Det stak en anelse i hjertet ved Enzels løfte. Nicola ville så utroligt gerne stole på ham, han havde i den grad brug for et sted, hvor han kunne føle sig tryg. Enzel havde bare brudt hans tillid op til flere gange. Måske det var den måde, det fungerede på. Noget for noget. Han havde jo ikke direkte sagt nej hverken første eller anden gang, og i det mindste var Enzel ikke nær så brutal, som Sobek. Han havde ikke rigtig nogen referenceramme for at kunne sige, om det var urimeligt, hvad Enzel forlangte af ham. Selvom det langt fra, havde været det liv, han ønskede, havde han jo nydt livet på gaden, netop fordi han var uafhængig og ikke stod til ansvar for nogen. Måske var det en rimelig byttehandel at acceptere Enzels misbrug, taget i betragtning af, hvad han fik tilgengæld. Mon det også var sådan for pigerne på bordellet? Han havde sine tvivl. Gjorde det han til noget særligt, eller gjorde det ham bare uheldig? Han var for forvirret til helt at kunne finde ud af det.

Det kom egentlig ikke bag på ham, at mange af pigerne var forældreløse, det var vel egentlig en del af den fordom, som man havde om prostituerede. Måske det ikke ville være så skidt at være sammen med folk, som havde en historie meget lig hans egen?

Han fnøs lavt. Han havde ingen intention om, at slutte fred med sin mor, en del af ham håbede endda, at kvinden var død.
"Hun hadede mig fra den dag, jeg blev født, af grunde som jeg ikke selv var herre over. Hun lod mig knapt forlade vores hus i ren skam over mig. Det kan godt være, det ikke er nemt,  at være halvdyrskvinde i Balzera, men et er heller ikke nemt praktisk taget at være at barn, og så pludselig skulle klare sig selv, fordi ens mor en dag pludselig ikke gad komme hjem" Han gjorde normalt sit bedste for at glemme tiden før hans liv på gaden. Det gjorde han som regel gal at snakke om den, og at snakke et ihjel gjorde intet for at ændre på det, som var sket.

Nicola mumlede blot noget utydeligt som svar til Enzel. Han gad ikke snakke mere om sin mor, hun var en del af et overstået kapitel  hans liv. Han havde ikke brug for nogen råd til, hvordan han skulle håndtere sit had til hende, han håndterede det ganske fint ved at ignorere, at hun overhovedet eksisterede. Det havde trods alt virker ganske fint indtil nu.

Det var med øjne, som var hårdt klemt sammen, at han gjorde sig klar til at gengælde kysset. Det var måske det værste, af de hele. Kys var noget utroligt intimt, og ikke noget som burde tvinges.
Han nåede akkurat at stoppe t lettet suk, da der blev banket på døren. Det var godt nok i sidste øjeblik.
Lige så snart døren blev åbnet, genkendte han Hollys stemme. Han havde allerede et godt øje til hende, så det var rart at vide, at det havde været hende, som ville have vækket ham, havde han faktisk sovet på sit værelse. Måske derfor holdt han sig også helt stille. Han ville helst ikke afsløres i Enzels seng og risikere, at pigerne begyndte at mistænke, at han gik i seng med Enzel for at få en form for fordele. Og han havde endnu mindre lyst til, at de faktisk skulle finde ud af sandheden.

Lettet rejste han sig op fra sengen, og tog bukserne på. Han havde stadig ondt efter Enzel voldsomme behandling. Forhåbentligt ville et være til t ignorere, så han ikke skulle finde på en undskyldning til, hvorfor han havde ondt bagi. Det ville højest sandsynligt ende ud i en ganske akavet situation.
"Tak for at jeg måtte sove her" Det føltes underligt at takke for noget, som var endt ud i en voldtægt, men ikke desto mindre virkede det som det mest høflige at gøre. Han smilede svagt til Enzel før han skyndte sig ud af døren.