Juliander stod lige ved døren og havde hånden på dørhåndtaget. Han knugede lidt i taget, men slap det igen. Han kunne ikke få sig selv til bare at brase ind på hendes værelse, heller ikke selvom han ikke helt stolede på, at hun havde det fint. ”Okay så.” Svarede han lidt bekymret. Han blev stående og lyttede til lydende, og besluttede sig for, at det trods alt ikke lød som om hun jamrede derinde. ”Jeg sætter mig til bords Stanje.” Sagde han smilende, inden han endelig trak sig og satte sig til bords på den plads han også sad på i går.

Han kiggede lidt spørgende hen på Hassel, for at se om han allerede var gået i gang med maden, eller om de ventede på Kastanje. For han havde udset sig at tage af de få madvarer, som han kunne spise uden at få det dårligt. Lidt ligesom derhjemme, hvor der var masser af mad stillet frem, men mange ældre søskende at slås om de bedste stykker om.

”I må være ret stolte over, at jeres datter har så fornem en stilling i byvagten, hva’?” Konverserede Juliander høfligt, imens han greb ud efter vandkanden og hældte vand op til alle.