Man kunne umuligt stoppe det lidt for tiilfredse smil der trak op i Vektors læber, da Olu stoppede med at brokke sig i stedet næsten så forundret ud. De runde briller dækkede havmandens øjne, og gav ham.. de lysblå øjne glimtede kortvarigt, og han grinte. Det gjorde ham ikke mindre skræmmende, men gav noget andet til det bizarre udseende han var født med. Selvom mode ikke var hans boldgade, gjorde det ikke noget at se hvad forskellige magere eller gøglere havde skabt igennem tiderne. Noget af det klædte folk som dem. 

Han stoppede ham ikke da der blev rakt ud efter fletningen, men gav ham i stedet en lille pause til at få omgivelserne ind, inden at han ikke kunne dy sig. "Jaah, og det var kun den første utrolige ting, som sker idag!" et eller andet sted registrerede han at en skikkelse med armene afventende over kyds havde stillet sig bagved ryggen på ham - nok sælgeren. Men han vendte sig ikke, og rakte i stedet ud efter kraven for at få den mere på plads under det natsorte hår, lidt tættere end hvad der måske var rart. Det passede til brillerne? "Jeg tror du fokuserer for lidt på dig selv" tilføjede han lidt mere lavmælt, og slog blikket op på den noget højere skikkelse. Om de var bekendte, venner eller stadigvæk fjender, det forekom lidt ligegyldigt i drømmesælgerens tanker, da han lidt mere opmuntrende tilføjede. "Du kan godt gøre noget ved den følelse, du går med. Jeg kan desværre ikke" og fingeren prikkede ham lidt insisterende i brystet, inden at han endelig tog et skridt tilbage og ud af den andens sfære. 
Han var ikke nødvendigvis god med ord, men kunne ikke lade være med at føle sig bare et gram af ansvarlig. Det betød dog ikke at havmanden kunne blive ved med at slikke sin sår (og mindet om tabte amulet) - den forklædning havde ikke været nødvendig, for at være på land. 
Mente han selvfølgelig, 

Man skulle næsten tro at brillens magi også havde fået Olu til at kunne holde kæft med sit brok, men det var der sikkert ingen magi stærk nok til at kunne lukke det skarpe gab af hans. Men magien havde skam fået ham til at acceptere den midlertidige løsning for nu. Han burde jo nok sige tak til Vektor, men han vidste ikke lige hvordan han skulle sige det. Sådan... med ord.

Han tillod Vektor at række ud efter ham og fikse hans tøj for ham. Det fik dem sikkert til at ligne en pylret mor med sin voksne søn, et øjeblik, men det var der ingen af de to der registrerede. Olus blik, der nu så alting skarpt og lilla, registrerede til gengæld hurtigt sælgeren af boden, der stillede sig op bag Vektor. Afventende. Han kiggede særligt på Olu, som bar på de endnu ikke betalte briller. Olu synes godt nok at han virkede nærgående, men mennesker var og forblev underlige. Han flyttede opmærksomheden tilbage på Vektor.

"Jeg ssyness nu jeg ffokusserer ffor megett på mig sselv..." Hvislede han mumlende, ude af stand til at se tingene fra andre end sit eget synspunkt. Hans problem kunne kun løses med magi, det var han overbevist om. For menneskenes syn på ham kunne man ikke ændre. "Når fførstt du ffinder en ny amulett ttil mig, sså kan jeg begynde min nye ttilværelsse herr... Uden att sskulle ændre på den følelsse du mener jeg går medd."

Denne her samtale var ret åbenlyst privat. En hemmelighed der havde været hans alene, men en han nu delte med Vektor også. Hans blik skævede irriteret hen til sælgeren der virkede mere og mere ivrig efter at afbryde dem. Olu kunne ikke helt tænke sig frem til, at han naturligvis krævede betaling for brillerne. At det sikkert ikke var velset, at varerne var blevet tilsmudset af en klam fiskemand. 

"Nå! Jeg kann jo ssørge for mig sselv nu." Næsten da. Stadig opmærksom på sælgeren, tog han fat i Vektor igen for at trække ham med sig. "Lad oss ffinde de døde ffiskk, ssom jeg sstadig kan lugtte herovre ffra."[/i] Jo før de kunne komme væk fra den mærkeligt stirrende mand, jo bedre. Olu havde det som om han ville ham et eller andet, men ærlig talt havde Olu ikke lyst til at nærme sig nogen, udover Vektor, så længe han alligevel var i sin skællede havmands-form.

Et uimponeret lille glimt reflekteredes i de lysblå øjne, og drømmesælgeren himlede en smule opgivende med dem. Han ville ikke ligiefrem kalde sig selv livserfaren, men... det ville være så nemt, hvis han kunne rykke til havmandens stædighed. Han var bare ikke selv stædig nok, stærk nok. 
Eller for den sags skyld stærk nok, da han med et lidt overrasket blik overværede en ny form for beslutsomhed fra Olu. Det uventede ryk fik sølvelveren til at snuble en smule fremad, inden at han genvandt balancen og forsøgte at vende sig om, hænderne allerede løftet i en afværgende bevægelse. "Hov, vent-" sælgeren bagved ham, nok hærdet af at have haft en bod i det her område i længere tid end han turde gætte på, havde i et hurtigt slangeryk fået fat i håndledet på Vektor. Han kæmpede dog ikke imod. "Vi skal nok betale, rolig" og han prøvede at vriste sin anden hånd lidt mere blidt fri fra Olu, for at få fat i nogle krystaller. 

Lidt rødmosset, og ikke ligefrem tilfreds, var det at handelsmanden mistænkeligt kneb øjnene sammen imod dem. Først skulende imod Vektor, og dernæst Olu. "Det bliv' 2 jader for de' briller" og halvelverens mund gled måbende op, da han vantro kiggede imod brillerne på Olu, og til sidst manden igen. "2 jader? Vi ved ikke engang om magien er permanent?" han skulle ikke tages på sengen af en sodrotte, muligvis en smule dygtig til sine besværgelser af og til. Ikke at det var garanteret, men var de heldige, kunne de måske få prisen lidt ned. 

Med fisk i tankerne var Olu godt på vej videre med sin dag. Omgivelserne forude, der nu var skarpe og smukke ventede ham. Men han nåede ikke engang et skridt før han blev holdt tilbage. Eller det ville sige at hans makker ikke kunne lade sig rive med. Olu så sig om skulderen, og han så det hæslige, fremmede menneske, der havde sin tunge næve på Vektors skulder. Nok var Olu uviden om mange ting, men han forstod sig sagtens på konflikter, og han kunne se at et tag som dette, så ud til at gøre ondt. Ikke at man kunne se det på Vektor dog. Men han kunne høre det på hans stemme, der lige pludselig ikke var så kælen mere.

Vektor var i færd med at betale manden med krystaller, og Olu tog sig da et kig ned, hvor han kunne spotte den ukendte valuta i Vektors pung. Olu kendte dem skam godt. Der var masser af de der på havets bund, og hans far havde samlet på dem fordi de skinnede. Dernede på havbunden, dybere nede end Aquarin, brugte man ikke pengekoncept. Man byttede med det man havde, eller med tjenester. Så Olu vidste ikke hvor meget 2 jader var, eller om de overhoved havde råd. Olu kunne mærke dybt inde, at han ikke havde lyst til at opgive sit nye syn. Og endnu mindre havde han lyst til at sælgeren gjorde Vektor fortræd.

Olus ansigt blev længere, da Olu tillod at kæben strakte sig så flere af de skarpe tænder, der var som kastet ind i munden på ham, blev blottet. Og han puffede Vektor bag sig for at komme imellem ham og sælgeren. ”Du sskal ikke røre hamm,” Hvislede han advarende. Der kom en næsten knurrende, boblende lyd fra Olus hals ”Ttag imod de krysssstaller han ssyness brillerne er vværd og pass din bod.”

Heldigvis gav Olu slip, og Vektor kom igang med at føle de forskellige krystaller an i hans lomme, afventende på hvad manden ville svare igen. Det var ikke uvant at prutte om prisen på steder som det her, han havde trods alt indledt det næsten automatisk, ligeså snart samtalen overhovedet var startet. Men det plejede ikke at eskalere, til trods for at det kunne være fristende. Der var regler. 
Ikke at Olu kendte dem. 

Drømmesælgerens blik blev selv knebet en anelse skulende sammen, og han skubbede tvært læberne sammen. Det kunne godt gøres billigere, og han regnede stærkt med et bedre tilbud. Det kom dog bagfra, da han med et overrasket lile huh igen blev rykket rundt på, så han endte bagved havmanden. En advarende, hvislende stemme gjorde (af hvad han kunne se når han møvede rundt bagved Olu) handelsmandens ansigt foruroligende hvidt, og han vaklede baglæns. "Jeg, ved gudern' det-" og han blev afbrudt af den gurglende lyd. "... okay. Undskyld sir'se, det er jeres" svarede han spagt. 
Havmanden kunne ikke se det, men måbende stod Vektor tilbage, førhen han hastigt rømmede sig og greb en bunke små krystaller fra pengebundtet i brochen langs hans grønne halstørklæde, det som hang på tværs. Hånden forsvandt ind i mørket, men kom ud med fem, små glimtende sten, som han lagde på bordet ved siden af dem. "Det..." 
Lidt undrende, nej nok nærmere forundret så han købmanden hastigt bakke væk, uden at tage dem. Han ventede nok til de var gået. 
Hvad der mødte Olu, var ligedele et overrasket men også næsten sejrrigt glimt i sølvelverens blik, og han greb med et lille blink hans hånd for at trække ham med væk, men ventede med at snakke til de var udenfor hans naboers ører. "Der kan man bare se.." smilede han næsten lidt lusket til Olu, en tavs anerkendelse af at det var godt gået. 
Men også - ".. så du kan li mig?" Vektor behøvede ikke et svar, og kiggede lidt småleende frem foran sig, for at finde de eftersøgte fisk. 

Den bryggende lyd, der kom et sted fra Olus strube, ophørte så snart mennesket trak sig væk, hvilket var meget fornuftigt af ham, for nu kunne han få lov til at gå tilbage til sin bod med livet i behold. Olus blik var uigennemtrængeligt igennem de lillafarvede, runde glas, men der var ingen tvivl om at han stirrede på ham som en gal gadekat lige inden den skulle til at angribe i forsvar. Vektor fik lagt pengene, og så snart de var sikre, vendte Olu sig om og traskede videre. Hvert skridt han tog blev stampet lidt hårdere så fødderne klaskede ekstra godt mod jorden.

Olu var ikke den der brød tavsheden mens de bevægede sig væk fra boderne med de magiske og falske varer, for han var i sine egne tanker, der ikke længere handlede om skønne fisk, men om hvor godt han kunne have gjort skade på den mand. Men han havde ikke gjort det, fordi han bakkede væk. Men også fordi Vektor var der.

Han drejede hovedet og kiggede på Vektor der smilte så underligt lusket og smilende lige pludselig. Var der intet der kunne bringe den mands humør ned? Olu spidsede ører interesseret til, og afventede at finde ud af hvad det var Vektor var blevet forbløffet over, men enden på sætningen fik ham til at dreje hovedet frem igen. Han lod hans drillerier prelle af på ham. Og samtidigt benægtede han det heller ikke. Eller bekræftede det…

”Hann kklemte din ssskulderr,” Han skævede til ham igen. Undersøgte hver en mimik fra ham, dog uden at have nogen chance for at kunne tyde ham. Vektor var en underlig én. ”Ggør dett dig ikke vredd?”

Som sædvanlig prellede det af op den høje mand, og Vektor behøvede heller ikke noget svar da han følte helt ind i knæene at han nok havde ret. Men det var bestemt svært at aflæse, mere end hvad man almindeligvis brød sig om, når han lidt spændt smugkiggede til siden, af og til. 
Det virkede dog ikke til at gå ham på. Rettelse, det gik ham ikke på. Ikke endnu i hvert fald. 

Med et lidt koncentreret blik lyttede han til Olu, stadigvæk ledende efter fiskene. Det virkede som om.. om det gjorde ham vred? I et lille, overrasket sekund skævede han imod skulderen, hvor at enkelte røde fingeraftryk stadigvæk gjorde områderne en gradvist mørkere, imod den tattoverede blå, inden at han med et skævt smil svarede. "Ikke altid" og masserede det en smule fraværende. "Jeg ville brev vred flere gange om dagen, hvis der ikke skulle mere til" klukkede han en eftertænksomt, men også sigende, imens de drejede ned af en anden gade. 
Et eller andet sted, var sølvelveren nok blevet for tilvant igennem årene med de lidt mere hårdhændede konfrontationer. Et advarende greb i skulderen, et lidt for hårdt puf i brystet... det betød ikke at fysisk modsvar var nødvendigt. Og selvom han nok (af og til) sagtens kunne slå fra sig, hvis det blev nødvendigt, var det ikke værd at komme op i en pis-konkurrence med en af de lokale handlende. 

Men her var havmanden i den grad mere ligeglad, eller i det mindste mindre opmærksom på konsekvenserne. Hvilket til dels forundrede ham. Meget. Det var ikke glemt, at havmanden ønskede noget... den forbandede amulet, som nok ikke var besværet værd. Men det var også lidt... spændende, at vise dele af byen frem. Det blev nemlig mere og mere tydeligt, at igår nok havde været en af hans første rigtige ture på landjorden. Sådan helt første. 

“Du err megett anderledess end i gårr. Du err underddanig” Kommenterede han tænksomt, mens han målrettet fulgte duften af mange forskellige slags fisk. Olu havde igen sit greb om Vektors håndled. Men denne gang var det væsentligt blidere end før. Denne gang var det for at vide hvor han var, og ikke for at holde ham fanget.

Vektor var den der havde lært Olu at være påpasselig heroppe. Han havde troet at de ikke ville gøre ham noget hvis han lignede dem, men Vektor af alle, var den der udnyttede at han havde været blåøjet og forvirret. Nu var han atter truet, fordi han rendte rundt og lignede et monster, men denne gang var Vektor den eneste han… altså… han stolede ikke helt på ham. Men forhåbentligt havde han vundet hans respekt ovenpå alle truslerne og kunne nogenlunde holde ham i skak. Nu med brillerne på var de også i et forhold hvor de var nogenlunde lige, og de var også nået et punkt hvor de kunne tåle hinanden. Men Olu savnede stadig at være fortryllet af Vektor, da han havde værnet om ham og sørget for ham. Da han havde flirtet med ham, også selvom det havde været falsk.

På markedet var det primært fisk der blev solgt. Det var fristavns stolthed at fange mange slags fisk og bekæmpe både sørøvere og havfolk der trodsede markedet. Olu havde før beundret synet i halvblindhed, nede fra vandet af, men nu kunne han både se og dufte sig til alle herlighederne. Mænd og koner råbte efter andre handlende folk, at deres fisk ikke fandtes friskere, skønt Olu vidste det var løgn, da de var døde. Men det ændrede ikke på, at Olu stadig var sulten og så godt som altædende, når det kom til kød.

Pludselig pegede han Vektor i retning mod en bod med regnbueørreder – En af Olus favoritter, som han havde spottet igennem de lilla glas i solbrillen. Han genkendte dem udlukket for deres duft, og ikke deres ellers genkendelige udseende. “Demm derr, Vvektor. Jeg elsskerr demm, men ffisskere kommerr alttid fførsst.” Olu vidste efterhånden bedre end blot at gå op og tage. Nok var han uhyggelig og kunne skræmme en enkelt person væk, men her var der mange fjender der kunne angribe ham. Og han var omgivet at harpuner og andre spidse redskaber, som han helst ikke ønskede at blive stukket ned af.

Mennesker der stod for længe og overvejede deres næste køb, fik en stor, flad hånd på deres skuldre, og blev skubbet til side, for at Olu kunne få sig selv og sin madsponsor hen mod målet.

Han vidste ikke hvad han havde forventet af svar, men kunne i hvert fald med sikkerhed sige, at det ikke lignede noget nær det han havde forestillet sig. I et lille, overrasket sekund gled de mørkere bryn en smule tænksomt ind, og han prøvede at genkalde sig sin opførsel indtil nu. Havde han været dominerende? Men det var med et lille, lidt morende og tavst smil at han tog imod det. 
Man kom langt med den 'rigtige' opførsel. Drømmesælgeren kunne, hvis han ikke havde været så analfabet som han var, sikkert skrive en ret god bog om hvordan man kunne befærde sig i omverdenen. Hvor man kunne skyde genvej, af og til...
Men udover det, og udenom den manglende interesse for at skabe noget, havde havmanden ret. Han tilpassede sig. Situationen taget i betragtning, så ønskede han ikke at komme hans 'gæst' på tværs, hvis det betød permanent skade på ham selv. 

Men med havmandens fokus på at finde fiskene, bemærkede han nok ikke det efterfølgende lidt overvejende glimt der gled over de lyseblå øjne, når han så ham lede. Det var ikke endt som han ønskede det, tilbage på kroen og efterfølgende. Men han lærte mere og mere om Olu, for hver time han brugte med ham. Og et eller andet sted... måtte det blive gengældt. 
Tankerne blev brudt af en hurtigt pegende hånd, og Vektor fulgte med et lille "Hmm.." hans finger, der havde udvalgt sig en stand. Ørreder? I et lille grin gled læberne op i et smil, og han nikkede, tilfreds med at lade Olu møve sig forbi de andre købere. 
Stående bagved disken var en lidt mindre kvinde igang med at tørre sine hænder af, i hvad der nok mere var et beskidt end rent håndklæde. Hendes grå øjne gled i små, hurtige ryk imellem de to herrer der endelig fik banet sig vej, og et enkelt blik på Olus sultne ansigt, fik hende til lidt afvisende at vinke dem havmanden havde skubbet væk, tilbage i rækken. 
"Og i skal ha'?" Vektor betragtede prisen der var klistret på, zalans, faste priser, og han rodede rundt efter nogle krystaller at række over, imens hun gav sig til at pakke. "To ørreder - den der, og den der" brummede han, og pegede en smule specifikt imod to der så lidt bedre ud, end de andre. Og lidt diskret scannede han også boden for noget af det drikkelse de normalt havde stående til søfolk og dets lige, førhen at han sneg en ekstra krystal med, og pegede på flasken lidt mere henkastet. 
Spørgende så han imod Olu, mere? Førhen at hun med nogle brede blade viklet omkring dem som en lille pakke, rakte fiskene til havmanden, og flasken til drømmesælgeren. 

Vektor smilede lidt skævt, ikke helt sikker på om han bare ville æde dem som de var nu, eller om de faktisk burde blive tilberedt. Ikke desto mindre var han allerede på vej til at få flasken gemt af vejen, og hans opmærksomhed henledt på noget andet - "Hvis du kan vente en smule, kan vi få det stegt?" prøvede han at pointere, og møvede sig væk fra kø-flokken-af-mennesker. 

Olu havde ingen ide om hvad noget af det her kostede, eller hvor meget man kunne få for et ravstykke eller en jade. Nede i havet var alt det her jo gratis og tilhørte ingen, før nogen havde taget ejerskab over det. Han lod derfor Vektor snakke, mens han uhyggeligt stirrede på kassen fuld af hvad der lignede lilla fisk. Men alt var jo lilla igennem Olus briller.

Han sagde ikke noget til at han syntes at 2 ørreder var et lille måltid for ham, men i det mindste havde Vektor gode øjne for udpegelse af dem med mere gods i. Han var utålmodig, men stod helt stille mens kvinden – Olu kunne godt se og høre at det her måtte være et hunkønsmenneske – pakkede fiskene ind i papir og bandt dem sammen med snor, så haler og hoveder stak lidt ud. Det var slet ikke nødvendigt at gøre så meget ud af det, for Olu var den der tog pakken og skulle til at løfte pakken op til hovedhøjde, for at vende bunden i vejret og hælde fiskene ned i sit gab. Det passede lige med, at han nåede at løfte dem op, da Vektor fik sagt noget, der fik det til at lyde som om at Vektor også skulle have noget af det sølle måltid. Så 2 fisk var nu blevet til 1. Eller måske en halvanden fisk, hvis han turde håbe. “Ssstegtt?” Hvislede han tankefuldt og sænkede da pakken. Olu var ligeglad. Eller. Han havde aldrig smagt noget der var tilberedt og vidste ikke om det var tålmodigheden værd.

Morgensulten kunne sagtens gøre Olu mere irritabel og minde ham om hvilket røvhul Vektor havde været overfor ham, og retfærdiggøre behovet for at fortære begge fisk for Vektors blodpenge. Men han kunne ikke få sig selv til at frarøve ham mad. Vektor havde vist underdanighed i dag. Han havde fundet de her briller til ham og han havde drillet ham på en måde, som havde været irriterende, men… men også… kærkommen? Olu så stadig Vektor for sit indre blik, mens han hørte ligeså tydeligt hans pjantede latter og den lille nagende sætning..

så du kan li mig?

“Ffintt,” Svarede han medgørligt, mens han skævede lidt hen mod det sorte, salte hav. Havde det ikke været fordi han ikke ville forlade Vektor af syne, havde han sprunget i vandet for at indfange de nødvendige fisk selv. Til sig selv og til Vektor, ganske gratis. Men han måtte indse, at mens han var heroppe på landjorden, uden sin amulet, så måtte han spise lidt mindre og sørge for at både han og Vektor overlevede. Han stak ham derfor pakken, for at han ikke skulle blive fristet, og han greb ham om armen igen. “Ssstegerr du demm derhjemme?” Spurgte han “Ttag mig hen ttil den gyde bag kkroen fførsstt.” Tilbage til gerningsstedet. Der hvor Vektor snød ham, og der hvor hans fars ødelagte amulet stadig burde ligge.

Han havde næsten ikke turde regne med at hans ord brød igennem det fokus som Olu havde på fiskene, jah de virkede næsten som hans kæreste eje, men kunne med en tilfreds lille sejr ane at han stoppede sin fortæring af byttet. Stegt? Jah stegt. Hvorvidt det var et koncept under vandet, det vidste han ærlig talt ikke... magi kunne underlige ting, og han hverken ønskede eller orkede gøre sig for store overvejelser om hvad der foregik under vandet. Men hans forslag måtte lyde nogenlunde fornuftigt, da han så fiskene blive sænket en smule igen. 
Drømmesælgeren tog med et lille smil fat om pakken da Olu gav den videre, og rystede en smule overvejende på hovedet, imens havmanden trak dem afsted. "Jeg tænkte vi kunn-" undrende gled blikket i et lille ryk imod hans høje skikkelse, hvad ville han der? Men udadtil satte han ikke hælene i med det samme. "Sniiildt - oh, det kan være vi kan stege fisken i kroens køkken? Måske lige lægge dem over, imens vi... leder?" Nej udadtil, lod han havmanden bestemme retningen for hvad de skulle med deres tid, og kunne godt genvise ham gyden der havde vendt situationen på hovedet. Lidt spekulativt forsøgte han at lirke proppen af den mindre flaske... 

.. og imens Olu virkede optaget af det optøjer det foregik omkring dem, sneg han sig til en lille tår her og der. En sprittet væske, uden tvivl. Men den brændte varmt, og den brændte godt. Og med sin dulmende, vuggende promille, forsøgte den også at snige sig ind i hans system igen. De bedste drejninger var som oftest støttet af alkohol, ikke, og Vektor trak ham lidt prøvende imod højre, så de kunne finde vejen til kroen. 

Kroen… Fristavn var næste uigenkendelig fra aftenen før, hvor markedet ikke var åbent. Men hans blik var jo på magisk vis forbedret nu, så for første gang lod han blikket navigere hen langs bygningerne, for at vurdere hvor kroen var. Han havde nok været så forblændet af sølvelveren, at han ikke engang havde lagt mærke til hvor kroen var, men han genkendte den bænk Vektor havde mødt sine kunder, og det skjulested Olu havde benyttet sig af. Så han vidste at de var tæt på, og formentligt tættere på end lejligheden. ”Kay…”

Olus blik søgte rundt, mens han overbeskyttende knugede om Vektors arm til den sikkert blev gul og blå. Dybhavmanden var altid meget nervøs, selvom hans opførsel overfor de forbipasserende sagde noget andet om ham, når han pustede sig op eller viste tænder. Han var for travlt optaget til at lægge mærke til, at Vektor ind imellem tilsnuskede sig alkohol fra den tunge flaske. Og så endda før morgenmaden!

”Hvorfforr er det lige, att vi sskal bruge kroenss køkken?” Larmen fra kroen nærmede sig, og ligesom de trådte indenfor blev der tabt en flaske med øl, lige inden to mænd begyndte at slå løs på hinanden med knytnæver. Resten af den fyldte stue snakkede og grinede videre over kortspil og piberøg. Olu trak den bluse han havde lånt op over næsen og skumlede og mumlede utilfredst. Var han blevet snydt? Vektor ville sikkert bare gerne drikke igen.

Det lød et eller andet sted, som om at havmanden forventede at finde sit smykke igen, nok godt skjult af snavs, mug eller affald. I og for sig var det ikke ligefrem ulogisk, og Vektor kunne ligeså godt se den ligge der, ødelagt og ensomt tilbage, som han anerkendte muligheden for at nogle var løbet med den. Som barn samlede han selv glimtende affald fra rendestenen, nogle gange kunne det trods alt være noget værd. 
Når Vektor ledte dem henad gamle fodspor de have betrådt for blot nogle timer siden, var det dog ikke øverst i hans tanker. 

Inden hånden tungt blev lagt på døren og træværket skubbet op, gled blikket sidelæns imod Olu, nogle sekunders atypisk tavshed, inden at han trak lidt på skuldrene. Hvorfor ikke? 
Det handlede mere om at Vektor ikke ligefrem besad de store evner indenfor det kulinariske felt, for slet ikke at tale om lyst til at lave mad. Han kunne nok godt rydde nok skrammel væk til at noget der mindede om komfur kom til syne, men det her var en del lettere. Og snakken fra lokalet, lugten af røg blandet med gårdsdagens sved - jah selv det dårlige lys. Alt det var at foretrække, fremfor hans 'køkken'. 
Med det åbnede Vektor døren, og bevægede sig længere ind imellem menneskerne - der var vidst allerede en del, på trods af at det var 'tidligt' for en beværtningsdag, og dét kunne mærkes på stemningen! På trods af kroslåsskamp, og næsten af sig selv gled en mere hjemmevant fjedren over sølvelverens skridt ind imod disken bagerst, men stadigvæk med et halvt øre på hvad Olu gik og lavede. Ikke at han kunne slippe, skulle de blå mærker der nok snart ville pryde hans hud, vidne om noget. 

Han talte lidt højere, for at overdøve larmen da han spurgte "Skal jeg bare ordne det, eller vil du..?" og han gestikulerede udenom virvaret af mænd som blev blandet ind i side-rodet. 

Smågnavent, men med ansigtet tildækket af sin bluse, fulgte han trop efter den lavere halvelver. Selvom folk var fulde og klodsede her, var der slet ikke ligeså proppet som ude på markedspladsen lige nu, så der var ingen der stødte ind i ham eller stod i vejen, lige nu. Han endte på den anden side af disken sammen med Vektor og tog sig et kig på krogæsterne. De var vel lidt mere beskyttede fra andre folk her.
"Eeehh," Lød det forvirret fra Olu, da Vektor spurgte om han ville tage sig af fisken. Blusen blev trukket ned igen, for at han kunne snakke med ham. Røgen kunne han jo alligevel lugte, uanset om han tildækkede hovedet eller ej. Den susede igennem hørmaterialet og ind igennem den følsomme hud, som så sjældent blev udsat for forurening, nede i bunden af dybet. "Aah jah. Ditt bløde indre ttåler ikke ffisskeben ssså godtt, vel?" Olu lo lidt frydefuldt, fordi han trods alt havde én racefordel her.
Han tog de indpakkede fisk. Han kunne ikke finde ud af at binde knuden op almindeligt, så de ploppede ned på bordet i et voldeligt forsøg på at få dem ud. Men heldigvis var bordet... acceptabelt rent...

Olu selv, var i stand til at fortære fisk hele og rå. Hans halsmuskler og hans mavesyre skulle nok knuse og pulverisere knogler. Men selvom det kunne lyde som om han havde en stærk mave, tålte han hverken alkohol eller krydderier. Som så mange andre, havde Olu også kreative måder at spise sine fisk på, og han havde da flækket den over og trukket mange ben ud med stor succes. Han havde en ide om hvordan Vektor ville have sin fisk, så han satte en negl i fiskens mave og skar den op, lige så fint som køkkenkniven ved hans side kunne gøre det. De sunde, delikate indvolde røg ud som fisken blev delt, og Olu trak fiskebenet ud, med stort set alle ben intakte, pånær nogle af de fineste nede vel halen.

Han gjorde det samme for den anden, men det var så her han blev i tvivl. For Olu vidste ikke noget om stegning eller decideret tilberedning af mad. Men han var ret sikker på at Vektor havde brug for at den blev stegt. Hans slags blev vel dårlige af råt kød? Eller også kunne deres ufarlige, flade tænder ikke tygge igennem det.

De fik bevæget sig ind på den anden side af disken, og efter lidt kort frem og tillbage snak imellem ejeren af kroen, og Vektor, gav de hånd på en lille aftale. De kunne godt låne lidt ild. Og det, sammen med en stegepande, var nok hvad de i sidste ende havde brug for. 
Imens han fik ansvaret for at skaffe omstændighederne i hus, gik Olu i gang med det andet arbejde. Præparationen af maden. Og selvom han hørte den frydefulde kommentar, et lidt himmelvendt blik til følge, virkede det alligevel som om at havmanden havde en grad af selvdirektion da han gik igang med at skære benene ud. Ikke at han tog fejl, fiskeben var det værste. 

Imens havmanden sprættede fiskene op, fik Vektor konverseret sig til en pande, og fandt den frem sammen med noget olie. Så da Olu virkede lidt i tvivl om hvad det næste der skulle ske var, puffede han ham lidt blidt til side, for at tage fiskene med sig og smide dem på det varme metal. Duften i sig selv var fantastisk, og sneg sig ud imellem den væg der afskar 'køkkenet' (hvis man kunne kalde det for et køkken) og resten af den lurvede indretning. 
Han var ingen kok, men han kunne lidt basis færdigheder. Og som en simpel mand, rakte han ud efter salt og peber til at krydre de fine fisk med. Han overvejede slet ikke om havfolk ikke kunne tåle i det mindste salt og peber. 
Imens han arbejdede, kastede han et blik over skulderen imod Olu. "Hvor sulten er du egentlig?" Han havde slet ikke overvejet om havmanden spiste mere end ham, og ordene havde derfor en lidt.. ehm, overvejende lyd til sig. Neej, han ville have sagt noget ude ved markedet... 

Der var intet truende ved kroejeren, som Vektor af og til konverserede med, men Olu kiggede nu alligevel hen for at tjekke at alt var vel. Kroværten var skam flink nok til at Olu kunne lade ham være, men han kunne mærke, at han ikke brød sig særligt meget om at Vektor gav sin opmærksomhed til andre...

Han lod sig puffes roligt til side, da Vektor smækkede panden over ild. Han placerede sig i sikkerhed for varmen bag ham, men var meget interesseret. Så interesseret at han lænede sig mod Vektor og strakte sig over Vektors skulder, for at kunne se med. Ild var ikke noget han havde stiftet så meget bekendtskab med, men det var utrolig flot, skinnende og varmt. Nærmest lokkende, som sirenesang. Han fik desværre ikke lejlighed til at nyde udsynet så længe, da madosen begyndte at stige ham til brillerne og de duggede. Olu trådte væk og rakte akavet ud efter brillerne, og tørrede dem for første gang mod den trøje, som han havde fået på af Vektor.

"Hvadd err ddet nu I sssiger.... Jeg err hunde-sssultten?" Det var et mærkeligt udtryk at bruge, især når man vidste hvor gode venner landfolk og hunde var. En del hunde på dæk og ved havn havde gøet efter Olu, for at alarmere om hans tilstedeværelse, så Olu brød sig ikke særlig meget om dem. Men de smagte sikkert fint.

Med atter duggende briller nærmede han sig med sit hoved igen og så med på hvad Vektor lavede. Han skar en grimasse da han fik snerten af det kværnede peber, og lige inden Vektor fik lov til at komme noget af det på den anden fisk, stødte han sit håndled mod Vektors arm, for at holde ham fra at gøre den fejltagelse. Olu havde en rimelig god fornemmelse af, hvornår han kunne tåle noget, og hvornår han ikke kunne... Og det der sorte stads kunne han godt være foruden!

Det var med et lidt overrasket blik at han betragtede Olus fascination over skulderen, og lod ham da se det han kunne, imens han forsøgte sig som chef. Han kunne li' ild? Det gav i og for sig god mening at han ikke havde set ild blive brugt på den her måde, og selve komfuret - på trods af at være rimelig simpelt - virkede effektivt nok til den mission der lå foran det. Hvad end der fandtes i undervandsland, måtte i hvert fald se anderledes ud. Kunne de så kun koge ting, som havfolk?
Med et lidt tænksomt udtryk hørte han svaret, og skævede til det kød der lå foran ham, og prøvede at omregne dets størrelse. En fisk hver? Det virkede pludselig ikke som nok, skulle en sådan sult stilles! 
Overrasket følte han hvordan den efterfølgende krydring blev stoppet, og lidt skeptisk gled brynene ind imod hinanden, og han kiggede på havmanden. "Du foretrækker kun salt?" spørgsmålet havde en næsten vantro klang, og begge øjenbryn steg til vejrs. "Det kommer til at blive en kedelig smag i længden" tilføjede han dernæst, stadigvæk skeptisk omkring hvorvidt det var en god beslutning. Men han blandede sig ikke; hans egen fisk havde (heldigvis) fået drysset en fin mængde over sig. 

Kunne han tilbyde ham andet end peber, var så det næste spørgsmål. Himmmelblå øjne flakkede undersøgende over diverse, halvskæve hylder, hvor at nogle sølle beholdere stod tilbage. Noget smusket tekst stod skrevet på nogle af dem, men halvelverens analfabetisme kunne ikke rigtig greje sig igennem hvad ordene kunne betyde, og han besluttede at lade være. 
Den næse, den var altså effektiv. 
Og lidt spørgende gjorde han i stedet antræk til at trække det væk fra ilden, hvis Olu ikke skulle have andet udover sin morgenmad. 

"Vissse tting giverr oss ffra havett en fforffærdelig maveonde... Jeg ttåler ikke sstærke kkryderier sså godtt..." Det troede han var almen viden. Men landgængerne havde tilsyneladende nok i den selv til at ville gøre sig klog på væsnerne i havet. Selvom de praktisk talt var naboer... Og i visse distrikter, handelspartnere. Olu var ikke selv en del af noget distrikt, og hans egen slags havde ikke samme intellekt eller videnbegær som ham... "Og alkkohol issær." Fortsatte han, nu hvor de var i gang. For Vektor lod ikke til at være klar over dette... "Det sslører ffor øjnene og man ffår dårlig balancceevnerr... man bliver ffølelssessladett og aggresssiv... ssamtidigtt med at man er kkomplett fforgifttett og fforsvarssløss...Enss indre organer ssiger ffra... og i værsstte ttilffælde kan det blive ffattaltt." Alkohol var det rene gift. En havmand der drak alkohol var en død havmand... At mennesker kunne tåle det i så store mængder var på en måde beundringsværdigt, men også irriterende.

"I har byggett hele jeress kulturr op omkring mad og drikke, ikke? Ssom en sslagss... hygge?" Set udefra, fra en dybhavmands perspektiv i hvert fald, kunne det godt ligne, at mennesker ikke kunne holde hinanden ud, uden at der skulle alkohol og god mad til. Det var ikke som nede i det dybe hav, hvor mad var ren overlevelse, og jagten var en ensom beskæftigelse.

Hans briller var helt dugget til stadigvæk, og Olu orkede ikke at gøre noget ved det, bare for at se på ilden. Desuden havde han gjort det klart for ham, at han ikke skulle have noget af det der stærke krydderi, end ikke det krydderi som bestod af tørret grønt. Måske kunne han tåle det, men han havde ikke lyst til at tage nogle chancer.

Os fra havet. Nogle gange kunne drømmesælgeren glemme den forskel der var på dem, til trods for at Olu så forfærdelig anderledes ud. Bleg, skællet, sylespidse tænder og gæller hængende omkring det sorte silkehår. Blød hud, intense øjne, stærke muskler. Men det måtte så næsten være en af Vektors bedre sider, når han måske havde været hurtig til at pege havmandens 'grimme' sider, men i virkeligheden ikke ænsede dem. Det var lige meget hvordan folk så ud. Som Olu nok havde erfareret, betød et pænt ydre ikke nødvendigvis et pænt indre. 
Men de var joh endt meget godt, ikke?

Vektor lyttede skam, et halvt blik på sit arbejde med maden imens Olu forklarede... egentlig sine svagheder. Og han forsøgte også at huske dem, sin blakkede hukommelse til trods - himmelblå øjne gled lidt sidelæns ved ordet fatalt (det var et stort ord), og han brummede lidt eftertænksomt. Interessant. Skulle han altså vælge at... 
Og spørgsmålet hev ham ud af sine tanker, med et dæmpet "Huh?", og han trak endelig panden væk fra ilden. Hygge?
Og som havde Olu nået en himmel ogåbenbarende erkendelse - det havde han slet ikke overvejet - åbnede han overrasket munden, ikke ulig de fisk der var blevet stegt. "Det har du sku da også ret i..." og han kiggede i et lille ryk tilbage på havmanden, et overrasket - men behagelig form for overrasket - grin over mørke læber. "Men så er det vi laver lige nu - hygge, jah?" og han kastede et næsten djævelsk blik over havmanden, næsten som en 'på trods af forskellene, kan vi da godt sammen' pointe. 
Et overforbrug af begge dele, var måske hvad Vektor drømte om. Men realiteten var at han sjældent havde råd (gav sig selv råd) til de mere luksuriøse udskejelser, hvilket også gjort det... atypisk, at han havde købt brillerne til Olu. Måske som en form for undskyldsgave, men - umuligt - at han nogensinde ville indrømme det. Hah, næppe. 

Hånden med panden af fisk holdt den lidt hen, imens han lige fik reaktionen med, men det var klart. Spiseligt, og bedre end så meget andet han havde fået i længere tid. 

På mange måder virkede Vektor langt hurtigere end ham. Han havde svært ved at følge med. I det ene øjeblik havde han følt sig et med baggrunden og talt til Vektors dårlige ører, der ikke syntes at interessere sig særlig meget for det han havde at fortælle, og det næste øjeblik havde han vundet hans opmærksomhed. Var der noget han havde sagt? Hvad betød det smil Vektor sendte ham lige nu? Det gøs igennem Olu, fordi han i et øjeblik følte sig udsat for Vektors drillerier. Det mindede ham lidt om i går, men så alligevel ikke helt.

”Hrrrrn,” Utilfredst klappede han i. Vektor kunne ikke få ham til at indrømme, at de hyggede sig sammen. Olu ville ikke lade ham tro at han nød hans selskab, selvom Vektor var godt i gang med at charme sig ind på ham igen. Han var lidt sød, men på et tidspunkt ville han vende på en tallerken, vidste Olu godt. ”Jeg ved ikke hhvad du ttaler om. Jeg ffinder mig kun i venttettiden ffordi dine indvvolde vvil sslå kolbøttter over rå ffissk,” Han krydsede sine arme stædigt og beskyttende om sig selv.

Var det her hygge? Var han i stand til at hygge, i det hele taget? Han var jo bare en havmand, der drømte om mere end det havet havde at tilbyde. Men var han klar til at hygge med det her landvæsen? ”…Hvad ssyness du, Vekttor? Er du i sstand ttil at hygge, når du er i min varettægtt?”