Selv havde Arya svært ved at bedømme hvordan det var med andre, og hun var ikke helt sikker på at hun var komfortabel med denne her mængde af opmærksomhed mod sig selv. Det havde været nemmere da det havde været om drengene. Der var derfor heller ikke helt skjult at hun kort så lidt utilfreds.

Hun rømmede sig dog til sidst lidt forlegent og glattede en fold ud på sin kjole, og derefter tog en tot af det lyse hår bag øret. Der var mange grunde til at man ikke skulle tro de to Arys afkom faktisk var søskende, selvom det var mere forståeligt når man kendte dem nærgående. ”Jeg tror det kommer an på hvem du spørger,” sagde hun forsigtigt, for ikke at lægge for mange ord i andres munde eller i nogen af hendes veninders munde. ”Jeg har bare ingen interesse i at... ligge med andre,” sagde hun endelig, ikke helt sikker på hvordan hun skulle formulere sig overfor Aldamar. Det var hendes storebror. ”Jeg ser bare mest grund til at gøre det i forbindelse med at skabe børn. Jeg tænker dog ikke at vi piger bør være mere bekymret om at bryde de hellige løfter end I er, selvom det er lidt nemmere at opdage, hvis vi har valgt at gøre det før ægteskabet.” Der var ingen tvivl om at der blev set ned på kvinder der blev gravide udenfor ægteskabet, men også dem som undgik det, men stadig havde været sammen med andre. Lidt af en dobbeltmoralsk standard ville Arya mene. 

Det tog kun et øjeblik før det gik op for Fabian, at Aldamar ikke havde opfattet hvad han havde mente med sit spørgsmål, men som fokusset allerede var rettet mod Arya, så kunne han ikke rigtig stoppe samtalen lige der, og lidt interesseret var han. Han vidste at det kunne lægge lidt pres på familien hvis en af døtrene pludselig fik et barn ude på landet, uden de ekstra hænder fra manden, men adelen var forskellig på så mange punkter.
Hvis han absolut skulle tale om hvis og hvordan, så var det her dog klart et emne han bedre kunne forstå sig på, og danne en holdning omkring, selvom han godt vidste at den ville være væsentlig anderledes til både Arya og Aldamars. Ingen burde stoppe seksuel frihed.

Hun havde dog også nogle ret gode punkter, men mens der var muligheden, så brød han også ind, med et spørgsmål mere rettet mod Aldamar, som han mente. ”Ikke at jeg finder det meget interessant, men jeg mente nu mere.... hvorfor bor I ikke sammen når Arya bliver gift?” spurgte han og sendte et undskyldende smil i Aryas retning, for bare at bryde ind, så de ikke kunne forsætte den meget interessante samtale.
Hans øjne kiggede derfor også meget indtrængende på Aldamar, for selvom Arya har startet spørgsmålet for ham, så var det tanken om at Aldamar måske skulle flytte der lidt hang hos Fabian.

Aldamar spottede forlegenheden, men gjorde intet for at stoppe hende i at svare. Det var hendes eget valg at gøre det, eller lade værd, men det betød ikke at hans nysgerrighed mindskedes, da hun faktisk - til hans store overraskelse - valgte at uddybe. Og så på en måde, som han ikke helt forstod. Hun havde vel oplevet tiltrækkelse, Aldamar selv havde været ganske ung første gang de spæde, ikke tilladte men dog stadigvæk insisterende tanker havde meldt sig... ingen interesse? Aldamar skævede umærkeligt til manden halvt bagved, og halvejs til siden for ham. Han følte at han havde alt for meget interesse. 
Dog måtte han være enig i dobbeltmoralen, og smilede skævt. De hellige løfter var ikke lavet af guderne, men af menneskene under dem. Og han havde intet behov for at følge de retningslinjer - men det var en helt anden snak. 

Men inden at han nåede at spørge hende hvad hun mente, kom Fabian og reddede hende ud af den varme stol. Og det med et noget.. underligt spørgsmål. 
Blikket mødte hans idet at Aldamar kiggede til siden, og den indtrængende lille gnist i det, fik ham til at åbne munden en anelse tøvende. Det vidste han da godt. Det havde de været over... havde de ikke? 
"Fordi.... om alt går vel, så flytter Adena og jeg til Zircon. Hun skal lærer befolkningen at kende, Ædelborg bliver en dag vores hjem, der er.. ting vi skal forberede os på... til den tid, bor Adena nok stadigvæk i Dianthos, hvis jeg kender hende ret" kom det fra ham, og Aldamar kastede et stjålent blik imod hende for at få det bekræftet. Fordi han forstod hende, og et smil fulgte trop. Det var jo ikke så slemt, sagde han til sig selv. 
Fordi han havde altid vidst, at han kun var i Dianthos på lånt tid. En dag ville den lånte tid høre op, og Arysprinsen skulle tilbage til Arys' landområderne. Det var ikke hans beslutning, ligesom så meget andet. 

Det var lige netop noget de ikke havde snakket om, ikke rigtig. Der havde altid været noget med at Aldamar var her på lånt tid, men han forventede ikke til brylluppet, men længere endnu end det. Måske lidt naivt, men tanken om at tingene sluttede inden de dårligt var begyndt var alligevel lidt hårdt. Han vidste han var villig til at tage turen, men for hvor længe, og pludselig virkede brylluppet uhyggeligt tæt på.

”Oh...” kom det derfor også fra Fabian. Man kunne se flere følelser i hans øjne. Overraskelse, men måske også lidt en trist følelse. ”Jeg var ikke klar over at det ville være så snart,” indrømmede han og rakte op med sine hånd til sin overarm på den anden arm, og gned sig selv lidt. Lidt ude af stand til hvad han kunne sige eller gøre. Det var egentlig ikke så meget fordi han bebrejdede Aldamar for at gøre det, det var hans pligt, og det sidste Fabian ønskede var at ødelægge det liv der var lagt foran sig, men igen kom spørgsmålet op, hvad med ham? Han havde svært ved at se sig selv passe ind i de planer, især når de var så langt væk. Zircon. Hans hjerte havde altid ligget i Dianthos, og derfor var det også en hånd der lidt frustreret løb igennem hans hår. 

Arya kiggede mellem de to mænd, og begyndte pludselig at krympe sig lidt tilbage i stolen, nu når samtalen ikke forsatte hvor de havde sluppet den. Det havde ikke været hendes mening at starte noget, hun havde bare lavet en uskyldig kommentar. Men som hendes store blå øjne blinkede mellem de to mænd, så vidste hun også godt at det var noget de nok burde snakke om før eller siden. At Aldamar skulle flytte, var en meget central del af grunden til at han i det hele tiden måtte komme til Dianthos til at starte med.

Hun smilede dog lidt opmuntrende til Aldamar, selvom hun ikke kunne sige hverken for eller imod omkring hvor lang tid Adena ville blive i Dianthos. Som ægtefolk var det nok vigtigt at bo sammen, selvom Aldamar ville have statussen til at de nok godt kunne være i Dianthos på lånt tid, men ville det være nok for Fabian?
Hun kiggede mod den blonde mand, og hun vidste bare at det her ikke længere var en samtale hun burde være involveret i.
”Jeg.. vil ikke tage for meget af jeres energi,” sagde hun blidt, hendes øjne tydeligvis sympatiske, og med minder Aldamar stoppede hende, så ville hun også ligeså stille liste væk. Hun var nysgerrig om hvor samtalen gik, men hun vidste også når det var tid til at hun skulle bakke ud. Hun kunne altid spørge Aldamar senere hvordan det gik. 

For Aldamar selv, var det tydeligt at de ord fik en reaktion med sig, som han ikke havde været helt forberedt på selv. Han troede at de havde snakket om det, han mente bestemt at det var en overvejelse der var blevet delt, men tog han fejl? Var det mentalt og for sig selv at han havde prøvet at greje hvad han gjorde? 
Fordi skulle han være ærlig, var det ikke sådan at han var kommet på nogen løsning, og det gjorde det skræmmende let at ignorere hvordan hver eneste dag... bar dem tættere på brylluppet. Den ene hånd løftede sig tøvende, for at lægge sig på knæet af Fabian og give ham et lille klem. Han nåede det dog ikke, førhen at Arya huskede ham på at hun stadigvæk sad i rummet, men heldigvis vidste hun godt hvornår det var tid til at stikke af. 

Aldamar rejste sig for at følge hende ud. "Nej, det er fint... vi ses senere i aften, Arya" mumlede han og smilede selv en anelse af hendes lille opmuntrende smil. Men da han lukkede døren efter hende, og faktisk træk håndtaget en anelse op som en vag form for lås der ville gøre modstand når man trykkede ned, men desværre ikke låste helt, der var smilet falmet en anelse. Det... 
Aldamar gik tilbage til sengen, og satte sig næsten det samme sted som før, men betydeligt tættere på. "... der er et par uger til" mumlede han en anelse modvilligt, og prøvede at række ud efter den ene a hans hænder, for at stoppe deres frustrerede gnubben og rastløse vandring. 

Fabian sendte et lille smil mod Arya, men sagde ikke så meget, som han fulgte de to Arys børn gå mod døren, inden at Arya forsvandt gennem døren og Aldamar gjorde sit for at døren næsten forekom låst i hvert fald. Selvom det kun var en sølle erstatning for en rigtig lås. Ikke at nogen ville brase ind mens de lavede noget de ikke skulle.

Det var ikke engang rigtig fordi Fabian registrerede sine egne rastløse bevægelser. Han havde det ikke i sig at være vred, selvom han lidt havde lyst til det. Det ville være nemmere at råbe af Aldamar og beklage sig over at han bare flyttede, men Fabian havde trods alt vidst at det ville ske en dag. Problemet lå i at det skete så snart og Fabian var ikke forberedt. så meget for at tage en dag af gangen.
”Et par uger?” sagde han tøvende, men stoppede ikke Aldamar fra at stoppe hans egne hænder. ”Hvornår havde du tænkt dig at tage det op?” Det var en lille smule af at han følte sig lidt forrådt, men mest af alt var det bare et slag til maven. Han var ikke parat til at det blev mere kompliceret. Tingene skulle være mindre kompliceret når han blev gift, ikke mere. Han vidste godt at han ville være villig til at tage turen derned, men for en enkelt dag? Aldamar kunne vel umulig finde mere tid end det, og turen var lang. Selv havde Fabian ikke ligefrem en løsning på problemet. 

Det var nemt at glemme, hvordan at det ikke var noget Fabian nødvendigvis havde tænkt ligeså meget over som Aldamar selv havde. Han havde trods alt... hele tiden vidst at det ville ske. Han havde hele tiden vidst at brylluppet sneg sig tættere på med grådige skridt, og derpå også den forandring hans nye liv ville bringe. 
Og for første gang i mange, mange år, måtte han erkende at det ikke føltes helt fantastisk at være fyrstesøn længere. 

Hænderne greb Fabian's, flettede sig ind imellem de ru fingre, samlede dem imellem dem. Manglen på.... en indikation om hvad han tænkte - vrede, irritation, afmagt - gjorde det næsten kun værre at skulle tage snakken nu, og Aldamar's øjne blev næsten en anelse mørkere i deres instinktive ærgrelse. Jah, hvornår havde han tænkt sig at tage det op? Helst aldrig, hvis han skulle være fuldkommen ærlig; nogle gange var det nemmere blot at lade tingene ske, og så tage dem derfra.
Han havde for længst givet op på at kunne kontrollere hans følelser, tanker og forhåbninger omkring Fabian, hvilket absolut ingen mening gav, når man kendte hans ellers kontrollerende sindelag. 
"Det... der var ikke noget tidspunkt, der virkede godt" måtte han så ende med at sige, og gav fingrene han havde fået ro på, et lille klem. "Og... så ved jeg ikke, hvad der er at sige mere end at det sker. Om nogle.. uger" fortsatte han modvilligt, og følte hvordan at blikket søgte væk fra Fabian, hvis han ikke tvang det på plads. 
Fordi der var mere at sige, men ganske rigtigt, så vidste han ikke hvad. 

Fabian var typen der tog tingene en dag ad gangen. Det var sådan han altid havde gjort, og nok altid ville det, så derfor var det også naturligt at han ikke regnede med at det ville være snart, men måske havde han behov for en eller anden bekræftelse på at Aldamar ikke bare ville forsvinde ud af hans liv igen. Ikke som han allerede havde forsøgt en gang, og åbenbart var villig til at vente og gøre. Sådan føltes det lidt lige nu. Mest af alt var det bare følelsen af ikke at være god nok til det her, og at det blot var en kortlevet ing.

Hans øjne kiggede ned på hænderne som Aldamar havde taget og holdt i. Men hvis Aldamar ikke ønskede det her skulle være ovre, så ville han ikke tage så stor omsorg lige nu, ville han? Hans øjne gled op, og han forsøgte at fange de blå øjne han så mange gange havde stirret sig halvblind på.”En advarsel.” sagde han, og kunne mærke hvordan hans stemme steg lidt i højde, som lidt af frustrationen alligevel blødt igennem. ”En indikation en-en-en... noget!” Han måtte tvinge sig selv til at sænke stemmen en smule igen, for han ønskede fkatisk ikke at de blot skændtes om det. De havde begge vidst at det ville komme en dag, men det kom bare som en kæmpe overraskelse for Fabian at han ikke havde i hvert fald et par måneder at forberede sig på. Uger. ”Hvad med...” Ordene satte sig lidt fast i hans hals, som de altid gjorde når han skulle forklare dem som noget mere intimt end hvad han var vant til. Alligevel flød det sidste ord tilsidst over hans læber. ”Os?” For hvor modvillig han til tider var til at indrømme det, så gjorde det ondt at vide at der faktisk var en udløbs dato på hvad de havde. 

Aldamar prøvede at gennemskue hvad der foregik bagved de blå-grønne øjne, men da det ikke fungerede, var det næsten en lettelse at høre den frustration der på bedste, afslørende vis kom. Ikke fordi at han ligefrem ønskede at den skulle være der, men hvis det absolut var en samtale de skulle have, lige her og lige nu, var det godt at han ikke var den eneste der havde et par ting i klemme. 
Det kunne bare meget nemt virke til at der ikke var noget i klemme, når han i og for sig... havde accepteret det for lang tid siden, og dermed vidste at det kun gjorde dårlige følelser værre, at kæmpe imod det uundgåelige. 

Hånden klemte hans en anelse da tonelejet steg i styrke, munden føltes tør og han rystede modvilligt, en anelse på hovedet. "Jeg.. undskyld Fabian, jeg troede ikke at.." Aldamar mindedes da han lige havde fortalt ham at han ville skulle giftes, og det ikke havde virket som et problem der. Hvilket det nok heller ikke havde været, da det havde været så langt væk, fra den blonde mands synspunkt. Han ville bare ikke... bryde den gode stemning, når de endelig var sammen.
Aldamar sank noget spyt der sad fast, og prøvede faktisk at få stablet en sammenhængende sætning på benene. "Vi er stadigvæk" kom det mere fast fra ham, og han prøvede samtidigt også at skubbe tvivlen og gruen væk. Fordi hvad hvis de ikke var? "Du slipper ikke for at komme på besøg, og jeg kommer jo stadigvæk til Dianthos... du kan endda snart skrive breve!" prøvede han at pointere, et halvhjertet drilleri i stemmen. Ingen mængde breve kunne gøre det samme som selskab i sig selv kunne. 
Han ville aldrig kunne bede ham om at flytte til Zircon. Men det var utroligt fristende, at få opfyldt sit eget selviske behov for at have ham nær. 

Hvad troede han ikke? At det nogensinde ville betyde noget? Før eller siden så havde følelserne alligevel fået grebet sig lidt godt omkring Fabian, og så var det pludselig en mere betydelig ting for ham at Aldamar ikke var til at se ugentlig mere. Så ofte så de ikke engang hinanden, men tydeligvis ofte nok, at tanken om at give det op gjorde lidt... ondt.
Han trak dog ikke sine hænder ud af Aldamars, selvom han lidt havde lyst til at vandre frem og tilbage som et indespærret dyr, der var rastløs. I stedet for klemte han lidt om hænderne. Han kunne ikke løbe fra det her.

Var de virkelig? Der var mange spørgsmål han brændte inde med, men han måtte forholde sig til det der blev sagt. ”Det er ikke fordi jeg ikke vil,” sagde han, og han prøvede lidt at hive sine øjne væk fra Aldamars øjne, og de endte derfor i stedet for på deres hænder. ”Men... det forekommer umådeligt langt væk, og får du ikke travlt?” Hvis han kunne komme ned og bruge flere dage med Aldamar, så begyndte det at give mening.
Han havde virkelig ikke forventet at det ville ramme ham så hårdt som det pludselig gjorde, at han kun havde Aldamar i et par uger, og pludselig ville der ikke være mere. Ikke så ofte, og breve var bare... ikke det samme. For ham var det fysiske absolut meget af det der fungerede mellem dem, og de spøgefulde kommentarer mellem dem, som man kun kunne når man var sammen. 

Blikket søgte endnu engang ned fremfor på ham, men lige nu betød det ikke så meget, da han i og for sig, stadigvæk lyttede. Lyttede til hvad der var af tanker hos ham, hvilke overvejelser der fulgte med skøgens syn på det og hvor... ret han havde, når han sagde at det var langt væk, og spurgte om han ville få travlt. Aldamarø's læber sitrede en anelse i et smil, men ikke det almindelige. Nej, dette var mere af den opgivende slags. Det var ret typisk, var det ikke? 
Aldamar slev lukkede kortvarigt sine øjne. "Joh, utrolig travlt" kom det lavmælt fra ham, og han gav lige fingrene endnu et klem, inden at han møvede sig selv en anelse nærmere, og trak hænderne op til under hagen, jah næsten som at han støtteede sig til dem. "Og det er utrolig langt..." tilføjede han dernæst, og lod den ene hånd glide ud af hans, for i stedet at følge hans arm som en bro imellem dem. 

Aldamar rakte ud efter hans albue, og trak ham blidt en anelse nærmere. "Men det er ikke umuligt at få det til at fungere, Fabian. Det... kræver arbejde, og det af den mindre... fornøjelige slags" Aldamar's smil var en anelse drillende da han kiggede på ham. Arbejde og så endda ikke den slags som han ellers foretrak? Det var jo kun op af bakke for ham. 
"Men jeg skal nok lægge mit i det, for at få det til at fungere. Hvis... du også gør det samme" det sidste blev nok sagt som en mumlen mere end noget andet, og forsvandt en anelse i det kys han opsøgte. Han lod nemlig på samme tid hånden glide op til den stubbede hage, for at kunne læne Fabian en anelse frem, imens at Aldamar selv lukkede den sidste distance til imellem dem. 

Som armene begyndte at ændre plads blev Fabians øjne også draget tilbage til Aldamars. Skøgens øjne var fuld af afmagt, for han vidste i sandhed ikke hvad han skulle eller kunne gøre. Han havde aldrig ønsket monopol på Aldamars tid, han foretrak trods alt sin egen frihed for meget, men lige nu ville han ønske at han kunne få Aldamar til at blive i Dianthos. Et lille selvisk ønske som Fabian alligevel ikke kunne lade vær at nære, ikke når alternativet var værre, og han ikke ville være her. Det var lidt som om at tingene mellem dem kun lige var begyndt.

Han lod sig trække lidt nærmere, og hans øjne glimtede lidt i humoren Aldamar lagde i det. Fabian var ikke meget for at arbejde, til trods for hvor meget han gjorde det normalt. Det løsnede dog ikke op for isen der havde lagt sig i hans mave, og han var ikke sikker på at noget ville gøre det. Det var begyndt at føles vigtigt at de udnyttede alt tiden de havde sammen, og han kunne ikke lade være med at fortryde det skænderi de havde haft tidligere. De havde kun et par uger.
Han nåede dog heller ikke at sige noget som han blev trykket resten af vejen og et par familiære læber blev presset mod hans egne. Fabian holdt det dog kort, for uanset hvor meget han ønskede at udnytte tiden, så føltes det ikke som om at samtalen helt var ovre.
Han brød kysset og pressede sin pande mod Aldamars. Det var en lidt akavet position de var i. "Jeg har aldrig gjort noget lignende.." Han havde aldrig kæmpet så meget for en anden person og for at få dem til at blive i sit liv. Han havde altid ladet tingene glide ud i sandet. Selv hans familie så han ikke forfærdelig meget. "Du er sikker på at det ikke bare er nemmere for dig at finde en ny når du når til Zircon?" Der var noget humor i hvad han sagde, men også noget af den usikkerhed Fabian havde i deres forhold. Aldamar kunne have hvem som helst, og han måtte også godt. Det var nok nærmere det følelsesmæssige og personlige bånd mellem dem, som Fabian faktisk var bange for at miste, fordi Aldamar fandt en der var bedre. Noget han aldrig havde følt før.

Det var ikke sådan, at Aldamar fik lov til at lukke samtalen der. På forunderligvis var det nok første gang at han ville have noget overstået før Fabian, så da kysset var alt for kort, vidste han godt at der var mere at sige. Der var ikke andet at gøre, end faktisk at lytte, og se hvor den blonde mand kom fra når han sagde det han sagde. Jeg har aldrig gjort noget lignende, Aldamar's smil blev umærkeligt en anelse bredere og mere lettet, da han hørte det. Fordi det havde han heller ikke selv ligefrem. 

Det næste var dog.... ikke noget han som sådan kunne smile af - med det samme - og undrende gled øjnene nu først op, og fyrstesønnen trak forsigtigt sit ansigt tilbage for bedre at kunne se på ham. En ny? Noget der forekom helt absurd for Aldamar, der endelig måtte grine en anelse af det, fordi det forekom ikke bare absurd, men var også absurd. Tænksomt blev de mørkeblå øjne en anelse fraværende i overvejelsen om hvordan hele det forløb ville gå... og han kunne ikke lade værd med at himle med øjnene, mentalt. 
Det havde han ingen interesse i... eller tålmodighed til, for den sags skyld. Det var noget der krævede tillid, det var noget der - for ham - ikke bare var et hurtigt møde. 
Og så havde han altid været en anelse... kvalitetsbevidst på mange punkter i sit liv, hans partner var velsagtens også et af de punkter. 
Øjnene blev nærværende igen, og han sukkede med et smil mere. "Jeg tror at du glemmer, at det var dig der opsøgte mig først, med... den slags interesse. Jeg 'finder ikke bare en ny', de finder mig" kom det en anelse drillende fra ham, men dog fulgte et lidt mere seriøst blik med efter pausen, og den anden hånd gled op til hans skulder, og holdt fast der. "Men selv hvis det skete... så er det stadigvæk et nej. Du er... vigtigere, det er ikke bare... hmm" ord der snublede en anelse over hinanden, og han kneb med et gram af frustration øjnene sammen. Hvad var det helt præcist han mente. 
"... du glemmer hele tiden din egen værdi. Du er uundværlig.... når du altså ikke er en spade omkring det" mumlede han derefter, og nikkede for sig selv. Jah, det var dét han havde ment. Og gang på gang, så overraskede det ham at Fabian ikke selv så hvor dybt inviteret Arysprinsen var i ham, han mente bestemt at han heller ikke bare var en kunde... mere. 

Måske Fabian bare havde behov for noget klarhed omkring deres situation, om at det her ikke var noget der gled ud i sandet når Aldamar var flyttet, og Fabian stod tilbage med et tomt hjerte og en viden om at han havde givet mere end han havde lovet sig selv at han nogensinde ville gøre. Det var ikke ofte han tænkte det, eller var tvunget til det, men han kunne næppe benægte følelserne han havde for fyrstesønnen mere. At udtrykke dem ville stadig tage tid, men han frygtede dem ikke ligeså meget som han havde gjort.

Hans øjne var derfor også ganske seriøse som han kiggede på Aldamar, og ventede på svaret. Hans ene hånd havde fundet sig til hvile på Aldamars ben, mens hans mundvige trak lidt. Både af mindet om deres første møde, men også at Aldamar lige ville slå hans værdi fast. ”Jeg husker det faktisk ganske godt,” kom det drillende tilbage, og rykkede sig lige lidt tættere på ham, så han også bedre kunne nå ham. Han havde blot taget muligheden da den var blevet givet til ham, men det var også noget der var meget svært at fortryde på nuværende punkt.
Et lille suk undslap ham, og han blev nødt til at lukke øjnene lidt i dog, selvom han ikke trak sig væk. ”Jeg vil bare være sikker på at du også ved hvad du går ind til, inden vi risikerer at...” nogen får et hjerte knust. Han kunne dog ikke få de ord over læberne, men mon ikke Aldamar forstod hvor den sætning gik. ”Jeg ville ønske du havde nævnt det tidligere.... et par uger er virkelig ikke lang tid.” Der var mange ting som Fabian stadig ønskede at nå med Aldamar, selvom han da håbede de stadig kunne nå dem på den anden side. Han ville ønske de havde lidt mere tid sammen. Et par uger var ikke mere end et par enkelte gange mere hvor de skulle ses. ”Så vi har hvad... 3 gange tilbage?” Bare ordene gav ham is i maven, men han ville skubbe det videre. Det her var ikke noget han havde ret til at være sur over, selvom han følte sig frustreret. 

Fristelsen til at placere sig 'rigtigt' til den her samtale, var ret så stor. Men han vidste bare en anelse bedre end at udfordre skæbnen unødvendigt, og han var næsten sikker på at en ny person ville komme ind og forstyrre dem, om han gjorde lige præcis det. En ny person, som måske ikke ville være Arya i det her tilfælde... og dét, jah det ville ikke være kønt, eller videre godt, givet hvordan at han virkelig ville hade enhver der brød af, i den her længe ventede samtale. 
Jeg vil bare være sikker på... Aldamar nikkede; han forstod ham godt. Og det virkede næsten absurd at Fabian skulle være den med de største bekymringer, når det var ham der mødte flest fremmede men dog også mere spændende mænd, rundt omkring i byen. 
Nogle gange kunne man være bekymret for at han gik efter den potentielle status der fulgte med. Og så alligevel ikke, magt, politik og afpresning penge virkede ikke som det der motiverede ham her i livet. 

Aldamar havde efterhånden fået placeret sig så langt oppe imod ham at han sad ved midten af låret, stadigvæk med benene krydset ud over sengekanten omend med mulighed for at dreje sig ordentligt imod ham. "... nej det er ej" mumlede han og kiggede op, en modvillig nikken som følge. "Eller, 6 gange, givet at du har... flere dage i ugen du kan sætte af" selv ville han nok godt kunne finde et par timer en anden dag, og hvis han ikke kunne, så ville han rykke rundt så det kunne lade sig gøre. Han vidste ikke hvorfor logikken i ikke at sige det, havde virket så praktisk. Måske for at undgå at se dét blik, det bragte med sig. 
En enkelt hånd gled op imod brystet, inden at den ene finger mere drillende krogede sig igennem halskæden han havde. "Men det er også et par gange, hmm? Og måske går der også nogle uger førhen at jeg får alle mine ting fra Dianthos, med tilbage" hvilket var en halv løgn, men han kunne nok godt... få det vil at virke som om at han havde noget vigtigt, afsluttende at gøre i Dianthos. 
Og finde en teleporter til Fabian, så han ikke skulle tage turen til fods eller på hesteryg. 

Fabian havde virkelig også lyst til at hive Aldamar helt hen til ham, så de bedre kunne snakke, og være tæt, men Arya havde i hvert fald mindet dem om at døren ikke var låst, og hvis de skulle sidde mere bekvemt, så ville det kræve at de listede op på Aldamars værelse i stedet for, og han var heller ikke sikker på at huset ville købe en undskyldning om hvorfor de var deroppe med låst dør, når Fabian havde omkommet for tid forinden.

Man kunne dog se at Fabian virkede til at kvikke lidt op da Aldamar fordoblede tallet. 6 gange? det var meget at rykke rundt, men da Fabian ikke havde mange fast kunder og slet ikke ugentlig kunder, så var det faktisk ikke umuligt for Fabian. At sige han havde en kunde var trods alt rigtigt, også selvom han nok ville undlade hvor mange gange det var den samme. ”Det ville jeg ikke have noget imod,” hviskede han. For enhver anden ville det betyde fordobling af beløbet på en uge, men det var det der bekymrede Fabian mindst lige nu. Han kunne rykke penge rundt, hvis det blev snævert, han ville kunne få det til at gå op i sidste ende, selv hvis Aldamar ikke betalte ham. Det var langt fra vigtigt. ”Så langt du kan trække den,” hviskede han også lidt smågrinende, for mon ikke Aldamar ville kunne trække lidt på tingene, så de i sidste ende ville give mere mening for dem.

Endelig lænede han sig frem igen, så han kunne placere et lidt længere kys på Aldamars læber. Han var langt fra glad for situationen, men det gjorde det lidt bedre at vide at han ville få om ikke andet et par timer mere om ugen med Aldamar indtil han ville forsvinde væk. Det kunne jo være at det var hvad der gjorde at han blev lidt træt af den anden mand, og ikke havde behov for at de sås så tit. 

Hvorvidt det var Aldamar der trak ham ind, eller ham der trak Aldamar selv ind - det kunne han ikke helt vurdere. Og det var, i og for sig, også fuldkommen ligegyldigt. Det vigtigste var at det skete, og han med et tilfreds pust af energi kunne mærke læberne imod sine egne, og insisterende sørge for at halskæden holdt ham tæt nok på i længere tid end før - det havde været alt for kort, kysset der var før. 
Hånden der havde været om hans skulder, listede sig op til de blonde lokker og lod en fast men også nussende hånd glide over de korte sider, og vikle sig ind imellem de længere lokker på toppen af hovedet. 

Da kysset blev brudt, rykkede han sig ikke væk men hviskede derimod sagte "Så længe vi kan trække den" som et ekko af hans ord, inden at han påny sørgede for at lukke afstanden i mellem deres læber, og længselsfuldt - forbandet længselsfuldt - læne sig mere imod ham så hans ryg ville ramme sengevæggen bagved ham. Åhh hvor kunne han godt bruge, at de havde været mere diskrete med hans besøg, lige her og nu. Det havde dog ikke været en mulighed, og modvilligt måtte Aldamar på et eller andet tidspunkt slippe, og næsten mut erkende at der var mere at sørge for, end bare hans altid underliggende behov for at mærke Fabian helt tæt. 
Blikket gled imod maden som uden tvivl ikke længere var ligeså varm som den burde være, og med et suk lænede han paneden imod hans skulder, og mumlede ned i stoffet. "... er du sulten? Køkkenet lavede trods alt mad til os - det smager nok lidt bedre end din te gjorde" 

Et tilfredst suk kom fra Fabian. Man kunne ikke kalde ham lykkelige i det her øjeblik, men han var nu stadig glad for at Aldamar var her, at de ikke skændtes, og at Aldamar ikke bare ville forsvinde. Ikke som det lød som om at han ville have gjort tidligere. Nu havde han tid til at forberede sig på at Aldamar ikke længere ville være så permanent en del i sit liv, og inderst inde vide at han før eller siden ville blive nødt til at nævne det for Sif. For det gjorde ondt.

Hans ene hånd gravede sig grådigt ind i de mørke krøller som den plejede, mens han med den anden hånd blot forsøgte at hive Aldamar tættere, og selvom der var gentagne kys, lange og længselsfulde, så følte han at de næsten endte for hurtigt denne her gang. Hans øjne kiggede lidt skuffet på Aldamar og så på maden, inden han nikkede, inden han lige gav Aldamar et sidste kort kys.
”Hvor lang tid siden er det de lavede det?” spurgte han, for han havde faktisk ingen idé om hvor lang tid han havde væk, selvom han næppe følte sig helt udhvilet. Luren han havde fået havde været lidt påtvunget af hans krop. Dog var han næppe en der kunne være kræsen over at maden ikke var varm mere. Mad skulle spises, især når den stadig var semi-frisk, og han ikke ligefrem sad og frøs. Der var Aldamar nok lidt mere sart med maden. 

Det var en delt splittelse i at skilles, men som så meget andet her til aften, virkede det som en nødvendig onde. Aldamar løftede forsigtigt hovedet fra skulderen, og skævede imod aftensmaden som var blevet kold. Jah hvor lang tid siden var det helt reelt? En time? To timer? Noget overvejende kom lige frem i øjnene, førhen at han nikkede en anelse for sig selv. "Det er nogle timer siden.. men, der er varm mad tilbage i køkkenet" Aldamar viklede sig en anelse fri, og nikkede mere bestemt. "Og du fortjener lidt varm mad, mmh?" 

Luksus var nu engang noget han kunne byde, og dertil ikke havde et problem med at tilbyde. Ikke for Fabian, ikke for ham. Desuden... så havde han det også godt med sig selv, når han kunne være lidt... indover hans liv, på den diskrete måde der lå i at tilbyde ham mad. Kost, logi... selskab. Alt det, kunne han nu engang godt give. 
Derfor var det med et sidste klap på låret under dynen, at han rejste sig, og tilbød en hånd for at svinge ham ud af sengen. "Vi tager ned i spisesalen, og ser hvad de har at gøre godt med... det burde ikke tage lang tid" grinte han, og om han fik lov ville et sidste, mere nærværende kram følge med, når Fabian endelig rejste sig. 
Han havde trods alt ikke fået omfavnet ham ordentligt, og nu hvor at han stod op, virkede det som et behov der ikke kunne tilsidesættes. Især når det ville være.. så godt som umuligt, så snart de kom udenfor døren. Hemmeligheder, altid hemmeligheder. Det var et under at Fabian fandt sig i det, stadigvæk. Hovedet ville falde ind imod den varme brystkasse, og armene glide om bagved ryggen, så håndfladerne kunne skubbe ham tættere på, ud fra skulderbladene.