han nok for længst taget hjem igen. Det gjorde det også nemt for ham at gå igennem sneen. "Hvor har du været?" spurgte han undrende da han endelig kom tæt nok på Kench til at han kunne snakke i sit normale toneleje. Overraskende nok så han ganske neutral ud i ansigtet, selvom han  var... Var det glæde han følte? Ikke ligefrem en normal følelse at have for ham, så det var nok nemmere bare at kalde det lettelse, selvom det heller ikke var noget han normalt følte omkring andre folk. Især når det var for at de ikke var døde.

Kench stod med den ene fod nede på isen inden hendes opmærksomhed blev revet væk fra sit fodfæste under hende. Det løb koldere en ad ryggen på hende end nogen istap ville gøre på hende at høre sit fornavn blive brugt så henslynget. Med et kort hop var hun oppe på breden igen og tippede paraplyen til siden så tæppet af sne faldt til jorden.

En elver. En af de høje slags nærmede sig hende og talte, til hende med en tone der fortalte hende at han kendte hende. Men hun genkendte ham ikke. Havde han været en tidligere kunde? Hun ville dog aldrig give sit fornavn ud til en klient. Hvor viste han det fra? Hvis hun havde givet det hverken frivilligt eller mod sin vilje havde hun nok huske det ret tydeligt. 
Det knagede næsten højlydt så meget hun prøvede at regne ham ud i den tid der gik fra hun havde fået øje på ham og til han var henne ved hende. Hun nåede det ikke i tiden hun havde hvilket gav hende en lille rynke imellem øjenbrynene som afslørede hendes frustration.

"Hvor har du hørt det navn fra?" spurgte hun så uden at fjerne tørklædet fra munden. Ikke det mindste nødvendigt da lyden jo ikke kom derfra.

Caelons mund trak sig længere og længere ned, som hun virkede til at hun ikke genkendte i nogen som helst grad. Det blev bare forvredet i irritation, da han hørte stemmen i hans hoved. Hun vidste da at han hadede det, men hvilken grund havde hun for at glemme disse ting. Hvis hun undgik ham, ville hun jo holde sig væk fra Elverly, men.... det gav bare ingen mening.

"Du gav det til mig," svarede han tilbage, med et snert af irritation og frustration. "Kan du overhoved huske hvem jeg er?" Det var måske ikke det største tab i verden hvis hun ikke vidste hvem han var, men alligevel var det frustation. Det var den første person han havde turde stole på siden hans forældre døde, og så lavede hun bare det nummer på ham! Hvis han nu tænkte lidt mere rationelt omkring det, så var det nok ikke helt sådan det foregik.

Hun havde givet det til ham.. Hvilken grund ville hun dog gøre det for? 
Kench lukkede paraplyen sammen imens hun stadig så forvirret op på den høje mand foran hende. Han var tydeligvis ved at bliver lige så forvirret og frustreret som hende selv. Men hvad kunne hun gøre? hans ansigt virkede til at være komplet udvasket fra hendes ellers arkiv-agtige hukommelse.

"Jeg beklager Hr. Men dit ansigt siger mig intet" hun lagde hovedet lidt på skrå som om det ville hjælpe på det. "Måske hvis du fortæller lidt om dig selv? Jeg ser det selv som lidt af et nederlag hvis der er noget, især nogen jeg glemmer" fortalte hun inde hun tog et skridt tilbage for at kunne se lidt bedre op og ned af ham.

Han statur, holdning, måde at klæde sig på, hans ansigt, hår.. Intet fik nogen klokke til at ringe. Ikke engang han øjne,.. vent.. der måtte hun stoppe sin søgen i hukommelsen lidt et øjeblik da noget gibbede, men det var bestemt ikke en rar fornemmelse hun fik i baghovedet.

Caelon fik ikke en bedre fornemmelse af det her som hun forsatte med at 'snakke'. I normale omstændigheder ville han brokke sig over at hun snakkede i hans hoved, og han havde stadig lyst til det, men det var ikke hvad der var presserende i øjeblikket. Det var alligevel utroligt at Caelon kunne tænke ud over sin egen næsetip til tider.

"Mit navn er Caelon, jeg er eliksirmester oppe i Elverly, og du har i.... næsten 2 år hentet urter og andre planter til mig, fordi jeg kurrede dig fra sin lille forbandelse, hvis du kan huske det?" svarede han med tydelig irritation nu. Hvordan troede hun ellers at hun var kommet af med sin lille forbandelse? En eller anden magisk fe havde reddet hende? Selvom hvis Kench kendte Caelon, så ville hun jo nok påstå at han var en magisk fe. Var der virkelig noget der savnede hendes irritererende bemærkninger i ham?

Et lille ryk i hendes øjebryn afslørede følelsen hun fik i maven. Forbandelsen? den hun var kommet af med for omtrent to vintre siden? den som nu var forseglet i ryggen på hende. hu lagde hånden op omkring skulderen og mærkede efter hvor skorpen startede. 
Hvordan var hun egentlig kommet af med den? hendes blik flakkede lidt rundt som om hun ledte efter svaret omkring sig. Tågen foran hendes viste også hvordan hendes åndedræt blev mere overfladisk og hyppigere. 

Hun prøvede gang på gang at huske hvordan og hvor hun havde fået det forseglet men der var bare intet at hente frem. Hende blik fastene sig på elveren der havde præsenteret som Caelon. Han viste tydeligvis mere end hun gjorde. Hvorfor? Hvorfor?hvorfor?hvorfor?hvorfor?

"NEJ, jeg kan ikke huske det!" råbte hun næsten imens hun lod paraplyen falde til jorden og hun begyndte at hvilke halstørklædet af så hendes ansigt kom helt til syne. Hendes Ansigt var en blanding af den sædvanlige irritation, men hvor hun normalt havde en undertone af kedsomhed var den blevet erstattet af en smugle panik.

Det var pludselig meget højt hun pludselig var blevet, men der var noget der prikkede ham i baghovedet som han så Kench decideret gå i panik over dette. Han havde ikke nogen idé om hvordan han kunne få hende til at slappe af, eller forklare sig selv... eller i det hele taget komme videre i den situation de pludselig stod i. Hans eget ansigt havde også fortrukket sig i overraskelse, som han kiggede på den ellers altid rolige Kench. 

"Det skal ikke gå udover mig. Det er dig der har glemt det ikke... mig..." det var som om at der ligeså langsomt var visse ting der faldt i spænd i hans hoved. Han kunne ganske vidst ikke selv huske særlig meget fra perioden, men han kunne huske kaos-plagen. Han havde været så omhyggelig om ikke lade folk se ind i hans øjne fordi han ikke vidste hvornår de ville slette ting fra folks minder. Men havde han kontrol over den evne når han var syg? Men hvad var sandsynlighedne for at han ville have nok energi til at sltte alle hendes minder om ham. Det krævede meget...

"Gå ud over dig?! Det var dig der bragte dig selv på banen!" snerrede hun tilbage imens hun tog sig til hovedet. Fornemmelsen i baghovedet havde vokset til et skinger hovedpine som om hele hendes krop kæmpede imod hende og det var mildest sagt plagsomt. At miste den fuldstændige kontrol over sin krop hun havde bygget op i hendes leve tid skabte en panik i hende hun prøvede at holde nede, men den skubbede sig på og fik hende til at vippe på fødderne.

Hendes bevægelse stoppede dog lidt da hun opdagede at han ikke afsluttede sit sætning helt normalt. Hun gav sig straks til at rode hans hoved igennem for at inde ud af hvad han var kommet i tanke om.
"HAR DU PILLET VED MIN HUKOMMELSE!?" lød det nærmest øredøvende inde i Caelons hoved, hvis ikke det var fordi det ikke havde noget som helst med hans ører at gøre.

Caelon tog sig til hovedet, som han nærmest kunne mærke at Kench rodede i hans hoved og skreg sine ord. "Kan du lade vær med det? Det er ikke særlig pænt at snage i andre hoved og du har en mund af en grund, og det er at snakke," kom det snerrende. Der var pludselig ikke meget forskel fra første gang de mødtes. De var virkelig folk der ikke kom umiddelbart godt ud af det med hinanden og det kunne i den grad mærkes, selvom Caelon stadig havde et varmt område for hende.

"Jeg ved det ikke, men sidst vi sås var jeg syg, så det er ikke umuligt, men jeg var ikke klar over at jeg var så syg, at jeg ikke kunne styre min egen magi," forsatte han med at snerre. Det ville dog give god mening... der var dog ikke noget han kunne gøre for at give Kench sin hukommelse tilbage. Den var væk, og ja, måske var den lagret et eller andet dybt sted i hendes sind, eller også var den bare væk. Taget og brændt, som han havde stirret ind i hendes øjne.

"Du har rodet med min hukommelse... Du har rodet med min hukommelse!" udbrød hun med sin hæse men dog knapt så lavmeldte stemme nu. Hun tog sig til hovedet imens hun panisk gik frem og tilbage. Hvis hun havde helt glemt alt om ham hvad kunne han så ikke ellers have fjernet af vigtige informationer. Hun gennemgik alt hun havde lavet de seneste måneder ned til mindste detaljer. Personer hun kendte og ikke kendte. Ansigter, informationer alt hun kunne komme på. Alt virkede normalt, bortset fra når hun lige kiggede i Caelons retning var der bare et stort sort hul i tankerne som var det blevet revet brændt ud af hendes mentale bog.

Hun stoppede op og stirrede på ham i stilhed. "Hvad var jeg for dig?" spurgte hun så lavmælt da det ikke ligefrem virkede som en ligegyldig ting. Hun følte bare intet for eller omkring ham hvilket var hvad der skræmte hende aller mest. En ting var at slette hukommelse, men at følelser blev renset væk med minderne også var næsten foruroligende.

Altså... han kunne vel værdsætte at hun havde lydt til hvad han havde sagt med faktisk at bruge hendes mund til at snakke. Ikke at der var tid til det som hun tydeligvis var oprørt af de her nyheder. Han havde det heller ikke alt for godt selv over det. Eller var det kulden der gjorde det? Uanset hvad havde han virkelig jokket i spinaten. Kench vra den første person der var kommet tæt på ham i flere århundrede og så gjorde han det her? Der var vidst en god grund til normalt at holde folk på afstand....

"Øhmmm.." man kunne se hvordan han vendte ordene i sit hoved og udentvivl hun også selv kunne høre det hav af valgmuligheder han vendte i sit hoved. "Vi var... venner... Det tog tid, men vi varmede op til hinanden, efter at jeg reddede dig fra din lille forbandelse og du startede med at hente urter til mig..." kom det meget forsigtige svar. Der var noget mere i det. I at han havde set hende som den lillesøster han aldrig egentlig ville have haft, men han stadig holdt af. Deres hårde samtale om alting for et godt stykke tid siden efterhånden, hvor de begge var åbnet op. Det var en skam det var gået denne her vej.

Kench stod stille med et forvirret udtryk over sig. Venner? Det løb på ingen måde som noget hun kunne gøre sig i. På den anden side. Han lignede, eller opførte sig ikke som alle andre højrøvede skovelvere hun stødte på når hun fra tid til anden kom i kontakt med dem. Hun lagde armene over kors og så ned i jorden, igen frustreret over at der var noget hun ikke kunne huske. Hendes forbandelse. Den der havde plaget hende i flere hundrede år, den var bare væk. Hvordan eller hvornår var der ingen svar på. Kun minderne om folks væmmelige ansigter når de så på hende. De var nu, ligeglade. De havde sikkert set værre end hvad hun lignede.

Heller ikke Caelons ansigt havde skåret sig i de grimasser hun have brændt ind i hukommelsen. Det var takket være ham?.. hun stod altså i gæld til ham. Det lød mere som hende selv. Men havde det været nok at hun havde givet ham sit.. "Fornavn.. du kender mit fornavn" sagde hun, egentlig lidt for sig selv som en form for overtalelse. "Hm"
Det knagede næsten højlydt så meget hun tænkte. Det var tydeligvis vigtigt for dem begge så der måtte være en løsning en måde hun kunne få minderne tilbage, følelserne tankerne... Tankerne. Kench's blik blev pludselig meget målrettet op på ham. "Du sagde godt nok det ikke er pænt at snage i andres tanker. Men, så spørger jeg. Må jeg?.. Hvis du kender mig så godt, så ved du vel også hvor meget jeg kan se ind i folks minder og tanker. Så siden det kun er mit perspektiv der er væk. Hvad så med dit?" spurgte hun imens hun trådte et skridt frem af ren beslutsomhed.

Det var ikke underligt at Kench havde svært ved at tro at de havde været noget for hinanden, især noget som venner. Det var måske også for sødt et begreb at bruge, men det var stadig sandt. Deres personligheder ville nok aldrig fungere sammen, det betød ikke a de ikka hvde holdt af hinanden på et eller andet lettere sygt plan.

Man kunne se i ansigtet på Caelon at han ikke var fan af ideen om at blive roddet i hovedet, men samtidig så havde hun set de værste ting. Hun vidste at han var syg og at hans forældre var døde. Og alt den bitterhed. Hun kendte til bitterheden. Det ville bare være som at hun genopdagede det, bare… fra en lidt anden vinkel.
”Nuvel, men pil ikke ved noget der ikke vedkommer dig. Kun mine minder omhandlende dig.” svarede han strengt, og man kunne næsten se hvordan hele hans krop var stiv bare for tanken om at blive snaget i hovedet.

Kench nikkede kort, som om det var nok for enhver person til at stole på hende.
Det skulle det heller ikke være for hvor meget han end løs overbevisende om at han var vigtig for hende så var hun altid mistroisk overfor alle. han kunne for den sags skyld også være tankelæser. Men nu havde han givet hende lov til at snage i hans hoved og nysgerrigheden kribblede i fingrene på hende.

Uden varsel greb hun ud efter hans hånd og vendte hans håndflade opad. Normalt var en enkel berøring nok til hun kunne vide næsten alt om en anden person hvis de ikke havde nogle parader oppe. Men hun havde tilladelse. Hun kunne sørge for at han stod åben foran hende som en bog, så det var lige præcis det hun havde tænkt sig at gøre.
Hun holdt hans åbne hånd med begge sine og læste.

Det tog ikke mere end 2 til 3 sekundter, men tusindvis af billeder, minder, følelser og indtryk blev kopieret fra hans hukommelse til hendes. Caelon ville ikke kunne mærke det mindste, men det var længe siden hun havde samlet en elverlivstid sammen på en gang så hun blev nød til at pause et øjeblik efter for at sortere og på en måde gennemse hvad hun havde fået.
Hun stod urokkelig i et minut.. så to, med et udtryk som om hun ikke helt fordos hvad det var hun kiggede på foran sig. De minder og billeder hun havde fået af sig selv var ukendelige. Hun havde givet udtryk for at holde af Caelon fra hans perspektiv. Kench kendte sine egne taktikker når hun var venlig overfor folk for at få noget ud af det, men det her var anderledes. Hun havde været ligeglad lige fra starten, men havde vænnet sig til hans selvskab og var dukket op regelmæssigt.. bare fordi. Fordi hun ikke var blevet set som det moster folk havde gjordt hende til hele hendes liv, han havde til og med redet hendes liv. Muligvis af ren nysgerrighed for hendes forbandelse. Men ikke destomindre havde han ikke sendt hende på vejen derefter.

Hendes blik gik op og mødte hans, stadig med det forvirrede udtryk. Hun viste ikke hvad hun følte længere. Hun stod bare og stirrede indtil det kom stille og roligt igen. Hendes eget perspektiv. Det flettede sig sammen med hans i et overvældende kaos af bekræftelse af at hun var blevet accepteret af ham. 
"Ca-.." var alt hun kunne sige inden hun brød sammen. Normalt kunne Kench tage tæv, bedrageri og ensomhed, men Caelon var vitterligt den eneste person hun havde haft tilbage i verden og tanken om at han var blevet revet fra hende fik det til at vælde over.
Det var ikke bare stille gråd, men tæt på at være barnligt. Hun holdt sig for ansigtet i håb om at det ville stoppe, men ligemeget hjalp det på tårene der oversvømmede hendes ansigt og smerten i hendes hals der fik hendes stemme til at knække og hulke.

Der var noget foruroligende ved at vide at ens minder og tanker blev rørt ved, men ikke kunne mærke det og have nogen som helst følelse af om hun holdt sig væk far de personlige minder. Alligevel måtte Caelon acceptere det. Han kunne selvfølgelig bare være gået herfra og aldrig set Ireth igen, men det var underligt. Det var som om at hun var eneste der egentlig føltes rigtig... som en slags familie for ham disse dage. Han havde ikke noget biologisk familie rigtig tilbage han var tæt på, men Ireth havde rørt visse punkter i ham. Så han næsten følte at han kunne føle noget igen.

Det kom dog komplet bag på ham da hun begyndte at græde og han vidste ikke helt hvad han skulle gøre for at trøste hende. For han var ikke helt klar over hvorfor det var hun græd. Var der noget i hans minder der havde gjort det? Det måtte det næsten have været, men det gik ikke op for Caelon, at dæmonen faktisk holdt af ham ligeså meget som han holdt af hende.

Forsigtigt, og med let rystende arme, tog han fat i begge af Ireths hænder, og klemte dem let, mens han kiggede bekymrede på hende. Hvad kunne han sige for at gøre det bedre. For at få hende til at stoppe. Han brød sig ikke om at hun græd. Det var nemmere når hun var irriterende eller vred.
"Undskyld," var derfor også det eneste han kunne komme på at sige i en situation som denne.

Kun viste ikke hvad hun skulle gøre. Hendes krop ville ikke gøre hvad hun bad den om. Hendes hænder rystede og ben havde svært ved at holde balancen. Det var alt sammen så udmattende og siden hendes fars død havde hendes krop været endnu mere umulig at styre siden. Så at den var så meget ude af kontrol nu skræmte hende fra vid og sans. 
Hun ville gerne udtrykke sig. Ud fra hendes minder fra ham viste han intet. Caelon havde ikke nogen ide om at hun var lige så fastbundet som ham. Det var frustrerende, kvælende. Undskyld, hørte hun igennem sin egen stemmes jammer, hvilket fik den til at stoppe med det samme. Som om der blev sat en prop i halsen på hende. Nu kunne hun til gengæld ikke få noget som helst frem. Som om det var meget bedre

Hans hænder var omkring hendes i berøring. Hvad hvis..?
Stadig med øjnene fyldte at tårer af frustration, skræk og smerte, holdt hun stramt fast om hans håndled og gjorde noget hun ellers aldrig ville overveje at gøre. Men det var den eneste måde hun kunne kommunikere nu. Hun udvekslede. Lige meget information hun havde fået skulle han få tilbage. Hvad han havde slettet tidligere som hun nu havde fået tilbage sendt hun nu til ham. Kench ville aldrig kunne udtrykke i ord hvad hun gengav for ham nu. Men men hendes minder om deres tid sammen blev nu hans og omvendt, så de begge kunne forstå og selvom de nok stadig ville være trodsige og snerre af hinanden mere end de ville snakke normalt til hinanden ville de ikke være i tvivl hvad de betød for hinanden.

Caelon var ikke vant til minder der ikke var hans. Han kunne slette andres minder, men han vidste aldrig rigtig hvad han slettede. Ikke specifikt i hvert fald. Så det her fik hele hans krop til at stivne, bortset fra at kulden stadig havde nok fat i ham, til at han rystede en smule. Hans øjne blev blanke, som minderne vældede ind over ham,  og følelserne, og tankerne. Alt det Ireth følte om ham. Alt sammen noget som han selv kunne spejle sig i.

Caelon var ligeså meget ude af stand til at komme med et svar til Ireth, som hun havde været til at give ham et svar bortset fra minderne. Så nu stod han bare og stirrede på hende. Hans hjerte gallopperede derud af, hvilket nok mest af alt var over den stress der var kommet over minderne.
Langsomt begyndte han også bare at knuge Ireths hænder mere, selvom grebet langt fra gjorde ondt. Det var begrænset hvor meget styrke han egentlig havde i sine hænder.

Kench viste godt at folk der ikke var vant til kontrolleret tankemagi ville finde det overvældende. Hvilket var grunden til at hun ventede tålmodigt. En ting hun også var taknemmelig for da det gav hende en chance for at få vejret igen og f sit eget hjerte til at falde ned. Det svar hun fik på at havde modtaget det var sammentrækningen af hans greb. 

Hun var for udmattet til at bruge mere magi på at tale til ham gennem tanker, eller for den sags skyld læse hans. På trods af hvor ofte hun læste folk og talte til andre på den måde så var det aldrig så meget koncentreret information på så kort tid. Hendes sædvanlige render om øjnene imod hendes grå hud var blevet tydeligere sammen med hævelsen over at have grædt. Men hendes tyrkis øjne var næsten selvlysende efter brugen af magi.

"Je-.. " hendes stemme knækkede. "Jeg kan ikke erstatte din mistede familie eller bringe dem tilbage." startede hun. Inden hun kiggede ned på deres sammenlåste hænder. "Men jeg tror nok jeg kan være en god undskyldning for en ny. Vi har næsten alligevel noget til fælles i blodet, ikke?" sagde hun ned sin hæse næsten uhørlige stemme i hvad hun håbede på var en opmuntrende tone. Hun gav slip med den ene hånd og prikkede sig selv på sin lille spids på toppen af øret som var karakteristisk for bjergelvere. Det kom overhovedet ikke i nærheden af Caelons skovelver øre, men det var vel en af de eneste ting de havde til fælles når det galt om at genkende deres race.