Xelirateis stirrede stift på ham da han satte sig på hug
"Hvad jeg er, og hvordan min opførsel har været overfor Dem har de selv bedt om!" snappede hun så bidst efter ham, mens hun kigger på det jord han bruger som matafor
"Og mit møde med Dem ændrer ingenting! intet!" hvislede hun, mens hun lod blikket følge Kravenoh. En kold fornemmelse rislede ned langs ryggen på hende da hun så, at han låste porten.
Hvorfor er han sådan? Hendes øjne skød næsten lyn, hvor vovede han at bure hende inde sådan, som et dyr han kunne lukke inde når det passede ham? Han kunne tro nej!
"Hvad havde De forestillet Dem?" sagde hun med en spids tone, der tydeligvis indikerede, at hun var ved at være træt af hans små gemmelege og tricks. Mest af alt havde hun lyst til at sparke han i brystet, så han ville ryge flere meter tilbage, og slå sig noget så frygteligt, desværre vidste hun med sig selv, at hun ikke engang ville have kræfter til at vælte ham omkuld, selv når han sad sådan, på hug.
~*~Billede fundet på google~*~