Det var umuligt for hende ikke at være både nervøs og bange for hvad fremtiden bragte hende men hun var nødt til at lytte til hvad kroppen fortalte hende. Den spænding og varme der var i hende, kunne kun betyde at det hun gjorde var det rigtige for hende. Hun ville blive her. Hun ville blive her sammen med ham.
Hendes øjne gled langsomt i som hun mærkede hans pande mod hendes, og for alvor mærke hvordan hendes hjerte bankede i brystet og den kildende følelse gled igennem kroppen på hende.

Ithilwen kunne mærke varme fra hans ånde mod sin hud og læber, hvilket gjorde at hendes hjerte slog hårdere. Hun havde aldrig følt noget så intenst og hendes erfaring gav hende intet at gå ud fra. Hun havde kun hvad hendes hjerte og krop bød hende.
Og en af de ting var en stigende utålmodighed der opbyggede sig, som hun kunne mærke han var så tæt på hende, men aldrig kom nærmere. Ithilwen løftede derfor hovedet det sidste stykke og mærkede suget i maven som hendes læber ramte hans der havde en stærk blød kontrast til skæggets kraftige struktur.
Det var rart og overvældende. I modsætning til ham, var hendes tanker rolig og fokuserede på hvad der foregik lige nu i dette øjeblik og intet som helst andet.

En lettelse skyllede ind over Sawyer, da hun valgte at tage intiativ og møde hans læber. De var præcis så bløde og indbydende, som han havde forestillet sig, og uden videre tøven lod han hånden, der hvilte imod hendes kind glide om i hendes nakke, inden han gav sig hen i kysset. Han slap ikke hendes læber, han kunne ikke, selvom han indeni vidste han sikkert kunne stjæle mange flere fra hende, var dette det første de delte, det betød så meget mere, selvom han frygtede at han var gået hen og blevet rusten, hvad angik sådanne kærligheds erklæringer som et kys kunne være, og i dette tilfælde for ham, også virkelig var det. 

Det var behovet for at trække vejret, der til sidst fik ham til at trække sig svagt, men hans pande slap aldrig hendes. Nogle mænd, ville måske have krævet mere, udnyttet den helt nye seng, drevet det videre, men Sawyer var for nervøs og alt for blid, frygten for at træde ved siden af, afholdt ham simpelthen fra det han gerne ville, nemlig at mærke hende, den kødlige lyst var der, men han holdt sig selv i nakken, i stedet lod han blikket glide over skønheden foran sig. Hun var uden tvivl den smukkeste kvinde på denne jord, og i denne stund følte han sig som den lykkeligste mand. Efter lidt, placerede han flere kærlige kys på hendes læber, kinder og til sidst et enkelt på hendes hals under hendes øre.

Et øjeblik var Ithilwen overbevist om at hun var ved at smelte under den blive berøring og alt der holdte hende på benene var hans hånd om hendes nakke og tag rundt om hende. Hun følte sig lettere end luft og alligevel neglet solidt fast til jorden uden kræfter eller interesse til at flytte sig væk. Ithilwen var ikke sikker på at hun overhovedet kunne råbes op og tilbage til den langsomt løbende tid, der altid gik. Tid hun følte og ønskede stod stille for at de kunne blive i dette øjeblik.

Stadig med hjertet bankende hårdt i brystkassen mærkede hun også nødvendigheden efter en ny vejrtrækning. En vejrtrækning der var tydeligt præget af hvor overvældet hun egentlig var. For hende var meget af det her så nyt som morgensolen, og selvom kroppen sendte signaler om at komme tættere på, var hun ikke sikker på at hendes hjerte var i stand til at følge med uden hun blev svimmel af de mange indtryk.
Men hun smilede, mere end hun nogensinde havde gjort overfor ham før, mens hendes grønne øjne skinnede af glæde. Som deres læber mødtes igen, var hun ikke længere nervøs eller usikker, men fandt gradvist en større naturlighed ved at mærke ham og lo med varme som skæget kildede over hendes hud og fik hende til at rødme helt naturligt.
Hendes fingre gled over til hans håret i hans nakke og kyssede ham blidt på panden. ”Du burde sove” hviskede hun, trods modviljen i at slippe ham, så vidst hendes fornuft godt at han havde brug for at sove. At hun egentlig burde det samme, men hun havde ikke lyst til at rive sig ud af den drømmende virkelighed, trods hun vidste at det næppe var sidste gang de stod på denne måde.

Sawyer havde lyst til at protestere, sove? Det kunne han gøre når han blev gammel, men som altid når nogen nævnte at nogen burde sove, mærkede han ganske vist udmattelsen. Han sukkede modvilligt, men de burde nok begge finde ro, uanset hvor skønt det var at holde hende og plante kærlige kys. “Du er alt for fornuftig Ithilwen...” svarede han med et lille smil om læberne. Han skævede lidt over imod sengen, en rødmen steg op i hans kinder, da realiteten pludselig slog ham, skulle de sove sammen? Hans blik gled et par gange frem og tilbage imellem hende og sengen. 

“Tag du bare sengen, så sover jeg på sofaen..” tilbød han med et lille smil, egentligt ville han helst ikke gå fra hende, men han måtte også tænke på hendes ære, de var ikke gift og han kunne ikke risikere nogen ville tænke dårligt om hende, tænke at hun blot var en skøge, selvom han sikkert ville slå tænderne ud på den første, som turde ytre det om hende eller noget tilsvarende. Han stjal et sidste kys fra hendes bløde læber, inden han trak hænderne til sig for at give hende plads, til at kunne klæde sig af og komme i seng.

Hun kunne ikke lade være med at grine af hans ord. Fornuftig? Hende? Det var svært for hende at tro nogen ville kalde hende det. Det var ikke den beskrivelse hun havde fået af sig selv oftest. Men lige nu, var det trods alt fornuften der havde talt. ”Kun nogen gange” svarede hun ærligt med det kække træk tilbage i sit smil. Der var mange ting hun hellere ville end at sove, men hun vidste også at hun ville have tid. Ikke tid nok, men de havde tid.

Den lette røde farve der sneg sig frem over hans kinder, fik hende til at blinke et par gange og selv mærke en snigende varme, trods hun ikke troede at hun kunne blive mere varm.
Nu var det ham der var fornuftig. Unødig fornuftig og med tankegang som mennesker havde det. Hun sank en klump i halsen og følte sig meget usikker på om hun kunne stoppe ham. Om han ville godtage hendes ord.
Som han bakkede væk fra hende, rakte hun sin hånd ud for at gribe hans og stoppe ham fra at gå længere væk. ”Nej.” faktisk ville hun havde givet ham en masse ord om at det behøvede han ikke, og at de havde sovet nær hinanden før – faktisk med hende i hans favn. Og en masse ord for at overbevise ham, men hun ville ikke forklare det. Desuden, hun var ligeglad med hvad alle andre måtte tænke for det kom ikke dem ved.
Hun trak i hans hånd for at han skulle komme tilbage, og selvom den røde farve stadig var i hendes kinder, var hun rolig. ”Bliv.” bad hun ham. Hun kunne ikke forlange det, men hun ville gerne han blev. At hun kunne sove ved ham og mærke hans varme. Føle sig tryg og elsket. Var han inde på sofaen, kendte hun også sig selv godt nok til at vide hun ville gå derind inden der var gået ret mange timer alligevel. De ville være mere komfortable her.

Sawyer nåede kun at træde et enkelt skridt tilbage, før hun bremsede ham ved at gribe om hans hånd. Han lod blikket falde ned på deres hænder, mens et svagt smil tegnede sig omkring hans læber. Hun gjorde det virkelig ikke let for ham, at de havde delt en nat på sofaen, det var noget andet. Sengen var et intimt sted, og selvom der ikke var noget han hellere ville, frygtede han at kroppen måske kunne vågne på til dåd og sende nogle forkerte signaler. 

Han vidste han var nød til at gøre noget, hendes tiggen var mere end han kunne tage, hvordan skulle han kunne fornægte hende noget som helst, hvis hun blev ved sådan, det var jo for hendes æres skyld, ikke hans egen. Forsigtigt gav han hendes hånd et lille klem, måske en lille afledning kunne gøre det. “Jeg.. måske jeg har noget du kan sove i....” kom det dæmpet fra ham, inden han tog hånden til sig og hurtigt bevægede sig hen til et stort skab. Selvom Tamaras tøj stadig lå i hendes skab, vidste han tidens tand havde været hård ved det, i stedet åbnede han sig eget og fandt en stor hvid skjorte, med hendes slanke figur ville den sikkert snildt gå hende til midt på lårene og de lange ærmer var sikkert alt for lange, men så kunne hun i det mindste sove i noget rent. 

Han vendte omkring og gik tilbage til hende med skjorten og rakte den frem imod hende. Det var sikkert tydeligt for de fleste, at han virkelig forsøgte at snige sig udenom, uden egentligt at give hende en direkte afvisning. “Den passer nok ikke særlig godt, men har ikke meget andet at tilbyde lige nu.. Sov godt Ithilwen..” Han gav hende et blidt kys på kinden inden han vendte sig imod døren. 

Hun håbede han blev. Hun havde ikke lyst til at sove der alene. Ithilwen var vant til at sove alene, og det havde aldrig været et problem for hende hverken i vildmarken eller hjemme i trygge rammer.
Der skete et eller andet indeni ham som reaktion på at hun bad ham blive. Hun rynkede brynene, selvom han ikke så det, da han var henne ved et skab for at finde noget. Hun havde ikke tænkt over at hun praktisk talt ikke havde andet end det hun var rejst i.

Hun tog stille imod skjorten mens hun diskret bed sig lidt i kinden. Der var en racebarriere hun ikke forstod her, og selvom hun ikke ville have han gik, var der også noget der sagde hende, at det her handlede om noget hun ikke forstod. "Det gør ikke noget" Hun så efter ham mens hun krammede skjorten ind til sig. Hun forstod ikke hvorfor, for det var ikke fordi han ikke ville være nær hende. Hvad holdte ham tilbage fra at sove hos hende? Men hun lod ham gå.

Han havde ret i at skjorten ikke passede ret godt, men der var noget befriende ved at få det varme rejsetøj af kroppen og have løst stof over kroppen, der hang ned over den ene skulder. Sengen var skam også behagelig - meget behagelig og hun døsede også hen ganske hurtigt. I et par timer. herefter begyndte hun og vende og dreje sig.
Hun gav det en time mere før hun svang benene over kanten og vandrede barfodet i en halvt sovende tilstand, ud fra soveværelset og lydløst gennem stueområdet til den velkendte lavmælde snorken fra sofaen. Hun løftede op i tæppet og kravlede ind til ham, trods pladsmanglen og mærkede omgående varmen omslutte sig. I hendes hoved var det sengen der signalerede noget han ikke kunne gøre, hun havde ikke regnet ud at det var hele konceptet med at sove sammen. Selvom sengen var langt mere behagelig og pladsmæssigt bedre.

At forlade Ithilwen i soveværelset, havde været meget svære for ham, end han nogensinde havde regnet med. Han var træt, udmattet og burde have faldet i søvn med det samme, men hans tanker kredsede omkring Ithilwen, urene og skammelige, men han kunne ikke lade være med at tænke på om hun lå godt, om hun havde det varmt nok, hvordan skjorten klædte hende, om hendes ben var bare, hvordan hendes hud ville følelsen imod hans ru hænder, og hver gang de nåede dertil mumlede han irettesættende efter sig selv, for så at vride sig om på den anden side og stirre tomt frem for sig. Det var først efter nogle timer, at hans øjne langsomt begyndte at glippe lidt og søvnen fik sit tag i ham, kun ganske kort inden Ithilwen kom listende ind til ham. 

Han havde fået sig lagt godt på siden, med ryggen presset imod sofaens ryglæn, da han mærkede tæppet rykke sig, han mærkede sofaen foran sig dykke en smule, inden den velkendte varme og duft af Ithilwen nåede hans sanser. Guderne måtte hade ham, hvordan kunne han dog afvise hende igen? Havde de dog ingen barmhjertighed? Kunne de dog ikke se hans lidelser? Han kunne ikke stå imod, han lod sin ene arm glide omkring livet på hende, dog uden på den løse skjorte, inden han trak hende tættere ind til sig. Pladsen var trang men for hende ville han ligge på gulvet, bare for hun havde det godt. Han håbede blot inderligt at nattens søvn ikke ville betyde han mistede kontrollen over visse regioner, skammen ville være frygteligt da deres nærhed på sofaen ville afsløre ham øjeblikkeligt. 

Med Ithilwen knuget ind til sin kraftige krop, døsede han hen hurtigere end nogensinde før, før han kunne reagere på sine tanker og bekymringer. Han brummede svagt men tilpas i søvne.

Havde han ikke været stædig, eller nærmere, havde han ikke ville tage så meget hensyn til hende, ville det havde været muligt at ligge et sted med meget mere plads og bedre underlag. Men i sin søvngang var Ithilwen fokuseret på bare at komme tilbage til den varme krop og blive omhyldet af hans duft og nærvær, som bragte en del mere ro med sig end et godt underlag.
Men heldigvis gjorde han ingen modstand som hun kravlede ind under tæppet og puttede sig ind i favnen. Tyngden af hans arm omkring hende var beroligende og der gik ikke mange sekunder før hendes vejrtrækning blev tung af søvn som hele kroppen fandt vejen tilbage til søvnens land.

Ithilwen vågnede med sit hoved hvilende ind mod hans brystkasse ude af stand til rigtig at se andet end det sparsomme lys hun kunne fornemme når hun drejede hovedet en smule opad. Hun havde egentlig ikke lyst til at flytte sig, selvom hun vidste at hun før eller siden måtte stå op. I stedet krøb hendes arm omkring livet på ham og hun drejede hovedet ned igen for at nusse sig ind i varmen. Burde hun være fornuftig og stå op? Uden tvivl. Der var en hel dag foran dem, selvom hun nemt kunne fornemme at de stadig var i de tidlige morgentimer. Søvn havde aldrig været det hun behøvede mest af, men hun havde selvfølgelig heller aldrig rigtig haft sensationen af at ligge varmt og trygt i en favn og trække tiden ud for at nyde den andens tilstedeværelse så længe som muligt. Hun kunne da i hvert fald trække den til han vågnede og gjorde tegn til at ville op! Det blev i hvert fald hendes plan.

Da Sawyer mærkede noget bevæge sig i hans favn, åbnede han svagt øjne, den pragtfulde rodede manke der mødte hans blik, afslørede hurtigt at Ithilwen havde sluttet sig til ham i nattens løb og blevet der, han vidst godt han burde havde båret hende tilbage i sengen, men hun var faldet så hurtigt i søvn, og han selv havde slet ikke kunne nænne det. Desuden kunne han ikke huske hvornår han sidst havde haft så god en nattesøvn, at han virkelig ikke ønskede at være foruden hendes selskab. Han lod sin hånd glide ned over hendes lænd, inden han trak hende ind til sidst, uden at tænke over den varme følelse i hånden, den bløde hud der gled imod hans ru. I nattens løb var skjorte krøbet tilstrækkeligt op til at hans hånd hvilte imod hendes bare ryg. 

Da det gik op for ham, hvorfor skjorten føltes så vidunderlig, at det ikke var skjorte men hende, løftede han hurtigt hånden fra hende. “Undskyld, det var ikke min mening....” lød det dæmpet fra ham, stemmen helt ru og ikke spor morgenfrisk. Han placerede et blidt kys på hendes hår, og nød følelsen af at have hende helt tæt på, hendes varme ånde imod hans brystkasse. Dagens gøremål kunne for hans skyld sagtens vente! Han havde ikke travlt med at skulle op, men han valgte dog at være anstændig nok til at trække skjorten ned inden han igen lagde armen omkring hende.

Ithilwen var glad for at han ikke havde flyttet hende, selvom han formentlig var høflig nok til at tænke hun burde være inde i sengen og ikke på sofaen. Det havde været nemt at løse hvis han var gået med til at ligge inde ved siden af hende. Men der var en grund bag som hun enten ikke forstod eller ikke havde fået forklaret så hun kunne forstå det.
Hendes øjne åbnede sig langsomt igen da hun mærkede den ru hud fra hans hånd glide over hendes bare hud. Det var en rar følelse, mest fordi det bragte hende sommerfugle i maven. Hun kunne kun smile morende over at han trak hånden til sig og trak skjorten ned på plads mens han undskyldte.

"Du skal ikke undskylde - det ved du godt" mumlede hun ind imod ham og havde fortsat smilet på sine læber. Det var heller ikke den mest morgenfriske stemme der forlod hende, men mere en afslappet rolig stemme der ikke helt var ude af drømmeland endnu, fordi hun fastholdte sig i det fremfor at vågne op. Når man ikke havde travlt, kom det let til en. Hun var ganske tilfreds med at han lagde armen omkring hende igen og den velkendte tyngde lagde sig beskyttende om hende.

Sawyer kunne ikke lade være med at smile, bare en lille smule, over hendes kommentar. Et eller andet sted, så undrede det ham, at hun var så glad for kontakten, at hun ikke tænkte på hvad andre ville mene, men måske elvere levede meget anderledes end menneske, når det kom til den slags? Tanken havde egentligt ikke ramt ham tidligere, men nu hvor han lå med hende, og hun selv var så vedblivende i at søge den, kunne han ikke lade være med det. Han trak hovedet ganske svagt tilbage, for bedre at kunne betragte den smukke kvinde i hans favn. Skjorten var alt for stor, det sås tydeligt, da kraven hang helt løst ned imod sofaens underlag, og selvom hun puttede sig helt ind til ham, kunne han stadig se lidt af hendes bare skulder og det øverste af hendes bare bryst, intet der var upassende, men nok til at han ikke havde lyst til at kigge væk. 

Og da Ithilwen heller ikke gjorde antræk til at flytte sig, strøg han blidt hånden over hendes lænd. Han tænkte ikke over at bevægelsen ville få den løse skjorte til at flytte sig, før han mærkede hendes varme hud igen. Denne gang stoppede han dog ikke, men blev blidt ved med at nusse hende, selv da hele hånden hvilte imod hendes bare hud. Følelsen var helt utrolig, hvert fald for en mand som ham der havde ventet længe uden den slags kontakt, og han nød hvert eneste øjeblik. Han tav, ikke fordi han ikke ville snakke med hende, men fordi han ikke ville vække hende helt, så hun flyttede sig væk fra ham, han var endnu ikke klar til hun skulle stå op.

Elvernes sind var formentlig meget mere frifundet hvad angik fysisk kontakt. Også taget i betragtning af at de varme kilder ofte blev besøgt i grupper og beklædning var ikke nødvendig eller særlig brugt disse steder. Selvfølgelig sad de ikke og gramsede på hinanden dernede! Nogen gjorde, men de fleste gjorde trods alt ikke.
Dertil havde Ithilwen heller aldrig været kropsforskrækket af nogen art. For hende var det bare rart at ligge op af en anden person og mærke deres kropsvarme og person tæt på sig. Det bragte bare en dejlig følelse.

Berørelsen var rolig og lullede hende på en måde en smule tilbage ind i søvnen da hun slappede mere og mere af som hun mærkede håndens blide strøg over sin hud. Smilet blev ganske ufortrøden en smule større som hånden havde ramt hendes bare hud igen. En blid brummen forlod hende som hendes øjne lukkede helt i igen og hun lod sine andre sanser overtage. Hvordan hendes hjerte bankede en smule hårdere, uden at gå på kompromis af den afslapning hun også følte. Det var en underlig kombination hun ikke havde været bekendt med før.
Hun ville derfor ikke flytte sig, for tanken om at han holdte op før hun havde udforsket den følelse, var ikke særlig veltalende. I stedet krøb hendes hånd bedre omkring ham, selvom han ikke havde nogen større mulighed for at fjerne sig fra hende, med sin ryg mod sofaens og hende der lå yderst.

Sawyer havde svært ved at holde sin begejstring i skak, da han hørte hendes brummen og mærkede hvordan hendes hånd søgte rundt om livet på ham. Han placerede et blidt kys på hendes hår, mens han lod hånden fortsætte med at nusse hende over ryggen. Dette var i sandhed noget, han sagtens kunne vende sig til, at vågne op til hver eneste dag. Duften og hendes varme krop imod sig. Han vidste ikke om han skulle bevæge hånden op, han burde ikke, men lysten var der. Hun skulle bare vide hvor meget han havde lyst til det. 

Han strøg kælent sin hånd en smule op, ikke meget men lidt havde også ret, inden han trykkede hende ind til sig. Måske han bare skulle have overgivet sig, der om natten og være blevet inde i sengen hos hende, det havde immervæk givet dem en hel del mere plads at ligge på, men var pladsen overhovedet nødvendigt, han ville ikke have ønsket større afstand mellem dem alligevel. 

Den kildende fornemmelse i maven fortsatte og et blidt smil havde bredt sig frem på hendes læber. Et smil der havde bredt sig mere ud ved at mærke hans læber trykke sig ned mod hendes hår. Hun havde det så fantastisk rart og havde ikke lyst til at han hverken skulle flytte sig eller holde op med at røre ved hende. De rug fingre som kælede op af hendes ryg gav en dejlig sitrende følelse i hele kroppen.
Der kom derfor også en lille brummen fra hende som hånden holdte op med at glide over hendes lyd. Ithilwen drejede let hovedet og kunne spejde op imod ham.

Stadig ufrivillig til at flytte sig og ganske tilfreds med at kunne mærke hans skæg mod sin pande som hun havde drejet hovedet op imod ham. "Godmorgen" brummede hun endelig som hilsen mens et veltilpas dybt suk forlod hende. Hun havde sovet fantastisk trods pladsen. Forhåbentlig ville det ikke kræve al for megen overtalelse fra hendes side af at få ham hevet med ind i sengen næste nat.

Ømheden i hans blik, som han lå og betragtede Ithilwen, fik varmen til at fylde hans krop. Og da hendes hoved vippede en smule op, så hans blik mødtes med de smukke grågrønne øjne, drog han et dybt suk med et stort smil omkring læberne. “Godmorgen Ithilwen...” Hans stemme dyb og raspende efter nattens søvn, der endnu ikke havde sluppet sig tag i hans stemme. Han strøg blidt hånden op langs hendes ryg, over hendes skulder op til hendes ansigt, hvor han strøg en lok af hendes røde hår væk fra hendes ansigt. 

Med hånden hvilende ganske blidt imod hendes kæbe, strøg han tomlen over hendes kind, ude af stand til at tage blikket væk fra hendes søvndøsige øjne. Han kunne ikke benægte de følelser hun vakte i ham, men samtidigt skræmte det ham også, da han aldrig havde troet han igen skulle se på noget andet væsen med en sådan kærlighed og varme. “Du burde være blevet i sengen, den er mere behagelig...” lød det dæmpet fra ham, indtil han indså sine ord. “Ikke at jeg ønsker du skal flytte dig!” Måtte han hurtigt understrege, for han ønskede ikke hun skulle tvivle eller flytte sig væk.

Sawyer var blidt og kærlig mod hende og det bragte en rar følelse af varme og behag i hende. Hvordan han var gået fra en vred, bitter mand, til en mand der for alvor vidste hvor stor hans hjerte var. En boblende glæde ved tanken om at hun fik den at se og at den var rettet mod hende fik smilet til at blive endnu breddere på hendes læber og øjnene mere blide end de i forvejen var.
Hun drejede hovedet blidt mod håndens bevægelse og en lav laatter forlod hende "På mange punkter er den mere behagelig ja" medgav hun ham, for sofaen var ikke et godt underlag, trods hun havde prøvet langt værre ved at sove direkte på jorden mange gange.

Hans hurtig opfølgning der nærmest forlod ham før den anden var afsluttet fik hende til at ligge en hånd blidt mod hans kind. Hun vidste godt at han ikke ville have hun flyttede sig. Han havde holdt hende ret godt fast det resterende af natten. Men hun begyndte langsomt at mærke ubehagen i sin arm der lå nederst og hun endte med at rykke lidt rundt på sig, for til sidst at skubbe sig op at hvile på sin albue, uden at bemærke at skjortens stof hang meget løst ned over hende og blottede mere af den bløde hud indenunder. "Du skulle være blevet derinde sammen med mig" varmen steg let i hendes kinder. Ikke fordi hun var pinligt berørt over sine ord, men mest af alt bare fordi situationen hun var i gjorde hende glad.

Ithilwen lænede sig ned mod ham igen og kyssede ham rigtig godmorgen, selvom det hurtigt endte med at det hun havde tænkt skulle være et kort kys ikke helt var nok. For knap havde hendes læber sluppet hans før hun lænede sig ind igen. Hun var ikke vant til at være sådan ude af kontrol af sine følelser, men det var nærmest umuligt at trække sig, trods hendes formål havde været at ville stå op og være fornuftig.
Fornuftig kunne vidst godt flyve ud af vinduet lige nu.

Ithilwen forstod i sandhed at splitte hans sind, for der var intet han hellere ville, end at være blevet inde i sengen hos hende, men han kunne bare ikke slippe følelsen af at sværte hendes ære. At værne om en kvindes ære, havde alle dage været lige så vigtig for ham, som sin egen. Hvilken mand ville han ikke have været, hvis han gjorde hende den uret. Men tankerne blev omgående stoppet, da hun rykkede en smule på sig, for at kunne hvile sin hånd imod hans kind. Selv igennem det kraftfulde skæg, kunne han mærke varmen fra hendes bløde hånd, og et svagt suk slap over hans læber, som han tillod sig selv at fordybe sig, blot for en stund i følelsen. "Men Ithilwen... Blandt mennesker af ære, er det ikke velset at ligge med en ugift kvinde.. Ikke at jeg siger der skulle ske noget!! Men folk kunne snakke, og jeg ønsker ikke de får de forkerte tanker om dig.." forsøgte han dæmpet at forklare, han vidste godt der ikke var mange som tænkte helt som ham, men selv hvis der kun var 10 i hele byen, ville han hade hver og en af dem, hvis de tænkte nedladende om Ithilwen på grund af ham.

Mens han fortsat blidt kærtegnede hendes kind med sin tommel, bed han mærke i at hun kom nærmere. Hans blik gled ned til hendes læber, så tætte på hans, inden blikket søgte hendes. Han opdagede ikke selv, at han holdte vejret, før deres læber mødtes i et varmt og blidt kys, og en dyb brummen af nydelse lød i hans hals. Hvad der drev ham, vidste han oprigtigt ikke, idet hånden omkring hendes kind og hals, blev mere insisterende, da hun selv kom nærmere for et kys mere. Denne gang tøvede han ikke, han mødte hendes læber med sine egne, fuld af passion og lyst. 

Trods det nok kunne have været mere elegant, fik han flyttet sig tilstrækkeligt, presset imod sofaens ryglæn, så han kunne komme op på den ene hånd, mens den anden vandrede fra hendes kind ned over hendes ryg til hendes lænd. Den kraftfulde hånd lagde sig insisterende omkring hendes liv, og uden at bryde kysset, trak han Ithilwen ind under sig, trods han aldrig lagde vægten over hende med holdt sig på den ene hånd. Det lange mørke hår, havde i nattens løb løsnet sig en smule fra den rodede knold det var bundet op i, og faldt ned over hans skuldre. Alt i ham skreg at han burde stoppe, han anede ikke hvad han gjorde, eller hvorfor, han vidste kun at det føltes godt.

Der var mange ting med mennesker som hun ikke forstod. De havde underlige skikke og på mange punkter var hun vel også naiv. Men hans forklaring gav egentlig mening, selvom hun ikke forstod hvorfor. Hans forklaring om at det var jo ikke fordi han forventede at der skulle ske noget, fik smilet til at bryde lidt mere frem igen, for hun forstod godt hvad han mente, men han havde allerede vidst tydeligt at hendes ære lå ham meget på sinde. "Åh, også bare ved at sove?" hun vidste godt selv at hun lød voldsomt naiv og hun kunne ikke andet end at sukke smilende af sig selv. "Jeg ved godt det ikke ville være det de tænker" tilføjede hun kort tid efter. Men der var vel heller ingen der vidste det? Igen, den naive tankegang hun godt vidste hun havde.

Så blidt det første kys havde været, der fik hende til at flygte tilbage, lige så passionsfyldt og indtagende var det næste. Det var en helt anden følelse som var meget mere intenst. En nydende lyd forlod hendes strube og hun fandt det meget svært at trække sig. Nok havde hun ikke samme forbehold for sin egen ære, og det var en vidunderlig følelse hun ønskede at udforske og opleve mere af.

Ithilwen lod sig guide ind under ham af håndens tag omkring hende og indlevede sig i den tætte kontakt der omtågede hende af nye og rare oplevelser. Hendes hånd gled blidt over hans kind og hen i hans nakke. Lidt af hans hår gled ned og rørte ved hendes bare hud. Hun var omhyldet af hans duft, der gjorde hende helt ør i hovedet. Hun havde ikke lyst til at han trak sig væk fra hende, selvom hun et sted var forberedt på det. Men oh hvor ville hun ikke have at han trak sig væk igen!

At mærke hendes varme, indhyllet i hendes duft, hans tanker var ikke længere klare, de kredsede omkring kvinden under ham, hvordan hun fik alt i hans krop til at følelse så godt, så rigtigt. Han burde vide bedre, end indlade sig selv i sådanne agter, men hendes bløde læber var nok til at gøre hans klarhed helt tåget. Den løse skjorte der dækkede hendes overkrop, gav let efter for hans hånds kærtegn af hendes nedre ryg, følelsen af hendes delikate varme hud, imod hans ru hånd, fik hans fingre til at cirkulere kærtegnende rundt, ude af stand til at mætte lysten til at mærke hendes hud. Det var årtier siden han sidst havde følt et sådan træk i sig, et træk imod et andet individ, for selvom han vidste bedre, vidste at han burde stoppe, trække sig fra hende, undskylde sin overildede handling, kunne han ikke, for lydende fra hende var nok til at overrumple ham fuldkommen. 

Det sitrede svagt i den arm, hvorpå det meste af hans vægt hvilede, mens hans læber placerede ganske blide kys på hendes læber, uanset hvor mange han gav hende, uanset hvor passionerede de var, kunne han ikke mætte lysten til endnu et, og hver gang tillod han sig at stjæle et mere, dvæle i følelsen der pulserede i hans krop. Smilet omkring hans læber, voksede kun for hver berøring, mens hans hånd frit bevægede sig op langs hendes underside. Hvilket fjog han dog havde været, for ikke at tilbringe natten med hende, for ikke at udnytte muligheden for at have hende hvilende i sin favn. Bedst som tanken ramte ham, og ærgrelsen satte ind, indså han hvad der udspillede sig imellem dem. Hans krop frøs til, han mærkede hvordan det rendte ham koldt ned af ryggen, hvordan knuden i hans mave vred sig rundt i et jerngreb. Kontakten mellem deres læber blev brudt, da han løftede hovedet op for bedre at kunne se hendes ansigt, selvbebrejdelsen lyste ud af hans blik. "Undskyld Ithilwen, jeg tænkte ikke klart.. Jeg burde ikke have.. Kan du tilgive mig?" Hans stemme bar tydelige præg af den skuffelse han følte over sig selv, et kødeligt begær havde besat ham, sløret hans sind og sanser, men han fandt stadig sig selv ude af stand til at rejse sig fra hende, og bryde kontakten helt imellem deres kroppe.