Hun lod blikket forblive frem ad, alt imens den anden talte. Hun turde ikke overlade tilfældighederne til hendes skridt, da hun på ingen måde ønskede at falde i en af kilderne. Derfor var hun opmærksom, og lige så forsigtig som før, også selvom hun svarede ham:
,,Nej det regnede jeg ikke ligefrem med De havde. Derfor siger jeg også, at De må skamme Dem en – eller bare låne en i hvert fald.”
Konstaterede hun bestemt. Hun hævede undrende brynet, da han pludselig begyndte at nævne børn. Hun rystede let på hovedet, og sukkede en anelse derefter. Denne gang undlod hun at kommentere ham, og vandrede blot forsigtigt videre, med ham i hælende.
Hun vendte blikket kort ned imod jorden, for at orientere sig om hvor hun egentlig satte sine fødder. Hun skulle nødig træde ned i et lille hul, der gemte på endnu en af de mange mange kilder. Nej, herinde var der intet sikkert!
Hun vendte hurtigt blikket fremad, og drejede hurtigt til højre for at undgå den en kilde foran hende,
,,Jo først og fremmest, skal vi ud herfra og derefter ned til byen. Vi skal sørge for at lægen, der havde hjulpet mig, skal jo helst ikke tage på rejse, når De har brug for hans hjælp – ikke sandt?”

Hulens åbning kom til syne og solen skinnede ind. Rex studerede bjergvæggene og sukkede opgivende. "De snakker med lægen... Jeg finder mig noget påpasseligt tøj, hvorefter jeg vil tage hjem. Så må de se om de kan skaffe et kort, noget information, hvad-som-helst." han sukkede og missede med øjnene da de kom ud i solen. Han stoppede op da de var kommet ud af hulen og så op i himlen.
Han betragtede solen og himlen, måske for at se om der var en forskel på hvordan mænd og kvinder så på ting. Det var der ikke. Ikke endnu i hvert fald. Han rettede sig op og så på Caime igen. Han smilte opmundrende.
"Det skal nok gå. Jeg klarer nok et par dage sådan her. Jeg mener: Hvis kvinder kan, så kan jeg vel også," han lo og rystede på hovedet.
Smilet om hans læber forsvandt dog hurtigt og han blev atter seriøs. "De må skaffe mig den information jeg har brug for, og så må vi mødes, så De kan videregive det til mig. Andet behøver De såmænd ikke gøre."

Da de atter trådte ud i solen, slap hun hans hånd. Hun vendte blikket op imod himlen, og blev i kort tid blindet af den skindende sol. Vejret havde været perfekt til hendes lille vandretur, og hendes humør var højt på vejen herop. Udsigten var jo fantastisk herfra, og turen fik i hvert fald fremvist sig selv undervejs op til hulerne.
Hun missede let med øjnene, og skævede derefter kort imod Rex. Hendes øjne var sammenknebne, på grund af den voldsomme sol. Hendes øjne måtte først vende sig til det voldsomme lys, efter at have vejret inde i den enorme hule. Nu da hun trak vejret herude, kunne hun sagtens mærke hvordan luften havde forandret sig. Luften inde i hulen var langt mere tung, og var svær at trække ned i lungerne. Grunden var vel det varme vand, der fyldte hulen med damp?
Hun vendte blikket imod hans øjne, og sagde med et lille smil bredt ud på læberne:
,,Jo. Lægen skal sådan set bare afmærke kilden på kortet.."
hendes stemme var lavmæld, nærmest som om det var bare en kort bemærkning som ikke betød det største. Hun lagde hånden imod taskens hang, og trak den over på den anden skuldre, så båndet lagde sig over hendes bryst. Nu var det langt nemmere at have den på, da man ikke skulle skikre sig for at den faldt ned af den ene skuldre.
Hun hævede blikket, og så søgende imod hans øjne. Hun kunne ikke lade være med at smile en anelse bredere, da den anden pludselig virkede så optimistisk,
,,Ja, det skal det vel nok."
sagde hun og blinkede let med øjnene, hvorefter hun trak noget af det lange krøllede hår væk fra ansigtet. Hun vendte blikket udover landskabet, og nikkede derefter erkendende:
,,Jeg kontakter Dem, når jeg har fået skaffet de nødvendige informationer om kilderne. Svær kan De jo ikke være at finde, med det navn de render rundt med"
hun blinkede mildt til ham, og sendte ham et kækt smil. Hun drejede om, og satte i løb ned af bakken. Hendes vilde hår, dansede omkring hendes skuldre og ryg, da vinden rev i det og da solens stråler ramte det, sendte det et flot glimt afsted. Da hun en skråning, hoppede hun og landte elegant på fødderne. Derefter forsvandt hun ind mellem træerne.

Rex ville takke hende. Kalde på hende. Han tøvede. Hvad skulle han sige? Tak for hjælpen? Eller måske noget... mere? Han betragtede hende som hun løb og forgabte sig en smule i hendes hår. Han lod tungen glide over læberne og rømmede sig. Da han så endelig havde fundet på noget at råbe efter hende, var hun væk. Han stod alene tilbage. Han satte sig med et suk på bjergsiden. Han følte sig en smule overladt til sig selv. Han rystede en smule.

Han så på sine hænder og indså at han måtte tage det hele som det kom. Han vidste at han måtte acceptere sit nuværende stadie. Han rømmede sig og rejste sig. Han tog en dyb indånding og begav sig ned af bjergsiden med tunge skridt.

Out

Aishe vidste ikke hvad hun lavede her, ej hellere hvordan hendes kurs med et havde ført hende derop. Rakkalaphen gik ved siden af hende, og knurrede af de forskellige kilder de gik forbi. Oh Ja. Krystalkuglen skulle vaskes, og hvad var bedre end det, end at udnytte en af de magiske kilder? Aishe havde godt hørt om enkelte der ikke havde stor magisk kraft. Hun havde bundet hesten udenfor, hvor den langsomt græssede, og roligt bukkede hun sig ned ved en af de "ufarlige" kilder, og lod langsomt og med stort omhu krystalkuglen glide ud af dens pose, og derefter vaskede hun den nænsomt.

Rex kom kom sukkende og pustende frem ved indgangen til hulen. Hun havde ondt i fødderne, eftersom de sko hun normalt brugte var mindst 4 størrelser større, end de fødder hun havde nu. Hun var sikker på at hun havde fået vabler, hvis ikke værre.
Hun gik ind i hulen. Hun gøs da stedet ikke just var det sted der bragte de bedste minder frem i hende. Hun skuttede sig, da hun gik forbi hesten. Hun var ikke alene. Hun bed sig i læben og sank en klump. Hun var bange for heste.
Hun gik tæt langs væggen og stoppede brat op, da hun så den anden, sidde ved en kilde. Hun satte hovedet en anelse på skrå, men valgte at holde afstand: Hun vidste hvad der kunne ske hvis man sneg sig ind på folk. Og hun var ikek interesseret i at blive til et eller andet... Unaturligt. Hun rømmede sig.
"Hvad i al verden laver De? Ved De ikke at disse kilder ikke er noget der skal leges med...?" brummede hun tørt.

".. Uh?" Aishe så bagud, og fik øje på en kvinde. En.. højst.. Sær udseendet kvinde. ".. Jo. Det er jeg godt klar over." Hun strøg blidt sin krystalkugle, og Rakalaphen knurrede let.
"Stop nu Lorke." sagde hun blot, og straks tav den magre ulve-lignende dyr, inden den lagde sig ved sigøjnerens side. "Jeg er blot ved at rense min krystalkugle, og til det, er disse kilder enormt nyttige." Hun satte forsigtigt kuglen på jorden, inden hun rejste sig på bare fødder, og så på kvinden med sine ravgullige øjne, hvoraf det ene var dækket.
"Hvad laver De selv her, siden De spurgte så åbent?"

Rex betragtede hende dovent og placerede hænderne i lommerne, hvilket blot så underligt ud, da hendes arme var for korte til at nå derned. Hun hadede at være så lille. Kvinder var bare mindre...
Hun vendte hovedet til siden og lukkede øjnene, imens hun skar en grimasse. "Jeg er her for at blive normal..." brummede hun køligt og så ned i jorden. Hun sparkede roligt til en sten, imens hun skævede til det store dyr, ved den anden kvindes side. Hvorfor alle disse dyr? Hun hadede dyr. Havde altid gjort. Ville altid gøre.
Hun rømmede sig og så sig om på de forskellige kilder. Hun bemærkede kilden med den besynderlige farve. Det var dén hun var faldet i.
"De ved vel ikke om der er nogle af disse kilder der kan... Ja... Forvandle folk?" spurgte hun uklart og skævede til kvindens kæledyr. Hun ville ikke lade den ude af syne: I hendes øjne, så den sulten ud.

"For at blive normal?"
Det ene øjenbryn skød straks i vejret, og hun så småskeptisk på kvinden. Hvad mente hun? "Bare sig du, det der De-pjat er til at brække sig over. Man burde afskaffe det," fnøs Aishe så, tilføjende, men med en lidt mildere humør sagde hun så, efter at have hørt kvindens - Eller hvad hun nu var - spørgsmål; "Jeg vil mene at det er en af dem i hjørnet. Jeg er ikke sikker, men det er hvad min bedstemor en gang fortalte mig."
Hun satte sine hænder i siden, og roligt lod hun blikket hvile på denne personlighed. Så tog hun krystalkuglen op, og lod den falde ned i tasken igen.

Rex sank en klump og gik roligt hen til en kilde. Hun så ned i den og sank en klump. "Jamen. Hvis jeg overlever og kommer op i en anderledes tilstand. Så fortæl din bedstemor at hun er klog. Hvis ikke... Så lad det her blive vores lille hemmelighed." mumlede hun fraværende. Hun gik rundt imellem kilderne i 'hjørnet' af hulen. Betragtede dem og forsøgte at finde en der lignede den hun var faldet i, i første omgang. Måske skulle hun bare vente på Caime? Nej. Hun skulle blive normal. Hun skulle have sin hævn over Taylor.
Hun sank en klump da hun fandt en kilde af samme konsistens som den, hun havde mærket for en uge siden. Hun lod tungen glide over læberne. Hun skævede over til pigen og rømmede sig. Hun ville sige noget, men undlod det. Derefter lukkede hun øjnene og tog et skridt ned i kildens kølige vand. Hun peb kort og tog endnu et skridt ned i kilden. Hun holdt vejret, tog endnu et skridt og sank ned. Rex var ingen god svømmer, og hun vidste at kilderne var dybere end de så ud. Hun sank ned i mørket og pustede luften ud af lungerne.

Hun fulgte den slanke kvinde, og var egentlig lidt nysgerrig efter selv at se hvordan det ville gå.
"Ja selvfølgelig." sagde hun så, til det hun sagde. Hun satte hovedet på skrå, og småanalyserede de forskellige ting som hun gjorde. Hun rettede sig helt op, da kvinden forsvandt ned i vandet, og krydsede fingre. "Spændende, mh?" hun så på Rakkalaphen, som slog med halen og vagtsomt så på den fremmede kvinde. Selvom hun nu var for langt nede i vandet til at kunne ses.

Efter et par minutter under vand, fik Rex fat i kanten af kilden. Han gispede efter vejret og trak sig ud af vandet. Han gispede efter vejret. Han lå og stirrede frem for sig på kanten indtil han fik trukket sig helt op på kanten. Han lå på knæ i nogle sekunder og sukkede. Han rømmede sig og tog en dyb indånding. Han så kort op på kvinden fra før, før han rejste sig op og drejede rundt. Han så ned i kilden, hvorfra han var kommet op. Hans kropsbygning var igen mandig, og tøjet passede. Han var blevet højere og hans muskler større. Han stirrede på sig selv og tog fingrene op til ansigtet. Han smilte kort og lo henrykt. "Aah!" han tog fat i sit hår, der atter var blevet korte lokker og han åndede lettet op, da hans kvindelige dele var forsvundet.
Han vendte sig imod kvinden. "Din bedstemor. Jeg er hende evigt taknemmelig." sukkede han med et smil.

Aishe havde bevæget sig en smule hen mod kilden, da minutterne trak sig hen, i frygt for at kvinden var druknet. Hun åndede dog lettet op, da en hånd så skød op af vandet, og da personen kom op. Det kom dog bag på hende, at den sært arrede kvinde, i realiteten.. Var.. En mand?? Hun løftede det ene øjenbryn, men tog hurtigt fat i nakkeskindet af Rakkalaphen, der straks fandt manden en større trussel end før. "Lorke, sæt dig!" skændte hun hårdt, og ulven satte sig med et irriteret brummen. Hun så da op på manden igen, og fik små-forlegent sagt; "Jeg tror bare hun bliver lykkelig, for rent faktisk at have fundet sandhed i hendes skrøne," hun kløede sig lidt i nakken. "Men jeg skal da nok sige det videre, når jeg ser hende."

Rex tog jakken af og vred den for at få den underligt og ubeskriveligt farvede væske ud af stoffet. "Lykke er da en herlig ting. Og skrøner er tilsyneladende sande, når blot man vælger at tro på dem." påpegede han og kastede derefter jakken på jorden, da han havde fået det meste vand ud af den.
"Jeg håber ikke du har noget imod at jeg lige bliver tør." brummede han og tog i en hurtig bevægelse skjorten af. Han så ned af sig selv og åndede lettet op. *Jep. Stadig mand.*
Han vred skjorten med fast greb, og tog den derefter på igen, med en gysen. Kold. Han bukkede sig ned og greb om jakken, der lå og samlede sand og jord. På vejen sendte han ulven en advarende blik. (Hvordan et blik kan advare, kan den kære læser læse i vedlagte bilag.)
Han rettede sig op og rømmede sig en enkelt gang. Han betragtede kvinden, og nu da hun var relativt tæt på gav han sig til at betragte hende. Ganske roligt. Med et omtåget blik - som altid.

"Mhm, Det er så sandt nok," Aishe nikkede let, og så relativt nysgerrigt på denne mand, der var ved at vride sit tøj tørt. Da han dog så trækker skjorten af, slår hun blikket væk, så hun ikke ser på ham. "Nej, selvfølgelig ikke. Du bliver jo syg, hvis ikke du gør det." Mumlede hun let, før hun så tog noget af det sorte hår væk og hen over skulderen. Hun lod dog brandsårene på højre side forblive tildækkede. Hun skævede dog mod manden igen, da han rømmede sig, og for at der ikke skulle opstå en alt for pinlig tavshed - og da hun i grunden heller ikke havde lyst til at gå ud i mørket, lige nu - sagde hun så; "Men.. Hvordan.. Endte du så, som kvinde?"
Hun vidste ikke om det ville være at gå over stregen hvis nu hun spurgte om dette, men hun var nu engang nysgerrig.

Rex vendte blikket imod hende og vurderede hende. Han målte hende med øjnene og trak på skuldrene. "Jeg var uheldig. En... Kvinde skubbede mig i. Kvinder.. Tsh... Ironisk at jeg skulle ende som en," Han holdt en pause og trak på skuldrene. "Men jeg har lært noget, meget faktisk." han trak igen på skuldrene. Han var tavs i nogel sekunder. Han ville helst ikke tale om det, så han valgte at skifte emne.
"Da jeg kom ind, havde du en.. krystalkugle?" han holdt en pause og lagde armene over kors. Han smilte. "Jeg anede ikke at sådan nogle fandtes. Jeg troede blot det var heksekunster og falsknerier. Men det er det måske også?" Han hævede et øjenbryn og lænede sig lidt imod hende. Han betragtede hende indgående. Hun skjulte noget. Ikke psykisk, men fysisk. Det var vidst bevidst at hun kun fjernede hår fra den ene side af ansigtet. Han rettede sig op igen og placerede hænderne i lommerne. Han lod tungen glide over læberne. "Så hvorfor har du en krystalkugle?"

Hun løftede det ene øjenbryn, og lyttede til hans beretning.
".. Det lyder da spændende." sagde hun så roligt, men hurtigt førte hun en hånd over på tasken med krystalkuglen i, nærmest som en form for forsvar for kuglen.
"Falsknerier og heksekunst, det kan kaldes for meget," sagde hun roligt, og et drillende smil spillede nu over hendes læber. "Krystalkuglen er mit levebrød, og arvestykke, og det er ikke så falskt som folk de påstår."

Rex hævede et øjnbryn. "Levebrød?" han missede med øjnene og rømmede sig kort. "Så du påstår at du faktisk kan... Du ved.... zap zap og sådan... Med en glaskugle?" Han smitle skævt og rystede på hovedet. I hans øre lød det som noget vås. Han vred det nederste af sin skjorte igen og gjorde nogle kast med hovedet. Hans hår var stadig vådt og klæbte ind til hovedet.
Han rømmede sig og lagde armene over kors. "For... Du ved, de fleste tror jo ikke på sådanne heksekunster. Mennesker har magiske evner, men det har ting som... Krystalkugler jo ikke... Bortset fra kilder."

"..." Aishe så lidt på den drivvåde mand foran sig, og sukkede let. Mænd. Typisk, dem. Hun rynkede let på næse, og så så på ham. "Ting, har magiske evner også. Ting kan give folk magiske evner, og krystalkuglen her har... Kun.. Vist.. Utydelige syner.. Et par.. Gange." hun rynkede lidt undrende på panden over sit eget udsagn. Jovist var der mange gætterier, når hun fremsagde noget - langt det meste af tiden - og de gange hvor hun havde forudset noget der passede havde det stadig været meget uklart, men hun havde aldrig oplevet det ude at hun havde sin krystalkugle ved sig. "I hvert fald har den også magi i sig. Og de har gået i arv siden min tip-oldemor, så kan den ikke være ren galt." Men så var der jo det med at de ikke troede på heksekunster. Det er jo rigtigt nok. "Hmpf. Nogle gør nu alligevel.. Måske ikke dig, og.. .. skeptikere. Men hvis mennesket har magiske kræfter, døde folk render rundt levende og suger blod, og.. .. Alt det dér, hvorfor kan ting så ikke også være magiske?"

Rex åbnede munden for at svare hende, men endte med at lukke den igen. Han lagde armene over kors og missede med øjnene. "Hmm... Ting har ikke magiske evner fordi... Det er ting... De er ikke levende." brummede han og trak på skuldrene. "Altså..." Han holdt en pause og lod foden dunke ned i jorden et par gange. "Altså... Bjerget er jo ikke magisk. Og træerne er heller ikke." han missede med øjnene og rømmede sig. "Vel? Så... Hvorfor skulle en krystal, slebet så den former en kugle, være mere magisk?" Han rynkede næsen og lod en hånd glide igennem håret. Han rømmede sig igen. "Men... Hvis jeg nu blev overbevist...?"