Chaunce rystede hurtigt på hovedet over hendes spørgsmål. ”Det var ikke det jeg sagde,” udbrød han hurtigt. Han fulgte langsomt efter da de begyndte at gå. Da han opdagede at Pandora gik ind i ting gik han i forvejen og fjernede alt fra hendes vej på vej ned mod baglokalet hvor Pandora og Aeros ville kunne snakke privat.

Aeros smilede over de gnidninger der lod til at opstå, på trods af Pandora tydeligvis ikke have taget det så tungt. Han ledte dem ned mod baglokalet. Han var ikke nær så vant til blinde personer, så han tænkte ikke lige over at hun måske havde brug for en guide. ”Det gør intet,” sagde han med den melodiske stemme. Han nåede ikke at gøre noget for at hjælpe hende, før Chaunce allerede var i gang med at stoppe hende fra at gå ind i flere ting. Han stoppede ved en dør. ”Bare lige herinde,” han greb blidt fat om hendes albue for at lede hende ind i rummet. Chaunce skulle til at følge efter, men Aeros stoppede ham ved at lægge en hånd mod hans brystkasse. ”Jeg tager den herfra. Sæt dig endelig og få noget at drikke,” tilbød han og gjorde en håndbevægelse mod fællesområdet de netop var kommet fra. Han trådte ind i lokalet og lukkede døren bag sig. ”Vil du gerne sidde?” Han vidste at det nok ville kræve lidt kreativitet at finde en plads til hende i kroen. At have hende som tjener var lidt risikabelt, da synet trods alt var en vigtig del af det. ”Hvad med vi starter med du kan fortælle hvad du er god til og synes om at foretage dig i din fritid?”

”Tak” ytrede Pandora taknemmeligt, da hun mærkede den varme hånd mod hendes albue. Med et smil på læben nikkede hun ”det er okay Chaunce, vi ses om lidt” selvom om lidt ville betyde, at de skulle sige farvel.
Med en tyndet brystkasse, gik hun ind i rummet sammen med Aeros. Da han spurgte om hun ville sidde ned, nikkede hun blot og gik langsomt hen og fandt stolen med hendes hænder. Uden de store problemer formåede hun at sætte sig ned. Med hænderne i skødet sad hun og kiggede ud i luften.
”Jeg må ærlig indrømme, at det er længe siden jeg har kunne gøre meget. Men jeg var en udmærket kok, jeg kommer fra nordlandet hvor jeg lærte at klare mig selv fra en ganske ung alder når vi gik på jagt. Jeg er hurtig til at lærer og før jeg blev blind elskede jeg at skære træfigurer. Men, det er stadig noget jeg skal lærer mens jeg er blind” selvfølgelig kunne hun forklare hvordan hun var i den situation som hun var i nu. Hvor kort tid siden det var sket, men alt det virkede irrelevant. Chaunce havde givet hende en chance og hun forstod også, at hun ikke bare kunne få gratis kost og logi. Så derfor var hun nødt til at bevise, at det var det værd at hun var her. ”Hvis du giver mig en chance, vil jeg gerne bevise jeg kan bidrage, men tror jeg gør mig bedst i oprydning, eller stå i køkkenet” som han nok havde erfaret så var det ikke nemt for hende at navigerer i kroen endu.