".. Eller også... er de bare... væk for altid.." hans ansigt er vendt mod jorden...
... Mor... han synker ned og sidder med benene op foran brystkassen.. knuger om dem.. gemmer ansigtet væk.
Hvorfor....? Hvorfor?!!!! tænker han...

"nej.. de er oppe i himlen sammen med de andre engle.." sagde hun i håb om at gøre ham glad igen.
godt gået nu fik jeg knægten til at græde.. årh hvorfor flyver jeg så ikke bare så kan han være alene.. tænker hun og bræder sine vinger ud..
"skal jeg ikke flyve dig hjem? " spurte hun så roligt og rakte ham sin hånd.

han ser op med blanke øjne.
"... Bare ned til byen... så kan jeg selv finde hjem.." siger han stilfærdigt... rejser sig op og gnider sine blanke øjne..
Så... kan jeg måske finde Chiaki.... Chiakiiii~ tænker han snøftende...
Jeg... vil bare hjem.. helt hjem!! tænker han trist... nu havde han set det lyspunkt, at man kunne have vinger! og så.. ingen vinger alligevel...

det lader til jeg aligevel kan holde min tidsplan tænker hun og smiler kort.
"jamen så flyver jeg dig til byen" svarede hun roligt og tog ham op i sine arme og tæppet med så han ikke skulle fryse på flyveturen.
"hold godt fast" sagde hun og satte så i løb, slog vingerne ud og ude af hulen fløj de så.

//out

Lyden af skridt imod det stenbelagte gulv, gav genlyd i den enorme hule. Caimes mindre skikkelse, vandrede forsigtigt imellem de mange kilder og så søgende omkring sig. Hun var ganske utrygt for at vandre derinde, i frygt for at falde i en af de mange søger, og måske opleve de mest underligste ting derefter. Hun havde hørt forskellige rygter om kilderne, både gode og dårlige. Den ene af dem, hvilket var dårligt, var at en ti'årig dreng var faldet i en af kilderne, imens han legede med sine venner. Da han rejste sig fra vandet, var han pludselig blevet halvfjers år ældre, og dermed firs år gammel. Den anden var, at en af de mange kilder kunne heale selv de dødeligste sår. Det var bl.a. grunden til at hun var kommet. Hun havde haft en af sine små uheld, med en kniv da hun var igang med at lave lidt mad til sig selv.
Hurtigt havde hun forbundet sig selv, og styrtet ned til hos hospitalet for at gjort mere ved den halv dybe flænge. Hun havde fået den salvet ind, og derefter ordentligt, men lægen havde anbefalet hende at tage til de magiske kilder. De havde ikke selv mere af vandet fra den healende kilde, men hun kunne da selv vandre derop og få det ordnet. Han havde givet hende et kort over kilderne, og udpeget hvilken hun skulle benytte. Så afsted var hun taget.
Caimes gyldne hår var sat op i en flot hestehale, der fremhævede hendes smukke kvindelige ansigt. For en gangs skyld, havde hun klædt sig i et par bukser, og en normal trøje. Bukserne var mørkegrå, der sad tæt indtil hendes formelige ben. Trøjen hun havde på, var nærmest sort, men den havde en brun-grønligt skær. Farven klædte hende underligt nok, selvom hun plejede at bærer lyse farver. Derudover bar hun sit sorte corsage, der spændte hende ind, og fremhævede hendes kropslige former. Derudover bar hun en skuldertaske, der var slået om hendes skuldre. Deri lå der noget mad til turen, og en flaske der skulle opbevarer vandet.
Hun trippede forsigtigt afsted, og holdte kortet frem for sig. Hun standsede, og skævede rundt. Hun skævede derefter undersøgende til kortet, og nikkede bekræftende. Hun havde minsandten fundet den. Hun follede kortet sammen, og puttede den i tasken. Derefter satte hun sig på hug, og trak flasken frem fra tasken. Inden hun puttede vandet deri, ville hun først og fremmest se om det var den rigtige kilde, ved at stikke sin skadet hånd i vandet. Men var det ikke en anelse risikabelt? Jo, blot en smule.

Rex tunge skridt gav genlyd. Badun... Badun... Han stoppede op og så sig omkring. De tykke bjergvægge afskærmede for solen, inde i hulerne, men det hele var oplyst i et smukt blåligt skær, eftersom solens varme stråler ramte et af de utallige krystaller, der dernæst reflekterede lyset ind i nogle forskellige spejle der hang på væggene. Rex havde stor respekt for de ingenører der havde fundet på denne smarte måde, hvorpå man kunne oplyse hulerne. Han placerede som altid hænderne i de dybe lommer og spankulerede lidt rundt; Han havde ikke bemærket tilstedeværelsen af en anden person endnu. Han bevægede sig rundt imellem kilderne, hvor nogle af dem var besynderlige farver, nogle boblede, nogle dampede og nogle lignede det reneste vand. Rex rynkede næsen og gikusikkert rundt på den ru jordbund. Han bed tænderne sammen og mærkede duften i næsen. Har var en rar aroma. En dejlig duft. Det gik op for ham at det ikke var en duft der ville komme fra kilder, men fra... Han snurrede rundt og fik bekræftet sin tanke: En kvinde. Han betragtede hende, som hun stod dér med ryggen til ham. Han hævede et øjnbryn og tog nogle rolige skridt i en lille cirkel omkring hende, indtil han stod ved siden af hende. Han betragtede hende indgående. "Frøken Caime?" Han lænede sig en smule til siden, for at få et bedre kig på hendes ansigt, "Så er det Dem. Jamen goddag." sagde han roligt og forsøgte at smile, hvilket blot resulterede i en måske temmelig kejtet grimasse.

Hun sank en klump, og forsøgte at forholde sig rolig. Hun måtte bevarer roen, og derefter bide i det surer æble. Lægen havde også vejledt hende grundigt, så hvad kunne gå galt? Jo det der kunne gå galt var at, hendes hånd kunne ende op med at forsvinde, i stedet for at blive behandlet. Hun rynkede brynene, og dannedes sig en underlig grimasse der signalerede utrykhed og en anelse frygt. Det var jo direkte sindsygt.
Hun hvilkede sin hånd ud, og lagde forsigtigt forbindingen fra sig. Derefter greb hun omkring sit eget håndled, via den anden hånd, og bevægede den ned imod det klarer vand. Hun rystede, det kunne tydeligt ses. Men grunden var klar, det var den. Forsigtigt dybbede hun hånden ned i vandet, og holdt den der et stykke tid. Hun kunne mærke en stikkende fornemmelse i håndfladen, hvor såret var. Hun lukkede øjnene, og bad en lille bynd inden i sig selv. Bare der ikke skete andet, end det forhåbede!
Da hun trak hånden til sig, holdte hun næsten vejret. Hun åbnede forsigtigt øjnene, og studerede sin hånd. Såret var forsvundet, og dermed var det den udpejede kilde! Hun smilte tilfreds, og knyttede hånden, hvorefter hun endnu blev ved med at studere den. Alt var forsvundet, og hvor var det dog utroligt.
Hun samlede bandagen op, og lagde den hurtigt ned i tasken. Da hun skulle til at skrue låget af flasken, hørte hun en lyd. Lyden af fodskridt gennemrungede hulen. Lyden af den andens skridt gjorde hende opmærksom, og hun knugede omkring flasken. Hun bevægede sig ikke, sagde ikke et ord før hun kunne se den andens spejlbillede i vandet. Ansigtet var ikke genkendeligt, da vandet rynkede sig efter hendes hånd. Hun stirrede blot ind i den andens øjne, og så at han bevægede ansigtet nær hendes. Hun gispede, og i frygt for at han ville hende ondt, slyngede hun armen imod hans ansigt - den der holdte glasflasken.

Rex hævede begge øjnbryn da hun ventede med at reagere. Hendes tavshed og pludselige ubevægelighed fik ham til at undre sig. Han rettede sig op og tog et hurtigt skridt baglæns, da hun pludselig slog ud efter ham. Han trak armen op til sig og parerede da nogenlunde hendes slag. Han tog et skridt baglæns, hvilket endte fatalt; han fik placeret sin fod på en ustabil sten, der derefter resulterede i at han måtte tage et nyt skridt, med samme fod, for at undgå at falde; dette blev dog et problem, eftersom han allerede havde løftet den anden fod, for at finde fodfæste dér, altså havde han på nuværende tidspunkt ingen fødder på jorden. Han skvattede bagover og drattede ned i en mærkeligt udseendet substand. Han mærkede hvordan han sank ned i kilden; Han så den purpurglødende substans glide indover hans krop og presse ham ned i bunden af kilden. Han var ingen god svømmer, så han forsøgte febrilsk at få fat i kanten af kilden. Han sprællede med arme og ben, og fik til sidst fat i kanten og trak sin krop op af det pupur vand. Han hev efter vejret.
"Kyieeeh!" Han træk vejret i hurtige stød og forsøgte at klatre op af bjergkanten. Den var i midlertid blevet glat, hvilket resulterede i at han gled tilbage i vandet. Han peb og vendte og drejede sig i vandet, før han atter fik fat i kanten. Hans hår var gledet nedover ansigtet i lange totter. Han rystede på hovedet og syntes pludselig at håret var en del længere end normalt. Han trængte til en klipning. Han knugede sig fast til kanten og kravlede op. Han sad lidt på kanten af kilden og rystede af kulde.
"Det... Var højt unødvendigt." hviskede han, og bemærkede ikke umidlbart forandringen i stemmen...

I hendes slag drejede hun kroppen hvilket resulterede, at hun fik et god udsyn til personen hun slog imod. Hun spærrede vidt øjnene op, da hun opdagede hvem hun tilsyneladende havde angribet. Hun gispede højlydt,
,,Rex!"
halv råbte hun, og slap flasken da han faldt i kilden. Da flasken ramte gulvet, lød der et ordentligt knald, da den knustes. Hun skævede kort imod den inden hun styrtede imod kilden. Hun så søgende ned imod vandet, og ventede utålmodigt på at han kom til overfladen. Da han endelig dukkede op, sad hun uheldigvis på den forkerte side. Hun rejste sig da han så ud til at prøve at komme op af kilden. Hun nåede halvvejs over på den anden side, men inden da var han kommet op. Hun var hurtigt henne ved ham, hvor hun smed sig på knæ ved ham, hendes øjne var stadig lige så chorkeret som da hun havde set ham.
Hun gispede ihærdigt efter vejret, og satte hændernei mod hans kinder og spurgte med et febrilsk tonefald:
,,Nej nej nej! Rex er du okay?"
Forandringen af hans stemmen, så ikke ud til at påvirke hende. Hun havde tilsyneladende ikke hørt den, da hun aede ham hen over panden:
,,Jeg troede du var en anden, det var slet ikke min mening. Nej se nu..!"
hendes stemme rystede af skyld, og hun begyndte at gå mere og mere i panik, da hun så småt kom i tanke om hvilket vand han var faldet i. Det her var virkelig skidt!

Rex klatrede op på land. Han mumlede noget uhørligt og skubbede håret væk fra sit ansigt. Det var blevet betydeligt længere, det var somom det var vokset i en utrolig hast. Han gned sig i øjnene og klagede over at have fået kildens væske i øjnene. "Auieh.." klynkede han i et højt toneleje. Han blinkede et par gange og rejste sig op. Han så ned af sig selv. Hans frakke klæbede sig ind til den spinkle krop. Han klynkede en anelse og betragtede sine hænder. Enten så han syner, eller også var hans fingre blevet smalle og feminine. Han hævedet et øjnbryn og tog sig til hovedet. Han skævede ned i vandet. "Gad vide hvad jeg havnede i?" Han betragtede den purpur substans og betragtede sin Caimes reflektion og ved siden af hende stod... en kvinde? Rex stivnede og pegede pludselig febrilsk på sin reflenktion.
"Jeg... JEG..?!" han blev tav og stirrede målløs på kvinden der pegede tilbage på ham. "Jeg' en kvinde...." peb han hysterisk og lignede en der kunne besvime når det skulle være.
Han faldt bagover og landte på bagdelen, hvorefter han betragtede sine ben og sine hænder. Han mærkede efter i sit ansigt og greb fat om sit hår. Så vendte han blikket imod Caime, og så bebrejdende på hende. "Se nu!"
Han gøs og rettede sig op med et suk. Han fejede det værste støv og lignende af sit tøj.

Alt imens Rex ikke så ud til at opdage sin forvandling, betragtede Caime hvordan hans krop lige så langsom ændrede sig. Hendes øjne blev større og større, og hendes mund åbnede sig let. Til sidst stod han som kvinde, og havde nu åbenbart også lagt mærke til det. Hun pejede op imod ham, rejste sig langsomt fra sin siddende stilling og sagde med en skinger stemme:
,,Du. Det. Åh gud!"
hun klaskede hænderne imod lårerne, og trak dem derefter op imod sin mund, som de hurtigt dækkede. Hunk rynkede fustreret brynene, og trådte nogle enkelte skridt tilbage. Hun rystede voldsomt på hovedet, og trådte hen imod ham - eller hende. Hun sank en klump og studerede hans ansigt. Han lignede ellers sig selv, selvom de feminime træk var voldsomme. Hun så ned af hans krop, så var tydeligt forandret. Han havde fået meget mere bryst, og tydelige hofter - som var en anelse skjult på grund af tøjet.
,,Det var slet ikke min mening.."
mumlede hun og bed sig fast i sin underlæbe. Hun havde ingen idé om hvad hun skulle gøre. Eller vengt! Der var måske en mulighed! Hun trak hurtigt kortet frem fra sin lomme, og foldede det op. Håbet i hendes øjne forsvandt, og hun sukkede opgivende. Lægen havde kun markeret den kilde, som healede alle former for sår eller grimme mærker, som ar og andet. Men ikke kilden, der kunne forvandle ham tilbage til mand igen.
Hun så op imod hans øjne,
,,Rex... jeg.."

Rex så op og ned af sig selv. Han var ligbleg og hendes øjne store. Han fik pludselig en trang til at tude, hvilket overraskede ham en hel del, da han aldrig rigtig havde fællet tårer før. Han gøs og vendte så endelig blikket imod Caime.
"Se det her havde jeg ikke forventet. Her kommer man for at skaffe sig rensende vand og så får jeg..." han tav og rømmede sig forlegent.

"Nå... Men... Ingen skade sket... Sådan set. Jeg er sikker på at jeg bliver normal igen hvis jeg..eh... tager et ... bad..." han overvejede kort hvordan han nogensinde skulle tage sig mod til at tage et bad, i denne krop. Det var jo forkert på så mange måder. Han sank en klump.
"Jeg skal vel bare have det her... eleksir-vand ud af håret og tørret af og... Så er alt godt igen... Ikke?" han så på hende med et fortvivlet blik. Han var ikke vant til at hans følelser kunne ses, og da slet ikke i øjnene. Han havde trænet en facade op, som åbenbart var blevet smadret ved at hans krop og ansigt reagerede anderledes på forskellige tidspunkter. Han gøs igen og skævede ned i vandet. Han var stortset ikke til at kende. En tanke strejfede ham. Måske var det her alligevel ikke så skidt? Nu kunne han måske komme relativt tæt på Samson, så han kunne finde spadens svaghed? Og SÅ kvase ham som et insekt!

Han nikkede for sig selv og smilte. Han log en ene hand slå ned i den andens håndflade, som man nu gør, når man får en genial idé... "Genialt." Han stod i nogle sekunder før han skilte hænderne ad og rystede dem en smule, med et kort "auv.."-klynk.

Hun åbnede munden for at fortsætte, men Rex så ikke ud til at reagere særlig meget på hendes undskyldning - eller hvad man nu kunne kalde den. Hendes fustrede blik forsvandt ikke ligefrem, men forblev der nærmere, og blev blot kraftigere da han nærmere så ud til at have nok med sig selv at gører. Det var egentlig klart nok, da det var en pludselig forvandling han havde fået.
Hun lyttede til hans ord, og hendes blik forandrede sig. Tage et bad, og derefter regne med at forvandlingen var forsvundet? Var han direkte dum? Selv hun vidste, at det eneste der kunne hjælpe ham, var at bade i en anden kilde.
Hun lagde armene overkors, og lod hovedet falde let til den ene side,
,,Ja så skal du i hvert fald bade i den rigtige kilde, hvis du overhovedet skal regne med at blive normal igen"
kommenterede hun ham, og skævede den anden vej. Hun trak vejret forsigtigt, og lod armene falde ned langs siden. Hun satte de begge imod hofterne, og rystede let på hovedet. Hvor var dog en fantastisk situation hun var endt i, det måtte hun da alligevel sige!
Hun hævede brynene, og så hurtigt imod ham, da han pludselig syntes at komplimentere sig selv. Hun rystede febrilsk på hovedet, og sagde med en spørgende stemme, der havde en klang af irritation:
,,Genialt? Hvad er der genialt ved dette her?"
hun slog armene frem, og rettede dem hentydende imod hans krop. Hun satte den anden hånd imod sin hofte, og hævede den anden højt op i luften, hvorefter hun klaskede den imod sit lår:
,,Du må jo være gal!.."
hun vandrede hurtigt forbi ham, og travede hen imod sin taske der ikke lå lang derfra. Vandet må have påvirket mandens hjerne, tænkte hun og fnyste kynisk.

Rex sukkede og forsøgte så vidt muligt at ignorere hende, som hun summede rundt omkring ham. Han tænkte. Desværre havde hun ret: Han skulle finde en kilde der kunne gå-ud med den han nu var påvirket af. Han så ned i kilden, som han lige var kommet op ad. Han missede med øjnene og spekulerede.
"Altså. Rent matematisk set, så skulle endnu et dyp i kilden kunne ophæve dets forrige virkning." han holdt en pause, "Men det er en for stor chance at tage. Hvad ville jeg dog blive næste gang?" Han lod en hånd glide igennem det lange hår og sukkede højlydt. Så vendte han sig pludseligt imod Caime og pegede anklagende på hende.
"Dig! Det her var din skyld! Du skal finde ud af hvilken kilde der er den rigtige! Du bragte mig i den her situartion, så du får mig ud af den!" vrængede han anklagende af hende. Fustrationen og irritationen pumpede rundt i hans blod. Han sukkede og rystede på hovedet, hvorefter han placerede begge hænder på hofterne. "Du går bare igang," tilføjede han og lavede en henkastet bevægelse med hovedet; lukkede øjnene og vendte siden til. Han stod sådan i nogle sekunder, før det egentlig gik op for ham, at han stod lidt for kvindeligt. Han var trodsalt en mand. Han slap sine hofter og placerede derefter hænderne bag ryggen. Han rømmede sig og betragtede derefter Caime med et afventende udtryk.

Da hun nåede tasken, satte hun sig på hug og proppede kortet forsigtigt ned i den igen. Efter at have lukket den sammen igen, svang hun den over skulderen og rejste sig fra sin siddende stilling. Hun børstede sine bukser, og hævede ansigtet da han talte til hende. Hans ord gjorde hende vred, og det der provokerede hende allermest var for det første den måde han sagde det til hende på, og hvordan han stod. Hun åbnede munden, og vandrede hen imod ham, imens hun pegede imod ham med en knuget hånd,
,,Min skyld? Hvordan kan du på nogen måde, stille dig op og anklage mig sådan!”
Hendes stemme var nærmest hvæsende, og vreden tordnede i hendes tonefald
Forbistrede lille tøs! Tænkte hun bittert, og standsede sig selv, inden hun nåede helt frem imod ham. Hvis han havde set sig selv i vandet, ville han helt klart have gjort det samme. Rillerne i vandet forvrængede hans ansigt totalt, og fik ham nærmere til at ligne. Ja – et monster.
Hun stirrede spidst imod ham, og sagde intet. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til ham, da det eneste hun netop ville gøre var, at fornærme og forbande ham. Hun havde nok skyldfølelse i forvejen, og behøvede ikke just at få bekræftet hendes lille fejl, endnu mere end i forvejen.
Hun rystede på hovedet, og holdte en spærrende hånd frem imod ham. Derefter vandrede hun med hastige skridt imod lyset af hulen,
,,Find en andens hjælp, for hér får du ingen!”

Han ser efter hende med et fustreret ansigtsudtryk. "Jeg redede dit liv!" råbte han efter hende, til dels skuffet over hendes ligeglade facade og til dels fustreret over det faktum at han muligvis havde mistet sig selv. Han knugede begge hænder og dirrede af arrigskab. Han så efter hende med et stikkende blik. Han anede ikke hvad han skulle stille op. Han så på sine hender og rynkede næsen, i håbet om at kunne huske en situartion der var værre end denne, men han måtte nok indrømme at dette her var det værste han havde været ude for, til dato!
Han rettede sig op og lagde armene over kors. Han skar en grimasse. Hvad nu? Hvem kendte til kilderne? Han måtte finde én eller anden der kunne hjælpe ham. Men hvem?

Farten i hendes skridt sagtnede da hun hørte hans råb. Hun standsede ikke i første omgang, med trippede et par enkelte skridt mere. Hun rynkede brynene sammen, og knugede om tasken hank. Ja gu’ havde han reddet hendes liv, og hun skyldte ham en enorm tjeneste. Men han havde stadig gjort hende ufattelig vred, ved at beskylde hende på det groveste. Ja det var jo egentlig hendes skyld, men havde hun gjort det med den vilje, at han skulle forvandles til en kvinde? Nej det havde hun ikke.
Hun krummede let sin ryg, og kørte en forsigtig hånd igennem sit creme farvet hår. Et frustreret blik dannede sig i hendes øjne. Hun kunne ikke andet end hjælpe ham, hun skyldte ham det. Hun vendte blikket over skulderen, skævede spidst imod ham og drejede derefter fronten imod ham:
,,Jeg gør kun det her, fordi jeg skylder dig en enorm tjeneste!”
Sagde hun, og vandrede let imod ham. Hun nåede ikke langt før hun standsede,
,,Jeg ved hvem der kender til de magiske kilder. Han rådførte mig til den enkelte af dem,”
Forklarede hun ham, og slap det knugende greb omkring sin taske.

Rex betragtede hende eftertænksomt og nikkede roligt. "Fint. Hvis du finder ud af hvilken kilde der virker, så prøver jeg at holde lav profil." sagde han roligt, som var intet hændt. Han smilte skævt og lod tungen glide over læberne. Han nikkede for sig selv og konkluderede at det måtte være sådan det skulle være. Han skulle bare snige sig ind på borgen og ud igen, så snart hun havde skaffet den viden de skulle bruge.
Han sukkede højlydt og kløede sig i håret. "Skal vi sige at vi gør sådan?" spurgte han og betragtede hende roligt. Han rømmede sig kort. "Jeg beklager at jeg har rodet Dem ind i det her.." brummede han beklagende og genvandt sin formelle tone, der dog lød meget anderledes fra hvad han var vant til.

Hun nikkede erkendende, og vandrede de sidste skridt hen imod han. Hun hankede forsigtigt op i tasken, og standsede ikke langt fra ham. Hun hævede øjenbrynene, da hans pludselige mening om hvis skyld det egentligt var, havde ændret sig. Hun blinkede betuttet med øjnene, og formede munden i en spids. Nu gav han da slet ingen mening.
Hun greb hans håndled, og vendte sig om for at vandre videre,
,,Forvandlingen må virkelig have stejet Dem til hovedet!"
sagde hun, med et lettere kynisk tonefald, alt imens hun trak ham afsted efter sig. Da hans tone ændrede sig overfor hende, rettede hun sig ind efter det. Hun havde alligevel lidt mannere, også selvom hun stadig spruttede af raseri..
Imens de gik imellem kilderne, var hun alligevel uhyr forsigtig. Hun skulle helst ikke opleve samme skæbne som ham. Tænk at falde i sådanne kilder, og så oven i købet ændre køn. Hun kunne lige forestille sig selv som en mand, en rigtig prins charming var det første der faldt hende ind. Dét kunne hun alligevel ikke lade være med at smile en anelse af, også selvom stemningen ikke just lå til det.
Hun vendte blikket over skulderen imod ham,
,,De bliver nok nød til at skaffe dem en kjole, eller noget mere kvindeligt tøj - ellers vækker De da i hvert fald opmærksomhed. Muligheden for at blive forvandlet her i landet, er ret så stor. Det kommer ikke som en chock for de fleste"

Rex lod sig blot trække med, i tavshed. Han trådte forsigtigt og vurderede et hvert skridt før han plantede foden. Han gøs ved tanken om at falde i en anden kilde og komme op som en 10-årig. En 10-årig tøs, vel at mærke. Han sank en klump og udviste stor forsigtighed.
Han betragtede hende med et forfærdet blik, da hun sagde det med kjolen. "En kj.. Kjole? Sådan noget ejer jeg da ikke." klagede han og sukkede. Han klynkede og sukkede opgivende. Han pustede en lok hår væk fra ansigtet, og lod derefter den frie hånd glide igennem de lange totter.
"Så længe jeg ikke skal til at passe børn, så går det vel. Forhåbentlig." mumlede han for sig selv og så ned i jorden. Lædderskoene var i hvert fald blevet for store, og bukserne hang underligt på hans krop. Han sukkede igen og rettede blikket op igen, imens han forsøgte at holde tempoet.
"Så... Hvor fører De mig hen?"