Sted: En mindre oase nær der ligger nær den mest befærdede rute igennem ørkenen.
Tid: Sen formiddag
Vejr: Varmt, solrigt

Solen sendte sine stegende stråler ned over den tørre og øde verden omkring Zofrost, fik hans sorte hud og skæl til at koge. De store poter bevægede sig rytmisk igennem det brændende sand, som han luntede af sted. Samael havde givet ham fri igen i dag, hvorfor vidste Zofrost ikke, men han var også ligeglad. Friheden var vidunderlig og selvom en ørken måske ikke ligefrem var det bedste sted at have tid til sig selv, var det fantastisk at kunne rende rundt i sin anden skikkelse og kunne bevæge sig. Zofrost elskede at bruge sin krop, han følte sommetider, at det var det, han var født til, og der var ikke noget bedre end at mærke sine egne muskler bevæge sig under den læderede hud. Også selvom varmen var forfærdelig.

Han bevægede sig ikke i samme retning som sidst, denne gang havde han vendt snuden i den retning, som den bortløbne slave havde fortalt ham ledte mod grønne områder. Hun havde også sagt, at det ville tage dage at komme dertil, så han forventede ikke at se nogen forskel i den døde verden, ikke når han skulle være hjemme inden det blev mørkt. Men åh han kunne nu godt drømme om at se træer og græs igen. Og så snart tanken ramte ham, begravede han den. Om han nogensinde ville se andet end ørken igen, vidste han ikke. Så der var ingen grund til at spekulere over det.

Noget grønt dukkede dog op, som han luntede igennem sandet. Han genkendte det hurtigt til at være ørkenens sjove træer, hvilket normalt angav, at der var vand. Så han ændrede sin rute lidt og ikke så længe efter, glitrede solen i vandet. Denne gang tog han sig god tid til at undersøge, om der var nogen. Sidste gang var han nær landet på en lille ræv, der viste sig at være en formskifter som ham selv. Men denne lille oase var tom, blot et par fugle, der lettede så snart han kom ned til vandet. Denne gang tøvede han ikke, men løb direkte ud i vandet og lod det køle ham ned. Der var ikke så dybt som ved den sidste og han kunne sagtens nå bunden, som han bevægede sig rundt. Hvilken velsignelse. Han slukkede hurtigt sin tørst og gik til sidst op og smed sig i det triste græs, der omgav vandet. Stilheden var total herude i intetheden og varmen intens. Selvom han ikke burde, selvom han skulle holde øje med sine omgivelserne, var freden og friheden så fantastisk, at han endte med at lukke sine frostblå øjne og blunde hen, liggende på siden, stadig i sin dyreskikkelse. Det var ikke så ofte, at han fik så meget ro som nu. Han sov ikke tungt, absolut ikke, et menneske eller et større dyr ville ikke kunne snige sig ind på ham. Men han sov.

En hvid slank pelset krop løb panikken hen over det varme sand. Panikken var malet i de sorte øjne, mens den kiggede sig over skulderen. Hun havde ikke regnet med at dette ville ske. Hun var taget fredeligt til Rubinien for at udforske. Præcis som hun altid havde gjort igennem sit liv, men denne gang ligeledes trukket af en sygdomsepidimi der havde lagt en mindre teltby ned. Nogen havde set hende. Set det hvide dyr, der satte sig blandt de syge. De mænd var nu efter hende, søgende efter den gave de mente hun gav. Dyret gav liv, husker hun de havde sagt - de tog fejl. Ella gav ikke liv, hun tog heller ikke liv, hun ændrede sygdommens energi til noget hun selv kunne spise og indtage. Yderst praktisk i en verden hvor sygdom florerede nemt og hurtigt.

Det varme sand brændte de hvide poter for hvert skridt hun løb afsted, men det kunne hun ikke sætte sine tanker på nu. Alternativet var langt farligere.
Det var først da hun nåede til en mindre oase hvor vandet kølede hendes fødder ned at hun turde sagtne farten for til sidst at stoppe. Hun havde ikke set mændene bag sig og hendes ben rystede allerede af udmattelse. Ella løftede blikket fra at stirre ned i spejlbilledet til at kigge på den store sovende skabning der havde lagt sig til at sove i det knasende græs. Ella listede tættere på gennem sandet, lydløst som en kat, mens hun kiggede nysgerrigt på den anden skabning. Hendes lange øre rejste sig ved lyden af bevægelser i sandet der kom nærmere. Hun havde været for distraheret til at høre dem før, og skrøb i stedet tættere på den store skikkelse, for at gemme sig bag dem. Forhåbentlig ville de ikke udfordre så stort et dyr og dermed glemme deres søgen efter hende.

Åh, det var godt med en lur. Også selvom det var lige i solen. Hans underbevidsthed sendte ham ud i en drøm om en grøn verden med træer og bjerge i horisonten. Følelsen af at flyve fra gren til gren. Følelsen af frihed.
Drømmen begyndte at fade ud og følelsen af, at der var nogen ved ham, tog over. Pludseligt sprang han op, som lyden af mennesker nåede ham. Det første han fik øje på, var et lille hvidt væsen, der, selvom han aldrig havde set sådan et før, tydeligt lyste af panik. Zofrost blottede sine tænder, men den virkede ikke til at være til fare for ham. Så han drejede hurtigt hovedet og så hen i mod lyden af mennesker. Tre mænd fordelt på to af de spøjse ridedyr, der så vidt Zofrost vidste, blev kaldt kameler, og en hest, nærmede sig oasen. Hans første reaktion var at vende om at løbe, men han vidste, at de spøjse ridedyr ville indhente ham på et tidspunkt, da de var bygget til alt det sand og han ville blive træt for hurtigt.

Så han vendte fronten mod dem, så det lille hvide dyr var bag ham. De måtte være på jagt efter det. Ragede det ham? Nej. På den ene side var han ligeglad med, hvad de ville med det. På den anden side var panikken i dyret så genkendeligt, at han næsten blev nødt til at gøre et eller andet. En vanskelig situation, der mest ville komme an på mændenes reaktion på synet af ham. Advarende begyndte han at knurre af dem og hans skæl skiftede farve fra sort til rød, så de rejste sig og begyndte at rasle i mod hinanden. Tydeligere kunne han ikke bede dem om at lade ham være i fred, medmindre han skiftede til menneske og sagde det til dem. Det var et hurtigt skift fra drøm til virkelighed, men det var ikke første gang, at han skulle vågne hurtigt. 

Først stoppede mændene deres ridedyr og snakkede dæmpet sammen, nok til at den lette vind tog deres ord og Zofrost kun kunne fange noget med "livet" og "døden" og ofring. Det gjorde ham nervøs og hans blik flakkede efter en udvej, men der var kun at løbe.
Derefter kom de lidt nærmere, bandt dyrene til et af træerne og begyndte så at nærme sig Zofrost og det lille hvide dyr. Den ene havde et net i hænderne. Zofrosts hjerte satte farten op, som adrenalinen tog til. For at skræmme, sprang han et skridt frem med en snerren, men de tre mænd virkede som om, at de var på en mission og tøvede ikke med at komme endnu nærmere. Han måtte for alt i verden undgå det net. Om det så krævede, at han dræbte alle tre. Endnu et blodbad. Denne gang var han bare ikke vred, han var usikker. 
Muligheden for at skifte skikkelse var der, men han følte sig meget mere tryg i denne skikkelse. Som svagt menneske kunne han slet intet gøre, andet end at tale. Og det ville nok ikke hjælpe ret meget nu.

De to, der ikke havde net i hænderne, trak deres krumme sværd, som han havde set så mange af i denne verden. Sabler. De kunne gøre stor skade, trods det naturlige panser, han besad. Usikkerheden begyndte at blive tydeligere, men siden de ikke gav ham en anden udvej. Endnu engang sprang ham frem, denne gang direkte mod en af de bevæbnede mænd. Manden sprang tilbage og Zofrost undgik med nød og næppe nettet, der blev kastet i mod ham. Inden det blev samlet op, sprang han igen frem, men måtte denne gang undgå en sabel. Og en sabel mere. De to mænd svingede ud mod ham og han måtte bakke for at undgå at blive ramt. Pludseligt var han omringet og denne gang kunne han ikke flygte, som nettet blev kastet over ham. Et hårdt ryk væltede ham omkuld og han sprællede vildt for at komme fri, men selvom hans klør og tænder flåede i det, kom han ikke fri. 

"Ha! Vi fik ham! Vi fik Døden!"
"Så skal vi bare fange Livet."

Døden? Troede de, at han var døden?! Forvirringen var total, men det gik op for ham, at han blev nødt til at forklare dem, at han ikke var døden, han var bare en slave. Og den eneste måde, at han kunne det på, var at skifte skikkelse. Så det gjorde han. De tre mænd blev stille, for hvor der nu havde været et stort og farligt bæst, var en tynd ung mand med langt hår ikke iført andet end et par bukser. Stadig pakket ind i nettet, så Zofrost op på dem.
"Jeg er ikke døden, jeg er..." Og alt blev sort, som noget hårdt, et skæfte på en sabel, ramte ham i baghovedet.

(( Sorry hvis det blev lidt langt og omstændigt, håber det kan bruges! ))

Ella krummede sig forskrækket sammen i det, det store væsen sprang uventet op. Hun var hoppet til sidde og så på ham med store skræmte øjne. Men stadig hellere være i hans nærvær end de mennesker der var på vej. Hun ville ikke fanges. Ikke igen, ville hun sidde i et yndigt bur til alles skue og fornøjelse. Aldrig mere. Ella krummede sig mere sammen som en forskræmt killing som dyret blottede tænder af hende og kunne kun blive en tand mere afslappet som dens opmærksomhed flyttede sig. At det var menneskene, med deres mærkværdige ridedyr der kom nærmere havde alt andet end en positiv effekt på anspændtheden.

Ella holdte sig klogeligt i baggrunden og så skræmt på scenariet der udfoldede sig. Dæmonkvinden var ikke fremmed til vold, men det betød ikke at hun følte sig mere sikker eller rolig omkring det. Faktisk ville hun ønske hun knne grave sig ned i et hul og først komme op når alt åndede fred og fordragelighed.
Hendes redning blev efter mange undvigelser indfanget i nettet og slået omkuld. Alt det håb der spinkelt havde formet sig i hendes lille krop, forsvandt samme sekundt. Ella begyndte at spæne, først mellem benene på en af de angribende mænd, derefter for at komme væk fra dem. Da dyret forvandlede sig til et menenske blev hun tilstrækkeligt distraheret til at et net lagde sig tungt over hende og tvang hende til at vælte ned i det brandvarme sand med en pivende lyd. Hun hev og sled i nettet, men turde ikke forvandle sig, af frygt for at få samme behandling som den anden.
Nettet blev hevet op og Ella blev fastgjort til den ene af kamelerne, mens de baksede med at få manden ordentlig bundet så de kunne slippe ham ud af nettet og op på hesten for nemmere at fragte ham.


Ella pev højlydt som hun blev kastet ind i det mørke rum de havde sig under jorden og forsøgte at springe op igen som lemmen lukkede sig. Der kom kun lys ned fra træmmerne langt langt over dem, ellers var der mørkt og koldt dernede. Imponerende for en ørken, hvis hun ellers havde haft fokus der.
Nervøst begyndte hun at kredse om sig selv, i søgen efter en udvej, men faldte langsomt ned til bare at sætte sig ved siden af mennesket eller hvad han nu var og kigge på ham med et sørgmodigt blik, og lette puf med en hvid pote.

Zofrost opdagede intet efter slaget i hovedet. Når det kom til hovedskader var hans krop en smule sær, for det var ikke til at sige, hvor længe han var slået ud. Man skulle ligesom tro, at hans hurtige heling ville klare det på minutter, men nogle gange kunne han være væk i lang tid. Og denne gang var lyset slukket i et stykke tid. Han opdagede ikke, at mændene fangede det lille hvide dyr eller at de fik bundet hans hænder og fødder. Ej heller turen over hesteryggen tilbage til der, hvor de kom fra. Og trods en hårdhændet behandling, der mundede ud i at han blev kylet ind i et rum under jorden, hvor han landede hårdt på det faststampede gulv, vågnede han ikke.
For en tid lå han bare på siden, stadig bundet, med det lange hår spredt om sig, som snoren han havde bundet det med, var forsvundet under transporten. Men da en pote skubbede til ham, begyndte han at dukke op til overfladen igen. Uden hovedpine, heldigvis.

Det første han lagde mærke til, var at hans hænder var bundet på ryggen. Stramt, han kunne næsten ikke mærke dem mere. Det næste var, at han ikke længere var i den stegende sol, men et sted, hvor der var køligt. Og bevægelsen ved siden af ham.
Hurtigt skubbede han sig op at sidde og så rundt i mørket med store, skræmte øjne, med hjertet i halsen og et forskrækket gisp. Erindringen om de tre mænd dukkede op og han vidste med det samme, at han var fanget. For hvilken grund vidste han ikke, men det var også ret ligegyldigt. Det havde lige nu ingen betydning for den situation han var i.

På en måde skulle man nok tro, at Zofrost ville panikke over situationen. Fanget af fremmede mænd, låst inde i et mørkt rum under jorden med bundne lemmer. Men han var så vant til ikke at have bestemmelse over sit eget liv og han havde prøvet små lukkede rum så mange gange i sit liv, at han ikke rigtigt reagerede på det. Det første der var at gøre var, at finde ud af, hvad de ville med ham. Og fortælle dem, at han var en ejet slave og hvordan de kunne finde hans ejer, hvis de ikke troede ham. Så ud over bekymringen for Samaels reaktion, når han ikke kom hjem og viden om den migræne, der sikkert var i vente, var det første der slog ham egentligt bare nysgerrigheden over, hvad det var for et dyr, han var holdt fanget med. Smerten fra de blodløse hænder var distraherende, men ikke overdrevet slem. Det ville blive værre, når båndet blev fjernet.

Det lille hvide dyr sad foran ham. Så de fik også fanget det. Zofrosts’ isblå øjne betragtede det lille dyr. Gad vide, om det forstod almindelig tale? Eller om det bare var et dyr? Noget sagde ham, at der var noget mere bag, noget i blikket, der udstrålede en anden form for intelligens.
Normalt ville han ikke forsøge at komme i kontakt med andre væsner, heller ikke som tingene så ud nu. Men det var ikke et menneske han sad og kiggede på, det var et dyrelignende væsen. Ikke at han nogensinde havde set noget lignende før, men det var også en ny verden for ham. Der var mange ting, han ikke havde set før. Skulle han sige noget? Hvad? Han vidste ikke rigtigt, hvordan man indledte en samtale, slet ikke en, der nok ville være ensidig. Efter lidt tøven åbnede han munden og fik nogle ord frem med sin ubrugte, lidt hæse stemme, der ellers passede godt til hans kønne, men slidte udseende.
”Er du kommet noget til?” Et underligt spørgsmål, især fra ham, der normalt havde nok i at tage vare på sig selv, men dyrets paniske udtryk ude i ørkenen havde rørt ham på en eller anden måde.

Ella hoppede forskrækket et par skridt væk fra manden som han satte sig op i en hurtigt skubbende bevægelse og så rundt. Ella kunne se frygten i hans øjne, som hun selv følte ved at være blevet fanget sådan et sted som dette. Ella hadede at være fanget. Bare tanken om at sidde i et bur fik det til at vende i maven.
Ella sad egentlig bare og stirrede tilbage på ham fra sin siddende tilstand, som manden kiggede på hende. Der blev ikke vekslet nogle ord i lange tider - mest fordi, Ella kunne ikke tale i sin dyreform og manden virkede ikke til at vide hvad han ville sige.

Da orderne forlod hans læber løftede ørene sig let, hvilket tydeligt indikerede at hun i hvert fald hørte hvad han sagde. Hun kiggede ned på den ene pote hvor pelsen sad uglet, og hun havde fået nogle skrammer af nettet hun var fanget i. Hun løftede hovedet igen og rystede hovedet, for at indikere et nej. Forsigtigt rejste hun sig for at gå tættere på, stadig varsomt, mens hun holdte hans blik.

Hun lagde hovedet let på skrå, tænkende. Hun overvejede sin situation på mange forskellige lede og kanter, uden at komme frem til nogen egentlig konklussion med det samme. Halen bevægede sig let frem og tilbage imens, og de paniske øjne kiggede op på ham, derefter op til lugen de var blevet smidt ind af, og det område hvor lyset fra oven brød ned til dem. Man kunne ligefrem fornemme at dyret sukkede modløst før forvandlingen trådte i kraft. En pige kom frem, ung af udseende, nærmest et barn med langt gyldent hår, bleg hud og blå øjne. Hun kiggede op på ham med en let urolig mine. "Nej, ikke noget slemt" svarede hun med en lys blød stemme, mens hun kløede sig over sit håndled hvor der var nogle hurtigtformende blå mærker. "Er du uskadt?"

Som Zofrost spurgte det lille dyr, løftede det ørerne ved lyden af hans stemme. Den forstod ham tydeligvis, for den så ned på sin ene pote, hvor pelsen indikerede, at der var sket noget. Men dyret rystede på hovedet for bat sige nej, og Zofrost fik bare bekræftet, at enten var det et meget intelligent dyr eller også var det noget mere. En formskifter måske, som ræven han havde mødt et par dage før. Og ham selv. Måske bare et væsen i den form, som den havde nu, der kunne forstå talesprog. Hvem vidste? Det betød ikke så meget for Zofrost, det var på en eller anden måde bare rart at have et væsen hos sig, som forstod hvad der skete. Han vidste ikke, hvor længe han skulle sidde hernede. Forhåbentligt ville han snart kunne forklare sine tilfangetagere, at var ejet. Forhåbentligt inden Samael kaldte på ham. Inden migrænen startede.

Det lille dyr så spekulativt på ham og han så lidt nysgerrigt, men mest undersøgende på det. Ville det ham noget? Der var stadig så meget panik i dens blik og Zofrost følte med den. Han huskede godt panikken fra starten, inden han havde lært at affinde sig med, at han ikke selv havde kontrol. Ikke at panik var ukendt for ham, men denne situation var ikke noget, han kunne styre og han ventede bare. Måske panikken ville komme senere, når hovedpinen dukkede op, men lige nu, ingenting. Bare en indre træthed og opgivenhed over alting. Men den gik han altid rundt med.

Pludseligt skiftede dyret skikkelse. Til en pige med det flotteste lyse hår og et ganske kønt udseende. Zofrost rykkede sig ikke, da det skete, for han blev ikke bange eller forstyrret af det. Han havde haft ret. Formskifter som ham selv. Gad vide om der var mange af den slags i dette mærkværdige land?
Hendes spørgsmål fik ham til at nikke uden at sige noget. Det var et menneske, der sad foran ham og han sænkede automatisk blikket, for ikke at møde hendes øjne. Der havde været mange tæv igennem tiderne, for at lære ham ikke at se folk i øjnene, og nu gjorde han det for det meste ikke, heller ikke ved folk, som ikke virkede til at have noget i mod det. Og han blev tavs. Dyr var én ting, mennesker noget andet, også selvom de var ét og samme væsen. Tavsheden fra hans side varede lidt, men til sidst kunne han dog ikke andet end at sige noget.
”Ved De, hvor vi er?” Hans stemme var en smule mere usikker end før.

At sidde i en kasse var noget af det værste hun vidste. Indespærret uden nogen chance for at styre sin egen skæbne. Mest af alt havde det hvide dyr lyst til at ligge sig i en klump i hjørnet og forsøge at ønske sig væk. Sådan fungerede virkeligheden desværre bare aldrig. Hun havde gjort det før, og det havde været et ungt menneskebarns skyld at hun var sluppet fri dengang. Og nu sad hun her, uden nogen chance for at vide hvad hun skulle gøre for at slippe fri. Hun var fanget. Igen. Men hun kunne ikke tale uden sin menneskekrop. Derfor kom hun frem. Vidste sig for den anden formskifter med et nervøs glimt i sine øjne. Han tog det roligt, ikke at han virkede til at have forventet det, men han var heller ikke overrasket.

Det var stilheden der var mellem dem der fik hende til at gnide sine hænder nervøst imod hinanden. Hun vidste ikke om hun havde gjort et fejl ved at dukke op. Hun lignede ikke en pige der burde strejfe om alene, heller ikke i sin dyreform. De bløde træk, det lyse hår og de store blå øjne. Nærmest som en lysende dukke på afveje. Hun ville kunne sælges godt på slavemarkedet, kendte de til hendes formskifterevner.

Ella rystede på hovedet og kiggede ned på sine hænder. ”Nej.. Ikke andet end Rubinien.” hun trak vejret nervøst og usikkert. ”Jeg frygter at det er slavehandlere… De vil nok sælge os videre..” hun krummede sig sammen op af muren og gned sig nervøst over armen og kiggede rundt om i rummet også uden at danne øjenkontakt. Ikke at mennesker plejede at kunne aflæse hendes egentlige race ved at se dem i øjnene, men nu han undgik hendes øjne ville hun ikke tvinge ham til at se i hendes.

Svaret fra den kønne pige med det lyse hår var en smule nedslående, som hun ikke vidste præcis hvor de var, men i det mindste var de stadig i ørkenlandet. Han vidste ikke, hvor længe han havde været bevidstløs, som sagt var hans helingsvene lidt ustabil, når det kom til hovedet. Men det føltes ikke som lang tid, så mon ikke, at de stadig var i nærheden af den store by, hvor han i øjeblikket boede med sin herre.

Slavehandlere. Måske. En svag rynke viste sig i halvdæmonens pande, som han huskede de underlige ord om livet og døden. Havde han forstået det rigtigt, at de troede hun var livet og han døden? Nej, han måtte have hørt forkert, det var latterligt. Så dumme kunne nogen umuligt være. Men tanken gav ham en knude i maven og han skævede til hende. Pigen så ud til at være meget utilpas ved situationen, lukket inde og måske fanget af slavehandlere. Et eller andet sted fik han ondt af hende, som det gik op for ham, at bare fordi han var slave i forvejen, betød det ikke, at hun var.
”De kan ikke sælge mig videre, jeg har en herre…” Hans stemme gled ud, som det gik op for ham, at det kunne de jo sådan set godt, for hvor var beviset for, at han allerede var ejet? Han var ikke brændemærket, hans bånd med sin herre var usynligt. Lidt uroligt flyttede han på sig og han så op mod det eneste hul ud til, som håbede han på en udvej. Men lige nu var der ingen.

Han sank en klump og flyttede blikket tilbage mod pigen. Han ville ønske, at han kunne sige et eller andet trøstende, men der var ikke rigtigt noget at sige. Zofrost var normalt en meget tavs ung mand og han startede aldrig samtaler, så hans første indskydelse var at give sig til at stirre på et punkt og bare vente at se, hvad der skulle ske, måske overveje en måde at komme ud på, men han var mere indstillet på bare at lade tingene gå sin gang. For nu. Men han havde virkeligt ondt af pigen og han endte med at bryde sin egen typiske opførsel. Lidt uroligt flyttede han på sig og kastede et hurtigt blik på hendes ansigt.
”Jeg hedder Zofrost.” Han spurgte ikke efter hendes navn, det var ikke sikkert, at hun havde lyst til at fortælle det. Og det ville også være i orden. Nu havde han gjort sin forsøg på en samtale.

Ella havde på intet tidspunkt været desideret slået ud. Hun havde befundet sig i et net i lang tid, inden hun kom i en kasse. En lukket kasse der stadig fik det til at løbe koldt ned af ryggen ved den blotte tanke. Dette sted var større, køligere og udenfor solens hårde stråler – men det var stadig et fængsel. Et indelukket område hvor væggene begyndte at klemme sig ind på hende i hendes forstand. Intet rørte fysiske på sig i virkeligheden verden, men Ella krøb sig mere og mere sammen som hun kiggede rundt alligevel – næsten som om hun frøs.
Ella kiggede på ham med sine kraftige blå øjne som hans stemme døde ud i rummet med et svagt ekko på grund af den larmende stilhed der efterfulgte. Hvis han allerede havde en herre, blev det ubehageligt for sælgerne at finde ud af – specielt hvis herren var af den mere modbydelige slags der ville tage hævn over sådan en handling. Ella selv var ikke ejet – ikke i sin egen forstand, men sandmændende ovenfor havde nok en helt anden mening omkring den tilstand. Hun var deres nu. ”Så må du håbe at han kommer og henter dig” svarede hun stille, næsten lydløst og trak sine knæ op til sig og låste armene omkring dem, inden hun hvilede sin kind mod sine knæ og så ind i den kolde sorte mur.

Ella løftede først hovedet ganske forsigtigt og roligt igen, som manden talte på ny efter lang tids stilhed. Hun blinkede et par gange. Zofrost. Det var ikke et navn hun havde hørt andre steder – usædvanligt. Hun fik et lille spinkelt smil på læben og de blå øjne var venlige som de hvilede på ham. Han var ikke en mand der talte meget, så meget kunne hun fornemme – men alligevel tog han sig til at sige noget. Om det var for hendes skyld eller sin egen var hun endnu ikke sikker på. ”Mit navn er Ella” svarede hun efter et par sekunder og holdte stadig sit blik på ham. ”Zofrost..” startede hun stille ud, med en lys stemme, som var hun lidt usikker på om hun skulle sige det… Hun tog en dybt indånding inden hun igen talte. ”Hvorfor tror du, at de kaldte dig døden?” det kunne han nok egentlig ikke vide hvorfor de tænkte sådan. Hende vidste hun godt hvorfor de havde kaldt liv. Om end hun var mere vant til at høre hun var en lys ånd. Begge ting var dybt latterlige i hendes øre.

Hendes ord om, at han måtte håbe at Samael kom og hentede ham, gav ham en knude i maven. Samael havde ingen anelse om, hvor han var henne. Forbindelsen i mellem dem virkede kun den ene vej, hvilket egentligt var upraktisk for slaveejeren, men for Zofrost gav det ham alligevel en smule frihed. Hvordan magien virkede, vidste han ikke. Måske nogen havde valgt, at det kun var nødvendigt med forbindelse den ene vej. Lige nu... ville han dog ønske, at Samael kunne komme og hente ham, lige meget hvor mange problemer han ville komme i med sin ejer. Han ville hellere lide under Samaels smertefulde magi end at skulle håndtere denne situation selv. For hvad kunne han gøre? De fremmede var nok ikke til at snakke med.

Den kønne pige svarede ham faktisk, og han flyttede lidt på sig. Ella. Det var et kønt navn og det passede godt til hende, syntes han. Da hun sagde hans navn, så han mod hendes ansigt, hvilket for et øjeblik fik hans øjne til at mødes hende. Men hendes spørgsmål fik ham til at sænkede hovedet og trække svagt på skuldrene. Så hun havde også hørt det. Det var ikke bare ham, der havde hørt forkert. Det varede et øjeblik inden han svarede, som han forsøgte at regne ud, hvorfor. Døden. Livet. Hun var livet. Hendes fine hvide skikkelse mod hans sorte, skræmmende skikkelse.
"De kaldte dig livet?" Hans stemme blev tavs, som han ikke var vant til at fremlægge teorier, slet ikke sine egne. Langsomt og tænksomt forsøgte han at sige det, han troede. "Måske... hvis de tror, at du er livet... lille og hvid... og så os sammen... min skikkelse... er ret... skræmmende. For nogle." Han trak på skuldrene og sagde ikke mere, tydeligvis ikke tilpas ved at spekulere på den måde. 

Med forsigtige bevægelser for ikke at forskrække hende eller som for ikke at gøre verden vred på ham, flyttede han sig hen til væggen, der var lige bag ham, og hvilede ryggen mod den. Benene trak han op, så han kunne lægge armene om dem. Han krøb ikke sammen, det var mere en vane. Han virkede måske næsten afslappet, som han sad der, men hvis man så godt efter, ville man kunne se, at hans muskler var spændt en smule op, som forventede han at der skulle ske noget hvert øjeblik. Hvis det blev nødvendigt, måtte han forsøge at kæmpe sig ud derfra, men han håbede det ikke. 

Ella bed sig i læben og nikkede let. De havde kaldt hende livet. Og det var der en ret vigtig årsag til, som hun ville ønske de ikke havde set. Hun kiggede på ham som han talte. Lyttede til hvad han havde at sige, og tog ind hvordan hans kropssprog også talte. ”De kaldte mig livet, fordi de så hvad jeg kan.. Jeg.. fratager folk sygdom og smerte.. Det er kompliceret at forklare, men de så det.. Så hvordan en dødeligt syg pludselig var rask.. De så mig.. sidde på hans bryst.. De må havde troet at livet vendte tilbage til ham” forklarede hun med en lille stemme. Det og at hun også have et meget yndefyldt ydre i sin dyreform, gjorde det naturligvis nemmere at tro. At indfange den gave de mente hun besad og bruge den. Det var i hvert fald den konklusion hun var nået frem til.

Ella fulgte vagtsomt hans bevægelser, stadig skræmt over hele situationen. Selv den mindste bevægelse fik hende til at reagere som et skræmt dyr, hvilket man kunne argumentere at hun helt ærligt også var. Lille, skræmt og umådelig bange for hvad der kom til at ske. Hun ville ikke tilbage i fangeskab. Hun ville ikke endnu engang tilhøre en anden! Hun var ikke noget der kunne ejes.
Lyden af lugen over dem, fik Ella til at hoppe frem, forvandle sig i processen og styrte hen til Zofrost instinktivt. Hun gemte sig op af hans ben med opspillede øjne mod lugen og det lys der kom ned. Hun kunne høre stemmer, stemmer der kom tættere på.

De lyse blå øjne var forsigtigt rettet mod hende, som hun snakkede. Han lyttede. Forsøgte at forstå. Hun sugede sygdomme til sig og gjorde folk raske. En overraskende evne, men på en måde passede den godt til hende.
Han svarede ikke på hendes ord, for han vidste ikke, hvad han skulle sige. Men det hele gav mening på en eller anden underlig måde. Og nu vidste han måske lidt bedre, hvad de havde at gøre med. Men ville det hjælpe dem? Han vidste det ikke.
Hendes frygt, der var så tydelig selv i hendes skikkelse som menneske, gjorde ham ked af det. Noget så kønt som hende, burde ikke være så bange. Han havde set angst i mange former, i mange forskellige kroppe og øjne, de fleste rørte ham ikke, mest fordi han havde sine egne problemer, men nogle gange trak hans bryst sig sammen og han blev ked af det. Ingen væsner var skabt til et liv som slaver, et liv med smerte og angst, men nogle væsner var endnu mindre end andre og hun var sådan et væsen. I hans øjne.

Det gav et ryk i ham, som lugen gik op og han rettede blikket mod hullet. Hvad nu? Pigen ændrede skikkelse og gemte sig ved ham, noget der blot lagde til følelsen af, at han på en eller anden måde skulle beskytte hende. Dog gjorde han intet lige nu, ud over at vente og se, hvad der skete.
Et hoved kiggede kort ned og lidt efter blev en stige sænket ned i hullet. En ung mand, som Zofrost genkendte fra tidligere, kom ned af stigen, pegende med bue og pil på ham. Langsomt og forsigtigt kom Zofrost på benene, uden at virke intimiderende på nogen måde. Den yngre mand gik sidelæns et par skridt mere ned, så en anden mand, en gammel mand, kunne komme ned at se. Zofrost besluttede sig for at prøve at sige noget, måske de ville lytte?
”Jeg er Zofrost og jeg er ejet af…”
”Ti stille. Skift til din rigtige skikkelse.” Den unge mands stemme var fast og han så på ham med et blik uden frygt. Zofrost tøvede, hvilket fik manden til at rette pilen mod det lille hvide dyr.
”Eller jeg skyder hende.”
De blå øjne gled kort ned til Ella og han gjorde som beordret. Straks var pilen rettet mod ham igen.
”Hvad siger du, bedstefar?”
Den gamle mands øjne hvilede lidt på de to væsner, inden den støvede stemme gav et svar.
”Jeg tror, at det er to dæmoner, der forsøger at bedrage os. Skabe kaos i vores liv.”
”Men bedstefar, se på dem…”
”Stille. Giv dem som ofre til guderne.”
”Ja, bedstefar.”
Den ældre mand kravlede op igen. Den yngre blev stående et øjeblik og Zofrost var ikke i tvivl om, at han ikke var enig med den ældre mand, men at der ikke var noget at gøre. Den ældre havde talt.
Kulden havde lagt sig over Zofrost og han rørte sig ikke, som stigen blev hevet op og lugen lukket. Det eneste tegn på liv fra ham, var brystkassens bevægelser, der fik skællene til at bevæge sig lidt.

Ella stirrede med store øjne på stien derr blev sænket ned og den første mand med den spændte bue mod Zofrost kom ned itl dem, efterfulgt af en langt ældre mand. Ella stirrede fra den ene til den anden, mens hun trykkede sig ind til Zofrost ben. Ikke at hun helt vidste hvad det ville hjælpe. Hvis de havde i hensigten at dræbe dem, ville det nok gå rimelig stærkt.
Ella krøllede sig en smule sammen ved den faste måske endda vrede stemme og hun blev endnu mere panisk i sit blik som pilen blev vendt imod hende. Kunne hun flygte? Hvis hun var hurtig, kunne hun så komme op af hullet?

Det så ikke helt ud til at ville lykkes for hende hvis hun prøvede. De ville kunne gribe fat i den hvide pels og trække hende ned igen. Det var hun sikker på. Hun skævede til den store sorte skikkelse ved siden af sig - stadig bange for hvad der kom til at ske. Ella kom med en let pibende lyd ved odret at blive ofret! Ofret til guderne! Kunne det her blive ret meget værre.
Så snart de tog mænd var væk og lugen var lukket til, forvandlede Ella sig tilbage med et fribrilsk og panisk udtryk i ansigtet. "Ofre! Ofre os til guderne!" hendes stemme var lys og umådelig bange. "Der må være en vej ud" hun kiggede hen på Zofrost dyreskikkelse, eller dæmonskikkelse som det nok måtte være. Hun kiggede panisk på ham, håbende han havde en løsning. Hun vidste ikke selv hvad hun skulle gøre.

Så snart lugen lukkede, skiftede det lille hvide dyr tilbage til menneske, et menneske i panik. Han kunne mærke hendes blik, som forventede hun, at han havde en løsning. Lige nu havde han ingenting, som hans hoved var tomt og hans krop frossen ved tanken om at skulle ofres til guder, som han end ikke troede på. Nej. Han havde overlevet så mange forskellige ting, det skulle ikke lykkedes nogle overtroiske ørkenmænd at slå ham ihjel for så dum en grund.
Langsomt kom der bevægelse i den sorte krop og han begyndte at gå frem og tilbage i det lille underjordiske rum, mens halen svingede frustreret fra side til side, som en vred kats. Der måtte være en udvej. Hans blik gled op mod vejen ud. Nej, den vej ville de ikke kunne komme ud, medmindre de blev lukket ud.

En tanke dukkede op i hans hoved og han stoppede med at gå. Var det så simpelt? Sikkert ikke. Det ville blive farligt. Men det ville være bedre at dø sådan, end at lade sig selv slagte på et alter.
Hans blik gled over til Ella og han var klar over, at det var den eneste mulighed.
Han skiftede skikkelse, tøvede lidt og satte sig så på hug foran hende, inden han rettede sine lyseblå øjne mod hendes.
”Jeg har en idé.” Han bed sig kort i læben, valgte at fortælle så lidt som muligt. ”Vi bliver nødt til at vente, til de tager os op herfra. Og når jeg siger til, så skal du løbe. Væk. Så hurtigt som muligt. Jeg vil være lige bag dig.” Løgnen var umulig at spore på hans ansigt, som han havde brugt de sidste tyve år på at lære sig selv ikke at blive opdaget i en løgn. Han løftede en finger og pegede i en, hvad der måske virkede som tilfældig, retning.
”Den store by er den vej. Hvis du vil den vej eller ikke den vej.”

Han var ikke vant til at lave planer. Bestemme. Komme med idéer. Han var ikke skabt til at tænke selv, men dette handlede om overlevelse. Og hvis der var noget han kunne, så var det at overleve. Hans idé var måske ikke specielt gennemtænkt eller udspekuleret, men det var ham. Det var noget, han kunne. Om han så selv ville komme levende ud af det var ikke så vigtigt igen, for hvad havde han at tage tilbage til? Mere pinsel hos Samael? Nej, det var vigtigere at få denne lille fine skabning i sikkerhed. Ud i frihed. Så måtte han gøre, hvad der skulle gøres for, at det kunne lade sig gøre.

Ella var panisk. Hun var et fredeligt væsen! Hun gjorde ingen ondt! Hvorfor skulle hun havne på et ofringsbord fordi hun var skabt af dæmoner der havde hærget landet. Eller det gik hun ud fra at de havde, siden hun var hadet for sin race. Som mange andre der var skabt og ikke født, kendte Ella ikke til sit ophav. Ikke sådan rigtig, men havde kun sine ideer hun kunne gisme om. Igen af dem synderligt behagelige for menneskeøre at komme i kontakt med. Ella kiggede på skikkelsen som han gik frem og tilbage, nærmest bedende til at han havde en eller anden løsning i ærmet. At han kunne teleportere dem ud, bare ET eller andet der kunne redde deres skind. Da han stoppede, kunne hun ikke undgå at have sine forhåbninger, men hun sagde ingenting. Faktisk begyndte hun at holde vejret som en respons på at han stoppede, og ikke mindst også på at han skiftede skikkelse igen.

Ella lod luften forlade sine læber da han havde talt færdig. Næsten tvivlsom på om det kunne være så simpelt. At den løsning ville kunne fungerer.. Hvis det var svaret, så ville det være alt for nemt for alt for mange at flygte. Men da hun selv ikke havde bedre ideer, måtte hun synke og nikke. ”Okay.. Men hvad hvis vi bliver skilt fra hinanden?” Det kunne godt være at Ella foretrak at være et individ der omvandrede alene, men hun havde også en forhåbning om, at holdte de sig sammen var risikoen for at nogen af dem kom til skade, minimal. Eller det var i hvert fald hvad hendes tankegang fortalte hende.
Hendes blik fulgte hans finger, ikke at hun kunne se noget i den retning andet end den mørke mur alligevel, men det gav hende alligevel en illustration af hvor de var. Ikke at hun endnu havde bestemt sig for hvor hun ville løbe hen skulle de have chancen.

Zofrost kunne godt se tvivlen i hendes ansigt, mens han selv forsøgte at se så sikker ud som muligt. Han havde ikke andre idéer. Ikke andre muligheder. Og blev de bundet ville hans idé være nytteløs. Han kunne ikke skifte skikkelse med armene bundet på ryggen, han ville flå sine skuldre af led under skiftet. Det havde han prøvet før og gjorde det helst ikke igen. Men ingen af hans bekymringer ved hans egen plan fandt vej til hans ansigt og han blev ved med at se bestemt på den anden formskifter. Heldigvis godtog hun idéen. Og stillede ham et spørgsmål, der stak lidt til ham. Hun ville følges med ham. Det fik ham næsten til at smile.
”Bare løb, jeg skal nok finde dig igen.”

Ville han? Han ville forsøge. Hvis han overlevede. Hans største problem ville være, hvis hun løb i den forkerte retning. For Samael ville uden tvivl have kaldt på ham, så snart solen gik ned og hovedpinen ville starte kort efter. Løb hun væk fra hovedstaden ville han ikke kunne følge efter, som migrænen ville gøre ham ukampdygtig, hvis han ikke fulgte kaldet mod sin herre. Men det begyndte han ikke at forklare hende. Trods problemerne de stod i sammen, kom det ikke hende ved.

Der var ikke så meget mere at sige, så han forsøgte sig frem med et beroligende smil, der skjulte hans egen usikkerhed, inden han flyttede på sig og satte sig med ryggen op af væggen igen. De skulle bare vente. En ting, han var god til. Rigtig god til. Så medmindre hun stadig ville snakke med ham, lukkede han bare lidt ned og stirrede træt frem for sig. Det var typisk ham at ende i en situation som denne. Intet i hans liv skulle være let. Hvorfor havde Samael dog også taget dem til dette sandede, varme land? Der var intet godt her, ud over død.
Blev han ikke forstyrret sad han blot sådan, indtil aftenen kom, solen gik ned og hovedpinen og ørkenfolkene kom.

Ella var imponeret over at han ikke så spor bange eller nervøs ud. Han virkede kold og afklaret med situationen, og ikke bange for den fare de ville blive udsat for så snart de var kommet op fra det eller kølige hul og frem til det stegende sand. Hun sank en klump der havde formet sig i halsen og nikkede. De var vidt forskellige på det punkt, og Ellas uskyld skinnede for alvor igennem, i denne alvorens time. Hun forvandlede sig tilbage, satte sig og kiggede med nervøse store øjne på den anden. Hun følte sig mest tryk i sin anden form. I sin oprindelige form, der før havde beskyttet hende fra jægernes pile og de vilde dyrs vrede.

Hun fortsatte med at have sit blik på ham, om end ikke undersøgende eller spørgende. Blot, ventende. Det var først da lyden af lugen der åbnede sig timer efter og fik hende til anspændt at rejse sig. De havde endnu ikke set hendes menneskeform, og hun foretrak også at holde det sådan. En af elverne rakte ud efter hende, for at tage fat i nakkeskinnet og løfte hende op. Noget der ganske simpelt så ud som hvis man løftede en kat eller kanin på den måde. Hun krummede benene op til sig, lagde ørerne bange ned og så på elveren med et uskyldigt og bange blik. Hun valgte ikke at kæmpe imod, da det blot ville dræne hendes energi og hvad skulle det nytte hernede? Det kom hun ikke langt af. Nej, hun ventede. Hun blev taget med hen til stigen først og kunne ikke se hvad der skete bag sig. Hvordan de fik fat i Zofrost, eller hvordan de havde tænkt sig at han skulle fragtes.

Ella blinkede med øjnende som hun kom op til overfladen igen. Solens stråler havde forladt himmelen og blot efterladt en mørkeblå næsten sort himmel tilbage. Øjnende løb over de velkendte stjerner inden de sorte øjne fandt frem til det store livlige bål.
Noget i elveren der holdte hende, slappede af, da hun ikke kæmpede imod. Nok til at hun kunne vrikle sig fri, så snart hun ud af øjenkrogen kunne se at Zofrost var kommet op, og de flestes opmærksomhed var på ham. Hun spjættede voldsomt, og de korte kløer skrabede hen over de lange fingre, før hun landte på sandet og sprang afsted. Hun så sig ikke tilbage, ikke en eneste gang, men sprang blot afsted over sandbanke efter sandbanke med stjernernes lys til at guide sig tilbage til byen. Hun havde ikke en chance i ørkenen alene. Hun ville dø af tørst før nogen fandt hende, og hvem sagde at de næste der fandt hende var venligsindet? Nej, hun løb. Løb som hendes liv afhang af det, og håbede, samt bad til at Zofrost var bag sig. Hun kunne ikke gøre meget andet for ham.

Ventetiden føltes på den ene side lang, som adrenalinen over det, der skulle ske, sad i ham, men så alligevel ikke. Det var kun nogle få timer. Han kunne mærke hendes blik på sig, men siden det ikke virkede til, at hun ville ham noget, ignorerede han det. Det var ikke for at være uhøflig, men han vidste simpelthen ikke, hvordan han skulle håndtere hendes angst. Han havde nok at gøre med sin egen, der lå som en iskold dyne over ham. Tanken om at blive brænd levende gjorde ham kvalm. Hvor længe ville han ikke leve i flammerne? Hans krop ville forsøge at hele ham, men skaderne ville blive ved. Ville de være voldsomme nok til, at han ville dø hurtigt eller ville hans krop kunne følge bare lidt med? Tankerne var så uhyrlige, at han zoomede ud og helt lod være med at tænke. Noget han havde en del øvelse i.

Hovedpinen begyndte langsomt at melde sin ankomst. Samael havde kaldt på ham. Hvis han ikke responderede på kaldet og bevægede sig i den retning, hans indre kompas fortalte ham, Samael var, ville den udvikle sig til et heftig migræne. Hans herres måde at styre ham på. Han havde aldrig kendt til andet. Heldigvis var det sjældent, at han var forhindret i at løbe mod sin herre som i dag. Men nu måtte der godt ske noget, inden hans hoved ville begynde at føles som om, at det flækkede.

Og der gik heller ikke længe før, at lugen blev åbnet og en stige sat ned. Endnu en pil blev rettet i mod dem og en mand samlede det lille hvide dyr op. Den unge mand fra før gjorde tegn til, at Zofrost skulle rejse sig, så det gjorde han. Og kravlede op af stigen uden brok.
Aftenluften var dejlig frisk, men Zofrost lagde ikke mærke til det. Det store bål tiltrak hans opmærksomhed for et øjeblik, men kun et kort øjeblik. En lyd fik ham til at se hen på manden, der havde taget Ella op. Hun løb. Han havde ikke været forberedt, men hun løb og han vidste, at nu gjaldt det.

Uden tøven kastede han sig frem mod manden foran sig og skiftede skikkelse i bevægelsen. Hans kløer sank i kød og et skrig lød. Og kaos brød løs. Kun få havde set hans skikkelse og panikken gik som en bølge igennem tilskuerne. Det var ikke hans mål at slå ihjel, bare slippe fri, så han sprang hurtigt af manden igen og satte af efter Ella. Men ikke alle var bange, en mand sprang ind foran ham med et våben i hånden. Zofrost undveg, gled i sandet og skiftede retning. Lyden af en buestreng nåede hans ører i samme øjeblik som pilen fløj over hovedet på ham. Endnu et våben kom mod ham og prellede af mod hans skæl. Med en vild snerren slog han ud efter manden med sine store kløer. Han var omringet. Nej vent. Et hul i mellem to af de underlige bygninger. Igen sprang han frem mod en mand, denne gang med en pote om hans ben så manden væltede og derefter snoede han sig frem og ind i mellem husene. Og så løb han. Alt hvad han kunne i det tunge sand. Havde det bare været en eng eller klipper. Men nej, sand, der var umuligt at komme igennem.

Der var ikke langt ud til de vidtstrakte dyner af sand og han var fri. I månelysets skær strakte han ud, lod sin krop arbejde. Og lige som han troede, at han nok skulle slippe væk, ramte noget ham i siden og han væltede om i sandet med et smertefuldt piv. De isblå øjne så med panik mod hans egen sorte læderagtige side, hvor en pil stak ud. Den var tydeligvis skudt bagfra ham, som skaftet næsten lå ned over hans hofte. Den sad ikke dybt, men fulgte hans side, så den næsten trak ind under hans ribben. Et klynk kom fra ham og han forsøgte at komme på benene, men smerten skar igennem ham ved hver bevægelse. Han kunne ikke blive her. De ville finde ham. Og med den tanke lykkedes det ham alligevel at komme på benene. Først forsøgte han at nå pilen med tænderne, men han kunne ikke bukke så meget sammen, at han kunne nå skaftet. Han lod den sidde og begyndte humpende at gå. Blodet begyndte at dryppe og hans vejrtrækning var besværlig, men han kom fremad. Langsomt. Han var dødsdømt, hvis de fangede ham.

Ella kunne ikke ignorere de lyde bag sig, der fik hendes muskler til at spænde sig mere og kæmpe sig videre i sandet, så hurtigt som de kunne bære hende. Noget af hende skreg på at sænke farten. Vente på Zofrost og sikre sig at han var med. Skriget blev erstattet af ren kaos af lyde, skrig, råb og tomult, og alligevel fortsatte hun i samme høje fart. Det var først da en pil ramte ned foran hende, som hun med nød og næppe undgik, at noget af farten gik af. Mest af alt fordi hun trådte forkert og slog en fire-fem koldbøtter i sandet, inden hun var på benene igen og satte afsted i det stadigt varme sand.

Ella trak vejret i hårde stød, og mærkede hvordan friheden omgreb hende. Hvordan hun mærkede effekten af at være stukket af, og hvor sikker hun pludselig følte sig. Alle de positive følelser af befrielse, der blev bremset i det sekundt hun hørte det smertefulde piv. Hun kiggede tilbage over skulderen og så den store hund ligge i sandet. Nok til at hun stoppede, drejede om og løb tilbage. Zofrost havde været hurtig på benene, men var stadig langt tilbage i forhold til, og elverne kom tættere på.

Hun kom op på siden af ham og stilte sig på to ben, næsten menneskeligt, men med de dyriske træk i led og bevægelser. Hun kunne i denne form stå oprejst, men det så ikke naturligt ud. Poterne var ikke lige så effektive som hænder, men havde alligevel tre fingre der kunne lukke sig om pilens skaft. Hvor ubehageligt det end måtte være at få trukket pilen ud og dermed flænse hud og kød på vejen, var det den eneste løsning hun i sit forvildede hoved af panik kunne se. Hun var ikke den stærkeste men lagde alle kræfter i for at få den trukket fri, mens flere pile begyndte at regne ned, ingen der ramte, endnu.

Pilen gav endelig slip, sprøjtede blod tilbage i Ellas kridhvide pels, og Zofrost var fri igen. Pilen blev smidt og Ella sprang frem for igen at løbe på fire ben, denne gang i Zofrost tempo, for at sikre sig at han kunne følge med, eller for at føle sig mere sikker. Lige nu var hun ikke helt sikker på hvad hendes grundlag var, andet end overlevelse.