Så han havde haft ret i, at det var Janes evne. Men kun en lille del af den? Det var helt klart noget, som skulæe udforskes senere, og rigtig gerne på andre end ham.
"Det er en yderst kraftfuld og fascinerende evne du har"
Han rejste sig langsomt op, og gik hen til det store klædeskab. Han regnede ikke med, at James var i humør til mere sex. Han så i hvert fald ikke sådan ud. Det åbnede selvfølgelig også muligheden for, at de igen kunne rive tøjet af hinandeb igen. Han havde aldrig troet, at han skulle nyde at ødelægge sine egne ejendele. 
"Jeg hørte dig forresten godt, da du kaldte mig 'kære Marad'." Han stod med hovedet inde i skabet, så James ville ikke kunne se hans ansigtsudtryk, men hans tonefald afslørede tydeligt, at han morede sig.

han borede ikke mere i der, han var faktisk glad for at Marad ikke kørte i hans evne. Der var ingen grund til at han skulle vide for meget om audiokinise. Det var en hemmelighed for mange, ikke engang Miranda vidste noget om hans audiokinise. Den ville hun nok også udnytte hvis hun fik af vide hvad den kunne. Nej det var bedre at holde det for sig selv, så ville ingen komme til skade.. ud over ham selv. ”Mere kraftfuldt end du aner” der var ingen grund til at gå i dybden. Ville Marad gå i dybden havde han ikke tænkt sig at svare.
Han fulgte Marad med blikket over til klædeskabet. Han måtte rykke sig i stolen for at få det fulde overblik over hvad han gjorde. Stolen knagede under ham som han bevægede sig, men han lyttede til hvad Marad sagde. Sådan en flabet kommentar at komme med. Hvad bildte han sig egentlig ind? Dog blev James flov over situationen. Hvad skulle han sige? Han kiggede væk fra Marad og ud af vinduet igen. Endnu engang knagede stolen under ham. Hvad var der i vejen med den stol? ”Og jeg blev såret under dit vildskab. Hvad med det?” han var rolig i sin stemme, dog vibrerede den en smule som Marad ikke kunne høre, men James kunne mærke det. Skulle han nu til at have sin evne ude af kontrol? Det havde den ikke været i mange år, så hvorfor skulle han blive usikker på sin evne nu?

Marad holdt et øjeblik op med at lede efter tøj, da han hørte James kommentar. Han tog en dyb indånding, stadig med ansigtet skjilt af skabet. Han havde mest af alt lyst til at få James til at holde kæft, gerne for evigt, men han holdt det i sig. Han ville ikke gøre det hele værre.
"Bevares." Stemmen var neutral. Han var trods alt mester i at holde alle følelser under kontrol.
Han fandt det tøj han vilel have på, og lagde det hen på sengen.
Han satte sig ned, og begyndte at trække bukserne på.
"Jeg har allerede undskyldt for det. Hvilket i forvejen er mere end jeg normalt ville gøre."
Han rejste sig op igen, og så over på James. Han gjorde alt hvad han kunne for ikke at virke irriteret.
"Jeg ved ikke hvad du ellers vil have af mig?"

James holdet blikket ud af vinduet, han havde ikke lyst til at kigge på Marad så længe den stol knagede under ham. Han ville faktisk nødig være til besvær og smide sig selv ud hvor han ik’e kunne bunde. Bevares var det enest Marad kunne sige. Bevares...Som om han var irriteret over et eller andet. Eller tolkede James det forkert? Han var ikke helt sikker, normalt kunne han høre slt der forgik omkring ham, men lige nu kom en usikkerhed op i ham.
Da Marad satte sig hen på sengen kiggede James der over og kiggede på Marads underliv. Han blev lidt flov og søgte derfor blikket opad. Der var ingen grund til at beglo på et underliv, han kunne jo bare kigge på sit eget. ”Hvad vil du have mig til at sige?” spurgte han og rejste sig op fra stolen. Han lod en hånd bevæge sig over bordet og hen over skårene fra vasen. Det var ærgerligt han havde ødelagt sen, den var ellers smuk sådan som skårene så ud.
”Hvad med at du ikke gør sådan noget igen?” han var ikke engang sikker på det var noget Marad kunne love. Tænk hvis det var hans natur, lige som det var James at være varulv? ”Eller du gør noget romantisk?” han havde faktisk ingen ide hvad romantik egentlig stod på. Men Marad var gammel og måske han vidste hvad det kunne være.

James gjorde det virkelig ikke nemt, og havde det været alle andre end ham, havde Marad nok været så irriteret, at der var risiko var stor fysisk skade eller endda død, for alle som var i nærheden. Han greb fat i blusen, klar til at hive den på, da han Janes svarede.
"Hvis jeg skal bevise, at jeg ikke vil gøre det igen, kræver det, at du faktisk vil have sex med mig igen" Han lagde ingen skjul på den selvtilfredshed han følte.
Han smed blusen tilbage på sengen, og gik helt hen til James.
"Jeg er vant til at tage, hvad jeg vil have, og da vi havde sex, havde jeg en nærmest dyrisk lyst til at tage dig."
Han så James ind i øjnene. Tankerne om, hvor vild James havde gjort ham, fik det nærmest til at prikke i hans krop.
"Selvom jeg var virkelig spændt på, hvad du havde tænkt dig at gøre, kunne jeg ikke styre mig selv længere. Men det var ikke min mening at gøre dig ondt, og jeg vil aldrig gøre det igen"

Hvorfor skulle det være så svært set hele. Det kunne ikke være meningen at det skule være sådan her. Alle de tanker der havde fyldt i nattens løb var begyndt at komme tilbage. Han var slet ikke sikker på hvad der skete med ham lige nu.
Han havde aldrig sagt at han ikke ville have dette sex igen. Havde han givet udtryk for det? Det havde jo været dejligt og han havde følt noget han aldrig havde følt før. Hvis han havde udtrykt at han ikke ville have sex igen så var set en fejl. ”Det... Det har jeg aldrig sagt..” han drejede hovedet for at kigge væk fra Marad. Da Marad snakkede igen endte han hovedet og kiggede Marad i øjnene. De der øjne, de var lige til at blive skør af. ”Åh..” nu kunne James bedre forstå hvor Marad havde været sådan. James havde haft tirret ham for meget, måske lidt for meget. Skulle han så til at passe på med hvad han lavede? For han havde da ikke tænkt sig at passe alt for meget på. James kiggede ned på Marads brystkasse. Han tog et skridt frem lagde hovedet ind på hans brystkasse. Forsigtigt lagde han armene rundt om livet på Marad. ”Jeg forstår” kom det stille fra ham. Han klemte lidt om Marads liv for at være sikker på han virkelig var der.

Dets å ud til, at det var ved at gå op for James, at Marad faktisk ikke ville gøre ham ondt. Det var alligevel noget af en lettelse, han var ved at være træt af hele den her diskussion. Han var altså for gammel til sådan noget pjat.
Det kom lidt bag på ham, de James lagde hovedetpå hans bryst, og bagefter lagde armene om han. Han stod nærmest som forstenet et øjeblik, inden han langsomt lagde armene om James. Alt dette var så nyt for ham.
Hvad så nu? Nu hvor de var kommet over det lille fejltrin og de ikke havde travlt med at have sex. Hvad skulme der så ske nu?
Han kyssede forsigtigt James oven på hovedet.
"Så.. hvad gør vi så nu?" Han blev nødt til at høre, hvad James nu havde tænkt sig, for han havde selv ingen ide. Han vidste kun, at James havde sagt ja til at blive hos ham.

De maskuline arme der blev lagt rundt om James gjorde ham helt blød i knæene. Det var en god følelse, tænk at en mand som Marad kunne få ham til at slappe så meget af. Han var ikke bange for at skulle gøre alt for meget galt. Han var ikke engang bekymret for ikke at have tag over hovedet. Han havde jo selv sagt ja til at blive her i noget tid. Dog havde han på fornemmelsen st det ville ende galt på et tidspunkt. Han ville forsvinde som han altid gjorde, det var bare spørgsmål om tid. Han havde altid levet på landevejene kunne han bare opgive det? Han var langt fra sikker på han kunne holde ud at være indespærret her. Marad havde lovet ham at læse ordentligt, måske han Bille lære ham at skrive også? Han tænkte lidt på Corrine der havde været en sød pige. Hun kunne sikkert både læse og skrive, inden han havde ødelagt hendes liv.
Marads stemme fik ham lidt ud af tankerne og han fjernede hovedet fra brystkassen, han kiggede op på ham og smilte lidt. ”Jeg ved det ikke” hans mave knurrende men han kunne godt leve uden mad. Det havde han gjort så mange gange før, og han ville ikke presse sig på. Marad skulle for alt i verden ikke føle ar han var en pestilens der bare trængte sig på.

Marad smilede svagt, da James mave knurrede. Han måtte uden tvivl være sulten, det var lang tid siden nogen af dem havde spist, og de havde trods alt brugt en god mængde energi.
"Måske vi først og fremmest skulle skaffe noget mad"
Han kyssede igen James på hovedet, inden han trådte et skridt tilbage.
"Jeg får kokken til at lave os et godt måltid. Der er ingen grund til, at du skal sulte."
Han trådte frem og kyssede James endnu en gang, inden han vendte sig om, og gik ud af rummet. Han tjekkede ikke om James fulgte efter, men han forventede det.