Det var i de tidligste morgentimer, kort før solens første stråler brød igennem og signalerende starten på en ny dag. De første folk ville allerede have været på gaden nu, på vej til de tidligste jobs, men udgangsforbuddet havde sat en stopper for udnyttelsen af de tidligste timer - næsten i ihvertfald.

Bagdøren til det Halve Svin gik op, og lyset fra køkkenet bragte lidt lys til pladsen bag kroen. Kromutter Telma skruttede sig en anelse mod morgenkulden inden hun med spand i hånde trodsende mørket, og gik udenfor. Døren bag sig lod hun stå åben, for hun skulle ikke længere end til brønden midt på pladsen for at hente vand til morgenmaden. Udgangsforbud eller ej, der var gæster der skulle have mad på bordet, og vandet fra dagen før var sluppet op.
Hejseværket knirkede og peb sagte, som Telma drejede på håndtaget for at hejse vandet op. Spanden kom op, og med et lille skøn trak hun spanden op på kanten, og hvilede en udånding, glad for hun blot skulle bruge en enkelt spand for nu. Hun kunne få en af sønnerne til at hente mere når de stod op!

Med et grynt løftede hun spanden ned, og vente sig for at gå tilbage mod kroen, og varmen det lune lys lovede. Hun nåde dog ikke mere end et par skridt før...

"STOP LIGE DER, I KILES NAVN!"

Telma så sig overrasket over skulderen, og blot mødt af to præster i de efterhånden velkendte sorte rober og hvide masker. Telma sukkede en smule opgivende for sig selv og vendte sig mod dem "Vel mødt. Det er ingen grund til alarm, jeg skulle blot hente vand til morgenmaden" hun gjorde gestus mod spanden og den åbne dør "Men det varmer at se Kiles Orden holder skansen selv på dette ugudelige tidspunkt af morgenen!" hun hilste dem med venlighed og respekt, mens de lukkede den sidste distance over til hende. Hun gemte sin irritation til senere.

"Tie, spidsøre! Du er arresteret for brud mod udgangsforbuddet!"

Telmas øjenbryn gav et ryk. Det var bare løgn. Hun holdt en beroligende hånd op "De herre! Der er tale om en fejltagelse. Jeg troede morgentimen var kimet, og jeg blot ikke kunne se Isaris lys endnu på denne side af bygningen. Jeg er sikker på vi vil se det første lys hvis vi går om på kroens forside, og så kan i komme med ind og- UGH" hendes ord blev afbrudt da den ene præst plantede sin knytnæve i hendes mellemgulv "Var din mund, elver!". Spanden faldt til jorden med et raballer som Telma tabte den og gik i knæ fra slaget. Hun ømmede sig, men hævede blikket mod de to præster igen.
Den anden præst lænede sig en smule ind "Hvad var det jeg hørte? Har du ikke fået nok?!" hviskede han, og den første fulgte prompte op med endnu et slag, denne gang mod siden af hendes hoved.

Det var stadig mørkt, da Remus bevægede ud i Skumringskvarteret. Det var ikke første gang, at han trodsede udgangsforbuddet. Det var en latterlig idé, som han på ingen måde havde tænkt sig at respektere og ind til videre var han ikke kommet i problemer for at rende rundt ude inden solen stod op. Han kendte området som sin egen bukselomme og når han så en kilepræst, forsvandt han ud i mørket uden at blive opdaget.
I dag var han tidligt oppe, for som han så ofte, havde han problemer med at sove. Romulus sov stadig og Remus fik sneget sig ud uden at vække ham. Med uro i kroppen gik han ned af de små, tomme gader og uden at tænke nærmere over det, bevægede han sig mod Det Halve Svin. Ikke et sted man ville se ham normalt, slet ikke ude i krostuen. Fulde, larmende væsner. Langt under hans niveau. Men kvinden, der havde kroen, Telma, havde haft en stor rolle i både hans og Romulus' liv.

Deres egen mor havde aldrig rigtigt opført sig som en mor, mistrivsel, vold og en masse had og vrede havde været alt, hvad hun kunne give sine børn, sammen med en uendelig følelse af afhængighed til hende. Nogle gange kunne der nærmest gå dage mellem måltider, bad og andre fornødenheder. Indtil Telma havde taget dem under sine vinger. Moren kunne ikke lide Telma, men på en eller anden måde var det alligevel endt sådan, at Telma fik lov til at tage sig af Remus og Romulus, når det var værst. Remus vidste ikke, hvordan, og han havde ikke tænkt sig at spørge.
Men brødrene var kommet igennem deres barndom med hjælp fra Telma og de skyldte hende alt. Der var ikke rigtigt noget kærlighed i Remus, men et eller andet følte han for kvinden, der havde ageret som en reservemor, og ingen skulle gøre hende noget. Kvindehadet, der huserede i begge drenge, gjaldt åbenbart ikke for kromutteren.

Remus tog ofte hen til kroen, når han var tidligt oppe, for at opholde sig lidt i køkkenet og få noget morgenmad, ofte med kommentaren om, at han burde spise noget mere, siden han var alt for tynd. Noget der normalt kunne gøre han irriteret, men det gjorde ikke noget, når det var Telma.
Lige som han drejede ind i gården bag kroen, kom Telmas stemme i mod ham, som hun forsøgte at forklare noget. To kilepræster stod truede foran hende. Og inden nogen kunne se sig om, slog den ene præst kvinden i maven. Først stod Remus som frosset til jorden, chokeret over det han så. Kilepræster var sørgelige væsner og han havde endnu ikke set nogen af dem ty til vold. Men som den anden lænede sig ind over kvinden, bredte sig en iskold vrede sig i Remus' mave og hans lange ben førte ham hurtigt med dæmpede skidt ind over den lille åbne plads. Han nåede ikke at stoppe manden i at slå Telma, men i det præsten rettede sig op, lagde Remus en hånd på siden af præsternes hoveder.

Normalt brugte han begge hænder på én person, men som han stod der, var han ikke i tvivl om, at han kunne gøre det med én hånd.
Hvis man havde kunne se hans underarme, der nu var gemt under ærmerne på den lange sorte frakke, ville man kunne se, at det så ud som om, at hans blodårer blev sorte. Det sorte bredte sig ned af underarmen og da det nåede hans hænder, var al huden dækket i den sorte, lidt grynede farve. Vreden kogte i Remus og hans gråblå øjne blev mørkere og mørkere og til sidst var de sorte, som drømmeenergien gled ind i de to mænd. Ingen af dem nåede at reagere og begge vendte bare det hvide ud af øjnene, som mareridtene begyndte. Og hvilke mareridt, som Remus sendte en stor dosis af den negative drømmeenergi ud i dem.
Efter et kort øjeblik slap han dem og trådte et skridt tilbage, som de to kroppe faldt om på jorden.
Langsomt forsvandt farven fra hans hænder og hans øjne og han blinkede en enkelt gang, som han lukkede for dæmningen igen. Derefter så han bekymret på Telma og trådte hen til hende, hvor at hjælpe hende.
"Er du kommet noget til?"

Den ene Kilepræst hørte de hurtige skridt nærme sig, men alt for sent til at reagere med andet end et forskrækket gisp som Remus overmandede dem. De faldt til jorden, den ene spjættende og gispende, mens den anden blot lå og klynkede bag den hvide maske.

Telma gav et svagt grynt fra sig som Remus hjalp hende på benene igen "Jeg klarer den Remus, men tak Chance for du dukkede op" svarede hun rystet, men som hun rettede sig op var der en tydelig trækning over hende ansigt og hun tog sig til maven. Hun så ned mod de to Kilepræster og hendes blik var ren afsky. Hun havde ikke brudt sig om udgangsforbuddet, for det havde dræbt en god del af hendes forretning, men hun klarede sig. Hun havde haft sin kro i en mesnneskealder, og set værre tider under krigen.
Men aldrig i sin tid var hun blevet så overlagt antastet og overfaldet, og så lige udenfor sit eget hjem!

Telma spyttede en gang efter præsterne, inden hun vendte sig tilbage mod kroen. "Lad os gå ind". Vrede erstattede frygt, og hendes ben fejlede hende ikke som hun ledte Remus med indenfor, selvom han kunne se det trak en smule i hendes mundvig ved hvert skridt.

Køkkenet var lunt og hjemligt som altid, med luften af nybagt brød og sødet grød. Telma fandt hurtigt en stol og blev sat ned. "Lad døren stå, og grib mig kluden derover så er du sød" sagde hun og pegede, hvorefter hun skar en lille grimasse som hun følte over sin mave. Det gjorde pokkers ondt, og hun ville få sit et ordenligt blåt mærke, men vist ikke mere end det."Hvor længe tror du de vil være nede?" spurgte hun imens. Telma var praktisk anlagt. Hun kunne slikke sine sår når hun ikke havde to Kilepræster på dørtrinnet som ville ønske de var bevidstløse.
Som Telma tog sig til hoved skar hun en grimasse. Slaget havde flækket kanten af hendes øjenbryn og var allerede begyndte at hæve op. Blod samlede sig i øjenbrynet til hårene ikke længere kunne holde mere, og den første dråbe løb ned af hendes kind.

Der var oprigtig bekymring i de gråblå øjne, som Remus hjalp Telma op og så vurderende på hende, som hun påstod, at hun klarede den. Logisk set vidste han godt, at hun nok ikke var kommet voldsomt meget til skade ved et enkelt slag i maven og trods blodet i ansigtet. Men at se en person, han på en eller anden sær måde holdt af blive slået, satte gang i de bekymrede følelser, der for et kort øjeblik skubbede vreden til side.
Kvinden sagde, at de skulle gå ind og Remus fulgte efter hende - efter at have givet den ene præst et velrettet spark i siden. Ikke at Remus gik op i vold, men vreden over de to maskeklædte personers handlinger boblede i ham og han var næsten ved at overveje at sørge for, at de aldrig nogensinde ville rejse sig igen. Men han havde endnu ikke slået nogen ihjel, ikke direkte, det var Romulus’ ting, og han gjorde det heller ikke denne gang. I stedet gik han med ind i det hyggelige køkken, en hygge han ikke lagde mærke til lige nu.

Uden et ord greb han den klud, som Telma bad om - en lille ting, men en ting ingen anden kvinde ville kunne bede ham om uden at få et blik af dyb afsky. Som han rakte den i mod hende, skævede han ud af døren på de to præster.
”Svært at sige. Men mindst et par timer.” Det var lavt sat med den mængde af drømmeenergi, han havde sendt i deres system, men det var svært at sige. Kom meget an på personens mentale styrke og mangel på samme. Hvis det havde været tidspunktet til det, ville han have godtet sig over at have lagt to kilepræster ned. Han foragtede dem, forstod dem ikke, som de kastede deres liv i armene på en gud, ingen vidste om eksisterede. De få gange, at han havde haft mulighed for at give Nox til en kilepræst, havde han været skadefro tilfreds.

Langsomt satte han sig på en stol ved køkkenbordet og så alvorligt på Telma. Alvorligt, en smule vredt, men ellers lige så følelsesneutralt som altid.
”Hvad skal vi gøre ved dem? Skal jeg hente Romulus?” Hvad den ældre bror ville gøre ved præsterne, vidste Remus ikke. Trods den uendelige kærlighed til sin bror, syntes Remus ofte, at hans bror var en smule for voldelig og knapt så logisk tænkende, men det var nok derfor, at de var en godt par. Remus med logikken og hjernen og Romulus med musklerne og den praktiske indstilling. Dog havde han en fornemmelse af, at Romulus ikke ville være glad for, hvad lillebroren havde gjort og hvis han kunne undgå at fortælle det til ham, ville det passe ham bedst.

Telma tog imod kluden og duppede forsigtigt blodet ved sit øjenbryn væk, og priste sig indvendigt lykkelig for Remus var kommet forbi da han var, og ikke 10 minutter senere. Hun var nok stadig ung af en halvelver, men hun var ikke så standhaftig som hun havde været i sine yngre eventyrdage med den afdankede horebuk hun kaldte far.
"Godt, det skulle give os rigeligt med tid til at få ryddet op, og vente på daggry" konstaterede hun tørt. Hun lød træt, og virkede.. mindre. På det Halve Svin var der aldrig tvivl om hvor skabet stod når den gæve kromutter var tilstede, men nu, hvor hun sad let foroverbøjet, skadet og med frustrationen tydeligt malet i ansigtet virkede det langt væk.

Da Remus foreslog at hente Romulus rystede Telma blot en anelse på hoved "Det bliver ikke nødvendigt" Håber jeg "Jeg får Rofus til at smide dem på en vogn og tage dem til templet med en tilpasset historie, så det ikke føre dem hertil. Blot en bekymret borger der gør sin pligt" Rofus var hendes ældste ægte søn. En solid bygget ung mand, med tykt sort hår, der også 'tilfældigvis' var den af hendes børn med mindst elverblod i årene. Selvom skældsord ikke var noget nyt for den gæve halvelver, så var kilepræsternes udvalg noget hun havde bidt mærke i. Det kunne blot være de to, tilfældigvis.. 

Remus betragtede den altid stærke kvinde, der havde fungeret som en ekstra mor for ham og Romulus. Hun så dog ikke stærk ud nu, som hun sad der og det fik bare vreden og hadet i Remus til at koge endnu mere. Forbandede præster, de overtog hovedstaden som var det deres til at gøre med, hvad de ville. De havde brug for en lærestreg. Hvordan vidste han ikke, men det var en tanke, der ville sidde fast og som han kunne gruble lidt over. Han var en tænker, ikke typen der rendte ud og gjorde ting uden at være forberedt.

Hendes plan fik ham til at nikke i godkendelse. Det var ikke en helt dårlig idé. Medmindre præsterne selv huskede alt for meget, så ville det ikke give nogen problemer. Han selv var sikker, som ingen af de to havde set ham. Det var værre med Telma, men de skulle være usædvanligt frække for at der ville være konsekvenser for hende. Endnu havde Remus ikke mødt en kilepræst, der syntes vold var en god løsning, som de fleste var ret så kvalmende uskyldige og blot ønskede at sprede budskabet om gudinden.
Og Rofus var en ung mand med hovedet rigtigt skruet på, så det burde han nok kunne klare.

"Godt. Jeg vil nødigt, hvis nogen af os får problemer med kilepræsterne. De er begyndt at sprede sig som rotter i byen." Man kunne ikke være i tvivl om, at den tynde, høje mand ikke var glad for kilepræster. Det glædede ham hver gang, at en kiletilbeder faldt i hans fælde og blev afhængige af Nox. For ikke så lang tid siden, havde han selv fornøjelsen i at tvinge en ung kvinde ind i afhængighed og det havde været en dejlig følelse at se hende tage i mod glasset med Nox og forlade hans hjem.
De gråblå øjne hvilede stadig på kromutteren, efterhånden mere følelsestomme, som han kunne se, at hun var uskadt - fysisk i hvert fald.
"Er der noget, jeg kan gøre?"

Telma nikkede til hans incitament. De forpulede præster, Kile tilgive hende, var alle veje og var i VEJEN. Det eneste der fik kroen til at løbe rundt var Telmas andre, mindre legale indtægter, og selv de blev færre som præsternes jerngreb blev strammet. Telma havde haft sin kro længe, gennem lys og mørke, gennem hungersnød og pest. Hendes stædighed havde mistet hende et barn til sygdom. Måske det var på tide at begrænse sine tab og forlade kroen.. i hvert fald for en stund. Tiderne skiftede altid, og hun var ikke et sekund i tvivl om at Kiles Ordens tag på byen ville blive kort.

Hun samlede sig igen, og mere af hendes vante styrke strålede igennem "Jeg vil bede dig og Romulus holde jer lidt på afstand af kroen, hvert fald et par dage. De vil uden tvivl være på krigsstien efter at finde dig efter i aften, og jeg vil ikke risikere det eskalere" hun sendte sin halv-adopterede søn et skævt smil "Det ville blive pokkers til besvær hvis vi skulle til at få jer ud af brommen under byens nuværende omstændigheder!"

Remus lyttede til hendes ord om, at han og Romulus skulle holde sig væk i et stykke tid og en næsten usynlig trækning ved hans mundvig fortalte, at det var han ikke tilfreds med. Ingen skulle forhindre dem i at gøre, hvad de ville. Men samtidigt vidste han også, at hun havde ret. Hvis nogen alligevel fik færten af ham, ville der være problemer og hverken han eller Romulus havde godt af at få en tur i brummen. Selvom de sikkert ikke ville sidde der længe, som de havde kontakter. Måske flere end man skulle tro, tjenester eller måder at true sig til hjælpen på. Deres mors mani med at samle hemmeligheder fra alle rig mænd i hele Krystallandet havde hjulpet dem mere end én gang. Og Remus var som sådan ikke bekymret, andet end at det kunne skabe problemer for dem og deres nye forretning med Nox. 
Så han nikkede for at indikere, at han var enig. De skulle nok holde sig væk.

Det korte sus af adrenalin, hele denne situation havde givet ham, gjorde det svært for ham at sidde stille og han rejste sig for at kaste et blik ud i gården. Tom ud over de to kilepræster. Den ene klynkede og den anden så bare død ud. Afskyen gled kort over hans ansigt, inden han gik nogle skridt frem og tilbage i køkkenet. Sulten efter morgenmad var forsvundet, som hans tanker ikke helt kunne slippe det problem det var med de bevidstløse kilepræster. Et eller andet sagde ham, at han havde skabt flere problemer end hvad godt var, men samtidigt forsøgte han at berolige sig selv med, at der nok ikke skete mere ved det. Kilepræsterne var nok ved at få magt, men mon dog at de brændte byen ned på grund af det her.

Telma gav ham blot et nik tilbage, inden hun rejste sig igen og lagde den let blodige kuld fra sig. "Fremragende." sagde hun for at undstrege de var færdige. Hun lavede en gestus mod den halv-færdige morgenmad der stod frem, en invitation til selvbetjening, inden hun selv forsvandt op af trappen, hvor deres værelser var, Telmas eget og børnenes.

Der var meget der skulle nås på kort tid. Telma sparkede Rofus op, og selvom han brokkede sig først, kom han hurtigt ud af fjernere da han så sin mors blik. De kom ned af trappen igen, og Rofus gav Remus et kort nik. Han havde aldrig været den store taler, og endnu mindre så med den pressede stemning. Den unge mand fortsatte over mod stalden, for at klargøre en vogn, mens Telma selv gik mod krostuen. Der ville ikke gå længe inden de få gæster der overnattede ville vise sig, og hun måtte sikre dem intet var galt.

På vejen stoppede hun i døren og så kort tilbage mod Remus "Jeg ved du ikke vil høre dette men.. tak. Situationen her er ikke køn, men bestemt bedre alternativet" sagde hun hurtigt, inden hun forsvandt ud foran.

Bedre dem end hende.

Kile præsterne blev losset på en vogn ved første lys, og Rofus satte afsted, med knugende hjerte og knyttede hænder, for at aflevere de to Katakoniske præster. 

((Tænker du bare afslutter den nu))

Remus lod blikket glide mod maden på bordet, som Telma virkede til at sige, at de var færdige. Hun forsvandt i hvert fald ovenpå til de værelser, han vidste var der, som han og Romulus selv overnattet her mere end én gang. Der havde kun været én nøgle til det lille hus i Skumringskvarteret og det var ikke altid, at deres mor sørgede for, at der var lås op, når hun ikke kom hjem. Somme tider i dagevis. Tanken gjorde ham tom i blikket for et øjeblik. Han og Romulus skyldte Telma mere end de sikkert var villige til at indrømme. Hvis der kom konsekvenser, for hvad han havde gjort, i mod hende, ville han ikke kunne tilgive sig selv. Han håbede inderligt, at der ikke skete mere, når Rofus havde afleveret de to præster ved templet.

Endeligt trak han sig ud tankerne og gik over til køkkenbordet. Overraskende velkendt med at stå der, fik han smidt noget mad sammen til ham om Romulus. Mest til storebroren selvfølgelig, den mand var stor som en bjørn. Og Remus spiste sjældent ret meget, hvilket også kunne ses på ham, mager og ranglet, som var han aldrig vokset ud af sine akavede teenageår.
Den sorthårede unge mand kom ned i køkkenet og gav Remus et nik, der nikkede tilbage. Ingen af dem sagde ret meget normalt og Remus kunne godt lide den unge mand. Så meget som han nu kunne lide nogen.
Telma kom ned af trappen og takkede ham. Han nikkede langsomt, til hende, inden hun forsvandt ud foran. Maden pakkede han ind i et stykke stof til formålet og inden han gik, lagde han et par krystaller på bordet. Som betaling for maden, selvom det var for meget. Men han og Romulus manglede ikke krystaller og de var begge enige om, at det var en god måde for dem at betale kvinden tilbage på. Især nu, hvor kilepræsterne lagde en dæmper på Telmas forretning.

Uden at sige farvel forlod han kroen samme vej, som han var komme. Ved et "uheld" kom han til at jokke den ene præst over hånden og sparke til den anden igen. Han hadede dem. Så meget at hans had i mod vold forsvandt nok til at han kunne tage den hævn. 
Solen var netop stået op og han gjorde intet for at skjule sin tilstedeværelse på gaderne. Folk væltede ud af de små grimme huse, nu hvor udgangsforbuddet ikke gjaldt og arbejdet kaldte. Forbandede kilepræster. De kunne virkeligt godt bruge en afklapsning.