Ché

Ché

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Topalis-folk

Lokation / Topalis

Alder / 30 år

Højde / 188 cm

Zofrost 04.10.2017 21:39
Sted: Kentaurernes landsby i sumpene
Tid: Midt på dagen
Vejr: En svag vind i trækronerne og skyer der løber over himlen

Fenris' vingeslag fik sumpens bevoksning til at bevæge sig under ham. Chéron gled ned af siden af ham og lod sig selv falde den sidste meter ned i det våde underlag. Fenris ville have problemer med at lette, hvis hans ben blev fanget i den våde sump, så han rørte ikke jorden. I stedet løftede vingerne ham lidt op igen og de brune øjne blev rettet mod mennesket.
"Vær nu forsigtig. Og husk, jeg flyver ikke længere væk end at du kan kalde, hvis der skulle opstå problemer." Griffens bløde stemme lød i Chérons indre og manden smilede beroligende.
"Som sædvanligt. Bare rolig, jeg skal nok passe på." Han vinkede til det store dyr, der kom med en hørbar brummen og derefter lettede for at flyve op igennem hullet i træerne. Chéron kunne ikke lade være med at smile lidt, trods det alvorlige ærinde han var ude på. Fenris var altid bekymret for ham og ville helst altid stå bag ham som beskyttelse. Men der hvor Chéron skulle hen nu, kunne griffen ikke komme med. Ikke bare på grund af træerne, men også fordi han ville være en trussel hos det folk, Chéron ville snakke med. Kentaurerne.

De var alligevel kommet ret tæt på de halve hestes landsby og det varede ikke længe, inden han stødte på en gammel rådden og forlængst glemt gangbro af træ. Ved at følge den, kunne han tydeligt se på sine omgivelser, at der boede nogen.
Det var en farlig opgave, han havde givet sig selv, men den var nødvendig. De havde slået lejr ved stranden ikke ret langt væk fra sumpen. Man kunne gå dertil i løbet af et par timer. Og det kunne godt blive et problem, især når folket ville sprede sig ud i jagt eller udforskning. Chéron havde ikke planer om at starte en krig over land med et andet folk, de havde problemer nok i forvejen. Så han agtede at kvæle problemet inden det opstod. Snakke med kentaurernes leder. 
Det var ikke fordi, at han var vanvittigt bekendt med racen, men han havde fulgtes lidt med en gruppe af nomade-kentaurer for en tid. Lederen af den lille gruppe havde givet sig tid til at fortælle lidt om, hvordan deres samfund fungerede, også det han vidste om sumpkentaurerne. Så Chéron var ikke helt uforberedt.

"Holdt!" Som ud af ingenting dukkede en mandlig kentaur op foran ham med en bue, spændt og med en pil rettet mod ham. Chéron løftede begge hænder for at vise, at han ikke havde onde intentioner.
"Jeg søger audiens hos jeres leder." Han var ubevæbnet, noget både Fenris og hans højre hånd havde protesteret voldsomt over, men Chéron vidste, at det var bedst at gå ind uden. Med våben ville han fremstå som en trussel.
Kentauren tøvede lidt, men sænkede så buen. Selvom sumpkentaurerne var mindre end nomaderne, var de stadig store og en ubevæbnet mand var måske ikke den største trussel. Med et kast med hovedet, gjorde halvhesten tegn til, at Chéron skulle gå forrest. Og det gjorde han med ret ryg og en rolig selvtillid strålende ud fra sig.

De kom længere ind i byen og der begyndt at dukke andre kentaurer op, som så på ham med en blanding mellem mistro og nysgerrighed. Endeligt bad vagten ham om at stoppe og blive stående. Kentauren forsvandt ind i en hytte og kom ud lidt efter.
"Hun har sagt ja til at se dig." Han gjorde tegn til, at Chéron kunne gå ind i den enorme hytte, der var bygget til at kunne rumme de store væsner. Inde i hytten var der flere kentaurer, men kun én kunne være deres leder. Uden tøven gik Chéron hen og faldt ned på den ene knæ og bukkede hovedet dybt, en tydelig gestus på respekt for halvhesten. Trods den ydmyghed, er var over selve gestussen, mistede han ikke sin egen faste udstråling. Man kunne ikke være i tvivl om, at her var en leder, der anerkendte en anden leders autoritet.
"Jeg er Chéron, leder af en gruppe af Topalis-folket. Jeg søger nådigst en audiens hos lederen af dette prægtige folk." Den lidt lyse stemme var klar og fast. Som han sad nu, var han prisgivet, hvis en kentaur besluttede sig for, at han ikke skulle leve, men han så ikke op. Han var ikke bange for de store væsner.
Alethea

Alethea

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Kentaur

Lokation / Omrejsende

Alder / 76 år

Højde / 235 cm

Helli 07.10.2017 13:51
Tågen lå omkring sumpen som den plejede. De første tegn på efterår var allerede begyndt, og selvom dagen var mild, mistede den lidt af den mildhed ligeså snart man trådte indenfor det dybe tågedække. Som altid var faklerne tændt og bål hvor der ellers manglede varme, men ellers var sumpkentaurerne vant til denne kulde. Vinteren kom næsten altid først til sumpen og forlod den sidst, men ingen havde forslået at de skulle efterlade sumpen, selv da Mørket havde forladt skoven. De var godt klar over at der var farligere ting derude, og tågen gjorde dem i stand til at være i sikkerhed til en hvis grad. De snoede træbroer hjalp i den grad også. Sumpen havde i hvert fald taget sin del af ofre. Det var ikke nødvendigvis kentaurerne der var krigeriske, som det var at folk farede vild, eller faldt igennem et råddent bræt og blev opslugt af sumpen.

Dette var dog ikke bekymringerne i dag, nej. Nede sydpå, ved sumpens slutning, havde Alethea fået at vide at nogen havde opsat en lejr af en art. Hun kunne håndtere lejre, men det virkede til at de ikke havde planer om at flytte sig, som tiden gik, og en uro kom op i hende. Hun kunne ikke have dem her. At snakke med dem selv, ja, det havde hun ikke tænkt sig at gøre, men at jage dem væk var en ting hun havde i sinde at gøre. Det var jo næsten at lægge op til krig at ligge så tæt op af det.
Det havde været en bekymring i et par dage, og hun travede frem og tilbage i sin hytte, da et sendebud kom ind. En mand var kommet. Påstået han ville snakke med hende om noget... Hun ville have sendt ham væk, hvis der ikke var blevet tilføjet at det lignende en af dem der havde bygget lejr. En hvis snerren kom dog alligevel fra Alethea selvom hun gik med til at se ham.

Han skulle dog ikke tro at han ville blive mødt af en forstående kentaur. Hvis han havde været en kvinde, ja, så havde tingene været anderledes, men en mand som leder? Alethea kunne ikke andet end at tænke at det var latterligt at tænke på. For hende var mænd ikke af noget materiale til at lede, men han havde trods alt opsøgt hende.
Omkring hende stod to vagter. Disse kvinder, men de så noget mere hårdføre ud end mændene der havde hentet Chéron ind. Alethea selv lignede også en kriger, selvom hun var klædt i prægtige klæder. Smykker, tatoveringer, hår der skinnede af sølv. Der var vidst ikke meget at tage fejl af hvem der var høvding.
”Jeg er leder af sumpkentaurerne. Alethea Helli Argyris, høvding af dette prægtige folk og direkte efterkommer af den mægtige og sagnsombundne Helli,” sagde hun. Hun var ligeglad med om denne mand kendte til legenden, men det var en stor ting for hendes folk. ”Du må tale”

Billedet fundet her
Ché

Ché

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Topalis-folk

Lokation / Topalis

Alder / 30 år

Højde / 188 cm

Zofrost 08.10.2017 13:06
Stadig foroverbøjet og med blikket i jorden, lyttede Chéron til kentaurens svar og indprintede sig hvert eneste ord. Han vidste ikke, hvem denne Helli var, men det var nok heller ikke nødvendigt, så længe han forstod, at det var noget, der betød meget for disse væsner. 
De næste ord fik ham umærkeligt til at stivne lidt. En kommando, der hørte slavetiden til, noget der fik hans indre til at fryse og en blanding mellem vrede og lysten til oprør til at ulme i ham, men han rensede sit sind for alt dette med det samme. Nej, han var ikke længere en slave, her var han blot anset som det laveste i disse væsners samfund. Noget der ikke fandt ham tilpas, men noget han kunne finde sig i. Og måske var det heldigt nok, at han havde været slave en stor del af sit liv, for han vidste nøjagtigt hvordan, han skulle opføre sig i en situation som denne. At underordne sig denne kvinde var afgørende for, at dette skulle gå godt. Så selvom han begyndte at tale, forblev hans hoved bukket og hans blik i gulvet som tegn på, at han anerkendte hendes højere status end hans. Som han havde lært at gøre i ørkenens brændende sol.

"Jeg er taknemmelig for, at De vil lytte. Jeg er kommet her i dag, fordi jeg er klar over, at vi, en mindre gruppe af Topalisfolket, har slået lejr ganske tæt på grænsen til jeres land. Og jeg ønsker at understrege, at det ikke er af provokation eller med onde intentioner. Der er opstået intern splittelse i vores folk. Nogle af os ønsker at tage tilbage til Topalisøen, mens andre af os ønsker at blive på fastlandet. Vi har slået lejr, hvor vi har, da jorden er fyldt med næring og området fyldt med vildt. Samtidigt er vi ikke alt for langt fra hovedlejren og en del af mit folk ønsker at ligge ved kysten, så vi kan ses vores hjemland." At det ikke var hans hjemland var lige meget. Han havde ingen tilknytning til vulkanøen, men han havde respekt for, at nogle af de andre havde haft et liv derude. Mistet liv derude og at den høje ø stod som et gravmæle over dem, der var blevet dræbt.

Han flyttede ikke på sig, selvom det begyndte at blive en smule hårdt i den underdanige stilling. Han kunne sidde længe sådan.
"Længere syd på er jorden stenet og vil ikke egne sig til landbrugsjord." Han holdt en kort pause. "Om vi vælger at blive boende vides ikke endnu, vores konflikt er ny og ingen ved, hvad det vil ende ud med. Men nogle er begyndt at snakke om mere permanente boliger og dyrkning af jorden. Inden jeg vil give tilladelse til noget i den stil, vil jeg dog sikre mig, at det ikke ender som et problem mellem vores folk. Vi ønsker ikke at forstyrre jeres majestætiske folk og ønsker blot at leve i fred." Hans stemme mistede på intet tidspunkt hverken fasthed eller styrke, men udtrykte blot et ønske om en rolig debat. Dog da han havde udtalt den sidste konklusion, løftede han blikket for at møde hende, som en understregning af, at han mente, hvad han sagde. De mørkelilla øjne var rolige og uden provokation, som han roligt sænkede dem igen til gulvet.
Alethea

Alethea

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Kentaur

Lokation / Omrejsende

Alder / 76 år

Højde / 235 cm

Helli 03.11.2017 15:29
En ting var at kentaurlederen kunne have en tendens til at virke direkte arrogant, når hun var udsat for mænd eller racer af mindre rang, men det var ikke fordi at racisme og sexisme fyldte hendes hoved så meget, at hun ikke kunne være en god leder. Hun vidste at nogle af de andre racer, kunne finde på at vælge mænd som deres leder og hun måtte også lytte til dem, selvom hun ikke ønskede. I det mindste virkede det til at denne mand havde et nogenlunde hove dpå sine skuldre. Enten det, eller også havde en kvinde fortalt ham præcist hvad det var han skulle sige.

Det var nok godt for Topalis folket at Chéron havde gået forud og mødt med kentaurerne, inden de følte sig troet. Der ville nok ikke have gået mange dage før en hær af kentaurere ville have mødt op ved lejren, hvis denne dialog ikke var sat i gang.
Chéron skulle dog ikke forvente at det ville blive nemt at forhandle med kentaurerne. De var ganske vidst ikke ligeså territoriale som skovelverne, men der var uden tvivl noget af det samme blod der løb i de to racer, for kentaurerne ville også passe på deres grænser.

”Det var klogt af dig at tage hertil så tidligt,” startede hun med at sige. Noget der næsten kunne lyde som om at hun indrømmede at han havde gjort noget strategisk godt. ”Men jeg kan ikke tillade jer permanent at bo så tæt på vores levesteder, og vores jagtområder. At I har en eller anden konflikt mellem jer, før det ikke i orden at trænge ind på andres områder på den måde. Sumplandet er vores, og har været det i århundrede. Men jeg er ikke urimelig, måske vi kan komme op med en løsning, men du skal ikke forvente at få lov til at slå jer ned så tæt på os permanent.” Det vigtige her var at det ikke kunne være permenanent. Alethea var nok til at overtale at de kunne få lov til at være der midlertidigt. 

Billedet fundet her
Ché

Ché

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Topalis-folk

Lokation / Topalis

Alder / 30 år

Højde / 188 cm

Zofrost 12.11.2017 18:49
Arrogancen fra det firbenede væsen var mærkbar, men ikke en muskel rørte sig i Chéron. Det ville ikke hjælpe noget alligevel at gå i mod denne arrogance. Det ville ikke hjælpe hans sag eller det folk, der havde brug for ham lige nu. Så han lyttede atter roligt til hendes ord, også selvom de ikke indeholdte det svar, han havde håbet. Det korte stik af mildt frustration og skuffelse viste sig et øjeblik ved, at hans ene hånd knyttede sig og musklerne i hans blottede skuldre og ryg spændte op, men det forsvandt med det samme igen, som han tog en dyb indånding igennem næsen. Han havde ikke regnet med, at det ville blive let, ikke som han havde fået beskrevet denne race. Det varede et øjeblik inden han svarede, som han overvejede sine ord.

”Med al respekt, vi bor omkring en dagsrejse fra sumpene og mit folk er indforstået med ikke at begive sig ind på jeres område. Ingen ønsker krig, blot et sted at bo, der vil kunne give os de bedste vilkår. Der er ikke mange krigere i blandt os, mest bønder og fiskere med deres familier. Alt hvad vi ønsker er land at dyrke.” Passionen for hans folk og deres sag begyndte at skinne igennem og han løftede blikket til hendes ansigt, et blik der ikke lagde skjul på, at han selv var vant til at kæmpe for det, han ville have.
”Det land vi har slået lejr på nu, er ingenmandsland. Hvis det en dag er muligt, flytter vi længere syd på, men jeg føler ikke, at vores folk burde blive et problem for hinanden, så længe alle er enige om et fredeligt naboskab. Måske vi endda kan være af gavn for hinanden.”

Det gik op for ham, at han var ved at overtræde en grænse, han havde lovet sig selv at holde sig bag og han tvang sig selv til at sænke blikket igen, inden han mere roligt tilføjede ord, der lagde op til et kompromis, eller endda overgivelse i forhold til kentaurernes ønsker.
”Men som sagt ønsker vi ikke uvenskab. Topalis er et fredeligt folk og vi vil holde udkig efter et andet sted at slå os ned. Men lige nu har vi ikke andre steder at være, end hvor vi er nu. Og vi håber på forståelse fra dette prægtige folk over, at vores situation er svær og løsningen på det hele kan trække ud.” Man kunne ikke se det på ham, men han vidste, at han havde været ved at dumme sig og lige nu håbede han bare på, at denne halvhest ikke tog det som en fornærmelse.
Alethea

Alethea

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Kentaur

Lokation / Omrejsende

Alder / 76 år

Højde / 235 cm

Helli 26.11.2017 13:19
Aletheas blik var skarpt, og den lille trækning gik ikke ubemærket hen for hende, men hun kommenterede ikke. Selvfølgelig ville det være frustrerende at være sat overfor en som Alethea. Hun vidste godt at for udefrakommende, virkede det næsten urimeligt hvordan de så ned på mænd, men før de havde vist deres værd, hvad var mænd så egentlig værd? Og selv når det var sket, så var det ofte en tilfældighed det var sket. Kenataurmændene var i hvert fald uduelige det meste af tiden.

”En dagsrejse for jeres folk,” kommenterede Alethea. Kentaurerne havde generelt nemmere ved at komme omkring og fordi at de var så store væsner, så kræved ede også deres plads. Der var måske ikke konkrete grænser som elverne, men sumpkentaurerne vidste hvor de mente deres grænser gik, og bare fordi de ikke var nær så aggressive og foretrak at holde sig skjulte, betød det altså ikke at folk bare kunne komme og vade ind i deres områder.

Nu havde Alethea heldigvis været overfor mere uforskammede folk, så hun kiggede trodsigt ned på ham. Et blik der kunne brænde igennem det meste, mens hun ikke sagde noget. Man kunne dog næsten se hvordan afskyen viste sig i hendes ansigt, som han påstod at de kunne være til gavn for hinanden. Det kunne godt være at mennesker generelt ikke var et problem med sumpkentaurerne, men det var fordi de havde været omgivet af Mørkets Skov i så mange år. Kun idioter gik ind i den. Amazonitskovene var noget andet, og nu om dage måtte de være mere omhyggelige om at holde grænserne hvor de ønskede, og jage folk væk hvis de kom for tæt på.


”Chéron,” måden navnet blev sagt på, var næsten med en hånlig tone, men kun lige nok til at kun nogen ville opsnappe det, eller gå fra stedet og tænkte, om der egentlig ikke havde været noget hån bag den måde navnet blev sagt på? ”I siger I er et fredeligt folk nu. Men om 100 år, der er du død og en anden har overtaget positionen. Har du nogen magt over hvad de mener? Jeg er måske stadig ung af min race, men jeg har allerede set hvor omskiftelig i mennesker er,” svarede hun, og historierne var ikke ligefrem bedre. ”Før eller siden bliver i grådige, eller utilfredse med at vi sidder med magten her omkring, og vil snige jer ind på vores territorie. Eller I får så mange børn at jeres by ikke kan holde jer, så I begynder at bygge nordpå, op til os. Vi har prøvet det her før, så vi ved om et par hundrede år, der vil vi have et problem. Det er langt efter sin tid, men ikke min.” Hun var stadig villig til atkomme med et kompromis, men det var tydeligt at høre at hun havde set disse tendenser før, og hun ville ikke udsætte sin kentaurflok for farer, selv på længere sigter. 

Billedet fundet her
Ché

Ché

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Topalis-folk

Lokation / Topalis

Alder / 30 år

Højde / 188 cm

Zofrost 30.11.2017 18:19
Chéron kunne mærke, hvordan det gik ned af bakke for ham. Det havde været en endnu sværere samtale end han havde regnet med, meget mere besværliggjort af kentaurens uvenlighed over for ham. Om det var hans køn eller hans race vidste han ikke, men det var nok et godt mix af begge dele. Burde han have sendt Azra? Måske, men han vidste, at hun ikke ligefrem havde temperamentet til det, som han blev udsat for lige nu, plus han kunne ikke finde på at sende hende ud i en farlig opgave, som i bund og grund kun var hans at klare. Han lod ikke andre tage en risiko for ham. Heller ikke selvom Azra ofte nærmest sprang ham i forvejen.
En dagsrejse for hans folk, ja. Selvfølgelig ikke for disse væsner. En uheldig fortalelse. Han kunne mærke hendes blik brænde hul i hans foroverbøjede krop, men igen noget, han ikke var helt uvant med. Det var blot noget nyt, at det var et væsen som hende og at han ikke længere behøvede at tage sig af det, som han engang havde skulle gøre.

Han var tavs, som hun fremlagde sine synspunkter og han kunne mærke sit håb synke. For han var ganske enig med det hun sagde. At forestille sig, at den lille gruppe af folk ville stille sig tilfreds med det de havde, efterhånden som de uden tvivl ville blive flere, var idioti. Lige nu krævede de ikke ret meget land og havde ikke behov for at rejse langt i søgen på jagtbytte, men efterhånden som lejren ville blive til by og vokse, ville behovet for landbrugsjord og vildt også vokse. Og som hun selv sagde, han ville ikke være her for altid til at holde styr på tingene. Hvem vidste, hvem der ville komme efter ham som leder?
Så da hun var færdig med at snakke, var han tavs et øjeblik mere, som han overvejede sit svar. Der var meget at tage stilling til. Deres lejr lå et fantastisk sted, jorden var næringsrig, der var masser af vildt og det var åbenbart også et nemt sted at fiske. De ville ikke få problemer med overlevelse hvad angik mad. Det perfekte sted at skabe et nyt liv. Men han ønskede ikke at komme i krig med kentaurerne, de var overlegne på mange måder, og han ville ikke tilbyde sit folk en fremtid med uvenskab med dette folk. 
Tankerne gled hurtigt igennem hans hoved og han nåede frem til konklusionen, at nu måtte han tage det bedste han kunne få og se på det hen af vejen.

"Jeg er enig med Deres vise ord, højt ærede høvding. At forvente, at et folk kan stille sig tilfreds med det nødvendige, er urealistisk. Alle vil altid have mere. Jeg håber, at De vil have forståelse for vores tilstedeværelse for en tid og vi vil forsøge at finde et andet sted at kalde vores hjem. Som sagt ønsker jeg ikke at sende mit folk i krig over jord." Han bukkede hovedet en smule længere ned som tegn på, at han anerkendte hendes modvilje mod at lade dem bo der og som tegn på, at han mente, at der var lavet en afgørelse - for nu. Men han gjorde ikke tegn til at ville rejse sig, ikke før han havde fået lov. Nok var han nu leder af titel, men slaven sad stadig i ham. Han manglede ikke værdighed, det ville man se på hans ranke skikkelse og faste blik, men de mange års pinsel under slaveriet havde sat sine spor og respekten for folk med en højere status end ham sad fast. Og i denne situation var det måske godt nok.
Alethea

Alethea

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Kentaur

Lokation / Omrejsende

Alder / 76 år

Højde / 235 cm

Helli 10.12.2017 11:51
Alethea lyttede til hans ord, da han tydeligvis havde taget det til sig at det ikke var en god idé, og selvom Alethea ikke ønskede at de skulle være i konstant krig mod andre folk, så måtte hun tage vare på sit folk først og fremmest, og at have sådan en by så tæt på deres områder, ville ikke tegne godt for nogen. Sumpen var deres sted, og den bragte så meget liv, men også meget død. Den sidste del var folk nok ikke ligeså klar over som den frugtige jord den medbragte.

”Jeg er glad for at du forstår, og I skal naturligvis havde lov til at bo der midlertidigt så langt tid I har behov for,” svarede hun. Det kunne godt være at dette blev ændret hvis de begyndte at tage alt deres fangst, men for nu var det ikke et større problem end at det havde skabt en vis uro. En uro der tildels ville forsvinde nu når lederen havde snakket med dem her, og det kunne Alethea jo ikke ligefrem være vred over.
”Jeg vælger derfor også at tro på din velvilje på dette punkt, men hvis du forsvinder, så er dit folk ikke længere velkommen på disse kanter, og hvis nogen form for provokation sker, så er du vel også klar over at vi intet problem har i at svare igen.” Det var vel ikke nogen hemmelighed hvem der ville vinde det. Måske var kentaurerne ikke mange, men dygtige kæmpere var de.

Billedet fundet her
Ché

Ché

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Topalis-folk

Lokation / Topalis

Alder / 30 år

Højde / 188 cm

Zofrost 10.12.2017 21:37
Endeligt nogle trøstende ord. Alethea havde givet dem lov til at bo der midlertidigt. Det første skridt på vejen og så måtte Chéron finde en mere permanentløsning så snart som muligt. Men ikke uden at snakke med sit folk først. Nok var han leder, men en god leder lyttede til folket. 
"Jeg takker mange gange for Deres venlighed." Han løftede kort blikket, atter for at møde hendes. Denne gang for at understrege sine ord. Han var taknemmelig, for han havde en fornemmelse af, at det ikke var en let foræring fra halvhesten. Og selvom man måske kunne tænke, at det var lidt latterligt, fordi de lå så langt væk fra sumpene, så havde Ché respekt for, at de som folk havde lyst til at beskytte deres levegrundlag. Man skulle stå sig selv nærmest.

Hendes næste ord fik dog en rynke frem i panden på ham. De ville kun have tilladelse til at være der, så længe HAN var leder. Det var for det første noget af en tillidserklæring, men samtidigt også et meget strengt krav. Noget der, hvis der skete ham noget, ville sætte hans folk i problemer. Han åbnede munden for at sige, at det kunne han ikke gå med til, men bed sig i stedet i læben, stadig med blikket i gulvet. Han havde en fornemmelse af, at det ville være dumt at forsøge at ændre det. Hvordan han skulle forklare det til de andre, vidste han ikke, men det måtte han se på. Måske et krav som kun Azra skulle kende til?

Han nikkede igen, som for at sige, at han godtog hendes krav.
"Jeg er indforstået med disse krav. Hvis vi samtidigt kan lave en aftale om, at I har den respekt at komme til mig uden at skade mit folk, hvis nogen skulle overtræde en grænse." Det var nok en god idé at sikre sig, at kentaurerne ikke slagtede den første person, der gjorde noget for at fornærme dem. Dét ville i hvert fald skabe splid mellem de to folk.
Alethea

Alethea

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Kentaur

Lokation / Omrejsende

Alder / 76 år

Højde / 235 cm

Helli 11.01.2018 10:39
Det var muligvis et strengt krav, men tilliden kom ikke nemt til at Alethea, og selv nu havde hun ikke meget tiltro til den unge Topalisleder. Det gjorde det dog også meget tydeligt at de ikke bare kunne ligge der i flere generationer mens de udledte deres konflikter. Det måtte ske inden for Chérons levetid, så pludselig var der også kommet lidt af et tidspres på gruppen. De fleste krige varede ikke så længe igen, men nogen gjorde, og når det var et spørgsmål om race… de var de værste krige.

At Chéron faktisk prøvede at forvandle sig til at få en bedre aftale, var ikke en særlig stor overraskelse. Indtil videre havde Alethea bare sat sine krav op, og Chérons folk fik ikke meget ud af det, udover at få lov til at bo nær sumpen i en rum tid. Hun tog da også noget tid for at tænke sig om for at overveje hans forslag til at gøre det bedre. Der ville teknisk set ikke ske noget for hende hvis de gjorde det, selvom det kunne resultere i flere af disse møder. Noget hun egentlig ikke gad, men godt vidste var vigtigt. Det nyttede jo heller ikke noget at være i krig med alle omkringliggende folk.

”Nuvel, vi vil gøre vores bedste, men det er udenfor min magt hvis dit folk er så respektløs så en af mine krigere mister deres tålmodighed. Så lang tid de ikke vover sig ind i sumpen, så burde der ikke være nogen problemer,” sagde hun så endelig med et lille smil på sine læber. Heldigvis var jorden jo frodig selv udenfor sumpen, så Topalisfolket burde ikke have nogen problemer. De havde nok heller ikke lyst til at få problemer med det krigeriske kentaurfolk. De var ikke mange, men de var farlige. Det var der ikke tvivl om.

Billedet fundet her
Ché

Ché

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Topalis-folk

Lokation / Topalis

Alder / 30 år

Højde / 188 cm

Zofrost 14.01.2018 12:00
Ventetiden føltes lang, som Chéron sad der og afventede hendes svar på hans ene krav. De var ikke urimelige, blot et ønske om fred og forståelse. Endeligt gav halvhesten ham den ene ting og han lænede sig endnu længere frem over sit bukkede ben for at illustrere et buk.
"Jeg er meget taknemmelig. Og der burde ikke opstå problemer." Hans stemme var fast og sikker, for han regnede ikke med, at nogen i hans gruppe ville være så dumme at udfordre kentaurerne. Som sagt var de et fredeligt folk. Den mest krigeriske omkring ham var Azra og hende havde han understreget overfor, at de var her for at lave en fredelig løsning. Med alle.

Samtalen var for Ché slut, de var nået frem til en løsning, som alle kunne leve med. For nu. Hvordan det ville se ud i fremtiden kunne ingen vide. Egentligt sagde noget af ham, at han skulle vente med at rejse sig til han fik lov, men han var ikke længere slave, han var sin egen herre. Så i en rolig bevægelse kom han på benene. Hans ben var en smule stive efter at have siddet sammenkrøllet så længe, men det var ikke noget, han lod sig bemærke med.
"Det har været mig en ære at få lov til at foretræde for Dem, høvding Alethea Helli Argyris, efterkommer af den mægtige Hell. Jeg håber vores folk kan leve side om side i fred. For en tid." Denne gang kunne han bukke ordentligt og da han rettede sig op, lod han blikket hvile på hendes ansigt. De mørkelilla øjne udstrålende ro og venlighed, trods den behandling han havde fået. Der skulle mere til at hyle ham ud af den.

Han ville vende sig for at gå, men stoppede op midt i bevægelsen og så tilbage mod hende igen.
"Jeg har et ønske mere. Med mig har jeg en grif ved navn Fenris. Jeg håber De vil fortælle deres folk, at han er fredelig. Men det kan ikke undgås, at han flyver over skoven her, somme tider med mig på ryggen. Han er ikke til fare for jer og han vil forsøge at undgå at fange bytte i jeres område." Et strejf af alvor og måske en smule advarsel gled over hans stemme og udtryk. "Han er min ven. Et angreb mod ham er et angreb mod mig." Trods den slet skjulte advarsel om, at ingen skulle forsøge at skade Fenris, bukkede han igen, denne gang knapt så dybt, som havde hun allerede sagt, at de selvfølgelig ikke ville skade griffen. Det var ikke en ting, han kunne lade hende vælge selv, men noget han måtte understrege ikke kunne gøres anderledes.
Alethea

Alethea

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Kentaur

Lokation / Omrejsende

Alder / 76 år

Højde / 235 cm

Helli 16.01.2018 12:45
Man kunne næsten se hvordan hun kneb øjnene sammen, som hun hørte om griffen og at den ikke var farlig, men at den stadig ville komme ind på deres territorie. Det var ikke fordi at kentaurerne hidtil havde skulle håndtere griffe i disse skove. Griffene var mere tilbøjelige til bjergene og bjergene var ikke noget sumpkentaurerne i det hele taget gad. Alligevel var der altid en stor mistro mod store byttedyr, fordi de kunne være farlige.
"Nuvel, hvis han ingen problemer er for os, så gør vi ikke noget," sagde hun, men man kunne stadig næsten høre truslen i hvert ord. Denne pagt var ikke bygget på venskab og tillid, og der var ikke meget at forhandle med. Alethea så absolut ingen grund til at gøre det nemmere for Topalisfolket, for der var ingen grund til det.

"Hvis der er ikke er mere du ønsker fra mig..." det lå tydeligt i hendes stemme at han var velkommen til at gå nu. En aftale var lavet, og Alethea havde ingen grund til at snakke til en mand i længere tid end højst nødvenidgt. Desuden synes hun også at han havde stillet rigeligt med krav allerede til hende.

Billedet fundet her
Ché

Ché

Krystalisianer

Retmæssig Neutral

Race / Topalis-folk

Lokation / Topalis

Alder / 30 år

Højde / 188 cm

Zofrost 17.01.2018 19:16
Hendes ord var beroligende, trods at han ikke var i tvivl om, at det var en aftale, der kun hang i en tynd tråd. Men han havde den og det beroligede ham alligevel. Fenris kom langt omkring og territorier betød ikke så meget i luften som på jorden.
”Nej, ærede høvding. Jeg takker for Deres tid.” Atter engang bukkede han og denne gang forlod han det store hus. En ny vagt sluttede op på siden af ham og han blev guidet så langt ud han kunne på træstierne. Den sidste sluttede ved tør jord og Ché hilste respektfuldt den mandlige kentaur farvel, inden han begyndte at gå. Han regnede ikke med, at Fenris skulle hente ham, ikke før han var så langt ude, at træerne var tyndet nok ud til, at det store dyr kunne lande på jorden. Alt andet ville være for farligt.

Det havde været en givende samtale med kentaurernes leder. Han havde lært meget og fået lidt ud af det. Nok til at turen kunne anses for at være succesfuld. Men der var meget at tænke over og gåturen var ikke spildt for ham.
0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Fisk, Venus
Lige nu: 2 | I dag: 9