"Her og der," svarede Asad distræt. Han var træt og det føltes godt at blive taget af, som Atlas tog sig af ham nu. "Jeg fandt ret hurtigt ud af, hvad jeg ville have en karriere ud af, og så ledte jeg bare efter nogen, der kunne gøre det lettere. Og sjovere. Jeg fandt Jaxon som den første."

Asad strakte sine hænder ud foran sig og betragtede sine rynkede fingre, imens han fortalte; "Jeg havde hørt rygter om ham. På værtshuse og sådan. En ung, rig knægt, der startede slåskampe hvorend han gik hen, og som ikke vidste hvornår man skulle stoppe. Med undtagelse af rigdommen, så lød det fuldstændig som en beskrivelse af mig selv på det tidspunkt. Så en dag kommer vi rent faktisk i en slåskamp, men han kan jo ikke en skid, sådan en rigmandsknægt. Så da han ligger godt tilpas under mig, tilbyder jeg ham et partnerskab. Han tøvede, til at starte med. Havde jo ikke brug for krystallerne, vel. Men så snart han så, hvad vi kunne gøre sammen... Det blev en leg for ham. Jeg tror han keder sig i farmands palæ. Han har brug for udfordringen."

Ligesom Asad selv havde. Han så meget af sig selv i Jaxon og alligevel brugte han lige så meget tid på at foragte ham, som han gjorde på at beundre ham. 

"Emmet blev en naturlig tilføjelse. Han lærte os hvornår man skulle stoppe. Han lærte os, hvordan man tjener krystaller, blot ved at se truende ud. Og Hunter... for ham er vi hans tætteste familie. Han siger ikke så meget, men han har ikke andre. Han var en kat blandt løver til at starte med, men han er kommet efter det. Han har lært meget."

Det var meget information at servere om sine venner, men Asad havde allerede i morges besluttet at Atlas skulle være en del af banden, hvis han stadig ville efter alt der var sket i dag, så han kunne lige så godt få en ordentlig introduktion. Også selvom han ville slå andre til plukfisk, hvis de på samme måde serverede andre information om ham. 

"Hm, charmerende typer," kommenterede Atlas, mens han kørte svampen over Asads ryg i bløde cirkler. Han vidste godt, at drengene nok ikke var så slemme, når man kendte dem - ellers ville Asad jo ikke være venner med dem - men han brød sig stadig ikke specielt meget om dem. Og de var nok også pænt sure på ham lige nu. Det bekymrede han dog ikke så meget; han var klar til at tage en omgang til mod dem, hvis de turde. Det eneste jer i livet, Atlas var bange for, var at miste Asad. Og så edderkopper. Atlas hadede virkelig edderkopper.

Svampen fulgte omridset af Asads muskler, mens Atlas stirrede halvt hypnotiseret på dem. Der var mange flere, end der havde været, sidst Atlas havde set Asads ryg tæt på, og det klædte ham.

"Jeg vil gerne holde min træning lidt ved lige," sagde han, mens han stadig stirrede på Asads ryg. "Vil du gøre det med mig? Det er altid sjovere, når man er to. Jeg har udtænkt nogle nye tricks, vi kunne prøve."

"De er okay." Det var alt Asad havde at sige til deres forsvar. De havde hans ryg, de var loyale, de havde taget imod Mahir selvom de ikke behøvede og selvom Mahir nær intet havde gjort for at fortjene sin 'plads' i banden. Asad holdt af dem på sin egen måde, men han forventede ikke at andre gjorde det samme. Ligesom han kun gav sin kærlighed til Asad og Mahir, gav Jaxon, Hunter og Emmet kun deres venskab til dem de fandt værdige. Asad kunne godt forstå, hvis udefrakommende ikke ligefrem brød sig om dem, ligesom han godt kunne forstå, hvis andre ikke brød sig om ham.

"Lyder godt," svarede Asad og drejede sit ansigt, så kan kunne se op på Atlas. Han løftede en hånd og lagde den imod Atlas' kind, som han blidt strøg en tommelfinger over. "Det vil jeg gerne." Han trak sin hånd til sig igen og med et støn, der tydeligt bekendtgjorde at han egentlig ikke gad op, rejste han sig, helt uden forbehold for hvor tæt hans pik var på Atlas' ansigt, da han trådte ud af karret. 

"Er vi ved at være rene?" spurgte han med et skævt, dovent smil, og rullede med musklerne, imens han vendte ryggen til Atlas og gik tilbage imod deres tøj. 

Atlas var ikke sikker på, Asad forstod, hvor smuk han egentlig var. Hvis han gjorde det, så hente han det i hvert fald godt. At klemme svampen hårdt i sin hånd var alt, Atlas kunne gøre for at stoppe sig selv i at række ud og stryge Asad over kinden, ligesom Asad gjorde med ham.

"Jo, jeg skal lige..." mumlede Atlas med varme kinder ved synet af Asads lige så smukke pik, og lod, som om han lige skulle vaske sig under armene. Hvad han virkelig skulle, var at tjekke, om det nu var sikkert at rejse sig. Det viste sig, at snakken om Rosna og banden havde virket nogenlunde, for han var da k det mindste ikke helt hård mere.

Atlas smed svampen i vandet og rejste sig. Han fik et par blikke fra de ældre mænd, men han tog sig ikke af det og fulgte blot efter Asad ud til deres tøj og håndklæder. Han snuppede hurtigt sit håndklæde og begyndte at tørre sig, mens han håbede, at Asad ikke gik set alt for meget. Det kunne godt være, at han ikke var helt hård mere, men han var heller ikke helt slap.

Asad trak helt minimalt, nærmest usynlig på skuldrene, da Atlas på en eller anden måde fik kommunikeret at han havde brug for mere tid. Han regnede med at Atlas kunne holde trit, selv hvis han engang imellem faldt lidt bagefter. Desuden kunne han godt bruge et par sekunder uden Atlas ved sin side. Til lige at få sine tanker og følelser under kontrol. Komme i tanke om den logik, der havde holdt ham i live indtil nu. Holdt ham fra at blive sindssyg uden hans anden halvdel.

Han sukkede dybt, imens han gned sig tør. Der var kræfter i ham, der ikke kunne blive enige om, hvad de skulle stille op med Atlas, og Asad gik drastisk fra at lytte til den ene af dem og til at lytte til den anden. Ingen af dem lod til at have opskriften på det rigtige at gøre. Det selvisk rigtige, selvfølgelig, Asad var helt ligeglad med etik og moral. Han kunne bare ikke forudse, om han ville blive gladest med Atlas i sit liv eller uden.

Men så, når han stod dér, med et håndklæde om sig og et smil, der ikke var synligt for andre end Asad, vidste han godt, at han ikke kunne blive lykkelig uden. Ikke rigtigt. Heller ikke selvom de var dømt til at være venner og ikke andet.
Desuden havde han ikke sluppet tilbuddet Atlas lige havde givet ham. Om træning. Sammen. Han følte sig ikke længere lige så træt som han havde været for bare et minut siden.

"Du er blevet stærk siden sidst. Hvis Jaxon venter på os, tror jeg næsten godt du kan tage ham alene," kommenterede han smilende, da de kom udenfor i kulden, men trappen op til hans lejlighed var tom, og selvom han næsten havde forventet et angreb, kom der ikke noget og han kunne låse døren efter dem uden problemer også.
"Måske han blev træt af at vente i kulden? Hvad, havde du snuppet ham indefra farmands palæ? Den stakkels fyr havde jo hverken sko eller jakke på." Asads smil voksede, imens han trådte ud af sine egne sko.

"Jeg hev ham sgu ud af vinduet," grinede Atlas, og mens han tog sit overtøj og sko af, forklarede han, hvordan han havde banket på ruden og hevet fat i Jaxons krave og flået ham ud af vinduet. Det var måske et lidt fejt trick, men Atlas gav ikke en skid for ærefuld kamp. Han tog alle smutveje, han kunne for at vinde. 

Da Atlas havde fået overtøjet af, gik han hen til sofaen og smed sig med et grynt. Han var lidt lettet over, at de tre drenge ikke stod og ventede på ham, for det varme vand og dagens strabadser havde gjort ham træt. Han var klar til at sove nu, og selvom han allerhelst ville krølle sig om Asad og gemme sit ansigt i hans korte krøller, var sofaen nu også en okay plan B. Atlas gabte og strakte sig og smilede dovent og søvnigt op til Asad. Han vidste godt, at det nok var en dum idé, men han håbede, at Asad bare ville sige nej... Atlas rakte en hånd op mod ham. 

"Det kunne fandme have været mig," grinede Asad af Atlas' historie. Han var rimelig sikker på at Atlas ikke ville have hevet ham ud af et vindue, men han slog ham da godt nok, og holdt ham også rimelig stædigt fast. Det betød heller ikke noget for Asad om Atlas havde kæmpet fejt eller ej - så længe man vandt, så var den slags ligegyldigt for ham. 

Asad fulgte Atlas med blikket og kom også hen med et tæppe til ham, selvom Atlas så ud som om han lige så godt kunne falde i søvn med det samme, med tøj på og det hele. Asad havde tænkt på ham hele dagen. Tænkt på, hvor hårdt det ville være for ham at blive efterladt i en gyde, blind. Om han ville have forsøgt at finde hjem, selv uden sit syn. Om han var blevet, velvidende at man ikke kunne stole på nogen til at hjælpe sig i den rigtige retning. Om han havde frosset, eller var gået gyden tynd for at holde sig varm. Træt så han i hvert fald ud, og Asad bebrejdede ham ikke. 

Asad tog hans hånd og gav den et klem, inden han slap den igen. "Godnat," sagde han og smed tæppet på Atlas, inden han bevægede sig hen til sin seng. Han smed sit tøj fra sig på gulvet, uden overskud til andet og begravede sig i sin seng under sit tæppe. Han brugte ikke engang Atlas' halvdel af sengen. 

Atlas sukkede lidt for sig selv, selvom han godt vidste, at det helt klart var bedst, hvis Asad ikke lagde sig ned sammen med ham. For Atlas ville ikke kunne sit løfte, hvis Asad først lå ved siden af ham. Ham ville kramme ham tæt og presse sit ansigt mod hans hud og nusse og kæle, præcis som de havde gjort som børn.

"Godnat, Asad," svarede han med et smil under tæppet, inden han moslede lidt rundt for at tage sine bukser af under tæppet. Han smed dem på gulvet ved siden af sofaen, og hans trøje fulgte hurtigt efter. Derefter lagde han sig til rette under tæppet på maven, men med hovedet drejet så han kunne se Asad igennem halvmørket. Alting var godt nu, huskede han sig selv på, også selvom han ikke kunne sove ved siden af Asad. Det kom måske igen en dag.