Stille som en skygge forfølger en blåklædt skikkelse den skaldede rigmand, formår med professionel dygtighed at holde sig ubemærket i baggrunden. Elias' tøj er af samme, fornemme stof og delikate snit som herfolket i teateret, men det er alligevel tydeligt at han bærer rollen som tjener.
"Jeg ved det ikke, Hr. Det er ikke til at sige, Hr. Formentlig, Hr." lirer han af, udmærket klar over både det retoiske i grevens spørgsmål og sin egen pligt til at svare. Han kunne bestemt have klaret sig langt værre end status som assistent og mundskænk hos Grev Josef. I det mindste bliver han her anerkendt som mere end en baggrundsfigur.
Han holder sig bag Grev Josef, et par centimeter lavere, mens hans øjne flagrer rundt fra person til person omkring dem, og tænker i sit stille sind på alt muligt andet. Forestillingen var ikke dårlig, bestemt ikke, om end lidt avangarde for hans smag. Men det er vel sådan det bedre selskab i byen foretrækker det - kompliceret nok til at de kan føle sig overlegne, simpelt nok til at de ikke føler sig dumme, og med en tydelig nok moral til at de kan se ned på underklassen og konkludere at de er langt bedre stillet. Hvilket de er, selvfølgelig. De kan trods alt betale sig ud af at få deres gårde plyndret, selvom Elias altid har syntes at det virker en smule selvmodstridende.
Den unge mand ånder tungt ud og betragter byfacaderne omkring sig. Februarluften er let og kold og river i lungerne, og han trækker det tykke uldhalstørklæde tættere omkring sig med en diskret bevægelse. Meget kan man sige om den ubehagelige, hede, trange oplevelse det er at gå til aftenforestillinger i teateret, men turen hjem bagefter er altid en fornøjelse. Og stjernerne står smukt fremme på himlen i aften. Man kan endda skimte en enkelt planet, hvilket overrasker Elias. Det er da tidligt at dén er dukket frem.
Han skæver til Josef og kommer med et skævt smil over mandens hidsige humør, "Jeg tager det at De ikke nød forestillingen, Hr.?"

Elias giver et grin fra sig og smiler lidt inde bag tørklædet. Menneskemængden der strømmer ud fra teateret begynder langsomt at tynde ud, og snart er der kun enkelte par der ivrigt konserverer om den netop færdigtgjorte forestilling, samt tjenere med neutrale udtryk, men trætte, kedsommelige øjne. En ung, kvindelig assistent danner øjenkontakt og stikker ham et smil, et sigende, næsten beklagende hvad-kan-man-gøre-smil. Han smiler tilbage og giver hende et lille nik med hovedet. Han har vist nok set hende et sted før, sikkert en en fest eller lignende.
"Hvad så nu, Hr.?" spørger Elias høfligt og ranker ryggen en anelse, "Vil De direkte hjem, eller har De andre ærinder i byen?"
Efterhånden har han lært at svare på de rigtige spørgsmål og reagere på de rigtige kommentarer fra Grev Josef. Det er trods alt ved at være noget tid siden han først kom i tjeneste hos ham, og man får fat på nogle fif og tricks gennem årene. Jo, Josef er en stille mand, som regel, men ganske morsom når det slår ham. Eller, det mener Elias i hvert fald. Noget siger ham at ikke alle deler det syn på manden.
Den unge mundskænk følger grevens blik idet han får øje på en forbipasserende person, og Elias studerer diskret den bekendte, men kan ikke sætte en finger på hvem det skulle være. Josef kender så mange, men denne var tydeligvis ikke én han ønskede at socialisere med.
"Nyder De stjernerne, Hr.?"

Into baner sig tavst og energisk vej igennem de få folk der stadig går på gaden, til trods for at Lord Argon intet besvær har med at komme frem. Selv hvis vejene ikke havde været så godt som tomme, ville folk nok tænke sig om to gange før de gik i vejen for den høje halvelver. Men Into går op i sit arbejde, og mere end alt går hun op i at det gøres ordentligt og grundigt. Så hun går med rank ryg en lille meter foran sin arbejdsgiver og kigger intenst ud i nattemørket.
Hun holder meget af at gå ude om aftenen, til trods for kulden. Manglen på lys gør, paradoksalt nok, hendes udsigt bedre, og hun kan slå hætten på den store frakke ned uden at bekymre sig om solskoldning og skader på huden. Det hvide hår og ligeså farveløse hud lyser nærmest op i mørket, det hvide tøj blander sig med månelyset og er lettere opsigtsvækkende. Skulle det blive nødvendigt kan hun smide overtøjet og blive usynlig i lange, sorte ærmer nedenunder, men byen virker nogenlunde fredelig i aften, og så vidt hun ved er Lord Argon ikke ude på et hævntogt eller lignende. I så fald havde han nok taget nogle flere håndlangere med. I aften er de bare ham og hende.
Into ser forholdsvis fredelig ud - et stykke lavere end manden ved sin side, og det eneste våben et kort, spinkelt sværd der hviler ved hendes hofte. Men hvad der ikke er synligt for omgivelserne, er de mange knive og sværd og eksotisk apperatur der gemmer sig under den fyldige frakke, og hendes betydelige dygtighed til at bruge dem. Argon kan vide sig sikker - skulle nogen angribe dem, ville de få halen på komedie.
Med et smil ser pigen op og lægger hovedet på skrå ved synet af den store teaterbygning, oplyst i aften og summende af liv. Hun skæver tilbage til Argon og peger tavst mod bygningen med et spørgende smil. Skal de derhen?

Elias giver et næsten lydløst grin fra sig, retter en smule på det nystrøgede tøj og lægger så hænderne om bag ryggen igen. Idet en kuldegysning løber igennem ham skutter han sig. Normalt er det opfriskende og næsten behageligt at gå rundt i nattekulden, men langvarig stilstand ender ofte med at blive for meget af det gode. Han rømmer sig diskret, nikker til en bekendt tjener der netop forlader sammen med sin frue, og retter så blikket mod den stjernekiggende Josef.
"Jeg hører at Baronesse Tonia afholder en banket efter forestillingen," påpeger han hentydende og følger Josefs blik op mod himlen. Personligt ville han hellere bruge sin aften på at kigge stjerner, specielt når de er så tydelige som i aften, men det er alligevel sjældent han kommer ud. Og en af Baronessens tjenestepigers lillesøster er lige blevet gift, så pigen må uden tvivl føle sig ensom. Elias smiler uvilkårligt under halstørklædet.
Et stjerneskud kaster sig selv over himlen forfulgt af en lysende hale, giver et enkelt blink fra sig før det går op i røg i atmosfæren. Af ren vane begynder den unge mand at søge efter stjernetegn han genkender, og kommer op på en seks-syv stykker, før noget usædvaneligt nede på jorden fanger hans opmærksomhed.
Et stykke væk, med retning mod teateret, bevæger to høje personer sig imod strømmen af mennesker, sandsynligvis i god tid før den næste teaterforstilling. Den højeste, en mand, glider sammen med natten i sit mørke antræk og udseende, og til trods for at han ligner en typisk rigmand i fin jakke og sko, er der noget specielt ved ham som Elias synes at genkende. Pigen foran ham, derimod, har han aldrig set før, selvom hun er opsigtsvækkende i hvidt tøj og ... hud. Den unge mand løfter et øjenbryn.

Grevens øjne flygter fra den ene stjerne til den anden, som var det et stort puslespil, som lå foran ham. Et slags forsøg på at få overblik, men universet er ret stort, og det er umuligt at se på det hele på én gang. Kort efter bliver han træt af al denne himmel-studering, og kigger i stedet omkring sig, på de forbipasserende med skeptiske øjne.
”Baronesse Tonia?...” siger han i et spørgende toneleje, men endnu engang uden at vente på svar. En irriteret strubelyd afslutter hans sætning, og han gør et vift med hånden, der indikerer at det rager ham endnu mindre end en høstblomst. Og det siger en del.

Josefs øjne lander på to folk – En høj, mørkhåret mand iklædt finere tøj og det der højst sandsynligt er en ung kvinde, ualmindelig hvid i sin udstråling. Der er noget sært ved hendes farveskala, noget usædvanligt. Med et hurtigt blik på Elias kan han konstaterer, at også hans opmærksomhed er fanget af den unge dame. Blikket søger tilbage på manden, som tøsen følges med, eller nærmere efter. Han er sådan en type, som Josef med garanti burde kende til, bare på den ene eller den anden måde, men Josef er fuldstændig blank i forhold til at genkende ham. Han vælger at lade være med at gøre sig flere anstrengelser, for at kunne huske ham, og spørger i stedet Elias:
”Har du kendskab til den mand?”

Into smiler og kommer med et lydløst grin da Argon bekræfter deres bestemmelsessted, og med et lille nik fortsætter hun fremad. Efterhånden begynder folk omkring dem at fange stemningen, og flere og flere viger uden om de to personer af egen fri vilje, frem for at blive skubbet væk.
Byer og deres indbyggere har altid fascineret Into, og på sin vis mindet hende om hjorder af rensdyr eller lignende. Som regel ser de ud til blot at rende forvildet rundt, men med lidt omhu kan man på øje på præcise, komplicerede adfærdsmønstre, som de ikke nødvendigvis selv er klar over at de udfører. Flokkens medlemmer følger hinanden indbyrdes, og begynder ét dyr at trække i en anden retning for at græsse, vil resten gradvist, men hurtigt, følge efter. Det samme gælder hvis en af dem får øje på et rovdyr, eller en forhindring der skal overkommes. Ændringer i rutinen spreder sig hurtigt igennem flokken, og aflurer man som jæger mønsteret er det nemt at nedlægge et bytte.
Men der slutter metaforen også. Som regel. Intos tanker dvæler kortvarigt hos de snedækkede vidder ved hendes hjemby, indtil trappen til teateret er kun en lille meter foran hende.
Hun tager trinnene to af gangen, klar over at Lord Argon sagtens kan følge med, og når hurtigt op af den høje trappe og sætter kurs mod de fornemt udførte trædøre der udgør hovedindgangen. Hendes lyserøde øjne flakker af ren vane mellem de tilskuere der stadig står placeret rundt omkring, som for at sikre sig at en af Argons fjender ikke står i skjul med en kniv i hånden eller lignende. Blikket bliver hængende hos en besynderligt udseende mand med skaldet isse og spidse ører, men hun river sig hurtigt løs.
Netop som Into skal til at skubbe døren op for at gøre plads til Argon, lægger en ældre mand hånden på hendes skulder med et irettesættende host;
"Beklager, unge dame, men dørene er lukkede det næste kvarters tid, mens der gøres klar til næste forestilling."
Forsigtigt fjerner hun hånden fra det forgyldte dørhåndtag og skæver tilbage til Argon.

Elias giver et lydløst suk fra sig, da Josef nonchalant afslår hans indirekte ønske om at begive sig videre til en anden fest. Godt så. Det ser ud til at han er fanget her indtil videre, i hvert fald indtil greven beslutter sig for en fortsættelse på aftenen der falder i hans smag.
Den unge mand giver sig i stedet til at fortsætte sin observation af folk omkring sig. Ikke hans primære hobby, men ikke desto mindre end aktivitet han bruger lang tid på. At vide hvordan andre mennesker (og andet) opfører sig kan være en nyttig egenskab, især når man er indenfor Elias’ profession. Det bedre selskab har trods alt et ry for at være humørsyge og dolke hinanden i ryggen med kun det mindste varsel, så det betaler sig at kunne aflæse små tegn og varsler i den sammenhæng. I hvert fald hvis man vil beholde sit arbejde. Og liv, for den sags skyld.
Han scanner trappen. En letter overvægtig, lav kvinde med en hvid pels står med en vifte i hånden til trods for aftenens minusgrader, mens hendes kavaler utålmodigt spejder gaden efter den karret han formodentlig venter på. Han deler tydeligvis ikke sin hustrus begejstring over at sludre med de andre velhavende og udveksle erfaringer og sladder, men den hvidpelsede kvinde slår ham begejstret på armen hver gang hendes veninde siger noget særligt morsomt. De er for langt væk til at Elias kan høre deres præcise ord, men deres fagter og kropsbevægelser afslører det generelle emne; en af de slags ting som man siger ikke skal diskuteres i høfligt selskab, men bliver det alligevel.
Elias’ opmærksomhed rives væk fra de to kvinder da nogle irriterede udbrud høres fra den anden ende af trappen, og han drejer interesseret hovedet i mod lyden. Det er den hvide pige igen, og hendes voldsomme færd op af trappen får mundskænken til at løfte et øjenbryn. Hun ligner ikke ligefrem en typisk tjener, og nysgerrigt giver Elias sig til at studere hendes kompagnon en ekstra gang.
”Hm,” Er det eneste umiddelbare svar han kan give Josef, men den unge mand kniber øjnene sammen og koncentrerer sig. Et eller andet virker bekendt.
Halvelveren gør et indtryk, må man indrømme, til trods for at hans tøj ligner de omkringværende mænds. Der er et eller andet over ham som skiller sig ud, og Elias kan ikke ryste den foruroligende fornemmelse af sig, at manden ikke er et sædvanligt medlem af herskabet. Men hvad præci—
Ah.
”Jeg tror det er Lord Argon Dracoran,” Elias trækker på smilebåndet, ”Jeg har hørt en del om ham på det seneste, men det hele er lidt hys-hys. Tilsyneladende er han ved at arbejde sig op i systemet.”

Josef stirrer afventende på sin tjener, og lader tungen sno sig om de spidse hjørnetænder, inde i munden. Hans hånd er eftertænksomt placeret på hagen, idet han prøver at sætte ansigt på personen, der står et lille stykke fra de to.
”Lord Argon Dracoran, siger du.” Gentager han, og gnider sig stadig på hagen. Han smager lidt på det lange navn, mærker sig selv blive misundelig over, at han ikke selv har betegnelsen ’lord’. Men på den anden side lyder ’grev’ mere professionelt end ’lord’, ved nærmere eftertanke. Og til sidst ender han med at konkludere for sig selv, med et veltilfreds smil på læben, at det egentlig er meget godt, at han ikke hedder ’lord’. Når man hedder lord er man på en eller anden måde forpligtet til at deltage i en masse sammenkomster sammen med en masse andre ’lorder’, hvorimod en grev ligesom bare passer sig selv. Sådan kan Josef nu bedst lide det, når det kommer til stykket. Det vil sige, Elias må gerne være der. Elias er en intellektuel samtalepartner, i modsætning til så mange andre, heriblandt en del af alle lorderne og de adelige. De plejer for det meste bare at snakke om et nyt stykke sæbe, som de har fået i gave, fra de varmere himmelstrøg, eller et tæppe, som er hæklet af en oldtidskonge.
Josef løsriver sig fra de dybe tanker og vender tilbage til Elias. Atter en gang gentager han blot tjenerens ord i et tænkende toneleje.

”Arbejde sig op i systemet…”. Han mumler og folderne hænderne bag ryggen.

Det er ikke ligefrem en hemmelighed at Into nyder sit arbejde.
Eller rettere nyder hun sin arbejdsgiver. En stærk loyalitetsfølelse løber hendes årer, er en del af hendes kultur, men selv hendes familie har måttet indrømme at hendes er ganske ekstrem. Med den følger trangen til at have nogen at være loyal over for, og det er, ærlig talt, en stor del af den manddomsprøve som alle landsbyens unge bliver sendt ud på: At finde en passende plads i livet og forsvare den med næb og kløer.
Og hendes plads hos Argon er hun ikke et øjeblik i tvivl om er den rigtige. De år hun tilbragte hos smeden var ikke spildte, tværtimod, men den tilværelse var bestemt ikke et varigt holdepunkt. Nok kunne hun finpudse sin tekniske snilde, men den lille smedje føltes aldrig som et hjem, aldrig rigtig som noget hun ville beskytte.
Argons advarsel om at overanstrenge sig får Into til at ufrivilligt smile en anelse. Hele hendes tilværelse går ud på at anstrenge sig, og dog får hans ord hende til at sætte farten ned en anelse - det kunne jo forstås som en ordre – men fjerner ikke det målrettede udtryk i hendes ansigt.
I Dracoran-klanen føler hun sig hjemme. Her ved hun hvad hendes opgave er, hvad reglerne er, og hendes entusiasme er så stor at hun på det nærmeste følger efter Lord Argon som en forelsket hundehvalp. Det har givet anledning til underlige blikke fra de andre medlemmer, men det er ikke noget Into har lagt yderligere mærke til. Hun er trods alt en anelse langsom, på mere end ét punkt.

Den unge kvinde smiler beroliget da Argon erklærer at de bare venter udenfor. Godt, han har styr på det. Hun ranker sig en anelse og lader hurtigt sit svage syn glide rundt i omgivelserne. To personer længere væk, begge med deres opmærksomhed på Argon, fanger hendes blik, og hun kniber øjnene sammen en anelse. Der er noget ved den skaldede person hun ikke bryder sig om, og med ét er hun på vagt.

Elias nikker eftertænksomt og skotter mod halvelveren så diskret som muligt. Man samler op på lidt af hvert til fester og i byen, og der har cirkuleret en del rygter omkring en Lord der passer præcist på den mørke, høje skikkelse derhenne. Ikke specielt konkrete rygter, dog. Hele situationen er meget vag, og det er mere en generel fornemmelse end egentlige informationer, man hører om manden. Men Elias mindes alligevel at det er ved at være længe siden han har hørt noget nyt om ham. Folk var en anelse nervøse nogle år tilbage, men måske er det stilnet af nu.
”Jeg tror ikke det er noget at bekymre sig om, Hr.,” informerer Elias Josef med et let, selvsikkert smil, ”Han er rimeligt atypisk, som De kan se, og det er tvivlsomt at sådan en type kan nå langt.”
Ikke nogen munter virkelighed, men ikke desto mindre sandt. Elias har været i branchen længe nok til at vide hvilke typer der kan klare sig i overklassen, og det er altid de samme, gamle personligheder som sidder på magten. Særlinge og udskillelser, hvor kløgtige og visionæriske de end måtte være, ender altid med at bryde sammen. På den ene eller den anden måde. Han mindes en ung grevinde der tog over efter sin afdøde far næste år. Hendes palæ er vist nu ejet af en baron der fik hende erklæret sindssyg hurtigere end nogen kunne sige ’familieformue’.

Elias åbner munden for at sige noget mere, men klapper tænderne i og mærker en kuldegysning løbe ned af ryggen på ham, da halvelveren pludselig henvender sig til dem. Elias’ puls stiger kortvarigt. Han hørte dem? Igennem mylderet og larmen hørte han dem? Hvordan pokker …
Den unge mands blik flakker mellem Josef og Argon, men sin mund holder han lukket. Det smarteste træk vil være at tie stille nu, og normen dikterer alligevel at tjenere holder sig i baggrunden når stormænd diskuterer. Han skulle nødig få Josef stillet i dårligt lys; Det var trods alt Elias der talte ondt før.