"Tak skal du have," sagde Venus halvt taknemmeligt til kropigen halvt overrasket over kandernes størrelse. Ved nærmere eftertanker, kunne hun vel ikke have forventet andet. Hendes accent var meget typisk for en der boede i Dianthos' lavere ringe, men der var stadig nogle bløde, rullende r'e efter bestemte bogstaver, som faldt lidt uden for. Der var masser af accenter, der havde disse bløde, rullende r'er. Hendes stammede fro Topalis. Under alle omstændigheder var hendes accent noget mindre elegant end Renaéls. *Pokkers til elvere,* tænkte hun med et opgivende smil og vendte tilbage til alkohollen.

Venus trak en af kanderne hen til sig og hældte op i sit krus, ca til et almindeligt glas ville være fuldt. Det svarede ca. til en tredjedel af den balje, hun havde mellem hænderne. Dernæst ventede hun på, at Renaél fulgte trop.
"Stil du det første spørgsmål, der er vel en tradition for at lade damerne komme først," sagde Venus og tænkte først over midt sætning, at den bemærkning ville komme til at bide hende i bagdelen.

Renaél så muntert på kanderne. Elvere var noget mere hårdføre, end mennesker, når det kom til alkohol (selv om de unge stadig var mere svagtdrikkende, end de ældre), men her så der ud til at være disket op med tilstrækkeligt til, at han ville kunne mærke det. Han fugtede læberne og fulgte trop med en kande.

"Som Damen ønsker." Svarede han kækt. Han betragtede et øjeblik Venus med en vurderende mine, mens lumske tanker formede sig i hans hoved. Det var ganske simpelt: man startede med et par yderst uskyldige spørgsmål, hvorefter man, så snart legen var igang, skiftede over til de mere frække af slagsen. Renaél tog sig selv i at begynde at smile smørret.
"Lad mig se.. Hvor er du vokset op henne?" Sådan. Et uskyldigt spørgsmål til at starte legen. Elveren tog en slurk af sine kande og skævede kort over mod en kropiges vuggende hofter, før hans fulde opmærksomhed igen vendtes mod Venus.

Denne specifikke kropiges hofter var så svajende, at selv Venus var blevet distraheret. Det skulle måske nævnes, at hun var blevet distraheret lidt tidligere, da førnævnte hofter bumpede ind i noget, Venus først troede var en kande. Dette fik et helt bord dværge til at rejse sig, eller måske rettede de bare ryggen, her var hun igen i tvivl, og buldrede løs på ikke særligt pænt krystallisiansk med tyk dragonisk accent. Det vil sige, de hidsede sig op, lige til de også fik øje på de vuggende hofter. Efter det havde Venus ikke lagt mærke til mere. En krodreng, hvis man da kunne kalde den unge mand det, med de mest dybblå øjne valsede forbi i modsat retning af førnævnte hofter.

"Undskyld? Jeg hørte ikke rigtigt efter," Venus smilede oprigtigt beklagende, "Nårh... Virkelig? Det er alt, hvad du kan komme med?" Venus' næse fornemmede, at der var en lunte at lugte, men regler var regler og svare måtte hun jo, var nemt det end var. Hun svarede afslappet og snusede lidt til indholdet i sit krus: "Jeg voksede op i Dianthos." Ville han vide mere, om hendes tragiske baggrund, måtte han stille bedre spørgsmål.

"Jeg tror ikke engang du har et svar til det her," hvilket opsummerede Venus' strategi meget godt, "Men nævn én ting, du ikke kan kan lide ved dig selv?" Stikket i retning Renaéls forfængelighed, var selvfølgelig godhjertet. Venus forstod udmærket, at det fulgte med de spidse øre.

Renaéls spidse ører opfangede larmen fra dværgene, som fik ham til at skære en grimasse. Der var noget med dværge og deres forråd af bandeord, som lød til at være langt mere rigt, end de fleste andre racers. I hvert fald var Renaél ret sikker på, at han ikke før have hørt sætning: "Har din mor ligget med en trold, din lille, hårløse snotklud!? Jeg går ud og dypper dit hoved i lokummet!"  

Han tog en slurk fra sit krus og havde næsten spyttet indholdet ud ved hendes næste spørgsmål. Hvad var det for noget at spørge om!? Han så på hende, øjenbrynet let løftet: "Åh, mine overarme kunne godt være lidt større.." Svarede han efter en lille tænkepause. Et lille smil spillede om mundvigene.
"Min tur!" Han lænede sig en lille smule frem ved bordet. "Så .. ser du nogen for tiden? Du ved, en romantisk interesse.." Hans øjenbryn lavede et lille vip, og han ventede spændt på svaret.

"Hmm, det må være rart at være så højt til hest," drillede hun småbebrejdende og med en undertone af, at spidsøren godt kunne have fundet på noget bedre.

Hvad angik dværgene, måtte Venus indrømme at hun kunne skumringstunge forfra og bagfra, men selv det sprog, de brugte i hovedstadens nedre bydel kunne ikke måle sig med dværgenes ordforråd. Idéen med skumringstunge var godt nok også at det skulle være uforståeligt snarere end grimt, men alligevel. Hun sad og lyttede småfascineret til dværgenes farverige ordforråd. Det var nu blevet til "Så I de øltønder der, drenge, man kunne drikke en hær fuld på den årgang!" efterfulgt af "Jah og hendes røv var heller ikke dårlig!" Dette fik Venus til at knibe øjnene forvirret sammen, og dværgene til at slå over i meget højlydt og meget skuffet dragornsk. Og så var det Venus' tur til nær at få væske galt i halsen.

Det lykkedes hende at sluge en alt for stor mundfuld i stedet for at spy den ud i retningen af Renaél. "Den, burde jeg have set komme," sukkede hun muntert og sad ret længe for et så simpelt spørgsmål og rynkede brynene. "Nej..." hun tog en slurk af sit enorme krus enten for at vædde halsen eller for at indtage alkohol, "Nej, det har jeg vel ikke." Så rømmede hun sig beslutsomt, fik sat smilet rigtigt på igen, hvilede armene på bordet og lænede sig frem. "Fortæl mig noget, du er rigtigt bange for. Og du kan ikke sige mænd med for mange muskler, eller elverdiplomater." Måske lidt under bæltestedet, men det fortjante han ved Azur også for dét spørgsmål.

Renaél havde selv placeret albuerne på bordet og lænet sig lidt fremad, da støjen i krostuen efterhånden var blevet så voldsom, at selv hans gode elverører havde svært ved at følge med. Et lille, smørret smil begyndte at lure i hans mundvige, da hun svarede. Hun tøvede godt nok lidt, hvilket betød, der kunne være noget - men det vigtigste var, at hun nu havde fortalt ham, at hun var "ledig". 

Venus næste spørgsmål fik dog hurtigt det smørrede smil til at fordufte. Hvad var det for noget at spørge ind til!? Det var som om, hun gerne ville ryste alle hans svagheder ud af ærmet på ham.. Han skævede et øjeblik i tavshed til kanden med alkohol foran sig. Det var lige før, han hellere bare ville drikke.
Efter et øjebliks tavshed, tog han dog en dyb indånding: "Jeg er bange for en dag at ende på røven, fordi jeg ikke er på god fod med familien, og hvis healerhuset ikke kan bruge mig, ved jeg faktisk ikke helt, hvor jeg skal tage hen." Han skyndte sig at tage en tår af kanden uden at se hende i øjnene. Dér. Han havde rent faktisk afsløret noget om sig selv.

For at aflede opmærksomheden og undgå, at hun spurgte mere ind til det, lod han blikket glide rundt i lokalet, og stillede sit næste spørgsmål: "Sig mig. Hvem her i lokalet synes du er mest tiltrækkende? Og sig ikke, at det er dværgen derovre.." Han så hende endelig i øjnene igen, og det lille, muntre glimt var vendt tilbage. 

Af uforklarlige årsager var Venus begyndt at drikke små slurke af alkoholen helt frivilligt. Da Renaél var færdig med at svare på hendes spørgsmål, var hun gået i stå midt i en, så hun nu sad med kruset over snuden uden at drikke og med meget hævede øjenbryn. Jo, hun havde da forventet et halvtamt svar, måske at han drik, hvis han følte sig mere ærlig. Hun havde oven i købet tænkt, at han nok ikke var bange for meget med elvernes selvtillid, men ikke oprigtigt svar. Han lød næsten menneskelig. Dette gav også Venus et mildt tilfælde af dårlig samvittighed, og fik hende til at kigge mut ned i koppen, der nu igen stod på bordet

Det holdt lige ind til Renaéls næste spørgsmål. Venus rystede smilende på hovedet og så rundt i baren efter, ham der passeret forbi dværgene tidligere. Hun pegede diskret op mod baren, hvor han nu stod og vaskede af: "Nu må du ikke tage det personligt, men jeg plejer at gå efter høj, mørk og flot." Hun holdt en kort tænkepause og besluttede sig for at være flink.
"Din tur, samme spørgsmål." Det var måske værd at notere sig, at Venus rigtigt nok plejede at gå efter de mørkhårede, men at denne specifikke mørkhårede barmand, også umiskendeligt lignede en elver.

Renaél sad lige som Venus og drak små slurke af sit alkohol. Det var bare så nemt, når det var lige foran en. Smagen af cideren blev også på besynderlig vis bedre og bedre, jo mere man drak af den. Der ville ikke gå længe, før de fik brug for et par kander mere .. og det kunne godt blive vanskeligt. Han kastede et blik i retning af den meget travle kro-disk.

Noget der kunne minde om et lille fnys kom fra elverens næsebor, som hun ytrede ordene høj mørk og flot. Hvad var der med kvinder og mørke mænd? Det var vidst ikke kun håret, men også noget med udstrålingen.. Renaél tvivlede i hvert fald på, at det ville have samme virkning, hvis han fandt noget magi, til at gøre sig selv mørkhåret. Han brugte lidt tid på at sidde og skule lidt i retning af gutten ved baren uden at tænke synderligt over, at vedkommende så elvisk ud, men skyndte sig at vende opmærksomheden tilbage mod Venus, da hun stillede ham det samme spørgsmål.

Aha! Nu skulle hun i hvert fald ikke have æren af, at han nævnte hendes navn! Næh, han studerede de nærmeste i rummet lidt, før han pegede i retning af en serveringspigerne. Hun havde gode proportioner, især omkring brystområdet, som nogle måske kunne finde på at sammenligne med en kurvet vase. Hun var, naturligvis, også rødhåret.
"Hende der!" Sagde han med en vis triumf i stemmen, før han tog endnu en slurk af sit krus. "Så.." Han lænede sig en smule fremad. "Har du set en nøgen elver før?" valgte han drillende som det næste spørgsmål.

Venus fulgte Renaéls blik rundt i kroen, med en ikke ringe nysgerrighed. Hans udvalg var selvfølgelig mere begrænset, men han lød så triumferende, da han havde fundet et svar på Venus' spørgsmål, at hun næsten mistænkte ham for bare at have fundet en eller anden, der ikke var hende. Så vendte kropigen sig rundt, og Venus måtte give sig for et stik af skuffelse. Kropigen var ganske køn og havde kurver, som Venus ikke ligefrem selv kunne bryste sig af. *Og så virker hun også virkelig venlig... Nå, skidt, så fik han da et nemmere spørgsmål.*

Venus tømte sit enorme glas og fyldte det op igen med resten af kandens indhold, inden Renaél fik stillet sit spørgsmål. Også hun havde bemærket manglen på cider og var begyndt at holde øje med, hvornår kropigerne og -drengene passerede forbi.
"Hmmnej, det har jeg ikke," svarede hun med et bredt smil. Venus havde besluttet, at halvelvere ikke talte med, "Med mindre jeres egne kunstværker tæller." Selv var hun ingen kunstekspert, men hun vidste et par ting og en af dem var, at hvis der var nøgne elvere i billedet, havde de sandsynligvis fra elverly. Hun tog en slurk til af sit krus og satte det ned igen. Det med kun at drikke, når deres spil krævede det, var nu officielt gået i vasken. Renaéls krus og kande så også ret tomme ud. "Jeg tror, vi skal bruge noget mere..." I netop det øjeblik fik hun øjenkontakt med den rødhårede kropige med det venlige ansigt, og så måtte man vel tage chancen og vifte hende over.

Venus lænede sig ind over bordet igen og vendte opmærksomheden tilbage mod Renaél.
"Elverkvinder eller menneskekvinder?" spurgte hun for at fortsætte lidt endnu med de nemme spørgsmål og med en lidt hævet stemme for at overdøve støjen. I et forsøg på høre elverens svar bedre med sine egne simple menneskeører, havde hun slappet mere af i overkroppen og strakt sig en smule længere ind over det lille bord. Der var lige plads nok til, at de kunne drikke af almindelige krus samtidig. Med de store krus, kom man ikke uden om at skåle mere eller mindre frivilligt.

Renaéls krus var efterhånden også ved at være halvtomt, men heldigvis var Venus allerede ved at skaffe nyt. Han kunne ikke rigtig lade være med at grine en smule af det med kunstværkerne. Det var en vis sandhed i, at elverne var frygtelig glade for at portrættere sig selv og andre som naturen havde skabt dem - udskåret i træ, malet på søjler eller lignende. Det var dog på et tidspunkt også lykkes ungelveren at skaffe et lille kunstværk, da viste de nøgne elvere i en lidt frækkere position. 

Kropigen var kommet hen til bordet, men Renaéls blik hvilede af en eller anden grund mere på Venus' skikkelse, der nu var bøjet fremad, fremfor den barmfagre kvinde, han ellers for et kort øjeblik siden havde udpeget. Han pegede på den tomme kande, og hun forsvandt for at fylde den op.

"Det kan jeg jo slet ikke svare på.." Sagde han muntert. "Elverkvinder er smukkere, men mange menneskekvinder har sådan lidt mere .. liv over sig. Det er svært at forklare." Det var ikke altid, at det blandt elverfolket var populært, at man omgik menneskekvinder på den måde. Der var også en vis ironi i det, for Renaél var lige så storsnudet som de fleste, der anså elverne som værende bedre end menneskeslægten. Det forhindrede ham dog ikke i at lægge an på de kønne af dem.

Han drak resten af krusets indhold og satte det på bordet. "Så .. når det nu ikke var en elver: hvem var den sidste, du så nøgen? Og ikke i badehuset.." 

Døren til krostuen gik op og ind kom Ulairi, en elver med lange spidse øre, bleg hud og løst siddende tøj. Han gik op til baren og satte sig på en stol og roligt ventede på en af de ansatte.

Mens han ventede kiggede han kort rundt i stuen og kunne ikke undgå at lægge mærke til at der sad en elver og snakkede med et menneske. Leveren mente han at have set før, men han kunne ikke huske hvor.

Et eller andet sted helt inderst inde, var hun ret glad for, at elveren ikke havde givet hende mere opmærksomhed, men det ville hun ikke indrømme over for hverken sig selv eller Renaél. Mens tanken strejfede hende, tømte hun indholdet af sit krus - der havde alligevel ikke være meget tilbage i kanden, og skævede så langt til siden, som hende øjne kunne vende, efter kropige, der bare blev viftet afsted igen.

Der gik lidt, før hun opfattede, at Renaél have åbnet munden igen for at besvare hendes spørgsmål. "Hvad?! Gider du sige det igen?" Hun havde opfanget noget om 'ikke svare', og lænede sig om muligt endnu længere ind over bordet for at høre resten. Der kom stadig flere gæster; hun lagde blandt andet mærke til endnu en elver, der var heldig at snuppe en barplads. Dværgene ved bordet bag dem var kommet over deres skænderi, og to af dem var hoppet op på bordet og begyndt at synge, mens resten hamrede i takt i bordet. Der gik ikke længe før resten af kroen fyldt med fulde, festglade folk fulgte trop.
Venus nikkede udtryksfuldt for at indikere, at hun havde godtaget svaret, og gjorde sig umage for at høre Renaéls modspørgsmål. Hun tænkte et halvt sekund og kom så tydeligvis i tanker om noget sjov og tog sig til panden, mens hun grinede. "Åh, det har været Cornelius. Det var i går... Den mand har ingen blufærdighed. Han rente rundt i køkkenet efter sit morgenbad i elverbadetøj (undskyld udtrykket), og selvfølgelig kom en af hans bedste kunder ind ad døren. Jeg ville ønske, det var første gang." Det var nok ikke det, elveren fiskede efter, men det måtte være hans problem.

Uden at tænkte over det sad Venus nu og klappede på bordet i takt med dværgene.
"Siden du har lidt svært ved at vælge mellem elvere og mennesker... Har du været sammen med en mand?" Halvvejs gennem spørgsmålet, overvejede hun, om det var spild. Hun havde det indtryk, et elvere var ret frisindede på lige præcis det punkt. *Arh skidt, bordet fanger,* konkluderede hun med et mentalt skuldertræk og lod sit hoved hvilke på den hånd, der ikke hjalp dværgene med at holde rytmen.

Den tiltagende larm i krostuen, navnligt fra dværgene, der var begyndt på en eller anden form for barbarisk dans, var mildest talt en smule distraherende, og Renaél måtte endnu engang læne sig frem over bordet for at høre, hvad Venus sagde. Han kom med en blanding af en latter og et fnys over hendes svar. Elverbadetøj! 
"Cornelius .. er det din læremester?" Spurgte han forsigtigt. Han mente, at hun havde nævnt noget om det tidligere, men når det kom til stykket, vidste han jo egentlig ikke specielt meget om Venus' personlige liv. 

En skrålende krogæst havde nær væltet over Renaéls fod, da han forsøgte at passere forbi bordet, og adskillige bandeord om snorsnudede spidsører haglede ned over ham. Renaél flyttede hastigt foden og kneb øjnene sammen. Han forsøgte at sende manden et ondt blik, men ville helst ikke svare igen - gæsten var noget større end Renaél var. 
Da manden hurtigt glemte alt om elveren og næste vers af sangen begyndte, halvråbte han ind over bordet: 

"ER KROERNE ALTID SÅ LARMENDE HER I LANDET?" 

Måske var det bare Renaéls ører, der var følsomme, men han synes godt nok, at det var noget ud over det sædvanlige. Sådan en opførsel ville man aldrig se i Elverly.

Et par nye kander endte endelig på deres bord efter at det var lykkes kropigen at bane sig vej gennem menneskemængden, og Renaél tog omgående en stor slurk, med det resultat, at han var ved at spytte det ud over sig selv på grund af Venus' næste spørgsmål.
"NEJ!" Udbrød han lidt for hurtigt, tørrende sig om munden med bagsiden af hånden. "Hvad er det dog for noget at spørge om!?"

Gennem råben og syngen, hvis man da kunne kalde det det, opfangede hun noget med 'Cornelius' og 'læremester' i en spørgende tone. Hun nikkede kraftigt, som om støjen også kunne gøre det svært at se hurtigt efterfulgt af passerende svimmelhed. Da deres bord et temmelig lille et af slagsen, hørte hun til gengæld klar og tydeligt den gale kæmpe, der skældte Renaél hæder og ære fra, som hun ellers kun havde hørt gamle damer gøre det. Hun kneb hævntørstigt øjnene sammen, som små hunde gør, når de glemmer størrelsen på deres modstander: "Måske skulle du lære at bruge øjnene, dit.... dit skvadderhoved!" Hun nåede at blive helt færdig med sætningen, inden det gik op for hende, at skvadderhovedet overhovedet ikke havde ænset hendes tilstedeværelse. Til gengæld prøvede elveren at trænge igennem.

"HVAD? KARME?! JA, DEM... NÅÅÅÅÅRH! NEJ! ... I HVERT FALD IKKE SÅ TIT!"

Da de nye kander kom på bordet, blev der råbt tak efter kropigen, som nok heller ikke hørte noget. Venus så overvejende ned på sit tomme krus og kanden, løftede så kanden og skænkede koncentreret endnu et krus op. Hvad hun lavede var at recitere gaderne væk fra Dianthos' markedsplads i hovedet, samtidig med hun hældte. Konklussion: Alle navne husket, mens hun lavede noget andet. Hun kunne godt tåle lidt mere og tog en stor slurk, mens hun lyttede semi-fokuseret til Renaéls svar.

"JEG TROR DU LYVER!" hun smilede bredt, "DRIK!" Hun vidste godt, det var lige meget på det her tidspunkt, men regler var regler, og elveren skulle drikke.

Renaél så overasket på Venus' vrede udbrud. Han havde ikke forventet, at hun ville komme ham sådan til forsvar, men på den anden side: man sagde jo, at rødhårede kvinder havde lidt af et temperament. Blandt andre ting.. Det gik op for ham, at et lettere smørret smil havde bredt sig over hans læber, mens han betragtede hende skælde ud, og han skyndte sig at få det tørret af ansigtet. 

Så snart Venus havde hældt op, rakte han ud efter kanden og skænkede til sig selv. Der skulle en del alkohol til at gøre bugt med en elver, men han synes, at han følte sig en smule let i hovedet efterhånden. Ikke noget særligt, men nok til at gøre det en smule vanskeligere at lyve..

"HVAD!? NEJ!" Med en rædselsslagen mine satte han sit krus ned på bordet foran sig. Hun troede da forhåbentlig ikke .. at han var til mænd? "DET VAR IKKE MIN SKYLD, AT HAN HAVDE FORVANDLET SIG TIL EN KVINDE!" Halvråbte han, før han kom til at tænke sig om.

Venus grinede højlydt. "Hahaha! Vent, jeg skal lige forstå det rigtigt," hun trak vejret, "Din undskyldning er, at du ikke vidste, at ham, du hoppede i dynerne med, var en mand, og det derfor ikke tæller?!" Hun grinede videre indtil det endelig lykkedes hende at få vejret - og stoppe et mildt anfald af svimmelhed af luftmangel og ingen mangel på alkohol. Det var tydeligt nok, at Venus grinede mere af situationen og de tilhørende billeder, hun nu havde i hovedet, end hun grinede af Renaél. Eller det håbede Venus i hvert fald. Under alle omstændigheder skulle Ren ikke være bekymret for, hvad hun troede, han var til. For en elegant elvermand, der gik så meget op i hvilke tæpper, der passede til hvilke gardiner uden, at det havde det mindste at gøre med interiourdesign, var han tydeligvis mest til kvinder. Hvis hans historie beviste noget som helst, var det da hvor ivrig, han kunne være.

Hun stoppede endnu et grineflip, inden det kom ud. "Så vil du tale om det, eller vil du stille et spørgsmål?" spurgte hun og smilede barmhjertet, mens nysgærrigheden lyste ud af begge ører.

Renaél var blevet knaldrød i ansigtet og havde pludseligt fået umådeligt travlt med at se sig omkring for at sikre, at der ikke var nogen ved bordene i nærheden, der havde hørt, hvad der var blevet sagt. Lige pludselig var han meget taknemmelig for støjniveauet i krostuen!

"Det er da en udemærket undskyldning! Han havde du ved.. alle kvindedelene! Hvordan skulle jeg have vidst det?" Sagde han fornærmet. Han synes godt nok, at hun grinede lige lovlig meget af situationen.. 
Så længe hun ikke troede, at han på nogen måde var til mænd!

Med en slukøret mine greb han ud efter sit krus og begyndte at drikke. Han satte det først fra sig, da det næsten var tomt. "Jeg synes ikke helt, at denne her leg går så godt for mig." Brokkede han sig.

Venus havde virkeligt svært ved at hoholde grinene tilbage og forsøgte at holde dig for munden, hviklet bare resulterede forskellige variationer af grynt. Renaéls "beskrivelse" af sin oplevelse hjalp over hovedet ikke!

Efter lidt tid holdt hendes mellemgulv op med at krampe længe nok til, hun kunne tage en dyb indånding og tørre en tåre væk fra øjenkrogen. Så sjovt var det egentlig ikke, var det? Hun kunne have misset en gade eller to, da hun listede dem op før, tænkte Venus. Nej, det var altså virkeligt sjovt. Men nu havde hun også medlidenhed med elveren. Hun tømte solidarisk sit eget krus.

"Nej, det går da fint ," fnisede hun, "Kom nu, du kan få *fnis* to spørgsmål" prøvede hun og løftede tre fingre for at indikere antallet. Hun havde helt sikkert glemt en gade.

Renaél rakte ud efter kanden og tømte det resterende indhold i først sit egen, så i Venus' krus. Han fortsatte med at drikke - stadig rød om ørerne. Rummet var efterhånden begyndt at snurre en lille smule.

Adskillige spørgsmål senere, som han den næste hovedpineramte dag ærgrede sig gevaldigt over ikke at kunne huske, væltede den fulde ungelver svejende ud af kroen. Healermesteren var alt andet end glad, da han fandt sin lærling snorkende og stinkende af alkohol i elverlejren.

/out

Venus vågndede overraskende nok op i sin seng derhjemme. Hvordan hun var kommet derhen, kunne hun ikke huske. Til gengæld havde hun svaret på nogle spørgsmål, som hun meget tydeligt kunne huske, hun ikke skulle have svaret på. Teknisk set kunne hun ikke huske spørgsmålene... eller svarene. Det vigtige var, at Renaél måske kunne. Åh, hendes hoved gjorde ondt.
Normalt hørte hun ikke Cornelius' fodtrin på trapperne, men siden hun kunne høre træerne gro i skoven uden for byen, var elverfødder barnemad. "Jeg håber, det var anstændige folk, du var ude med denne gang," han stak hende en drik, der bare skulle ned i et drag. Forhåbentlig havde han fået ingredienserne blandet rigtigt denne gang.

/out