Juliander stod lige ved døren og havde hånden på dørhåndtaget. Han knugede lidt i taget, men slap det igen. Han kunne ikke få sig selv til bare at brase ind på hendes værelse, heller ikke selvom han ikke helt stolede på, at hun havde det fint. ”Okay så.” Svarede han lidt bekymret. Han blev stående og lyttede til lydende, og besluttede sig for, at det trods alt ikke lød som om hun jamrede derinde. ”Jeg sætter mig til bords Stanje.” Sagde han smilende, inden han endelig trak sig og satte sig til bords på den plads han også sad på i går.

Han kiggede lidt spørgende hen på Hassel, for at se om han allerede var gået i gang med maden, eller om de ventede på Kastanje. For han havde udset sig at tage af de få madvarer, som han kunne spise uden at få det dårligt. Lidt ligesom derhjemme, hvor der var masser af mad stillet frem, men mange ældre søskende at slås om de bedste stykker om.

”I må være ret stolte over, at jeres datter har så fornem en stilling i byvagten, hva’?” Konverserede Juliander høfligt, imens han greb ud efter vandkanden og hældte vand op til alle.

Et lille gisp, som nok ikke kunne høres gennem døren, som hun hørte Julianders stemme. Stanje? Hun havde fået et kælenavn. Det var måske ikke stort for nogen, men for Kastanje føltes det som en stor milepæl. Som om at hun endelig havde en ven der var tæt nok på til at de skulle have kælenavne.
Hvad skulle hun kalde ham? Hendes sind kørte allerede derud af med alle mulighederne. Julle. Juli. Andy. Ander. And. Julian. Men der var næsten for mange kombinationer, og at tænke på alt det mens hun prøvede at redde sig ud af dynen, var faktisk lidt svært.

Hassel havde sat sig ved bordet, og Lilje satte endelig det sidste på bordet. Og nåede heller ikke at komme til hælde vand op til dem alle, som Juliander gjorde. Det var tydeligt på hende, at hun allerede mente at Juliander var en høflig ung dreng.
"Tag endelig for dig. Vi behøver ikke vente. Hun er her lige om lidt," var Lilje hurtig til at sige, som hun spredte armene ud til det stort opdækket bord.

Hassel hældte lidt op til sig, og så op til Lilje, som begge tog lidt af hvert på bordet, og tilbød også Juliander af tingene. "Jeg var nok ærligt lidt bekymret, da hun først udviste interesse for det," indrømmede Hassel.
Lilje lagde en hånd på Hassels arm. "Især efter det frygtelige med branden. Jeg troede nær ikke at hun skulle overleve." Der var en tydelig bekymret mine i hendes ansigt.
Hassel gav et lille nik til sin kone før han vendte sig tilbage over mod Juliander. "Men der er ikke sket noget siden hun blev en del af det, og vi er fået lov til at flytte ind i så flot et hus. Hun har virkelig gjort det godt." Stoltheden var nem at spore i Hassels stemme og deres begge ansigter, selvom der også var en bekymrende mine.

Juliander strålede så energisk og magentafarvet her til morgen. Han rakte straks ud efter fadet med frugt, som var hans absolut yndlingsspise. Der var ikke jordbær dog... Men blomme og æble og pære! Selv mente han, at det var mere end rigeligt, men straks efter blev han overrakt et fad med kød, og han løftede hurtigt og panisk hænderne, for at afvise høfligt, og opdagede, at den anden forælder var godt i gang med at møve osten tættere på hans tallerken. ”Ihhhhh nej tak nej tak nej tak, så meget kan jeg slet ikke klemme ned, haha!” Han sank en nervøs klump, men heldigvis blev hans nej respekteret, og osten blev ført videre til en der hellere end gerne ville have ost. Godt... Juliander var LIGE ved at blive grøn i hovedet.

”Øh, brand?!” Juliander blegnede på stedet. Han stangede sin gaffel ned i den udskårne blomme og så bekymret fra Hassel til Lilje, og så tilbage på Hassel igen. Nå ja... Kastanjes arbejde var vel ret seriøst og farligt og sådan noget... Han smilte lidt ømt nu, og blev ved med at lytte interesseret, imens han lærte om hvordan det åbenbart var Kastanjes løn, der havde kunnet købe dem ind her i det store, hyggelige hus. Lønninger og sådan noget, var nu ikke alfeprinsens spidskompetencer. Der var vist mange alfer derhjemme der arbejdede ulønnet, sikkert? Men hvordan fik de så råd til mad!? Juliander stivnede midt i blommetyggeriet og så koncentreret ud. Han vidste jo ingenting om noget som helst!

"Oh, hun ville ind og hjælpe da hun var yngre, og kom kun med nød og næppe ud af huset. Hun har stadig et frygteligt ar på sin ene arm," tilbød Lilje af ekstra information omkring branden, og så noget slukøret ud omkring at Kastanje stadig bare rundt på et ar fra dengang.
Det lød også meget som om at Kastanje ikke engang havde fået det fordi hun arbejdede, men der var tydeligvis noget der relaterede til byvagterne, men de virkede meget uvillige til at uddybe for meget om det.

Endelig havde Kastanje dog fået viklet sig ud af sin dyne og fik endelig, endelig gjort sig klar. Hun fik sit tøj på, og sat håret op i en hurtig men noget roddet hestehale, inden at hun styrtede ud af døren.
"Jeg er her! Jeg er her!" udbrød hun som hun stoppede lige som hun kom ind i køkkenet til at Juliander og hendes forældre sad og spiste.

"Godmorgen min kære," lød det næsten som et ekko fra hendes forældre, som de havde vendt sig og smilet mod hende.

Kastanje kunne mærke hendes kinder blive lidt røde, som hun kiggede over mod Juliander. Hvad mon de havde fortalt ham. "Godmorgen, mor, far... Juliander." Hun kunne ikke engang få sig selv til at kalde ham et af de mange kaldenavne hun havde fundet på, som om at de bare ikke var god nok til ham.
Hun gik lidt mere forsigtigt over og tog plads ved Julianders side. "Undskyld at jeg er så sent på den," sagde hun lidt forlegent, som hun kiggede på Juliander. Hun ville så gerne være sej overfor ham, men hun følte sig ret usej lige nu. Med overbærende forældre og en uvillighed til at vågne op selvom hun jo faktisk havde gæster. 

Julianders fokus hang ved Kastanjes mor, som hun forklarede. Han fik et mærkeligt indtryk af, at Kastanje havde været et barn, da hun fik det ar. For det lød som en tragisk fortælling om en uskyldig alf, der blev brændt, frem for den modige heltegerning, det snarere havde været. Juliander så helt bekymret ud.

”Kastanje!” Udbrød Juliander, som hun kom farende ud af værelset. Han smækkede sine hænder på bordet og løftede sig op at stå. ”Jeg hører at du er kommet alvorligt til skade engang og har fået et ar!” Hans stemme var følelsesladet og dybt berørt fra morgenstunden af. Automatisk søgte hans blik hendes arme. Han ville jo nok mene, at han ville have lagt mærke til det, hvis hun havde et frygteligt ar, men nu kunne han se, at hun havde tildækket sig med handsker. Han kunne ikke se arret, umiddelbart.  ”Du er så modig, men åh, det er jo forfærdeligt.” Han trak sig selv nervøst i håret, som havde ulykken været foregået i nat. Han var bare så frygteligt ked af, at hun skulle have oplevet noget så væmmeligt.

Hvis Juliander forventede at Kastanje ville istemme i hvor forfærdeligt det havde været, så tog han i hvert fald fejl. For straks så lyste Kastanjes øjne op i glæde, som der blev spurgt ind til det.
"Ja! Det er tegnet på min kampgejst!" sagde hun, og var allerede begyndte at pille sin handske af på sin venstre arm.
"Kastanje, ikke ved morgenbordet," kom det lidt forsigtigt fra Lilje, som hun så lidt bekymret ud. Hun virkede ikke helt villig til at skulle se det frygtelige ar på hendes søde lille datter. Hun havde jo været så bange for at hun helt skulle miste hende. 
"Han spørger om det, så bliver jeg da nødt til at vise det!" argumenterede Kastanje, før hun tilføjede. "Og han er jo en prins, så man bør lytte til ham." Det var næsten som om at hans titel kun var relevant nu når Kastanje skulle have noget igennem, og det virkede til at det virkede på Lilje og Hassel som de begge to blev ganske stille, og kiggede med lidt ærefrygt på Juliander.

Kastanje fik endelig pillet handsken af, hvor hele hendes arm virkede til at være dækket i arvæv. Det så grusumt ud, især for sådan en masse små alfer, som aldrig havde oplevet noget voldsomt. "Jeg prøvede at redde nogen fra en brændende bygning, men ild er meget meget farligt, så jeg blev meget brændt. Men det var også det der fik mig motiveret til at søge ind i Byvagten, så jeg faktisk kan hjælpe folk rigtigt nu, uden at blive brændt." Hun nævnte ikke om hvordan hun stadig var bange for ild, og selv små lys var lidt frygteligt at være i nærheden af. De var jo så store når hun var så lille. Men Juliander behøvede ikke at vide at hun også blev bange.

Juliander havde haft alle forventninger om, at Kastanje ville være ked af sit ar, for arret havde jo været gemt væk, og Lilje havde virket så ked af at tale om det. Men overraskende nok, begyndte den lille, bløde hunalf straks at klæde sig af handskerne, så Juliander kunne få lov til at se. Og måske mærke! "Woah!" Hviskede Juliander, der pludselig dukkede op henne hos hende på den anden side af bordet. Hans blik var rettet mod arret, der gradvist kom til syne, og derfor så han slet ikke hvordan begge Kastanjes forældre så over på ham, da Kastanje slyngede hans titel ud. Og det var da også gået fuldstændigt over hans eget lille, lyserøde hoved, at han vist aldrig havde præsenteret sig ordentligt. Hver gang var han blevet forhindret. Og Juliander var jo alt for vant til, at en præsentation slet ikke var nødvendig.

"Åh, jah, joh, det er nu rigtig nok, men-" Svarede Juliander en smule forlegent, fordi Kastanje brugte det som et argument. Han ville så nødigt være årsagen til at Lilje blev ked af det. Men han fik aldrig sagt fra. I stedet kiggede han meget imponeret på det grimme ar, som Kastanje viste frem med stolthed. Tegnet på hendes kampgejst!  

"Wow, Stanje. Du har reddet nogen fra at dø, har du tænkt over det?" Hviskede han. Han havde faktisk aldrig hørt om nogen alfer, der havde overlevet flammer fra bygninger før. Alfer var faktisk meget brændbare, og havde det med at gå op i flammer ret hurtigt og pulverisere, hvis de var så uheldige at møde en sådan skæbne. "Jeg har faktisk et meget lille ar på mit knæ, men det er fordi jeg snublede over mig selv," Han løftede op i sit ene ben, for at lede efter arret, men han tog åbenbart fejl af hvor præcist det var henne, så han gik i gang med at tjekke det andet. "Se," Han viste verdens mindste antydning af en flænge frem. "Og det her er så tegnet på at jeg er klodset."

Kastanje kløede sig i nakken med et lille forlegent smil på læberne. "Altså det lykkes jo ikke mig helt, men nogle andre kom og gjorde jobbet færdigt!" sagde hun. Ikke fordi hun ikke havde forsøgt, men det var jo meget svært for en lille alf at slæbe et menneske ud, men hun havde hjulpet dem med at finde dem trods alt, og det tænkte hun gjaldt for noget. Også selvom hun besvimede kort efter af sin forbrændthed.

Hun virkede meget opmærksom som Juliander sagde han også havde et ar, og hun kiggede væsentlig mere interesseret på ham, end hun nok burde.
"Det er stadig en krigers ar!" sagde hun begejstret, som Juliander endleig fandt det lille bitte ar frem, og hun kiggede med store øjne på det, til trods for at det var langt fra ligeså stort som hendes eget der dækkede hendes arm. "Du overlevede en prøvelse, og det i sig selv er imponerende!" sagde hun begejstret. Uanset hvor lille den var, så var de jo også selv meget små, så alle prøvelser var bare lidt store.

Man kunne praktisk talt se Lilje ønske at fortælle Kastanje at hun skulle pakke sit ar væk, men både hende og Hassels munde virkede til at være lukket i, nu når de pludselig vidste hvem Juliander var.

"Synes du virkelig?" Nu blev han lidt forlegen. Han satte sit ben ned igen og gned sig lidt hen over de bare knæ. Var det ikke lige i overkanten at kalde ham en kriger for den lille hudafskrabning han engang havde fået sig. Juliander syntes nu mere, at Kastanjes ar var en krigers ar. "Når jeg bliver Alfekonge efter min far, så håber jeg da, at jeg har fået et ar. Gerne et ligesom dit måske. Men jeg er bange for ild. Måske skal jeg finde nogle kriminelle banditter, som jeg kan komme op at slås med?" Det var lidt en skam, at han ikke havde fået et ar, fra da han var oppe at slås mod den trold der, dengang hans storebror hev ham ud på eventyr. Trolden havde klasket Juliander mellem to enorme håndflader, som et menneske ville klaske en bananflue. Juliander havde følt sig noget mast, men ingen ar. Intet blod. Allerhøjest en bukket vinge.

Juliander stod med siden til morgenbordet, og havde ikke engang lagt mærke til den pludselige stilhed, der var fra Lilje og Hassel. Prinsen havde snakket om at blive Alfekonge, uden megen hensyn til de stakkels forældre, der måske syntes at Kastanje havde et lidt for spændende arbejde og nogle lidt for spændende venner.

"Må jeg godt røre ved dit ar?" Spurgte Juliander høfligt, og ville blot strejfe Kastanjes forbrændte hud og mærke hvor krøllet huden havde vokset sig sammen. Om det føltes ru eller glat.

Kastanje nikkede bekræftende, hun kunne virkelig godt forstå det. "Ild er også meget farligt!" sagde hun, lidt lavmælt og konspiratorisk. "Det gjorde også virkelig ondt, så jeg tror en slåskamp med kriminelle er bedre." De slog måske lidt hårdt, men de var også normalvis dårlige til at ramme. I hvert fald i Kastanjes optik, men det var nok fordi hun var lidt hurtigere end den gængse alf, ikke at hun særlig ofte tænkte på den del.

Det var en noget entuastisk nikken der kom fra Kastanje, som Juliander spurgte om han måtte mærke det og hun stak den arrede arm frem. "Ja! Det føles virkelig sjovt, slet ikke som hud burde gøre," sagde hun med et grin, som hun bare ligeså langsomt havde glemt sine forældre. "Det er også lidt svært at mærke når nogen rør det, hvilket også er en lidt underlig fornemmelse."

Endelig brød Hassel dog igennem. "Kastanje, kære, det er ikke... ligefrem passende er det?" sagde han, meget lavmælt, som bare det at få stemmen til at bære inden i køkkenet var svært for ham, nu når han stod overfor royalitet.

"Hvorfor ikke?" lød det bare tilbage fra Kastanje, som hun kiggede over på dem, stadig med armen over mod Juliander. "Det er bare et ar."

"Men han er..." Hassel sænkede sin stemme endnu mere "en prins." Og man kunne se hvordan både Hassel og Lilje kiggede lidt bekymret mod Juliander, som om de var bange for at han skulle sige at de ikke var gode nok værter eller hvad der var værre.

Juliander vidste ikke hvad han snakkede om. Han havde aldrig mødt en kriminel, så som de talte om det, rejste der sig et lille spørgsmål oppe i hans lille lyserøde hoved. Hvordan skaffede man egentlig en bølle? Og hvordan kom man i det hele taget op at slås med dem? Man kunne jo sige noget grimt om hans ansigt eller hans mor, men det ville jo være ondt. Og Juliander kendte heller ikke rigtig fremmede bøllers mødre på den måde.

Som Kastanjes arm blev strukket tilbydende frem, placerede Juliander sine fingre forsigtigt på den arrede hud. Woah... Det føltes mærkeligt. Han så spørgende på hende. Kunne hun virkelig ikke mærke noget? Det kildede ikke engang? Det gjorde ikke ondt?
"Vildt nok!" Han havde virkelig ikke rørt særligt længe ved hendes vansirede arm, før hans hånd fløj hurtigt væk fra hende, og han samlede begge arme uskyldigt bag ved sig, for at adlyde Hassel. Der hvor Juliander kom fra, var hans far ikke blot manden i huset. Han var også kongen. Hassel virkede som en lille nervøs alf, men det lød som om han havde en ide om, hvordan man skulle opføre sig overfor en prins. Og det mindede ham om alle de gange, han som prins havde fået at vide, at man ikke bare måtte røre ved de almindelige borgere, hvad end de manglede et ben, fordi det var blevet spist af en tudse, eller fordi de havde en endnu vildere hårpragt, end den Juliander selv havde. Åh, men han havde dog husket at spørge Kastanje pænt.

Juliander blinkede lidt forvirret med øjnene, som han opdagede både Hassels og Liljes blikke mod sig. Som om de nærmest ventede på kritik. Men sådan var han jo ikke. Han gav dem et stort hjertevarmt smil. "Nu er jeg ved at være godt sulten. Og Mor Lilje har sørget for os allesammen." Han lagde nu sine hænder på Kastanjes skuldre og ledte hende hen til den ledige stol, hvorefter han selv tog plads på sin plads på den anden side af bordet.

Det var ikke fordi han ikke var helt på Kastanjes side, for det var han! Men hendes forældre virkede så nervøse og skrøbelige i det, at han ikke kunne lide at udfordre dem for meget.