Aldamar's øjne glimtede mere og mere skeptisk, sådan som Fabian valgte at uddybe hvordan landet lå for folk som ham. Igen, den her understregning af folk som ham, som fik Aldamar til at føle sig flere meter fra Fabian end han havde gjort for blot en halv time siden. Han vidste godt der var forskel - der ville altid være forskel imellem mennesker, og især hvis du valgte at holde dine standarder op af Krystallandets adel. Men der var aldrig nok forskel i hovedstaden, til at Fabian kunne slynge de konstateringer omkring. Vidste han overhovedet hvor mange mænd og kvinder han i princippet sagde, gjorde deres arbejde dårligt, eller i hvert fald ikke godt nok. Og prøvede han selv at gøre noget ved det?
Nej.
Nej, han sagde at sådan her havde det været så længe han havde været i sit erhverv, og sådan her ville det nok altid blive. Ord Aldamar ikke kunne tage til hjertet, fordi de var ikke sande, bare fordi det var Fabians nuværende sandhed. Han prøvede i hvert fald ikke at gøre deres forhold meget bedre, lød det som om.

Det skulle dog vise sig at blive mere personligt, og adelsmandens vejrtrækning blev en anelse mere tungtvejende ved de små stik fra de hårde ord. Konsekvensen af at leve? Fordi at han var dum nok til at tage en skøge med hjem, som han ikke kunne stole på? "Tal ikke, som om at jeg ikke har nogen idé om, hvordan verden hænger sammen... Fabian" brummede han, og lænede sig en anelse tilbage. Forventede han at Arys prinsen havde et urealistisk glansbillede af byen og dets beboere? Aldamar's glansbillede var for længst forsvundet, men det ville ikke være første gang nogle gjorde sig de tanker om ham, og en hvis hårdhed sneg sig ind i de blå øjne.
"Hvis jeg var i tvivl, ville jeg slet ikke tage en skøge under armen til at starte med" svarede han tørt tilbage, og nævnte hertil ikke, at Fabian var den første der nogensinde havde sneget sig til muligheden - det var ikke så vigtigt for hans pointer. "Men er du så desperat efter penge, at alle og alt er værd at satse på?" og det var så her det måske begyndte at komme ud på et sidespor hvad angik pointer. Og så når du satser forkert, så var det nu engang bare den konsekvens der fulgte med? Fulgte tankerne op på. 
Fabians irritation, utilfredshed eller vrede skræmte dog ikke Aldamar væk, idet at han hellere ville se hans frustrationer end hører ham tale ham efter munden, bare fordi det var nemmest. Bare fordi det var mere rart. Aldamar hverken gjorde sjældent noget i sit eget liv på baggrund af at det var rart, da det som regel ikke var en mulighed han kunne vælge og vrage imellem; og her var Fabian måske en af de få undtagelser, da hans selskab ikke havde en praktisk vinkel men derimod kun en nydelsesvinkel. 

Men heller ikke det var en vigtig pointe her... fordi det handlede ikke om ham lige nu, til en forandring. Nej... de lyseblå øjne gav sin fokus og opmærksomhed til Fabian, der nok så tvært syntes at håbe på at  Aldamar droppede det. 

Før eller siden måtte man stoppe med at være idealistisk. Fabian havde ikke overskuddet, tålmodigheden eller optimismen til at gå til byvagterne og bede dem hjælpe ham. Der var stadig nogle der forsøgte, men langt de fleste blev skudt ned og han gad det ikke. Det kunne godt være at det var den eneste måde at ændre tingene på, men før eller siden måtte man bare give op og komme videre med sit liv. Noget Fabian var ganske god til. 

Selvom Fabian havde vist mange af sine rigtige følelser gennem de sidste par timer, ja generelt når han var sammen med Aldamar, så var det her nok den første gang, hvor han ikke holdt de mere negative inde. Irritation havde været der omkring Rolf, men Fabian var blevet langt mere kølig i blikket nu, som holdt han intet tilbage.
”Du ved måske hvordan verden hænger sammen i dit samfundslag, men forskellene er markante når man tager ned til Skumringskvarteret,” sagde han. Han havde arbejdet sig op fra Skumringskvarteret til hvor han var nu, og det havde ikke altid været lige nemt. Selvfølgelig var der muligvis andre problemer i adelen, men de virkede så trivielle når man først havde brugt en vinter i det nedre bydistrikt.
Endnu et lidt frustreret suk undslap ham, før han forsatte. Hvis de absolut var i gang, så skulle han da nok forsætte. De to af dem ville nok aldrig komme til en enighed alligevel. ”Nogle gange, ja,” sagde han og kiggede stift ind i Aldamars øjne, med en ærlighed der næsten var brændende. ”Og nogle gange, så ved man bare ikke hvad det er man har at gøre med. Jeg har ikke altid muligheden for bare at fravælge folk som det passer mig, bare fordi jeg ikke kender dem.” Sulten vandt ofte ud, og nogle gange var det hans træng, hvilket Aldamar ikke havde behov for at vide. Desuden var Aldamar en af de meget få kunder hvor Fabian havde vovet at sætte prisen op på, så 2 jader var langt over den normale pris.

Et kort fnys forlod Aldamar ved hans ord om samfundslag, da det næsten lød som om at Fabian så ned på ham, bare fordi han ikke var opvokset med slum om ørene og rotter imellem benene. Så fordi at han var opvokset i Zircon, så kunne han ikke have et realistisk billede af Skumringskvarteret i Dianthos? Fordi at han ikke havde oplevet hvad end der hørte til at gustne typer og kommenterre? Der var andre erfaringer end dem du dannede i mødet med det ubehagelige, der var andre problemer end de fysiske gener. Men det kunne forekomme ret så let og ligetil, for en der aldrig havde taget ansvar igennem hele sit liv, tydeligvis.
Køligheden var dog ikke til at tage fejl af, og den blonde mand følte sig ligeså berettiget til at sige de ting som han gjorde, som Aldamar selv. Men han var dog ærlig omkring det.  

Nogle gange, jah.
Et kort sus af en underlig form for respekt gled igennem ham ved den stive øjenkontakt der fulgte Fabians ord, da Aldamar vidste inde i sig selv, at han talte sandt. Han vidste det ligeså meget som han fornemmede det - desperation skubbede folk til drastiske beslutninger. Hans mor var et godt eksempel her.... men det fjorde det ikke mindre forkert. Det gjorde det ikke mindre unødvendigt.
"Ved guderne, Fabian..." knurrede Aldamar, og rystede frustreret på hovedet, hørte sin stemme hæve sig en anelse. Ikke fordi at han råbte, men fordi at det her gik ham på; det her var en frustrerende diskussion.
"Du har lige præcis altid muligheden for at fravælge folk - du har ingen regler der gør at du skal se dem, har du?" Alle de ord om hvor frit han kunne leve, hvordan han havde friheden til at træffe sine egne beslutninger. Og så ville han alligevel påstå, at der nogle gange var ufrivillighed i det.

Aldamar forstod det ikke. 

Der var altid en bagside af friheden. Fabian kendte den, som så mange andre folk. Han havde ikke pengene til at gøre som han ville, selvom han forsøgte at gøre det. Som årerne var gået, så var han også kommet i en bedre position til faktisk at tage det valg. Vælge de gustne og klamme fra, og tage dem ind som han ønskede at være sammen med. Det ændrede dog ikke på at nogle gange var der modgang i ens liv, og desperationen var hård. Fabian kunne til en hver tid tage beslutningen om at tage hjem, men så ville han hellere leve på kanten og gøre det han faktisk holdt af. Kunne Aldamar forstå det? Nok ikke.

Hans hoved lagde sig lidt på skrå som Aldamar svor på gudernes navne. Det var måske en hård realitet at høre fra Fabian, som gik gennem livet, som om intet var galt, men hvad han viste og hvad han oplevede, var trods alt forskelligt. Det var en meget sjælden side af Fabian, som Aldamar fik lov til at opleve.
Stilheden strak sig en smule mellem dem. ”Når man står i isnende kulde, uden noget mad, så mister man lidt mulighederne,” sagde Fabian endelig med et suk. ”Det er ikke alle ting jeg kan stå indenfor den dag i dag, men når man møder modgang, så må man gøre hvad man kan for at få det til at fungere, og nogle gange... så har jeg også bare taget de forkerte beslutninger, som et hvert andet menneske også gør.” Han forsøgte at spare mere sammen nu, end han kunne tidligere, men det var stadig svært. Pengene forsvandt hurtigt mellem hans hænder, men måske en dag han kunne få opbygget nogle ordentlig penge, så når han ikke kunne arbejde en dag, at der stadig var et liv væk fra gården foran ham. Aldamar kunne hjælpe med det.

Så mister man lidt mulighederne. Ordene kom med et suk, og meningen med dem fik et lille stik af skyld til at melde sig på banen i Aldamars hjerte. Fordi det var også sandt... alle skulle have mad. Alle skulle have et sted at sove... når det så ikke var en mulighed, tog man velsagtens hvad man havde. Ikke at Aldamar nogensinde havde stået i den situation, og kunne derfor ikke sige at han vidste hvad Fabian mente. Men han kunne forstå det på afstand, og forståelsen fik adelsmanden til at kigge væk fra de blå-grønne øjne, fordi det havde ikke skulle handle om Fabians beslutninger i fortiden. Og det havde dertil heller ikke skulle handle om hvad han havde gjort af forkerte eller rigtige beslutninger. Nej, handlede om nuet, og han fornemmede et eller andet sted, at de begge var enige om at nutiden var langt vigtigere.

Det var også derfor han ville have at... han passede på sig selv.
"... jeg ville ikke snage i dine beslutninger Fabian" endte han ud med endelig at sige, idet stilheden havde lagt sig imellem. Hånden der rastløst havde leget med sofans bløde betræk slap stoffet, og prøvende rykkede han sig en smule nærmere; en enkelt hånd på den blonde mands lår. Han havde ikke ville være belærende.
"Det lød bare som om at... at du var ligeglad med hvad der skete med dig selv. 'Konsekvensen-af-at-leve' min royale røv.." ord han sjældent tog i munden, men måske en vending der kunne løfte stemningen, måske ikke. "... man kan sagtens træffe dårlige beslutninger på et godt grundlag, uden at sætte sig selv i risiko" afsluttede han sin sætning med, og studerede hans kønne ansigt.
Fabian skulle ikke være så ligeglad med sin sikkerhed; overgreb var ikke en accepteret selvfølge, bare fordi han arbejdede med hvad han gjorde. I hvert fald ikke når man sneg sig tæt på Aldamar, der ikke ville miste flere i sit liv til dårlige beslutninger. Et eller andet sted hen ad vejen, havde Fabian fået sneget sig ind i det liv. 

Endelig virkede det til at Aldamar ville droppe diskussionen, sådan føltes det i hvert fald som Aldamar endelig sagde at han ikke ville snage i Fabians beslutninger. En form for lettelse sneg sig over Fabian, og kom lidt bag på ham. Var det ikke lige meget hvad Aldamar tænkte? Var de ikke blot skøge og kunde? Betalte Aldamar ham ikke blot for selskabet? Hvorfor skulle der var noget bag dem?
En lille stemme i Fabians hoved fortalte ham dog stadig noget andet. At der var noget som han ikke helt kunne sætte en finger på.

Fabian kiggede interesseret, men også lidt forvirret på Aldamar som han rykkede sig tæt på ham og rørte ham. Var de noget dertil igen? Det føltes lidt mærkeligt, men heldigvis tog Aldamars stemme hurtigt Fabians opmærksomhed fra sine egne tanker.
”Det er ellers en meget fin royal røv,” kom det lidt prøvende fra Fabian, som prøvede han at løfte humøret lidt mere, og lade dem drille hinanden igen, han var dog ikke helt sikker på at det faktisk virkede, så han valgte bare at gå tilbage til samtale emnet igen. Han følte trods alt at han blev nødt til at forsvare sine ord og handlinger, bare en lille smule.
”Jeg er ikke ligeglad med hvad der sker, men hvis jeg skal gå og være bange hver dag, for at jeg vælger den forkerte, så lever jeg ikke mit liv, så ja, det er konsekvensen af at kende mig, men hvis du kendte mig, vidste du også at jeg ikke bare lige sådan er at slippe af med,” sagde han. Aldamar virkede i hvert fald som om at han ikke mente at det kunne være rigtigt at nogen kunne blive behandlet på den måde, men sådan var livet. Det havde også været uretfærdigt da hans bror var blevet bidt af en varulv, men det var konsekvensen af at leve.

Det havde mest af alt været et forsøg på at komme tilbage på den energi der havde været før - tilbage til det trofast drillende smil og det selvsikre glimt der plejede at følge de blå-grønne øjne. Tilbage til før Aldamar havde skubbet defensive toner ind i Fabians stemme, men... deet virkede ikke til at det skulle være så nemt. Et eller andet sted havde han forventet at den blonde mand hurtigt tog teten med at snakke om noget helt andet så snart muligheden blev præsenteret, men det skulle vise sig at det ikke gik sådan.
Aldamar's mundvig sitrede - fin var den i hvert fald, men det var ikke længe de skulle snakke om den, og det skarpe hoved gled lyttende på skrå ved Fabians indrømmelse. Ikke at det var meget mere forsikrende end det andet, skulle han være ærlig.

De hvide fingre slap Fabians knæ som de ellers havde holdt sig over i en næsten forsikrende lille gestus, og han nikkede langsomt. Ikke fordi han var enig - det handlede ikke om at gå og være bange, men nikkede fordi at han hørte hvad der blev sagt. Han overvejede det endda også i nogle sekunder, for at være sikker på at han kunne stå ved den vinkel han så det ud fra.
"Neej, ukrudt forgår ikke let" startede han ud med, et kort smil over læberne inden at noget seriøst tog over i Aldamar's blå øjne. "... hvordan er det så du vil leve, Fabian? Du har gjort det klart at det her liv-" Aldamar slog ud med hånden til de fine omgivelser, hvor at varme og tryghed lurede i alle de detaljer pejsestuen var skabt med. "- ikke er noget for dig, selv hvis du fik muligheden." ordene blev sagt med et stille smil der dog ikke helt nåede øjnene. "Og du vil ikke gå til byvagten for at... i hvert fald prøve at gøre noget ved usikkerheden" fulgte han op med, en kort løftet finger der understregede at han godt huskede, at Fabian havde gjort sig i forsøg på det. Men han blev ikke ved.
"Så hvad vil du?"

Hvorfor ar det vigtigt for Aldamar? Godt spørgsmål. Aldamar havde ikke meget tilovers for dem han ikke kendte godt, men tog sig af sine nærmeste med næsten beskyttende dedikation. Om det så var gået op for ham hvor langt inde under den kategori af nærmeste Fabian lå i, det var stadigvæk ikke engang sikkert for ham selv.

Den ville måske være gået, hvis Aldamar ikke havde trukket den seneste sætning ud, men selvom Fabian ikke havde meget værdighed at klynge sig til, så var der lidt. Måske han også bare gerne ville fremstå som værende en person der var mere værd end han var, når han var sammen med Aldamar. Det var i hvert fald let at lade som om, med hvordan han fik Aldamar til at rødme og sprælle under hans øjne normalt.
Aldamar havde dog selv sat ild til brændet, og så var Fabian ikke helt villig til bare at give efter, selvom de flabede og flirtende kommentarer aldrig lå langt fra hans tanker.

Han lå ukrudt delen gå, ingen grund til at dvæle ved det, mens de blå-grønne kiggede på Aldamar i en seriøs mine, men han lyttede trods alt til ordene der kom ud af ham.
Lidt irriterede fugtede han læberne, før han lænede sig tilbage og lukkede øjnene, som han lod ordene kører i hovedet, inden han åbnede øjnene igen. Aldamar ville have et svar. ”Kan du huske hvad jeg sagde sidste gang?” spurgte Fabian, men gav ikke Aldamar tid faktisk at svare. ”Jeg ønskede ikke et fyrstelig pga. ansvaret. Jeg gider ikke at nogen bestemmer hvem jeg skal ses med, hvem jeg skal giftes med og hvem jeg tager med i min seng.” Han lod de ord falde lidt omkring dem inden han forsatte. ”Det betyder da ikke, at jeg ikke gerne vil have penge, hvis jeg kan have friheden i mit nuværende liv, med komforten af at være rig, så ville jeg ikke have nogle kvaler i det her liv, men fortæl mig Aldamar. Hvem skulle give mig det?” spurgte han, og hans øjne borede sig ind i Aldamar. Der var ingen forventning om at Aldamar skulle give ham det, for så naiv var Fabian ikke, men der var måske en forventning om at enten måtte Aldamar indse at livet ikke var idealt for nogen, eller også måtte han forsat være et svar skyldig.

At have begge dele - frihed, penge og dertil ingen andre synderligt store probelemer, jah det kendte Aldamar ikke nogen der havde. Joh, så skulle undtagelsen være Kazimi fyrsten og hans mange selvskrevne priviligier, da han var en mand der på mange fronter gjorde hvad han ville, virkede det som om. Men selv han måtte have sine ting at slås med, det var fyrstesønnen ikke i tvivl om. Generelt havde alle sine ting, og det var han forstående overfor. Fabians problemer forekom ham bare... så unødvendige. Så overkommelige, set fra hans arrogante verdensbillede - alt det krævede var at han ikke nægtede at spørge om hjælp. Men han havde heller aldrig skulle leve i det, hviskede en royal lille stemme. Han var aldrig blevet afvist af nogle han havde henvendt sig til, især ikke ordensmagten.
Adelsmanden lyttede, og hans blik forlod aldrig Fabians på noget tidspunkt undervejs. De var endt i en samtale der... virkede vigtig. En overraskelse, når intet rigtig havde virket vigtigt for den blonde mand; intet havde virket vigtigt nok til at forlade sig på, i hvert fald. Stædigt havde han holdt sin frihed over sin komfort før, og gjorde det tydeligvis gerne igen, skulle det være nødvendigt. Og Aldamar havde desværre ikke løsningen der skulle gøre det unødvendigt.

Dog var det arrogant at ønske sig det halve af verdenen uden at tage ansvaret der fulgte med den, en tanke som Aldamar reflekterende vendte i sit stille sind. Vendte den, holdt det op imod tanker fra andre lærde forfattere han havde studeret før, førhen at han med et svar på tungespidsen, spidsede munden.
"Intet menneske lever uden problemer... penge kan ordne mange af dem, frihed kan dertil også... men selv der, ville du stadigvæk have andre kvaler hængende om hals og ryg" brummede han, og rystede på hovedet. Hvis det han ville var frihed og rigdom, kunne en mand som Aldamar potentielt sørge for den ene del, og han kunne sørge for den anden selv. Men...
"Hvis du virkelig vil slippe for kvaler, er Kile's omfavnelse mit endelige svar" tilføjede han, og i et glimt kom Aldamars morbide fascination af døden til syne i de blå øjne. Men det forsvandt hurtigt, fordi det var ikke hvad der var vigtigt.

"Jeg siger bare at de problemer du vælger at fokuserer på nu.... de er overkommelige. De er håndterbare, og helst specifikt, kan de håndteres af dig selv" endte han med at sige, blå øjne stålsatte i deres ord. Fabians problemer var nogle han satte sig selv for frivilligt, selvom han måske mere så det som en tvungen fremfor tilvalgt risiko, hvis de stadigvæk snakkede om overfald, arbejde og den sociale status de begge repræsenterede. 

Arrogance i Aldamar havde altid været der, og Fabian havde altid været opmærksom på den, men nu irriterede den ham også. Frustrerede ham grænseløst, især fordi... fordi... Aldamar snakke til ham som om han var et offer. Fabian brokkede sig ikke, selvom det kunne lyde sådan. Han var blevet for gammel og havde brugt for mange år på gaden til at føle at han fik noget ud af det. Han sagde blot sin mening, om hvordan hans liv hang sammen, men Aldamar... Aldamar ville fikse det, dog uden at få sine små fine hænder beskidte.
Irritationen blev dog næppe gemt væk, som Fabian kiggede væk, mod loftet. Han følte stadig ikke at han kunne tillade sig at gå, og hvis de kom sig over deres lille misforståelse så kunne de vende tilbage noget mere behageligt, selvom humøret var faldet markant.

”Jeg tror jeg venter med at se Kile lidt endnu,” sagde Fabian lidt tørt. Han ønskede ikke at dø, og hans liv var næppe et problem, selvom det ikke var idealt. Det ville nok aldrig blive idealt, men han havde affundet sig med det. ”Og det var aldrig et problem. Det er blot hvordan jeg lever, og man må tage det sure med det søde. I det hele taget er jeg langt mere tilfreds med mit liv end jeg nogensinde var da jeg stadig boede hjemme.” Tonen var skarp, og måske en smule stolt, som var han blevet set ned på hele sit liv, og endelig fundet noget hvor han ikke ville bukke sig for. Måske også en antydning af at samtalen hellere måtte blive afsluttet, hvis den søde aften ikke helt skulle forsvinde mellem de to af dem.

Aldamar's blik blev knebet en anelse sammen, idet Fabian flabet vendte blikket imod loftet i stedet for at holde det på ham. Det sendte et ryk af irritation igennem adelsmanden, der kun oplevede sådan en opførsel fra hans nære familie - og dertil kun en gang imellem hvis han rettede på sine søstre. Lillesøstre, vel og mærke. At han gjorde det, skulle i sig selv være et problem; men det var ikke disrespekten i sig selv der irriterede Aldamar. Nej, det var Fabian's disrespekt der irriterede Aldamar. Hans uvillighed til at tage det seriøst.
Fordi bagved den rettende - jah næsten belærende tone Aldamar kunne tage på sig, var der et ønske om at Fabian passede på sig selv, måske endda mere for hans skyld, og folk der faktisk brød sig om ham. Alternativet var nemlig at han måske ikke kunne få fat på ham, en eller anden dag i fremtiden. Og den fremtidsmulighed føltes forbandet ubehagelig, og havde givet ham et lille gys hver gang den så nonchelant blev nævnt. Men irritation lå tættere på end frygt gjorde. 

Aldamar fornemmede den underliggende stolthed - fordi Fabian var nu engang en stolt mand, men følte ikke samme trang til at slutte samtalen. Hvorfor var det så svært for ham at tænke på andre end sig selv? Havde Aldamar ikke drukket, havde han måske kunne distancere sig mere fra tankerne og følelserne det trak med sig, og husket sig selv på at det her ikke ragede ham. Men det her var... jah det var ikke retfærdigt for dem omkring Fabian.
"Såeh... det er bare sådan du lever.." gentog han, og Aldamar tippede hovedet på skrå. De blå øjne var ikke kølige ligesom Fabian's. Nej, de kunne ikke skjule den frustration som Aldamar husede. "Så vi skal alle sammen bare leve som det passer os, så godt vi kan indenfor vores begrænsninger.." En kort pause, Aldamar mente ikke leve godt, som i at leve sundt. "Så jeg kan ligeså-. Hvorfor vil du-." Suk.  Aldamar drejede blikket med et fnys, og rejste sig da han ikke kunne sige noget pænt, og derfor lod helt værd med at sige noget. Men det var i princippet det samme, som hvis han - bare fordi han kunne, og bare fordi det var sjovere, drak sig i hegnet hver aften. Han havde pengene, og det gik ikke ud over andre så længe han kunne passe sine pligter? Ikke udover at det ville tærrer på hans krop. Men det var jo lige meget. 
Han søgte hen til ilden der den sidste time var blevet mere dæmpet, og rastløse hænder fyldte nyt brande på. Aldamar vendte sig om imod bordet, vinflasken og Fabian, men sagde ikke et ord idet han tog flasken, og satte sig ned igen ved siden af ham. Han sagde ikke noget, førhen at han var sikker på at det ikke var ord han ville fortryde.

Det var nok et af de emner de aldrig rigtig ville kunne se øje til øje med. Det hjalp nok heller ikke at de ikke havde samme forståelse for verdenen, og måske forstod de ligeså meget ikke hinanden. Det var trods alt kun tredje gang de sås, det ville være mærkeligt hvis der allerede var en dybere forståelse, men det at Aldamar var bekymret for Fabian var også underligt. Fabian var i det hele taget ikke vant til at folk bekymrede ham så dybt om ham selv, og han var ikke naiv nok til at tro at det kom fra en oprigtig bekymring fra Aldamar.
Fabian havde derfor en forventning om at den frustration der var i Aldamars øjne var mere bundet i at han ikke kunne få lov til at få ret. Var det ikke sådan de adelige havde det? De ville altid have ret, selvom Fabian til tider ikke var meget anderledes på det punkt.

Hans hånd gav slip på Aldamar som han rejste sig fra sofaen, uden rigtig at færdiggøre sin sætning. Der var intet af det han kunne svare imod, for en hel sætning var det ikke, og det var bedre at den blev lukket ned.
Fabians øjne fangede derfor også flasken og mens Aldamar var oppe og stå, tog han fat i den hældte noget mere vin op i sit eget glas, før han tog glasset op i hånden. Noget skulle have bruge for at samle tankerne igen, og han tog en ordentlig slurk af den. Vinen var næsten for sød til h vad der lige var sket, men det var alkohol og det var egentlig blot det Fabian lige havde behov for, selvom han ikke ønskede at blive fuld. Han havde selvfølgelig ikke fået meget endnu, så det gik nok.

Det eneste man kunne høre i stuen de sad i, var den knitrende pejs, og hvordan Aldamar rykkede lidt rundt på sig, og til sidst fandt tilbage til sin plads ved Fabians side. Fabian kiggede dog ikke på Aldamar men ind i flammerne ikke særlig meget længere væk fra dem.
Hvad var der egentlig han kunne sige? Hvis han først bad om pengene så var aftenen forbi og den var endt på en sur note, men han var faktisk ikke sikker på hvordan de skulle komme videre fra det her punkt. Han havde aldrig diskuteret på denne her måde med en kunde før, så han lod Aldamar om at finde ud af en udvej.

Et nok så vedholdende sted, jah der ønskede den mørkhårede adelsmand  ikke at være uenig med Fabian, ligeså lidt som han ville se ham forsvinde ud af døren. Sidstnævnte var han i sin egen vigtighed ikke særlig bange for - skulle Fabian gå nu, jah så ville det være et signal om afstand der lyste noget klarerer end nogen form for flammer i pejsen kunne, og derfor var det måske meget godt at han blev siddende i tvær stilhed i stedet. Det var ikke til at sige med sikkerhed, men misforståelser kunne skabe dybe flænger i relativt svagt opbyggede bånd. 
Fordi lige præcis nu, gik det op for Aldamar hvor lidt han egentlig kendte til Fabian og hvem han var som person; ikke blot som persona. At han viste mere af sin personlighed her end andre steder, jah det forekom urealistisk for adelsmanden, der meget nemmere kunne tillægge Fabian alle de dårlige kvaliteter der lige nu ekkoede igennem hans tanker. Doven. Uansvarlig. Selvisk og til dels også manipulerende, på samme måde som man ofte opdagede dem der ville luske sig tæt ind på de større adelsfamilier. Men på trods af det ekko, var der en insisterende stemme der manede til fornuft og fatning i hans svømmende tanker. Selvsamme ekko, der næsten beordrede ham til at tage styring af den stilhed der havde sænket sig. Eller i hvert fald gøre forsøget, da  hans stolthed var noget nemmere at skubbe til siden end den han følte, der lige nu næsten emmede ud fra den blonde mand.
Fordi Fabian ville næppe være den første til at bryde stilheden. Aldamar valgte at tænke, at det var fordi han heller intet fornuftigt havde at sige, selvom han forventede at det ikke kun var derfor. Men dog...

Derfor lod han i stedet munden være tavs, men lænede sig langsomt og forsigtigt en anelse mere op ad Fabians højere skikkelse; et mørkt og tungt hoved op ad hans skulder, selvom resten af ham ikke gav synderligt udtryk for at ønske hans nærvær. Det ville dog ikke være første gang Aldamar's hjerne og krop ikke samarbejdede. Blikket forblev fastlåst frem for sig, han hverken ville eller kunne møde et blik fra den høje mand, idet at han prøvende søgte at lade uenigheder være uenigheder, og nærvær være nærvær. Måske han en anden dag kunne formulerer sig bedre; måske ville Fabian en anden dag se det fra hans vinkel.
Indtil da, jah der måtte han vel... leve med ikke at kunne pakke sine nærmeste ind i bobbelplast og berettigede skuffede blikke.

Stilheden var næsten som en bidende kulde, og Fabians egne tanker var ligeledes i turmult. Der var mange mindre pæne ting at mene om Aldamar, som de sad der og ikke sagde et ord. Han passede jo så fint ind i den stereotyp som Fabian havde af de adelige, selvom han godt vidste at det ikke var alle.
Det var heller ikke fordi han ønskede Aldamar skulle passe derind. Et sted i ham brændte det for at Aldamar skulle modvise alt hvad Fabian troede, men det var ikke dagen, for måske de begge skulle være et mere rationelt sted, hvis det skulle ske, for ikke at nævne at de skulle kende hinanden bedre. Hvis Aldamar nogensinde ville tro på at han lærte den rigtige Fabian at kende.

Fabian havde heller ikke været villig til at give sig, ikke endnu, men en skulle være den første, og derfor var han også overrasket over at Aldamar rykkede sig tættere på ham. Det var ikke meget, blot et lille hoved på skulderen, og Fabians øjne fandt hovedet, som så ud til at stirre stift fremadrettet.
Det var dog nok, og selvom Fabian intet sagde, tog han sin arm, og lagde den om Aldamar, som han trak ham bare lidt mere ind til sig. En erkendelse om at det var fint for nu.

En lille del af Aldamar, havde forberedt sig på et stolt fnys og en mindst ligeså stolt afholdenhed omkring den blonde mand, som den han syntes at kunne fornemme i hans anstrengte tilstedeværelse. Noget han havde sagt, havde virkelig skurret manden imod hårene.... men det var ikke noget han fortrød at sige - han fortrød sjældent de ord der forlod hans mund, også selvom det havde sat ham i den her underlige situation nu. En situation, hvor at det var fyrstesønnen selv der lagde sig enten under - eller over alt efter synspunktet, den blonde mands tanker og holdninger. Selv foretrak han at trække 'det modne kort', hvor at han kunne lægge sine handlinger op ad hvad der almindeligvis var forventet af ham. Og havde Aldamar ikke opsøgt den fysiske kontakt til Fabian, ville han måske også været sluppet bedre afsted med den lille hvide løgn til ham selv. 

Sandheden var dog lidt en anden, og da Fabian strakte sin arm om ham, pustede Aldamar næsten uhørligt den luft han ikke engang vidste han havde holdt tilbage, ud. Fyrstesønnen lænede sig ind i den milde omfavnelse, der formåede at løsne en anelse op de opspændte skuldre, og ubevidst sneg hans krop sig nærmere; øjne kortvarigt lukket i momenter tilfredshed.
Det var fint for nu. De behøvede velsagtens at være enige, og imorgen ville Aldamar om noget værdsætte Fabians modsvar mere end han måske ville anerkende lige nu. Det tydede nemlig på at alt ikke blev gjort eller sagt grundet pyntende facader, selvom det ofte kunne føles sådan. Selvom det næsten altid føltes sådan. 

Det kunne også godt være at når solen stod op, så ville Fabian have et andet syn på diskussionen, men med alt sandsynlighed ville han skubbe den væk, og lægge den sammen med alle de andre diskussioner han ikke fandt behagelige. Det var trods alt ikke første gang han havde fået at vide at han burde passe på sig selv, og der var nok stadig intet svar på hvorfor han ikke bare gjorde det. Så ondt kunne det næppe gøre, faktisk at gøre det.

Derfor var det også nemt at ignorere den, som Aldamar selv lænede sig mere ind i Fabians arme, og Fabian trak ham ligeledes tættere, til at han til sidst kunne læne sit eget hoved på Aldamars. Deres åndedræt virkede til at synkronisere som de sad der og bare følte hinandens kropsvarme.

Til sidst var det dog Fabian der brød stilheden mellem dem. Hans øjne var fæstnet på ilden som brændte, og han tog en tår af sin vin inden han talte. ”Vil du have mig til at blive natten over?” Stemmen var lavmælt, nu når de sad så tæt, og den skubbede et par løse lokker af Aldamars hår rundt siden hans mund var lige ved siden af det. Det var egentlig et simpelt og ganske uskyldigt spørgsmål, selvom det sagtens kunne være blevet taget på andenvis. Fabians selskab var trods alt ofte ønsket i sengen og ikke som de gjorde lige nu.

Der var noget betagende og beroligende ved at betragte ilden, hvilket også var en af grundende til at Aldamar kort efter åbnede øjnene igen. Dét, og så den tavse bekræftelse af Fabian der også trak sig nærmere, fik Aldamar til at betragte flammerne med en underlig ro omkring sig. Stilheden blev kun brudt af ildens rykvise knitren, og den trykkede stemning der havde hængt over hans skuldre, syntes at blive skubbet lidt væk. Som om at lidt af isen smeltede.
Det var dog Fabian der endte med at bryde stilheden, og selvom blikket ikke forlod de flakkende flammer, lyttede han til den lavmælte stemme. Fabian så nok ikke engang det korte smil der trak i mundvigen.
Udsigten til selskab var ikke ligefrem uvelkommen, og der var plads. Desuden, så ville det ikke være særlig høfligt at sende ham hjem så sent, især ikke når han skulle gå alene. I hvert fald ikke i nat.

Med en overvejende lyd drejede Aldamar sig mere imod den solbrune pande. "Det vil jeg" mumlede han ligeså lavmælt, et oprigtigt glimt i de blå øjne. ".... men kun til den tidlige morgenstund" tilføjede han, og trak sig en anelse tilbage. Han vidste at nogle af tjenestefolkene nok ville være oppe før solopgang, men der var ingen grund til at vente til de alle var oppe og igang med dagens gøremål.
Desuden ville han ikke være meget værd så snart han havde fået sovet, kendte han sig selv godt nok. Og hvis han skulle lægge og ømme sig, ville han ikke skulle liste en elegant måde at sende Fabian afsted på samtidig.

En lille lyd af bekræftelse lød fra Fabian, som Aldamar bekræftede at han ville have ham til at blive. Det var også der Fabian havde forventet at det ville gå hen ad da han først var blevet taget herhen, selvom deres tidligere diskussion godt kunne have ændret på det. Heldigvis virkede det ikke som om at hverken Aldamar eller Fabian var villig til at lade det være grunden til at deres aften skulle sluttes.
Fabian kiggede ned mod Aldamar, nu når det virkede til at de var kommet videre, og et lille smil spredte sig på Fabians læber. ”Oh? Har du da noget du skal nå i morgen?” spurgte Fabian drillende. Det var ikke unormalt at han blev listet ud af et hus, bare for at resten ikke vidste at han havde været der, men man skulle da tro at Aldamar havde en vis mængd etiltro til Fabian alligevel. Han var formskifter, og så lang tid der var tøj til det, så kunne han lade som om at han var mange forskellige personer.

Nu når de sad tæt igen, og Fabians arm var kommet rundt om Aldamar, begyndte han også på de samme cirklende kærtegnende bevægelser han havde brugt før. Nu blot nede var Aldamars liv og mave. Det kunne godt være at Fabian skulle hive ham med ind i seng i stedet for. Man lå mere rart, og selvom det ikke var meningen at de skulle lave noget, så var det alligevel en døsig stemning der var faldet over dem.

Da den drillende lyd fik sneget sig tilbage i Fabaian's stemme, var det med et lille suk for sig selv at Aldamar også selv smilede en anelse. Drillende var godt, det betød at han ikke længere var så... jah, hvad end det før havde været. Og det var noget han bedre kunne forhole sig til og overfor, end det kølige monotone leje hans stemme havde ligget i førhen.
"Jeg har altid noget jeg skal nå imorgen" brummede han med en lille opgivende hovedrysten, men var slet ikke så negativ omkring det, som man umiddelbart kunne tro. Pligter var ikke noget dårligt at have med at gøre, det var bare ikke noget han ville få ordnet, hvis Fabian blev hængende og betragtede på afstand. Det ville være lidt for distreherende. Ikke at han forventede det overhovedet havde været hans tanke til at starte med, fordi helt fremmed måtte den del af hans snigeri trods alt ikke være.

Overraskende nok, så var det faktisk Aldamar der med en snigende træthed i kroppen, først gjorde antræk til at rejse sig imellem de to. Hænderne fangede de kærtegnende fingre, og et lille sekund holdt han bare omkring de ru hænder; et overvejende udtryk i ansigt idet han dog ikke kunne beslutte om det var nu, eller om det var om lidt.
I sidste ende var det tanken om den bedre plads der fik Aldamar til at løsrive sig fra den behagelige omfavnelse, og rejse sig fra sofa og Fabian med et snigende smil omkring sig. "Vi må lige være lidt stille hen ad gangen" mumlede, han, og gav sig til at skubbe nogle af puderne tilbage på sofaen, så det i det mindste lignede nogle havde siddet her mere end de havde rullet rundt.

”Så skal jeg nok lade vær med at distrahere dig... for meget,” sagde Fabian, den drillende tone blevet. Det her var komfortabelt, det var noget de kunne forholde sig til, at drille hinanden. Det var ikke hårdt, og hvis der var noget Fabian hadede i sit liv, så var det når følelserne begyndte at blive lidt for hårde at håndtere, og det skulle absolut ikke ske med hans kunder!

Fabian følte han burde sige det, gøre antræk til at gå, men det var så nemt bare at falde tilbage ned i sofaen og ikke ske, men alligevel var han ganske taknemmelig da Aldamar gjorde antræk til selv at rejse sig.
Han kiggede ind i Aldamars øjne, som hans fingre blev fanget, og sad i ro, mens han ventede på at Aldamar gjorde noget som helst, og til sidst rejste han sig op, og Fabian fulgte kort efter trop, og satte også sit glas vin fra sig.

Mens Aldamar havde gang i puderne, fandt Fabian deres trøjer. Det ville nok ikke se godt ud for fyrstesønnen at der lå trøjer i stuen, og det antydede at de i den grad havde lavet noget som Aldamar hellere så var hemmeligt.
”Er der nogen der vi ikke må vække?” spurgte Fabian drillende, selvom han sagtens kunne være stille, og formegentlig var det blot nogle tjenestefolk. Når de først fandt ind på Aldamars værelse, så kunne de nok fjolle rundt igen, hvilket der var en vis sandsynlighed for, uanset hvor døsige de måtte være.