et smil kom frem på hans læber " ja opvarmning til noget stort"[/color var det eneste han noget at sige før hendes næste angreb fandt afsted, på grund af hans øge kraft fra sværderne bukkede han sig bag over med kroppen da hun rettede et angreb imod hans strube, han slå spydets spids væk fra ham, det var lidt for tæt på det der.

Blake rettet kort hans opmærksomhed på hendes krop, det eneste han manglede var en åbning, han så på det sted han havde ramt hende " nå færdig med all den leg" han træk få skridt tilbage satte sig på hug og placerede de 2 sværd i jorden. han bukkede hoved kort.

en tyk tåge begynde hurtigt at danne sig på kamp pladsen, men kunne stortset kun se 30 cm, på grund af tykkelsen af den. " en kamp på våben vil først få en ende om flere timer, du har prøvet at kæmpe, det er imponerende, men nu er det min tur til at vende denne kamp."

Blake trak 2 små knive og kastede den ene efter det sår hun havde i forvejen, og en imod hendes skulder. efter de kat trak han hans sværd op af jorden og gik en stille tur rundt om hende meget lydløst.

Kijaras læber krusedes i et smil, da hun så, hvor tæt angrebet var på at ramme. Hun skulle nok få ham! Hendes øjne fulgte modstanderen og hun var allerede klar til igen at angribe med spyddet, da han foretog sig noget uventet.

Lyset fra faklerne, der indkredsede kamparenaen blev langsomt svagere i den tiltagende tåge og selv Blake begyndte langsomt at forsvinde.
Smilet var for længst forsvundet fra hendes læber, og hun drejede sig vagtsomt på stedet. Magi ... ? Jeg troede, at dette var en fair kamp. Tænkte hun, idet en lille, nærmest hvæsende lyd undslap hende.
Selv om Kijara selv besad magiske evner, betragtede hun det som snyd at bruge det i en kampsitatuation - noget, som hun til en hver tid ville foretrække at vinde med smidighed og våbenteknik.

Kijara hadede at være berøvet sine sanser, og hun begyndte at bevæge sig i retning af det sted, hendes modstander før havde befundet sig. Det var uklogt blive stående stille i en sådan situation.
Alligevel mærkede hun en skarp smerte, da en kniv snittede hendes ben faretruende tæt på hendes tidligere sår og en anden ramte hende i skulderen, hvor den blev siddende. Det var ikke en specielt stor kniv, men det behøvedes den heller ikke være, for at gøre ondt, og hun var nødt til at bide sig hårdt i læben for ikke at give en lyd fra sig.

Blake vidste han havde ramt hende for han kunne ikke hører den lyd der vil komme hvis han ikke havde, Blake smilte lidt men fokuserede stadigvæk på hende bevægelser " du er ramt du er såret dit blod løber " den eneste Blake han ger vil ha nu var han hun vil bruge sin magi, for så vil hun bare blive meget mere svag og nemmer at slå, for som ment før ville denne kamp tag noget tid at fuldfør hvis de skulle kæmpe på styrke og smidighed og hvad der eller måtte indebær det, for hun var god det skulle hun ha. han så op i luften og fjernede tågen igen, måske han bare skulle se hvad hun kunne også bare selv få rørt lidt af de muskler man ikke brugte.
Blake havde placeret sig bag hende dog 4 meter fra hende, han sværd var placeret i jorden, imens han sad på knæ og havde lukket øjne.

Tågen dansede for Kijaras øjne, hendes skulder var nærmest følelsesløs, men hun kunne mærke blodet, der løb fra såret ned over hendes arm. Blakes stemme løs som om den kom meget langt borte fra, men hun var ikke sikker på, om det var på grund af tågen eller hendes egne svækkede sanser.

Vreden brændte i hende. Det skulle have været en retfærdig kamp. Hvad lignede det at gemme sig bag en mur af tåge og kaste knive mod hende fra en sikker afstand?
Hun udstødte igen en lav, hvæsende og lidt hostende lyd. Et par gnister fløj ud af munden på hende og blev opslugt af tågen.

Spydet gled ud af hånden på hende og ramte arenaens sandede grund, der nu var plettet af skinnende, rødt blod. Hvad skulle hun bruge et våben til, når hun ikke engang kunne se sin modstander?
I stedet stillede hun sig med spredte ben og tog en dyb indånding. Hun havde besvær med at bevæge den ene arm, og hun burde egentlig fjerne kniven, der sad i skulderne, men hun frygtede, at det ville bløde for meget.

Idet hun åndende ud, spyede hun en større mængde flammer. Ilden dansede i en brændende kugle foran hende og mere ild stod ud mellem hendes læber. Hun drejede på stedet for at sende flammerne i alle retninger - et forsøg på at ramme den usling, der gemte sig et sted ude i tågen.

Blake sad blot og lyttede til hende, han havde dog ikke regnet med hun vil til at bruge magi, så han når ikke rigtig at få rejst sig op og undvige, så han besluttede sig for at lade angrebet komme lige på ham i stedet for at undvige det. da han bliver ramt skubbede det ham 2 meter tilbage.

Blake var ramt han lå kort og så op i luften, hvis han ikke havde haft sin beskyttelse på kunne det nemt have kostet hans liv, han kunne mærke hvordan det brænde, han rejste sig op og så på hende han kunne se hende direkte fordi tågen ikke var der mere, han stod nu 6 meter fra hende, selvom han var ramt smilede han, for han vidste noget hun ikke gjorde men det vil hun snart mærke på sin styrke hvis hun blev med at bruge magi, så vil hun mærke hvor svagere hun hurtigere blev på grund af Blakes evne.

Han tog sig til brystet der hvor hun havde ramt, den fart og tryk det angreb havde kunne have kostet et meget mere ind det gjorde " må sige jeg er imponeret en smugle " Blake pustede ud, et angreb mere samme sted vil koste ham sejren, han så kort op i luften og få sekunder efter begynde det at regne helt vildt.
Balke så over på hende og smilte " lækkert vejr ikke " nu var hans plan bare at få hende til at bruge magi sådan hun kunne blive meget mere svag hurtigere.

Kijara stod let foroverbøjet på arenaens grund. Hun åndede tungt og et par små gnister dansede mellem hendes læber. En brændende følelse havde bredt sig i hele hendes hals, men hun kunne ikke lade være med at føle en lille form for tilfredsstillelse. Når han sådan afbrød en fair kamp med feje tricks .. så skulle han selv få at føle!

Hendes bevægelsesfrihed var meget hæmmet på grund af kniven, der stadig sad i hendes skulder, og hun var meget bevidst om den skræmmende følelsesløshed der var begyndt at brede sig i hendes arm, jævnligt afbrudt af jag af smerte fra såret i skulderen. Det var så sandelig begrænset, hvor meget mere, hun kunne kæmpe.

Hun kneb øjnene sammen for at kunne fokusere på sin modstander, da tågen langsomt begyndte at lette. Et par regndråber landede på hendes ansigt og øjeblikket efter ramte en byge af regn dem og fik blodet fra hendes skulder til at løbe ud i regnvandet på jorden.
"Det kunne ikke blive bedre.." sagde hun højt for at overdøve lyden af regnen. Hendes stemme lød meget hæs, men hun forsøgte at holde tonefaldet let og muntert - ikke noget, der ligefrem var let. Hun havde mest af alt lyst til at spy endnu en kæmpe mængde flammer lige i fjæset på sin modstander, og hun blev stående på stedet, overvejende. Det ville tage hårdt på hende.

Blake rettede sig helt op og stod afslappet og kiggede på hende regnen sivede ned af hætte, han kunne mærke hvordan det våde vand var begyndt at sive igennem tøjet. regnen blev bare mere og mere ved med at falde, det eneste blake vil lige nu var at få hende til at angribe, for det vil gi ham den fordel han havde brug for. " du må jo komme her hen hvis jeg skal kigge på dit sår "sagde han håne.

Blake havde ikke tænkt sig at vente i langtid på hende, så hvis hun ikke kom til ham, så måtte han jo for hende til at komme til ham, han så et kort sekund op i luften og efter lidt tid begynde kæmpe havl at flyve ned fra skyerne imod hende, men havlne var på størelse med tennisbolde, så hvis man blev ramt vil det for store betydning for skaden de kunne medfør, så nu var hun nød til at bevæge sig imod ham, og når hun kom vil han være klar.

Regn var ikke godt. Det ville gøre hendes flammer svagere. I forvejen hadede hun, at han havde tvunget hende ud i en kamp på magi: det var ikke det, det skulle handle om. Hun havde ønsket en kamp på våbenfærdighed, men han selv valgt at opføre sig som en fej usling og gemme sig i tågen.

Hendes åndedræt lød tungt og hvæsende, idet hun betragtede Blakes skikkelse foran sig. Hun kneb øjnene let sammen, for det var som om noget af tågen stadig lå for hendes øjne.
"Denne her lille skramme? .. slet ikke nødvendigt," .. Hendes lettere fortrukne ansigtsudtryk sagde noget lidt andet. Hun havde snart brug for at få kniven ud og renset og forbundet såret. Denne kamp måtte snart ende.
Desværre var Kijara bare ikke lige typen, der var særlig god til at give op.

Hun løftede blikket mod himlen tids nok til at se haglene komme væltende ned mod sig - pokkers til vejr! Dem havde man ikke lyst til at blive ramt af .. Hun havde en idé om, at Blake igen havde brugt magi.
Spyddet lå stadig i sandet på jorden, men hun havde andre våben. Hun trak en kniv fra holderen på sit venstre ben og løb hen mod Blake, for at undgå haglene.

Blake var født klar til hun skulle komme, selvom han sikkert nok godt kunne have kommet til hende, havde han det sådan at det bedste forsvar var det bedste angreb, og denne kvinde var på vej lige hen imod ham.

Han trak sine to sværd frem og var klare til at svare på hende angreb som hun nu måtte komme med, men han vidste også han hun var ret hurtig så undervudere hende gjorde han heller ikke. " jeg er klar til kamp når du er søde. " sagde han med et smil på læben, Blake havde måske fundet en kvinde af hans kaliber, men det skulle hun selvfølgelig ikke vide for det vil gi hende en meget stører fordel ind hun havde nu.

Blake stoppe alt former for vejr som var til stede, for nu vil han ha en ordentlig kamp med denne kvinde, en kamp som hun selv var klar til, uden magi kun våben, ansigt til ansigt.