Følelsen af frygt for at slippe får Sasuchi til at blive ved med at holde om hende. Han er bange for at slippe.
Det han rent faktisk er bange for er, at hun er væk, når han giver slip.
Han tager en dyb indånding og smiler så meget, at Naíshca burde kunne mærke det.

Hans hale ligger helt stille og fladt i sandet. Hans pels har egentlig fået lidt sand, da han gik ned fra klitterne.
Pludselig kommer den velkendte spinden, som han ikke har gjort i lang tid. Han kommer med et lille smirk, da han opdager det.

Naíshca kan ikke lade være med at fnise stilfærdigt, da hun mærker hvor meget han smiler. Det er længe siden, utrolig længe siden, hun har været så glad og hvor hun har kunnet mærke glæden i hele sin krop. Hendes ansigt lyste pludselig op, da hendes ører opfangede den fortryllende lyd af hans spinden. Den lyd hun har længtes så meget efter, og som hun ikke har hørt i lang tid. Det føltes næsten som flere årtier.. Hun presser sig langsomt mere over imod ham, og lægger derefter hele sin vægt i, så han burde vælte omkuld og også, ufrivilligt, få hende til at slippe ham. Hun lægger sig ned ved hans side, og putter sig kærligt helt ind til ham, nærmest som at søge ly for den stille vind.

Sasuchi bliver selvfølgelig, overrasket, væltet omkuld i sandet med Naíshca i favnen.
Da hun lægger sig ved siden af ham ser han på hende med de gyldenbrune, let gule øjne, som er varme. Smiler bliver skævt og han puster blidt til hendes hår.

,, Goddag skønne... " Han hvisker det nærmest, men med en blød stemme. Han lader sin hånd kærtegne hendes ene kind.
Hans hale er efter overraskelsen begyndt at slå lidt forvirret rundt, men efterhånden falder han til ro igen.

Naíshca ser direkte ind i hans varme dyriske øjne, mens hun betragter hans ansigt. Suger enhver detaljer til sig, og hun må også indrømme at han har ændret sig siden sidst de sås, selvfølgelig positivt. Hun lader langsomt en kærtegnende hånd glide over hans pelsede kind, mens hun glædelig fornemmer hvordan det er at være hos ham igen.
,,Hej søde.." Hvisker hun fløjlsblødt, mens hun sender ham et varmt smil og lader sin kærtegnende hånd fortsætte ned over hans brystkasse i en stilfærdig bevægelse, før hun trækker den til sig og sukker tilfredst.

,, Du har ikke været til at finde. Jeg var ved at gå til grunde - Jeg var vidst heldig, at jeg fandt dig i sidste øjeblik. " Siger han med et lille skævt smirk. Han kan ikke lade være med spinde, så lyden er højere end før. Hans næse vibrere næsten så meget som en af vores moderne mobiltelefoner, når der går en sms igennem - For at give et eksempel.
Hans ører ligger ned, da han kan høre havets brusen tæt på dem. Hans hånd kører roligt igennem hende hår og samler en lille del af hendes hår mellem hans fingre/poter.
Hans trædepuder er lidt kolde, da han har gået igennem skove, så han er forsigtig med at placere dem på Naíshcas bare hud.

Naíshca rystede stille på hovedet, med et lettere skævt smil. Selvfølgelig.. Hvordan skulle han kunne finde hende, når hun sad indespærret hos Samson? Hun bed sig i læben, før hun lagde hovedet ind til hans brystkasse og slappede af. Hun behøvede ikke længere at tænke over, hvor bange hun havde været for, om der skulle være sket ham noget, for nu havde hun endelig fundet ham igen og hendes bekymrede tanker kunne atter slappe af. Hans spinden fik hende blot til at sende ham et stort varmt smil, og for ikke at ødelægge dette herlige øjeblik valgte hun ikke at nævne noget omkring Samsons tilfangetagelse, selvom hun var beskidt, havde rifter hist og her, var blevet mere mager og hendes lasede tøj.
,,Hvor har du været? Jeg kunne ikke finde dig nogen steder.. Jeg har været så bange for, om der skulle være sket dig noget.." Svarede hun med et tydeligt skævt smil. Det sidste hviskede hun dog næsten, det var næsten uhørligt, men hun var sikker på at han ville høre det, pga. af hans gode høresans.

Sasuchi følte sig lidt utilpas, da hun sagde hun var bange for der var sket ham noget. Han ville ikke gøre hende bekymret, så meget som han har bekymret sig om hende.
,, Jeg havde, desværre, noget jeg skulle tage mig af. " Han ser varmt på hende med et undskyldende udtryk i ansigtet. Smilet hun gav ham, da han spandt gjorde ham glad og gav ham en trang til at se det igen.
Han havde godt lagt mærke til nogle enkelte ting, som ikke var som de normalt var på Naíshca. Hendes hår var beskidt og pjusket. Mens hendes tøj var revet i stykker og havde pletter hist og pist. Hun så ret usoigneret ud.
Han ville dog ikke spørge hende med mindre hun ville fortælle ham det. Men han kunne nu næsten ikke holde sin næse for sig selv, da hun er hans kone.

Naíshca studerede nøje hans ansigt, for at se hans reaktioner. Hun nikkede langsomt, men forstående da han sagde, at han havde noget han skulle tage sig af. Hun pillede kærligt ved hans pels på hans hals, mens hun så ham i øjnene med et lille svagt smil, som spillede i hendes mundvige.
,,Mmhm," mumlede hun blot. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun ellers skulle sige til det, og hun regnede med at det han skulle, havde noget med jobbet som lysets kriger at gøre. Det var noget hun blev nødt til at affinde sig med, at han måtte ordne ærrinder og den salgs, såvel som hun også måtte, nu da hun også var blevet ansat. Hun ville ikke nævne det omkring Samson for ham, lige nu. Hun følte at det var ligemeget i dette øjeblik, for hun ville gøre alt for ikke at ødelægge det på en eller anden måde. Men han ville vel kræve en forklaring på det, på et eller andet tidspunkt.. Det var hun næsten sikker på.