Blæksprutten 14.10.2026 10:52
Juliander vidste ikke hvad han snakkede om. Han havde aldrig mødt en kriminel, så som de talte om det, rejste der sig et lille spørgsmål oppe i hans lille lyserøde hoved. Hvordan skaffede man egentlig en bølle? Og hvordan kom man i det hele taget op at slås med dem? Man kunne jo sige noget grimt om hans ansigt eller hans mor, men det ville jo være ondt. Og Juliander kendte heller ikke rigtig fremmede bøllers mødre på den måde.
Som Kastanjes arm blev strukket tilbydende frem, placerede Juliander sine fingre forsigtigt på den arrede hud.
Woah... Det føltes mærkeligt. Han så spørgende på hende. Kunne hun virkelig ikke mærke noget? Det kildede ikke engang? Det gjorde ikke ondt?
"Vildt nok!" Han havde virkelig ikke rørt særligt længe ved hendes vansirede arm, før hans hånd fløj hurtigt væk fra hende, og han samlede begge arme uskyldigt bag ved sig, for at adlyde Hassel. Der hvor Juliander kom fra, var hans far ikke blot manden i
huset. Han var også kongen. Hassel virkede som en lille nervøs alf, men det lød som om han havde en ide om, hvordan man skulle opføre sig overfor en prins. Og det mindede ham om alle de gange, han som prins havde fået at vide, at man ikke bare måtte røre ved de almindelige borgere, hvad end de manglede et ben, fordi det var blevet spist af en tudse, eller fordi de havde en endnu vildere hårpragt, end den Juliander selv havde.
Åh, men han havde dog husket at spørge Kastanje pænt.
Juliander blinkede lidt forvirret med øjnene, som han opdagede både Hassels og Liljes blikke mod sig. Som om de nærmest ventede på kritik. Men sådan var han jo ikke. Han gav dem et stort hjertevarmt smil.
"Nu er jeg ved at være godt sulten. Og Mor Lilje har sørget for os allesammen." Han lagde nu sine hænder på Kastanjes skuldre og ledte hende hen til den ledige stol, hvorefter han selv tog plads på sin plads på den anden side af bordet.
Det var ikke fordi han ikke var helt på Kastanjes side, for det var han! Men hendes forældre virkede så nervøse og skrøbelige i det, at han ikke kunne lide at udfordre dem for meget.