Cecilio kunne ikke lade vær med at le af hende. Det var rigtigt nok, men samtidig endte den også med at han blev hånt af sin egen familie, og at han stadig var vildt skinsyg. Det var en god historie til at opdrage børn med, men ikke ligefrem hvis man ville have en der endte lykkeligt.
Han var noget overrasket, da han pludselig fik kvinden oven på ham. Hun var ikke speciel tung, men det var et lidt andet syn at se hende på denne her måde fra. Han kunne ikke gøre så meget andet end at kigge op på hende, og høre hende fortælle historien. Han havde hørt dele af denne her historie før, men ikke på den måde som Lyuba fortalte det på. Der var noget magisk over det.

"Se, den endte lykkeligt," sagde han smilende og leende. "Meget bedre end Alliken, der ikke fik sin lykkelige slutning." Han havde sådan et afslappet smil spredt over hans læber, som om at det faktum at hun stadig sad på ham ikke gjorde noget. Det var nok blandingen af alkohol, og historierne der gjorde at han virkelig kunne slappe af. "Du er en fantastisk historiefortæller, Lazura."

Lyuba grinte lidt og lavede en phssssh lyd med en lille håndbevægelse. "Jeg gentager bare det jeg har fået fortalt" sagde hun med et bredt smil ned til ham. Hvilket jo nok også var sandt. De fleste gang hun havde fået fortalt historierne frem for at have læst dem  var det blevet gjordt meget dramatisk eller med et farverigt sprog.
"Men godt jeg har flere af hvor de kommer fra så" sagde hun med armene folder over kors ved livet. Hun kiggede ned og opdagede på en måde først nu at hun sad over ham så lidt akavet men dog ikke i en alt for hurtig bevægelse lænede hun sig til siden og kom af ham igen. Om hun stadig var rose i kinderne af Cecilios kompliment, alkohollen eller hendes knapt så anstændige måde at sidde på ham på, viste Lyuba ikke. Men hun kunne stadig mærke den lettere prikkende varme der fulgte med det. 
Solen kunne stadig ikke ses, men himlen var så småt begyndt at lyse og hun kikkede i den retning. "Vil min forlovede følge mig sikkert til mit telt?" spurgte Lyuba lidt traværende, men rettede så opmærksomheden til ham igen med et smil.

Pludselig så det ud som om at Lyuba havde ganske travlt med at komme ned fra ham, og han kom med endnu en latter. Han var bare i så godt humør, og hvem skulle have troet det tidligere på dagen? Der var han sikker på at den akavet stemning aldrig skulle forlade.
"Selvfølgelig vil han det," sagde han, og kunne da godt se at Lyubas kinder var røde, men det kunne ligeså godt være pga. alkohollen, selvom det først var kommet da hun smuttede ned fra ham.

Han rejste sig op fra sin plads i puderne og strakte sig lidt, inden han tilbød en hånd til kvinden han skulle dele resten af sit liv med. "Hvis min kommende hustru tillader?" sagde han smilende, med glimtrende øjne. 

Lyuba kunne ikke lade være med at grine over hans gode humør imens hun tog hans hånd og blev løftet op på benene. "Det gør hun uden tvivl" grinte hun imens hun fandt sin balance. Yep, den vin slog lige så hårdt som hun huskede det. Stadig med sin hånd i hans var det nu hendes der trak lidt afsted med han. Dog ikke før hun havde gjordt en grimasse tilbage til en af dem der stadig sad i puderne som piftede efter dem idet de så ud som om de forlod festen sammen. 

Det var ikke langt væk fra pladsen at hendes trup havde slået teltene op. En lille afsides plads med en, nu udtørtet, vandpumpe der førte til et lille bassin i midten. I mørket fandt Lyuba hen til det telt der tilhørte hende og Samira og vendte sig om med et smil til Cecilio imens hun signalerende at det var hendes.

Cecilio kiggede sig kort over skulderen da nogen piftede, men rystede så bare på hovedet. De kunne jo tro hvad de ville, men intet ville ændre det faktum at selv hvis de gjorde det, så skulle de giftes om 40 dage. Så nu eller om 40 dage? der var ikke megen forskel.

"Så det er her vores morskab ender," sagde han stille og kiggede på teltet. Han skulle helst ikke vække dem der nok allerede lå og sov derinde, så det var bedst at forholde sig stille. "Det har været en hyggelig nat, Lazura. Du må sove godt," sagde han roligt og lænede sig så ind og gav hende et blidt kys på kinden. Ikke noget der skulle tages som andet end et venskabskys, men han var ikke klar over hvordan Lyuba kunne tage det.

Lyuba stod et øjeblik da hun godt viste hvad hun ville svare, det var simpelthen for nemt. "Balzera, vores morskab er først begyndt" sagde hun med et skævt smil, men kunne ikke holde ansigtet længe før hun holdt sig for munden og forsøgte uden held at holde et grin inde. Hun rystede lidt på hovedet af det inden hun slog teltets åbning til side. "Godnat" afsluttede hun inden hun forsvandt bag tæppet. 

Lyubas skuldre slappede af da hun var i skjul derinde. Hun havde først lagt mærke til at hun havde været anspændt nu, så at ligge sig ned i tæpper og puder og finde sin moder sovende var bestemt tiltrængt. "Du skal op om et par timer" kunne lyuba høre Samira hviske i stilheden. "Så må du hellere lade være med at forstyrre mig nu" svarede hun, men fik et lille paf over håret som straf som fik begge kvinder til at små grine under tæpperne inden de faldt i søvn sammen.

//out

Cecilio lo blidt af hvad hun sagde, og gav hende et kort vink, før hun forsvandt ind i teltet for at sove. Det var rigtigt nok, men for idag var deres morskab forbi. Men det havde ikke været en hel slem dag.
Han tog en dyb indånding, og begyndte så at bevæge sig hen til hvor hans egen gøglergruppe boede. Et bredt smil var på hans læber. Hun var helt klart bedre end han havde turde håbe på, men der var stadig så meget de ikke vidste om hinanden, og Cecilio var godt klar over at dagen ville komme,  hvor hans egen fejl ville komme ud i lyset. Det kunne ikke blive ignoreret forevigt.

Da han kom tilbage til vognen han sov i, var han forsigtig om ikke at larme for meget, men med hvor højt nogle af gøglerne snorkede, så tvivlede han på at han ville kunne vække dem. De var helt væk.
Han smuttede hen til sin seng, og ligeså snart at hans hoved ramte puden, så gik han ud som et lys. Dagens anstrengelser havde endelig overtaget ham.

//out