Det var godt og vel en uddybning og et forbipasseret spørgsmål for sent for Fabian, at lægge en interesse i det nu. At skulle trække noget ud af en anden, se det føltes aldrig helt fantastisk, og Aldamar havde i det øjeblik som han stillede det dumme spørgsmål 'hvorfor' mest af alt lyst til at understrege endnu engang, at det faktisk var ligemeget. Han skulle nok finde ud af det, og han behøvede ikke at finde ud af det med Fabian hængende i rummet. 
På det punkt var det aldrig helt utydeligt hvad han gik efter, eller hvad han ville, og 'ligegyldig' snak behøvede ikke at være en del af det. 

Han kunne dog ikke være mere uenig end noget andet, så alene tanken fik en gnist af vrede ned i hans bevægelser, som virkede til at rode igennem skuffen i sin søgen på et eller andet helt bestemt. 
Han fik dog ikke lov til at ignorere det, da Fabian i det næste spurgte ind til om det havde handlet om hele... episoden med Matt. Og her var det Aldamar selv der sukkede, men ikke dybt. Nok nærmere en dybere vejtrækning, for at få den afvisende tone ud af sin stemme, omend der var meget delte meninger til hvorvidt at det faktisk lykkedes. "Jah. Det korte svar er jah, men Fabian..." han drejede sig en anelse omkring, skævede over skulderen. "Det er heller ikke så vigtigt, mere. Jeg finder ud af det, jeg spørger nogle andre" 
Han vidste ikke hvem, men det var ikke så vigtig for pointen han forsøgte at få ud. 
Endelig fandt han det han ledte efter, og fiskede en lille silkepose ud førhen at han med et lille smæld skubbede skuffen ind igen, og tog endnu en tår af sin vin. 

Det vedrørte måske mere end nogen anden, hvad det var Aldamar var gået hen i sin skuffe for at rode efter.
I takt med at brylluppet var kommet nærmere med hastige skridt, var det nemlig ikke kun papirarbejde Aldamar havde rodet rundt med, og en af de dage hvor at fyrstinden havde været at finde i Aryspalæet, havde han faktisk opsøgt hende med tanke på noget.. ganske bestemt. Hun var utrolig god med metal, meget bedre end Aldamar nogensinde ville blive, og det var en evne der nok bundede ud i hendes magi, såvel som års træning indenfor det. Selv prøvede han også at skabe småting, i hans værelse kunne man finde et arbejdsbord som specifikt var lavet til det mere finesse orienterede arbejde af at pudse sølv eller forme små intrikate detaljer ved at bukke det ind, og strække det ud, og han havde arbejdet på en... form for gave, til den blonde mand. 
At hive den frem nu føltes en anelse... underligt, men da han var dukket op i starten af aftenen, var det noget af det første der var faldet ham ind. Fordi han var blevet færdig med det, her i optakten til den store fest. 

Det var ikke noget voldsomt stort, i hans øjne i hvert fald. Blot et vedhæng af sølv omkring en glatpudset sten - stenen i sig selv var ingen dyrebar rubin eller safir, selvom det havde været fristende at anskaffe sig en fra safirminerne. Men den lignede. Givet hans arbejde, føltes det ikke ligefrem... sikkert, at give ham noget forfærdeligt værdifuldt, som han ikke ville kunne have på udover når han var alene. Men Aldamar vidste at magi kunne indlagres, om de opsøgte den rette til det. Forbandet tage det saltede humør han havde skubbet, eller om man ville sige - var blevet skubbet - ind i. 
Han vendte sig omkring, og gik tilbage til Fabian - rakte den lille pose ud med dens indhold. "Her. Den er til dig..." der havde været mere at sige med det, men han vidste ikke hvad, så i stedet holdt han dog lige lidt ekstra fast i den. "... du behøver ikke at åbne den nu" understregede han dermed, førhen at han ville slippe ordentligt. 
At spørge fyrstinden... havde måske ikke været en god beslutning. Hun havde ikke brudt sig om forespørgslen, da det betød at hun anerkendte Fabian som en størrer del end han var. Men det var ikke en diskussion han ville gå i dybden i her, den havde været mere intern og intim, end så meget andet.

Åh hvor havde han også håbet på et andet toneleje, men det kom så neutralt fra Fabian, det spørgsmål, at han ikke kunne lade være med at studse en anelse over det indeni. Det havde været et dårligt tidspunkt, og det var mest af alt derfor han ikke følte det burde være nødvendigt, at han skulle åbne den nu. Så kort efter at han spurgte, var det at Aldamar i ordenes pause sank noget spyt der sad fast, inden at han rystede en anelse på hovedet. "Det ved jeg ikke. Lige nu, virker hvad end der kan komme frem, en anelse påtvunget - og det vil jeg ikke" sagt en anelse køligt, nok som reaktion på det monotone toneleje. Folk følte som udgangspunkt at de burde være glade for den gave de fik, men med den her underlige stemning som var kommet - og med udsigten til at den ikke blev løst, og dermed hang fast, var det at han ikke kunne føle med sig selv... om det var en god idé. 
Han vidste bare ikke hvad han skulle sige, og han kunne ikke tvinge det væk. 

Så i stedet gled Aldamar tilbage til vinflasken, og fyldte det med et lille fnys op, for at sætte sig hen til sengen igen. Han ville nok aldrig blive den første til at prøve at løse noget, når det gnavede på den her måde - det havde han for meget forskruet stolthed til. Men han kunne heller ikke sende ham væk, selvom det var hvad han plejede at gøre, når folk skurrede hårene på ham, som han gjorde nu. 

Aldamar ventede i hvad der føltes som evigheder på det svar, selvom der nok i realiteten ikke gik meget mere end få sekunder, maximalt et minut hvis man strakte det ud. Men da det så endelig kom, løsnede det alligevel lidt af den knude der havde samlet sig indeni, og han drejede sig uden at tænke forfærdeligt meget over det, en anelse imo Fabian's mere sammensunkne skikkelse. Den sidste tid... 
Nogle gange kunne Aldamar være fantastisk god, til ikke at tænke på de her møder som 'den sidste tid'. Han vidste måske bedre end nogen anden at det ikke var... noget midlertidigt, at han flyttede, men for ham var det ikke et spørgsmål om at de ikke ville se hinanden igen. Det var kun et spørgsmål om hvornår. 
Og der, se der strakte hans tidshorisont sig til maximum en måned, selvom virkeligheden stadigvæk kunne overraske ham. 

Han ville dog ikke undskylde for sine egne bekymringer. Om man havde mødt ham, var det en ganske stor del af hvem han var, og Aldamar rystede en anelse på hovedet da han tøvende lod hånden svæve en anelse over knæet, inden at han lagde den der. "Men det her er jo ikke hverken sidste gang vi ses, eller den... "sidste tid" " kom det derfor uforstående fra ham. Det var også nemt at sige, for en der uden at blinke mange gange kunne leje sig en vogn. Eller om han flottede sig, hyrer en teleporter, selvom de ikke ligefrem var billige. 
Aldamar gav det et lille klem, inden at han rettede sig en anelse op, med den anden hånd på vej hen for at ryste nogle af de sorte krøller en anelse væk fra øjnene, og fortsatte sin sætning ".... men jeg kan godt lade være med at dele dem med dig.." fordi se det ville være løsningen, og det ville han da også følge, hvis han... fejlagtigt, eller hvad man ville kalde det, havde troet at det havde været... almindeligt, når man var sammen som de var. Hvad de nu end var... og da slog det ham, at det ikke var noget de havde snakket om. 
Bare noget han var gået ud fra.