Krystallandet
Lux 15.11.2021 10:25
Sympati var ikke umuligt at finde, men… begravet under mange års tykhudet ligegyldighed overfor andre, jah så var den i hvert fald svær at fremskaffe, og uden for pædagogiks rækkevidde. I Fristavn var man sig selv nærmest, og Vektor havde aldrig ønsket eller prøvet at lære andet. Og med det - ubevidst eller bare ligeglad omkring sin egen uhøflighed - så lagde drømmesælgeren ikke mærke til hvordan pauser og sætninger blev taget imod hos den kære skabning.
Selvom han i et kort glimt af ubehag kunne mærke hvordan havmandens krop sitrede under de himmelblå’s granskning af hans ranglede krop, lod han fornemmelsen farer. Og der skulle heller ikke gå længe, førhen at havmandens trodsighed vandt over det korte glimt af ubehag, som han havde set kæmpe om pladsen.
Og undskyld hvad? Undrende, jah direkte skeptisk gled drømmesælgerens ene bryn op i panden, og havde det ikke været fordi at havmanden i samme øjeblik også begyndte at gå imod ham, havde et spottende lille fnys nok fulgt med mimikken. Han havde nok aldrig gættet hvad, men knægten kunne ikke mene at..-
En tankestrøm der blev afbrudt, da Olu faktisk… nærmede sig. Rigtigt. Hvert et skridt sendte en underlig flad lyd ud i det slidte rum de stod i… og hvert et skridt fik Vektor til langsomt at mindes hvor høj den hvide mand egentlig var. Hvor stærk han egentlig havde været, da det kom til stykket. Hvor let han havde kværnet de tørre stykker kød, imellem de spidse tænder. De skulende tågeøjne fik i et gys hårene på armene til at rejse sig, og hårdt lærte lektioner om hvad der var farer, aktiverede alarmklokkerne i sølvelverens hoved. Væk. Han burde skubbe sig væk fra bordets kant, der hvilede imod lænden.
Men ude i stand til at rykke sig – jah næsten frosset til stedet over øjenkontakten – kom det kun til syne i den spændte kæbe, da han bed tænderne sammen. Og overraskende nok, lyttede.
En sørgelig monolog, der fortalte om et liv han næppe kendte til, og for den sags skyld ikke ønskede at lære at kende. Hans natsorte virkelighed i dybet var så fjern fra drømmesælgerens, at de lige så godt kunne have boet på hver deres planet – og i kraft af det, nok aldrig ville kunne se hinanden i øjenhøjde. Men… alligevel, kunne han mærke en underlig lille prikken i samvittigheden, da ordene kom til slut. Hvad mente han med det? Hørte han ikke til i det mørke hav? Stædigt holdt de ru hænder fast i flaskens hals – mest af alt for at stoppe ham hvis han begyndte at ville ødelægge den, om end uden at stoppe den inspicerende bevægelse, da han løftede den til næsen. Den spændte kæbe løsnedes derimod en anelse op, da Vektor til sidst (of efter nogle sekunders tavshed) prøvende åbnede munden. ”… så du kom herop, fordi du ville… bo her?” morgenhæsheden gav stemmen en skurrende kant, men uvenlig var den ikke.
Uforstående, jah selvfølgelig.
Men ikke spottende, ikke hånlig og faktisk heller afvisende overfor idéen. De fleste kendte nemlig – råddenhed og egoisme til trods – følelsen af at ville høre til.
"Du bryder dig ikke om at være i havet?"
