Tid: Midt på dagen
Vejr: En svag vind i trækronerne og skyer der løber over himlen
Fenris' vingeslag fik sumpens bevoksning til at bevæge sig under ham. Chéron gled ned af siden af ham og lod sig selv falde den sidste meter ned i det våde underlag. Fenris ville have problemer med at lette, hvis hans ben blev fanget i den våde sump, så han rørte ikke jorden. I stedet løftede vingerne ham lidt op igen og de brune øjne blev rettet mod mennesket.
"Vær nu forsigtig. Og husk, jeg flyver ikke længere væk end at du kan kalde, hvis der skulle opstå problemer." Griffens bløde stemme lød i Chérons indre og manden smilede beroligende.
"Som sædvanligt. Bare rolig, jeg skal nok passe på." Han vinkede til det store dyr, der kom med en hørbar brummen og derefter lettede for at flyve op igennem hullet i træerne. Chéron kunne ikke lade være med at smile lidt, trods det alvorlige ærinde han var ude på. Fenris var altid bekymret for ham og ville helst altid stå bag ham som beskyttelse. Men der hvor Chéron skulle hen nu, kunne griffen ikke komme med. Ikke bare på grund af træerne, men også fordi han ville være en trussel hos det folk, Chéron ville snakke med. Kentaurerne.
De var alligevel kommet ret tæt på de halve hestes landsby og det varede ikke længe, inden han stødte på en gammel rådden og forlængst glemt gangbro af træ. Ved at følge den, kunne han tydeligt se på sine omgivelser, at der boede nogen.
Det var en farlig opgave, han havde givet sig selv, men den var nødvendig. De havde slået lejr ved stranden ikke ret langt væk fra sumpen. Man kunne gå dertil i løbet af et par timer. Og det kunne godt blive et problem, især når folket ville sprede sig ud i jagt eller udforskning. Chéron havde ikke planer om at starte en krig over land med et andet folk, de havde problemer nok i forvejen. Så han agtede at kvæle problemet inden det opstod. Snakke med kentaurernes leder.
Det var ikke fordi, at han var vanvittigt bekendt med racen, men han havde fulgtes lidt med en gruppe af nomade-kentaurer for en tid. Lederen af den lille gruppe havde givet sig tid til at fortælle lidt om, hvordan deres samfund fungerede, også det han vidste om sumpkentaurerne. Så Chéron var ikke helt uforberedt.
"Holdt!" Som ud af ingenting dukkede en mandlig kentaur op foran ham med en bue, spændt og med en pil rettet mod ham. Chéron løftede begge hænder for at vise, at han ikke havde onde intentioner.
"Jeg søger audiens hos jeres leder." Han var ubevæbnet, noget både Fenris og hans højre hånd havde protesteret voldsomt over, men Chéron vidste, at det var bedst at gå ind uden. Med våben ville han fremstå som en trussel.
Kentauren tøvede lidt, men sænkede så buen. Selvom sumpkentaurerne var mindre end nomaderne, var de stadig store og en ubevæbnet mand var måske ikke den største trussel. Med et kast med hovedet, gjorde halvhesten tegn til, at Chéron skulle gå forrest. Og det gjorde han med ret ryg og en rolig selvtillid strålende ud fra sig.
De kom længere ind i byen og der begyndt at dukke andre kentaurer op, som så på ham med en blanding mellem mistro og nysgerrighed. Endeligt bad vagten ham om at stoppe og blive stående. Kentauren forsvandt ind i en hytte og kom ud lidt efter.
"Hun har sagt ja til at se dig." Han gjorde tegn til, at Chéron kunne gå ind i den enorme hytte, der var bygget til at kunne rumme de store væsner. Inde i hytten var der flere kentaurer, men kun én kunne være deres leder. Uden tøven gik Chéron hen og faldt ned på den ene knæ og bukkede hovedet dybt, en tydelig gestus på respekt for halvhesten. Trods den ydmyghed, er var over selve gestussen, mistede han ikke sin egen faste udstråling. Man kunne ikke være i tvivl om, at her var en leder, der anerkendte en anden leders autoritet.
"Jeg er Chéron, leder af en gruppe af Topalis-folket. Jeg søger nådigst en audiens hos lederen af dette prægtige folk." Den lidt lyse stemme var klar og fast. Som han sad nu, var han prisgivet, hvis en kentaur besluttede sig for, at han ikke skulle leve, men han så ikke op. Han var ikke bange for de store væsner.