Isiodith blev ikke efterladt med noget valg: enten lod hun sig flyde med af bølgen af paniske væsner eller så bukkede hun under for dens kraft…

Under hendes smukt dekorerede støvler var brostenene ujævne og flere gange truede hendes knæ med at knække sammen under hende. Fra alle sider maste og skubbede menneskene sig frem; hendes skuldre var hurtigt blevet ømme, hendes ene læbe blødte fra mødet med en alt for spids albue og hendes hastige vejrtrækning blev slugt af larmen fra de omkringværende.
Des tættere på torvet hoben af mennesker kom, des mere brød den op. Panikken fortsatte i alle retninger og da der ikke længere var nogen, der pressede Isiodith til at fortsætte med at løbe og faren for fremmedes flyvende legemsdele ophørte, stoppede skovelveren brat op.
De isblå øjne fløj henover kaosset; ilden, der spredte sig gækkende henover de tørre stråtagshuse; mennesker, der blev omringet af kutteklædte og leende skikkelser, hvis hætter begyndte at falde mod jorden. Overalt, hvorhen Isiodith fæstnede sit blik, syntes der at være krigslystne mørkelvere.
Hvor var de kommet fra? Hvorfor havde de ikke set dem før?
Og hvor var Sibal?
Isiodiths tanker kredsede kun om ham og skønt hendes øjne så alt andet, søgte de kun efter ham. Tanker om muligt forræderi, at han havde sluttet sig til dem og blodbadet, havde end ikke strejfet hende. Det betød dog ikke, at andre ikke meldte sin ankomst…
Hvis de blev set sammen… ville Sibal så være i stand til at vende hjem? Næppe. Og uanset hans evner som soldat, uanset hans træning, ville han heller ikke kunne tage dem alle i nærkamp. Isiodith selv ville ikke kunne hjælpe ham, i værste tilfælde ville hun forhindre hans sejr –

Midt i de forræderiske stemmers skrigeri fik hun øje på ham; løbende fra en af sidegaderne, hans ildrøde blik så ukarakteristisk målrettet sammenlignet med hans artsfællers opstemte. Og skønt han var lige der, skønt han ville kunne høre hende råbe efter sig, forblev Isiodith tavs.
Hendes mund stod åben, ordene lå parate på hendes tungespids, alt hun skulle gøre –
Stærke hænder greb om hendes hår og et forskrækket skrig var det eneste, der formåede at undslippe hendes åbenstående mund. Der lød et begejstret skrig af et grin og dernæst ord, der på en og samme tid mindede om hendes modersmål men som også var en fremmedes.
Mørkelveren bag hende stod så tæt, at Isiodith syntes at kunne høre hans for hurtige hjerteslag. Han fik snart selskab og de hastige ordstrømme blev afløst af jubelråb til alle, der ville lytte. Hænder, Isiodith afskyede om sin krop, begyndte at føre hende afsted; skubbende, masende, invaderende hænder, der med vilje syntes at glemme, at hun var så meget mindre.
Det begyndte langsomt, så umådelig langsomt, at gå op for Isiodith hvad der var ved at ske: ikke så langt derfra var en mindre gruppe af mørkelvere stimlet sammen omkring en øltønde og det var der, hun selv var på vej hen. 

Hænderne, der havde grebet om hendes spinkle arme, rev og sled i hendes hud. Isiodith forsøgte at sætte hælene i, ligge al sin vægt i hendes modsigelser, men lige meget hjalp det. Hvem end der havde fat hende var stærk og Isiodith kunne intet stille op.
Hun blev parkeret til frit skue for en mindre forsamling af mørkelvere, der alle betragtede hende, som havde de fundet en uerstattelig skat. Isiodith havde i to århundrede levet en så privilegeret tilværelse, at den hadefulde konflikt, hun godt vidste fandtes mellem hendes artsgren og den mørklilla, var blevet til et fantom; den eksistens sprang hende først i øjnene, da hendes blik rigtig bed mærke i hvordan, at hun blev betragtet af sine tilfangetager.
De havde ikke ventet at se sådan en som hende i landsbyen, deltagende i festlighederne på lige fod med menneskene. Og pludselig var hele kaosset blevet så meget bedre.
Isiodith sank en klump, da en genkendelig stemme brød med den forventningsfulde spænding og lavmælte, jubelfyldte grin. Hun ledte efter ham i blandt de ondsindede mørkelvere og fandt ham, hans høje statur ligeså værdig som en konges. Skønt Isiodith var bange – hun havde før været så angst som i det øjeblik, end ikke da hun havde hjulpet Sibal fri af sit fængsel – kunne ikke stoppe med at tænke, at hun da fik et glimt af en ganske anden side af Sibal; en, der var langt farligere, en, der befalede andre at lytte til ham. Alene hans højde var imponerende.
”Vi har fundet en lille skovelver!”, lød en munter og mørk stemme. En anden tilsluttede sig begejstret: ”Se! Se hende lige! Hun er jo nærmest helt gennemsigtig!” Det fik flere til at bryde ud i latter. De trådte frem og prikkede hende på både arme, kinder og i den tynde mave, som var hun et mærkværdigt bløddyr skyllet op på land.
Isiodith vred sig, des flere der trådte frem. Hun mindede sig selv om, at det ikke gjorde ondt, at Sibal var der, men til stadighed snørede hendes hals sig forræderisk sammen.
”Vi skal lege lidt med hende, skal vi ikke? Var? Skal vi ikke?”