Et selvtilfredst smil breder sig over Argons læber, da han tager to lange skridt hen imod de to sladretanter, stadigt kiggende lidt ned i jorden. Han gjorde tegn til Into om at hun bare skulle blive stående. Denne her kunne han godt klare selv.
"Jamen mine herrer dog," sagde han blødt og fortsatte frem mod dem. "Hvis I taler om os, hvorfor så ikke inddrage os i samtalen? Det kunne jo være, at vi kom med nogle interessante tilføjelser til jeres i forvejen gennemførte og slet ikke overfladiske, ej heller nedladende kendskab til, hvad jeg foretager mig for tiden."
Den her kunne de ikke lade som om, ikke var henvendt til dem, da han havde sat kursen direkte mod dem. "Men jeg må desværre rette på dig, hvor meget det end må skære mig i hjertet, min gode herre," sagde han til Josef. "For jeg må desværre rette deres lille, lettere racistisk betonede kommentar, til 'halvelver'."
Han frydede sig virkelig over denne her mulighed for ikke blot at kunne få de to til at føle sig voldsomt udsikre, for ikke at nævne fordi han kunne fyre en ordentlig mængde kultiverede ord af, som han så sjældent fik brugt normalt. Han lod blikket køre fra Elias' til Josefs ryg og tilbage igen. Hvem af dem kunne han få til at bralre ud med et eller andet forvildet modsvar først? Et sikkert gæt ville nok være Josef, eftersom han lige havde tysset på den anden mand, hvilket beviste, at det var ham, der bestemte her. Hvis den anden arbejdede for ham, ville han ikke sige noget. I hvert fald ikke med det samme. Derfor ville det nok være sjovt at prikke lidt verbalt til ham først. På den anden side, så kunne det være at chefen var sjovere.
Han kunne ikke rigtig bestemme sig.

"Den utiltrækkende del af befolkningen?"
Argon gentager Josefs kommentar med et løftet øjenbryn. Han havde ellers regnet med at de fornemme folk havde en eller form for etikette, men det lod ikke til at være tilfældet. Selvfølgelig kunne det jo være at etikketen havde forandret siden Argon sidst havde befundet sig i det finere selskab. Eller måske var han bare stødt ind i én af de få adelsmænd, der ikke gik videre op i det fisefornemme ydre?
Hvad enten det skyldes, synes han ikke at Josef skulle have det sidste ord i den sag.
"Og hvad mener du helt præcist med den utiltrækkende del af befolkningen? Dem der slider sig selv op på arbejdet, for at skaffe føde til sig selv og give det de har i overskud, plus lidt ekstra til folk som dig? Dem, der bliver tvunget til at stjæle, fordi deres herremænd ikke betaler dem godt nok og holder dem som noget, der mest af alt minder om slaver? Dem, der vier deres liv til at hjælpe andre, for så at blive udstødt af samfundet og stemplet uegnede til at genoptage deres plads i korpset som beskyttere, for derefter at blive hakket og trådt på af de folk, som selv synes at de bør ligge højere i samfundet, da de har en flot uniform?"
Han holdt en kortere pause for at se om hans ord virkede, men på en snob som Josef lod det til at være spildt.
"Eller hentydede du til den del af befolkningen, der aldrig laver en skid, altid sidder på deres flade og regner med at ting bliver gjort for dem og at de folk, der undertrykker resten af landet, vælter sig selv af pinden og genindfører de dejlige, lykkelige tider, hvilket forbedrer livskvaliteten for alle? Dem, der behandler resten af samfundet som skidt, fordi de ikke er ligeså rige, fordi de er nødt til at arbejde i den tid, som disse utiltrækkende folk, disse halvfede blæverklumper, bruger på at æde og blive underholdt?"
Argon stirrer på den skaldede mands isse, dels for at se om den også skifter farve, når han bliver ophidset.
Han får en stærk lyst til at lave en spøg om at skulle pudse den, men samler i stedet hænderne på ryggen og holder sig i skindet. Han skal vel lige have noget tid til at tænke, tænkte han.
Bag sig fornemmer han Intos uro og gør et lille, for andre umærkbart kast med hovedet som tegn til, at hun godt må komme tættere på. Til gengæld bliver han også nødt til at lave et lille tegn til hende med hænderne, deres inforståede "ingen våben"-tegn.
Tjeneren Elias har han glemt alt om. Nu er Josef lige så sjov.

George bevægede sig ud fra teateret efter en rolig aften fyldt med underholdning. Stykket, han havde set, havde fremkaldt både smil og latter, men det ændrede ikke på følelsen af ensomhed, der havde knuget ham på det seneste. Det var som om alting, han gjorde, var ham og kun ham, og det hele var begyndt at syntes temmelig meningsløst. Selv det, at han var begyndt at færdes ude om aftenen, syntes ikke at kunne lette den melankolse stemning. Han rettede på sit jakkeærme og så ud over gaden foran sig.

Ligesom George, var Lune også fanget i følelsen af ensomhed.. Han var stukket af, for guderne måtte vide hvilken gang! Den unge dreng var kun iført en stor silkeskjorte med nogle fine flæser som kravat, store puffede ærmer, og så blot et par knækorte bukser i smukt, gyldenbroderet stof. Rigmandssøn, det var tydeligt.. Men på samme tid var der noget anderledes... noget der ikke helt stemte med hans tøj.. Måske var det manglen på beklædning fra knæet og ned? måske det faktum at han hverken bar vest eller jakke? Måske det faktum at hans fødder var revet til blods af at løbe barfodet på sine bløde, skånede fodsåler..
Håret var flettet i en rodet fletning ned foran den ene skulder..
Han lo for sig selv, som han dansede rundt på brostenene et stykke fremme... fine folk bevægede sig ud fra teatret, men gik blot forbi den sindsforvirrede Lune... Hans latter var høj, skinger og forstyrret uden lige.. som om noget ikke helt passede ind med den måde han dansede rundt på..

Da han ikke havde nogle planer for aftenen andet end at gå tilbage til sit stille kammer og nok en gnag kæmpe mod trangen til at gribe til flasken, stoppede han op, da han fik øje på Lunes muntre dansen. På en måde mindede knægten ham om ham selv, da han var lille. Det gav ham noget at tænke på at blive stående og betragte ham, mens han glattede sine handsker og vrikkede fingrene helt ud i spidserne, og han smilede stille ved forestillingen om drengens indre verden. Det slog ham, drengens forældre ikke umidelbart var i nærheden, og hans smil ændrede karakter og blev mere alvorligt, mens han så rundt efter nogen, der ville erkende ejerskab af den stakkels knægt. Men nej, alle gik forbi ham; lod som om han slet ikke eksisterede.

Lunes latter blev mere og mere skinger... Hans latter gled over i en skrigende gråd.. han faldt ned på knæ, krummede sig sammen i fosterstilling... på et split sekund var hans indre verden vendt rundt på hælen, og gået fra at være lys og glad, til at ligge i et grumt hjørne et sted udenfor virkeligheden...
Hans krop rystede, og folk dannede nu en endnu støre bue omkring ham..
Men så vendte det igen... han rankede sig op, begyndte at danse igen, mens hans latter opstod på ny.. høj, skinger, fuldkommen ude af kontrol... Tydeligvis var han præget af en eller anden sindssyge.
Han dansede rundt igen.. lidt forinden havde det regnet, så gaden var plettet af vandpytter, som de blodige, nøgne fødder dansede rundt i, sparkede dråberne op så de glinsede i lyset fra de mange optændte lanterner..

Et stik af smerte gik gennem Georges bryst, da han så hvordan, drengen krøllede sig sammen, og han var ikke længere tilfreds med bare at stå og se på. En hurtig beslutning sendte ham af sted mod drengen med et venligt smil. Det var umuligt for ham at gætte drengens alder, og det ville blive et problem for ham at tiltale barnet korrekt.
"Godaften," sagde han venligt og smilede roligt.

Lune stoppede op i sin forstyrrede dansen.. hans blik gled op på den fremmede, mens han blot tav.
"Godaften." hilste han tilbage... så lo han lavt, nærmest som en fnisen, inden han løb nogle skridt væk, samlede en sten op, som han løb tilbage med til George, rakte ham den.
"Her... Ta' det her... Lille egern." hviskede han hemmelighedsfuldt.. som et lille barn på 4-5 år ville gøre det... men så svang det igen, og han bakkede bagud... hans blik var nu isnende koldt mens det bare betragtede Georges skikkelse. Sådan stod han bare i nogle sekunder. Kold og frossen som var han en statue af is... Men så svang det på ny og han slog en højlydt, skinger, nærmest hysterisk latter op, og han begyndte at sparke rundt i vandet igen..
"Hvornår kommer du så efter mig!?" skreg han pludselig, vippede nakken tilbage og så op... hans udtryk i ansigtet var trukket ud i et langt, fraværende smil, med vidtopspærrede øjne..

Han tog imod stenen med et venligt smil, mens han funderede over, hvad det mon var, drengen mente. De pludselige stemningsskift skræmte ham ikke, selvom han blev en kende urolig. HVorfor var en dreng som denne efterladt til sig selv?
"Hvem mangler du?" spurgte han blidt, og forsøgte at fange hans blik. "Er der noget, jeg kan hjælpe dig med?"

Lune stoppede brat sin latter.
"Det ved jeg ikke.. Dem som skal hente mig.." sagde han dæmpet, inden han formede et rør med sine hænder om sin mund.
"Men du må ikke sige det til nogen.." hviskede han så..
"Nogen gange, så kan man ikke se sine egne fingre nemlig!" brugte han så som argument.
Han bakkede så bagud, inden han gled ned på knæ igen, sukkede tungt.
"Hvor mange gange tror du, at man kan fange folk, før de slipper fri igen?" lød spørgsmålet så. han lod hænderne glide ned i vandpytten også..
"Drukner man i sådan en her?"

Han rynkede brynene let.
"Nej, det har jeg også problemer med; de fingre har deres eget liv." Han betragtede drengen roligt, mens han gled på knæ.
"Hvor mange gange man kan fanges? Jeg vil tro man kun kan fanges en enkelt gang, når først er sluppet fri. Hvem er du stukket af fra?" Han nåede knapt at stille spørgsmålet, før det næste undslap drengens læber, og han rynkede alvorligt brynene.
"Jeg kan ikke tro, man kan drukne i en vandpyt af den størrelse, nej. Men hvorfor skulle man også ønske at drukne?" Et spørgsmål han tidligere i sin tilværelse kunne have fundet en milliard svar på, og som på det seneste havde sneget sig ind på ham igen.

Lune så op på George.. han lo igen.
"Hvis jeg nu fangede tusind egern. og de så blev til endnu tusind nye egern hver, ville jeg så ikke have fanget mange egern? Og hvis de egern fik tusind nye egern hver, og så igen tusind... og ti millioner billioner sillioner fillioner tusinde... Hvor mange egern ville jeg så have fanget?" Han så med oprigtig nysgerrighed på George.. så rejste han sig igen, begyndte at danse rundt om George..
"Et Egern ville godt kunne drukne! Er det ondt at drukne egern?" han lo højt.. latteren blev hysterisk igen, inden han pludselig snublede og satte sig på hug.
"Hvad hvis de tager hævn.." han begyndte at græde nu...
"Så finder de mig ikke... Hvis jeg nu bliver fanget...!" han så op på George, og stoppede gråden igen, fniste lavt og lod sig falde ned på ryggen i vandpytten, hvor han så bare lå og så op i himmelen.
"Jeg tror godt man ville drukne, hvis man nu var helt alene i verden... Hvornår ved man, om man er alene?" han satte sig op igen.. de smukke hårlokker var nu godt sølet ind i beskidt vandpytsvand..
"Hvad ville være den værste måde at dø på?"

George lo blidt ved de første spørgsmål om egern, og han forsøgte at svare så oprigtigt, som han kunne.
"Du ville have en pokkers masse egern, der aldrig ville sidde stille længe nok til at blive talt. Og jeg tvivler på, de vil tage hævn over at blive fanget, hvis der kun bliver flere egern når du fanger dem." Forsigtigt satte han sig på hug og betragtede drengen med fornyet alvor, da spørgsmålene omkring drab og selvmord dukkede op.
"Og måske kan et egern drukne i en vandpyt, men jeg tror, de er for kloge til at gøre sådan noget. Og ja, jeg vil mene, det er ondt at drukne noget væsen." Han fandt sit lommetørklæde frem fra sin lomme og tørrede forsigtigt snasket væk fra drengens øjenbryn, da han sad op igen.
"Så længe du er god mod de små egern, så tror jeg også, de vil være god mod dig." Ordene om ensomhed bragte et sært, hjemsøgt skær i hans øjne; et udtryk af for mange nætter spenderet i komplet isolation og med en følelse af at være lukket ude fra verden. Han sukkede trist. "Den værste måde at dø på... det er næppe noget en frisk ung dreng som du skal bekymre dig om." Han tvang et smil frem og rakte sin store, stærke hånd beskyttende frem mod drengen. "Jeg tror måske, vi hellere må tænke på dine stakkels fødder og få dig indenfor et sted. Hvor bor du, min dreng?" Han smilede stadig venligt og var tålmodigt klar til hvordan end, han måtte reagere.

"Men derhjemme er der ikke egern!" lød det tilsidst, mens han trak fat i Georges hånd, så undersøgende på den med nysgerrighed malet i ansigtet.
"Jeg vil ikke hjem!" han så nu helt ulykkeligt på George..
"Hvis jeg tager hjem, så finder jeg aldrig ud af, om de ville have hentet mig....." han så væk... så begyndte latteren igen, og pludselig rejste han sig op, uden at slippe med sine hænder om den andens hånd...
Latteren blev skinger, og gled tilsidst over i et skrig, inden han slap den andens hånd, løb nogle meter væk.
Han vippede nakken bagud, råbte af fulde lungers kræft op mod himmelen; "HVIS JEG NU GÅR MED FREMMEDE, HENTER I MIG SÅ!??? KOMMER DU SÅ EFTER MIG!?" skreg han... så hvinede han og satte sig ned igen..
"Hvorfor gør verden det mod hinanden?" spurgte han oprevet, men slappede så pludselig af...

Så knægten var stukket af hjemmefra? tænkte George uroligt.
"HVem er det, der skal komme efter dig?" spurgte han roligt og fortsatte med at smile roligt.