han står afventene indtil han hører hendes stemme han hopper ned fra træet og har stadigvæk ikke sin rustning på endnu, han går stille hen imod klonen og stille sig helt hen til hende " hmm tanken er noget helt andet " han står stille og betragter klonen som nu ikke ved er en klon endnu, smiler lidt og står og ser på de steder han har ramt hende, han smiler lidt og bevæger sig helt hen til hende og ser på hende han læner sig helt hen til hende sådan han står helt op af klonen " hvad tror du om mig " siger han blot og kysser klonen på munden hvor efter han træder et skridt tilbage og hopper så op i træet igen og sætter sig på en gren der oppe og ser ned på klonen " nårh jamen sig mig så hvor er den rigtige af dig " han smiler lidt han ved nu godt at denne mørkelver åbenbart også kan lave kloner af sig selv hvilke gør det hele mere spændende han kigger sig omkring og kan kun se det som han kunne efter lynet var slået ned.
men denne gang havde han lidt mere at gå efter han vendte sig i den retning hvor den rigtige xelira sad men det var stadig et stort område så han vil ikke kunne finde hende med mindre hun gav en lyd fra sig og det måtte snart godt være da den lammelsen han havde brugt imod hende nok inden for den næste time vil begynde at aftage også vil hun være nogenlunde klare.

Klonen kiggede lidt småfornærmet på Kravenoh idet han kyssede hende, men gik ikke til yderligheder. "Så ...!" sagde klonen og kiggede efter sortelveren der sad i træet "Hvad afslørrede mig?" Fortsatte hun i et toneleje der på ingen måde havde så meget af et strejf af bitterhed. Havde det været den ægte Xelirateis han havde givet et kys, havde hun klappet ham den største lussing tiderne havde set.
"Og hvis Deres intentioner ikke er, at vi skal slås til tidernes morgen, hvad i alverden havde De så forestillet Dem?" fortsatte klonen, og begyndte så at rode lidt med staven, nu hvor Kravenoh havde gennemskuet, at det ikke var den rigtige Xelirateis, kunne hun lige så godt stoppe med at agere lam i venstre arm og ben.
I mellemtiden var den ægte Xelirateis begyndt en slags massage på armen, der forhåbentligt ville få lammelsen til at forsvinde hurtigere, takket være mange års studier kendte hun et par teknikker, men der ville stadig gå et godt stykke tid inden det ville forsvinde, det var der ingen tvivl om. Dog forblev hun så stille som hun overhovedet kunne, især nu da Kravenoh tilsyneladene havde fået færten af hvor hun befandt sig.

han sidder oppe i træet og smiler llidt " hvad afslørrede dig ja, for det første så mester jeg at lave skyggekloner
og da jeg så kom tæt nok på din skyggeklon bemærkede jeg de nåle jeg havde placeret i dig ikke vidste de lammelser du havde fået" smiler han blot og ser så imod det område hvor han ved hun befinder sig inden for, han hopper ned fra træet igen og bevæger sig hen imod det område den rigtige xelirateis sidder, men dog ikke lige præcis der hvor hun sidder, men kun få meter fra der hvor hun sidder men han var nød til at finde det helt rigtige sted hvor hun sidder, han stopper kort op og smiler lidt. "tja tror bare jeg vil tappe dig for energi også msåke dræbe dig med mindre du har en bedre ide" han folder hænderne sammen og lidt efter åbner han hænderne og ud kommer der en masse ild rettet imod det sted hvor han ved hun befinder sig, så hvis hun ikke flytter sig så vil hun blive ramt og hvis hun bevæger sig så vil ha kunne hører hendes bevægelse hvilke vil gør at han vil vide hvor hun befinder sig. han står helt stille og afventer hendes næste bevægelse som han meget gerne skulle kunne hører hvilke gør ham i stand til at se hende for sig.

Xelirateis klon trak på skuldrene inden hun forsvandt i en tåge der hurtigt fortog sig, der var ingen grund til at bruge energi på at opretholde en illusion som, Kravenoh alligevel ikke troede på. Idét Kravenoh begyndte at komme tættere på, tog Xelirateis sine forholdsregler, og samlede sin stav op, i tilfælde af at han alligevel skulle finde hende. Hendes ben var stadig lammet, dog kunne hun begyndt at mærke en svag stikken, hvilket betød, at der ikke ville gå så længe, før at hun havde følelsen tilbage, men nu var benet også en større kropsdel, det var naturligt at lammelsen fortog sig hurtigere der, det så dog også anderledes ud for hendes venstre arm, der stadig hang slap og livløs ned langs hendes side.
Kravenoh stoppede ikke mange meter fra hende, og hun måtte gøre sig umage for ikke at sige en lyd, hans angreb kom dog voldsomt bag på hende, og hun nåede derfor akkurat kun lige at kaste sig ned bag den store gravsten hun sad på, og var dermed i sikkerhed fra Kravenohs flammehav, og hun var udemærket klar over, at han nu kunne se hende. Kort bed hun sig i læben, før hun med en smule besvær rejste sig op og stirrede irriteret på den mandlige sortelver. "Slå mig ihjel? Det er da den mest sindsyge idé jeg længe har hørt!" knurrede hun imod ham, inden hun svang sin stav i en let bue, og derefter pegede på Kravenoh, endnu stående bag gravstenen i tilfælde af at han skulle finde på flere tricks.
Omkring Kravenohs ben begyndte der at sno sig et tjørnekrat, med ualmindelig lange torne, der ville gnave sig ind i hans kød, hvis han ikke flyttede sig, eller rettere sagt ville han opleve, hvordan hans kød blev gennemboret, og revet fra hinanden, uden at der i virkeligheden var sket ham noget som helst, han ville dog opleve både syn og smerten nøjagtigt som den havde været, hvis tjørnekrattet faktisk havde eksisteret, en af Xelirateis gaver var nemlig, at skabe illusioner så virkelige, at folk næsten aldrig vidste at det var illusion, med mindre de var bogligt ualmindeligt kloge.

da han har sendt ild efter hende hører han hende og smiler "arhha" han står kort og ser over på den sten hun er bag ved indtil han mærker noget nede ved hans fødre han kigger ned og ser en masse lange torne som er ved at borer sig ind i ham. han forsvinder op i en form for skygge røg og dukker så op lige henne ved siden af xelirateis han ser på hende "altså det kan godt være det er det mest sindsyge du har hørt, men sådan er det jo " han smiler lidt hvilke han har gjordt metget i løbet af den her dag men det er fordi at denne mørkelver har virkelig moret ham. han ser på hende "hvordan har armen det " siger han provokerende og kigger på hendes arm, han ser så på hende og sender hende et sødt smil og rækker så hånden ned i hans hyldster han har i hans blet, og trækker en pille op af den, han ser på hende " ved godt du ikke stoler på mig men dette vil gør at lammelsen forsvinder inden for 5 - 10 min " han lægger pillen på den grevsten som de står ved hvor efter han træder et skridt tilbage for at visse at han vil skåne hendes liv selvom at meningen aldrig har været at dræbe hende, men kun lege med hende. han står afventene og ser på om hun tager imod den pille han har lagt på stenen som vil få lammelsen til a forsvinde. "men fortæl mig lige hvad gør den der stav enlig " siger han bare sådan lige pludselig uden rigtig at tænke på det han lige har gjordt overfor hende, han har kyssede hendes klon selvom han vil have gjord det ved den rigtige xelirateis hvis han fik chancen, og lammede hende ben og arm men sådan er han bare. han står afvente for at se hvad hun siger til dette eller hvad hun vil gøre.

Xelirateis stirrede stift på Kravenoh idét han dukkede op ved siden af hende, de mørkeblå øjne lynede af raseri, og havde hun været den mindste smule våbenkyndig havde hun gennemboret ham omgående, men nu har situationen desværre ikke sådan, og hun kunne ikke engang stikke ham en solid lussing, da hendes arm, som ikke holdt staven var totalt lam.
"De burde skamme Dem!" snærrede hun bidsk til ham, hvis han kom inden for rækkevidde ville hun ikke tøve så meget om et sekund med at suge ham tom og tør for energi, og én ting var sikkert, det skulle ikke tage hende mange minutter! "Deres slægt må være skuffet over det sørgelige resultat af en æreløs sortelver De er blevet!" fortsatte hun, og skævede ikke engang så meget som til pillen han havde lagt, aldrig om hun ville tage imod hjælp fra en som ham! "Jeg ville aldrig, aldrig siger jeg Dem, tage imod hjælp fra en som Dem, og dermed har jeg heller ikke i sinde at oplyse Deres tomme sind om noget som helst!" snærrede hun med et blik der kunne slå ihjel. Folk som kendte Xelirateis ville vide, at hun var lige ved at koge over, da hendes temperament havde det med at eksplodere til tider, hvilket skete yderst sjældent, men Kravenoh havde ikke haft mange problemer med at frembringe det i hende!

han bliver lidt overrasket over den måde hun tog det hele på, han ser på hende med et ligegyldigblik
"skuffede tja måske men du kender ikke til mit folk og jeg kender ikke til dit og ære ved du slet ikke noget om da der findes på forskellige måder" dog var kravenoh folk ikke helt som han var men havde dog lært noget af hans folk som han medbringer altid, han ser på pillen som hun ikke har rørt "okay ingen hjæp " han rækker hånden frem imod piller og pillen brænder op. han ser så på xelirateis som han virkelig åbenbart har bringet hendes pis i kog han smiler blot til hende han kigger op i træet hvor hans rustning stadig hænger han hopper kort og hurtigt op i træet og tager den på, også hopper han ned til hende igen og går lidt tæt på hende sådan de har 1 meter's afstand til hinanden, selv gad han godt af vide hvad den der stav kunne han står og betragter den, han tager hans ene hånd om bag på ryggen og ser så hen på hende hvor efter han træder et skridt tætter på hende og holder blikket kun på hende uden at blinke eller noget, han ved at han ikke skal undervudere hende og det gør han skam heller ikke. han står ikke mindre ind 30 cm fra hende og stirer hende ind i hendes øjne med hans helt hvide tomme øjne

"Ha, tro mig, jeg har studeres sortelverslægte i flere år, jeg ved godt hvad mulighederne er for hvilket folk De stammer fra!" snærrede hun fortsat "Og uanset hvor Deres sølle legme er opstået kan De kun være blevet udstødt!" Sagde hun så med et lille smil, mens hun fulgte ham med øjnene, han var vel ikke engang værd at spilde energi på, med mindre han blev or nærgående, som han før havde været.
Idet han trådte tæt på hende gik hun et skridt tilbage, langsomt lagde hun hovedet tilbage og studerede ham, hun havde flere ideer til at håndtere situationen, men det kom helt an på hvordan Kravenoh havde i sinde at opføre sig fremover. HUn brød sig desuden ikke om den måde han kom tæt på hende på, det virkede omklamrende på en klam måde, og så var Kravenoh også lidt højrer, og væsentligt bredere end hende. hvilket fik hende til at føle sig lille.
Hun kunne mærke hvordan hendes venstre ben begyndte at summe og snore, og hun kunne langsomt begynde at vippe lidt med foden, der var dog stadig ikke så meget liv i armen, desværre

han ser undrene på hende " hvis du har studeret sortelverslægte længere så burde du da vide hvilken en slægt jeg stammer fra ?" siger han søgene men han bestemmer sig for at handle, han forsvinder op i en røg sky og i det moment er forsvundet dukker han op igen men det er en skyggeklon han har lavet i hans tomhed han forsvinder hen i inden han dukker op igen men det er bare en skyggeklon der dukker op først, den rigtige kravenoh er stadig et sted i tomheden, klonen trækker 3 lammelses nål som sidder mellem hans knoer, hvor efter han kaster dem efter xelirteis, den ene har retning imod den hånd hun har staven i sådan hvis den rammer vil hun tabe den. den anden imod hendes hals som vil lamme hendes krop hvis den rammer og den sidste imod hende knæ som vil gør hun ikke kan støtte på det ben. " kan se du er ved at kunne mærke dine ben igen " siger klonen med et smil på læben alt styret fra den rigtig kravenoh som stadig er gemt i tomhedens mørke

"Jeg går ud fra at Deres slægt ikke er værd at vide noget om!" sagde hun så bare med en kold tone, før Kravenoh igen forsvandt i den blå luft. Xelirateis prøvede at lokalisere ham, men det eneste der kom frem, var endnu en af hans skyggekloner. Men idet klonen kater nålene dukker Xelirateis sig afværgende, og nålen med kurs mod hendes ben rammer, modsat de to andre. Stalle bander sortelverkvinden for sig selv, som hun trækker nålen ud, og den summende fornemmelse vender straks tilbage. Satans!
Hurtigt rejste hun sig op, og gik 10-15 meter væk fra Kravenohs skyggeklon, før lammelsen sætter ind, og forhindre hende i at gå længere. "Hvad i alverden er der galt med Dem?" snærrede hun, før hun slog en række bevægelser med sin stav, og en stor drage af sten brød op ad jorden, med retning mod Kravenohs klon

klonen smiler " min slægt er fortid og den siger ikke mig noget mere " han ser at han rammer hende igen hvilke gir ham chancen for at ha hende et sted i stedet for at skulle følge hende. hans smil forsvinder lidt da han ser hende påklade en drage af sten "hvad fan...." når han blot at sige da han opdager at den er på vej hen imod ham, klonen går et par skridt tilbage, hvorefter klonen folder hænderne sammen og påkalder selv en ild drage der er lige så stor som sten dragen. men ide dragernes kamp skal til at bekæmpes dukker den rigtige kravenoh lydløst op lige bag xelirateis og tager fat rundt om halsen på hende og holder hans arm godt om hende sådan hun lige kan trække vejret lidt " jeg ved ikke hvad jeg har gang i, men hvis jeg var dig vil jeg stoppe den der sten drage og holde dine hænder og stav i ro." siger han imens han holder grebet om hendes hals .

Xelirateis smilede stort da hun så klonen udtryk da dragen kravlede op ad jorden, naturligvis, som alt andet, ikke en ægte drage, men blot en illusion. Dragen hastede imod ilddragen, som slet ikke lod til at genere Xelirateis stendrage, der sultent hamrede ind i siden af ilddragen i sin jagt på at få fat i Kravenohs klon.
Kvinden rakte begge hænder i vejret, inklusiv den der holdt staven, og dragen voksede et par meter, igen smilede Xelirateis ventilfredst, indtil hun mærkede en stærk arm som hendes hals, der fuldstændigt blokerede hendes luftveje. Et par sekundter hev hun kæmpende efter vejret mens hun stødte albuer imod Kravenohs mave, desværre var han meget stærkere end hende, og for Xelir virkede det som dødt løb.
I Stedet begyndte hun hurtigt, at suge energien ud af Kravenoh da hun nu havde kropskontakt med ham, men som Xelirateis blev trættere af luftmangel, gik den store kæmpende stendrage op i sort røg, og forsvandt

klonen står stadig og kæmper med sten dragen som voksede sig større, men da den rigtige kravenoh havde fat i xeæir og forhindrede hende luftveje i at nå frem og tilbage mellem dragen og hende ser han at den forsvinder stille og rolig et smil kommer frem på læben af klonen.

kravenoh står og holder godt om xelirateis og mærker hende albue ind i hans mave men har ingen virkning på ham. kravenoh mærker lige pludselig noget mærkeligt i hans krop, han holder stadig grebet fast, og ser så over på klonen som forsvinder op i røg og dragen er storset osse væk. han holder grebet om hende men han kan mærke at han ikke er så på toppen som han var før. " hvad har du gang i " hans greb mister stille og rolig kræften til at holde om hende.
hun burde kunne mærke alt den ondskab kravenoh energi besidder, og for hende kan det blive en afhængihed hvis hun blev ved med da hans energi er en sand indsprøjtning af styrke, rend ondskab, hurtighed.

Xelirateis anstrengte sig virkelig for, at det skulle gå hurtigt med at trække energien ud af Kravenoh, især hvis hun skulle overleve hans kvælningsforsøg, enkle øjeblikke måtte hun kæmpe for at holde bevidstheden, indtil han slap hende. Hun åndede lettet op, og stirrede så på Kravenoh, inden hun tog et solidt greb om hans hals (?), og begyndte at suge endnu mere energi ud af ham, på trods af at hun snart ikke kunne rumme mere.
Pludselig slap hun, og vraltede lidt væk, hendes ben var stadig lammet, så hun satte sig på en gravsten ikke mange meter fra Kravenoh, hun var begyndt at få det smådårligt, hvorfor vidte hun ikke, men hun vidste, at hun ikke var i stand til at rumme både Kravenohs og hendes egen energi.
Roligt knugede hun sin højre hånd, og begyndte så at åbne den langsomt hvor en stor sort knitrende kulge kom til syne, og da den va ca. på størrelse med en basketball tyrede hun den af alle kræfter mod en af de gamle ruinbygninger som stod 100 meter væk, hvor kuglen slog et stort hul, og den ene væg af det gamle kapel blev mere eller mindre til støv. Xelir åndede lettet op, men rettede så et ondskabsfuldt blik imod Kravenoh "Og hvad skal vi så stille op med Dem?" spurgte hun så, tydeligvis påvirket af de energier der normalt strømmede igennem den anden sortelver

da han står helt udmattede og tappet for energi. ser han på hende ide hun tager fat om hans hals og tapper mere energi ud af ham. han kan næsten ikke stå på bene mere da hun slipper grebet om ham, han når lige at se at hun vralter lidt væk og sætter sig på en gravsten lidt væk fra ham, han sætter sig op af en gravsten som er lige ved siden af ham da han ikke helt er på toppen, han sidder og kigger over på xelirateis som står og leger med den kraft hun nu er i stand til beherske, han ser den sorte energi kugle hun sender igennem ruinmuren 100 meter der fra. han ser over på hende, og det er gået op for ham at hun har tappet ham for energi og hans energi er i hendes krop. han prøver at rejse sig op ved at støtte imod gravsten. han vender blikket imod hende og smiler en lille smule " jamen du kunne gi mig et kys for mit gå på mod " siger han smilene. det kan godt være at en hver anden person nok ville have opgivet sig eller noget men kravenoh er støbt af noget helt særligt. han går stille og rolig hen imod hende men han går ikke så hurtigt da han er svag lige i øjeblikket

Xelirateis nyder godt af Kravenohs energi, det ville være tydeligt for enhver, nok mest på grund af at de er af samme race, at hun er i stand til at udnytte hans energi fuldt ud. Hun rejser sig hurtigt op og lægger hovedet lidt på sned, følelsen i hendes arm er endelig så småt vendt tilbage, og hun smiler stort til Kravenoh, inden hun finder en lille kniv frem, ikke større end en dolk, men meget kønnere. Tydeligvis designet af sortelvere, men udformet af dværge. "Det kunne jeg gøre.." siger hun så fortsat med det lille smil. "Eller vi kunne finde ud af hvor meget en sortelver faktisk ligner en elver anatomisk. Hvad siger De til det?" griner hun så, og ser fortsat på Kravenoh der meget langsomt kommer tættere på, uden selv at bevæge sig, da hun endnu ikke kan mærke sit ene ben.

han stopper op lidt af vejen hen imod hende, det hele føles tungt for ham så han tager hans rustning af og ben skinner og alt det rustning han nu har på så han til sidst kun har bukser på støvler på, han retter sig op og bevæger sig stille hen imod hende " nej synes du skal holde dig til det første " han kommer tætter på hende og står 1 meter fra hende
og smiler til hende " nå hvad blev det til " han står afventene og kigger på den fine kniv hun har fremme. kravenoh ved at hun ikke vil kunne finde på a dræbe ham så han håber lidt på at hun give ham hvad han vil ha, selvom han ved at hun er meget stærkere ind ham ,men han har et es i baghånden hvis det skulle komme sådan at hun vil ham noget ind han vil have hende til.
kravenoh knytter hænderne lidt og kan mærke igennem hans krop hvor meget hun har tappet af hans energi, han ved med sikkerhed at hun har langt over 100 % energi i sin krop og han har 15 % og bruger 10 af dem på at stå oprejst så de sidste 5 skal bruges hvis det ener i en kamp på det sidste men lige nu vil han helst ha at noget andet sker for hendes og hans skyld men nok mest for hans.

Hun grinede kort at klappede ham på brystet med den lille kniv, med den flade side vel at mærke. "Ha, så lad os aftale, at jeg får lov til at skære Deres torso op og kigge lidt på det, og så kan De få et kys til gengæld?" sagde hun så, og sendte ham et par store usyldige øjne, selvom uskyld nok var det sidste man kunne forbinde med Xelirateis. Hun havde dog ikke i sinde at give ham et kys, eller noget der mindede om, slet ikke efter den behandling han havde givet hende, hun var den stærkeste nu, og det nød hun godt af og endnu bedre vidste Kravenoh det også godt. "De ser lidt småkvæstet ud, måske skulle De sætte dem lidt ned!" afsluttede hun så i en provokerende tone

han smiler blot "nej vil slet ikke have dig til at rør mig efter det der sidst skete da jeg rørte dig" han kigger ned i jorden i et kort øjeblik og ser så op på hende, "hmm måske har du ret" han sætter sig på en gravsten 2 meter fra hende da han vil holde sig på afstand. han kigger på hende og smiler, ide han smiler til hende tager han den ene hånd om bag sig og kører hans hånd hen over de ar han har på ryggen, han tager 3 sorte kugler ud af hans ar og tager dem om foran sådan han kan se dem ordenligt, han vender blikket op på hende " skulle vi lege igen " et smil kommer frem på hans læber, det hun ikke ved er at de 3 kugler fremkalder energi men har også ulemper for de holder kun i 10 min alle sammen og bliver kun brugt til at slippe væk fra dusør jægerne hvis man bliver fanget af sådan en, og kravenoh har aldrig brugt dem før så han ved ikke hvordan de vil reagere på hans krop, det eneste han ved var at det nok snart var tid til at tage en. han overvejer det kort og tager så en. han ser på hende " jeg ved at du ikke er i stand til at styre den energi du har fået hvis du er så stærk som du nu er, så synes jeg du skal dræbe mig for så kan du gør lige hvad du vil med min krop bagefter," han rejser sig op hurtigt og stormer hen imod hende og lige og 1 meter fra hende forsvinder han.

"Nah.." brummede Xelirateis og betragtede de kugler han holdt i hånden, hun havde aldrig set noget lignende, så hun anende heller ikke hvad det var, eller hvad effekten af dem gjorde. "Det vile jo ikke gjælpe mig, når skal jeg studere Deres organer mens De er i live, ellers kan man jo ikke undersøge den fulde effekt!" sagde hun så, og vendte så hovedet imod Kravenoh der i det samme kom farrende imod hende, og det eneste hun nåede at gøre var, at stikke ud efter ham med den lille kniv, men i det samme endte han i en røgsky og forsvandt. En lille uro gik igennem Xelirateis, hun hadede ikke at vide hvor han var, og desuden brød hun sig ikke om, at han pludselig havde fået så meget energi, hvordan kunne han det, når hun lige havde taget det hele fra ham? En tanke slog ned i hende, de sorte kugler, det var sikkert derfra han havde fået energien.
Hun satte hurtigt den lille finde kniv på plads, og dannede roligt en lille energikugle i tilfælde af, at han skulle dukke op