Han lænede sig en anelse frem nu hvor de stod med fronten, så han kunne plante et kys på hendes pande eller toppen af hendes hår alt efter hvad der lige var til at komme til. Han stod dog ellers bare og afventede hvad hun havde tænkt sig at gøre. Han lyttede til hendes ord, men han havde næsten lyst til at gøre det modsatte og tvinge hende til at se ham i øjnene.
"Ville det være så skidt at skræmme mig væk? Fordi det sker ikke." Han var både en anelse drillende og flabet samtidigt med at han var seriøs. "Og Astrid prøv at tænk tilbage på denne aften, med hvor meget jeg har set ind i dine øjne... De smukke juveler." Hans hånd lagde sig blid på hendes ryg hvor han aede eller måske nærmere nussede hende. Han vidste ikke meget mere om det hun kæmpede med end at det skyldtes at hun havde noget imod hendes evne.

Han kiggede ned på hende, og lukkede langsomt armene en anelse mere. Gav hende muligheden for at sige imod eller bare acceptere at han trak hende til sig. Hans tanker kørte på højtryk som han forsøgte at finde ud af hvordan han kunne hjælpe hende.
"Er der noget særligt jeg kan gøre for at hjælpe dig?" Selv hvis hun sagde nej, kunne det jo være at hendes måde at sige det på eller andre reaktioner kunne gøre lidt for at guide ham mod noget at gøre.

Det blide kys på hendes pande, fik hende til at give et lille suk, samtidig med hun prøvede at samle sig selv lidt op. Det virkede svært. Hun tørrede sine øjne en ekstra gang, da de stadig var våde. Hans drillende forsikring fik hende til at give et lille indelukket grin fra sig. Han var bare så sikker på han ikke ville blive skræmt væk. Det var da irriterende!

Et lille grin undslap hende, som han nævnte juveler. Hun rystede lidt på hovedet ad ham af komplimenten. Den var skam sød nok, og de havde set hinanden meget i øjnene, og der havde da været nogle få ustabile tidspunkter i løbet af dagen, og der havde det jo ikke fået hende op og køre, og hun havde da på daværende tidspunkt slet ikke sin evne i baghovedet. Den forsigtige nussen på ryggen var både for meget og samtidig lige hvad hun havde brug for.

Astrid lod sig blot falde mere ind i hans arme, som han lukkede sine arme lidt tættere om hende. Hun rystede på hovedet ad hans spørgsmål, om han kunne gøre noget. ”Jeg skal bare tage mig sammen,” fnøs hun ad sig selv. Med det tog hun så et par dybe indåndinger, før hun holdt vejret og langsomt skævede op imod Alarics øjne. Hendes egne øjne var blevet lidt røde af gråden, men dette ’fremhævede’ blot de blege blågrønne øjnes farve. Astrid håbede virkelig hendes evne var sat i bås, som den normalt var, og ikke ville skræmme Alaric væk fra hende.

Han var mere skråsikker end hvad godt var, kun fordi han egentligt ikke vidste hvad han legede med for en ild. Han havde dog stadig tiltro nok til sig selv til at han kunne blive skræmt og derefter stadig se hende i øjnene på trods af det.
Han smilede bredt og glad som han fik hende til at grine en smule over det. Han stod derfor også bare og så på hende med det bredeste smil, som sad selv i hans øjne. Da hun endeligt kiggede op på ham og lod deres øjne mødes.

"Så længe du føler dig klar." Han ville ikke presse hende. Selvom han på den ene side gerne ville lægge lidt et pres på hende. Han stod og betragtede hendes øjne, nød synet af dem, som dog så blev ødelagt. Han kiggede måbende på hende, chokeret og skræmt da hun for hans øjne begyndte at bløde fra øjnene af, de smukke øjne blev matte og begyndte at bløde. Han trak sig lidt væk før han begyndte at forsøge at tøre blodet væk. Da hans fingre rørte hendes kind så han hendes næse og øre begynde at blød, hvordan blodet blandede sig med hendes hår. "ASTRID!?" Han råbte til hende, han kunne da ikke miste hende nu!?
Efter den lille scene stod han blot som forstenet da hendes evne fik ham til at se mere endnu. Han stod med tåre glidende ned af øjnene som han så hvordan hun for hans blik kollapsede på jorden, og i løbet af få sekunder begyndte at sygne hen som nogen der ikke spiste. "Ikke igen... Nej... Nej!" Han kvalte hans tårer, han gjorde sit for at modstå frygten, men han vidste ikke hvordan. Han faldt på knæ på jorden og sad bare. Han sad og stirrede ud i luften... Fortjente han virkeligt ingen glæde? Skulle han miste endnu en person han holdte af? "Astrid, du må ikke dø." Fik han næsten mumlet stille.

Hun nåede at sende ham et blidt smil, før han pludselig begyndte at se chokeret ud. Hun så skiftevis på hans øjne, og forstod ikke helt hvad han prøvede at tørre af hendes kind, for hun havde jo selv tørt tårene ikke? Da han pludselig råbte af hende, var hun klar over det var endt galt og hun trak sig væk, for at vende ryggen til ham. Hun tog sig selv håret og prøvede at koncentrere sig, så hun kunne få slukket evnen. ”Tag dig sammen, Astrid!” bad hu sig selv, som hun kunne mærke tårerne begyndte at trille frem igen. Du kan da bare heller ikke kontrollere noget som helst. Ingen tør se dig i øjnene. Du skal være alene for altid. Ingen tør at være sammen med dig alligevel. Da han begyndte at prøve at benægte hvad han så, følte hun der var håb for at hun måske kunne bryde evnen på en anden måde. Hun så over på ham, som han satte sig opgivende ned på knæ.

Hun gik med hastige skridt hen til ham, og skulle til at stikke ham en flad, inden hun hørte han endnu engang nævnte hende, og at hun ikke måtte dø. Hun stod med en stor klump i halsen, og den var sværd at synke. ”ALARIC!” råbte hun til ham, som hun sendte sin hånd flyvende mod hans kind, i håb om at de var nok for dem begge, til at kunne bryde det hun havde skabt. Hun vendte sig efterfølgende om og holdt sig selv for øjnene, mens hun kunne mærke flere tårer trille ned ad kinderne. Hun var i den grad kommet ind på livet af ham, eftersom han største frygt indebar hende.

Hans hoved var fyldt til randen med frygt for hendes død. Hun var meget hurtigt blevet en person han ikke ønskede at miste på nogen måde. Han blev halvt revet i retningen af hende da hun råbte hans navn. Han drejede sit hoved i retningen af hende, og så endnu en version af hende, denne version af hende så han blive skudt med en pil, og hans mund åbnede sig, men der kom ingen lyd ud af hans månd, og stilheden blev derfor også først brudt da hendes hånd ramte hans kind.

Hans blik for omkring, indtil han så hende, og han rejste sig op for at ville se på hende, men da hun så bare vendte sig om, kunne han mærke at hans tårer bare begyndte at forlade ham. Var det her stadig hendes evne? "Du må heller ikke gå..." Han lød ynkelig som han sagde det, som en person der slet ikke havde krafterne til at gøre noget. Han tog skridt i hendes retning, men de var langsomme og ret så svage. Han lagde dog langsomt og forsigtigt armene om hende, og hvilede sin pande mod hendes skulder. "Jeg... Lader dig... ikke... gå!" Han strammede grebet om hende. Han var ikke sikker på om det var virkeligheden eller stadig hendes evne det han så.
Han kiggede sig til den ene side og lagde mærke til at han ikke længere så nogen af ligene af hende, og han fik derfor langsomt konstateret at han ikke længere blev påvirket. Han knugede hende ind til sig, uden overhovedet at skænke det en tanke om det var anstændigt nok.

Hans ord greb nærmest om hendes hjerte, og prøvede at hive hende tilbage til ham. Men hun turde ikke, hun ville ikke udsætte ham for mere hjerteskærende smerte og frygt. Så snart han lagde armene om hende holdt hun vejret et øjeblik. Som han meget bestemt fortalte hende at hun ikke måtte gå, begyndte hun at hulke. Hun kunne da aldrig nogensinde stole på sig selv. Al træningen med Hannah havde været ligegyldig…

Hun havde ikke lyst til at prøve at sige, at hun ikke ville forlade ham, for hun vidste ikke om det ville ende med at være en løgn. Hun vidste ikke om hun turde være tæt nok på ham, for det ville udelukkende få dem til at få øjenkontakt igen, hvilket hun på nuværende tidspunkt ikke ønskede at skænke ham. ”Undskyld,” kom det grødet fra hende. Langsomt og en anelse tøvende greb hun fat om den raske arm, for at han bedre kunne være sikker på det faktisk var hende. Hun havde intet imod blot at blive stående med ham. ”Jeg håbede du aldrig ville opleve det her,” kom det fra hende. Man kunne ikke sige andet end at hun bebrejdede sig selv og havde utrolig svært ved at tilgive sig selv. Hun ville da heller ikke kunne leve et ordentligt kærlighedsliv med nogen som helst, hvis ikke hun var i stand til at se dem i øjnene.

De var et kønt par som de stod der, hende der hulkede og ham der havde svært ved at holde tårene tilbage af noget så simpelt som frygten for at miste nogen, eller mere specifikt frygten for at miste hende.

Han mærkede hendes hænder lukke sig om hans raske arm og han smilede for sig selv. Han kunne stadig mærke frygten i sig. Han stod med lukkede øjne, og turde ikke åbne dem fordi han var bange for hvad han kunne gå hen og se hvis han gjorde det. Men hendes varme, hendes berøring, og følelsen af hendes levende krop foran ham gjorde at han fik skubbet frygten lidt væk fra sig.
Da hun så undskyldte sukkede han blot. "Det var skræmmende, vidste ikke hvad jeg ville se..." Han forstod nu godt hvorfor hun ikke ønskede at udsætte andre for det her. Han nikkede derfor bare og blev stående med hende. "Men nu har jeg oplevet det, så skulle det ske igen engang jeg ser dig i øjnene så er jeg mere klar på det." Hans valg af ord var ret bevidst, han sørgede meget bevidst for at sige det på en måde der gjorde det tydeligt at han ikke var skræmt fra at se hende i øjnene igen.

"Jeg vil gerne indrømme jeg aldrig har oplevet noget så skræmmende, men efter jeg ved hvor meget jeg har set dig i øjnene uden noget er sket, så tør jeg stadig se ind i dem." Han ville ikke presse på for at vise det lige nu, så han blev bare stående. Han håbede selvfølgelig at hun ville kunne stole nok på ham, til at tage de ord han kom med som sandheden.

Astrid trak i et splitsekund på smilebåndet, som han nævnte han ikke vidste hvad han ville se. Komisk da han tidligere havde været så sikker i at han havde en god ide om hvad han ville se, men stadig tragisk at han skulle opleve det. Hendes åndedræt var en anelse utaktet, som hun prøvede at beherske sin gråd.

Hans påstand om at han ville være forberedt, på næste gang det kunne ske, fik hun til at ryste på hovedet. ”Det bliver jo kun værre,” lød det opgivende fra hende, som hun trak vejret dybt. Hun tørrede sine røde kinder, for efterfølgende at lægge hænderne som en skærm på hver side af øjnene, hvis han pludselig skulle få lyst til at træde ind foran hende.

Da han skar det ud i pap for hende, at han stadig gerne ville se hende i øjnene, væltede tårerne frem igen, dog uden lyd. ”Jeg forstår dig ikke,” kom det så fra hende, som hun endnu engang rystede på hovedet. Hun kunne på ingen måde forstå, hvordan man kunne få sig selv til at se hende i øjnene, når man vidste hvad man muligvis ville se.

Hun mente på ingen måde at de var færdige med at komme sig over situationen, men samtidig følte hun også bare de måske skulle se at komme hjem, inden det blev for mørk. ”Vi burde tage hjem,” lød det fra hende efterfulgt af et suk.

Han var lidt uenig med hende, i at det ville blive værre. Hvis han blev mere vant til det så kunne det umuligt være lige så slemt næste gang. Måske han undervurderede hendes evne, men han troede på at det ville være lige så slemt næste gang. "Virkeligt? Jeg tror det ville være nemmere at håndtere." Han vidste godt han sagtens kunne tage fejl dog.

Da hun gjorde det tydeligt at hun ikke forstod ham kiggede han på hende næsten undrende. "Ja at se dig dø, at miste dig var horribelt... Men hvis jeg ikke tør se dig i øjnene, hvis jeg ikke tør være dig nær, så mister jeg dig jo bare virkeligt." Hans stemme var varm, men den kammede da også over omkring da han snakkede om at miste hende fordi det ikke var en særligt behagelig ting at snakke om.
Da hun foreslog at de nok hellere måtte begynde at overveje at tage hjem kiggede han i hendes retning, ind i hendes kind mest så han ikke tvang hende til at se ham i øjnene. "Du tror ikke Maria kan se du har grædt?" Han vidste ikke om det var et problem for Astrid at blive taget i at have grædt. Han vidste intet om hvordan hendes forhold var til Maria jo. Han tænkte dog at de nok begge kunne have ret så røde øjne når de vendte tilbage til hans hus, hvis de ikke gjorde noget for at få deres gråd stoppet.

Astrid rystede endnu engang på hovedet, som han nævnte det ville blive næmmere. Hun vidste jo fra de mange år med Hannah, at det ikke blev nemmere, for frygten udviklede sig nærmest bare hele tiden. ”Jeg har ikke lyst til at finde ud af om der anderledes med dig,” hun trak let på skuldrene. Og vidste ikke helt om der var mere og sige til det.

Hans ord gjorde det i den grad mere tydeligt for hende, at hans frygt kunne ville blive virkelig, hvis ikke hun kunne stole på sine egne evner. Det gjorde hende ondt, for hvis hun blev med ham, ville han højst sandsynligt opleve sin frygt, hvorimod hvis hun forlod ham ville den blive til virkelighed,  og hvem kunne vide, hvad det ville gøre ved ham? Hun kunne mærke hendes hjerte sank lidt dybere, både en anelse beroliget, men også splittet mellem hvad der ville være bedst for ham.

”Det gør ikke noget,” kom det en anelse hæst fra Astrid som efterhånden havde fået samlet sig selv ordentligt op. Hun havde ikke lige tænkt sig at dele, at Astrid nok ville snakke med Maria om alt der var sket, ”Hun sladre ikke,” tilføjede hun. Et hvert andet ord ville få det til at lyde som om Maria var ligeglad med Astrid, og ikke ville spørge ind til hvorfor hun så ud som hun gjorde. Med et dybt suk drejede hun langsomt sit hoved i retningen af Alaric, ”Skal vi?”

Han havde ikke noget behov for at lægge pres på at få prøvet at modstå hendes evne igen. Han kunne dog også godt se hvad hun mente. Hvis han kunne være bange for at miste hende nu, hvad så hvis deres forhold blev dybere end det allerede var? Det ville da kun blive noget han frygtede mere jo mere han holdte af hende.

Han blev lidt overrasket over at hun bare var stille omkring det hele. Han tænkte dog bare at det nok så var fordi hun virkeligt ikke vidste hvad hun skulle sige til det. Havde han vidst noget om hvad hun tænkte havde han helt klart påståe at det var bedst for ham at have hende.

Han nikkede bare og blev stående med hende stadig. "Det er jeg glad for at høre, godt at kunne stole på hende." Han kunne ikke andet end være glad for at Astrid havd enoget nær hende som hun kunne stole på, på den måde. Han kiggede på hende, og da hun drejede ansigtet i hans retning drejede han også ansigtet lidt i hendes retning. Han forsøgte meget forsigtigt at se hende i øjnene, og hvis det ikke var ham en mulighed så betragtede han blot hendes smukke læber.

"Må vi vel hellere." Han gjorde dog tydeligvis ikke noget for at slippe hende. Han slap hende dog til sidst meget langsomt for at de kunne komme op på deres heste. Han var dog ret hurtig til at bestige hans hest i forhold til hvor hurtig han var til at slippe hende.

Hendes åndedræt var tung, som de snakkede om Maria. Astrids tjenestepiger havde førhen været de eneste hun kunne snakke med, udover hestene. Det havde i den grad været nødvendigt for Astrid at have nogen hun faktisk kunne snakke med, efter hendes evne brød løs, og så meget af menneskekontakten forsvandt. ”Jeg er også glad for at have hende,” tilføjede hun. Deres øjne mødtes en enkelt gang kort, før hun stjal sit blik hen mod hesten.

Så snart han begyndte at løsne grebet om hende, bevægede hun sig roligt mod hesten, klappede den roligt på halsen, sikrede sig gjorden sad fast for efterfølgende at hive sig op i sadlen. Hun trak langsomt hesten væk fra vandet og så over imod Alaric, dog på hans hånd og ikke hans ansigt. ”Du må hellere vise vej” foreslog hun, som hun prikkede lidt til hesten, så den kunne følge efter.

Selvom Astrid mente hun havde alt under kontrol nu, skammede hun sig stadig lidt over situationen, og turde ikke se Alaric i øjnene længe ad gangen. Forhåbentligt løsnede det sig, som de ville komme hjemad, inden mad eller inden de gik i seng, hvert for sig.

"Kan jeg godt forstå" Han kunne ikke lade være med at tænke, at han håbede han en dag kunne blive en hun stolede lige så meget på. Han håbede i hvert fald at hun kunne se nu, at han havde alle intentioner om at stå ved hendes side gennem selv hårde tider. Han fulgte hende lidt med blikket da hun gik over til hendes hest. Han stod lidt selv bare og trak vejret og lod hende komme helt op på hesten før han selv begyndte at sætte sig op på hans egen. 
Han havde sendt hende et bredt smil da deres øjne var mødtes kort, som for at sige til hende det var helt okay.

"Jamen så skal jeg da nok vise vej." Han ærgede sig lidt over hun så på hans hånd og ikke på hans ansigt. Han accepterede det dog for nu, men han ville nok gøre sit for at se hende i øjnene når mulighederne kom undervejs. 
Han fik ret hurtigt hesten i bevægelse, og han øgede da også hastigheden lidt til at være hurtigere end da de havde reddet til den lille skov de havde været i. Hvis hun kunne stole på Maria nok, så var det nok bedst at komme hjem i varmen. Rideturen var ret stille. Alaric kiggede på Astrid, forsøgte at fange hendes blik fra tid til anden, og ellers viste han bare vej indtil de kunne se hans hjem. Da de ankom kom stalddrengen ud og tog hestene ind i stalden efter at have ladet dem gå lidt rundt. "Når du er færdig med hestene, så vis Maria, altså Astrids tjenestepige hvor hun kan varme vand til et bad." Han sendte drengen afsted, og selv gik han indenfor sammen med Astrid. "Så vi skal vel også have noget mad?" Han vidste ikke om Astrid havde tænkt over at der ikke var nogen kok, eller anden person til at lave maden.

Som de red afsted prøvede Astrid så vidt muligt at holde blikket på stien og hesten lidt bag hans, og ikke se forfærdeligt meget op på ham. Det var umiddelbart den eneste måde hun nemt ville kunne styre hvor vidt de så hinanden i øjnene. Hendes blik studerede dog til tider hvordan han sad på hesten, for kort efter at se frem for sig. Det hændte dog at hendes hest red op ved siden af hans. Disse tidspunkter sørgede hun blot for at se ud over ørene på hesten, og til tider over på hans hest, for at se hvordan de to heste havde det med at gå tæt.

Da de kom hjem, var Astrid lidt langsommere om at hoppe ned, end normalt. Astrid trak let på smilebåndet, som hun overhørte at stalddrengen skulle vise Maria det varme vand. Det havde han trodsalt ikke glemt. Som de gik indenfor, sørgede hun, så godt som muligt at holde blikket i jorden. Hun ville vove at påstå hun bare holdt øje med hvor hun gik, men det var nok mest af alt for at undgå for megen øjenkontakt.

Hun rømmede sig en anelse, som han nævnte mad, og næsten med det samme kunne hun høre hendes mave rømmede sig tilbage. ”Ja, det skal vi,” hun så op mod Alarics hage, for ikke at være for afvisende. ”Hvad skal vi lave?” spurgte hun så, med hensyn til maden. Hun regnede ikke med at kusken, Maria eller staldknægten havde lavet noget mad mens de var væk, for ingen vidste jo helt hvornår de ville komme tilbage fra rundvisningen i minen.

Man kunne høre at der var en der var ved at falde i lokalet, som Maria højst sandsynligt havde hvilet sig i. Straks efter, blev døren til værelset hevet op, og Maria traskede hurtigt hen til Astrid, så snart hun opdagede de røde kinder. Maria lagde hænderne på Astrids kinder og trak Astrids blik mod sig selv, så de så hinanden i øjnene. ”Hvad er der sket?” udbrød hun, mens hun holdt blikket på Astrids rødsprængte øjne.

Astrids kinder var presset en anelse mod hinanden. Hun skævede kort over mod Alaric, for at signalere at de kunne snakke sammen om det senere, ”Jeg har det fint, Maria,” smågrinede hun – falskt. Et bekymret suk blev efterfølgende undsluppet fra den krølhårede brunette. Hun slap så Astrids kinder og så over mod Alaric. ”Pas på hende,” lød det bestemt, før Maria næsten modvilligt traskede tilbage mod værelset hun var kommet fra. Maria ville kun Astrid det bedste, og det var da også tydeligt på den måde som hun nærmest advarede Alaric om at gøre noget forkert.

Så snart Maria var ude af syne, ved Astrid sig lidt i læben, ”Beklager,” lød det fra hende som hun endelig så op mod Alaric.

Turen kedede ham en smule, da han havde virkeligt nydt at snakke med hende mens de red de andre gange. Så han var glad for at se hans hjem. Han havde nok også et behov for et bad når det blev en mulighed. Han blev en smule overrasket da Astrid spurgte ind til hvad de skulle lave i forhold til maden. 
"Kan du lave mad?" Han lød ikke chokeret ved spørgsmålet, men han var nysgerrig fordi ikke mange adelige lærte jo at lave mad, men måske hun lærte det i forbindelse med hendes jagt. Han blev dog afbrudt lidt da Maria pludseligt kom stormende.

Han betragtede tjenestepigens bekymring og omsorg for Astrid med glæde. Da Maria tvang Astrid til at se hende i øjnene kunne han ikke holde sit smil tilbage. Han havde ikke kunne få sig selv til at gøre det, så at hun kunne var rart at se. 
Han sendte hende et lidt opgivende blik da Astrid falskt grinede og løj om at have det fint. Da Maria sagde til Astrid at han skulle passe på hende, nikkede han bare med det samme. "Jeg kunne ikke drømme om andet." Han smilede bare til hende og håbede at hun ikke troede at han havde været ond ved Astrid. Han vidste også godt at det han sagde måske virkede som en løgn når man så hendes øjne, men hvis Maria havde været opmærksom så havde hun måske også set at Alaric selv havde røde øjne.

Han rystede bare på hovedet af Astrid. "Hvis du gerne vil snakke med hende, så gå ind til hende, jeg kan lave noget mad imens." Han sendte hende et smil, og eftersom at han havde sagt han kunne lave noget mad fulgte han faktisk efter Maria for at gå ud i køkkenet. "Jeg havde tænkt mig vi kunne stege noget dyr, og bage en vagtel, krydret med nogle rubinske kryderrier og nogle urter herfra området. Vi har også nogle rodfrugter vi kan få til, og selvfølgelig lidt vin?" Han vidste ikke om det var noget der ville falde hendes smag an. Det var ikke det fineste mad, men det var stadig god kvalitet.

Astrid nåede ikke at svare på om hun kunne lave mad før Maria fik fat i Astrids ansigt. Så snart Astrid fik sit ansigt tilbage så hun blot efter Maria der gik ud i køkkenet, for at komme tilbage til værelset, og Alaric der fuglte med ind i køkkenet. Astrid var lige bag dem.

Maria lukkede døren ind til værelset efter sig og man kunne høre en lav mumlen. ”Nej, nej, det er ikke nødvendigt,” forsikrede hun ham, med et lille smil, som hun gik op ved siden af ham. Astrid vidste at hvis hun fortalte alt til Maria, ville Maria sikkert blive arrig. Det var helt klart klogere at det blev gjort inden sengetid, så Maria kunne køle ned natten over.
Alt hvad han nævnte af mad lød spændende. ”Det lyder rigtig godt,” lød det fra hende, som et lille smil krøllede op på hendes læber. Hun så endelig ordenligt op mod Alaric, med en hvis alvor, ”Jeg er ikke god i et køkken,” forklarede hun forholdsvis seriøst, for efterfølgende at grine lidt opgivende over sig selv. Madlavning var ikke noget hun gjorde sig meget i, men hvor meget var der til det? Man skulle vel bare sørge for dyret var skinnet eller plukket og sætte det over noget ild – ikke?

Hvis Astrid selv skulle stå for madlavning, ville hun helt klart glemme at krydre madden. Det ville nok aldrig være tilberedt perfekt, enten have fået for meget, eller for lidt. ”Men jeg kan måske give en hånd med?” foreslog hun en anelse håbefuldt. Det kunne jo være hun kunne lære et eller andet.

Han nikkede så bare og accepterede at hun sagtens kunne vente. "Hvis du er sikker på det." Han sendte hende et bredt smil da hun endeligt, efter lang tid så ordentligt op på ham. Han sank dog også en klump da det nu kun blev endnu tydeligere hvor hårdt det havde været for hende. Så røde øjne hun havde viste tydeligt at det havde ramt hende ret hårdt på følelserne tidligere. 

"Jeg vil absolut ikke sige nej til en ekstra hånd, der er visse ting der er svært med kun en hånd." Normalt havde han haft sin staldknægt til at hjælpe ham med maden. Han havde allerede fået vagtelen flået og pillet, så den skulle bare bages, hvilket ikke var det sværeste. Han fandt nogle urter frem, inklusiv nogle løg og gav hende dem sammen med en kniv. "Du må gerne skære det ud." Han kunne godt skære den slags, men det var ret så svært at gøre for ham alligevel.

"Stalddrengen har allerede gjort vagtelen og dyret klar, så kødet er forberedt." Han sendte hende et smil, og efter at have sat hende i gang med noget af madlavningen begyndte han at få gang i bålstedet igen. Der var allerede gløder i gang, så det var ikke så svært. Han holdte den hævede venstre arm på ryggen så han ikke kom til at bruge den til noget ved et uheld. "Har du aldrig lavet mad før?" Han kom så til at tænke på at det måske var farligt at spørge om den slags, især når Maria jo var i værelset lige ved siden af hvis hun ikke var gået i gang med at ordne badet. Han vidste jo ikke hvad tjenestepigen tænkte over hans måde at tiltale Astrid på.

Astrid nikkede ivrigt, for en ekstra gang at bekræfte at hun var helt sikker på at de to tøser først skulle snakke sammen senere. Hun lagde godt mærke til hvordan han sank en klump, men hun kendte jo ikke til den egentlige årsag og trak derfor sit blik fra ham igen. Hun ville ikke se på ham, hvis ikke han selv var parat til det. Hun åbnede så sin kappe, foldede den sammen og lagde den henover en stol i nærheden. Hun trak dog gevaldigt på smilebåndet, som han nævnte nogle ting, var svære med en hånd, ”Jeg tør slet ikke forestille mig hvor svært det må være,” smågrinede hun og tog imod urter, løg og kniv.

Som Astrid stod med løgene vendte hun og drejede det en gang. Det var længe siden hun havde lavet mad. Måske før 2010, endda? Hun Hun tog dog en beslutning, som hun skar enderne af, skraldede løget og efterføglende skar den over på tværs.

Hun nikkede langsomt mens han fortalte at kødet var parat, mens hun begyndte at skære løgene. Hvor hvert snit følte hun sig mere sikker i hvordan hun skar løgene. Så snart man hørte spørgsmålet om hun havde lavet mad før, kunne man høre en stol blive skubbet tilbage, eftersom Maria havde rejst sig i en hast. ”Det ikke noget jeg har gjort særlig ofte,” svarede hun dog ærligt og med en glad stemme. Man kunne næsten høre at Maria fandt sin plads på den stol hun havde siddet på.

Det varede ikke længe før løgenes saft begyndte at påvirke hendes i forvejen irriterede øjne. ”Åh nej,” lød det snøftende fra hende, som hendes øjne pludselig løb i vand. ”Jeg havde helt glemt løgs effekt,” smågrinde hun og prøvede at tørre øjnene i ærmerne.

"Jeg kan fortælle dig at jeg endnu ikke har lært at plukke en fugl med kun en hånd." Han kunne også sagtens komme med mange andre ting han ikke var i stand til. Normalt bruge han også sin stumpe arm til at holde på ting, men nu hvor den var skadet måtte han jo gøre sit bedste for ikke at gøre det.
Han blev en smule overrasket af hvad Astrid svarede, og endnu mere over lyden fra Marias værelse. Havde han mon sagt noget hun fandt forkert? Han gik derfor over til Astrid så han lavt kunne spørge. "Noget siger mig at Maria ikke er helt tilfreds med min tiltale?" Han smilede bare bredt mens han spurgte hende. 

Han vendte så sin opmærksomhed tilbage på ilden, og han fik hængt en gryde op. Han gik over til Astrid og samlede de urter og løg hun havde skåret op og smed det i gryden, sammen med vagtlen og lidt vand. "Det må du undskylde." Han gik over til hende og gav hende et rent stykke stof hun kunne bruge til at tøre hendes øjne med. "Der er rent vand, her." Sagde han som han rakte hende noget rent vand i en skål eller lille balje, så hun kunne få effekten ud hurtigst muligt. 

Han gik så hen og smed lidt krydderier i gryden også, efterfulgt af at dyre-bøfferne blev lagt på det flade låg som han lagde på gryden. Det var ikke høj varme de fik, så det ville tage omtrent så længe som for resten af retten. "Hvis du vil, kan du tage et bad mens jeg gør maden færdig?" Han kiggede over på Astrid, og foreslog det. Han vidste ikke om hun havde andre planer. "Måske Maria ikke skal se dig lige nu... Så tror hun jeg har gjort dig ondt igen jo..." Han grinede lidt som han kommenterede på det. 

Hun trak et skævt smil, og skævede op mod ham, som han nævnte han ikke kunne plukke en fugl selv, ”Så det har staldknægten gjort?” spurgte hun, stadig med et smil. Hun bed sig lidt i læben, som han lavt spurgte ind til Maria. ”Nej nej,” smågrinede Astrid, som hun prøvede at forsikre Alaric i at Maria ikke var helt utilfreds, ”Men det måske en kombination af det og antagelsen om at jeg aldrig har lavet mad før?” hun smågrinte lidt, som hun tilføjede det lavt.

Ud af øjenkrogen observerede Astrid hvordan han satte alting op. Hun prøvede så vidt muligt at følge med, mens hun forsatte med at skærre. ”Ej det helt okay,” små grinte hun som hun fik fat i stoffet. Hele hendes syn var helt sløret af de væskefyldte øjne. Hun tørrede hurtigt sine kinder og duppede forsigtigt omkring hendes øjne, for at suge eventuelle tårer ind i kluden. Hun tog i mod skålen, dog med et undrende udtryk oven i at hun havde svært ved at se helt klart. ”Vand? Til hvad?” spurgte hun og rynkede lidt på panden, mens hun så over mod Alaric. Skulle hun bare dybbe hele hovedet i skålen? Skulle hun drikke det? Hvad var meningen?

Som han foreslog hun måske skulle tage et bad mens de ventede stod hun et øjeblik og overvejede det, ”Hvor lang tid går der, da?” spurgte hun, da hun gerne ville være sikker på hun kunne nå alt i sit bad. Hun havde trodsalt noget af et garn.
Hun grinede lidt sammen med ham, som han foreslog Maria ikke skulle se hende. ”Hun skal nok tage det pænt,” smågrinede hun, uden helt at være sikker på sit svar. Det var sjældent Astrid tog et bad alene, og når det endelig var, var badet altid gjort klart, så det var ret så varmt, så hun kunne bruge lige så meget tid hun havde lyst, uden at skulle blive kold.