"Ja, han har også plukket fuglen for os i dag." Han var Alaric en stor hjælp at have. Det Astrid fik sagt, fik ham dog til at smågrine lidt. Hun havde nok ret, måske han havde fået spurgt på en ret så fordomsfuld måde. "Ja det bør jeg vel undskylde for... Tænkte bare med alt du har at lave, og så at du er adelig at du måske aldrig havde lavet mad." Han kunne godt se at han ikke ligefrem var god til at rede sig selv lige nu... Han var nok også en smule fordomsfuld overfor andre adelige end ham selv, så at møde Astrid havde været lidt af en øjenåbner.

Da hun spurgte hvad vandet var til grinede han let. "Til dine øjne." Han tog hendes hånd forsigtigt og dyppede kluden i vandet. "Så kan du vaske dine øjne, så stopper svien ret så hurtigt." Han smilede bare til hende og lænede sig lidt tættere på hende for at sikre sig at der ikke sad noget i hendes øjne, så han nærstuderede dem lige en smule. Han regnede selvfølgelig med at hun godt kunne finde ud af at vaske hendes egne øjne, så han vendte tilbage til gryden, som han rørte lidt i.

Han kiggede ned i gryden og vendte sig så mod hende da hun spurgte hvor lang tid det tog. Han grinede af sig selv, fordi selvfølgelig kunne hun ikke nå det på så kort tid som de havde nu. "Ikke lang tid nok..." Han grinede og rystede så bare på hovedet af sig selv. Han hældte så nogle grøntsager ned i gryden, og satte sig ned på en skammel efter at have vendt kødet. "Kødet skal bare have samme tid som det har fået." Det ville nok ikke tage meget mere end fem minutter som det stod til, før de to kunne få noget at spise. Han regnede jo med at de andre allerede havde spist. 

Astrid rystede smilende af ham som han prøvede at rede sin egen røv fra Marias passive vrede, ”Det fint, Alaric,” grinte hun, ”Jeg har også en del at se til,” tilføjede hun med et stille smil på læberne. Hun tillod sig en enkelt gang at lade sit blik gå fra hans øjne, til hans læber og tilbage til øjnene. Det hele varede dog kun et splitsekund, før hun så tilbage på det hun havde gang i.

Astrid grinte lidt med, som han førte hendes hånd, med kluden i, over i vandet, ”Nårh, selvfølgelig,” smågrinte hun, og glemte lidt om kluden, så den ikke var drivvåd. Da han lænede sig lidt tættere på hende, fløj hendes øjne op til hans øjne, opmærksom på hvad han havde gang i. Hendes øjne flakkede kortvarigt til hans læber og tilbage igen, ligesom før. Denne gang var det dog mere som en halv-panisk reaktion. ’Frygtede’ han ville stjæle hendes læber endnu engang. Hun holdt vejret indtil han trak sig tilbage til gryden. Lettet åndede hun så ud, før hun langsomt begyndte at fugte sine øjne med vandet fra kluden.

”Så du ville servere kold mad til mig?” smågrinte hun, eftersom han indså at de minutter der var tilbage af madlavningen nok, ikke var nok til et bad for hende. Bare det at skulle ud af tøjet, og i noget nyt ville nok tage mere end tiden der var tilbage.

Han var ret så overrasket over at se hendes blik flakke ned til hans læber. Var hun selv opmærksom på hvad hun gjorde og hvilket signal han måske kunne forstå det som? Han var dog stadig ikke modig nok til at tage den chance igen, så han lod det ligge, selvom det selvfølgelig lagde i hans tanker.
"Det er godt at du er så forstående!" Han grinede lidt som han sagde det, fordi han følte hun ofte accepterede hans små fejl.

Hendes øjne flakkede igen til hans læber, og han lagde godt mærke til det. Der var noget andet over den måde det skete på, og det gjorde det bare endnu mere tydeligt at han nok ikke skulle forsøge igen. Dog det at hun var opmærksom på hans læber var lidt en god ting følte han... 
"Så fik du da lært noget nyt." Han grinede en smule over hans egen ret så dumme kommentar.

"Nej da! Jeg tænkte bare ikke over at maden næsten var færdig og at du nok bruger lang tid på at pleje dit hår." Han havde egentligt ingen anelse om hvor meget det krævede at pleje så langt hård som hun havde. Han fulgte hende med blikket som han begyndte at tage maden af ilden, og øsede det op på to ret så pæne tallerkener. Det var nok noget af det pæneste han ejede. Han bar først den ene tallerken ind ved siden af hvor de kunne spise, og derefter den anden. Han stillede en karaffel med vin frem, samt to glas og så selvfølgelig bestik. "Håber at det smager dig." Han hældte vin op til hende, uden rigtigt at tænke på om hun var vant til vin. Han antog igen at hun var fordi hun var adelig.

Hun viftede afværgende med hånden, for at vise at det ikke rigtig gjorde hende noget at være forstående. Alle var vel mennesker… Eller det var de jo så ikke… Men alle var vel levende væsner! ”Man lærer noget nyt hver dag, ikke?” tilføjede hun, for at gøre hans kommentar mindre dum. ”Hvad har du så lært i dag?” spurgte hun lokkende. Det havde brugt det meste af dagen sammen, så hun var interesseret i om han havde lært noget spændende, som forhåbentlig ikke indebar hendes evne.

Hun smilte bredt, som han prøvede at forklare sig ud af hans forslag om at hun måske kunne have nået et bad. Da han nævnte hendes hår, fik hun en irriterende påmindelse om hvordan det hele var syet sammen, så det kunne blive på plads. ”Ja det tager lidt tid med det her garn,” lød det fra hende, som hun lagde en hånd oven på de lange fletninger, som var snoet om hendes hoved.

Astrid ville gerne have haft hjulpet med at bære ting ind til bordet, men nåede slet ikke at tilbyde hjælp. Hun fulgte derfor roligt efter ham, som han fik det sidste sat på bordet. ”Det må vi jo finde ud af,” sagde hun med et bredt smil, som hun nærmede sig bordet de skulle sidde ved og gjorde sig klar til at sætte sig sammen med ham. Hun var selvfølgelig også klar til at skåle, inden de satte sig, hvis han ville det.

"Det er sandt." Han blev lidt flov over hendes spørgsmål. Fordi hvad havde han lært? Om hendes evne, hendes rejse hvor hun blev angrebet af varulve, og at hun ikke havde været klar til at blive kysset. Det var nogle af de ting han havde lært. Han havde også lært at hun betød ret meget for ham, allerede. "Hmmm jeg har lært to ting især. At du er ret så kuldskær, og at du åbenbart betyder ret meget for mig." Han kunne ikke undgå at rødme en smule som han sagde det. "Og har lært du ved en del om skader!" Han kom til at tænke på at hun tydeligvis havde vist at hun altså var dygtig på det punkt også.

Han grinede lavt, og uden at tænke over det lagde han en hånd op og var lige ved at røre ved hendes hår, før han tog hånden til sig. "Det er næsten synd at kalde det garn, så smukt det er." Selvfølgelig var han sikker på at hun så lige så smuk ud selv hvis hun bare lod håret hænge ned om hendes ansigt. "Kan du egentligt vaske det selv, eller har du brug for en af dine tjenestepiger til det?" Han var igen lidt nysgerrig, han vidste ikke hvor besværligt så langt hår var jo.

Han trak stolen ud for hende, og da hun så havde sat sig satte han sig også ned og skålede med hende. "Tak for dit selskab." Han smilede før han begyndte med en hvis besvær at skille kødet i mindre stykker med kniven, han lagde så kniven ned, tog gaflen op og spiste stykket. Det var let at se at han nok tog næsten dobbelt så lang tid om at spise som andre ville. "Dagen har ikke været perfekt, men jeg har virkeligt nydt dit selskab stadig." Han smilede så til hende, og for at drille hende lod han også hans blik glide ned til hendes læber da hun jo havde gjort sådan tidligere.

Hun kunne se han skulle have et øjeblik til at tænke sig om, hvilket også var klart, når spørgsmålet kom uventet. Lidt kulør på kinderne dukkede op, så snart han allerede havde nævnt den første ting han havde lært. Hun nikkede med et bredt, lidt skævt smil. Hun overvejede lidt om han havde forventet hun ikke var kuldskær, eftersom hun trods alt var opvokset i Medanien. Han undgik næsten emnet om hendes evne, men ikke nok til at hun ikke blev mindet om episoden. Men hun skubbede den hurtigt af skulderen, så det ikke ville påvirke hende.

Astrid skulle til at trække sig væk fra hans hånd, som den skulle til at røre ved hendes hår, men stoppede sig selv, så snart hun så han trak hånden til sig. Hun tog blot i mod komplimenten, med lidt ekstra kulør i kinderne, og et lille genert smil. Da han så spurgte ind til vaskning af hendes hår, blev hun en anelse overrasket, og faktisk lidt i tvivl om det ville være anstændigt at svare på, men hun gjorde det alligevel, ”Altså jeg kan sagtens selv, men det tager så meget længere tid,” smågrinte hun og prøvede at lægge ekstra tryk på at det var tid, som man ville spilde, hvis man begav sig ud i det alene. ”Det er helt klart nemmere med en tjenestepige,” tilføjede hun med et blidt smil

Hun fik sat sig til rette og skålede så tilbage, ”Tak fordi jeg måtte komme herop.” Hun tog en lille slurk af vinen. Som hun satte glasset tilbage på bordet, lagde hun mærke til besværet ved at skære kødet. Hun sad virkelig og boksede med sig selv, om hun skulle tilbyde ham en hånd. Maden ville jo nå at blive kold, inden han nåede igennem det. Hendes spiral af tanker blev stoppet, da han nævnte hvad han havde syntes om dagen, ”Ja vi har været lidt uheldige. Jeg har også virkelig nydt dit selskab” svarede hun ham med et blidt smil. Hun lagde hurtigt mærke til hans øjne gled ned på hendes læber, hvilket fik hende til at se ned på sin tallerken, for at kunne koncentrere sig om at skære sit første stykke kød. Med en vis lethed tog sin første bid af sin mad. Mens hun tyggede, sad hun og tænkte videre på hvor vidt han ville blive øv over om hun tilbød hjælp. Så snart hun fik sunket sin bid, satte hun dog sit bestik fra sig. ”Må jeg skære dit kød ud for dig?” tilbød hun og bed sig lidt i læben, mens hun så mod hans tallerken.

Han havde selv været lidt i tvivl om han skulle bringe noget op omkring hendes evne, men det at have set hendes død som hans største frygt var alligevel noget af en vigtig ting at lære tænkte han. 

Han var glad for at han stoppede hans hånd, fordi havde hun trukket sig væk havde han nok bare følt at hun igen skabte lidt af en kløft imellem dem. Da hun så fortalte at hun godt kunne vaske hendes hår selv men at det tog sin tid, kiggede han lidt op i luften og så ret tænkende ud som han forsøgte at forestille sig hvor svært det ville være at vaske sådan noget hår.
"Det kan jeg forestille mig." Sagde han så som svar på at det var nemmere med en tjenestepige. 

Han smilte bredt da hun takkede for invitationen. Det var første gang han havde inviteret nogen op til hans hjem, så han var meget glad for at hun havde takket ja til den. Han smilede dog også endnu mere da hun sagde at hun også havde nydt hans selskab. Han sukkede lettet da han så ikke havde ødelagt alt jo. 
Hans smil blev kun bredere og lidt mere skævt da hun genert kiggede i hendes tallerken. Han vidste udemærket godt hvorfor, så han sagde meget lavt og mens han lænede sig frem. "Det er måske kun okay når du ser på mine?" Han var rigtigt flabet lige der, og han følte sig også lidt ond for at have gjort det. Han nikkede roligt til hende, da hun tilbød at skære hans kød ud. Han kiggede på hende, og blev enten bare siddende hvis hun lod til at ville rejse sig og ellers så skubbede han bare sin tallerken og bestik over til hende. "Det er meget pænt af dig." Han ville kunne gøre ting selv, men det betød ikke at han ikke ville tage imod hjælp når det blev tilbudt.

Hun så undrende op på ham, som han stillede hende sit flabede spørgsmål. ”Hvad mener du? Det gør jeg da ikke,” påstod hun med en lille rynke i panden. Hun mente i hvert fald ikke hun åbenlyst havde set på hans læber, udover da hun stod lettere panisk, med slørrede øjne. Hun havde ikke selv tænkt over de andre gange. Han kommentar om at hun så på hans læber, gjorde hende dog nysgerrig på at se dem an, hvilket fik hende til kort at se ned på dem.

Som han nikkede til hende, rejste hun sig og stilede sig ved siden af ham, så hun kunne skære det ud. ”Velbekomme da,” sagde hun med et smil, så snart hun var færdig med at skære det ud. Hun lagde pænt bestikket ned, for så at gå til sin plads, og skære et lille stykke til sig selv.

Han smilede på en måde der viste at hendes svar tydeligt morede ham. Enten var hun en virkeligt dygtig skuespiller eller også havde hun ikke lagt mærke til at hendes blik var gledet ned på hans læber, mens de snakkede i køkkenet. "Jo, du lod dit blik falde på dem mens vi snakkede i køkkenet." Han grinede lidt, fordi det var ret morsomt hvis hun ikke havde tænkt over det. Da han så fangede at hun kiggede på hans læber, smilede han bare skævt til hende, nu hvor han vidste hun så på dem. Han sagde ikke mere, men hvis hun kiggede op havde han et sigende blik i øjnene vendt mod hende, da hun jo nu så på hans læber igen.

"Mange tak." Han takkede hende pænt da hun skar kødet ud og han tog så en bid af det, efterfulgt af at han drak en smule af vinen. Han nød maden, og mens han spiste holdte han også øje med hende. "Kan du lide det?" Han håbede da at maden var til dels til hendes smag, og at han ikke havde fået lavet noget mad som hun knap nok kunne spise. "Jeg ved godt du nok er vant til bedre mad, fra en kok der ikke laver andet end mad." 

Da hun tømte hendes glas for vin, rejste han sig op med karaflen for at tilbyde hende et glas mere.

Hun rystede på hovedet ad ham og skulle til at protestere, men da hun så op på hans øjne igen tav hun et øjeblik. ”Det gjorde jeg da ikke,” protesterede hun igen, dog med et lille smil på læberne, eftersom hun tydeligvis var fanget i det denne gang, ”Uanset hvad stjal du, hvilket gør dit mindre okay,” tilføjede hun en anelse drilskt, og prøvede så vidt muligt at ’vinde’. Hun havde et lille drilskt smil på læberne.

Astrid nåede lige at tage en bid i munden, inden han spurgte om hun kunne lide maden. Hun lagde derfor en hånd over for sin mund inden hun fik sunket sin bid. I mellemtiden nåede han at nævne det mad hun var vant til, ”Maden er fantastisk, ingen tvivl,” fik hun komplimenteret med et blidt smil, ”Det jo lige før jeg må få opskriften og give den til vores kok,” smågrinte hun. Kokken ville sikkert lave nogen ændringer, men hun ville i den grad gerne have at retten de spiste lige nu, måske kunne være en del af kokkens mulige retter.

Med et varmt smil, skubbede hun forsigtigt sit glas nærmere Alaric, for at fortælle hun godt kunne bruge et glas mere.

Det morede ham ret meget da hun stoppede hendes egne ord da det gik op for hende at hun nok havde gjort det, med den måde han kiggede på hende på. Da hun så ret så drilsk protesterede kunne han ikke lade være med at nikke. "Åhhh jo du gjorde."
Nååå så det var fordi han havde stjålet et kys fra hende tidligere som gjorde at hun kunne tillade sig at betragte hans læber, han smilede derfor bare flabet tilbage på hende. "Nååå, jamen hvis de fascinerer dig så meget så ser du bare, du må da også godt studere den nærmere hvis du vil." Han havde et drilsk glimt i øjet som han sagde det, og for at give hende lidt af en sejr begyndte han istedet bare at holde øje med hendes øjne istedet for læber.

Det glædede ham meget at hun kunne lide maden. Han smilte taknemmeligt. "Det er jeg glad for at høre." Han vidste ikke om han kunne give hende en opskrift, men han kunne da godt fortælle hvad det var for noget kød, og hvilke grøntsager, urter og krydderier der var blevet brugt.
Han gik over til hende og hældte så roligt og elegant et nyt glas vin op til hende. Han gik med rolige skridt tilbage til hans plads og spiste videre. 
Nu hvor han ikke skulle bøvle med at skære det ud, spiste han ret så hurtigt fordi han jo normalt var vant til selv at gøre det og skulle kompensere for det. "Jeg kan om ikke andet give dig en liste over ingredienserne." 

Hun rystede på hovedet ad ham som han begyndte at prøve at drille noget mere, der var dog et smørret smil på hendes læber. Som han nævnte hun bare kunne studere dem nærmere hvis hun ville, blev hun dog tom for ord. Noget i hende havde lyst til at sige det skal jeg da nok og andet af hende havde lyst til at finde på et spydigt comeback. ”Det er ikke nødvendigt, jeg har set hvad jeg skulle se,” sagde hun og trak på skuldrene, som var hun skuffet eller ligeglad. Hun så hurtigt ned på sin tallerken inden hun skar et stykke mere som hun satte i munden, så hun kunne få en timeout. Hun kunne dog mærke en lille varme i kinderne.

Astrid gav ham et blidt smil tilbage, og fulgte ham med øjnene, som han rejste sig for at hælde noget mere op i hendes glas, ”Tak,” lød det lavt fra hende. Der gik heller ikke længe, før hun tog en tår af glasset. Som han satte sig ned for at spise, kunne hun ikke lade være med at lægge mærke til, hvor hurtigt han spiste. Hun tænkte ikke rigtig over at han måske ikke var vant til at få skåret maden ud, og tog det mest af alt som en, jeg er sulten. Hun smilede dog varmt til ham, som han foreslog at give hende en opskrift, ”Det må du hjertens gerne,” lød det fra hende, som hun snuppede endnu en bid af sin mad.

Hun morede ham, på en rigtig god måde. Hun var ret god til at komme med den rigtige form for modstand lige nu. Da hun derfor også fornærmet sagde at hun havde set nok kunne han ikke lade være med at smile flabet da hun kiggede væk så hun ikke så det. "Nååå og hvad var det så du havde behov for at se?" Hun sagde jo hun havde set det, så han kunne ikke stoppe sig selv i drilsk at spørge ind til det. Han havde ingen anelse om hvad hun så efter på hans læber jo, så der var også en hvis form for ægte nysgerrighed over hans spørgsmål.

"Så lidt." Han bukkede sig en lille smule for hende da han sagde det, for at vise hende en form for respekt. Han nød deres måltid meget, også selvom han nåede at spise sin mad noget hurtigere end hun gjorde. Derfor lagde han bestikket pænt på hans tallerken og sad så bare og betragtede hende. Det var ikke sådan at han stirrede på hende spise. Men hans øjne blev ved med at glide tilbage til hendes, efter han havde kigget lidt rundt. Da han ikke havde mere at spise betød det dog også at han ret hurtigt fik tømt sit andet glas vin. "Det vil jeg da så sørge for at gøre mens du får taget dig dit bad." Han smilede bare til hende, og tog den første slurk af det tredje glas.

Han vidste da bare lige hvordan han skulle få hende til at tænke over sine ord. Så hun spidsede da også munden en anelse, de få sekunder hun skulle bruge på at overveje sit svar, ”Jeg skulle finde ud af om jeg kunne få det tilbage, som du tog,” lød det fra hende, måske en anelse for hurtigt. Hun tænkte ikke rigtig over at det måske kunne lyde som en invitation, og håbede dog heller ikke det ville blive taget i mod sådan, for så måtte hun skuffe ham.

Hans buk, gav hende et lille smil på læben, det blev dog diskret pillet af, som hun sad tilbage som den eneste der spiste. Det var en stilhed hun ikke helt vidste hvor hun skulle gøre af sig selv i – udover hun tyggede på sin mad. Hun tog derfor også lidt større slurke af vinen, mellem bidderne. Som hun fik spist op foldede hun bestikket så det lå sammen, på tallerkenen, ”Det lyder som en god ide,” lød det fra hende med et blidt smil. Hendes glas var stadig halvt fyldt. ”Må jeg tage glasset med?” spurgte hun og løftede sit glas mod ham i en afsluttende skål. Det kunne godt være hun ville have fyldt glasset helt op, inden hun tog i bad.

Han morede sig lidt over den spidsede mund, havde han ikke vidst bedre skulle man jo næsten tro at hun bad ham tage et kig på hendes læber. Han lod dog være og betragtede istedet hendes ansigt som en helhed, mens han lyttede til hendes ord. Der måtte han jo nok skuffe hende desværre. "Det tror jeg desværre ikke du kan... Altså du kan jo stjæle et fra mig, men ved ikke om det giver dig noget tilbage?" Han blinkede til hende og drillede hende med hans ord på den måde. Han havde dog ikke nogen forventning om at hun kunne finde på det, ikke efter tidligere.

Han forsøgte ikke at kigge for meget på hende, han ville jo ikke gøre hende utilpas ved at han kiggede på hende. Da hun var enig i at det var en god ide at han fik det skrevet ned mens hun var i bad nikkede han bare. Han skålede med hende og nikkede. "Selvfølgelig må du det, du må også tage karaflen hvis det skulle være?" Han havde faktisk ingen ide om hvor længe det kunne tage hende, så måske hun gerne ville have vinen til at hjælpe hende med at snakke med Maria, selvom det ikke lød som om det var nødvendigt. Han rejste sig så fra bordet nu de begge var færdige, og fik stabelet bestik og tallerkener før han gik ud i køkkenet med det. "Du kan finde mig i den store sal når du er færdig. Bare lige bank på før du går ind." Han smilede venligt til hende, som han gjorde rent efter maden, efterfulgt af at han gik ind i hans arbejdsværelse først og skrev opskriften ned.

Da han var færdig med at skrive ned gik han ned i den store sal. Da han jo havde bedt hende om at banke på før hun gik ind, tog han skjorten af, og begyndte at lave træningshug med et sværd for at holde hans højre arm ved lige.

Astrid kneb sine øjne lidt sammen, som han ’fristede’ med at hun kunne stjæle et fra ham. ”Jamen det var lige præcis det jeg fandt ud af, at jeg nok ikke kunne. Jeg springer over denne omgang,” fik hun svaret ham og blinkede til ham, uden helt at tænke over det kunne lægge op til mere senere.

Hendes glas var tættere på at være tomt efter deres skål. Hun grinede blidt over han tilbød at tage karaflen med, ”Der er vist nok kun lige til mit glas alligevel,” Hun valgte at rejse sig nogenlunde samtidig med ham og gik hen for at fylde sit glas op. Det var nok fyldt lidt mere op, end man normalt ville fylde et glas, men nu var der jo en vinrest i, fra måltidet. Hun nikkede så bekræftende til at møde ham i salen.

Med sit fyldte glas hentede hun så Maria, som straks klargjorte et varmt bad til Astrid. Endelig kunne Astrid smide bæltet om livet, som havde klemt hende hele turen. Så snart bæltet blev åbnet kunne Astrid tage sig en langt dybere indånding. Det varede kun et øjeblik før tjenestepigen straks var ved Astrid og begyndte at klippe snorene i håret op, for efterfølgende at binde fletningerne op hver for sig, for efterfølgende at blive flettet løst igen. ”Vi sad fast i minen i nogle timer.” Så snart der var styr på håret røg hver en tøjdel. Tunika, bukser. ”Han kyssede mig, mens jeg troede han blot ville fjerne sod fra mit ansigt”. Smykket tilhørende Theresa hang dog stadig om halsen, som Astrid begyndte at træde op i det varme bad. Forsigtig blev den første armene skrubbet rene. ”Han har skadet sin arm.” Der blev nu gået videre til benene. ”Vi red ind i en skov… Der var så smukt.” Ryggen blev omhyggeligt vasket. ”Han holdt mig varm…” Med en forsigtighed blev fronten vasket. ”Han blev udsat for frygtfremkaldelsen.”

Inden Astrid vidste af det fik hun en spand varmt vand hældt over hovedet, for at fjerne eventuelle rester af sæbe og svovl. ”Maria!” grinede hun så højt som hun blev kylet ud af sin talestrøm. Der var efterhånden ikke en eneste ting Maria ikke vidste, men så igen, så kunne hun stole på Maria. Astrid havde desuden tømt sit glas mens hver en legemsdel blev skrubbet. Straks blev Astrid hjulpet i et klæde, som kunne tørre hende, for efterfølgende at Maria hev forskellige muligheder for tøj frem.

Eftersom det var aften, og Astrid ikke regnede med de skulle ud, mere for dagen, valgte hun at tage en grågrøn kjole på, og en gullig top udover. Begge dele var fyldt med fine broderinger. Astrids hår blev dog i fletningen, som blev bundet inden badet. Denne gang bar Astrid ikke nogen våben på sig, og heller ingen kappe til at skjule noget.

Med lange genopfriskede magtfulde trin bevægede hun sig så mod den store sal. Da hun nåede døren, bankede hun på, og ventede til hun fik lov at gå ind. Hun kunne dog ikke helt forstå hvad han skulle lave helt alene, eftersom hun ikke måtte komme ind.

Da hun endelig trådte ind i lokalet, foldede hun pænt sine hænder foran sig, som hun trådte nærmere Alaric, nysgerrig på hvad der skulle ske.

Han havde sendt hende et blik der viste at han ærgede sig, men samtidigt med det så var der et flabet smil, som han lod emnet dø ud og skrev sig selv bag øret at bringe det op igen senere. Han nikkede derefter også bare på at der vidst ikke var mere vin i karaflen end til et enkelt glas mere. Hun havde nok også ret, især når hun fyldte hendes glas godt som hun gjorde. 

Det eneste han hørte var Astrids råb, eller måske nærmere skrig, efter Maria. Det lød tydeligvis som om hun nød at have noget enetid med Maria, og det fik ham til at smile. 
Han havde brugt tiden på at træne sine sving med sværdet, og havde derefter fundet en balje med vand frem til at skylle sig selv i. Han håbede virkeligt ikke at hun ville glemme at banke på, da det ret hurtigt kunne blive meget pinligt for dem begge nok. 

Da han hørte hende banke på, var han ved at vaske hans ben, og skyndte sig derfor at vaske sig færdig og han fik et par nye og rene bukser på, der var lavet i noget langt pænere materiale, finere stof end dem han havde haft på. Lyden af metal mod metal kunne høres som han baksede med at få bæltet på. Han greb så en ny skjorte og stak armen i det ene ærme. Han forsøgte sig så med at få det andet ærme på, men havde svært ved at få skjorten på. "Vent lige lidt, jeg har lidt problemer!" Han råbte det ud til hende, mens han fortsatte med at bøvle med den skadede arm og skjorten. Han fik så endeligt skjorten på, og derefter fik han den knappet hvilket også tog sin tid. Han gik over til døren og åbnede den for hende. 
Hans tøj bestod nu af en mørkerød skjorte der havde noget gyldent og sølvigt mønster over det hele. Udover skjorten sad et simpelt bælte og udenover det hele, en åben jakke i sort silke med et rødt for. 

Han stod og stirrede på hende da hun stillede sig pænt foran ham, og han lignende tydeligt en der ikke vidste hvad han skulle sige. "Kan jeg bare sige. Du ser fuldstændigt utrolig ud." Han smilede bare bredt til hende. 
Han lavede en bevægelse med hånden som han bad hende følge med ham. "Jeg har opskriften liggende i mit arbejdsværelse, og så kan du se lidt mere af mit hjem hvis du vil?" Hun havde allerede nået at se det meste, hans hjem var ikke enormt jo, især ikke efter spisesalen var lavet om til hans træningssal. "Som du kan se har jeg her min træningssal." I rummet stod der mange sværd langs væggene, der hang skjold på væggende og i den ene ene stod der både spyd, hellebarder og andre lange våben. Sammen med en stor samling af buer der stod i hjørnet.

Han førte hende så videre med ind i hans arbejdsværelse som hun havde været i tidligere. Da de kom ind fandt han opskriften frem han havde skrevet til hende, og rakte den til hende. "Det var det af mit hjem jeg har at vise. Min træningssal var tidligere en spisesal stor nok til at danse i." Han havde ikke mere at vise hende af hans hjem. Det var ikke nær så stort som hans forældres eller hendes forældres hjem. Det var et hjem ment til to personer, deres børn og to tjenestefolk.

Inspiration til tøjet.

Astrid rynkede tænkende på brynene, som han fortalte han havde problemer. Hun var fristet til at spørge om hun ikke bare skulle komme ind og hjælpe, men valgte alligevel blot at blive ude foran døren. Hun lyttede aktivt til hver en lyd der var omkring huset, selvom meget af det blev overdøvet af hvad end han havde gang i, på den anden side af lokalet.

Døren blev endelig åbnet og hun trådte ind i lokalet med hænderne foldet foran sig. Hendes øjne blev da også en anelse større, end de almindeligt afslappede øjne, hun oftest gik med.  Hun trak et let smil på læberne og fik lidt kulør af hans kompliment. ”Jeg kan kun sige det samme om dig,” lød det fra hende, roligt og nærmest balanceret. Maden, vinen og badet havde i den grad gjort hende mere afslappet. Det afspejlede sig også i at hendes holdning ikke var nær så anspændt som den havde det med at være. Hun stod stadig rank, men langt mere afslappet og nede på jorden.

Som han viste tegn til at hun måtte følge med, gjorde hun som efterspurgt, mens hun lyttede. ”Gerne,” kom det fra hende, uvidende om, om der var noget hun ikke havde set endnu. Hun så dog rundt i træningssalen og betragtede hvert et våben nøje. ”Hvor mange af dem her har du brugt?” spurgte hun, mens hun fascineret så på alle våbene. Det var jo alligevel en sjat til kun en mand… Og hans staldknøs.

Som de trådte ind i arbejdsrummet, gik der kun et øjeblik før hun fik ingredienslisten i hånden. Som han nævnte at træningssalen tidligere var en stor spisesal man kunne danse i, lagde hun hovedet let på skrå, ”Har du danset i den?” tillod hun sig at spørge. Hun var ikke selv særlig vild med at danse, særligt ikke med fremmede. Dansede hun med Maria, Hannah eller Theresa ville det ikke være et problem. Det var så legende let med dem. Det var næsten naturligt.

Han blev lidt overrasket over at hun komplimenterede ham på hans tøj. "Du beærer mig for meget, først din tilstedeværelse og nu med dine ord." Han grinte så af sig selv. Han mente hvert et ord, men tænk at han sagde noget i den stil. Det havde han på ingen måde forventet han ville gøre. 
Dog var han lidt ærgelig over at hun kunne være så rolig omkring det, han havde været endnu gladere hvis hun havde virket mere overrasket. 

Han vendte sig om mod hende da hun spurgte til våbnene. "Jeg har svunget alle våben i den her sal, og flere endnu, jeg kan da ikke træne en ung mand til at forsvare hans eget liv uden at vide at våbnet han står med er af god nok kvalitet." Han kunne godt se at hun var en smule fascineret, så han mindede sig selv om at hun da kunne få lov til at se på dem når de kom tilbage til salen. 

Han blev meget overrasket over hendes spørgsmål, om om han havde danset der. Havde hun glemt han havde været gift, eller tænkte hun bare at de måske aldrig havde danset sammen? Han rystede på hovedet af tankerne og svarede hende så. "Ja jeg har danset der, men for lang tid siden. Nu er det kun i kamp jeg danser." Han smilede, og gjorde hvad han kunne for ikke at lade hans afdøde hustru blive bragt op. "Vil du gerne danse med mig?" Han rakte hende hånden, for at byde hende op til dans hvis hun ville. Selvfølgelig vidste han ikke om hun faktisk ville tage imod hans hånd, men han kunne da ikke andet end at håbe. Uanset om hun tog hånden, eller om hun tog hånden og sagde nej til dansen, eller slet ikke tog hånden. Så førte han hende med sig tilbage til salen. 

Hun trak et glad smil, som han blev glad for den gengældte kompliment. Da han fortalte om våbene så hun over mod ham. ”Selvfølgelig, så du har en kollektion til enhver du kan komme ud for at skulle træne,” forsatte hun, som hun så rundt på våbnene igen.

Smilte skvæt til ham, som han flettede sin kamp ind. Hun smågrinede også en anelse. Danser kun i kamp. ”Jeg glæder mig til at se dem danse i kamp,” drillede hun ham. Hun vidste udmærket godt hvad han mente med det, men det andet lød da i den grad meget sjovere at se på.

Så snart han spurgte hende om hun ville danse, var det som ren automatik hun tog i mod hans hånd med et smil, ”Gerne,” – ZALADINS SURE LØG. Hvad havde hun gang i? Hun havde på ingen måde lyst til at danse. Det var for tæt og for personligt. Sidst hun havde danset var til Maskeballet i Zircon hos Arys familien indledende til foråret. Enten var det hendes automatiske adelige høflighed som tog over, eller så var det vinen.

Som de trådte ind i træningssalen, ville hun normalt være blevet anspændt, men vinen beholdt hende nede til jorden. Hun så så over mod ham igen. Hendes øjne var ikke røde længere, men skinnede blot i klart i lyset fra lokalet. Hendes hår var stadig en anelse vådt, men eftersom det var bundet i en fletning, var det ikke noget man som sådan lagde mærke til, ud over at det, ligesom hendes øjne, skinnede.