Ligesom Phillippe havde Enzel ikke lade sig slå ud af den lille forhindring og med hjælp med halvkatten, fik han endnu en gang grebet fat og Enzels hårdhed, og denne gang som Enzel ønskede det. Rutineret begyndte Phillippe at bevæge hånden sammen med Enzels, mens han blik betragtede halvkattens ansigt. 

 Selvom Phillippe havde fortrukket de var forsat hvor de var stoppet lige før, var han også glad nok for at det ikke havde ødelagt det helt mellem dem, og de kunne forsætte med et alternativ. En lille del af snedkeren overvejede om han skulle tilbyde Enzel at de kunne bytte rundt, så Enzel tog ham i stedet, men kom alligevel frem til, at det virkede forkert. Den kærlige, kælne halvkat han blev mødt at i sengen, passede ikke til at toppe en stor mand som Phillippe.
 Da Enzel så kælent tog Phillippes navn i munden, lod snedkeren et tungt suk slippe ud. Det var virkelig bare som om Enzel lige vidste hvilke knapper han skulle trykke på hos ham, for at få det hele op at køre og summe. Det var nok også derfor Phillippe havde givet op på at stå imod. Han sårede jo alligevel nogen uanset hvad han gjorde. 
 " Enzel.. " sukkede Phillippe mod Enzels hår, efter at have lænet sig lidt frem. Målet havde været halsen, men der var for langt ned, så det ville have været en underlig og akavet stilling.

 Phillippe gjorde selvfølgelig sit bedste, for selvom han ikke helt fik hvad han gerne ville have, så havde han jo sagt han nok skulle hjælpe Enzel. Han håbede bare Enzel så ville hjælpe ham efterfølgende, for at høre Enzel nyde han behandling at forsvinde i den, gjorde pressen mellem snedkerens ben noget så smertefulde. Han var ikke sikker på han ville kunne vente med at skulle gøre noget ved det til Enzel var taget tilbage til bordellet. Phillippe var i hvert fald sikker på det ikke ville være sundt hvis han ventede så længe. 
 
 Hovedet løftede sig lidt fra håret igen, for at se på Enzels ansigt da han sagde noget. Eller prøvede på at sige noget. Ikke en gang to ord forlod Enzel, og Phillippe flyttede blikket ned til hånden der hurtigt blev fyldt op. Da Phillippe ikke ligefrem gjorde det meste ud af at sikre sig det hele blev i hånden, begyndte det at løbe ud mellem fingrene og dryppe ned på Enzel. Han vidste ærligtalt heller ikke lige hvor han ellers skulle være af det.
 Blikket flyttede sig tilbage op til halvkattens, og snedkeren gengældte smil, inden han lænede frem mod Enzel, for at lade deres læber mødes i et kys. Nu kunne Enzel lige få lov at slappe lidt af, men så håbede Phillippe virkelig også han kunne få noget hjælp, ellers måtte han selv gøre noget ved det.

 Der var et eller andet akavet over Enzels ord, men Phillippe kunne ikke holde et skævt, drenget smil tilbage fra at snige sig over læberne. Det spillede et eller andet sted til Phillippes mandlighed at blive rost på hans til dels atletiske evner til at gribe. Selvom det her ikke lige frem var boldspil eller lignende. 
 Kysset blev en smule vattet, men da Enzel lagde munden mod Phillippes øre og i stedet hviskede noget til ham, var han mere end okay da han hørte hvad Enzel hviskede. Egentlig forstod Phillippe ikke helt hvad Enzel hentydede til, men lige godt hvad det var, så fik det ham lidt til at tabe pusten. Ordene gik direkte i mellemgulvet, og det var nærmest en rystende udånding der lød fra snedkeren efterfølgende. 

 Der gik dog ikke mange øjeblikke før Phillippe forstod hvad Enzel mente. Som halvkatten bukkede benene op og nærmest lagde sig klar til snedkeren, gav det mening hvordan Enzel ville have ham til at bruge det. Phillippes øjne var blevet nærmest helt sorte af lyst, som han lod sig flytte på sig, så han igen som ind mellem halvkattens ben at være, mens han gjorde sit bedste for ikke at spilde den pludselig dyrebare sæd. 
 Det var ikke specielt elegant, men Phillippe fik flyttet sig og på en eller anden måde smurt Enzels sæd ud over åbningen og gledet lidt om sig selv, inden han lagde sig tilrette, med sit stive, pulserende lem mod den nu klistrede åbning. Blikket fandt op til Enzels inden han pressede sig lidt mod åbningen. Han ville tjekke at halvkatten var klar, men tænkte ikke han behøvede at spørge. Han sagde vel fra hvis han alligevel ikke kunne.

 Opslugt af lysten kunne Phillippe ikke finde overskuddet til at reagere på Enzels ord. Alt han kunne fokusere på var den nøgne krop under sig, og den nærmest smertende dunken i underlivet. Det var vel også noget Enzel kunne forstå. Med en hånd støttende mod sengen  og den anden ved Enzels hofte pressede Phillippe sig endnu en gang op i halvkatten.

 At være stoppet midt i det hele, ja nærmest som det hele havde været allerbedst og ventetiden efterfølgende havde gjort Phillippes krop godt anspændt, og bare det at presse sig op i halvkatten var næsten nok til at Phillippe kom. Øjnene lukkede sig i, som en næsten saligt udtryk lagde sig over snedkeren, som et tungt støn gled over læberne. Hovedet vippede sig tilbage og Phillippe spændte op i hele kroppen, mens han ellers holdt sig helt stille. Det var nærmest en kamp for ham, ikke at komme før han overhovedet havde nået at gøre noget. 
 Det lykkedes Phillippe at holde sig tilbage. Efter det tunge suk var ansigtet endt i lidt mere neutrale folder, men øjnene var stadig lukket. Han trak vejret i lange og tunge træk, mens han prøvede at tænke på ting der kunne få ham til at falde lidt til ro, og da han følte han havde lidt mere kontrol over sig selv, åbnede han øjnene og så ned på Enzel, men han lige så stille begyndte at bevæge sig. Denne gang for sin egen skyld og ikke Enzels.

 Selvom det havde været en kort pause, havde den gjort underværker for Phillippe udholdenhed - i hvert fald hvis man så på det i forhold til han nærmest var ved at gøre sig færdig bare af at trænge op i halvkatten. Stødte satte han tempoet op, noget der første mere anstrenge støn med sig.  
 Phillippes blik mødte Enzels, og han prøvede at gengælde smilet, men det blev et halvkvalt og kort forsøg, da et støn pressede sig på, og tvang Phillippe at skille læberne fra hinanden igen. Øjnene lukkede i og ganske kort efter lænede Phillippe sig ind over halvkatten, så deres overkroppe gned sig lidt mod hinanden i takt med stødene fra Phillippes underliv. 

 Snedkerens hoved drejede sig til siden, og Phillippe lod læberne presse sig mod Enzels hals en gang i mellem, når stønnene tillod han det. For det meste endte det med at Phillippe stønnede mod Enzels hals, fordi han var bidt i at kysse eller nappe den tynde hud. 
 Trods pausen, betød det dog ikke at Phillippe holdt så længe som han selv gerne ville. Den varme, sammentrækkende fornemmelse bredte sig i det nederste af maven og videre ud alle de rigtige steder, og fik Phillippes støn til at blive en del mere anstrenge, inden hans stød også blev krampagtige nådes stød da han færdiggjorde sig i sin halvkat. 

 Da det sidste stød var givet, kollapsede snedkeren hen over Enzel, dog uden at mase ham helt - selvfølgelig. Vejrtrækningen hektisk og kroppen våd af sved.

 Det lave, og knap så voldsomme udbrud fra Enzel da Phillippe faldt sammen over ham, fik Phillippe til at løfte sig en smule igen. Han ønskede jo ikke at mase halvkatten. Han blev dog liggende over Enzel mens han fik styr på vejrtrækningen og nød roen og den afslappethed over lagde sig over hans krop, trods han tydeligt kunne mærke den brokke sig lidt over alt den fysiske aktivitet. Hovedet dunkede svagt og det det hele til at virke mere tungt. 

 Phillippe løftede hovedet en smule da Enzel begyndte at snakke, og lod mundvigene trække sig lidt op, og læberne skille sig af, klar til at give halvkatten ret. Ordene blev dog lidt til en klump i halsen, og Phillippe var pludselig glad for han ikke havde løftet hovedet helt op, da han kunne mærke hvordan udtrykket faldt sammen til et mere usikkert et. Det var lige præcis det her der jo ikke skulle ske. 
 Øjnene lukkede sig i, og panden lagde sig lidt mod sengen, mens Phillippe sank klumpen af ord, og fokuserede lidt på Enzels nussen.
 " Meget dejligt,  " Endte han med at få ud over læberne - en sandhed, han et eller andet sted hadede. Han burde hade Enzel. Han burde afvise ham og fortælle ham hvilket monster han var. For ham og  Nicolas forhold. Alligevel var det aldrig den vej det gik. 

 Det virkede ikke til at Enzel bed specielt meget mærke i Phillippes tøven, eller også viste han bare ikke at han havde bidt mærke i det. Om end ikke andet, lettede det lidt på snedkeren at der ikke blev reageret på det, og efter lidt tid hvor den tilpasse lyd fra Enzel havde runget i det lille værelse, gled Phillippe lidt ned, så han kun lå halvt på halvkatten, med siden mod sengen. 
 Selvom Phillippe at han skulle vaske sig lidt inden de gik helt til ro, kunne han ikke lade hver med at ligge og døse lidt hen. Kroppen følte sig godt afslappet, og den nærmeste hypnotiserende lyd af Enzels spinden lullede ham mod drømmeland. Havde han nogensinde rigtig hørt Nicola spinde? 

 Med dybe vejrtrækninger og en tung krop, blinkede Phillippe en smule forvirret øjnene op. Forvirret fordi det ikke havde været meningen at falde i søvn, og fordi Enzel ikke var i sengen hos ham. Blikket flyttede sig døsigt mod døren, da an lyd ude i værkstedet, fik ham til at konkludere at det måtte være der Enzel var. Øjnene lukke sig lidt i igen, og Phillippe lagde den ene arm hen over dem, inden han langsomt fik sat sig op, med benene ud over kanten af sengen. 
 Phillippe rakte ud efter kluden, og gav sig til at vaske sig, da en lyd fik ham til at stoppe op, og rynke panden og brynene. Var det døren ud til? Blikket vendte sig mod værkstedet. Enzel var da vel ikke bare gået? Blikket gled lidt rundt på værelset, hvor Enzels tøj stadig lå spredt lidt ud over det hele. Var han gået ud, uden at være pakket helt ind? Nu skød brynene sig i stedet op i panden i et overrasket udtryk.

 Hurtigt vaskede Phillippe sig færdig, og med tæppe viklet om underlivet gik Phillippe selv ud i mørket, og spejdede efter hans halvkat. Han var ikke nem at spotte, men Phillippe synes at kunne skimte et omrids nær brønden. Forsigtigt gik Phillippe derover, og da han nåede op bag Enzel, viklede han tæppet fri fra livet, for at lægge det som sine skuldre, så han kunne omfavne Enzel bagfra med tæppe og dække dem begge lidt.
 " Pas på der ikke er nogen der ser dig..  " hviskede Phillippe, inden han lod blikket glide op på den stjerneklare himmel.

 Phillippe var ikke helt så frygtløs som han måske virkede til. At blive opdaget så let påklædt, sammen med Enzel ville uden tvivl være skidt på mange måder. Phillippe havde bare selv haft svært ved at få øje på Enzel i mørket, det var kun fordi han vidste hvad han ledte efter. Og så beroligede han sig selv med at Enzels lange hår, og lille krop, nok skulle gøre det sværere at se, at det faktisk var to mænd. Og de gik jo snart ind igen.
 Stadig med blikket vendt mod himlen brummede Phillippe til Enzels ord. Det gav vel god mening. Det var ikke sikkert nogen ville genkende ham, hvis så ham. 
 " Tror du der ville være nogen der ville genkende dig? Hvis du ned af gaden uden hele din forklædning? " Spurgte Phillippe overvejende. Selvom det selvfølgelig var til at se at Enzel var Enzel, synes han alligevel der var stor forskel på bordelejeren og på halvkatten. Phillippe trak blikket væk fra himlen, og så ned på Enzel.
 " Hvis du en dag gik ned at Dianthos gader som halvkatten fra Dianthos, i stedet for bordelejeren fra Rubinien? " Hovedet tippede sig lidt på skrå. Han tvivlede stærkt på det ville være noget Enzel så meget som ville overveje, men han var nu alligevel nysgerrig på hans svar. 

 En let brise flyttede lidt på tæppet, og stak af med lidt af varmen Phillippe forsøgte at gemme under tæppet. Phillippe kunne tydeligt mærke hvordan Enzels krop var blevet kølig i den korte tid han havde været ude, og for bedre at holde på varmen, trådte han så tæt på Enzel han kunne og lod tæppet lukke sig mere om deres kroppe.

 Meget hurtigt kom Phillippes spørgende udtryk til at se meget forvirret ud. 185 diamanter? Det var uden tvivl mange krystaller, men hvordan det på nogen måde hang samme med hans spørgsmål kunne han slet ikke se. Han kommenterede dog ikke på det, og forventede lidt at halvkatten ville uddybe. Blikket blev på Enzel da han klamrede sig ind til Phillippe, og lige så stille begyndte panden at rynke sig i takt med Enzels fortælling. 
 Det var næsten som at høre Nicola fortælle. Deres historier var vidt forskellige, men alligevel gav det Phillippe det sammen urolige og ubehagelige fornemmelse i kroppen. Han sank en klump og flyttede uroligt en smule på fødderne. Han var ikke helt sikker på hvad der var sket med Enzel, men det gav modbydelig følelse i maven. Den ene hånd gled mere om Enzel og lagde sig op i hans nakke så han kunne trykke ham lidt tættere, og vippede hovedet ned, så munden forsvandt lidt i det sorte hår. 

 " ... Okay.. " Phillippes pande rynkede sig lidt mere. Han følte virkelig han burde sige mere. Gøre mere. Men han følte sig tom for ord. Der var ikke noget han kunne sige, der ville kunne gøre det bedre. Og allermest, havde han ikke lyst til at blive involveret i det. Det blev faktisk mere og mere tydelig hvorfor han skulle trække sig væk fra Enzel. Skubbe ham væk, slippe fri fra alt det drama og problemer der fulgte med halvkatten og halvpanteren. Det skulle aldrig være kommet så vidt. 

 Og alligevel stod han i mørket, nøgen kun dækket af en tæppe og var armene lagt beskyttende om Enzel. 

 Hovedet løftede sig ved Enzels lidt stammende nå. Phillippe kiggede ned på ham, og efterfølgende ned af sig selv, ligesom Enzel gjorde. Et skævt smil bredte sig over hans læber og han trak lidt nonchalant på skuldrene. Blikket løftede sig igen og flugte kort tåren der løb ned over Enzels kind. 
 " Ups.. " hånden flyttede sig fra Enzels nakke, for i stedet at stryge tåren væk, inden blikket fandt Enzels igen. Stadig med det skæve smil spillende på læberne.
 " Alt dit tøj lå der stadig, der kunne jo ikke være sket andet, end du var blevet kidnappet! " lød det en smule drillende fra Phillippe, inden han lod Enzel trække sig væk.

 Alene med tæppet igen, viklede Phillippe det rundt om livet igen, og gik hen, så han kunne læne sig lidt op af brønden og betragte Enzel arbejde. Han overvejede om han skulle tage over, eller spørge om Enzel havde brug for hjælp, men kom også frem til, at Enzel vidste han var der, og bare kunne spørge hvis han ville have hjælp. Desuden var der et eller andet specielt over at se halvkatten i måneskinnet bruge en masse kræfter på at hente vand. Det virkede et eller andet sted så ved siden af den fine, pyntede bordelejer han for det meste så. 
 " Jeg tvivler på du kunne få dig selv til at stikke af fra mig.." pointerede han pludseligt ud af det blå, med et legende smil om læberne. Blikket flyttede sig væk fra halvkatten, og kiggede i stedet rundt for at sikre sig der ikke var nogle der var begyndt at lurer på dem.