Dion var klar til at flyve. Så snart Elemérs rødhårede skikkelse dukkede frem, rejste den store drage sig op og strakte sin krop og sine vinger. Elemér gav ham nogle kærlige klap på siden, som han passerede Dion. Lige om lidt, ven.

Han hjalp til med det sidste og fik pakket Dion med teltet og resten af oppakningen. Der var en lille unævnt forventning om at Idrys skulle bestige Dion sammen med ham. Selv efter deres snak i går aftes, var Elemér ikke sikker på om han helt kunne stole på de to andre, hvis de sad sammen på Nila. Idrys ville jo bare holde om Sata, ligesom han havde holdt om Elemér på flyveturen i går. Og skulle Elemér så glo på det hele vejen til Rubinien?

”Nå, skal vi?” Spurgte han gestikulerende mod Dion, der mere end villigt sænkede sin store krop, for at passagererne kunne bestige ham. Elemér tilbød Idrys hjælp til at komme op, hvis altså han ville tage imod hans hånd.