Min pige. Det ville aldrig nogensinde give hende andet end en dårlig smag i munden, når de ord eller lignende forlod Onelyas mund. Hun var ikke hans! Hun ville aldrig blive hans! Det var ligegyldigt om, han selv havde den syge overbevisning, for hun vidste, at det aldrig ville ske, at hun ville overgive sig til ham. Det… var hun sikker på. Mere sikker på end meget andet.

Ahra så til som døren blev lukket og låst, og hun var igen fuldt opmærksom på, at hun endnu engang var fanget i værelset med ham. Og ikke nok med det, så havde hun bestemt ikke gode fornemmelser af, hvad der lige var sket. Vagten ville ikke komme tilbage. Ikke på den side af døren, hvor hun kunne bruge ham i hvert fald. Så det havde været forgivet. Hun havde virkelig troet, at det ville fungere.
Et sagte gisp, tvunget ufrivilligt frem ved mødet med Onelyas’ blik tilbage på hende, der virkelig fik hende til at indse, at hun indtil videre havde holdt vejret igennem det sidste stykke tid, fremhævede markant dybden ved hendes kraveben, og hun spændte virkelig op i sine kindmuskler, som han strøg forbi hende. Beordrede hende, som han altid gjorde. Og selvfølgelig fortrak hendes ansigt sig arrigt og koldt.

”Som du selv sagde, hvornår er jeg begyndt at gå op i, hvad du ønsker,” svarede hun ham igen. Og det var først efter at ordene have forladt hendes strube, og at hun lige havde hævet hagen lidt ekstra, at hun langsomt drejede sig omkring for at have fronten rettet mod sin såkaldte ’ejer’. Halen var for en gangs skyld ikke hævet. Ikke nok med at klædet om hende gjorde det svært at have den løftet, men det var også af eget valg, at den var sænket til en langt mere rolig position nær hendes fødder. Den var alligevel ubrugelig efter at have været dum nok til at spise mad hernede fra. Hun ville få et klart bedre resultat ved at sende en lussing fra hånden end en fra den alt for bløde halespids.

”… Jeg ville ellers havde troet, at en så stor og stærk mand som dig, sagtens ville kunne vaske sig selv,” sagde hun så, hvorpå hun faktisk bevægede sig frem mod ham. Trak videre på sporet af vand, hendes hår efterlod på gulvet. Hun hævede et øjenbryn ved en hm lyd, som for at lægge mere tryk på den passive hån.

Ahra kneb skulende øjnene af ham. Hun havde været omkring mere end længe nok til at vide, at han kun levede efter det princip, når det galt ham selv. Det havde sikkert ikke engang faldt ham ind, at det som regel var den samme vej omkring, når det galt hende. Og han havde hidtil ikke været god ved hende, så hendes behandling af ham, ville derfor være godt begrundet. Men desværre var Onelyas, som så mange andre mænd, blændet af sin manddom. Og med hans krop fuldkommen blottet foran hende, blev hun taknemmelig for sin stædighed og tilvendelse af den mandlige krop, ellers ville hendes blik have vandret i stedet for at blive i deres sædvanlige stirre-konkurrence med hinanden. Men hun var skam opmærksom på hans nøgenhed. Havde det været under andre omstændigheder, ville hun nok ikke have noget imod at beskue.

Hun sagde ikke noget mere. Kommenterede ikke på hans vrangforestilling om, at hun ville ægte ham. Hun var stoppet op ikke langt fra ham, og selv med hans meget dominante – mere end ellers grundet hans raseri – havde hun ikke bakket længere væk eller krammet sig tættere om sig selv.
Det var først efter at Onelyas ville have kravlet op i karret og gledet ned at sidde i det varme vand, at hun modvilligt fulgte trop. Kun lige et enkelt flygtigt blik hen mod døren – låst – og så satte hun den ene efter den anden pote tilbage i badet. Og så stående foran ham, som var hun virkelig kun til for ham, løsnede hun svøbet omkring sig. Lod det først faldet ned over skulderne og overarmene, før hun bed det i sig og åbnede op for det. Roligt kom hun ned at sidde med knæene mod karret bund. Klædet havde allerede været godt fugtigt af at have absorberet vandet fra hendes krop forinden, og det var ikke af silke eller andet stof, der ville blive ødelagt af at blive vådt, så hun samlede det i til en klud i sine hænder, og druknede det i vandet, inden hun kravlede sig tættere på og sørgede for at sidde løftet på knæene mellem de mørke muskuløse ben.

”Jeg er sikker på, at din tidligere hustru var oven ud lykkelig for at gøre det for dig.” Hendes eget kølige blik var rettet op mod hans, idet at hun løftede klædekluden op fra vandet igen, men som hun lagde den ind mod det øverste stykke af hans brystkasse faldt hendes blik næsten ydmygt. Det var ikke noget under at han havde kunne holde hende nede så let, gik det op for hende. Hun klemte om kluden så vandet ville rende ud, før hun gnubbede den henover hans sorte hud indtil den nåede vandet. Og hun gjorde det igen. Løftede den drivende klud til et andet punkt af hans brystkasse, pressede og gnubbede.

Det ville være så nemt at løfte kluden bare en smule højere. Placerer den henover hans ansigt, hen over hans mund og næse, og presse til. Blokere hans luftveje. Kun lige indtil, at han ville miste bevidstheden. Hun ville ikke slå ham ihjel. Eller jo. Hun ville ikke have noget imod at se livet dræne fra hans grådige øjne. Men det var kun overfladiske lyster og tanker og forestillinger. Spontane lyster og tanker og forestillinger. En som hende ville ikke kunne gå igennem det …

Ørene løftede sig i forbløffelse, selvom at forbløffelsen kun var meget mild i de øjne, der så ind i hans. Kluden stoppede midlertidigt, stadig lagt ind mod hans hårde brystkasse. Så han havde faktisk haft en hustru før. Ufatteligt. ”Mmh,” mumlede hun blot. Et svar der både kunne betyde ja men også bare kunne være for at anerkende, at hun havde hørt ham. Hans reaktion havde skam ikke gået hende forbi. Varsomheden, var noget hun kunne udnytte, så hvorfor dog give ham den fred ved at forsikre ham, at det ikke havde været andet end et gæt. Selv hvis hendes egen reaktion allerede havde afsløret det for ham. ”Selvom jeg er ikke havde forventet det. Ikke sådan som du har isoleret dig selv under jorden.”
Ahra sænkede sit blik fra ham igen for at lade det glide ned ad ham til sin hånd. Kluden kørte hun tværs ned over brystkassen i et roligt zigzag mønster til den automatisk kom under vandet igen. Hun havde på sin vis bevidst ikke rørt ham direkte. Ingen hud mod hud. De sad tæt ved hinanden, og hun havde ikke placeret sig synderligt uskyldigt.

Som kluden blev løftet og lagt mod ham igen, lagde hun den højere oppe ved hans kraveben. Og i stedet for at gnubbe den ned, førte hun den længere op til, hvor hans skulder og hals krydsede. Her klemte hun vandet hud, så det skyllede ned over et sted urørt af varmen, før kluden bevægede sig længere om i hans nakke og så ellers tilbage til front igen. Over det nederste af hans hals. Og så længere op. Indtil hendes hånd havde spredt sig i kluden omkring halsen. Ikke kvælende i den forstand, at hun strammede til. Det gjorde hun ikke. Ikke det mindste. Hun havde bare hånden der.

At høre ham sige hendes navn som han havde nu gjorde – ligegyldigt og besidderisk – fik Ahra til at stramme ind omkring hans hals. Det var stadigvæk ikke nok til at gøre nogen form for skade, men det burde være nok til at få budskabet igennem til ham. Hvis han da overhoved kunne mærke det. Hans hals var lige som alt andet ved ham, muskuløst. Ikke lige som hendes egen hals, der var skrøbelig og tynd. Hvis hun virkelig ønskede at gøre noget alvorligt, ville hun være nød til at klemme med begge hænder, var hun sikker på.

Men klemmet nåede knap nok at være til stede længe nok, idét hun fluks slap og trak sin hånd sig. Kluden slap hun også og den faldt klasket ned i vandet mellem dem, hvor den flød halvt under og halvt oven på vandoverfladen. Ligegyldig i forhold til, hvad andet det havde tvunget hendes opmærksomhed til sig. Hans hænder. Selvom hun havde forventet, at han ikke ville kunne holde sine hænder fra hende, når hun var så blottet og intimt placeret for ham, som en præmie, og selvom hun havde set ham række ud efter hende, havde det alligevel aktiveret hendes reflekser.
Straks havde hun grebet fast omkring hvert af hans håndled. Hun var højst sandsynlig ikke stærk nok til, at holde hans hænder fra at vandre længere op, hvis han ikke selv valgte at lade sig stoppe. Men det gjorde ikke, at hun i det mindste ikke prøvede. Hun havde automatisk sat sig rankere op på sine knæ og albuerne var løftet for at lægge mere muligt vægt ned på hans arme. Uden rigtigt at vide det, havde hun også presset sine negle truende ind mod hans hud.

”Jeg gav dig ikke mit navn, for at du kunne bruge det, lige som du gav mig dit, Onelyas,” sagde hun spydigt til trods for man stadig kunne høre sensualitet, hun havde ladet bygge sig op mellem dem for at glæde ham, ligge i hendes lavmælte stemme. Hun skulede ligeledes mod ham, men hun var også stadig nøgen foran ham. Frivilligt, hvis man så bor fra, at det kun havde været frivilligt fordi, hun ville have risikeret tvang, hvis hun ikke havde gjort det.
Lidt efter lidt løsnede hun dog sit greb omkring hans håndled. Slap ikke. Men hun borede ikke sine negle ind i dem længere. Det var ikke et klog valg lige nu. Og havde hendes instinkt og stædige refleks trådt ind, ville hun så overhoved havde gjort det?

Så hendes kvælertag havde alligevel påvirke ham til en vis grad? Ellers ville han ikke have ømmet sig sådan. Hun havde hverken klemt hårdt omkring den eller gjort sig synderligt umage for at lukke af for hans luftveje. Det havde ikke været meget andet end en påmindelse om hendes evige had til ham. Og det ville ikke ændre sig. Ligemeget hvad der skete, ville hun stadig hade ham, som den usle mand, han var. Ligemeget hvor mange gange han smed hende på sin seng og knaldede hende til hun hev efter vejret og knap kunne bevæge sig af udmattelse. Ligemeget hvor mange gange han slog hende. Om han tvangsgiftede sig med hende. Hun ville stadig ikke komme til at elske ham, som han ville. Det var den eneste ordre, hun ikke havde i sinde at adlyde. Nogensinde.

Ahra gengældte hans blik i de sekunder, inden hun sænkede det for at sætte sig ned på sine ben og drukne sine hænder under vandet for at føle efter kluden, der var synket ned mod bunden og flød omkring uden nogen som helst bekymringer. ”Et slavenavn er kun for slaver at have,” sagde hun, stadig bitter over, at han ikke kunne få det ind i sit tykke noget, at hun ikke var hans slave. Han havde ikke købt hende. Hun havde ingen gyldige dokumenter. Hun var en fange. Det var, hvad hun var. Han havde kidnappet hende. Det eneste han til at få hende til at gøre, hvad han ville, var trusler. Ikke den underkastelse slaver var opdraget til at have.

”Men nu har du gjort mig nysgerrig. Hvad ville du have kaldt mig?” Hun fandt kluden og rejste sig derfor op på sine knæ igen. Flyttede sig faktisk tættere på ham. Ikke at det gjorde meget. Der havde i forvejen ikke været meget mellemrum mellem dem, til hendes misfornøjelse. Men selvom hun ikke var glad for at være tvunget så tæt på ham, lykkedes det hende at lægge en dæmper på det i sit ansigtsudtryk, hun viste ham, da hun løftede blikket til ham igen. ”Jeg er sikker på, at du allerede har gjort dig nogle tanker.”
Kluden, gennemblødt og stadig dryppende voldsomt, da den blev hævet op ad vandet, blev klasket ind mod hans brystkasse endnu en gang, så selvom hun ikke gnubbede eller pressede om den, ville han kunne mærke det rendende vand. Ved at have bidt sin afsky i sig, havde den anden hånd dog fundet sin vej til hans ene lår, længere fremme mod hans hofte end mod knæet, så hun nemmere kunne holde balancen, idét at hun havde lænet sig faretruende tæt på ham - stadig uden at lukke afstanden mellem dem helt.
Han havde været meget kontrolleret, da han havde stoppet med at røre hende før, så hvor langt ville hun kunne komme, hvis hun pirrede ham. 

Påmindelsen om halsbåndet – for selv hvis det blev belagt med det pureste guld og diamanter var det i bund og grund ikke andet end et halsbånd – havde fået hånden ved hans lår til at flytte sig op til det. Hun havde egentlig glemt, at det var der. Af egen vilje, selvfølgelig. For hende var det ikke et smukt smykke ligemeget, hvor godt det så end klædte hende. At det havde andre egenskaber end at ydmyge hende og nedgradere hende til et kæledyr, det havde hun stadigvæk ikke regnet ud. Der var rigeligt med andre grunde til, at hun var blevet givet det på. Det lignede måske ikke en lænke, men for hende føltes det som en. Og hun var mere end bare sikker på, at han også var klar over dét.

”Hh!” Forskrækket over den krævende befamling af sin ganske velformede og ungdommelige bagdel fik hende med ét til at miste balancen. Og som havde det givet hende et skub i en ønsket retning, væltede hun fremover. Hånden, der ikke hurtigt bare lagde ekstra pres ind mod Onelyas’ faste brystkasse, greb i strakt arm straks omkring karrets kant lige akkurat ved siden af hans hvilende hoved for at yderligere undgå at ligge fuldkommen opad den nøgne mand, hun var tvunget til at dele badet med.
De var betydeligt tættere på hinanden, men der var stadigvæk ingen direkte kontakt mellem deres kroppe. Lige set bort fra hans hænder, der hyggede sig med hendes baller, hvis de ikke allerede havde valgt at vandre til et andet sted på hendes krop. Hun ignorerede selv den sagte lyd af overraskelse, der nu alligevel havde fortalt hendes strube. Forhåbentlig havde lyden af skvulpende vand overdøvet det.

Nu med ansigtet faretruende tæt på ham, fik Onelyas da lige tildelt endnu et skulende blik. Han skulle da ikke gå blik af at vide, hvor utilfreds hun var. Han skulle bare være glad for, at hun ikke valgte at bruge muligheden på at bide ham. ”Din tidligere kone burde have lært dig i, hvordan man behandler en kvinde,” sagde hun både spydigt og mildt. Igen; de var tæt nok på hinanden, at der ikke var grund til at råbe højlydt af hinanden. Hvad ville vagterne udenfor døren ikke tænke?! At Ahra blev udsat for ting mod hendes vilje? Pjat.

Onelyas havde så godt som allerede fået hende lænet hende tilbage, idét han blot havde rettet sig op, for selvom Ahra priste sig på at aldrig lade sig intimidere af frembrusende folk, der forsøgte at fremstå mere truende ved at træde tættere på, så ønskede hun ham ikke nær sig. En følelse der på meget kort tid ved hendes ankomst have begravet sig så dybt inde i hende, at hendes krop tæt på automatisk reagerede tilbageholden, når han kom nærmere.
Det var derfor langt fra den sværeste opgave at få vendt deres positioner omkring. Og desværre for hende, havde karets modsatte side ikke et klæde til at gøre det mere behageligt for ens hoved at hvile mod, så i det hendes baghoved ramte mod, skar hun en smertende grimasse. Mindede hende med ét om, hvordan hun var blevet slået ned som et byttedyr ikke mere end en dag siden. Eller var det kun en halv? Uden en klar fornemmelse af tiden, havde hun egentlig ikke nogen anelse om, hvor længe hun havde været væk. Og dermed heller ikke hvor længe hun indtil videre havde været under jorden i selskabet med svinet lænet ind over sig.

”Du har virkelig et ækelt syn på forhold,” nåede hun lige at vrisse af ham, før hun endnu en gang følte ham bringe sine læber over hendes. Hans bevægelser var så krævende, at hendes egne mere eller mindre fulgte med af sig selv. Tilbage i biblioteket havde hun kæmpet med at holde sine læber stift forseglet, hvilket havde givet ham intet andet end følelsen af at kysse en dukke.
Med den ene arm svunget bagud for at kunne få et støttende greb i kanten bag sig, så hun ikke lå for meget mod det ømme punkt i baghovedet, havde hendes anden hånd igen fundet et presset støtte ind mod Onelyas’s brystkasse. Hendes ben var stadig mellem hans, så alt det tog var for hende at løfte op i knæene for at kunne mærke hans manddoms tilstedeværelse. Hun væmmedes svagt ved følelsen, men hun gjorde ikke noget for at undgå berøringen efterfølgende.

For Ahra virkede det som en evighed, hvori hun faktisk havde fulgt hans befaling og deltog i kysset. Uden tvivl ikke med så meget passion, som han nok ville have håbet eller ønskede, hun hadede tanken for meget. Et kys var bare et kys - normalt. Men hun vidste, hvad der betød for en som Onelyas, der ønskede at have hende elske ham. Ikke bare elske med ham. Der lå noget langt mere bindende i et kys med ham end med andre mænd, hun havde været med og ladet besudle hendes læber.
Så da hun endelig bed ned med en skarp hjørnetand, var det ikke til at sige, om hun havde planlagt at gøre det fra starten eller bare ikke kunne tage mere midt i det hele. Til hans held havde hun ikke bidt sammen, som hun havde gjort om vagtens arm. Ahra smagte godt nok blod på sin tunge, men det havde været sådan en akavet manøvre, at hun nemt bare kunne have prikket hul frem for fået en tand helt igennem hans læbe. Det havde nok mest været et sigende nap.
Straks havde hun trukket sit ansigt på afstand fra hans for at kunne give ham endnu et vredt udtryk. Og lige slikke en hentydning af blod væk fra sin mundvige med tungespidsen.

Han var egentlig ikke helt overrasket over, at hun ikke kæmpede imod, da han vendte hende rundt, for hun havde hoppet med ned i karret og vasket ham, helt uden besvær, og han havde fået muligheden for at røre lidt ved hende allerede. Nu, mens han holdt hende ned under sig med sine store, tilfangetagende hænder, kærtegnede hans hendes krop, ned ad låret, op ad maven, og gav gerne hendes små, tiltalende bryster et klem. Han kunne simpelthen ikke lade være. 

Der var mere blod, end Ahra havde forventet at se. Hun havde ikke engang lagt mærke til hvad hun havde fået sat tænderne i, så forestillingen af skaden sket, havde ikke været meget mere end, at hun havde fået fat omkring undersiden af en læbe og så lige prikket hul. Men nej. Hun havde gjort en del mere skade. Og hun havde bestemt intet imod det. Dog var der ikke rigtig noget der toppede over den følelse, hun fik af at se Onelyas krybe væk fra hende på den måde. Som var han vitterligt bange for hende. Og her havde hun gjort sig mentalt klar til at blive offer for hans smertende slag. Eller værst af alt; blive tvunget helt under vande. Men han havde åbenbart ikke samme manglende ønske om at holde den anden intakt.

Dog stadigvæk påvirket af suget der var kommet af både at tage risikoen og Onelyas’ meget pludselige og paniske reaktion, havde hun ikke selv rigtig bevæget sig meget fra sin placering udover, at hun havde fået sat sig bedre op med ryggen fladt ind mod karets væg. En meget dyb ånding blev ført igennem hendes lille finde næse og ned i lungerne, hvor den tunge og varme luft, der steg fra vandet, blev parkeret i et øjeblikstid også ellers pustet tungt og rystende ud af munden, nok lidt for hurtigt til at kunne give den korrekte beroligende effekt en sådan manøvre normalt hjalp med.
Blikket i de rubinrøde øjne var meget tæt på at slå lyn i samme facon som blikket, der var rettet mod hende, og man skulle næsten tro, at man kunne skimme gnister mellem deres øjenkontakt. Hendes ører havde på daværende tidspunkt lagt sig helt tilbage. Og benene havde hun diskret trukket lidt ekstra op til sig, mens armene havde viklet sig lidt ekstra dækkende omkring hendes overkrop. Han havde set den. Han havde rørt den. Men alligevel ønskede hun, at hun ikke var helt så blottet foran ham i lige netop dét øjeblik.

”Du burde vræle sådan noget oftere. Det klæder dig bedre end din modbydelige arrogance,” brød hun så til sidst stilheden med. ”Lige som rød åbenbart virkelig klæder dig.” Faktisk var hun forundret over, hvor tydeligt hun kunne se blodet dryppe fra hans mundvige. Lige som hos hende. Bare ikke helt så voldsomt. Men selvom hun havde slikket hvad hun troede var det værste væk, havde hun alligevel stadig en enkel stribe af hans blod ned ad hagen.

Ahra’s ord havde ganske rigtigt været brugt som en direkte hån, men hun morede sig egentlig ikke over, at hun havde forvoldt ham skade. At hun ikke havde problemer med at slå fra sig uden tøven var bestemt ikke det samme som, at hun nød at gøre det som en eller anden psykopatisk sadist. Selv ikke da hun fik lov til at opleve selveste Onelyas have problemer med at tale tydeligt og dermed ikke blev forstået, fandt hun ingen form for morskab i, selvom hun muligvis ville have gjort det, havde situationen været anderledes. Men lige der? Lige der tvivlede hun sikkerheden af sin egen overlevelse. Der ville være konsekvenser.

Men ingen konsekvenser havde indtil videre ramt hende. Ikke andet end et rasende blik fra manden selv. Og han havde blot efterladt hende i badet for at afreagere andet steds. Det sendte et lille, men stadig tydeligt set igennem hende, idét han pludselig ryddede sit arbejdsbord for ting, og selvom hun havde sørget for at stift følge ham rundt, fra da han havde rejst sig fra karet - fremvist sig selv i sit fulde nøgne selv foran hende igen - til hans tur mod døren og til sidst skrivebordet, så fokuserede hun endnu mere på ham efter den abrupte handling.
Han var vred. Det var hun sådan set også, men det var lidt noget andet, når Onelyas var det. Så meget havde hun da fået på plads. Og selvom han så ud til at gøre alt andet end at lade vreden gå udover hende - af en grund, hun ikke forstod, men var taknemmelig for - så vidste hun, at det kun var et spørgsmål om tid, før der ikke længere var andet af kaste eller vælte, før hun stod tilbage som ene offer, havde alt det andet ikke hjulpet på at dæmpe raseriet, der boblede i ham.
Hun ønskede ikke at være til stede, når det skete.

Så i en fluks bevægelse rejste hun sig selv ud af karet, greb sin egen kåbe, der lå parat til hende på gulvet, hvor hun havde efterladt den efter afklædningen foran Claude og tøvede efterfølgende ikke med at sætte i løb mod døren. Kåben blev kun lige holdt op og ind mod overkroppen som et primitivt dække. Der var ingen tid til at tage den ordentligt på.
Hun vidste at der ikke ville stå nogen vagt på den anden side af døren. Ikke efter at Onelyas netop havde sendt ham væk for at finde en, der kunne lappe ham. Det kunne godt være, at hun ikke kunne slipppe helt ud, men det var ikke sikkert for hende at befinde sig i et rum alene med den sorte mand i øjeblikket.

Hvad havde han troet, hans udbrud ville gøre? Stoppe hende? Han var ikke en far, der råbte efter et uopdragent barn. Det skræmte ikke Ahra nok til at faktisk makke ret. Langt fra. Hans udbrud havde kun gjort det mere klart for hende, at han havde opdaget, hvad hun havde haft gang i. Ikke overraskende siden hun ikke ligefrem havde gjort noget for at skjule sin flugt denne gang. Hun havde blot udnyttet øjeblikkets svagheder. Så netop grundet hans forsøg på at stoppe hende med simple lyde og en hævet stemme, skyndte hun sig kun mere.

Der blev ikke fumlet meget med døren, før hun havde svunget den op og spændet igennem den ud på gangen. Der var betydeligt koldere der end inde på værelset og både afklædt og våd bed kulde straks på hende og fik de små finde hår til at rejse sig. Hun ville have tilladt sig selv et skælv, havde hun ikke en rasende mand lige i hælene. Hun havde ønsket at døren åbnede udad frem for ind, så det ville have været hende muligt at bare smække den i - forhåbentlige lige i fjæset på Onelyas, som han fik kæmpet sig efter hende.
Ude på gangen satte hun farten op med det samme. Der var et klart længere stykke at løbe på end inde på værelset, hvor hun havde måtte nøjes med at mere eller mindre lunte-løbe for ikke at risikere at ramme direkte ind i døren frem for ud af den, fordi hun ikke kunne stoppe i tide.

Der var ingen tvivl om at Ahra var hurtigere end Onelyas. Hun var både lettere og havde ben bygget til at løbe og springe omkring. Det var også derfor, at en følelse af overlegenhed begyndte at hobe sig op i hende. En faktorer der måske kunne bebrejdes for hendes nederlag, da kåben, hun stadig holdte dækkende op foran sig, forrådte hende. Stoffet var langt nok til at nå ned til gulvet og i et øjebliks uopmærksomhed og ren desperation om at komme væk, trådte hun en pote ned oven på kåben og faldt så lang hun var.
"War-hng!.." Hun følte sig selv glide et ekstra stykke hen over gulvet og blev lammet i et splitsekund af ømheden fra faldet, før hun med rystende arme kæmpede for at komme op igen.