Havde han ikke været så træt som han var, kunne det også være at han havde været mere hurtig på aftrækkeren i at tage det her øjeblik og lige prikke lidt til ham. Lige påpege den tydelige fejl i 'bedraget' de havde kørende. Men med spændingen efterladt sådan nogenlunde inde tilbage i rummet, og den dulmende kulde der på bizar vis både vækkede hans hud en anelse til live, men også gav ham idéen om hvad det varme (længe ventede) bad kunne gøre ved fornemmelsen i kroppen. 
Selvsamme træthed var nok også hvad der fik Aldamar til at ryste en anelse mildt på hovedet ved hans spørgsmål, og han begyndte langsomt at slentre ned af gaden, med ham ved siden af. "Det behøves ikke, palæet er ikke så langt væk.." han forventede ikke at møde nogle herude i de sene aftentimer. 
Og så ville han ikke betragte det fremmede ansigt. Fordi selvom man godt havde kunne se at det var Fabian, kiggede man rigtig godt efter, var det forstyrrende når man kendte hans ansigt så godt. Så hellere snige sig til det, når muligheden bød sig. 

En let støvregn havde taget til imens de gik, hvilket blot var en yderligere motivation for Aldamar om at komme hjem, da han trods alt ikke havde mere end en langærmet skjorte og lange bukser på. Lige nu gjorde det ham ikke så meget - hans krop var stadigvæk godt givet ud i varmen fra tidligere. Og selvom han almindeligvis ikke brød sig om regnen, var den næsten saglig; næsten rensende. 
Han lænede hovedet en anelse tilbage imod himlen, men kunne desværre ikke se meget i kraft af lyset og de skyer der dækkede himlen. 
Hvilket var ærgerligt. 

Nu når Fabian kunne studere Aldamar igen, især uden spændingen der lå mellem dem, så så han bare træt ud, helt og igennem mørbanket efter oplevelsen tidligere, noget han godt forstod, men ikke havde i sinde at tage op. Han var stadig ikke helt sikker på om Aldamar ville lade ham følge ham hjem, og så bare smide ham hjem til sig selv. Han ville godt kunne forstå det, selvom han godt kunne mærke hvordan noget i ham trak i at han gerne ville trække tiden lidt mere ud.

De var de eneste der gik på gaden, og gik også i relativ stilhed. Fabian vidste ikke hvad han skulle sige, især som skyggen af palæet kom tættere og tættere på. Det var trods alt nemt at se, når man vidste hvad man skulle kigge efter.
”Så ses vi vel igen på torsdag?” kom det lidt mere tøvende fra Fabian, med et svagt smil i mundvigen, som han kiggede over på Aldamar. De kunne ligeså godt være parat på at sige farvel til hinanden, selvom han ikke følte for det. Det ville måske også være rart at vide, hvis Aldamar alligevel ikke kunne komme på torsdag. 

Nogle gange var stilheden helt okay, og lige nu, jah der føltes den hverken påtvunget eller akavet. Den var der bare. Og imens regnen fyldte den nogenlunde ud med sin dumpe lyd af vand imod fliserne, bevægede de sig støt nærmere den skygge Arys palæet tegnede imod den i forvejen mørke himmel. 
Det var da de var små 30 meter fra huset, at Aldamar's blik gled tilbage på ham, som han talte. Regnen havde fået den ellers fine fletning til at falde en anelse sammen, men han så ikke ligefrem kold ud, da han virkede til at være klædt bare en anelse bedre på end ham selv. 
Torsdag? Jah, det var jo egentlig ikke torsdag idag, og at han havde glemt det var kun over hans ansigt i små 2 sekunder, inden at han med et forsikrende smil nikkede. 
"Det var planen, i hvert fald" han kunne aldrig love noget, men gjorde meget for at opretholde den aftale med Fabian - den var et fantastisk afbræk i hverdagen. 

Som de derefter gik nogle skridt videre, rykkede Aldamar ikke det stille blik væk fra ham, imens indre samtaler vrissede af hinanden om hvorvidt han bare skulle sende ham hjem nu. Udover at han ikke brød sig synderligt meget om tanken - det var ikke ligeså oplyst længere nede i byen - så var det ufatteligt lokkende at invitere ham ind. Bare for... aftenens egen skyld. 
Han var dog ofte i tvivl om at det overhovedet var noget han gjorde sig i, og sidste gang havde ikke ligefrem været en succes, da det kun havde været rent held at Arya var den eneste der spottede ham. 

Fabian nikkede til det. Det var godt nok for nu. Så kunne han om ikke andet se frem til det. Ellers var ugen pludselig blevet lidt længere. Blev den altid når Aldamar ikke kom forbi, ikke at han ville sige det højt. Det var tanker kun for ham selv og ingen anden, måske Sif, når han engang åbnede op for det.

Selvom Aldamar kæmpede med tanker inden i, så kunne Fabian næppe kende til det, og i stedet for måtte han blot stoppe op, da de endelig nåede porten, og vende sig mod Aldamar. For ham virkede det til at det ville være et farvel nu når de stod her, og med mindre Aldamar sagde hvad han ønskede, så ville de i hvert fald ikke få mere ud af aftenen.
”Jeg regner med at du selv kan finde resten af vejen ind,” sagde han drillende, og proppede hænderne i lommerne på hans bukser, bare så han ikke kom til at tage fat om Aldamar. Der var køligt herude, og han ville langt hellere være et varmt sted, som en seng eller på en kro, end herude i kulden. Mentalt var han allerede begyndt at overveje hvilken kro der var tættest på. 

Porten tårnede sig op foran ham, og den virkede som en træls endedestination for den mørkhårede fyrstesøn, hvis blik stadigvæk hvilede over Fabian. En god del af ham, håbede at han insiterede. At han ville spørge om han ikke kunne komme med, og så kunne Aldamar med en påtaget lille hovedrysten mumle 'lad da gå', og sengen ville ikke være kun hans for den her aften. Han ville komme ind i varmen, og Aldamar selv ville ikke skulle døje med en nat alene. Der kunne gå noget tid førhen at han faldt i søvn, men i det mindste ville den være tung og drømmeløs, når det så endelig skete. 
Men nej. 

Hænderne blev stukket i lommen, og stemmen talte i sit vante, drillende tonefald - ingenting imellem, virkede det som om. Så da Fabian gjorde det, kopierede Aldamar den nonchalante bevægelse idet at han nikkede, krøllerne fugtigt ned omkring hans kindben. "Det burde være til at overskue..." smilede han, dog ikke helt ligeså drillende i sit toneleje. 
Han var på vej videre, og fyrstesønnen kunne næppe holde på ham her, bare fordi at han lige følte for det. Ikke når det ikke virkede som et forslag af interesse for ham; Fabian var allerede mentalt et andet sted, og han havde allerede optaget flere timer af hans dag. 
Så Aldamar sukkede, nikkede en sidste gang inden at han vendte sig omkring for at åbne den knirkende låge, og gå ind og lukke den efter sig. Enkelte lanterner brændte i nogle af vinduerne - signalerede om husets varme, og han håbede nogle af tjenestefolkene stadigvæk var oppe til at klargøre det bad. Et blik faldt dog over skulderen inden at han gik, noget længselsfuldt skjult bagved skulderens kant, hvor at kun øjnene var synlige for ham. "Til på torsdag" gentog han en anelse stille, for med trætte skridt at bevæge sig det sidste stykke imod hoveddøren. 

Det ville blive godt at sove. 

Fabian havde kun været på vej et andet sted, fordi der intet sted i hans hoved havde været et håb om at blive inviteret indenfor at fyrstesønnen. Han skulle blot bruge Fabian for et par ærinder, og lå der ikke altid sex i en invitation når det omhandlede Fabian? Noget som Aldamar i den grad ikke virkede til at have behov for lige nu. Han havde behov for et hvil.

Derfor var det dog stadig med en lille smule fortrydelse, da han endelig så Aldamar bevæge sig mod porten, for at komme indenfor og væk fra regnvejret. Det var dog nok for det bedste, så Fabian lige kunne få styr på sit bankende hjerte, og hvordan alting bare virkede mere kompliceret de her dage.
”Til torsdag,” ekkoede han stille, som han så Aldamar trække sig væk fra gaden og ind mod døren. Det var også først da han så Aldamars skikkelse trække sig helt ind i huset, at han vendte om, og begyndte hastigt at gå ned af gadens glatte brosten, for at finde et varmt sted og måske en varm krop, hvis det var muligt.

Han kunne dog sværge på at hans hjerte stadig bankede en smule hurtigere, da han satte sig ned for at få en øl på den nærmeste kro, som om at Aldamar ikke helt havde forladt hans hud og væsen endnu.