Fabian hørte dårlig musikken forsvinde. Hans øjne var kun på Aldamar, og det var kun fordi han så folk ud af øjenkrogen begynde at bryde op, at han svagt registrerede at musikken var stoppet, men til trods for det, så var han ikke villig til at give slip. Det virkede latterligt. De havde hele natten sammen, men det føltes også som om at magien lidt ville forsvinde, ligeså snart de gav slip på hinanden. Lige her, og lige nu, der kunne de lade som om at de blot var to mænd der faktisk var gift og som holdt af hinanden. Det var ikke en fantasi Fabian rigtig havde, men et sted der opsatte han stadig romantik med de traditionelle forhold han havde set og hørt om hele sit liv.

De små kys var næsten overvældende, og det gik op for ham hvor meget af en favn af Aldamar han egentlig havde. En god ting, men også overvældende, når hans tanker ikke kunne lade vær med at sværme om hvad hvad der var gået op for ham tidligere samme aften. Heldigvis havde Aldamars læber en helt unik evne til at få Fabian til at stoppe med at tænke, så han kyssede glædeligt tilbage. Det var dog hverken grådigt eller intenst. Det var næsten blidt og sødt, og bare... udforskende.

Fabian slap også snart kysset, og lagde sin pande mod Aldamar, med et stille smil. ”Skal vi finde et sted at slå os ned for natten,” hviskede han. Selvfølgelig var der deres tidligere samtale om en præmie, både for Aldamar, men også Fabian, men det var ikke så meget det det handlede om. Det var blot et sted hvor de alligevel kunne være mere dem selv, og bare udforske hinanden. Spændingen mellem dem havde trods alt været høj hele aftenen, og før eller siden havde Fabian behov for en eller anden form for udløsning på det. 

Vinden der bevægede sig igennem området hviskede flygtigt at det for hvert minut der gik blev tættere på nat, og et eller andet sted, var Aldamar ikke helt klar til det. Bevares, han glædede sig til de aktiviteter natten bød på, og havde da også enkelte gange ønsket at den kom nærmere bare en smule hurtigere end den havde gjort. Men det havde været tidligere på dagen,  hvor at timerne stadigvæk havde været med dem. Så snart man nærmede sig timerne op til midnat, jah så skiftede det et eller andet sted hen af vejen... og så var det som om at timerne gik imod dem.
Ikke at det betød mere end som så, Aldamar vidste at bare fordi det var nat, så var det ikke forbi. Panden mødte hans da Fabian valgte at slippe kysset, og med små nussende bevægelser cirklede hans fingerspidser hen over skjortens stof på hans ryg, imens ørene hørte hans stille hvisken. 
Ordende bragte en bifaldende lille lyd over fyrstesønnens læber, og han kunne ikke helt beslutte om Fabian allerede havde et sted planlagt, eller om det var åbent og frit til forhandling. Fordi hvis ikke, så havde han en sidste ting han gerne ville. 

Det var efterhånden nogle måneder siden han havde forladt Zircon til fordel for Dianthos. Og selvom storbyen var lys og charmerende på sin måde, jah så var det virkelig gået op for ham, hvor meget af nattehimlen der manglede over den evigt lysende by. Men herude - herude midt i ingenting - jah der trådte stjernerne ligeså tydeligt frem som de kunne gøre ved Ædelborg. Og det var trods alt stadigvæk sommer, så vejret var ikke engang forfærdeligt køligt. 
Aldamar ville nok aldrig kunne nyde sådan en himmel i nærheden af sit hjem, sammen med Fabian. Så med et blidt smil gled forslaget over hans læber, idet at han stillede sig en anelse på tæer for at nå op til den andens øregang. 
Han vidste trods alt at han havde pakket tæpper og kappe i den rejsetaske han havde taget med sig - den der stadigvæk var ved de opstaldede heste, i tilfælde af at vejret havde været mere imod dem en med dem. Ville han være frisk på det? 
En anden del af ham vidste også at det måske lige var en tand for 'romantisk' til at det bare var en af de ting Fabian havde planlagt at vise ham ved byen, og måske ikke helt kunne undskyldes som værende 'festaktivitet'. Men han var samtidig også ligeglad, og nød bare at have succes med de små ting han sagde jah til. 

Fabians hænder fandt vej under Aldamars skjorte, for at nusse den bløde hud der var på hans lænd, og mærke den varme hud, mod hans egne lidt køligere fingre. Han kunne godt have stået her for evigt med Aldamar, men nu når han var opmærksom på at festlighederne ligeså stille ville dæmpe af, så føltes det unødvendigt og lidt dømt at stå midt i det hele. Det ville trods alt blot byde op til at blive udsat, hvis der stadig var nogle fulde folk omkring, som ikke brød sig om de to af dem.

Han havde dog ikke tænkt sig at vikle sig ud af Aldamar, ikke før at den yngre mand også var indforstået med det næste træk, og han havde forventet et ja fra ham, da han rakte op for at hviske tilbage, og ikke forslaget om nattehimlen.
De blå-grønne øjne gled op mod himlen, hvor man også kunne svagt ane dem, til trods for faklerne. Det var ikke ligefrem noget han savnede, men han havde det ikke i sig at sige nej til Aldamar, ikke når forslaget endelig var kommet på bordet. Det føltes i hvert fald som om at Aldamar ville strække oplevelsen så langt som han kunne, og det var noget Fabian kunne gå med til. Også selvom oplevelsen nok ville være en anelse for romantisk.

Han nikkede med et smil, og endelig viklede han sig ud af omfavnelsen med Aldamar, for blot at vikle en arm om ham, som de begyndte turen hen mod hestene, efter deres ting. Det burde ikke være umuligt at finde et stykke græs et stykke fra byen, hvor de kunne slå sig ned og nyde vejret og himlen.

Et lille sus gik igennem ham som Fabian nikkede, og godt tilfreds faldt han ind ved siden af Fabian, glad for at det ikke havde været et nej. Han vidste ikke hvor meget han kunne presse citronen, trods en stor del af ham hviskede at han gerne ville - lokkede ham til at få de små øjeblikke han kunne. Derfor var turen tilbage i stilhed behagelig, men... eftertænksom. 

--- 

Aldamar greb sin rygsæk, for med den blonde skikkelse at bevæge sig ud til et sted der var en anelse mere frit for folk, og en anelse mere stjerneoplyst end byens fakkeloplyste gader var. 
Der var 3 ting han havde tænkt igennem, og også følte sig ret så sikker i, lige nu. Den ene var at han brød sig lidt for godt om Fabian - en konklusion han var nået tidligere på aftenen. Han kunne mærke det i fingerspidserne der hele tiden søgte hans hud, han kunne mærke det i hans læber, der ikke kunne lade værd med at strække sig til et lidt bredere smil hver gang han så på ham. Og han kunne fornemme det på den underliggende frustration, der kom hver gang hans tanker faldt tilbage på at han ville forsvinde væk (i nogle dage), når de kom tilbage til Dianthos. 
Det andet var at han ikke var alene med den fascination - man skulle være naiv for at benægte det åbenlyse... og Fabian havde haft den samme modvillighed over for erkendelsen som ham, hvis ikke en større modvillighed, en modvilje der talte sit tydelige sprog. Hvilket ledte ham til det tredje - han vidste ikke hvad han skulle gøre af det. 

Imens de bevægede sig over grusstien der ledte ud imod de mere åbne markområder, vidste han nemlig også at det ville være dumt at sigte efter noget der ikke kunne lade sig gøre. For ikke at tale om direkte respektløst overfor Adena, og Fabian selv. Dumt, selvisk og fandens svært at kontrollere. 
Fordi havde han trukket sig (som han plejede) tidligere på aftenen, ville det ikke kunne forsætte i den retning det gjorde nu. Men han fulgte (ubehageligt bevidst) en sti der kun fæstnede skøgen dybere i hans tanker; tanker der fik Aldamar til ubevidst at stramme grebet om hans talje en anelse imens de gik. 
Og tanker der gjorde det svært for ham at sige noget i vittigt, kvikt eller henkastet sådan som de slentrede videre. 

Hvor Aldamar brugte den korte tur ud mod markerne på at selv-reflektere, så gjorde Fabian alt andet end det. Erkendelsen tidligere på aftenen om at der var noget havde været mere end nok for ham, og havde sat ham over styr flere gange. Han vidste ikke hvordan han skulle håndtere de følelser der rumsterede i ham, så han gjorde med så mange andre ting, og ignorerede dem, indtil han havde et mere stille sted at reflektere over dem.
I stedet for fokuserede han på den kolde luft mod hans hud, og den varme krop ved hans side, og bare... hvor glad og tilpas han følte sig, når han gik med Aldamar. Der var tumult i hans krop og en evig summen der ikke ville gå væk, men alt i alt, så havde han ikke følt sig så godt tilpas med en anden person i årevis. Til trods for denne følelser, eller måske præcis pga. den følelse, så sagde han heller ikke noget, som de gik i stilhed ud af byen.

Markerne begyndte at strække sig omkring dem, og selvom de ikke var de eneste på vej ud af byen, så var der enten nok plads, eller også var der ikke mange der havde planer om at se på stjerner, for der virkede næsten ødet herude. Det var kun de natlige insekter man svagt kunne høre, især som ingen af dem havde sagt noget i et godt stykke tid.

De fandt et godt sted, formodede Fabian, det her var virkelig ikke noget han normalvis gjorde, men han hjalp Aldamar brede tæppet ud, før at han tog plads, og endelig sagde noget. ”Hvorfor stjernerne?” spurgte han, nysgerrigt men ikke dømmende eller drillende. 

Man kunne vidst roligt sige at Fabian levede langt mere i nuet end Aldamar gjorde, da han altid tænkte fremad. Det var dog også hvad der gjorde det rart at være omkring ham, når han med et tilfreds smil kunne slå sig ned ved hans siddende skikkelse, og det nye spørgsmål kunne ryste bekymringer om fremtiden af væk fra hans tanker. 
I stedet var det et spørgsmål om hvorfor lige stjernerne, og Aldamar's læber sitrede svagt. Se det var der flere grunde til. 

Den ene langt mere... deprimerende end den anden, og kortvarigt overvejede Aldamar hvad han skulle læne sig op ad her. Stjernerne var et lyspunkt i natten. Og for fyrstesønnen selv, havde de været en livsgivende konstant i 8 års knælen for mørket og det kaos de bragte med; noget man kunne se langt efter når nætterne blev ubehagelige. Der lå tunge minder forbundet med lange timer af stjernekiggeri, men det var heldigvis flere år siden nu. Eller, helt præcis 9 år siden at det stoppede, og deprimeret var ikke hvad han ville gøre stemningen her. 
Hænderne faldt vej til bagved ham idet at han lænede sig bagud, og smagte lidt på ordende inden de kom ud. "De er bare lysere herude, end inde i byen" startede han med, hvilket ikke var løgn - det var den ene grund. "Og så er det lang tid siden jeg sidst har været ude om natten på den her måde. Jeg gør det ikke alene, og det er sjældent nogen vil med ud i tusmørket, hjemme i Zircon" implimenteret i de ord, lå det også at Aldamar ikke... jah. 
At sige han var bange for at gå ud og se på stjerner alene, ville være en anelse voldsomt. Men han gjorde det ikke med fremmede, da det alligevel var en anelse for intimt, med den værdi han lagde i det. 
Hvilket ikke nødvendigvis var helt tydeligt med hans kringlede måde at tale uden om på. 

Fabian lænede selv sig lidt tilbage på tæppet, som han lod Aldamar komme med en grund hvorfor. Han forsøgte at holde øjnene på stjernerne, men kunne mærke hvordan de gled tilbage mod Aldamar med jævne mellemrum. Det var ikke noget der sagde Fabian så forfærdelig meget at se på stjerner, måske også fordi han kun kunne huske, at han havde gjort det da han var helt ung, og kun meget sjældent. Der havde det altid været med hans familie.

Heldigvis for Aldamar, så havde han også gjort sine ord nok kompliceret til at Fabian faktisk ikke opfattede, at det her var noget intimt, han kun gjorde med folk der var tætte. Måske hvis han huskede tilbage på ordene, ville det give mening, men som det var nu, så trak Fabian bare på skuldrene med et smil, og tvang sine øjne tilbage mod nattehimlen.
”Du har måske ikke så mange der kan tage en uformel tur ud og se på stjerner?” sagde Fabian med et let smil og puffede blidt til ham med sin arm. Det var ikke ligefrem det han troede om Aldamar. Den gang han havde set ham med sine venner, havde der været op til flere, og det var blot i Dianthos. Det føltes som om at Aldamar burde være en populær fyr, hvis ikke for hans personlighed, som til tider kunne være lidt mindre pæn, så for hans stand. Hvem ville ikke gerne være venner med en prins? 

Blikket gled fra nattehimlen og hen til Fabian ved det lille puf, og smilet fik en lidt skarp kant som han hentydede til at han ikke havde den største omgangskreds. Ikke at det var helt løgn, fyrstesønnen havde ikke mange dybere relationer end hvad man kunne tælle på en hånd, og gjorde sig sjældent i overfladiske møder eller bekendtskaber. Skulle han investere sig i hver person der ville lære ham af kende, ville han ikke lave andet end at prøve at skelne imellem dem der ville det af rang, eller som ven... hvilket han ikke var synderlig motiveret til. 
"... ikke mange lige her" kom det småleende fra ham - et vagt form for 'forsvar', og Aldamar slog ud med den ene hånd. "Var de her, så ville du have sluppet" tilføjede han, og lod blikket glide imod den stjernespækkede himmel foran dem igen. 

Havde han været her med Fillipe, ville de nok have brugt aftenen på at kategorisere de forskellige stjernebilleder der strakte sig foran dem, en form for fælles interesse i nattehimlens magi. Den magi så Fabian ikke... så der var ingen grund til at tale til den del af ham, kunne han fornemme. 
Aldamar knækkede albuerne så han i stedet kom ned og ligge på dem, med ryggen mere imod tæppet end før, et lille grin i mundvigen som han kiggede tilbage på ham. 
"Desuden. Hvem siger at det her ikke er en formel tur?" et smørret smil, og selvom han ikke helt vidste hvad forskellen på en uformel og formel stjernekigger tur var, jah så kunne det da ikke være op til ham at bestemme. 
Ikke så nemt i hvert fald. 

På det punkt var de nok ganske ens. Nære relationer var ikke noget der skete let for dem, selvom det var nok var af andre grunde for Fabian end for Aldamar. Fabian gad bare ikke folk, og var hurtig til at skubbe folk væk, hvis de forsøgte at komme nær ham. Man skulle ikke tro at han var så meget en enspænder som han var, især når man så ham charmere bukserne af samtlige kunder på Det Halve Svin, men Fabian var åbenbart bare en mere kompliceret person end som så.
Dog vidste Fabian ikke rigtig hvor svært det var for Aldamar at få venner, men når tingene ikke føltes så alvorlige, så var det også nemt at prikke til ham. ”Hmm... jeg er sikker på at jeg kunne finde en anden du kunne dele tæppet med... Måske Karl ville være interesseret, hvis jeg bare siger at du faktisk var interesseret i ham,” sagde han grinende. Det var ganske vidst Fabian der mest havde lagt an på Karl og havde fået det samme tilbage igen, men han tvivlede ikke et sekund på at Karl ville hoppe på muligheden for at være sammen med bare en af dem.

Fabian kiggede på Aldamar og rystede grinende på hovedet over det næste. Formel tur. Det ville Fabian aldrig rigtig komme på, uanset hvordan man kategoriserede det, men han kunne da godt underholde det lidt. ”Hvad gør det at det her skulle være en formel tur?” spurgte han derfor drillende. 

En oprigtig latter kom fra Aldamar da Fabian nævnte den mørkhårede Karl igen, og lidt eftertænksomt klemte Aldamar øjnene en anelse sammen, som skulle han virkelig overveje situationen. Det var ikke nødvendigvis et dårligt forslag, og var fyrstesønnen mere motiveret af sin egen krop, så kunne han da ikke benægte at det nok havde været en anelse nemt, givet for interesseret han havde virket bare af Fabian's smule flirten. Han skulle næsten have set ham på 'mission', så havde han nok ikke kunne stå stille. En Fabian den unge mand måtte opleve, skulle han nogensinde komme til Det Halve Svin i Dianthos. 
I sidste ende rystede han dog på hovedet, da han ikke ligefrem gad gud og hver mand der kom forbi, og måske var blevet vant til en hvis 'standard'. 

Dog måtte han med et påtaget udtryk af måben sætte sig op i et ryk da han spurgte hvad der skulle gøre det her til en formel tur, og Aldamar's hænder gled sigende fra brystet og ned, og så op igen, et drillende glimt under den opstillede forargelse. 
"Nu må du da lige..." fyrstesønnen kastede et blik ned af den støvede skjorte han havde på, inden at en forfængelig hånd fandt vej igennem håret - kørte det tilbage, imens den anden støttede ham idet at overkroppen lænede sig tilbage også. Ignorerede at han ikke ligefrem følte sig som han plejede. "Mit fine selskab, og du vover at stille spørgsmål til om det er en formel tur?" 

Fabian havde nok følt sig en anelse fornærmet, hvis Aldamar ikke bare have lavet sjov med at overveje om Karl var en bedre ledsager end ham. Det var nok også fordi Fabian mente at han selv var en hvis standard, som Karl ikke ville kunne nå. På den anden side, så var den mere uskyldige side ikke ligefrem noget han kunne dyrke meget af. Han var hærdet af årerne, og havde mere afhængig end måske hvad godt var.

Da Aldamar satte sig fornærmet op tilgengæld, der kunne Fabian ikke holde latteren inde. Han troede ikke et sekund på at Aldamar faktisk var fornærmet. Især fordi han så ikke ligefrem så fin ud som han havde gjort før.
”Så du kan aldrig tage en uformel tur noget sted hen?” spurgte Fabian. Hvis Aldamar ville vinde, så måtte han kæmpe lidt for det, og lige nu gjorde han det lidt nemt. Han overvejede lidt at påpege hvordan Aldamar også var dækket af dagens støv, men lod alligevel vær. ”Desuden, på en formel tur, burde man så ikke holde en vis afstand fra hinanden? En anstændig afstand?” Ved ordet anstændig kunne han dog ikke lade vær med at tænke på Hecate, som altid skreg op om det tilbage i Dianthos. Det var dog ikke et billede han ønskede skulle forpurre hans tanker, og han prøvede hurtigt at skubbe det væk. 

Latteren var behagelig, slet ikke hånende og fik Aldamar's smil til at brede sig en anelse mere i takt med at varmen fulgte med. Han ville bestemt ikke kalde sig selv en decideret smuk person, men han havde nogle nydelige træk, og en holdning der kunne leve op til i hvert fald ordet 'fin'. Hvorvidt han så var det nu, kunne de begge to være enige om... at han ikke ligefrem var. 
Det fik dog ikke lov til at blive vist i ansigtet, idet at fyrstesønnen hurtigt rystede på hovedet ved hans ord. Slet, slet ikke. Han havde altid en hvis grad af flair, hvilket dog heller ikke var en løgn. Han ville sjældent tage udenbys uden den nystrøgede skjorte eller glimtende sølvsmykker, og alene det at Fabian havde lokket ham ned i så simple klæder, var en mirakel gerning. 

En ud af mange, og Aldamar fnøs lidt som Fabian begyndte at tage ordet anstændigt i sin mund. "En anstændig afstand..." fyrstesønnens blik glimtede i latter af ordet, og bløde fingre strøg ham langsomt over låret, idet at Aldamar lænede sig en anelse tættere på ham. Næsten som vurderede han mere en genstand fremfor en person, sådan som han først betragtede hans ansigt, derefter hans overkrop - med en lidt ufrivillig, begyndende rødlig farve... hans underkrop, inden at det gled videre imod benet han aede blidt. "Joh, det burde man..." åhh hvor ville han ønske at han havde et vittigt svar tilbage til den kommentar. Men måtte se sig skyldig i at han havde en god pointe. 
Ikke at det var et grundlag for at han skulle have det sidste ord, Aldamar kiggede en anelse 'tænksomt' væk "... men jeg kan ikke gøre for at uanstændighederne korruptere mit formelle besøg til Lillekilde. Den type ansvar, hviler på dem jeg er omkring" en djævel der lokkede ham i fordærv ville nogen sikkert kalde Fabian. Fordi adelige var jo perfekte mennesker. Så blev reglerne brudt, lå skylden vel ikke på ham; de mørkeblå øjne gled smilende tilbage på ham. 
En tanke han ikke kunne lade værd med at fnyse en enkelt gang mere af. 

Det kunne godt være at det blot var Fabian der var farvet af sine år, som så noget lidt andet hos Aldamar, end han selv gjorde. Smuk var bestemt et ord Fabian ville have brugt, hvis det lå naturligt i hans mund. Det kunne godt være at han ikke var så traditionel smuk som andre var, men der var næppe noget at sætte en finger på

Fabians øjne gled lidt ned mod fingrene der endnu engang havde fundet vej til hans lår, før han kiggede op mod Aldamar igen. Anstændig afstand var ikke rigtig noget de to af dem praktiserede, eller havde lyst til at praktisere. Ikke når det var så meget mere behageligt at være tætte på hinanden.
At blive studeret på den måde Aldamar gjorde, fik blot sommerfuglene tilbage i Fabians krop, men han stoppede ikke Aldamar, også selvom han kunne mærke at lysten til Aldamar blot stige, men uanset hvor ligeglad Fabian var for at de var udenfor, så var han også klar over at det nok ville være lidt sværere at overtale Aldamar om det faktum.

Han så lidt tænksom ud, da Aldamar var færdig med at snakke, og han skiftede vægten lidt på sine arme, så han kunne vende mere af sin front mod Aldamar, og række op og lægge en hånd ved hans hals. ”Når du siger det på den måde.... så tager jeg gerne alt ansvar til mig,” sagde han lavmælt, med et glimt i øjet. De vidste begge to godt at han ikke kunne korruptere noget der ikke allerede gerne ville lade sig korrupte. Den lå ligeså meget hos Aldamar, som hos Fabian. 

Måske havde han et eller andet sted forventet at han benægtede, eller i hvert fald forsvarede sig selv en anelse. Måske havde han forventet et flabet modsvar. Men den lille overgivelse af, at Aldamar havde ret i sin langt ude påstand - drillende glimt eller ej, jah det havde (til hans egen overraskelse) en meget større effekt end enhver benægtelse ville have gjort, og uforberedt på det svar, åbnedes munden uden at nogle ord kom ud. 
Hvad svarede man en der i en eller anden forstand, tog alt magten ud af ens anklager ved bare at smile til dem? 
"... Godt" et enkelt ord der fandt frem efter små 3 sekunders pause, og Aldamar kunne have bandet indvendigt over at der ikke var noget mere kreativt at fiske frem fra hans hjerne. Han skulle have været mere forberedt end det, vrissede en stemme rettende.

Derfor gled brynene en anelse imod hinanden, og selvom han smilede leende - selvom han mest af alt burde skubbe hånden væk, for at stå bare en anelse ved idéen om at han trods alt havde lidt ryggrad... jah så endte han blot med at bekræfte hans egen lille påstand, idet at hovedet lænede sig en anelse ind imod hånden, da han vippede det på skrå. 
"Du har en fantastisk vane med at give mig ret. Jeg håber ikke det bare er fordi det gør mig i godt humør" mumlede han en anelse ned imod hånden, men et drillende glimt i de mørkeblå øjne da han kiggede op igen, og Aldamar's fraværende nussen genoptoges, efter at være stoppet en anelse i samme overraskelse der stoppede hans ord tidligere. 

Fabian kunne ikke helt benægte at han nød at han tydeligvis havde overrumplet Aldamar, selvom han ikke havde set det komme. Det stoppede dog ikke det selvtilfredse smil fra at blive bredere og han lænede sig lidt tættere mod Aldamar, især da hans eneste forsvar var godt.

Han gav det en lille tænkepause, inden han begyndte at svare tilbage hvad Aldamar havde sagt. bare så det virkede som om at han havde tænkt over det. ”Jeg kan ikke benægte at det ikke har nogen indvirkning på det,” kom det drillende tilbage fra Fabian med glimtende øjne. Han gav ikke Aldamar ret bare fordi det gjorde ham i godt humør, men det var altid en dejlig sideeffekt af det. Ligesom nu. Desuden risikerede de ikke en diskussion, hvis den ene part bare fik ret. 
”Ville det gøre dig noget, hvis det var den eneste grund?” spurgte han drillende, men han lod ikke Aldamar faktisk forsøge at svare ham, inden han lænede sig resten af vejen ind til Aldamar, så han kunne kysse ham. Der var ingen desperation i det, og han tog sig sin gode tid med det. Det var ikke engang fordi han forventede at det skulle gå længere, han havde bare behov for det, og Aldamars læber havde været så indbydende i lidt for lang tid. 

Småleende nikkede han lidt for sig selv ved hans 'ikke benægtelse', og kunne godt stille sig tilfreds med sådan en vinkel på det. Hvis hans tilfredshed gjorde at Fabian havde lyst til at give ham ret..? Jah så kunne han godt bruge flere af den slags mennesker omkring sig - hvis man altså kunne skære den forbandede elektricitet der også fulgte med ham, fra. 
Flere mennesker der gav ham ret, og færre mennesker der modarbejdede ham - hvad var der ikke at kunne li' ved den situation, i et mageligt sind? 

Om det så ville gøre ham noget, hvis det var den eneste grund? Overvejelserne tog fart i hans øjne, men før han vidste af det, jah så blev de stoppet igen, da han næsten drillende roligt i sin bevægelse kom tættere på for at kysse ham... og Aldamar næsten drillende naturligt tiltede sit eget hoved en anelse på skrå, for at møde ham i det. 
Den mørkhårede mand sneg sig et ryk fremad med den ene arm imod jorden, inden at hånden fik lov til at følge sin partners eksempel og få en smule fat i Fabian, dog med et blødt greb omkring kæben og baghovedet i stedet, hvorimod den anden fik lov til at holde sig omkring hans lår. 
Han måtte indrømme, at det så absolut kunne noget når han ikke selv skulle opsøge hans læber, og smeltede måske en anelse ind imod følelsen det bragte med. Da kysset så (desværre) blev brudt, var det et lidt åndeløst og leende nej der forsinket gled over hans læber, med panden hvilende imod den blonde mands egen. 

For nogen handlede det også om at der var modspil i hverdagen. Det ville trods alt være trist hvis alle gav efter for ens ønsker hele tiden, og Fabian var nok en større tilhænger af at skabe lidt gnidninger, bare for sjov. Nu var det jo heller ikke fordi nogen af dem forventede, at Fabian nogensinde ville være helt enig med Aldamar, eller i hvert fald overgive sig hele tiden.

Kysset sendte ligeledes elektricitet gennem Fabians krop, og han kunne være blevet ved, hvis det ikke var fordi de også skulle trække vejret på et tidspunkt.
Han rykkede dog ikke sit hoved meget væk, og nød i stedet for at se på Aldamar gennem halvlukkede øjne. Han prøvede at ignorere det bankende hjerte, og hvor smuk Aldamar så ud i det her øjeblik. Han ville bare gerne nyde hvad der var imellem dem lige nu.

Han havde lyst til at sige noget, men det var som om at ingen ord rigtig kunne beskrive hvad han ville. Han var taknemmelig for dagen med Aldamar, men taknemmelig var næppe det rigtige ord. Det var vel ligeså meget at han havde givet noget til Aldamar, som Aldamar havde givet ham noget. Han var bare ikke helt villig til at lade Aldamar faktisk vide, hvor meget i dag havde betydet for ham, og hvis han havde vidst at Aldamar allerede var begyndt at lugte lunten, så havde han nok også været mindre rolig om det faktum.

Han tog lige en sidste indånding med Aldamar, før at han endelig trak sig væk, og lagde sig rigtig ned på tæppet, med et smil i Aldamars retning. Hvis de skulle se på stjerner, så skulle Fabian da nok lade vær med at distrahere dem begge to. 

Igennem halvlukkede øjenlåg blev manden foran ham betragtet, trods det ikke lagde meget af en dæmper på hvor meget liv der gemte sig bagved det dovne udtryk. Liv, lyst og en god blanding af saglig tilfredshed over at have haft - og stadigvæk have - ham så meget for sig selv, som han havde haft idag. Han havde ikke skulle dele ham meget, og til hans egen store overraskelse... så havde det ikke gjort ham noget, de få gange han skulle, når en lidt for insisterende Karl og folk som ham meldte sig på banen. 
Om det var fordi at han ikke anerkendte dem som en 'trussel', eller om det var fordi at han hvilede nok i troen på at han nok skulle 'komme tilbage' til ham i sidste ende, det kunne han ikke helt finde ud af med sig selv. Måske en god blandning, krydret med at det var ret fantastisk når man kunne se, at det altså ikke kun havde været ham, der havde været svag for hans charme tilbage dengang. 

Hånden nussede ham blidt omkring baghovedet, inden at Fabian med en sidste udånding trak sig og dumpede ned på tæppet. Fyrstesønnen følte hvordan han bed sig i indersiden af læben ved det lokkende syn, inden at han med et sidste smil lagde sig ned ved siden af ham, hænderne foldet bagved hovedet til støtte. 
"Hvor meget ved du om stjernerne?" kom det som en spørgende mumlen fra ham. 
Og sagde han 'ikke meget', og samtidigt virkede som en der faktisk var interesseret i det, ville Aldamar give sig i kast med at forklare de ting han selv vidste. Legender, myter og fortællinger om hvad, hvordan og hvorledes der havde formet billederne over dem, og de billeder man kunne ane, trak man streger imellem nogle af de mere prominente stjerner over dem. 

Fabian gjorde det ikke godt med jalousi, hverken for ham selv, men også rettet mod ham. Det var en af de ting, der blot lød bedre, når man havde en leg i gang i soveværelset, men ligeså snart det blev virkeligt, så var Fabian hurtig til at skære folk af. Han ønskede ikke at nogen skulle eje ham, hvilket nok også var den eneste grund til at han stadig arbejdede selvstændig, og endnu ikke var blevet samlet op af en halvgammel rig dame eller mand, for at blive puttet i deres hus som privat legetøj.
Heldigvis havde Aldamar aldrig vist sig for selv at være den jaloux type, hvilket måske kun gjorde det lidt værre for Fabian. For det betød at der ikke var nogen krav eller undskyldninger for at skubbe ham væk.

Han lagde sig lidt bedre til rette på tæppet, og næppe skjult, hvordan han alligevel rykkede sig lidt nærmere Aldamar, nu når han også lå ned, men for engangs skyld holdt han øjnene på de blinkende stjerner.
”Ikke specielt meget,” indrømmede han. Hans mor havde engang fortalt dem historier om nogle af dem, men det var så lang tid siden, at selv Fabian havde glemt det. De havde ikke virket vigtige som han voksede op, og de var stoppet med en sjælden gang at se på stjerner. ”Kender du meget til dem?” spurgte han, en smule nysgerrig, men også lidt usikker på hvad han ville få ud af Aldamar, nu når han spurgte. Han var ikke meget for de kedelige forklaringer, men Aldamars stemme var behagelig nok, til at han nok skulle lytte, til hvad end det var Aldamar ville fortælle ham. 

Det var... overraskende interessant, ikke så interessant at Fabian ville studere det, men han fandt sig selv spørge ind til tingene, og spørge om der var flere stjernebilleder de kunne se, og som tiden gik, var han krybet endnu nærmere, så dere hoveder til sidst lå tæt op af hinanden.
"Er det sådan noget I studerer?" spurgte han endelig da stilheden havde strukket sig mellem dem i et stykke tid. Der var ingen tvivl om at Fabian nok mente adelige, for intet af hvad han havde hørt havde mindet om hvad han svagt huskede fra sin mor. Det havde nok mere været mundtlige fortællinger givet i generationer, og ikke noget man kunne læse i en bog.

Det var et hjemmevant område for Aldamar at bevæge sig ud i, da han trods alt havde forklaret sådanne ting før, og i et andet liv, havde han nok været en hel udemærket lærer. Ligeså meget som han elskede at studere, ligeså meget elskede han at forklarer og fortælle videre, det lå - om man ville sige - naturligt til ham. Udover det, jah så virkede Fabian bare en smule interesseret, hvilket gjorde det nemt bare at lade ordende flyde og han tog sig selv i at smile en anelse ved de spørgsmål det kom på banen. Ikke fordi at de var dumme, men.. fordi at det gjorde ham glad at kunne dele bare en smule af sine interesser med ham.  Nu havde han trods alt ikke virket videre begejstret for hans fascination af krybdyr... og  selvom det næppe burde lige ham på sinde at vække hans interesse for det videre, (en kamp han anerkendte nok var tabt på forhånd) tog han også her sig selv i,  at overveje hvordan han skulle gøre det i fremtiden.  
Hvilet var dumt; det var ikke nogen fremtid at tale om, eller tænke på. 

Hovedet var rykket nærmere, og øjnene været en anelse til siden da han talte, til trods for at han ikke ligefrem kunne se ham tydeligt, ssådan som de lå. Aldamar smilede en anelse.  
"Nogle af os gør, men det er ikke et krav. Nok nærmere en personlig fascination..." fyrstesønnen læber sitrede en anelse. Dem havde han vist sin del af, ellers ville han ikke ligge her med Fabian heller.  

Aldamar drejede sig om på siden,  et mageligt lille suk ved hans ansigts silhuet, mørk imod den sommerlyse nattehimmel bagved ham.  Han følte sig - nok også mest til sin egen overraskelse, utrolig veltilpas i det fremmede område og under de velkendte stjerner.  
Hænderne kunne derfor ikke holdes helt for sig selv, som den ene af dem valgte at glide hen imod hans frie, og fraværende, jah nok ligeså meget af vane at nusse håndryggen.